Midt i en klunketid – af vid?

Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Tekst: Astrid Søe 2021 – Drillevise til debatten om forskning og frihed.

Hvad skal en forsker der ej må mene?
De Dahlske klunker de blir’ til sten.
>Det krænker<, råber på græsk Athene!
Jeg siger bare, det her giver men!
Neutralitet er en svær balance
en diplomatisk fortagsomhed
at holde professionel distance
at gribe fat, uden at tage ved.

Formidle viden, kritik og data
et peer-review der er mer’ end skod
opløse, ryste og finde kata*
forstå og tvivle er forskerens lod.
Og lad mig sige at evidensen
i forskning altid går op og ned
statistisk udregnet som potensen
anskueliggjort i tredje led.

Massere data og spørgeskema
et analytisk og kritisk syn
de vises sten som politisk tema
er forskerholdningen androgyn?
Nu er der kommet den store gene
at alt systematiseres straks
og når man ikke må noget mene
blir flueknepperen udtalt syntaks.

For når jeg taler om kærligheden
så blir jeg bedt om lidt evidens
genetisk data på det “forneden”
og lad os drøfte metoden imens…
For algoritmisk er foreskriften
rent teoretisk-metodisk sjusk
der refereres især til driften
og hvilket køn skal jeg kalde din dusk?

Ja, vel er mennesket viden værdig
en kildekritisk krakilsk krabat
Jeg spør’: Er afhandlingen nu færdig?
jeg tror sgu jeg går i cølibat!
Nu vil jeg bede i Folketinget
om I vil fyre min forskermand?
En orlov? fritstilles ubetinget?
måske jeg lyser ham selv i band!

Så Henrik Dahl, Messerschmidt tillige
giv mig en forsker der taler frit
tør vove livet, tør vælge krige
debat der sparker politisk skridt.
Jeg gider ikke neutrale tosser
en swingerklub af korrekte svar
for ytringsret – det har fan’me nosser
især når forskning har røven bar


Note: Denne vise er formasteligt udgivet uden Peer-review, akademisk metode eller forskningsbaseret evidens.

Note. vers 2, linje 3. Kata er et japanks ord for et formaliseret bevægelsesmønster.





Demokrati er hengivenhedens dannelse

“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”

Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.

https://epale.ec.europa.eu/da/blog/livslang-laering-og-dannelse-alle-er-grundlaget-demokrati

Verdensmåls sang

Nu vækker vi håbet for verdens vid,
nu grønnes modet og viljen forgrener
for verdensmål de er på høje tid
når bæredygtige svar de forener.
At turde det svære,
hinanden at bære,
at spørge, at lytte, at svare, at lære
//: Som fælles tarv. ://

At fællesskabstarv er at vælge til,
det fælles bedste der former og famler,
at opelske det som vi sammen vil
oplyst, oplive de måder der samler!
For skolen for livet
den er ganske givet,
et sindrigt aftryk i skæbnemotivet,
//: Opliv til lyst. ://

Oplive til lysten er åndens tro,
som trodser tvivlen og samelsker modet,
at stå ved hinanden, gi plads og gro,
at vide, vi dog er fælles om rodet.
Trods det, vi må lære,
det fælles at bære
i kærlig tillid til fremmet og nære,
//: i ord og skrift. ://

I ordet og skriften er livet ”os”
et mødested, der kan flytte og favne,
at lytte og lære og give los,
at kaste anker i fremmede havne.
Derfor er vi fælles
fra ung, til vi ældes
og bærer hinanden i det der fortælles
//: Som fælles arv. ://

Og fælles er arven vi efterlod,
en jord der sukker og alvor der knuger,
og da må vi kæmpe med fælles mod,
og være dem der håber udruger.
Når håbet det tvinger,
en lærke på vinger
og bliver et løfte, som ring på din finger
//: Af kærlighed. ://

Så værn om vor tillid, og frygt kun ej:
du er mit løfte til livet og færden,
den mulighedsmage som viser vej
hvor du bliver fri – Er frihedens verden!
Du står aldrig ene,
ved bautaens stene,
din samtid er ”os” og at turde at mene.
//: Opliv af lyst. ://

Melodi: Jo jo, gøjleri er en nobel kunst

Skrevet til Efterskolernes fællesforandringsfestival 2021

En for alle og alle for en!

Man kan aldrig vide det – ikke før man selv prøver det. Det med nærheden, ikke en man har valgt, men en tvungen, en der bliver givet af statsministeren, som en gave, måske en hadegave. Måske en genhusker på hvad vi kan og vil.

Jeg er sgu ikke helt sikker længere.

Det virkede så pludseligt og overrumplende. Naturligvis for os alle, men for nogen af os, sådan nogle som os med en særlig udsat i husstanden virkede det som en dom om husarrest. En fodlænke uden tidsbestemt dom.

Marts. Landet gik i hi, bjørnen sover, bjørnen sover og vi skulle lade være med at hamstre toiletpapir, gær og frisk grønt. Lad være med at købe stort ind, det er for pinligt det der. Stop jer selv. Aldis grøntafdeling var tømt. Det lignede en polsk købmand i begyndelsen af 80’erne et sted i Krakow. Jeg stod som barn og stirrede på de tomme hylder, med mine krøllede dollersedler i lommerne. Jeg kunne få hvad jeg ville. Fattigdommen og madmangel gjaldt ikke mig, forkælede lille mig der bare var på besøg i landet og kom fra vesten. Vi havde det godt. Vi havde hvad vi skulle.

Men i marts var der tomt på hylderne i Danmark. Ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Der lå to hvidløg tilbage. Dem gad ingen have. Hvem gider stinke af hvidløg hvis man er ude i det sidste kys i lang tid. Det sidste kys med en man ikke skulle se længe. Vi vidste ingenting, bare at landet lukkede ned. Det var sgu alvor. Sirenerne hylede i ørene som var der luftangreb i krigstid. Nu skulle vi tage livet som det kom. At vi ikke ville kunne få svar på meget og at alt kunne ændre sig fra time til time. Det lød næsten for komisk med corona og man følte sig henledt til en billig strandbar på en charterrejse med en den sure øl. Ingen længe kom humoren tilbage til de fleste og coronaøllerns aktier steg som gale. Noget skal vi jo grine af. For helvede, ja, vi skal også grine – lidt i afmagt, lidt i tiden, lidt af tiden. Som når nogen dør og vi ikke kan finde den rette grimasse.

Jeg sad foran det ene pressemøde efter det andet og smugkiggede på min ældste søn. Han viste sig at være en af de særligt udsatte de talte om, en af dem der ikke må blive smittet. Hvad faen mente de med det? Han sad der- ung, dejlig og levende og lignede på alle måder blomsten af Danmarks ungdom. Når han rejste sig op, vidste jeg det godt, han stod lidt usikkert på benene, gik nogle få skridt, til køleskabet og tilbage igen. Der var ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Han satte sig træt igen. Han var pludselig ikke bare syg, men særligt udsat for smitte med en virus der kunne vise sig at være fatal for de der ikke tålte den.

-Nå, du, hvad så? Hvad tænker du om det her?

-Det der, det er ansvar, sagde han. Ikke så meget mere, bare at det der, der er… det er sgu ansvar.

-Ok, så, det gør vi skat. Jeg kunne mærke hjertet først helt oppe i halsen, så hamrende i tindingerne, kvalmen der steg og en ukendt hovedpine der skulle holde sig et år frem eller længere.

Ansvar er det bedste svar. Havde jeg været en mand og havde der været sne udenfor den martsdag, så havde jeg pisset det i sneen.

Et gult budskab. En skillelinje mellem os og verden.

En Trump-mur til at holde alle andre ude.

Jeg sad sådan rigtigt voksent og talte med familien. Sådan næsten som en nytårstale hvor man tager hul på noget nyt. Træffer valg, gør regningen op, henviser til Søren Kierkegaard og citerer Brostrøm, Mølbak og Frederiksen som var de tilflyttere i inderlommen og nogen man havde kendt hele livet.

-Vi går i hi, sagde jeg. -Fat det, tag det som det er.

Og de tog det som det er. Ingen slinger i valsen eller sure miner. Selvfølgelig går vi i hi mor, det er da klart. Ansvar og sår’n.

Jeg tvivlede på hvor længe det ville holde. Tålmodigheden, tilliden til myndighederne, kærligheden, nærværet, udholdenheden. Viljen til for faen at opgive alt for at værne én i husstanden. En for alle og alle for en.

Den 16 årige slog op med kæresten. Ikke fordi han var i lockdown, men fordi han opdagede noget om sig selv. Noget vigtigt om livet og noget om hvad der tæller og hvad der er rigtig kærlighed og hvad der ikke var.

Så sad vi der. Vi gjorde rent, støvsugede alt og alle, vaskede gammelt liv væk, vendte lommerne i frakken og fandt spor af dengang vi var en del af det omgivende samfund. Vi så film, tv, news, passede vores jobs online, passede skolen online. Gik ture offline, snakkede og spillede spil. Tænkte stort.

Jeg købte ind, som den eneste, med mundbind, før andre gik med mundbind. Folk stirrede vandtro. Slap af kælling. Nej, ikke hos os, vi slapper ikke af. Ansvar sgu. Ja sgu. Samfundssind og alt det shit der.

Det er en prøve på det at stå hinanden bi, at være hinandens nærmeste.

At holde ud eller som Grundtvig sagde engang: Det er at vi kan være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinandens som vi er. Nå ja, det er sgu lidt af en prøve.

Måske en trykkoger på nærheden, på at holde af og holde hinanden ud.

Min mand og jeg var på vej på en 5 år forsinket bryllupsrejse til Cap Verde den morgen Danmark lukkede ned. Nu sad vi på forlænget spilletid og havde bryllupsrejse et år frem. Vi havde hinanden, hinandens tanker, tillid, måde og væremåde at være i. Som en lille beholder med skruelåg og Tupperware holdbarhed. Hvad faen gør man så? Kan man leve hinanden når man er spærret inde? Kan man fastholde kærligheden, nærheden, holde ud og holde om, uden det omgivende livlige? Kan børnene klare det? Kan det omgivende samfund, venner, familie forstå det her?

Hen over sommeren var det nemt nok, der var frisk luft og frihed. Kold hvidvin og mulighed for at bade, både i havet og i hverdagene. Sommeren gav lidt fornyet håb. Det nærmede sig, det så bedre ud. Håbet lå som en lille fugleunge der voksede hver dag og ikke var bange for at de andre fugleunger skubbede den ud over kanten på reden, ud i det ukendte.

Vi havde endnu ikke fået pip. Vi holdt ud, vi holdt stand. Fuck hvor var vi ansvarlige og gode samfundsborgere. Vi forsagede alt og alle. Vinkede på afstand. Behørig afstand, lidt mere afstand end de andre tænkte vi. Vi sprittede glorien af med mellemrum.

De unge i huset holdt ud, de tog det roligt, passede deres, passede på. Passede ind i den nye tilværelse som klostergængere.

I hemmelighed længtes vi ud, men lod som ingenting. Det går over, det bliver godt igen. Giv tid, giv tid den nynner glad, og ryster de små vinger, giv tid, og hver en kvist får blad. Giv tid, hver blomst udspringer.

Det blev efterår, min mest elske årstid hvor jorden farves som hjertet. Livet går i sig selv, drejer mod mørke, men stadig holder fast i sig selv. Den modne tid der giver kuldegysninger og minder lidt om livets eget hjul og at døden kommer en dag, at den banker på hver dag gennem livet. Bladene faldt. Børnene havde fødselsdag – kun med os selv, for nå ja, hvad giver man en 20-årig i gave? Ansvar, fucking ansvar og lidt mere liv, lidt mere håb.

Vi klarer den sgu, bare vi holder os fra de andre. Hejser flaget og ser patriotiske ud, næsten honnør, næsten uden at tude i længsel efter at slentre ned ad Vestergade, gå over langebro med korte skridt, langsomt, trække vejret igennem, myldre ind i tivoli og grine højt af hinanden og mest grine med dem man møder.

Savnet begyndt at trænge sig på. Mest til de voksne børn vi ikke så. Vi gik nogle enkle ture med dem, på afstand. Ingen knus, ingen mærkbare fysiske rørende funklende særlige øjeblikke.

Kroppen – den er næsten ikke til at kende. Kroppen der altid vil strække armen frem til at give hånd, til et knus, til et klap på skulderen. Et kys på kinden. Men kan snakke kroppen til fornuft, man kan snakke herfra og til helvede. Den er svær at styre, men den tog det. Kroppen fattede det, det med ansvaret.

Pludselig blev den særligt udsatte syg. Feberen rasede, hosten, hovedpine, helvede på jord. Jeg hylede som en stukket gris. Hvordan, hvem, hvem helvede havde brugt virus ind i vores kloster, jeg skulede til dem alle sammen. Var klar med dødsdomme og alle verdens syv plager.

Covidtest, covistest igen. Negativ. Indlæggelse sammen med alle mulige andre der også lå og var mere bange for at blive smittet med covid end for det de fejlede. Hospitalet var underdrejet i stress og jag, panik og manglende personale.

Han lå hele tiden og sagde undskyld. Undskyld, må jeg bede om lidt vand, undskyld men jeg har ondt, undskyld med min medpatient på stuen er i smerter. Undskyld jeg ligger her, undskyld jeg tager en plads. De fandt aldrig ud af hvad det var. En virus, noget andet? Vi fik ingen svar, vi tog hjem, lettede, væk fra alle de syge, de potentielt smittebærende. Personalet der kæmpede sig igennem dagene. Vi stod uden at vide noget. Uden den fjerneste anelse.

Tilbage i ansvaret. Vi sad på kanten af stolene, vi sidder der endnu. Der er ingen pude, bare en kold, hård træstol. Det blev jul, det blev nytår. Det blev et nyt år. Vi pustede og stønnede. Elskede og råbte. Det havde sat sig. Ikke på den hårde stol, yderst, lige før man enten rejer sig og går eller dør måske. Det havde sat sig at sygdom kan ramme uanset hvor forsigtig man er. Jeg stirrede forskrækket på ungen igen og igen. Han så rolig ud, fattet, fint nok, vi bliver ved. Tag det roligt mor, vi klarer det her. No problemo, det er jo bare en tid, husk nu det. Alting kommer til den der kan vente.

Vi aflyste hans skemalagte månedlange indlæggelse. Han skulle have fægtet efter måder at mildne smerterne den måned, have fundet nye måder at klare det på. Nu lå vi der igen, på sofaen, på gulvet, på skyggesiden.

Det blev frost. Solen skinnede ind gennem vinduerne. Jeg gik, udenfor, kilometer efter kilometer. I sol, på solsiden.

Omkring mig døde folk. De gamle, de udsatte. Den ene efter den anden. Dem der skulle bære historien om os alle. Dem der satte foden hårdt i før os. Dem der gav min en arv at tære på. Hver dag kl 14 læste jeg dagens dødstal. Jeg tog afsked. Jeg sørgede for hver og en. Og samtidig tænkte jeg på den skrøbelighed der lå hjemme på min sofa. Det fine menneske, ham der tog ansvaret, ham der ikke gav op. Ham der ikke gik tur i frosten fordi benene ikke kunne bære. Ham der hver dag holdt ud og nynnede, giv tid, giv tid.

I de store byer demonstrerede de sure og sorte. Dem der ikke mente at vi skal lukke ned. Dem der syntes at det var gået for vidt. Jeg var rasende. Ikke fordi jeg ikke tror på demokrati eller retten til at sige sin mening. Det er altid bedst. Frihed? Nej folkens, frihed er under ansvar. Frihed ER ansvar.  Jeg var skide sur fordi jeg sad yderst på stolen og så mine nærmeste tage det ansvar som livet kræver. Det at vælge fra. At turde hinanden. Ikke at give op men give tid. Tage noget på sig lige meget hvad det vejer. Fordi jeg sad der syntes de der gik march og råbte højeste at mangel fornemmelse for dem der ikke kan kræve frihed, fordi livet, sygdom, alder har spærret dem inde i deres egen krop eller tid.

Min mand som var stresset efterhånden, men alligevel holdt ud, lod håret gro så vi fysisk kunne se at tiden gik hvis vi kom i tvivl. Han sad troligt og så den ene Starwars film i sofaen efter den anden, selvom det virkede fremmet. Jeg mærkede en uudslukkelig taknemlighed. Kraften var med os, hvis vi spurgte yoda. Og hvem fanden kan man eller ty til i denne tid? Do ore no do – there is not ry!

Jeg er ikke i tvivl. De mennesker man bliver spærret inde sammen med, skal være nogen man kan udholde, det er kærlighedens trykkoger. Det er der livet tager ved. Det er et løfte til hinanden. Noget der er stærkere end statsborgerskab, medborgerskab, ægteskab – fordi det er fællesskab..

Vi kan ikke love evigt troskab, ingen ved hvad der kommer. Men ansvaret er det bedste svar. Det fundament der udholder alt, tåler alt, tror på noget der skal komme og finder sig selv efterhånden. Jeg finder mig en pude til stolen, rykker tilbage til ryglænet og synker ned i dvalen igen. Vi klarer den sgu nok, vi holder ved, vi holder ud.

Hey, drenge, kære ægtemand – elskede mennesker. Gider I gå ud og pisse i sneen. En gang for alle. Og alle for en.

Fortællingen er brugt til projektet “danmark fortæller” Corona fortællinger.

Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

Der sad et folk på en tømmerflåde – Coronafortællinger

Vi er alle sammen i samme båd. Og den gynger en del mere end vanligt. Det er slut med ”Vi sejler op ad åen, Vi sejler nedad igen”. Nu synger vi alvor ind i hverdagene. Der sad et folk på en tømmerflåde.

Vi øver os i at vente, udsætte, mådehold.

Vi går og lurpasser den. Trækker vejret roligt. Dobbelttjekker om skuden er fortøjret forsvarligt.
Kompasset vender mod nord, men vi skal ingen vegne – endnu da.
Ingen Titanic panik her.
Hensyn, henstand, samfundssind

Coronakrisen har fået en unge. Vandet er gået. Ungen bliver ikke taget med tang, kejsersnit eller ender i kuvøse. Ungen går fra dag et – marcherer sortklædt med store skilte gennem de største af de danske byer.
Nogen brænder en statsminister af – ikke selve ministeren, men en dukke. En lookalike. Som en sankthans heks på vej til Bloksbjerg eller Dubai.

Vi er blevet uvenner. Vi er blevet splittet i meninger, fake og fucknews. Information, vacciner, hvad er op og hvad er ned. Mundbind eller ej. Samtykke til epidemiloven eller ej. Samtykke til grundloven eller ej.

Jeg har fået en ny rynke på næsen. Flere faktisk. Af at rynke på næsen over uenigheden. Slinger i valsen. En finger i halsen.

Vi er blevet uvenner. Sådan uforsonligt. Uden at nogen giver sig en meter. Demo for frihed? Fri til eller fra? fri som i din eller min frihed? Ansvar?
P.H. Kværner derudaf: Man binder os på mund og hånd…
Jeg fornemmer en vis frihed i at stå fast – bare beslutte at vi sgu nok holder det ud. gennemlever det uden men. Rolig nu, ingen slinger i saltlakridsen tak.

Det er ikke fordi vi ikke er øvede i at være uenige. Det er fordi det her glæder noget vigtigt. Noget med at tage ansvar.

Jeg tænker på om ikke den der smitteapp og samtykkeappen er lidt i familie?

Noget med at give sig hen til noget. Ja, fuck, det er gammeldags at give sig hen!
Hvem gør egentlig det mere.
Hengivenhed er måske ikke så moderne – alligevel holder jeg af den.
Som en erklæring til mig omgivende samfund.

Naivt? Enfoldigt? Eller folketro?

Jeg er ikke så bange for uenigheden. Jeg er bange for efterspillet. Jeg er bange for tillidsskredet. Tillidsbrudet.

Jeg er bange for at miste besindelsen selv – ikke over nedlukning men over dem der mistede besindelsen.

Lad dem demonstrere – lad dem råbe og gå klædt i sort.

Men lad mig være lydig, latterligt lydig. Næsten dydig.

Lad mig have lov at høre til dem der passer på, dem der bliver inde, lytter årvågent til pressemøderne, følger hvert et råd om påpasselighed. Husker tandtråd og gummi og gavmildhed.

Spritter hænderne flere gange. Lufter ud, siger nej tak til foretagsomhed og fest.

Jeg fryser af helvede til. Varmen i huset er gået. Jeg kan ikke ringe efter en håndværker. Vi er i totalt lockdown. Ingen slipper ud, ingen slipper ind.
Jeg skal bruge natten på Youtube. Lære at reparere varmen selv. Nogen skal jo for faen gøre det.
Det er lige så koldt her i huset som det må være at gå derude og demonstrerer. De ser noget kølige ud, dem der går og råber ciao Mette, ciao.

Uldne underbukser, uldne holdninger.
Nok til at strikke en sjælevarmer.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.

Jeg tror det er ok – vi er uenige. Og hvad så? Eller seriøst?

Jeg skal heller ikke noget tiden. Og jeg skal slet ikke tage mig af demoer med sortklædte.
Jeg skal forsage avisen og alle dens nyheder.
Jeg tror jeg tager en lur, går i hi, går i kloster, går i gang med rynkecremen på næsen.

Måske går coronaen mig forbi. Måske.

Måske fikser jeg varmen. Måske fikser jeg klimaet. Måske fikser jeg håbet, troen og hengivenheden?

Der sad et folk på en tømmerflåde.
Nogle faldt i vandet, nogen svømmede, nogen blev stående.

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

Hjørnesofaen – Corona fortællinger

Vores sofa er grøn. Vi har malet den. Det er sådan en virkelig grim 80’er en med træ og hynder. Det er en såkaldt hjørnesofa, ikke sådan noget tre-to-en borgerligt stads – Næ hjørner er til for at blive brugt.

Vi sad netop i hjørnesofaen og holdt i hånd, lidt spændte og lidt klemte.
Vi skulle rejse til Cap VerdeN den 12. marts. Uden hjørnesofaen.
Vandet var blåt og duften fra Cap Verde sad i næseborene inden vi var var fremme.

Vi havde pakket. Kun en lille kuffert, sådan en efternøler en med hjul. Nej, vi skulle helst ikke have for meget med. Vi skulle bare ligge i sengen og mærke hinanden og nærværet og elske hele dagen. Blødt og muligt og menneskeligt. Sådan en slags forsinket bryllupsrejse, mange år forsinket faktisk. Sådan en uden børn og brændt bacon, madpakker eller politiske diskussioner. Bare knalde igennem. Uden indpakning. Det tager kun fem minutter at handle i fakta, det her skulle vare en hel uge. Uden hjørnesofaen.

Men der var pludseligt et tredje hjul. En kvinde der tonede frem og lukke landet. Lukkede munden og mulighederne. Mette F. Mette med stort M – som i Moar og Frederiksen med meget stort F – som i Fuck, hvad skete der lige.

Breaking News, Cap Verde blev til knap så verden.
Sofaen blev stående som om den stod og undrede sig og vi sad der foran skærmen, stille, underlige, begrænsede og lidt rørte.
Ansvaret stod og ringede på og råbte at der var take away tillid og at de ville stille det uden for døren, bare for en sikkerheds skyld.

Snorklen kikkede op fra den ikke lynede kuffert, den så noget impotent ud, sådan lidt rynket og grå. Det var som om den længtes, men alligevel med sin egen klogskab vidste at det gjaldt noget vigtigere.

Danmark lukker ned, vi lukker lortet, holder fortet, kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder.
Vi græd lidt, ikke over Cap Verde og tabt elskovsferie, men over lille nordjyske Mette F. At hun måtte stå der, sådan alvorsfuld og andægtig og slå bak, slå bremserne i. Slukke for belysningen. Hun var jo lidt grøn og ny. Men hun klarede den sværeste tale nogensinde. Med rynkede bryn og alvorsfulde øjne. Trods det grønne. Trods hjørnesofaer fra 80’erne.

Det fede ved hjørnesofaer er at der ikke er plads til skammekroge. Alle hjørner er fyldt ud med liv og hynder og hjemlig handling.

Fuck, vi har ansvaret nu, os alene ish, sammen med alle de andre vi ikke skal se. Ikke skal mærke, holde om.
Vi sad der en hel uge. På sofaen. På tv2 News. Breaking til vi brækkede os. Til vi forstod at den der virus ikke kendte forskel på nogen. At den udslettede uden at skele til tro, tillid, kultur, hjørnesofaer eller kærlighed.

Den var pisse ligeglad, virussen. Med det hele, den muterede og voksede og ville meget mere end vi anede dengang, i marts. På sofaen.

Sms’erne tikkede ind.
Wow mor, det her, det er for vildt. Vi skal evakuere campus. Kom og hent mig ish? Ok mor?

Ny sms næste bekendte:
Det er nok lidt overilet det der shit- smiley lol smiley

Ny sms – kusinen:
Jeg er døende, jeg efterlader mine 4 børn til denne verden. Vi kan ikke sige farvel. Børnene må ikke komme heller. Smittefare – Jeg er på hospice nu, tak for alt. Tak for nu. Nu dør jeg.

Klokkerne ringede fra kirken. Vi stod udenfor spredt mellem gravene. Vi måtte ikke komme ind i kirken, kun de få nærmeste. Børnene og ægtefælden, din far.

Det var kræften der tog dig, 42 år gammel. Men coronaen der gjorde at vi ikke måtte sige farvel. Farvel for altid. Kirkeklokkerne ringede så længe som aldrig før. Men hvem ringede klokkerne for? De ringede for os alle sammen. For alle dem der ikke kunne tage af sted, kunne sige et farvel, et knus, et kys. At tage afsked på afstand er umuligt. Vi græd hele vejen hjem til hjørnesofaen.

Den var stadig håbefuld grøn. Som om intet kunne få den ned med nakken, som om den upåvirket levede sit helt eget liv, med ryggen mod muren og med forårssolen der tog til efterhånden.

Marts, april, maj, juni, juli august, september, november, november, november… december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, av-gust.

Du glemte tiden, som jeg. Kun huskede vi kl 14:00 – Altid vågne og klar kl 14:00. Vi mistede overblikket, men ikke blikket udad eller indad. Vi samlede tal. Mange tal. De døde, de indlagte, de smittede, dem der havde brug for kunstigt åndedrat.

Som månederne gik var der to aftryk af to middelbrede dansk røve i sofaen. Lamellerne var knækkede. Hynderne var tyndslidte. To simultane samtidsaftryk. Livsaftryk, nye spor.
To huller, mange huller – i hukommelsen
Dybe som graven
Som kusinens grav
Minkenes grav
Massegraven.

Black friday, vi køber en ny sofa. Den er uden lameller, hjørner, hynder. Den er med fjedre og polstret med ihukommelse af dig.
Vi kører den gamle til småt brændbart.
Så ansvarlige er vi, så stolte er vi endnu. Lidt endnu, kun lidt endnu…

Skæbnefællesskabet – Breaking the (2nd) waves

John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.
Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab – og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
– Hvem ringer klokkerne for
– de ringer for dig.”

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.

Hvad spiser Boomere til morgenmad? Snowflakes!

Nyt blogindlæg på Epale om læring på tværs af generationer.

Uddrag: Boomer, babyboomer, Jensen, generation X også kendt som Nå generationen, generation Y også kendt som Why generationen, Generation Z også kendt som generation Zap, Millennials, Snowflakes. Alle mennesker, alle vokset op i hver sin tid, hver sin lærings generation. Hvad der adskiller dem er ikke så svært at få øje på, men det spændende, set med læringsbrillerne helt ude på næsen, er de meningsgivende samlingspunkter. Det der udvisker alder og metoder og pludselig giver mening, især fordi alderen holder op med at være vigtig, og generationslæringskløften ophæves eller det modsatte, når det at være flere generationer betyder, at der gives vigtig viden på tværs af liv. Og hvad kan vi så på tværs af alder? Og er det stadig vigtigt at dele hinandens verdensbilleder, historien, livserindringer, erfaringer og virkelighed?

Læs mere her: https://epale.ec.europa.eu/da/node/161101/