Holder ikke med nogen særlig

Holder ikke med nogen særlig,
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag

Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær

jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang

jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog

Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov

Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod

Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro

jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld

nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.

Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis “menneske først” udvandrer
og mellem os ypper kiv?

Udflytnings tvangssang :-)

Venner, ser på Danmarks kort
Tekst: Chr. Richardt, 1889 / Astrid Søe 2015
Melodi: N. K. Madsen-Stensgaard, 1906
Venner, ser på Danmarks kort
ser, så I det aldrig glemmer,
Der skal fiskes efter stemmer,
Djøfferne syns det er hårdt!
Arbejdspladser de skal flytte,
Før vort regneark gir nytte!
Målt i stemmer er det stort,
Statens flag i udkantslort!

Disse øer, store, små,
dette fastland, disse vige,
Selvom ansatte de skrige,
Må på valsen de nu gå,
Morten Korch og Dannevirke,
Under laksko de nu knirke
Akademisk teft og tro
Hist på vejen står en ko.


Danmark, mellem hav og hav
Kæmper med at integrere,
Hvem skal jer nu reperere?
Uden starbucks, stad og chow.
Kan man tænke ud af boksen
Uden Gun britts føn og voxen?
Blir man multinational
Af en landlig hanes gal?

Venner, se på Jobindex,
se, så aldrig I det glemmer!
Når finansloven den klemmer,
Og din kurve blir konveks!
til I ender med at bede:
skærm, O stat, vor gamle rede,
skænke os et arbejdsliv,
Uden landligt direktiv!

Nasa live fra Hjallerup

Vi venter med spænding og nerver
På Nasa der barsler med vid 
Hvad fandt de med deres rumfærger?
En and eller noget med bid?
En vandpyt og fem gummistøvler?
En marsbar der er pakket ud?
En flyttemand der går og bøvler?
Rudolf med den rød tud?
Alligevel tror jeg nu næppe
At de fandt en ravklump fra Skagen 
En hjemløs der sov i sit tæppe
En mellemøstlig imam
Jeg tvivler på fund af aviser
Et demokrati og et folk
Måske de har fundet forstanden?
Der kan være jordens tolk.
Snart livestreamer Nasa det hele
Og snakker om Breaking og news
En verdensnyhed at dele
En teleprompter med clues
Og imens suser to satellitter
Rundt og filmer et hav der er gråt
Og klimakrisen den hitter
For i nuet der går det jo “godt”
Vi har kastet med krudt på vor klode
Vi har svinet og rodet og bragt
Skidt og skrammel til rummets kustode
Ryd så op, lige nu blev der sagt
Gad vide om kræmmer og krejler
Nu endelig står med beviser
Når Nasa til Hjallerup bejler
“Vi har fundet en MARSkendiser” 

Blodmåne

Mor måne har fået det røde
Og buttet og rund står hun op
Så lækker som rødgrød med fløde
Med kurver på sind og på krop
Mor måne står nøgen og nynner
En vise af “røde mor”
Og bryster sig af sine ynder
Og blotter sig for vores jord
Mor måne i skyggen af kloden
matronen er fuld og lidt plat
Befriet og helt plukkemoden 
Hun hvisker “vær min nu i nat”
Mor måne har sange om lykke
Hun løsner en drøm at forstå
Og svæver som nattens guldsmykke
Og lyser som kun måner må
//Astrid Søe

Vi snubler i ordet

Vi snubler i ordet

Og deler et folk
For ordet på bordet
Det kom uden tolk
Fornuften låst inde
Og viden lagt bort
I kamp om at vinde
Kun hårdt mod hårdt
Engang var det danske
At samtale frit
Og ikke forvanske 
Et frisind som kit
Vi skabte forenet
En tale-kultur
Der skar ind til benet 
Og skiftes på tur 
Hvad hjælper det folket
At skænde og gå?
Hvis ryggen er dolket
Og tonen er rå?
Skøn på hvad der menes
Det samler igen
Skønt vi ikke enes
Så er du min ven
At enes er ikke 
Et mål i sig selv 
Til det må vi nikke 
I arv og i gæld
Men kunsten at lytte
Og lære og se
I borg og i hytte
Er der vi blir til
//Astrid Søe 2015

At hele hvad der deler

At hele hvad der deler 
I denne tvivlombruste tid
Med livrem eller seler
Vilkårlighed af vid
At sidde på en sten i læ
Og se fornuften stille dræ
Nedsunket opstands tanke 
Vær selv en redningsplanke
På vådevand af skæbne
Er båden last og brast med håb
Tålmodig tillid væbne
Mod kuld og bølge dåb
I horisont forjættet land
Og håbet lys mig ej i band
Tag hånd om vej og verden
Og led mig i min færden
Mod hegn og mur du trykkes
Slår hånden mod det tomme rum
Og ingen grænse rykkes 
Når dagen den er stum
Du kalder med en krop af mod
Og synker sammen for min fod
Forladt af småligheden
Og død i ensomheden
En uvished der deler
Et folk der bor hvor bøgen står
I ord der intet heler
Og ingen hjerter når
Forladt forandret frost og frygt
Du strides med hvad der er trygt
Lad angsten dø og falde
For kærligheden kalde
//Astrid Søe 2015

Gud – Kend ham på Gnækket.. tanker om Peter Mouritzen og Jens Koudahl bog "Da Gud gik i gang".

Gud – Kend ham på Gnækket.

Gud er nummer ét i køen til jobcenterets iværksætterkursus. Regeringen har skåret i ugerne, så der er bare 7 dage til at skabe ALT. Og det er godt, for Gud har mange lyse ideer, hvis man læser med hos Mouritzen.
Det handler om PH ballance.
At finde rette ståsted mellem surt og sødt, base og syre.
Solen og lyset er hos tegner jens Koudahl en PH lampe der, der giver gamle dønninger til Poul Henningsens skaber univers. Et mødested mellem handling, form og sprog.
I det hele taget handler “Da Gud gik i gang” om en særegen balance mellem lys, skygge og liv.

Gud kan, med et gammelt ord grine med maven uden at åbne munden, nøjagtig som en rar bedstefar fra Vrå eller omegn.
For der er noget helt ualmindeligt almindeligt ved Gud, noget genkendeligt og tænksomt, som en facebook-selfie en morgen hvor solen står op og man vågner med trangen til at gå i gang.

Det er både en meget dansk historisk-poetisk Gud og Grundtvigsk Gud vi møder i bogen.
Tro er et mødested, siger bogen.
Et mødested der ikke tvinger sit eget opdrag igennem, men en gåtur hvor baglommen er fyldt af menneskeliv og uforklarelige greb om tilværelsen.

Man skal aldrig himle over hr. Mouritzens jordnære bibelfortællinger. De er helt ned på jorden, i øjenhøjde med læseren og med menneske først.

Læs den før din præst : )

//Astrid Søe

Årets citat 2015

Året er endnu ikke gået, alligevel tør jeg godt kåre årets mest dækkende og samlende citat 2015.
Et år med klimakrise, folkemøde med ytringsfrihedsfokus, folketingsvalg, rumrejse og flygtninge.
Opsummeret står Andreas Mogensens første ord, da han efter kollision med kloden, åbner munden for at ytre sig siger:

“Jeg var noget rundtosset”
Det er nok årets klogeste og mest opsummerede bemærkning. Tak.

Havregrødssang

melodi:jorden drejer om sin akse.
På min lange indkøbsliste 
står der: husk nu mælk og kød
jeg har orden på det meste
bønnerne de skal i blød
mel til boller og til jævning
æg og honning, fisk og bær
der skal være gær til hævning
på beløbet, tak som ber.
Middagsselskab med de nære
rester fra de riges bord
retterne er ganske sære
men rustikke, kendt fra nord
jeg kan blære mig med kunnen
jeg kan vokse i min mad
men jeg bør nok egentlig sende
tak til landmanden som gad.
Rucola og artiskokker
dem har andre sat i jord
gulerødder, ja for pokker
på det store kolde bord
jeg har alt hvad jeg begærer
men har intet sået selv
og den frugt som træet bærer
får jeg dog alligevel
Jeg kan huske mine bøffer
gik og gumlede på hø
et par tusind søde “øffer”
de blev født kun for at dø
men alligevel er tanken
at naturens løb er godt
alt der kommer, må gå planken
der har tusind slægtled trådt
Havregrøden står og simrer
koger over og blir brændt
ved komfuret fravær glimrer
jeg blir reddet sår’n omtrendt
for du smiler denne morgen
mens du vasker gryden op
for nu bærer jeg på våren
i min egen spire krop
Astrid Søe 2014

Noget der bestandigt sker

melodi: der dukker af disen:

Jeg går gennem asfaltens gader og grå
og plukker et menneske ord
om livet på landet hvor himlen er blå
og alting opstår gennem jord
jeg læner min pande mod muren og ser
at solen står op, mens jeg ler
naturen er kraft
vi altid har haft
og noget der bestandigt sker.

Jeg længes mod marken hvor kornet står tæt
og kilder mit knæ og min fod
jeg husker i kærlighed når jeg er mæt
at modet dog altid har rod
at alt hvad jeg vokser og gror er din lov
historien vendt med en plov
naturen er kraft
vi altid har haft
du spirer jo selvom jeg sov

Maskinerne drejer og diesel gir gas
og traktoren spærrer en vej
jeg holder i kø, trækker ud, giver plads
for høsten betyder for dig
at natten må bruges og kornet skal ind
før efterårsregnen og vind
naturen er kraft
vi altid har haft
du kender dens gang i dit sind

Jeg ved der er vilje og vej der skal nåes
og lykken er lune og vejr
og regnen skal komme til frøet der såes
og læhegnet værne især
du lytter til vinden og frosten der går
og ukrudt er kam til dit hår
naturen er kraft
vi altid har haft
din skæbne er skift år for år.

Astrid søe 2014