Fordi jeg sidder her, i sikkerhed, i mit køkken og kom til at hyle på den gammeldags måde, skriver jeg endelig noget om stalking. Jeg holder det eller for mig selv, med en eneste undtagelse engang i 2020. Hvorfor? Fordi det fylder så meget i forvejen at jeg næsten ikke gider fortælle om det. Og fordi det truer mit job, min familie og min virksomhed. Men jo længere der går, jo mere tænker jeg at jeg også har et ansvar for at bryde tabuet. At stalking vitterligt har mange klædninger og kan ramme også uden for den nære kontakt, i mit tilfælde er der tale om stalking grundet mit professionelle liv.

Der har været en del fokus på stalking i 2021 og i tv har vi mødt begge sider af sagen. Vi er blevet klogere, har set og hørt når livet går i selvsving og måske forstået en lille smule af hvorfor det kan gå sådan. Men stadig ikke fået sikret loven i det omfang der gør at vi kan være sikre på at være i frihed. Og selvom vi har taget hul på debatten, er der stadig et tabu omkring stalking. Fordi det er uforståeligt, uforstandigt og umuligt at beskrive i sin helhed.

Jeg sidder som skrevet i køkkenet. Kaffen er klar og sommeren kysser fugleungerne af reden. Efter skt. Hans skal jeg klippe hækken, men ikke i højden. Den skal gro alt det den vil. Jeg hylede sådan lidt stille først og dernæst højlydt hulkende og måske nærmest i afmagt – derfor skriver jeg dette indlæg, til oplysning i samfundet, til debat, til overvejelse og til eftertanke og lovgivning. Om lidt er jeg færdig med at hyle, det ved jeg af erfaring fra de tidligere oplevelser. Så tager jeg livet på mig igen og går ud af døren og kigger mig stjålent over skulderen og håber at dagen er fred. Kun en tåbe vover ikke at håbe.

Stalking er væmmeligt – uanset baggrunden. For mig at se må personlig stalking, men personlige motiver være det værste. Det har jeg ikke oplevet, men stalking sidder jeg midt i, hver dag, uden et sekunds pause. Det ligger i baghovedet, i bevægelserne, i stilheden, i fortagsomheden. I tavsheden og overvejelserne. Skal, skal ikke mene noget, gøre noget, gribe dagen og livet og samfundet i et åndedrag.

Min stalker har jeg haft inde på livet de sidste 4 år. Han er vred på mig fordi jeg og udøver et hverv der indbyder til fællesskab, demokrati og samtale på tværs og sidder i sammenhænge der fra tid til anden træffer beslutninger. Det er ikke mig som sådan, men det er hans vrede over noget han ikke fik lov at deltage i, grundet nogle episoder af ikke egnet adfærd. Det var før min tid i den sammenhæng, men arvesynden kastede sig over mig og nu er den ikke så meget fælleseje, men min og jeg ville ønske at jeg kunne frasige mg arv og gæld.

Sagen tror jeg på, den vil jeg kæmpe for og blive ved med at udbrede, danne til og fra, ønske for vores samfund, fremhæve og turde.
Men det med at turde er ved at være en anelse svært.

Jeg var så heldig i januar 2020 endelig efter års kamp af få et tilhold mod min stalker. Gør det en forskel egentligt? Ikke rigtigt. Jeg var da allerede “gået under jorden” og midlertidigt flyttet for at sikre mig selv om mine.

Jeg skriver det her indlæg i afmagt. Efter Folkemødet hvor jeg allerede på færgen over blev sat skakmat efter min stalker stillede sig tre meter fra mig og blev stående og stirrede. Jeg havde medbragt min ægtefælde som bodyguard i år, fordi jeg har brug for at nogen dokumenterer og hjælper mig i det offentlige rum hvis han dukker op.
Blodtrykket steg til det uendelige på den færge. der er ingen redningsbåd og ingen vej væk, heller ikke fra følelsen af at livet aldrig igen kom ud af isolation.

Det har været nogle lange år. Det tror jeg det er, for de der oplever den slags. Da jeg fik mit tilhold var lykkefølelsen uendelig. Kort efter kom corona og mere isolation. Jeg tog i sommeren 2020 mod til mig og deltog på et møde på fyn, hvor jeg kun blev kort fordi min stalker havde fundet en ny juridisk mulighed for at forstyrre mit og andres virke. At anmelde en offentlig demonstration uden for det sted mødet foregik. Jeg ringede til politiet, men ingen hjælp at hente, da grundlovens forsamlingsret står over stalkerloven- Det kan jeg svært være uenig i. Forsamlingsretten er ukrænkelig og vigtig i et demokratisk samfund, hvor retten til at modsige andre er sikret. Men den spænder ben for stalkerloven og privatlivets fred og det er et virkeligt stort problem i denne sammenhæng.
For mig blev det endnu engang et afbrudt møde og en rystende tur hjem alene i bilen, med de mange tanker man har, når livet er indskrænket til et minimum – fordi man mener noget, vil noget, kæmper for noget eller bare, slet og ret, fordi man er kommet i klemme i jura.

Terror findes kun hvis man lader sig knægte af den! Hvis man lader frygten vinde og selv bukker under for den, lader den styre ens handlinger og liv. Jeg er ikke nem at styre eller lader mig vanligt ikke tøjle af terror. Jeg går gerne de steder hvor livet er udsat, Tager gerne de mest udsatte på mig og bruger en del tid på netop mennesker der har brug for hjælp hvis de falder skævt ind i samfundet, er psykisk syge eller udstødte. Jeg er ikke bange de steder hvor man kan falde ind i noget der kan gøre ondt og jeg tager også gerne livet på mig uden at lade frygten styre.
Alligevel, også selvom min stakler ikke er sur på mig personligt, men på en sag, så bliver mit liv udpræget og mærkbart udsat. Selvom jeg er stærk, på alle måder og ikke normalt lader mig knægte, så er det nok de årelange krænkelser der sætter sig som sådan en ukendt “rysten” i det daglige virke og i privatlivet. Det er en tilpassen sig en omstændighed, der er utilpasset i et frit samfund. Jeg ønsker ikke at tilpasse mig et menneske der opfører sig som min stalker, men alligevel hører og oplever jeg mig selv hele tiden måtte sige nej tak til opgaver og foredrag og medvirken – af skræk for at andre vil blive forulempet af denne stalker. Og af forudset skræk for hvad jeg skal opleve selv og min familie udsættes for.

Da jeg pakkede bilen og tog afsted til Folkemødet var det med et nyt mod. Nej, fandeme om jeg vil lade mig knægte, nej, nu må jeg tage livet tilbage. Men der på færgen sank den tillid igen. Om aftenen mødet han op på den udendørs restaurant “Gæstgiveren” hvor jeg skulle spise. Han sad og larmede lidt og skulede og hele tiden sad min mand og jeg med livet udenpå. Ignorere ham, er kuren og løsningen, lade som om han ikke sidder der 15 meter væk.
Da vi rejste os for at gå, kom vi ikke lagt før han eksploderede i vrede og løb efter os, råbende og truende. Min ægtefælde, der i de dage skulle agere bodyguard, levede meget smukt op til sit navn, trods hans alder og ikke så umildbart bodyguard udtryk. Men end ikke Whitney Houston kunne have ønsket mere af Kevin Costner. Han stillede sig modigt imellem stalkeren og jeg, hvilket resulterede i mere vrede og råben og tilsidst slog stalkeren, da min mand forsøgt at filme optrinet, telefonen ud af hånden på ham og gik heldigvis videre efter det.
Folk var naturligvis oprørte, chokkerede og kom løbende fra flere steder for at hjælpe og dokumentere.
Jeg ved ikke helt hvordan, men endelig fik jeg sagt noget til personalet på restauranten, noget så latterligt og ubegrundet som undskyld… “Undskyld, jeg skulle ikke være kommet, jeg udsætter jer for optøjer, undskyld, det er min fejl”. Men det er det jo faktisk ikke. Det er loven der ikke har hjemmel til at passe på os der bliver stalket, ikke i det omfang der er nødvendigt. Trods tilhold. Men alligevel så sagde jeg, for at påtage mig et eller andet ansvar for samfundet: UNDSKYLD!
Det er beklageligt at måtte gøre. At måtte undskylde sin tilstedeværelse i en sådan situation og lidt i chok. Og jeg vil nok fremover aldrig igen trække mig eller opgive livet, eller det at være i det offentlige rum. Det er træls for andre mennesker at være vidner til optøjer, men det er ikke mine opgave at sige undskyld. Det er ikke mig der skal holde mig væk. Det er ikke det rigtige valg. Det er ikke menneskeligt eller samfundstillid. Men jeg og mange andre har brug for en lov der hjælper os tilbage i friheden. Coronaisolation er intet i forhold til dette – intet!

Resten af Folkemødet var politiet mere end villige og venlige til at følge mig rundt når jeg var på scenen. men usikkerheden forsvandt ikke af den grund. Politiet har hele tiden været fabelagtigt søde, forstående og medlevende og har i den grad gjort mig sikker i at nogen var der for mig. Et mærkbart samfundsansvar for os der oplever noget helt skævt og truende i vores tilværelse.

Da jeg fredag skulle medvirke direkte i deadline på DR2 kom PET, der ellers havde til opgave at passe på en folkevalgt og satte sig i min nærhed og lovede mig at de ville passe på mig i denne sammenhæng. TAK. Men tak og tænk – at det er nødvendigt? At det bliver ved og ved og aldrig synes at normaliseres. At et folkemøde skal stå i lyset af en frygt for noget jeg ikke ved hvad kan ende i. At der skal bruges resurser og tid og tillid på noget så ualmindeligt modbydeligt som en der ikke vil slippe.

Min mand og jeg havde, trods stalker og ubehageligt optrin, et folkemøde hvor livet fra tid til anden skinnede så smukt på det demokrati der bærer os igennem. Det der forener os og forankrer troen på frihed. Det er en underlig blanding at stå i. En juridisk umulig opgave for samfundet at holde stalkere i ørene og samtidig retsligt sikre de frihedsrettigheder vi bygger samfund på.

Jeg er stor tilhænger at vi mener, handler, tror på at uenighed er en af demokratiets vigtigste ståsteder. Ja fred være med uenigheden, sålænge den bærer en fredelig klædning. Denne form for vedholdende stalking er ikke værdig i et demokratisk samfund.

Jeg sidder nu, igen, og tænker hvornår livet vender og freden, eller måske endda livligheden igen får plads? Hvornår jeg, i mit profesionelle liv igen kan færdes frit og tale og turde uden at bekymre mig om optrin og andres oplevelse af denne mand der gør mit hverv så svært.
Måske er det nu, i lyset af folkemødet, at jeg skal genlære at give fanden i det og gå imod, stå imod, tage forsigtigheden af som en vinterfrakke og smide den i småt brandbart – ikke til genbrug.

Jeg ønsker mig en samfundsdrejet eftertænksomhed og forståelse for at vi som samfund både skal værne dem der er syge, ustabile og svære at forstå, men samtidig ikke lader det fylde så urimeligt meget i andres liv at livet bliver svært at fæstne i et samfund.
Jeg tænker uendelig meget på dem stalkes af tidligere kærester, eller nære. Det må være topmålet af rædsel. Min sag derimod bliver personlig når det går ud over min person eller personer i min nærhed. Også på gade og stræde.
Og vi skal også i debattonen og i den digitale dannelse huske på at den voldsomme hårdhed der går ud over folk og folkevalgte sætter sig som et ligegyldighedsfilter og det filter filtrerer fornuften og friheden fra. Ethvert menneskes frihed skal være ukrænkelig, det er ånden, men den ånd følges af ansvaret og fornuften, dannelsen og troen på at mennesket vil os det godt og at vi agerer gode medborgere ikke modborgere.

Og når jeg er færdig med at hyle, så hyr mig – til hvad som helst, i ånden af det at terror kun findes hvis vi ligger under for dem. Også selvom den kan mærkes og ikke forsvinder selvom vi ignorerer den. Livet ER til for at blive brugt imellem mennesker, ikke i skyggen af mennesker.

I al hengivenhed

Astrid

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s