Lyngen er lilla af lethed og liv
Grantræet løfter sin kåbe
Himlen den maler et modigt motiv
Lærken står op for at håbe
Hugormen soler sin kolde figur
Kornet er modnet med måde
Skovmåren ligger nu atter på lur
Jeg samler på sensommernåde
Vejen er trådt til den næste der vil
Nogen skal være den første
Tænk at vi lever, tænk vi er til
Selv nye spor blir’ de største
Fordi jeg sidder her, i sikkerhed, i mit køkken og kom til at hyle på den gammeldags måde, skriver jeg endelig noget om stalking. Jeg holder det eller for mig selv, med en eneste undtagelse engang i 2020. Hvorfor? Fordi det fylder så meget i forvejen at jeg næsten ikke gider fortælle om det. Og fordi det truer mit job, min familie og min virksomhed. Men jo længere der går, jo mere tænker jeg at jeg også har et ansvar for at bryde tabuet. At stalking vitterligt har mange klædninger og kan ramme også uden for den nære kontakt, i mit tilfælde er der tale om stalking grundet mit professionelle liv.
Der har været en del fokus på stalking i 2021 og i tv har vi mødt begge sider af sagen. Vi er blevet klogere, har set og hørt når livet går i selvsving og måske forstået en lille smule af hvorfor det kan gå sådan. Men stadig ikke fået sikret loven i det omfang der gør at vi kan være sikre på at være i frihed. Og selvom vi har taget hul på debatten, er der stadig et tabu omkring stalking. Fordi det er uforståeligt, uforstandigt og umuligt at beskrive i sin helhed.
Jeg sidder som skrevet i køkkenet. Kaffen er klar og sommeren kysser fugleungerne af reden. Efter skt. Hans skal jeg klippe hækken, men ikke i højden. Den skal gro alt det den vil.
Jeg hylede sådan lidt stille først og dernæst højlydt hulkende og måske nærmest i afmagt – derfor skriver jeg dette indlæg, til oplysning i samfundet, til debat, til overvejelse og til eftertanke og lovgivning. Om lidt er jeg færdig med at hyle, det ved jeg af erfaring fra de tidligere oplevelser. Så tager jeg livet på mig igen og går ud af døren og kigger mig stjålent over skulderen og håber at dagen er fred. Kun en tåbe vover ikke at håbe.
Stalking er væmmeligt – uanset baggrunden. For mig at se må personlig stalking, med personlige motiver være det værste. Det har jeg ikke oplevet, men stalking sidder jeg midt i, hver dag, uden et sekunds pause. Det ligger i baghovedet, i bevægelserne, i stilheden, i fortagsomheden. I tavsheden og overvejelserne. Skal, skal ikke mene noget, gøre noget, gribe dagen og livet og samfundet i et åndedrag.
Min stalker har jeg haft inde på livet de sidste 4 år. Han er vred på mig fordi jeg og udøver et hverv der indbyder til fællesskab, demokrati og samtale på tværs og sidder i sammenhænge der fra tid til anden træffer beslutninger. Det er ikke mig som sådan, men det er hans vrede over noget han ikke fik lov at deltage i, grundet nogle episoder af ikke egnet adfærd. Det var før min tid i den sammenhæng, men arvesynden kastede sig over mig og nu er den ikke så meget fælleseje, men min og jeg ville ønske at jeg kunne frasige mig arv og gæld.
Sagen tror jeg på, den vil jeg kæmpe for og blive ved med at udbrede, danne til og fra, ønske for vores samfund, fremhæve og turde.
Men det med at turde er ved at være en anelse svært.
Jeg var så heldig i januar 2020 endelig efter års kamp af få et tilhold mod min stalker. Gør det en forskel egentligt? Ikke rigtigt. Jeg var da allerede “gået under jorden” og midlertidigt flyttet for at sikre mig selv om mine.
Jeg skriver det her indlæg i afmagt. Efter Folkemødet hvor jeg allerede på færgen over blev sat skakmat efter min stalker stillede sig tre meter fra mig og blev stående og stirrede. Jeg havde medbragt min ægtefælde som bodyguard i år, fordi jeg har brug for at nogen dokumenterer og hjælper mig i det offentlige rum hvis han dukker op.
Blodtrykket steg til det uendelige på den færge. der er ingen redningsbåd og ingen vej væk, heller ikke fra følelsen af at livet aldrig igen kom ud af isolation.
Det har været nogle lange år. Det tror jeg det er, for de der oplever den slags. Da jeg fik mit tilhold var lykkefølelsen uendelig. Kort efter kom corona og mere isolation. Jeg tog i sommeren 2020 mod til mig og deltog på et møde på fyn, hvor jeg kun blev kort fordi min stalker havde fundet en ny juridisk mulighed for at forstyrre mit og andres virke. At anmelde en offentlig demonstration uden for det sted mødet foregik. Jeg ringede til politiet, men ingen hjælp at hente, da grundlovens forsamlingsret står over stalkerloven- Det kan jeg svært være uenig i. Forsamlingsretten er ukrænkelig og vigtig i et demokratisk samfund, hvor retten til at modsige andre er sikret. Men den spænder ben for stalkerloven og privatlivets fred og det er et virkeligt stort problem i denne sammenhæng.
For mig blev det endnu engang et afbrudt møde og en rystende tur hjem alene i bilen, med de mange tanker man har, når livet er indskrænket til et minimum – fordi man mener noget, vil noget, kæmper for noget eller bare, slet og ret, fordi man er kommet i klemme i jura.
Terror findes kun hvis man lader sig knægte af den! Hvis man lader frygten vinde og selv bukker under for den, lader den styre ens handlinger og liv. Jeg er ikke nem at styre eller lader mig vanligt ikke tøjle af terror. Jeg går gerne de steder hvor livet er udsat, Tager gerne de mest udsatte på mig og bruger en del tid på netop mennesker der har brug for hjælp hvis de falder skævt ind i samfundet, er psykisk syge eller udstødte. Jeg er ikke bange de steder hvor man kan falde ind i noget der kan gøre ondt og jeg tager også gerne livet på mig uden at lade frygten styre.
Alligevel, også selvom min stakler ikke er sur på mig personligt, men på en sag, så bliver mit liv udpræget og mærkbart udsat. Selvom jeg er stærk, på alle måder og ikke normalt lader mig knægte, så er det nok de årelange krænkelser der sætter sig som sådan en ukendt “rysten” i det daglige virke og i privatlivet. Det er en tilpassen sig en omstændighed, der er utilpasset i et frit samfund. Jeg ønsker ikke at tilpasse mig et menneske der opfører sig som min stalker, men alligevel hører og oplever jeg mig selv hele tiden måtte sige nej tak til opgaver og foredrag og medvirken – af skræk for at andre vil blive forulempet af denne stalker. Og af forudset skræk for hvad jeg skal opleve selv og min familie udsættes for.
Da jeg pakkede bilen og tog afsted til Folkemødet var det med et nyt mod. Nej, fandeme om jeg vil lade mig knægte, nej, nu må jeg tage livet tilbage. Men der på færgen sank den tillid igen. Om aftenen mødet han op på den udendørs restaurant “Gæstgiveren” hvor jeg skulle spise. Han sad og larmede lidt og skulede og hele tiden sad min mand og jeg med livet udenpå. Ignorere ham, er kuren og løsningen, lade som om han ikke sidder der 15 meter væk.
Da vi rejste os for at gå, kom vi ikke lagt før han eksploderede i vrede og løb efter os, råbende og truende. Min ægtefælde, der i de dage skulle agere bodyguard, levede meget smukt op til sit navn, trods hans alder og ikke så umildbart bodyguard udtryk. Men end ikke Whitney Houston kunne have ønsket mere af Kevin Costner. Han stillede sig modigt imellem stalkeren og jeg, hvilket resulterede i mere vrede og råben og tilsidst slog stalkeren, da min mand forsøgt at filme optrinet, telefonen ud af hånden på ham og gik heldigvis videre efter det.
Folk var naturligvis oprørte, chokkerede og kom løbende fra flere steder for at hjælpe og dokumentere.
Jeg ved ikke helt hvordan, men endelig fik jeg sagt noget til personalet på restauranten, noget så latterligt og ubegrundet som undskyld… “Undskyld, jeg skulle ikke være kommet, jeg udsætter jer for optøjer, undskyld, det er min fejl”. Men det er det jo faktisk ikke. Det er loven der ikke har hjemmel til at passe på os der bliver stalket, ikke i det omfang der er nødvendigt. Trods tilhold. Men alligevel så sagde jeg, for at påtage mig et eller andet ansvar for samfundet: UNDSKYLD!
Det er beklageligt at måtte gøre. At måtte undskylde sin tilstedeværelse i en sådan situation og lidt i chok. Og jeg vil nok fremover aldrig igen trække mig eller opgive livet, eller det at være i det offentlige rum. Det er træls for andre mennesker at være vidner til optøjer, men det er ikke mine opgave at sige undskyld. Det er ikke mig der skal holde mig væk. Det er ikke det rigtige valg. Det er ikke menneskeligt eller samfundstillid. Men jeg og mange andre har brug for en lov der hjælper os tilbage i friheden. Coronaisolation er intet i forhold til dette – intet!
Resten af Folkemødet var politiet mere end villige og venlige til at følge mig rundt når jeg var på scenen. men usikkerheden forsvandt ikke af den grund. Politiet har hele tiden været fabelagtigt søde, forstående og medlevende og har i den grad gjort mig sikker i at nogen var der for mig. Et mærkbart samfundsansvar for os der oplever noget helt skævt og truende i vores tilværelse.
Da jeg fredag skulle medvirke direkte i deadline på DR2 kom PET, der ellers havde til opgave at passe på en folkevalgt og satte sig i min nærhed og lovede mig at de ville passe på mig i denne sammenhæng. TAK. Men tak og tænk – at det er nødvendigt? At det bliver ved og ved og aldrig synes at normaliseres. At et folkemøde skal stå i lyset af en frygt for noget jeg ikke ved hvad kan ende i. At der skal bruges resurser og tid og tillid på noget så ualmindeligt modbydeligt som en der ikke vil slippe.
Min mand og jeg havde, trods stalker og ubehageligt optrin, et folkemøde hvor livet fra tid til anden skinnede så smukt på det demokrati der bærer os igennem. Det der forener os og forankrer troen på frihed. Det er en underlig blanding at stå i. En juridisk umulig opgave for samfundet at holde stalkere i ørene og samtidig retsligt sikre de frihedsrettigheder vi bygger samfund på.
Jeg er stor tilhænger at vi mener, handler, tror på at uenighed er en af demokratiets vigtigste ståsteder. Ja fred være med uenigheden, sålænge den bærer en fredelig klædning. Denne form for vedholdende stalking er ikke værdig i et demokratisk samfund.
Jeg sidder nu, igen, og tænker hvornår livet vender og freden, eller måske endda livligheden igen får plads? Hvornår jeg, i mit profesionelle liv igen kan færdes frit og tale og turde uden at bekymre mig om optrin og andres oplevelse af denne mand der gør mit hverv så svært.
Måske er det nu, i lyset af folkemødet, at jeg skal genlære at give fanden i det og gå imod, stå imod, tage forsigtigheden af som en vinterfrakke og smide den i småt brandbart – ikke til genbrug.
Jeg ønsker mig en samfundsdrejet eftertænksomhed og forståelse for at vi som samfund både skal værne dem der er syge, ustabile og svære at forstå, men samtidig ikke lader det fylde så urimeligt meget i andres liv at livet bliver svært at fæstne i et samfund.
Jeg tænker uendelig meget på dem stalkes af tidligere kærester, eller nære. Det må være topmålet af rædsel. Min sag derimod bliver personlig når det går ud over min person eller personer i min nærhed. Også på gade og stræde.
Og vi skal også i debattonen og i den digitale dannelse huske på at den voldsomme hårdhed der går ud over folk og folkevalgte sætter sig som et ligegyldighedsfilter og det filter filtrerer fornuften og friheden fra. Ethvert menneskes frihed skal være ukrænkelig, det er ånden, men den ånd følges af ansvaret og fornuften, dannelsen og troen på at mennesket vil os det godt og at vi agerer gode medborgere ikke modborgere.
Og når jeg er færdig med at hyle, så hyr mig – til hvad som helst, i ånden af det at terror kun findes hvis vi ligger under for dem. Også selvom den kan mærkes og ikke forsvinder selvom vi ignorerer den. Livet ER til for at blive brugt imellem mennesker, ikke i skyggen af mennesker.
I al hengivenhed
Astrid
Tale om håb
Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag
Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?
Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.
Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”
For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…
Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.
“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!“
Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!
Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!
Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!
Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.
Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!
Godt folkemøde!
Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Tekst: Astrid Søe 2021 – Drillevise til debatten om forskning og frihed.
Hvad skal en forsker der ej må mene?
De Dahlske klunker de blir’ til sten.
>Det krænker<, råber på græsk Athene!
Jeg siger bare, det her giver men!
Neutralitet er en svær balance
en diplomatisk fortagsomhed
at holde professionel distance
at gribe fat, uden at tage ved.
Formidle viden, kritik og data
et peer-review der er mer’ end skod
opløse, ryste og finde kata*
forstå og tvivle er forskerens lod.
Og lad mig sige at evidensen
i forskning altid går op og ned
statistisk udregnet som potensen
anskueliggjort i tredje led.
Massere data og spørgeskema
et analytisk og kritisk syn
de vises sten som politisk tema
er forskerholdningen androgyn?
Nu er der kommet den store gene
at alt systematiseres straks
og når man ikke må noget mene
blir flueknepperen udtalt syntaks.
For når jeg taler om kærligheden
så blir jeg bedt om lidt evidens
genetisk data på det “forneden”
og lad os drøfte metoden imens…
For algoritmisk er foreskriften
rent teoretisk-metodisk sjusk
der refereres især til driften
og hvilket køn skal jeg kalde din dusk?
Ja, vel er mennesket viden værdig
en kildekritisk krakilsk krabat
Jeg spør’: Er afhandlingen nu færdig?
jeg tror sgu jeg går i cølibat!
Nu vil jeg bede i Folketinget
om I vil fyre min forskermand?
En orlov? fritstilles ubetinget?
måske jeg lyser ham selv i band!
Så Henrik Dahl, Messerschmidt tillige
giv mig en forsker der taler frit
tør vove livet, tør vælge krige
debat der sparker politisk skridt.
Jeg gider ikke neutrale tosser
en swingerklub af korrekte svar
for ytringsret – det har fan’me nosser
især når forskning har røven bar
Note: Denne vise er formasteligt udgivet uden Peer-review, akademisk metode eller forskningsbaseret evidens.
Note. vers 2, linje 3. Kata er et japanks ord for et formaliseret bevægelsesmønster.
“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”
Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.
https://epale.ec.europa.eu/da/blog/livslang-laering-og-dannelse-alle-er-grundlaget-demokrati
Nu vækker vi håbet for verdens vid,
nu grønnes modet og viljen forgrener
for verdensmål de er på høje tid
når bæredygtige svar de forener.
At turde det svære,
hinanden at bære,
at spørge, at lytte, at svare, at lære
//: Som fælles tarv. ://
At fællesskabstarv er at vælge til,
det fælles bedste der former og famler,
at opelske det som vi sammen vil
oplyst, oplive de måder der samler!
For skolen for livet
den er ganske givet,
et sindrigt aftryk i skæbnemotivet,
//: Opliv til lyst. ://
Oplive til lysten er åndens tro,
som trodser tvivlen og samelsker modet,
at stå ved hinanden, gi plads og gro,
at vide, vi dog er fælles om rodet.
Trods det, vi må lære,
det fælles at bære
i kærlig tillid til fremmet og nære,
//: i ord og skrift. ://
I ordet og skriften er livet ”os”
et mødested, der kan flytte og favne,
at lytte og lære og give los,
at kaste anker i fremmede havne.
Derfor er vi fælles
fra ung, til vi ældes
og bærer hinanden i det der fortælles
//: Som fælles arv. ://
Og fælles er arven vi efterlod,
en jord der sukker og alvor der knuger,
og da må vi kæmpe med fælles mod,
og være dem der håber udruger.
Når håbet det tvinger,
en lærke på vinger
og bliver et løfte, som ring på din finger
//: Af kærlighed. ://
Så værn om vor tillid, og frygt kun ej:
du er mit løfte til livet og færden,
den mulighedsmage som viser vej
hvor du bliver fri – Er frihedens verden!
Du står aldrig ene,
ved bautaens stene,
din samtid er ”os” og at turde at mene.
//: Opliv af lyst. ://
Melodi: Jo jo, gøjleri er en nobel kunst
Skrevet til Efterskolernes fællesforandringsfestival 2021
Man kan aldrig vide det – ikke før man selv prøver det. Det med nærheden, ikke en man har valgt, men en tvungen, en der bliver givet af statsministeren, som en gave, måske en hadegave. Måske en genhusker på hvad vi kan og vil.
Jeg er sgu ikke helt sikker længere.
Det virkede så pludseligt og overrumplende. Naturligvis for os alle, men for nogen af os, sådan nogle som os med en særlig udsat i husstanden virkede det som en dom om husarrest. En fodlænke uden tidsbestemt dom.
Marts. Landet gik i hi, bjørnen sover, bjørnen sover og vi skulle lade være med at hamstre toiletpapir, gær og frisk grønt. Lad være med at købe stort ind, det er for pinligt det der. Stop jer selv. Aldis grøntafdeling var tømt. Det lignede en polsk købmand i begyndelsen af 80’erne et sted i Krakow. Jeg stod som barn og stirrede på de tomme hylder, med mine krøllede dollersedler i lommerne. Jeg kunne få hvad jeg ville. Fattigdommen og madmangel gjaldt ikke mig, forkælede lille mig der bare var på besøg i landet og kom fra vesten. Vi havde det godt. Vi havde hvad vi skulle.
Men i marts var der tomt på hylderne i Danmark. Ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Der lå to hvidløg tilbage. Dem gad ingen have. Hvem gider stinke af hvidløg hvis man er ude i det sidste kys i lang tid. Det sidste kys med en man ikke skulle se længe. Vi vidste ingenting, bare at landet lukkede ned. Det var sgu alvor. Sirenerne hylede i ørene som var der luftangreb i krigstid. Nu skulle vi tage livet som det kom. At vi ikke ville kunne få svar på meget og at alt kunne ændre sig fra time til time. Det lød næsten for komisk med corona og man følte sig henledt til en billig strandbar på en charterrejse med en den sure øl. Ingen længe kom humoren tilbage til de fleste og coronaøllerns aktier steg som gale. Noget skal vi jo grine af. For helvede, ja, vi skal også grine – lidt i afmagt, lidt i tiden, lidt af tiden. Som når nogen dør og vi ikke kan finde den rette grimasse.
Jeg sad foran det ene pressemøde efter det andet og smugkiggede på min ældste søn. Han viste sig at være en af de særligt udsatte de talte om, en af dem der ikke må blive smittet. Hvad faen mente de med det? Han sad der- ung, dejlig og levende og lignede på alle måder blomsten af Danmarks ungdom. Når han rejste sig op, vidste jeg det godt, han stod lidt usikkert på benene, gik nogle få skridt, til køleskabet og tilbage igen. Der var ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Han satte sig træt igen. Han var pludselig ikke bare syg, men særligt udsat for smitte med en virus der kunne vise sig at være fatal for de der ikke tålte den.
-Nå, du, hvad så? Hvad tænker du om det her?
-Det der, det er ansvar, sagde han. Ikke så meget mere, bare at det der, der er… det er sgu ansvar.
-Ok, så, det gør vi skat. Jeg kunne mærke hjertet først helt oppe i halsen, så hamrende i tindingerne, kvalmen der steg og en ukendt hovedpine der skulle holde sig et år frem eller længere.
Ansvar er det bedste svar. Havde jeg været en mand og havde der været sne udenfor den martsdag, så havde jeg pisset det i sneen.
Et gult budskab. En skillelinje mellem os og verden.
En Trump-mur til at holde alle andre ude.
Jeg sad sådan rigtigt voksent og talte med familien. Sådan næsten som en nytårstale hvor man tager hul på noget nyt. Træffer valg, gør regningen op, henviser til Søren Kierkegaard og citerer Brostrøm, Mølbak og Frederiksen som var de tilflyttere i inderlommen og nogen man havde kendt hele livet.
-Vi går i hi, sagde jeg. -Fat det, tag det som det er.
Og de tog det som det er. Ingen slinger i valsen eller sure miner. Selvfølgelig går vi i hi mor, det er da klart. Ansvar og sår’n.
Jeg tvivlede på hvor længe det ville holde. Tålmodigheden, tilliden til myndighederne, kærligheden, nærværet, udholdenheden. Viljen til for faen at opgive alt for at værne én i husstanden. En for alle og alle for en.
Den 16 årige slog op med kæresten. Ikke fordi han var i lockdown, men fordi han opdagede noget om sig selv. Noget vigtigt om livet og noget om hvad der tæller og hvad der er rigtig kærlighed og hvad der ikke var.
Så sad vi der. Vi gjorde rent, støvsugede alt og alle, vaskede gammelt liv væk, vendte lommerne i frakken og fandt spor af dengang vi var en del af det omgivende samfund. Vi så film, tv, news, passede vores jobs online, passede skolen online. Gik ture offline, snakkede og spillede spil. Tænkte stort.
Jeg købte ind, som den eneste, med mundbind, før andre gik med mundbind. Folk stirrede vandtro. Slap af kælling. Nej, ikke hos os, vi slapper ikke af. Ansvar sgu. Ja sgu. Samfundssind og alt det shit der.
Det er en prøve på det at stå hinanden bi, at være hinandens nærmeste.
At holde ud eller som Grundtvig sagde engang: Det er at vi kan være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinandens som vi er. Nå ja, det er sgu lidt af en prøve.
Måske en trykkoger på nærheden, på at holde af og holde hinanden ud.
Min mand og jeg var på vej på en 5 år forsinket bryllupsrejse til Cap Verde den morgen Danmark lukkede ned. Nu sad vi på forlænget spilletid og havde bryllupsrejse et år frem. Vi havde hinanden, hinandens tanker, tillid, måde og væremåde at være i. Som en lille beholder med skruelåg og Tupperware holdbarhed. Hvad faen gør man så? Kan man leve hinanden når man er spærret inde? Kan man fastholde kærligheden, nærheden, holde ud og holde om, uden det omgivende livlige? Kan børnene klare det? Kan det omgivende samfund, venner, familie forstå det her?
Hen over sommeren var det nemt nok, der var frisk luft og frihed. Kold hvidvin og mulighed for at bade, både i havet og i hverdagene. Sommeren gav lidt fornyet håb. Det nærmede sig, det så bedre ud. Håbet lå som en lille fugleunge der voksede hver dag og ikke var bange for at de andre fugleunger skubbede den ud over kanten på reden, ud i det ukendte.
Vi havde endnu ikke fået pip. Vi holdt ud, vi holdt stand. Fuck hvor var vi ansvarlige og gode samfundsborgere. Vi forsagede alt og alle. Vinkede på afstand. Behørig afstand, lidt mere afstand end de andre tænkte vi. Vi sprittede glorien af med mellemrum.
De unge i huset holdt ud, de tog det roligt, passede deres, passede på. Passede ind i den nye tilværelse som klostergængere.
I hemmelighed længtes vi ud, men lod som ingenting. Det går over, det bliver godt igen. Giv tid, giv tid den nynner glad, og ryster de små vinger, giv tid, og hver en kvist får blad. Giv tid, hver blomst udspringer.
Det blev efterår, min mest elske årstid hvor jorden farves som hjertet. Livet går i sig selv, drejer mod mørke, men stadig holder fast i sig selv. Den modne tid der giver kuldegysninger og minder lidt om livets eget hjul og at døden kommer en dag, at den banker på hver dag gennem livet. Bladene faldt. Børnene havde fødselsdag – kun med os selv, for nå ja, hvad giver man en 20-årig i gave? Ansvar, fucking ansvar og lidt mere liv, lidt mere håb.
Vi klarer den sgu, bare vi holder os fra de andre. Hejser flaget og ser patriotiske ud, næsten honnør, næsten uden at tude i længsel efter at slentre ned ad Vestergade, gå over langebro med korte skridt, langsomt, trække vejret igennem, myldre ind i tivoli og grine højt af hinanden og mest grine med dem man møder.
Savnet begyndt at trænge sig på. Mest til de voksne børn vi ikke så. Vi gik nogle enkle ture med dem, på afstand. Ingen knus, ingen mærkbare fysiske rørende funklende særlige øjeblikke.
Kroppen – den er næsten ikke til at kende. Kroppen der altid vil strække armen frem til at give hånd, til et knus, til et klap på skulderen. Et kys på kinden. Men kan snakke kroppen til fornuft, man kan snakke herfra og til helvede. Den er svær at styre, men den tog det. Kroppen fattede det, det med ansvaret.
Pludselig blev den særligt udsatte syg. Feberen rasede, hosten, hovedpine, helvede på jord. Jeg hylede som en stukket gris. Hvordan, hvem, hvem helvede havde brugt virus ind i vores kloster, jeg skulede til dem alle sammen. Var klar med dødsdomme og alle verdens syv plager.
Covidtest, covistest igen. Negativ. Indlæggelse sammen med alle mulige andre der også lå og var mere bange for at blive smittet med covid end for det de fejlede. Hospitalet var underdrejet i stress og jag, panik og manglende personale.
Han lå hele tiden og sagde undskyld. Undskyld, må jeg bede om lidt vand, undskyld men jeg har ondt, undskyld med min medpatient på stuen er i smerter. Undskyld jeg ligger her, undskyld jeg tager en plads. De fandt aldrig ud af hvad det var. En virus, noget andet? Vi fik ingen svar, vi tog hjem, lettede, væk fra alle de syge, de potentielt smittebærende. Personalet der kæmpede sig igennem dagene. Vi stod uden at vide noget. Uden den fjerneste anelse.
Tilbage i ansvaret. Vi sad på kanten af stolene, vi sidder der endnu. Der er ingen pude, bare en kold, hård træstol. Det blev jul, det blev nytår. Det blev et nyt år. Vi pustede og stønnede. Elskede og råbte. Det havde sat sig. Ikke på den hårde stol, yderst, lige før man enten rejer sig og går eller dør måske. Det havde sat sig at sygdom kan ramme uanset hvor forsigtig man er. Jeg stirrede forskrækket på ungen igen og igen. Han så rolig ud, fattet, fint nok, vi bliver ved. Tag det roligt mor, vi klarer det her. No problemo, det er jo bare en tid, husk nu det. Alting kommer til den der kan vente.
Vi aflyste hans skemalagte månedlange indlæggelse. Han skulle have fægtet efter måder at mildne smerterne den måned, have fundet nye måder at klare det på. Nu lå vi der igen, på sofaen, på gulvet, på skyggesiden.
Det blev frost. Solen skinnede ind gennem vinduerne. Jeg gik, udenfor, kilometer efter kilometer. I sol, på solsiden.
Omkring mig døde folk. De gamle, de udsatte. Den ene efter den anden. Dem der skulle bære historien om os alle. Dem der satte foden hårdt i før os. Dem der gav min en arv at tære på. Hver dag kl 14 læste jeg dagens dødstal. Jeg tog afsked. Jeg sørgede for hver og en. Og samtidig tænkte jeg på den skrøbelighed der lå hjemme på min sofa. Det fine menneske, ham der tog ansvaret, ham der ikke gav op. Ham der ikke gik tur i frosten fordi benene ikke kunne bære. Ham der hver dag holdt ud og nynnede, giv tid, giv tid.
I de store byer demonstrerede de sure og sorte. Dem der ikke mente at vi skal lukke ned. Dem der syntes at det var gået for vidt. Jeg var rasende. Ikke fordi jeg ikke tror på demokrati eller retten til at sige sin mening. Det er altid bedst. Frihed? Nej folkens, frihed er under ansvar. Frihed ER ansvar. Jeg var skide sur fordi jeg sad yderst på stolen og så mine nærmeste tage det ansvar som livet kræver. Det at vælge fra. At turde hinanden. Ikke at give op men give tid. Tage noget på sig lige meget hvad det vejer. Fordi jeg sad der syntes de der gik march og råbte højeste at mangel fornemmelse for dem der ikke kan kræve frihed, fordi livet, sygdom, alder har spærret dem inde i deres egen krop eller tid.
Min mand som var stresset efterhånden, men alligevel holdt ud, lod håret gro så vi fysisk kunne se at tiden gik hvis vi kom i tvivl. Han sad troligt og så den ene Starwars film i sofaen efter den anden, selvom det virkede fremmet. Jeg mærkede en uudslukkelig taknemlighed. Kraften var med os, hvis vi spurgte yoda. Og hvem fanden kan man eller ty til i denne tid? Do ore no do – there is not ry!
Jeg er ikke i tvivl. De mennesker man bliver spærret inde sammen med, skal være nogen man kan udholde, det er kærlighedens trykkoger. Det er der livet tager ved. Det er et løfte til hinanden. Noget der er stærkere end statsborgerskab, medborgerskab, ægteskab – fordi det er fællesskab..
Vi kan ikke love evigt troskab, ingen ved hvad der kommer. Men ansvaret er det bedste svar. Det fundament der udholder alt, tåler alt, tror på noget der skal komme og finder sig selv efterhånden. Jeg finder mig en pude til stolen, rykker tilbage til ryglænet og synker ned i dvalen igen. Vi klarer den sgu nok, vi holder ved, vi holder ud.
Hey, drenge, kære ægtemand – elskede mennesker. Gider I gå ud og pisse i sneen. En gang for alle. Og alle for en.
Fortællingen er brugt til projektet “danmark fortæller” Corona fortællinger.
Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.
Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.
Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.
”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.
”Har du børn?” spørger jeg.
” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”
”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.
”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”
”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.
”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.
”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”
”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”
”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.
”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.
”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”
”Et hvad,” spørger jeg?
”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”
”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.
”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”
”Jo,” siger jeg medgivende.
”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.
”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.
”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.
”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”
”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.
”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”
”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.
”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.
”Hvorfor?” Spørger du.
”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.
”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.
”Du er ikke ret dansk,” siger du.
”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.
”Håber du får et godt møde,” siger du.
”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.
”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”
”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber
”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.
Vi er alle sammen i samme båd. Og den gynger en del mere end vanligt. Det er slut med ”Vi sejler op ad åen, Vi sejler nedad igen”. Nu synger vi alvor ind i hverdagene. Der sad et folk på en tømmerflåde.
Vi øver os i at vente, udsætte, mådehold.
Vi går og lurpasser den. Trækker vejret roligt. Dobbelttjekker om skuden er fortøjret forsvarligt.
Kompasset vender mod nord, men vi skal ingen vegne – endnu da.
Ingen Titanic panik her.
Hensyn, henstand, samfundssind
Coronakrisen har fået en unge. Vandet er gået. Ungen bliver ikke taget med tang, kejsersnit eller ender i kuvøse. Ungen går fra dag et – marcherer sortklædt med store skilte gennem de største af de danske byer.
Nogen brænder en statsminister af – ikke selve ministeren, men en dukke. En lookalike. Som en sankthans heks på vej til Bloksbjerg eller Dubai.
Vi er blevet uvenner. Vi er blevet splittet i meninger, fake og fucknews. Information, vacciner, hvad er op og hvad er ned. Mundbind eller ej. Samtykke til epidemiloven eller ej. Samtykke til grundloven eller ej.
Jeg har fået en ny rynke på næsen. Flere faktisk. Af at rynke på næsen over uenigheden. Slinger i valsen. En finger i halsen.
Vi er blevet uvenner. Sådan uforsonligt. Uden at nogen giver sig en meter. Demo for frihed? Fri til eller fra? fri som i din eller min frihed? Ansvar?
P.H. Kværner derudaf: Man binder os på mund og hånd…
Jeg fornemmer en vis frihed i at stå fast – bare beslutte at vi sgu nok holder det ud. gennemlever det uden men. Rolig nu, ingen slinger i saltlakridsen tak.
Det er ikke fordi vi ikke er øvede i at være uenige. Det er fordi det her glæder noget vigtigt. Noget med at tage ansvar.
Jeg tænker på om ikke den der smitteapp og samtykkeappen er lidt i familie?
Noget med at give sig hen til noget. Ja, fuck, det er gammeldags at give sig hen!
Hvem gør egentlig det mere.
Hengivenhed er måske ikke så moderne – alligevel holder jeg af den.
Som en erklæring til mig omgivende samfund.
Naivt? Enfoldigt? Eller folketro?
Jeg er ikke så bange for uenigheden. Jeg er bange for efterspillet. Jeg er bange for tillidsskredet. Tillidsbrudet.
Jeg er bange for at miste besindelsen selv – ikke over nedlukning men over dem der mistede besindelsen.
Lad dem demonstrere – lad dem råbe og gå klædt i sort.
Men lad mig være lydig, latterligt lydig. Næsten dydig.
Lad mig have lov at høre til dem der passer på, dem der bliver inde, lytter årvågent til pressemøderne, følger hvert et råd om påpasselighed. Husker tandtråd og gummi og gavmildhed.
Spritter hænderne flere gange. Lufter ud, siger nej tak til foretagsomhed og fest.
Jeg fryser af helvede til. Varmen i huset er gået. Jeg kan ikke ringe efter en håndværker. Vi er i totalt lockdown. Ingen slipper ud, ingen slipper ind.
Jeg skal bruge natten på Youtube. Lære at reparere varmen selv. Nogen skal jo for faen gøre det.
Det er lige så koldt her i huset som det må være at gå derude og demonstrerer. De ser noget kølige ud, dem der går og råber ciao Mette, ciao.
Uldne underbukser, uldne holdninger.
Nok til at strikke en sjælevarmer.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet.
Jeg tror det er ok – vi er uenige. Og hvad så? Eller seriøst?
Jeg skal heller ikke noget tiden. Og jeg skal slet ikke tage mig af demoer med sortklædte.
Jeg skal forsage avisen og alle dens nyheder.
Jeg tror jeg tager en lur, går i hi, går i kloster, går i gang med rynkecremen på næsen.
Måske går coronaen mig forbi. Måske.
Måske fikser jeg varmen. Måske fikser jeg klimaet. Måske fikser jeg håbet, troen og hengivenheden?
Der sad et folk på en tømmerflåde.
Nogle faldt i vandet, nogen svømmede, nogen blev stående.
Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
Den gamle Grundtvig er trådt til med juleprædiken 2020 da kirkerne holder lukket.
Link til juleprædiken
Ordet skaber hvad det nævner 