Hey skat, ser min hjerne lille ud i den her kjole?

Kønspolitiske debatter er ikke til at undgå.
Og jo, jeg kan godt se nødvendigheden, samtalens flyttende fornemmelse og debatten berettigelse.
Foran os gik stærke kvinder og milde mænd og banede vejen for at også vi “fruentimmere” fik stemmeret, færdigretter til microovnen, mænd på barsel, brobizz og bukser (så vi kunne bekymre os for, om vores røv så for stor ud).

Og debatten og ligelønspolitikken er endnu ikke slut og bliver det nok heller ikke lige med det første.

Vi måler og vejer vores danske opdrag i statistiske opregninger af kvindekvoter.
Også Folkemødet på Bornholm er begyndt at lave statistik på debattørernes køn.
Til eget brug, som de gør opmærksom på.
Og hvad skal de bruge den til, må man spørge.
Jeg kan rent statistisk allerede nu sige at en af de debatter jeg har arrangeret vil bonge ud på værste vis.
5 mænd og 1 kvinde.
Det er selvsagt skidt for ligestillingen, men ret godt for værdien i debatten.
For de debatterende er valgt efter værdisæt og ikke efter køn.

Skulle jeg have valgt anderledes, så havde debatten også set meget anderledes ud.
Så havde emnet drejet sig i anden retning og da vi jo altid går efter de giraffer der har ædt af holdningstopskuddene på savannen og ikke efter dem der tager de halvvisne tisgule blade i undergrenene, så blev det noget med at tage emnet alvorligt og ikke en kønskvotering i denne sammenhæng.

Er det skidt?
Både og.
Det er svært at være imod at kvinder bør fylde mere i debatter, i bestyrelser, som topledere,
Men alligevel kan jeg mærke den der fuldstændigt rolige fornemmelse af at vælge ud fra værdi. Ud fra holdnings sæt og dermed styrkende samtale.

Det kan være jeg skulle gå til Louie Nielsen og få nogle briller. For jeg har umådelig svært ved at se køn og ikke mennesker.
For nogle år tilbage sendte jeg et forslag til daværende ligestillingminister Manu Seeren om at omdøbe Ligestillingsministeriet til “Ligeværdsministeriet” i stedet.
Man bliver lidt træt i masken når man har stået der så længe og kaldt på lighed.
Det blev et afslag fra ministeriets side, men de behandlede da forespørgslen meget omstændigt og iøvrigt mere grundigt end jeg havde beregnet.
Og jeg spekulerer stadig på hvordan vi øver os i at vælge værdierne og ikke kønnet.
Hvornår evolutionen finder fred med åbenlys og iøvrigt frugtbar forskellighed.

Alligevel ved jeg at det forekommer, alt for tit og alt for massivt. Også i min egen baghave.
For mange år siden blev jeg vældig vred på XXX politiske parti der bad mig stille op til Folketinget i en umådelig attraktiv valgkreds i Nordsjælland.
Jeg augmenterede noget imod, da jeg end ikke var medlem af partiet og ej heller havde været det.
Men forslaget havde udgangspunkt i flere delprincipper hos dette parti.

Dels holdninger, bevares da, jo jo, men deres forespørgsel handlede også om noget ganske andet.
Det indrømmede budbringeren undervejs.
Se de manglede sådan en ung (ja, det er ikke en anekdote fra i går) Kvinde og gerne med langt hår!

I hele min barndom sad jeg og hørte min far fortælle om de konger og stammeledere, Grundtvig og Tordenskjold og gamle skikke der tilsagde ledere og krigsherrer at have langt hår, for man troede at styrken sad i håret.
En træl raver man håret af, det er symbol på underkastelse og svaghed.
Vi så det i kz lejrene og vi ser det stadig i militæret hvor de værnepligtige bliver karseklippede.
(Med en undtagelse af nogle få mandhaftige med hår-net)
Det er ikke tilfældigt, men en rest af gammeltro vi har bevaret.
De sidste år har trenden været “Hipster” med lange lokker og store skæg. Det er utvivlsomt mændenes måde at agere vindere efter finanskrisen.
Det følges for det meste ad.
Samfund og tendens. I mode og hår.
Skovmandsskjorten (Gud forbyde den) kom tilbage og vi lignede nybyggere og friland, til finansministeriet holdt op med “at suge kinderne ind og se bekymrede ud”.

Kvinder derimod har langt hår for at stenaldermanden kan trække dem med ind i hulen og gør dem frugtsommelige. (“Sig det med shampoo”)

Og der stod jeg så, men mit lange hår og skulle dels “mande mig op” med gammeltroes lederstyrke og dels være feminin lokkemad til en hulemand, som kandidat for partiet.
Jeg har aldrig været så tæt på at få pagehår som efter de samtaler om Folketingskandidatur.

Der er ikke forskel på det politiske parties længsel efter en kvindelig kandidat og nutiden ønsker om kvinder i bestyrelser.
Og det er ikke i egentlig ond menig at vi taler om at fordele magten ligeligt. Vi har som køn hver vores styrker og svagheder.
Men jeg ønsker mig stadig at vi vælger mennesker og ikke køn.

Stereotyperne vælter ud af skabene, sammen med “den lille sorte” og “klassiske pencil skirt”.
Jeg er ikke så særligt feministisk, måske egentlig bare mest til “du er dig og jeg er mig” retorik og jeg holder så umådeligt meget af forskelligheden – også hos kønnene og særligt i det vigtige samarbejde på tværs.
Alligevel kan jeg mærke den der snigende gammelkone irritation når nu man står ved klædeskabet en tirsdag med en lang mødedag foran sig.
Jeg befinder mig bedst i kjole og allerbedst i noget der er ret feminint.
Det er ikke et bevidst valg, men bare min natur.
Jeg har ikke lært det hjemmefra, eller af mit samfund.
jeg har ikke et kønsrolle opdrag og ej heller har været en del af 70’ernes bh-løse levnet.
Det må være østrogenpåvirkningen. Ren biologi.
Jeg har derimod en voldsom “angst” for pagehår. Der sker noget med det der snorlige pandehår og skulderlange skråsikre look. Det klæder de fleste og giver en vis autoritær udstråling.
Sammen med spadseredragten og attachetasken og “det lille fikse tørklæde” .
Det udstråler alvor og skulderpuderne får selv en vågen Holger Danske til at ligne Gummitarzan.
Og det ER nemmere (Stadig i 2016) at få gennemslagskraft når man iklæder sig lidt testosteron og håber at æggestokkene og binyrerne kan følge med.

Alligevel har jeg det nu bedst på de møder, i de bestyrelser og på de konferencer hvor mennesker er mennesker og holdningerne ikke bære køn eller har tryk af gammel åg i den retning.

Hvor man ikke bruger en time foran spejlet inden man tager afsted for at overveje om man bliver hevet ind i stenalderhulen eller om ens hjerne ser lille ud i den der kjole!

/Astrid Søe

Hvem faen læser korrektur på verdensordtnen?

Hvorfor er der ingen der læser korrektur på verdensordenen? 

For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70’er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var. 
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo’er vi kunne lege med i skolegården – det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi “gik tur med hunden” og lavede “jorden rundt” og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M’s til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for “We are the world” stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?

Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med “The Doors” med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd – på alle måder.

Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig – mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt – og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.

Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk – skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte – og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra – kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.

Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne – og fanden tag den kolde krig uden kage – ja hvad ville det ikke ende med?

Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen – lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel – ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der… Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med “jeg alene bestemme” kortet. Hvert land, sin brydning.

Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90’erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)

Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer – hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.

Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet – shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.

Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi – vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.

Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.

Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til – nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.

Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje – til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.

… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa – se det giver sgu god mening! Til sidst…

Mastermind med mælketand.

Voksne hjerner de slår klik: kunjunktur og banker,
krise, tilbud, politik, tykke pusselanker,
I min hjerne tænkes tit, når jeg hører efter,
kan de voksne holder trit? De går rundt og kæfter!
Hvad er op og hvad er ned, hvad er værd at lære,
Syns at verden er for fed – voksne de er sære!
Jeg har syn, ide og smag, håb og mod med mere,
jeg er klar så ta’ og spørg, hvis livet bider skeer.

Jeg forstår mit eget land og de folk der bor der,
jeg har tabt en mælketand, ligesom en morder,
alle er forskellige, selvom meget ligner,
vi har alle krop og gen, græder eller griner.
Jeg kan tænke jeg kan tro, jeg kan finde hale,
selvom kroppen stadig gro, ved jeg jeg kan tale,
jeg er ikke lille dum, jeg er fyldt med viden,
kender alt om himmelrum, læser tommeliden.
Jeg ved godt at krig og fred, finde på vor klode
jeg blir også mægtig vred, når krigen er på mode
jeg forstår at verden tror, børn har ingen stemme,
trods jeg er et lille nor, kan jeg medbestemme.
Jeg har tanker jeg har krop, ligesom en voksen,
jeg kan sagtens følge trop, og tænke ud af boksen.
Prøv at se den verdensdel, der kun når til navlen,
der er fyldt med kloge børn, babyer og savlen.
Du kan dit og jeg kan mit, det er let at mærke,
uden deling – lige vidt – sammen er vi stærke!
vi kan google, læse om alt hvad vi vil lære,
men vi samler allerbedst viden i det nære.
Jeg vil gerne lære jer, mer om livets sider,
men det kræver ligesom at, nogen af jer gider!
Voksne de skal lære mer, skolen er for livet,
Børn kan mere end I ser – det er ganske givet!
//Astrid Søe + en flok børn 2012

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”.

DMI og al den væsen står åbenbart for ”Danmarks Minoritets Interesse”. For vi kan, med sikkerhed,  forudse debat og diskussion via DMI. Når vejrudsigten går i ”fifty shades of grey” begynder debatter om det der er helt hen i vejret. Og vejret kan vi regne med, også selvom vi er nede i Hej matmatik og andre begyndelsessteder hvor vi synes og nyder de små tal i det store regnestykke. Vi får sommeren og agurkesalaten galt i halsen og finder på støvede hylder små hengemte syltede sager og glas med religiøse, etiske eller sundhedsfaglige emner vi genoptager. Må vi skæres for den sorte stær, må jøder? Må Muhammet og fru Jensen færdes med fanøtørklæde gennem Græsted og er det virkeligt så sundhedsskadelige at gå med Roskildearmbånd? Der går vel sjældent røg uden bon…. Jo, vi snakker sammen, i aviserne, på blogs, på de sociale medier, mens vi mod eller med forventning sidder spærret inde bag hagl og regn i sommer danmark og stirrer på vores drengebørn og tænker om de mon er for feministiske eller bare helt almindelige når de kravler i træer og kaster med sten når man selv bor i drivhus. Og bekymringen er stor når man selv nyder de feministiske dyder som formel 1 og forbold, mens de hellere vil spille skak og pc og lave japansk mad, samler ind til de fattige og forelske sig. Nej, der er agurker i mosen og de dyder lugter lidt for meget af moderne mand og hvor er køllen? Den ligger henne i børnehaven og sfo’en hvor der stadig hersker en stemning af ”vil du i livet frem så tæv gummitarzan og ta lige og pis på perlepladen” for sådan er det stadig derude på landet, hvor drenge er drenge værst og piger er små bh-bærende støttegrupper der småfnisende holder hinanden uden for mens de tisser sammen på de alt for små toiletter. Når de har tævet hinanden lokalt og vokalt, forelsker de sig globalt og opdager at Juan fra Paris og Petruska fra Prag er dem mere lig end deres egne rødder og de bliver sammenført i forførelsen og på facebook vælter de ”The Wall” i uforlignelige erklæringer på tværs fordi  Tine Bryld er død og vi ikke længere kan få smurt livet med Bryldcremesråd i radioprogrammer “Tværs” og kærligheden i likes og lækker og internetslang fører verden sammen, til de opdager at der alligevel er kulturforskel et sted nede i børnesangene. Se min kjole bliver til se min kilt og så bliver de skilt og går i hundene, der for længst er lovgivet mod fordi de modsat os stadig har muskler. Og ingen tør spille med musklerne længere, for så er de for langt fra den feministiske opvækst de har fået trukket ned over hovedet af medierne. Og medierne selv, de venter på gråvejr, så alle går fra grillen og hækken der vokser vildt på dannebrosvej. De går inden døre, tænder for tv, der damper fugtigt af kondens fra sidste skybrud der lige nu mugner i kælderen. I tv fremturer de med småting om det liv der skulle være så forbandet stort. Og hvor blev religionen af? Den blev sat af i Roskilde, ikke i domkirken, men nede ved det velholdte offentlige toilet hvor vi står i kø og summer over nyeste mani eller manu ud i kirkelig udvidelse. Og vi smiler, fordi der er meget at smile af. Kirken går pludselig forest som moderne mand. Den byder på bløde oblater og sundhedsskadelig likør ved alterbordet, for både homo og sapiens. Men Marie Magdelene vasker stadig op, selvom hun har fået en opvaskemaskine fra Leasy og  Sct. Peter. Han kom selv og satte den op og gik ikke før den virkede, modsat lovgiverne der gik på ferie inden samfundet fungerede. Og nu sejler en lille båd der gynger ud mod det natmørke hav og stævner imod sin grav, fordi ingen har fat i den anden ende af sjippetovet. Der skal samarbejde til for at hoppe over hvor gæret er lavest. Og nogen må være den der står og holder tovene. Og Helle for at være den. Og så skændes de alligevel om det nu også er godt nok at den der blev valgt er den der blev valgt. Og hvad med revolutionen? Den revolution der er gået genne hele europa og vi hylder med store fuldfede klaphatte og dåsebajer, mens foråret gryr, også uden for Europa. Den revolution er vi vilde med, bare den ikke kryber op i røven som en g-streng på afveje. Og vi piller G-strengen ud offentlig og undskylder ikke for overgrebet på demokratiet og ytringsfrihden og de mange og forfløjne visioner vi lufter som vores private undertøj. Vi skælder i stedet på dem der drømmer længere ud i fremtiden om forår og andre tanker, selvom vi ikke er enige – må man så ikke netop i demokratiets navn have visioner og tænke ud af pomfrit papæsken ? Så hellere flette fingre med de gamle dyder og se en meter frem hvor der måske ligger en lort med et flag. Og sådan blev vi samfundet der ikke må drømme, men hellere dømme til fred uden for grænserne med røde kort og maglende indiske indrejse. Og vi sukker højlydt når utopisk folkeparti maler grønne hjerter henover spandaueren og franskbrødet og vi synes der er for mange stikkelsbær i syltetøjet, for det skal helst være rødt, med jordbær og visionsløst eller det må ikke lugte af noget med ordet revolution, for det er kommunistisk selvom kommunisterne er blevet stokkonservative og holder med poptøserne i X-faktor. Nogle ord er farlige og det er ikke noget med drab, mord, sult, sukker, det er noget med forandring eller drømme mod forandring. Bare ikke i Arabiens lande, der skal de spise egen stikkelsbær og male mel selvom mølen maler af helvede til. Og fandeme rette ind så fanden ikke går med turban, burka eller ble. Og vejrudsigten trods forår ser noget overskyet ud og folkebrab falder som tung regn der ryster os til vi skifter kanal til noget med analsex der virkeligt kan forarge os og som vi kan snakke om og håbe udlandet får øje på, så vi kan bryste os af at vi både har til gården og gaden og gerne slagter både guldfisk og hunde som en god kinesisk verdensborger. Selvom det bare er noget vi leger. Og vi invitere da også naboen til samtale om det hele og finder at det er alle andre end os der er blevet helt sindsyge og trænger til noget lykkepille lignende eller måske bare Løkke fra Græsted og en bajer mere. Og den henter vi i den våde kælder og tørrer øjnne og duggen af tysklandskøbte dåser, som igen minder om børnehaven dengang vi legede dåseskjul og elskede hinanden og barndommens gade, hvor rod var at skulle ind til den brune sovs, som vi nu kun får hos mormor, på de muselmalede og skårede tallerkner fra den ophøjede kongelige porcelænsfabrik, der sprøjter det ene nye stel ud efter det andet og helst noget hvor mønsteret er så stort at vi ikke er i tvivl og ikke behøver en lazeroperation når vi er omkring de 45 år, for vi er ikke gamle når vi er 45, vi er bare nærmere Gud og taler forklaret om al vores tro, der intet har med religion at gøre, for religion er umoderne, mens tro er in og hot og godt for hin enkelte. Og vi tror på selvet og billedbogen og dameblade med restylane der til husfrubehov forklarer hvor let det er at komme af med bekymringsrynken. Vi må helst ikke have bekymringsrynker for så antyder vi at vi ikke er rigtige speltmødre eller har smilet nok til gummitarzan, men bekymret os om flæserne i hans kjolen nu er stivet nok eller om manden er stiv nok eller har brug for noget stivelse, ikke til sexlivet, men til rygraden. Og vi ringer sammen bekymrede til lægen og sørger om der er piller at få til sådan en dansk rygrad der minder lidt om syltede agurker, hengemt hengivenhed og lidt for søde sms’er. Måske er han i faresonen for at blive for blød og så bliver han nok ikke forfremmet fra kontornusser til kontorovernusser og får opgraderet printeren så han kan sætte de aftryk han bør. Undervejs på livets motervej der er under opførelse af staten der glædeligt under krisen har bevilget syvogfyrre en halv krone til en halvandensporet overhalingsbane, men altså kun hvis bilen ikke er gået på tvang og naboen ikke har opdaget at ingen går på job, men gemmer sig bag firser persiennerne og ser kanal 4, 5 og 6 i håb om at kongerne af Marielyst eller Røme laver en skandale der overgår deres egen. Så sætter vi ulven Peter i gabestokken og peger små fede fedtede fingre af den iscenesættelse, mens banken ringer og råber at kreditten er overskredet for længst og Rodos er ude. Og så kradser krisen for alvor, mens vi skraber knæende mod asfalten og skrabeloddet, som giver en tyver, som vi køber et nyt lod for og det er en nitte. Nitter giver ingen bamser i tombolaen ved byfesten og vi lader som om vi ikke er skuffede og tager det som en blød mand, og går videre ind i himmerrige, som efterhånden er det eneste sted der er rigdom til. Selvom vi ikke er medlemmer af foreningen folkekirken, for vi syntes det var en nitte, indtl vi skulle døbes, begraves, giftes eller dø. Så manglede vi et festlokale og håber på aflad i den lokale bodega eller kirke. På vej til kirken møder vi præsten som har orlov og skal til coach ud i mindfulness fordi der vist var noget med det der stilhed der var moderne midt i krisen. Om ingen havde husket at det var den stilhed vi engang havde i kirken og i den grad har nu, for ingen kommer fordi der skal  høreværn til for at undgå høreskade, mens alteret serverer rock. Og den rullesten der blev skubbet fra graven ruller endnu og ruller ned i skoen hvor den gnaver en hammertå hos thor til døde. For Thor er stadig for meget mand til at passe ind i dagens samfund, selvom han også gik i kjole i den gamle myte og dermed lignede alle de andre guder vi har. Fælles for religionen er kjolerne og pyntesygen. Og præsten tager stadig pivekraven og kjolen ned fra bøjlen, mens han synger, nærmere gud og sipper til brændnældesuppen på ø-lejer og forarger sig rigeligt over den katolske nedgang og grusomme overgrebsgentagelse, der ingen ende får og igen og igen stikker sit halvbarberede fjæs frem fra usle kirkebøsser. Og noget er galt, når religionen tager kønnet fra os og giver os kjole på og foregiver at verselig kærlighed gør det ud for koperlige og jordiske kærtegn. Så bliver vi mennesker og kød og gryderne simrer af mørbrad og mere, gerne med fløde, som der er ekstra skat på, så vi ikke bliver for fede eller selvfede. For så kommer Jante og giver os tæv i sfo’en eller i børnehaven, på job og på taburetten i folketinget eller bispestolen. Og vi gisper for at holde os oven vande i det vi ikke må, mens vi skal turde nok til at være verdens lykkeligste folk. For Oprah siger at sådan er vi og så er vi det sgu, selvom Jeppe stadig drikker fordi kone har tævet ham i mange generationer. Så var der bare et menneske tilbage, der stille tog skeen i den anden hånd og sagde roligt at det godt nok var gråvejr, men det er påklædningen der betyder noget. Det er regnfrakken og de gule gummistøvler, paraplyen fra jysk sengetøjslager der var på tilbud den dag og som holder endnu selvom den kun kostede en tier og var lavet af blød plast. Og sådan går den ene ud, i DMIs vejrudsigt og får øje på nye horisonder af utopi og kopi og bliver helt lykkelig fordi jante blev hjemme og regnen måske er mild nok til at genbruges som dåbsvand og det mest syrede der vælter ned fra oven er forstanden og håbet og en overordnet tro også på på at sommeren måske kommer med sol i næste uge og så behøver vi ikke snakke sammen mere om minoriteternes særheder der, som flaskehalsen, peger på os selv, men vi kan snakke om at det er for varmt og vi savner bare en enkelt lille sky der går morgentur på den blanke himmel så vi kan genoptage de emner der hører til menneskelivet, de der berører de få, de små og de emner der giver tankerne tørt på.
//Astrid Søe 2012

Piv mindre – Prøv mere!

Kan snart slet ikke se vores samfund for bare revsere… Måske er det tid til at genhuske, for alvor, hvad det er vi vil med hinanden som folk. Krise, økonomi, afmatning mv.. det er intet at regne mod den krise og afmatning der kommer at at glemme hvad det er at være et folk, at være skæbneforbundet.
Måske huskede vi ikke i dag at vågne og gnide søvnen ud af øjnene med det ene formål: at sige til os selv i spejlet at vi også i dag VIL vælge os TIL som borgere og folk i danmark.
Jo mere vi revser, brokker og brydes, jo længere er der til samling og selvtro.
Jeg har nu engang tænkt mig, ganske naivt, at tro på vores folk og formåen. og samtidig nære tillid til verdens global-borgere. Hvad kan vi andet, vi er kun mennesker og har kun en vej – det er frem og det er fremtid.
Må du og dine få en aldeles forrygene dag hvor vi husker at smile og le, tro og se. Og bliver det nødvendigt at falde i et hul, så lad det blive smilehullet, for der ligger nøglen til et helt lands fremtid begravet.
Når glæden kommer, kommer troen på samfundet og løsningerne på det hele.
Vi klarer ikke et 2012 med surmuler og slatne løsninger.
Vi klarer ikke hinanden og os selv uden viljen til a give Jante et gevaldigt spark i røven og genopfinde troen på mennesket. Det enkelte menneske. værdipolitik med menneskeværdi og menneskemetode. Fint nok med skældud og revsere, men hold jer lidt på måtten og kom igen når I har fundet lidt tillid til jeres medborgere og til mennesket som grundlæggende godt.
Piv mindre – Prøv mere!

Ministerlisten på vers

Ministerlisten på vers & sang

Regering oktober 2011

Melodi: Halfdan Rasmussen, noget om billigrejser (jorden drejer om sin akse)
Tekst: Astrid Søe, 3. oktober 2011

Ny minister har vi fået
der er flere end du tror
hvem er inde, hvem er gået
hvem i ministeriet bor?
Hvem skal rundt i biler køre,
hvem skal cykle, hvem skal gå?
Hvem skal drømmene udføre
Goddag Røde, farvel blå.

Coridon kan li finanser
tal på række, sorte bedst
røde tal de alting standser
kronen den er bedst i test.
Der skal leges med bugetter,
statsfinanser skrives ned
Bjarne håber tågen letter
før end danmark går af led.

Se, nu skal de bures inde
alle dem som ikke dur
Morten Bødskov han skal finde
kriminelles mol og dur.
Fængselskoret synger sange
Morten han er med som bas
og på Borgens lange gange
laves lov om speed og  hash.

Karen Hækkerup kan smile
hun skal være så social
hun skal kunne integrere
byde ind og blive gal.
Hun skal trøste dem der græder
holde hånd og holde fast
vinke til en landsforræder
se at ingen bliver mast.

Wammen han skal vogte porten
selvom bummene er væk
Danske flag i hundelorten
Gule stjerner, krak og gæk.
Forbehold og EU-love
formandskab og kastebold
Han skal ud i alle kroge
Det de lover – bli’r det holdt?

Har du hus ved gadekæret,
der hvor vejene blir’ små
skal du ikke holde vejret
Carsten Hansen vil forstå.
Udkantsdanmark skal vi huske,

by og land, det mindste sted
sovebyer vil han ruske,
når Hr. Hansen flytter med.

Børn har fået en minister
som de kan se Disney med
efter de har spist medister
barnets tarv skal finde sted.
Folkeskolen den skal fikses
Antorini hun er duks
IT, Engelsk, det skal mikses
stå nu op, gør noget – fluks!

Der er krig på vores klode
skal den slutte dette år?
opruster hvad ingen troede
fløjkrigen på Christiansborg.
Hækkerup han har kanoner
skyder ikke kun med vand
fly og flygt nu mænd og koner
farvel til Afganistan

Vækst og virke, job-misæren
det skal Mette pusle med,
når hun skal i aktivering
20 timer i dit sted.
Arbejdsstyrken den skal dyrkes
alle mand, til årerne
foretagsomhed skal styrkes
for at lukke sårene.

Se et cykelløb der kører
rundt om vores andedam
københavnerne blir skøre
Henriks pande bliver klam
Når Dam Christensen skal køre
rundt på livets landevej
tror jeg nok at han vil høre
DSB er barneleg

Mette Gjerskov hun skal fiske
ta en gammel sweater på
er der rent på alle diske?
hvilken smiley må de få?
Fødevarer rådner hurtigt
klisterkød og fiskefars
bonden han er træt og udslidt
EU hjælp – ja Gud bevars!

Aller inderst i et rige
er Margrethe store mor
for hun ved at man skal sige
vær nu sød ved lillebror!
Danmark er en dejlig have
men’sker gror så smukt deri
stram ej garnet om din gave
husk det er libhaveri.

Klimakrise det er ordet
for den gode Lidegaard
fourening står for mordet
hvis vi ikke kvoten når.
CO2 og byggeskikke
klima, kamp og grønne træer
vi kan høre bomben tikke
Martin står og krøller tæer.

Christian er håb for harme
Han skal dele alting ud
vand og mad til sultne tarme
du skal følge andet bud.
Tropehat, Friss op af bakke
bygge skole, grave brønd
vikle ud og høet stakke
ørkenen blir stedsegrøn

Morten Østergaard skal tænke
tanker der skal række vidt
universitetets bænke
de skal blive mere slidt.
Forske i forskelligheder
tro at drømme de kan gro
finde mening med rødbeder
hjerter fra en slagte so

Uffe Elbæk kaos varsler
i en verden af kultur
gamle scene, synske varsler
Gøerede- kukkeur.
Alting kalder – nye tider
frontløber i flere lag
kunsten set fra alle sider
når piloten sir goddag

Manu han står op en søndag
går hen af den kirkesti
for nu dropper vi oblaten
noget med karry, kan vi li.
Troen den skal ligestilles
plads til alle, som vi er
stat og kirke de skal skilles
Gud velsigne Hr og Hr.

Villy søvndal han skal mægle
fra Obama til de Gauille
verden følger i hans hæle
hele vej’n – fra pole to pole
men’ske ret og danske tanker
frygt og bæven, terror – nej
internationale flanker
Hvor der Villy – er der vej.

Ole Sohn han har erhvervet
sig kasket og serve ret
muhammet må gå til bjerget
arbejdsprøve, dagens ret.
Når erhvervet er i krise
lønnen falder, renten op
en blir fyret i Karise
indtil Ole han sir stop

Vi har fået en minister
der skal skille skæg for snot
hvordan går det, går det bedre?
ja, jo tak, nu går det godt!
Astrid Krag får røde kinder
barsler med en ny reform
sunde mænd og sunde kvinder
det skal være landets norm.

Ida Aukens øko møller
koge suppe på en pind
miliø, og færre pøller
bæredygtighed i sind.
Vi skal ikke gå og svine
glemme genbrug, skraldespand
så får Ida mavepine
der er gift i vores vand.

Så, nu skal vi til at handle
Pia Olsen hun er Dyhr
fedt på prisen kan forvandle
krisen til et lille myr
hele verden går til fadet
invisteringer i top
og vi ser i tilbuds-bladet
priserne de tar et hop

Thor han tordner gennem skyen
ham’ren bliver svunget kækt
skat på landet og i byen
statens kasse er defekt.
Men nu skal vor skattebasse
gøre bøffen ganske Möger
ingen må på staten nasse
pokerfjæs og krappeklør

Helle Thorning-Schmidt er inde
hun er hele danmarks svar
og hun er den første kvinde
der skal ryge magt-cigar.
Statsminister i vort rige
hastehale, Beatelshår
dansk sang, en ung blond pige
magtens høje tinder når.

– Finansminister: Bjarne Corydon
– Justitsminister: Morten Bødskov
– Social- og integrationsminister: Karen Hækkerup
– Europaminister: Nicolai Wammen
– Minister for by-, bolig- og landdistrikter: Carsten Hansen
– Børne- og undervisningsminister: Christine Antorini
– Forsvarsminister: Nick Hækkerup
– Beskæftigelsesminister: Mette Frederiksen
– Transportminister: Henrik Dam Kristensen
– Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri: Mette Gjerskov.
De Radikales seks ministre er:
– Økonomi- og indenrigsminister: Margrethe Vestager
– Klima-, energi og bygningsminister: Martin Lidegaard
– Minister for udviklingsbistand: Christian Friis Bach
– Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser: Morten Østergaard
– Kulturminister: Uffe Elbæk
– Minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde: Manu Sareen.
SFs ministre er:
– Udenrigsminister: Villy Søvndal
– Erhvervs- og vækstminister: Ole Sohn
– Minister for sundhed og forebyggelse: Astrid Krag
– Miljøminister: Ida Auken
– Handels- og investeringsminister: Pia Olsen Dyhr
– Skatteminister: Thor Möger Pedersen.

Midt i en klunketid – af vid?

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Tekst: Astrid Søe 2021 – Drillevise til debatten om forskning og frihed.

Hvad skal en forsker der ej må mene?
De Dahlske klunker de blir’ til sten.
>Det krænker<, råber på græsk Athene!
Jeg siger bare, det her giver men!
Neutralitet er en svær balance
en diplomatisk fortagsomhed
at holde professionel distance
at gribe fat, uden at tage ved.

Formidle viden, kritik og data
et peer-review der er mer’ end skod
opløse, ryste og finde kata*
forstå og tvivle er forskerens lod.
Og lad mig sige at evidensen
i forskning altid går op og ned
statistisk udregnet som potensen
anskueliggjort i tredje led.

Massere data og spørgeskema
et analytisk og kritisk syn
de vises sten som politisk tema
er forskerholdningen androgyn?
Nu er der kommet den store gene
at alt systematiseres straks
og når man ikke må noget mene
blir flueknepperen udtalt syntaks.

For når jeg taler om kærligheden
så blir jeg bedt om lidt evidens
genetisk data på det “forneden”
og lad os drøfte metoden imens…
For algoritmisk er foreskriften
rent teoretisk-metodisk sjusk
der refereres især til driften
og hvilket køn skal jeg kalde din dusk?

Ja, vel er mennesket viden værdig
en kildekritisk krakilsk krabat
Jeg spør’: Er afhandlingen nu færdig?
jeg tror sgu jeg går i cølibat!
Nu vil jeg bede i Folketinget
om I vil fyre min forskermand?
En orlov? fritstilles ubetinget?
måske jeg lyser ham selv i band!

Så Henrik Dahl, Messerschmidt tillige
giv mig en forsker der taler frit
tør vove livet, tør vælge krige
debat der sparker politisk skridt.
Jeg gider ikke neutrale tosser
en swingerklub af korrekte svar
for ytringsret – det har fan’me nosser
især når forskning har røven bar


Note: Denne vise er formasteligt udgivet uden Peer-review, akademisk metode eller forskningsbaseret evidens.

Note. vers 2, linje 3. Kata er et japanks ord for et formaliseret bevægelsesmønster.





En for alle og alle for en!

Man kan aldrig vide det – ikke før man selv prøver det. Det med nærheden, ikke en man har valgt, men en tvungen, en der bliver givet af statsministeren, som en gave, måske en hadegave. Måske en genhusker på hvad vi kan og vil.

Jeg er sgu ikke helt sikker længere.

Det virkede så pludseligt og overrumplende. Naturligvis for os alle, men for nogen af os, sådan nogle som os med en særlig udsat i husstanden virkede det som en dom om husarrest. En fodlænke uden tidsbestemt dom.

Marts. Landet gik i hi, bjørnen sover, bjørnen sover og vi skulle lade være med at hamstre toiletpapir, gær og frisk grønt. Lad være med at købe stort ind, det er for pinligt det der. Stop jer selv. Aldis grøntafdeling var tømt. Det lignede en polsk købmand i begyndelsen af 80’erne et sted i Krakow. Jeg stod som barn og stirrede på de tomme hylder, med mine krøllede dollersedler i lommerne. Jeg kunne få hvad jeg ville. Fattigdommen og madmangel gjaldt ikke mig, forkælede lille mig der bare var på besøg i landet og kom fra vesten. Vi havde det godt. Vi havde hvad vi skulle.

Men i marts var der tomt på hylderne i Danmark. Ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Der lå to hvidløg tilbage. Dem gad ingen have. Hvem gider stinke af hvidløg hvis man er ude i det sidste kys i lang tid. Det sidste kys med en man ikke skulle se længe. Vi vidste ingenting, bare at landet lukkede ned. Det var sgu alvor. Sirenerne hylede i ørene som var der luftangreb i krigstid. Nu skulle vi tage livet som det kom. At vi ikke ville kunne få svar på meget og at alt kunne ændre sig fra time til time. Det lød næsten for komisk med corona og man følte sig henledt til en billig strandbar på en charterrejse med en den sure øl. Ingen længe kom humoren tilbage til de fleste og coronaøllerns aktier steg som gale. Noget skal vi jo grine af. For helvede, ja, vi skal også grine – lidt i afmagt, lidt i tiden, lidt af tiden. Som når nogen dør og vi ikke kan finde den rette grimasse.

Jeg sad foran det ene pressemøde efter det andet og smugkiggede på min ældste søn. Han viste sig at være en af de særligt udsatte de talte om, en af dem der ikke må blive smittet. Hvad faen mente de med det? Han sad der- ung, dejlig og levende og lignede på alle måder blomsten af Danmarks ungdom. Når han rejste sig op, vidste jeg det godt, han stod lidt usikkert på benene, gik nogle få skridt, til køleskabet og tilbage igen. Der var ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Han satte sig træt igen. Han var pludselig ikke bare syg, men særligt udsat for smitte med en virus der kunne vise sig at være fatal for de der ikke tålte den.

-Nå, du, hvad så? Hvad tænker du om det her?

-Det der, det er ansvar, sagde han. Ikke så meget mere, bare at det der, der er… det er sgu ansvar.

-Ok, så, det gør vi skat. Jeg kunne mærke hjertet først helt oppe i halsen, så hamrende i tindingerne, kvalmen der steg og en ukendt hovedpine der skulle holde sig et år frem eller længere.

Ansvar er det bedste svar. Havde jeg været en mand og havde der været sne udenfor den martsdag, så havde jeg pisset det i sneen.

Et gult budskab. En skillelinje mellem os og verden.

En Trump-mur til at holde alle andre ude.

Jeg sad sådan rigtigt voksent og talte med familien. Sådan næsten som en nytårstale hvor man tager hul på noget nyt. Træffer valg, gør regningen op, henviser til Søren Kierkegaard og citerer Brostrøm, Mølbak og Frederiksen som var de tilflyttere i inderlommen og nogen man havde kendt hele livet.

-Vi går i hi, sagde jeg. -Fat det, tag det som det er.

Og de tog det som det er. Ingen slinger i valsen eller sure miner. Selvfølgelig går vi i hi mor, det er da klart. Ansvar og sår’n.

Jeg tvivlede på hvor længe det ville holde. Tålmodigheden, tilliden til myndighederne, kærligheden, nærværet, udholdenheden. Viljen til for faen at opgive alt for at værne én i husstanden. En for alle og alle for en.

Den 16 årige slog op med kæresten. Ikke fordi han var i lockdown, men fordi han opdagede noget om sig selv. Noget vigtigt om livet og noget om hvad der tæller og hvad der er rigtig kærlighed og hvad der ikke var.

Så sad vi der. Vi gjorde rent, støvsugede alt og alle, vaskede gammelt liv væk, vendte lommerne i frakken og fandt spor af dengang vi var en del af det omgivende samfund. Vi så film, tv, news, passede vores jobs online, passede skolen online. Gik ture offline, snakkede og spillede spil. Tænkte stort.

Jeg købte ind, som den eneste, med mundbind, før andre gik med mundbind. Folk stirrede vandtro. Slap af kælling. Nej, ikke hos os, vi slapper ikke af. Ansvar sgu. Ja sgu. Samfundssind og alt det shit der.

Det er en prøve på det at stå hinanden bi, at være hinandens nærmeste.

At holde ud eller som Grundtvig sagde engang: Det er at vi kan være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinandens som vi er. Nå ja, det er sgu lidt af en prøve.

Måske en trykkoger på nærheden, på at holde af og holde hinanden ud.

Min mand og jeg var på vej på en 5 år forsinket bryllupsrejse til Cap Verde den morgen Danmark lukkede ned. Nu sad vi på forlænget spilletid og havde bryllupsrejse et år frem. Vi havde hinanden, hinandens tanker, tillid, måde og væremåde at være i. Som en lille beholder med skruelåg og Tupperware holdbarhed. Hvad faen gør man så? Kan man leve hinanden når man er spærret inde? Kan man fastholde kærligheden, nærheden, holde ud og holde om, uden det omgivende livlige? Kan børnene klare det? Kan det omgivende samfund, venner, familie forstå det her?

Hen over sommeren var det nemt nok, der var frisk luft og frihed. Kold hvidvin og mulighed for at bade, både i havet og i hverdagene. Sommeren gav lidt fornyet håb. Det nærmede sig, det så bedre ud. Håbet lå som en lille fugleunge der voksede hver dag og ikke var bange for at de andre fugleunger skubbede den ud over kanten på reden, ud i det ukendte.

Vi havde endnu ikke fået pip. Vi holdt ud, vi holdt stand. Fuck hvor var vi ansvarlige og gode samfundsborgere. Vi forsagede alt og alle. Vinkede på afstand. Behørig afstand, lidt mere afstand end de andre tænkte vi. Vi sprittede glorien af med mellemrum.

De unge i huset holdt ud, de tog det roligt, passede deres, passede på. Passede ind i den nye tilværelse som klostergængere.

I hemmelighed længtes vi ud, men lod som ingenting. Det går over, det bliver godt igen. Giv tid, giv tid den nynner glad, og ryster de små vinger, giv tid, og hver en kvist får blad. Giv tid, hver blomst udspringer.

Det blev efterår, min mest elske årstid hvor jorden farves som hjertet. Livet går i sig selv, drejer mod mørke, men stadig holder fast i sig selv. Den modne tid der giver kuldegysninger og minder lidt om livets eget hjul og at døden kommer en dag, at den banker på hver dag gennem livet. Bladene faldt. Børnene havde fødselsdag – kun med os selv, for nå ja, hvad giver man en 20-årig i gave? Ansvar, fucking ansvar og lidt mere liv, lidt mere håb.

Vi klarer den sgu, bare vi holder os fra de andre. Hejser flaget og ser patriotiske ud, næsten honnør, næsten uden at tude i længsel efter at slentre ned ad Vestergade, gå over langebro med korte skridt, langsomt, trække vejret igennem, myldre ind i tivoli og grine højt af hinanden og mest grine med dem man møder.

Savnet begyndt at trænge sig på. Mest til de voksne børn vi ikke så. Vi gik nogle enkle ture med dem, på afstand. Ingen knus, ingen mærkbare fysiske rørende funklende særlige øjeblikke.

Kroppen – den er næsten ikke til at kende. Kroppen der altid vil strække armen frem til at give hånd, til et knus, til et klap på skulderen. Et kys på kinden. Men kan snakke kroppen til fornuft, man kan snakke herfra og til helvede. Den er svær at styre, men den tog det. Kroppen fattede det, det med ansvaret.

Pludselig blev den særligt udsatte syg. Feberen rasede, hosten, hovedpine, helvede på jord. Jeg hylede som en stukket gris. Hvordan, hvem, hvem helvede havde brugt virus ind i vores kloster, jeg skulede til dem alle sammen. Var klar med dødsdomme og alle verdens syv plager.

Covidtest, covistest igen. Negativ. Indlæggelse sammen med alle mulige andre der også lå og var mere bange for at blive smittet med covid end for det de fejlede. Hospitalet var underdrejet i stress og jag, panik og manglende personale.

Han lå hele tiden og sagde undskyld. Undskyld, må jeg bede om lidt vand, undskyld men jeg har ondt, undskyld med min medpatient på stuen er i smerter. Undskyld jeg ligger her, undskyld jeg tager en plads. De fandt aldrig ud af hvad det var. En virus, noget andet? Vi fik ingen svar, vi tog hjem, lettede, væk fra alle de syge, de potentielt smittebærende. Personalet der kæmpede sig igennem dagene. Vi stod uden at vide noget. Uden den fjerneste anelse.

Tilbage i ansvaret. Vi sad på kanten af stolene, vi sidder der endnu. Der er ingen pude, bare en kold, hård træstol. Det blev jul, det blev nytår. Det blev et nyt år. Vi pustede og stønnede. Elskede og råbte. Det havde sat sig. Ikke på den hårde stol, yderst, lige før man enten rejer sig og går eller dør måske. Det havde sat sig at sygdom kan ramme uanset hvor forsigtig man er. Jeg stirrede forskrækket på ungen igen og igen. Han så rolig ud, fattet, fint nok, vi bliver ved. Tag det roligt mor, vi klarer det her. No problemo, det er jo bare en tid, husk nu det. Alting kommer til den der kan vente.

Vi aflyste hans skemalagte månedlange indlæggelse. Han skulle have fægtet efter måder at mildne smerterne den måned, have fundet nye måder at klare det på. Nu lå vi der igen, på sofaen, på gulvet, på skyggesiden.

Det blev frost. Solen skinnede ind gennem vinduerne. Jeg gik, udenfor, kilometer efter kilometer. I sol, på solsiden.

Omkring mig døde folk. De gamle, de udsatte. Den ene efter den anden. Dem der skulle bære historien om os alle. Dem der satte foden hårdt i før os. Dem der gav min en arv at tære på. Hver dag kl 14 læste jeg dagens dødstal. Jeg tog afsked. Jeg sørgede for hver og en. Og samtidig tænkte jeg på den skrøbelighed der lå hjemme på min sofa. Det fine menneske, ham der tog ansvaret, ham der ikke gav op. Ham der ikke gik tur i frosten fordi benene ikke kunne bære. Ham der hver dag holdt ud og nynnede, giv tid, giv tid.

I de store byer demonstrerede de sure og sorte. Dem der ikke mente at vi skal lukke ned. Dem der syntes at det var gået for vidt. Jeg var rasende. Ikke fordi jeg ikke tror på demokrati eller retten til at sige sin mening. Det er altid bedst. Frihed? Nej folkens, frihed er under ansvar. Frihed ER ansvar.  Jeg var skide sur fordi jeg sad yderst på stolen og så mine nærmeste tage det ansvar som livet kræver. Det at vælge fra. At turde hinanden. Ikke at give op men give tid. Tage noget på sig lige meget hvad det vejer. Fordi jeg sad der syntes de der gik march og råbte højeste at mangel fornemmelse for dem der ikke kan kræve frihed, fordi livet, sygdom, alder har spærret dem inde i deres egen krop eller tid.

Min mand som var stresset efterhånden, men alligevel holdt ud, lod håret gro så vi fysisk kunne se at tiden gik hvis vi kom i tvivl. Han sad troligt og så den ene Starwars film i sofaen efter den anden, selvom det virkede fremmet. Jeg mærkede en uudslukkelig taknemlighed. Kraften var med os, hvis vi spurgte yoda. Og hvem fanden kan man eller ty til i denne tid? Do ore no do – there is not ry!

Jeg er ikke i tvivl. De mennesker man bliver spærret inde sammen med, skal være nogen man kan udholde, det er kærlighedens trykkoger. Det er der livet tager ved. Det er et løfte til hinanden. Noget der er stærkere end statsborgerskab, medborgerskab, ægteskab – fordi det er fællesskab..

Vi kan ikke love evigt troskab, ingen ved hvad der kommer. Men ansvaret er det bedste svar. Det fundament der udholder alt, tåler alt, tror på noget der skal komme og finder sig selv efterhånden. Jeg finder mig en pude til stolen, rykker tilbage til ryglænet og synker ned i dvalen igen. Vi klarer den sgu nok, vi holder ved, vi holder ud.

Hey, drenge, kære ægtemand – elskede mennesker. Gider I gå ud og pisse i sneen. En gang for alle. Og alle for en.

Fortællingen er brugt til projektet “danmark fortæller” Corona fortællinger.

Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

Hjørnesofaen – Corona fortællinger

Vores sofa er grøn. Vi har malet den. Det er sådan en virkelig grim 80’er en med træ og hynder. Det er en såkaldt hjørnesofa, ikke sådan noget tre-to-en borgerligt stads – Næ hjørner er til for at blive brugt.

Vi sad netop i hjørnesofaen og holdt i hånd, lidt spændte og lidt klemte.
Vi skulle rejse til Cap VerdeN den 12. marts. Uden hjørnesofaen.
Vandet var blåt og duften fra Cap Verde sad i næseborene inden vi var var fremme.

Vi havde pakket. Kun en lille kuffert, sådan en efternøler en med hjul. Nej, vi skulle helst ikke have for meget med. Vi skulle bare ligge i sengen og mærke hinanden og nærværet og elske hele dagen. Blødt og muligt og menneskeligt. Sådan en slags forsinket bryllupsrejse, mange år forsinket faktisk. Sådan en uden børn og brændt bacon, madpakker eller politiske diskussioner. Bare knalde igennem. Uden indpakning. Det tager kun fem minutter at handle i fakta, det her skulle vare en hel uge. Uden hjørnesofaen.

Men der var pludseligt et tredje hjul. En kvinde der tonede frem og lukke landet. Lukkede munden og mulighederne. Mette F. Mette med stort M – som i Moar og Frederiksen med meget stort F – som i Fuck, hvad skete der lige.

Breaking News, Cap Verde blev til knap så verden.
Sofaen blev stående som om den stod og undrede sig og vi sad der foran skærmen, stille, underlige, begrænsede og lidt rørte.
Ansvaret stod og ringede på og råbte at der var take away tillid og at de ville stille det uden for døren, bare for en sikkerheds skyld.

Snorklen kikkede op fra den ikke lynede kuffert, den så noget impotent ud, sådan lidt rynket og grå. Det var som om den længtes, men alligevel med sin egen klogskab vidste at det gjaldt noget vigtigere.

Danmark lukker ned, vi lukker lortet, holder fortet, kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder.
Vi græd lidt, ikke over Cap Verde og tabt elskovsferie, men over lille nordjyske Mette F. At hun måtte stå der, sådan alvorsfuld og andægtig og slå bak, slå bremserne i. Slukke for belysningen. Hun var jo lidt grøn og ny. Men hun klarede den sværeste tale nogensinde. Med rynkede bryn og alvorsfulde øjne. Trods det grønne. Trods hjørnesofaer fra 80’erne.

Det fede ved hjørnesofaer er at der ikke er plads til skammekroge. Alle hjørner er fyldt ud med liv og hynder og hjemlig handling.

Fuck, vi har ansvaret nu, os alene ish, sammen med alle de andre vi ikke skal se. Ikke skal mærke, holde om.
Vi sad der en hel uge. På sofaen. På tv2 News. Breaking til vi brækkede os. Til vi forstod at den der virus ikke kendte forskel på nogen. At den udslettede uden at skele til tro, tillid, kultur, hjørnesofaer eller kærlighed.

Den var pisse ligeglad, virussen. Med det hele, den muterede og voksede og ville meget mere end vi anede dengang, i marts. På sofaen.

Sms’erne tikkede ind.
Wow mor, det her, det er for vildt. Vi skal evakuere campus. Kom og hent mig ish? Ok mor?

Ny sms næste bekendte:
Det er nok lidt overilet det der shit- smiley lol smiley

Ny sms – kusinen:
Jeg er døende, jeg efterlader mine 4 børn til denne verden. Vi kan ikke sige farvel. Børnene må ikke komme heller. Smittefare – Jeg er på hospice nu, tak for alt. Tak for nu. Nu dør jeg.

Klokkerne ringede fra kirken. Vi stod udenfor spredt mellem gravene. Vi måtte ikke komme ind i kirken, kun de få nærmeste. Børnene og ægtefælden, din far.

Det var kræften der tog dig, 42 år gammel. Men coronaen der gjorde at vi ikke måtte sige farvel. Farvel for altid. Kirkeklokkerne ringede så længe som aldrig før. Men hvem ringede klokkerne for? De ringede for os alle sammen. For alle dem der ikke kunne tage af sted, kunne sige et farvel, et knus, et kys. At tage afsked på afstand er umuligt. Vi græd hele vejen hjem til hjørnesofaen.

Den var stadig håbefuld grøn. Som om intet kunne få den ned med nakken, som om den upåvirket levede sit helt eget liv, med ryggen mod muren og med forårssolen der tog til efterhånden.

Marts, april, maj, juni, juli august, september, november, november, november… december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, av-gust.

Du glemte tiden, som jeg. Kun huskede vi kl 14:00 – Altid vågne og klar kl 14:00. Vi mistede overblikket, men ikke blikket udad eller indad. Vi samlede tal. Mange tal. De døde, de indlagte, de smittede, dem der havde brug for kunstigt åndedrat.

Som månederne gik var der to aftryk af to middelbrede dansk røve i sofaen. Lamellerne var knækkede. Hynderne var tyndslidte. To simultane samtidsaftryk. Livsaftryk, nye spor.
To huller, mange huller – i hukommelsen
Dybe som graven
Som kusinens grav
Minkenes grav
Massegraven.

Black friday, vi køber en ny sofa. Den er uden lameller, hjørner, hynder. Den er med fjedre og polstret med ihukommelse af dig.
Vi kører den gamle til småt brændbart.
Så ansvarlige er vi, så stolte er vi endnu. Lidt endnu, kun lidt endnu…