Hvorfor er der ingen der læser korrektur på verdensordenen? 

For lad os lige se på dagens lys, med pøbelvældebrillerne købt med en aldersrabet på 41%
Da jeg var en lille snotunge og 70’er friskolepige lærte vi at samle til forråd og kravle under bordet og vidste hvor beskyttelsesrummet var. 
det var en skoleopgave at vi fik styr på den kolde krig og de mange greb der måtte til hvis vi skulle gemme os for den store stygge Russiske ulv, imens lærte vi at breakdance med ghettoblastere på skulderen og købte hvide hospitalshandsker hos apoteket så vi kunne lave ormen og evt. når det gik højt lave skilpadden med dobbelt tvist, og gik det skævt var det da godt at coca cola have givet os gratis yoyo’er vi kunne lege med i skolegården – det var før den tid hvor man kunne risikere at blive kvalt i snoren (?) og vi “gik tur med hunden” og lavede “jorden rundt” og gik i biografen og så E.T. og spiste M&M’s til vi brækkede os.
Men det var ok, for den kolde krig var endnu på køl og bare et fjendebillede man kunne vågne til i et mareridt om natten. Men skidt, for “We are the world” stormede med mega decibel ud i æteren og hvem er ikke verden? Hvem faen siger det imod?

Jeg besøgte farlige kolde Rusland som barn, der var bare det med Russerne, at de lignede os og var så skide søde over for en lille præ-teen tøs som mig. Og jeg tæskede rundt i europa og fik besøgt de fleste østlande før murens fald og havde vekslet så mange sorte penge undervejs at end ikke en halvstiv kosak ville kunne gøre mig kunsten efter. Det var skide sjove og skide kapitalistisk og klamt at gå ind i Dollerbutikkerne og handle, mens østblokkens indbyggere stod med næsen mod ruden. Jeg var en lille tøs og nysgerrig var jeg også og jeg fik faktisk en LP med “The Doors” med russisk omslag.
Dem udenfor stod i kø til at købe brød og vodka i den lokale biks. de havde kun dollars hvis jeg vekslede med dem. jeg var vildt god til at få en fed kurs. for ingen i Østblokken snyder børn, selvom det hele var noget snyd – på alle måder.

Og dog, lidt snød de, for jeg blev anholdt på grænsen mellem Polen og Slovakiet og ført bort med fire maskingevær rettet mod mit hoved og hænderne bag hovedet. jeg var gået en tur på bjerget og var kommet lidt på afveje. min far betalte løsepenge for mig – mange penge. rigtig mange dollars. Jeg græd lidt, mest fordi det var piiiiiiiiinligt, mega pinligt – og de 50 danskere vi havde med på tur smilede lidt sådan stramt og hmm.. agtigt og sådan lidt, hey vi tager lige et foto af pigen der er blevet handlet agtigt. Jeg har de fotos endnu. fuck jeg ser lille ud, selvom jeg vel var omkring 12 år og husker optrindet som var det for fem minutter siden. Og jeg kan huske vagternes grin og deres sprog, der lød som en kryds og tværs i illustreret videnskab set med en 2 årigs øjne.

Og jeg prøvede virkelig at gøre mig forståelig, derinde i grænsehytten at sige det jeg nu kunne på polsk – skål og goddag og tak og kan jeg bestille en kaffe. det hjalp ikke, heller ikke at jeg iført en pink og hvidsstribet regnfrakke og koboltblå sailersko og gullerodsbukser med nitter. Jeg kan mærke smagen endnu af de der skydevåben, og min far det med stor kongeagtig elskværdig vælde betalte – og at jeg var vildt meget værd. sådan en skide teentøs på afveje. man skal ikke gå uden for stierne, ikke for meget, ikke i fjendeland. for det var det. dengang. og jeg husker at de var meget unge de vagter og vidste helt præcist hvad jeg var værd.
Men det hjalp at vi spiste kage som vi havde med hjemmefra – kage skal man ikke gå ned på. aldrig. aldrig nogensinde.

Der var noget helt vildt særligt ved at at samle ting sammen før vi tog på de østblok ture. kuglepenne til børnene og cola til de voksne og når vi mødte dem på landevejen i vores store bus, holdt vi ind, ved en hestedreven plov og gav gaver til de der ingen cola og kuglepen havde. en dreng, 4-5 år med hænder der var skåret itu af halmstrå, tog imod kage vi havde bagt hjemmefra.
Vi var jo bare på glo/på/en/østblok tur, igen, med højskolen i uldum, siden i Lønne – og fanden tag den kolde krig uden kage – ja hvad ville det ikke ende med?

Næ, rouladeretorikken tog altid med og vi fik da også hentet en tolk ud af det Russiske håndgreb. Hun var blid, gennemsigtig og havde læst dansk. hun kunne sige FORKRÆNKELIGHED og siden blev det ordet der tegnede hele det østeuræiske og russiske område hjemme hos os. Min far sagde igen og igen – lær af det, lær af den flid der får et fremmet menneske, der aldrig har sat sine ben i danmark, til at have et så poetisk og formfuldtendt sprog. alt ramlede omkring østblokken, og FORKRÆNKELIGHEDEN skulle forgå med murens fald, Estland der rev sig i tøjret og Glasnost der fik en hel verden til at synes at modersmærker på panden var hipt og hurra. for ikke at glemme Polen, hvor Lech Walesas råbte på solidaritet.. jo nu skred muren og brokkerne så vi vælte, og kys og knus var mødet mellem øst og vest. goddag. tag min hånd og tag med ind i cocacolaland og find din fortabte indespærrede bedstemor et sted. der var samling på vej og det gav yuppierne drivkraft og skulderpuderne voksede på podierne i paris i takt med neonfarver og porno og mobiltelefonerne og internettet og så står vi der igen. klask og mørtel – ved muren der bygges af små lerglatte sten, en efter en, en sanktion her, et OL der, en homolov her, en menneskeret der, en snas af Ukraine her og et krigsskib der… Og imens har USA dødsstraf i nogle stater og sundhedsreformen har været intet mindre en nærvedognæsten at få indført, hvorefter obama må tage sidste stik og overtrumfe med “jeg alene bestemme” kortet. Hvert land, sin brydning.

Og Ruslans føler sig mobbet (som tyskland også har følt det siden 1945 og til og med Nena og 99 balloner) af resten af europa, for hey, har vi ikke venner der engang efter koldskålen i slut 90’erne? og i særdeleshed for en måned siden da vi legede vintersport og stå på ski og halvmånen løftede sin snabel og sang en sang for den fortabte babuaska og Tjernobyl. (Jo, vi havde da vores nuttede regnbuegummistøvler på da vi hoppede i vandpytterne i Sotji, men vi legede sgu gjorde vi)

Og så spiller alle med musklerne og smører deres sixpack i olie fra undergrunden. og prutter naturgas.
for lad nu være med at lade som om det handler om børnecheks og demokrati, menneskerettigheder og uha se lille underernærede sulaima i sudan. det handler om råstoffer – hver evig eneste gang.
I danmark har vi stort set ikke en skid, vi har lidt knowhow (endnu) lidt vindmølle blowjobs og en reform der skal synge på kinesisk og et frisind vi kan blotte for turisterne på staden og i vandkantsdanmarks gyllemark. nudisme og swinger politik. helt og holdent H.C. Andersensk skærmbrætsbillede, nu med ytringsfrihed. og det er som sådan da nuttet nok til de første 50 busser med kinesiske turister og de 1,5 busfulde amerikanske efterkommere. Men desværre for danmark er morgenstunden den eneste der har guld i mund. for råstoffer har vi ikke, selvom vi håber at rigsfællesskabet ikke smutter så vores evt. uopdagede oliereserver ikke bliver en grønlandsk horeunge med en lille havfrue.

Hvem er det der driver værket, spørger jeg mig mig selv og ser i spejlet – shit, hende der har jeg set før, hun går sgu da rundt et sted, eller mange steder derude i verden. præcis mig, præcis samme krop og hår, samme vilje og vej. men med forskellige politiske og religiøse fortegn.

Vi lever for meget efter bogen tænker jeg så, i min tilbageblik på den verden jeg lærte at kende, men som jeg er mindre og mindre klog på i dag.
var det egentlig det vi ville? Og hvor faen vil vi hen i den (G)arv vi går på og flænser kødstykker af i det daglige politiske virke?
Moar, vil du gerne bage, en kage til mig og min nye ven? Han hedder Sigurd tra la la tra la. for vi bager på hvem der vil knalde med vores interesser og ja, det gør vi jo for nogen skal vi vel lege med ik? Sørens far har penge… og bageren i nørregade er kun for dem der ikke er kriseramte. så vi leger med slagterens datter og håber der falder en luns ned i skødet. for hvad vil vi – vi vil have mulighed og grundstoffer vil vi. Jeg har tæsket rundt i Usa som voksen, og hold nu op hvor deres milkshakes er voldsomt potente. vi taler stor som i verden er så stor mor og Lasse Lasse lille. Jeg har gloet mig rundt og ikke fundet et eneste land der ikke krænker menneskerettighederne, end ikke danmark.

Vi kan ikke finde ro, for der er ingen fælles fortælling at samles af.
det er som om vores verdensfortælling aldrig er skrevet, eller at den mangler en korrekturlæser til at rette grammatikken og tegnsætningen.

Derfor vil jeg gerne opslå et AKUTJOB.
Søges: korrekturlæser og globalt forlag til at samskrive en (for)fatning for fælleskabet for sameksistensen. Det skal ikke så meget til – nogle enkelte kommaer, nogle tænkepauser, nogle sætninger der måske skal stryges eller skrives til. lidt afsnitsdeling og et godt sundt forord. så er den hjemme. for ordet skaber hvad det nævner og dagens ord er ikke gode eller runde som en vesterhavssten man tager i lommen for at gå den varm og mærke dens glatte overflade blive lun som snuden på en feberhed hundehvalp.

Der er ikke så meget at strides om hvis vi egentlig ser os om. desværre er der mangel på læsebriller.
og på verdensvilje – til at dele det lidt vi har tilbage og til at tage vare på kloden og hinanden, eller det der er tilbage til de næste slægtled.

… imens sidder jeg i hverdagene og arbejder på en oversættelse fra Russisk, på et amerikansk forlag til udgivelse i Europa – se det giver sgu god mening! Til sidst…