Men det gør sgu ik så meget..

Der er klumperne i sovsen,
der er dryp på lokumsbræt,
køleskabet er fra Skousen,
men jeg kører ikke træt,
selvom vasketøjet flyder,
bordet ikke tørres af,
er det nu alligeveller,
dig jeg holder meget af.

Der er glemte bryllupsdage,
der er indkøb uden vid,
der er kaffe, der er kage,
der er spild af rum og tid,
men det gør sgu ik så meget,
for du sender mig et smil,
sådan skævt og helt dit eget,
som en kærlighedsventil.

Der garagen fuld af skruer,
Black and decker til halvfjerds,
og en gæld der går og gruer,
en halvfærdig kryds og tværs,
men hvem drømmer vel om brunsvir’,
når du er mit et og alt,
sådan en man altid tilgir,
du jo den som jeg har valgt.

Der er hul i tag og træsko,
der er hængerøv og vom,
der er larm og ingen madro,
for du lader ik som om,
at forstå at det du flytter,
med det ene; du er dig,
det sgu nok fordi det nytter,
lige for sådan en som mig.

Melodi: Livet er en morgengave.
Tekst: Astrid Søe 2013

http://www.livsoplevelse.dk

INDTALING. LÆR LEG LEV

LÆR LEG LEV
INDTALTE ORD OM LÆRING.

http://soundcloud.com/mors-menageri/laer-leg-lev-tekst-og-tale/s-WF9TC

indtaling. Godmorgen, Godmodig, Godnat

Godmorgen, godmodig, godnat.
Klaver: Rasmus Borring. 
Tekst og tale: Astrid Søe 2013

http://soundcloud.com/mors-menageri/godmorgen-godmodig-godaften/s-vQlMm

At strække sig

Et stjerneskud er nattens dræ

 Tone: Septembers himmel er så blå
 Tekst: Astrid Søe Maj 2003

 At strække sig, som livets træ
 med sjældent håb mod himlen.
 Et stjerneskud er nattens dræ
 oplyser jer i vrimlen.
 Det lys kan bryde ensomhed
 og finde vej blandt alle
 med ét slog stjernen i jer ned
 og kærligheden kalde.

 At hænge livets frakke op
 på kærlighedens bøjle
 at møde én med nøgen krop
 og klædeskabets nøgle.
 At gense egne glemte spor
 i himmellegemers vandring
 at vælge liv, med et enkelt ord
 alt kendt, og dog forandring.

 Hvad kærlighed kan sige to
 med ord der sjældent glipper
 når tro og liv igen vil gro
 og hjertet ikke slipper.
 Et krav om nærhed, tillid, bod
 i håbets himmelsenge
 et nøgent møde med dit mod
 når stjernens gnister fænge.

 At gi’ hinanden livets sand
 et timeglas der tæller
 vort livsløb gennem vådevand
 hvor hvert et sandkorn ælder.
 At trodse død med kærlighed
 og vide den oplive!
 når livets sol en dag går ned
 vil jeres stjerne blive!

M.I.S.

Til Eleven:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket at vippe på stolen?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket en krølle på kjolen?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at være en ven der er god?
Har du husket at danse og synge?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket at hoppe og gynge?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket din bog og din taske?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket din mad og din flaske?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at gide de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

Til Læreren:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket fortælling og sange?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket at trøste de bange?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at læring i nærvær er god?
Har du husket at lyse og tænde?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket en verden at vende?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket dit ansvar og viden?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket omhu til tiden?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at tro på de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

//Astrid Søe 2013

Der findes en have

Der findes en have hvor håbet gror vildt
og træernes kroner gir skygge
der findes en have hvor modet er frugt
og vandet er næret af lykke
der findes en have hvor troen er fri
og viljen er grene der bærer
der findes en have hvor kærlighed gror
og mennesket altid vil være.
Der findes en have hvor liv avler liv
og ingen skal sulte og tørste
der findes en have hvor hjertet gir lyd
i kærlighed du er den største.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

#Frugtsommelighedens gave

Gækkebrevtiden er inde ;-)

😉

Ønske

Når lykken den læner på nye der gror

Når livet forståes i knæhøje ord
Når dagen betyder et ja og et vil
Og fremtiden byder sig velvilligt til
Når rejser begyndes og mod ruges ud
Og ønsker er fanget i stjerneskud
Da kender man håbet som var det et barn
Man bærer i livet og siden på arm.
//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

I november…

Novembers strejf af lys 

 Tone: Bjarne Haahr hvis du ikke rigtigt tror
 Tekst: Astrid Søe

 I novembers strejf af lys
 Genopleves sommerens gys
 Og hvor bladet rådner stille hen
 vi dufter den igen

 Efterårets ro og mag
 Lægger livet lag på lag
 I et sylteglas med sløjfe på
 Til vi igen opstå

I et åbent forhold med danmark.

Elskede Danmark.

Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.

Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.

Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv?  Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.

– Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.

Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.

Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.

Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig – men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!

Elsker dig –
Din Astrid