Valgkamp – Jobrotation og ansøgninger.

Hver fjerde år er vi vidne til danmarks største jobsøgningskampagne.

Og ansøgerne er som du og jeg, på jagt efter drømmejobbet.

De sender ansøgninger, skriver cv og søger hjælp og støtte hos jobkonsulenter der kan råde dem om deres færd i jobsøgningen.

De bliver sendt gennem hele møllen med tøjstil, udstråling, kompetencer, nedtoning af egne holdninger, kundetække, stemmeføring, etc etc

Der er ingen forskel på fru jensen der står i kø nede på jobcenter vest eller Martin Lidegård, Helle Thorning, Lars Løkke, Johanne Smidt Nielsen.

Udgangspunktet er det samme.

At blive valgt blandt tusind ansøgere til en stilling som folkevalgt.

Og arbejdsgiverne er ikke nemme at løbe om hjørner med, de er forudindtagede, har favorit ansøgere og har også allerede arkiveret en del af ansøgerne lodret fordi de simpelthen er matchgruppe 5 kandidater og den slags inviterer man end ikke til samtale. Eller man kan med det samme, i ansøgningen se at kandidaten ikke er den rette til jobbet fordi de ikke kan give virksomheden der den søger efter.

Danmark har valgt at hyre et ”firma” til at finde de rette kandidater til de udlovede jobs, som enhver stor virksomhed ville hyre Mecuri Urval eller et andet konsulentfirma til at finde de rette til de vigtigste lederjobs. Det firma som danmark har hyret til opgaven består af flere afdeling af såkaldte eksperter på deres felt og de udgør et samlet koppel der alle trækker mod en fælles sejer.

Afdelingerne består af Pressen, sociale medie eksperter, analytikere, kommentatorer og eksterne eksperter der piller selvsamme grupperinger fra hinanden igen.

Kandidaterne til jobbet vægtes og vrages, tales ned og op og vurderes efter selvopfundne kriterier der mangler virkelighedsopfattelse.

Som i enhver jobsøgning forsøger kandidaterne til jobbet at sælge sig selv bedste muligt. De glider langsomt over i en retorik der tilpasser sig konsulentfirmaets krav og ønsker og forhåbentlig i sidste ende også arbejdspladsens krav til den arbejdstagende.

 

Det er en forvirrende og hård udvælgelsesproces, da mange af kandidaterne finder at det ind hyrede konsulentfirma modarbejder hinanden internt.

Pressen beretter om stort og småt og tager sig ligeledes af den sociale profil og personlighedstests.

Eksperterne dissekerer hvert ord der bliver sagt og vægter indhold mod pludder og utopi.

De sociale medieeksperter presser på for at kandidaterne skal være mere selvprovomerende og popsmarte, men samtidig ikke gå over stregen.

Og de eksterne eksperter bruges til at skyde pressen, eksperterne og de sociale medieeksperter i sænk, med kritik af deres arbejde og deres form og deres output.

Med andre ord er det ind hyrede firma af konsulenter i voldsom strid med sig selv og har meget svært ved at pege på den ene eller anden kandidat fordi de modarbejder hinanden og har en intens mobbekultur på tværs af platforme.

 

I den modsatte ende sidder arbejdsgiveren og følger det ind hyrede konsulentfirma meget tæt.

Vanskeligheden for det ind hyrede konsulentfirma er at arbejdsgiveren er yderst kompetent og egentlig allerede for længst har fundet sig den kandidat de ønsker til samtale og evt. ønsker at hyre til de fire års arbejde de har slået op i jobbørsen.

Vi har i bund og grund at gøre med en arbejdsgiver som rummer alle de samlede kompetencer der skal til for at få en arbejdsplads til at fungere.

Arbejdsgiverens virksomhed er gammelt og er gået i arv gennem generationer og har derfor en solid viden og fornemmelse for arbejdsmarkedets vilkår og betingelser.

Der har, som i de fleste virksomheder, være op og nedture, både økonomisk, internationalt og interne stridigheder. Undervejs er der indført en ledelsespolitik, en social firma profil, et værdisæt og en virksomhedsstrategi der følges nogenlunde stringent under skiftende ledelser.

Ejerne af firmaet har for vane at udpege lederne og direktionen, men har i sidste end mandat til at træffe de endelige og vigtigste beslutninger, hvis de finder at ledelsen ikke lever op til firmaets politik og handleplan.

Hvert fjerede år afholdes MUS samtaler med ledelsen og firmaet har den strategi at alle skal genansøge deres jobs efter samtalerne og regnskaberne er gjort op. Den firmapolitik gælder uanset om regnskabet er godt eller skidt, da man fra ejernes side vurderer at ledelsen bedst holdes på tæerne ved at blive fyret og evt. genansat og dermed være tvunget til at præstere og være resultatorienteret.

 

Det er altså hvert fjerde år at virksomhedsejerne hyrer konsulentfirmaet til at gennemgå og dissekere alle de ansatte, i Mus samtaler og siden i ansættelsessamtaler.

 

Det er tradition for virksomheden at hyre de samme til opgaven. Der er en vis tryghed i opgavens kendte landskab og fremgangsmåde.

For kandidaterne er der også en tryghed i proceduren, da de kender konsulentfirmaet og opgaverne, intelligenstest, personlighedstests, krav og retorik og iøvrig ved at konsulenterne bruger det meste af ders tid på at være interne uenig om metoderne og målet.

Virksomhedsejerne består af en andelsforening af 5.659.715 medlemmer.

Som nævnt har virksomheden en lang tradition for sit virke og skrev i 1849 den virksomhedsplan, som i revideret udgave endnu benyttes når der skal ansættes ny ledelse, direktion og medarbejdere.

Ejerne udpeger mulige kandidater blandt dets egne medlemmer i ejerskabet.

Desværre er der en udbredt misforståelse mellem ejerne og de konsulenter og kandidater der søger stillingerne i virksomheden.

Det er faktuelt sådan at virksomhedsejerne er usædvanligt oplyste, belæste og indfødt i en demokratisk virksomhedsprofil og de har alle hver deres professionelle viden om virksomheden og hvordan den holdes i gang. Sammenlignet med mange andre virksomheder består ejerne af ene eksperter på hver sit felt som sammensat udgør så stærk en enhed at vi står med et enestående hold af kompetent mennesker.

Af samme grund kræver det en vis ydmyghed at søge job i denne virksomhed, for uanset hvor meget man har læst, studeret, udviklet på, så vil en kandidat aldrig kunne udfylde skoende på det samlede ejerskab.

 

Der er en tydelig meget uheldig tendens i ansøgerfeltet som ejerne har bemærket gennem mange år.

En tendens til at skrive i ansøgninger at: ”Jeg vil kæmpe for færre indvandrere” eller ”Jeg vil have mindre i skat”, ”Jeg lover bedre vejr”, ”jeg lover flere varme hænder”

Denne uheldige tendens bliver naturligvis ikke overset af virksomhedsejerne der straks gennemskuer ordlyden og forkaster kandidaten på retorikken.

Virksomhedsejerne søger naturligvis kandidater med lydhørhed over for ejernes ønsker. Det vil sige at de kandidater der tør sige: ”Jeg fornemmer at virksomhedsejerne ansætter mig til at –” eller ”Virksomheden peger på at der bør ændres her og der og jeg vil gøre mit for at udføre deres ønske”.

For enhver kandidat er ydmygheden i deres job en reel mulighed for en evt. ansættelse i virksomheden.

Ingen leder skal handle på egen vegne, men står timeligt til ansvar for virksomhedsejerne og deres krav til lederskabet.

Der er ligeledes en uheldig tendens i ansøgerfeltet til at tro at de vide bedre end virksomhedsejerne. Denne tendens følges trop af de ind hyrede konsulenter som skal teste og vurdere ansøgere.

Om virksomhedsejerne ved vi at den slags ikke imponere i ansættelsessamtalerne. Og vi ved om virksomhedsejerne at de vælger ledelse med vid og forstand ved at se på hvem der ærligt og redeligt kan udføre det tillidshverv og implementere ejernes ideer og viden og fælleskab i driften.

 

Virksomheds konklusion

På virksomhedsejernes vegne bedes diverse konsulenter og jobansøgere bemærke at virksomhedsejerne ikke er til at løbe om hjørner med, at de ser lige igennem spin og prognoser, ekspertudsagn, journalistik, ekspertudsagn, eksterne kommunikationseksperter, socialemediemaskiner, kritikere af kritikerne og andre opløb til uanstændig omgang med jobsøgningsprocessen.

Virksomhedsejerne ønsker at kalde alle kandidater til samtale og vil udvælge de egnede til jobbet de næste fire år, efter deres kunnen ud i ”folkevalgt kriteriet, afspejling af ejernes ønsker og værdier og viljen til at bøje egne meninger for ejernes ønske om virksomhedens drift”

Der understregs at det at være folkevalgt er et tillidshverv, hvorom der uden omsvøb, kun kan understreges at det er folket og dermed virksomhedsejerne der handles på vegne af og det er deres ve og vel man forvalter.

 

På virksomhedens vegne

Astrid Søe

Gå ud

Gå ud og gør ved livet
Hvad livet ikke gav til dig
Og omform skæbneskrivet
Og skab en anden vej
Gå vild, gå fri, gå helt i frø
Vær gartneren der frøet strø
Om omplant livets gåde
Lad ikke tvivlen råde
For arv er også ånd

Befri i sind og tanke
Den sten der kantet sidder fast
Vær selv din egen anke
For liv er ej en last
Befri et hjertes gemte håb
Bryd ud, begræd, gå bort og råb
Af dine lungers fylde
Du har din egen hylde
Og binder nye bånd

Du står nu fri og famler
I nøgne spor mod nye år
Mens liv omkring dig samler
Den stedsegrønne vår
Og altings rasen visner bort
På hånden har du nye kort
Et dna af alle
Der griber når du falde
I stærke vingefang

//Astrid Søe

Skrevet til den politiske debat om “den sociale arv” og “ensomheds debatten” der har raset i den seneste tid.
Og hermed en opfordring til at gå ind i frivilligt arbejde og være med til at sikre at enhver kommer helskindet gennem livet og dagen. Der er altid en der kan bruge en hånd, en tanke, en ånd og en fremmeds vilje. Og det er alles ansvarsarv, et samfunds dna.
God Pinse til alle.

Til konfirmanderne

Melodi: Den blå annemone
At være fri til livet
Og vide der er tid endnu
Og intet det er givet
For du er tidens nu
Et menneske så mildt og fin
For altid vil du være min
En sjæleven i hjerte
I glæde og smerte
Du livets sjældne frugt
Nu går du der og fylder
Med store ord og verdenssind
Og håb på alle hylder
Der byder livet ind
Et livsmod ingen helt forstår
Og mod der springer ud som vår
Forstå det hvem der magter
En symfoni af takter
Du livets sjældne frugt
At livet det kan føles
Som voldsom storm og steppevind
Hvor mange planer køles
Og livet retter ind
Dog går du oprejst gennem storm
Som Holger Danske, gamle Gorm
Og flytter livets stene
I det at du tør mene
Du livets sjældne frugt
Du løser livets knuder
Med kløgt og venlighed i mund
Som fremtidens bebuder
Et ganske sjældent fund
Du undrens på og finder sted
Og dem du elsker tar du med
I frisind og forstanden
Poetisk højlydt banden
Du livets sjældne frugt
Vær den der sætter livet
I perspektiv med nodehånd
Vær den der flytter stenen
Jeg værner om din ånd
Kom med, vi går på livets vej
Det tør vi godt – jeg rummer dig
Din tvivl, dit mod, din måde
Du verdens stor gåde
Du livets sjældne frugt
//Astrid Søe http://www.livsoplevelse.dk
Melodi: den blå anemone

En vælgers bekendelse

Lad os alle stemme.
Vi forsager undertrykkelse og alle dets gerninger og alt dets væsen.
Vi tror på samhørighed, den almægtige,
tillidens og frihedens skaber.
Vi tror på demokratiet,
og folkestyret, og stemmeretten,
som er undfanget ved grundloven,
født af oplysningssamfundet,
pint under skiftende regeringer,
overtrådt, mørkelagt og undtaget,
nedfaret til rigsretssager,
efter samråd opstanden fra de døde,
opfaret til lov,
udlevet i demokratiets, den almægtiges, tillidserklæring,
hvorfra folket skal komme at dømme liv og levnet.
Vi tror på de folkevalgte,
den sameksisterende, almindelige menneskeret,
det tillidsfulde samfund, forbrydelsernes afsonen,
politisk dannelse og det folkelige liv.
Basta.
//Astrid Søe – En vælgers bekendelse

Skvadderkål – sang til debattonen i dansk politik

Vort muddersmål er hæsligt, skrev Benny A. engang
I humoristisk omskriv af en kendt og gammel sang
Og mens valget venter, blir retorikken mål
For muddergrøftens kællinger og andet skvadderskrål 
Oplysning være skal vor lyst i folkeoplyst navn
Og folket de har lyster som en sømand just i havn
Men lyst det er at ville og vokse i sig selv
Og vokseværk det måles ikke gennem decibel
At være “under vejrs” i valget før det skrives ud
Er ligesom tyrefægtning hvor der vinkes med en klud
Og spyd efter spyd bores ind i tyren ryg
Men tyren har sgu ikke fået forsikret sig hos Tryg
Og venstre hænger banner op med ord om løftebrud 
som Støjberg siger er et folkeoplyst “lovombud”
Nu må jeg stille spørge: er kranen mon betalt
Af alle de foreninger som loven egentlig gjaldt?
Imens så kan jeg læse alt i oneliners replik
“Det Danmark som du kender” i billbord retorik
Alternativet “Griffer” og radikale sir:
“Det handler mest om mennesker” og andet valgkamplir
Debatten inviterer ind til snak om mund og klov
Hvad må man egentlig sige og er tonen alt for grov?
Er dannelsen et stempel i sprog og ånd og ord?
Er frihed ikke ligelig for Odin og for Thor?
Nu debatterer Espersen og Yahya lokumssprog
Er dannelse at tale pænt som gryder under låg?
Er sprogets nye dommer poet og lillemor?
gespenst og nazisnak i sang af danmarks pigekor?
Vi taler om det år for år, men hvem tar teten op?
Og giver meningsdannelsensdebatten bedre krop
En halvnøgen sludder, en tale varm og mild?
Lidt alvor i debatten gør mig både varm og vild!
Politisk dril er sundt og sjovt og livets krydderi
En skefuld humor, to pund fis og lysten den befris
Men pas nu godt på sproget vi alle har så kært
en lortevalgkamp er for småt og alt for latrinært
Nuvel jeg elsker politik og håndværk fyld med ord
Og Grundtvigs gamle frisind som er målestok i nord
Lad bare valget komme, persillesovs og flæsk
For solen står med bonden op, ej med verbale tæsk!
//Astrid Søe 2015 – noget om folkeoplysning
Kan synges på: vort modersmål er dejligt http://www.astridsoe.dk
Links til debatter og ytringer der hintes til i sangen: http://politiken.dk/tv/politik/ECE2620213/inger-stoejberg-om-kaempebanner-det-er-ikke-mudderkast-det-er-folkeoplysning/
http://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/14983865
#folkeoplysning #valg #debatten #politik #sang #folkeoplysningsloven #dannelse

HåndtryK – håndtryG

Hvad mennesker sammen har dannet

Kan spredes som ringe i vandet 
Hvor fred holder hånd
Er dannelsesånd
Et pludseligt håb
Og fremtidens dåb
Og ingen kan hindre at kærlighed er
Den eneste sammenhængs kraft der bær
Hvor livet får stemme
I hændernes gemme
I håndtryk af ære
Kan mennesket være
I frihed og tro
Forskellighed gro 

Våren har lagt, våren er vagt

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

//Astrid Søe 2014

Kære Halfdan

Kære Halfdan, kvasers unge,
hvert et bogstav på din tunge,
hvert et rim og hvert et ord,
er min barndoms nadverbord.

Tak for Anes anemoner,
tak for ABC ikoner,
hundrede år i ord og arv,
sproget blomstrer fra din grav.

Tak!
Ærbødigst
Astrid Søe

Kvasers blod – debattens søgsmål

“Min far har en bil der er større end din fars”,
“Men min far har en bus der er større end din fars bil”,
“Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik”
“Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!”

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

– Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.

I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med “Harry Potter”.
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed “Riddikulus”.
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. “bare…”
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme – det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: “Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig.”

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

– Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst – Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku’ benytte det frit
det gjalded’ fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku’ være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed’ for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.

En smoothie med Kierkegaard

Det er ikke så længe siden jeg hang ud med Søren Kierkegaard over en smoothie og en croissant.
Lidt i læ for vinter bide blæst
på udendørsstole med menneskegrill
ved cafeen i københavn.

De samme brosten og de samme ansigter
spredte øjeblikke og ingenting overhoved ingenting at gide
som den krikke Hr. Kierkegaard forsager.
og øjeblikket der ikke må gentages
ikke på nogen måde
og vi cirkler i samtalen uden at gentage pointer eller prioritet
dagsordner giver ikke mening og der klinkes ivrigt på glasset med metalskeen
og lidt gammel indtørret caffelatte skum på bordet sætter sig ærbødigst på ærmet.

Vi har ikke travlt som sådan, ikke hastværk
som de andre idioter
der med ildrageren rager på hinandens privatsfære og glemmer at tjekke rejsekortet ud.
Vi betaler regningen, uden at dø, men tæt på
og går fremmelige gennem byens kringelkrog
og halvhjertede neonskilte.

“Gift dig”, siger Søren Kierkegaard før han letter på hatten og går
men haster tilbage og hvisker med varm ånde i mit frostkolde øre
– “men du vil fortryde det”
han drejer omkring så skødefrakken danser ballet i en arvart af svanesøen.
bogstaver
ubehjælpsomt
på sms
– “gift dig ikke”
– du vil fortryde det.
lol.
smiley.
lol