Drømme kommer altid først

Der er store folk der tænker
Stort om stor og større, størst
Fart er ikke no’et man sænker
Det er om at komme først
Selv den dybeste tallerken
Var engang en tanke blot
Ikke enten eller hverken
Smed mens tanken den er hot

Det skal sættes ind i skema
Et budget og revision 
Koge ned og finde tema
Møde plan på diktafon 
Overslag, prospekt og planer
Bankforbindelser og pris
Overvejelser der baner
Vej til både ros og ris
Så de store tænker stort
Hjernen den har vokseværk 
Jeg er blot en lille lort
Hverken kæmpe eller stærk
Det er svært at tænke større
Tænker jeg og går min vej
Jeg vil meget hel’re gøre
Tankerne til større leg
Men alligevel så er jeg 
Større end de store folk
Det er mig der skaber vejen
Jeg er barnedrømmens tolk
For de store drømte større
Dengang de var ganske små
Hængte tankerne til tørre
Siden bygge ovenpå
Når man er en halvlang fister
Blot et barn og fuld af sjov
Så slår store drømme gnister
Slip nu tøjlen og giv lov
Der er bitte små der tænker
Stort om stor og større, størst
Fantasi har ingen lænker
Drømme kommer altid først

//Astrid Søe 2013

Hyldest til børns tankemåde og banebrydende ideer

7-9-13 Det er så yndigt at følges ad

Det er så yndigt at følges ad 
Mel.: C.E.F. Weyse 1833
Det er så yndigt i tro og tal
for to, som gerne vil regnes sammen;
for 7-9-13 er heldets valg
i kærlighed og i kuglerammen;
I overtroen
vil numerologen
jer skænke roen
I kærlighed.

Det er så herligt at stole på,
vi har en dato, som alting mægter,
vi den ej glemmer, når vi er grå,
og tal der rækker til tusind slægter;
I overtroen
vil numorologen
jer skænke roen
I kærlighed.

Det er jo summen af alle ja,
at små og store har ét i sinde,
om tallet end læses for og bag,
er kærligheden så smuk at finde;
Det er dog gammen
når kuglerammen,
sir 2 og sammen
I kærlighed.
//Astrid Søe 2013

Brev til mit Syriske barn

Der er tusind for og imod’er omkring Syrien. Omkring det at gå ind eller stå måbende til. 
Der er tusind for og imod’er hver gang vi overvejer om krig er svaret på krig. 
Om vores næstekærlighed omfatter et globalt eller nationalt livssyn.
For det er for og imod der river vores lunger til blods i en demokratisk debat om vores omverdens stridigheder. Engang var det os selv der sukkede efter “Det var en morgen som tusind andre” og lærken lettede og vi var lettede, i forløsning af fred. 
En udefrakommende fred. 
En hånd der rakte os frihed og løste de snørende bånd. Det var vel en hånd der bar samme religiøse sprog som vort, men en hånd der i de timer ikke talte andet sprog en det globale “fred være med jer alle” “shalom” “peace” “salam”. 
 
Vi bærer alle kim til krig og kim til fred. Vi sår, vander og høster som vores historie og samtid fortæller os og opdrager os til. Går vi ind til vores nabo, i tillid og tro på at vi er velkomne, da er vi oftest velkomne. 
Går vi, med tvivl og mistillid, er kæden sat for døren og et misbilligede blik er det vi møder gennem en sprække i døren. 
 
Om morgenen står vi op, ryster søvnen og drømmene bort. ” Kom, lær mig noder til, det håbets strengespil” og våren tager vi med, som lærken. Vi kalder det mange navne som et kært barn, vi bærer på armen, i omsorg. Vi døber det demokrati. Sameksistens. Vi vil forstå og fortætte det at spørge, i tillid til hinanden og lære at bøje os for flertallet. Uagtet om vi enige. For grundholdningen er stadig den samme. En hengemt følelse og at blive holdt i hånden når man har været bundet som træl, i en krig vi stadig ikke begriber.
 
Ved kakkelbordene, under Amagerhylden og på Ikea sofaen, sidder et menneske og prøver at forstå en konflikt, en spirende vår, et stykke land, en kultur, folkeslag, religion og historie som hører Mellemøsten til. Vuggen til vor tids dåb og sprog. Et stykke historie vi deler, langt tilbage i tågerne og wikipedias endeløse fortætninger. Eksperterne der som tordenskjolds soldater toner frem og forsøger at oplyse. Men det er mørkt. Det er fimbulvinter. Det er ubegribeligt. Men vi prøver og prøver, overvejer, måler dagens handlinger med tommelstokken med tommerne slår ikke til.
 
Som at sidde ved en flodbred og håbe at finde guld, med en si, med sten og sand. Og når alt er vasket bort i det nær frysepunktet kolde flodvand, så ligger der ingen guld. Så ligger der de vises sten. 
Sten der er drøm om tro, håb og kærlighed. Det universelle mødested. Det vi smelter om, i vores daglige virke med hinanden og ikke mod hinanden.
 
I Danmark leger vi med de store, dem fra niende der både smugryger og tuner deres knallert. Vi vil være en del af “handlekraftens øje” og der, i det blik, på brejdablik, kan vi se at ligemeget hvem vi leger med så higer vi, barnligt efter en hånd at holde, en skulder at læne på, et kys af forstand.
 
Senatet skal stemme, demokratiet skal tale, og trykke på den røde knap. Ingen alene skal drage af natmørkt hav.
Og imens ligger der i en seng, en mor og en far og holder om deres lille barn. Et kærlighedsbarn. Er barn som uroligt trækker vejret i søvnen efter en dag hvor det har set lig og krig i de gader hvor det engang legede “en to tre krone for mig”. Nu ruller krigen og frygten mellem husene og ingen åbner døren i tillid.
 
Det er det ene barn til hvem jeg sender min fred, mit håb om frihed, mit håb om at du vil overleve og gro og en dag lille barn vil du holde en hånd og løse en knude når mit land stanser i våde. Du lille barn er mit barn af hjertet. Og du bærer kimen. 
Alt er for og imod, mit barn. Alt, foruden et der står fast; kærligheden.
 
Jeg forventer dit komme, hvis ikke jeg henter dig først. Det er jo mig der er den voksne. Det er jo mig der skal holde hånden over din pande og give dig fred.
 
Ærbødigst
Astrid.

Lineært, min kære Watson, Lineært!

Lineært, min kære Watson, Lineært!

Se så, nu begynder vi/ I al sin glans, nu/ for det gælder om at finde den ide, for hvilken du vil leve eller dø/ det var mageløst/ thi lykkens dør går udad, ikke ind/ menneskelivet er underligt, langt mere end vi kan beskrive/ nu skal det åbenbares, at gammel kærlighed/ du har bestemt selv engang set det/ fuldkommenhedens bånd/ langt borte herfra, der hvor svalerne flyver hen/ hvor lærken er glædens læremester/ Kærlighed alt sit udrette/ men det var kun et øjeblik den hørtes/ ved at blive sig selv, overfor det andet menneske/ det er så yndigt at følges ad/ til stor ære og værdighed, men ikke uden efter lang og megen viderværdighed og livets farlighed/ at vove er at tabe fodfæste en kort stund/ det er at vi kan være hinanden som vi er/ jeg vil være noget/ sige du til mig selv/ som kærligheden selv/ – ja det var det utroligste!

f(ax) = af(x) (homogenitet)

Lånelinier af H.C. Andersen, Kierkegaard og Grundtvig.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

Sæt nu jeg elsker dig

Sæt nu jeg elsker dig.
At vågne
med et sæt
og vide at det er muligt
at jeg har sat mig
hos dig
i det
utænkelige satte
sæt dig selv
og se
for sæt nu
jeg elsker dig
//Astrid Søe 1992
# Fra rodekassen

Valg til Kommune og Regioner – November 2013

I Danmark er jeg født
Tekst: Astrid Søe 2013, frimodigt efter H. C. Andersen, 1850
Melodi: Henrik Rung, 1850
I Danmark er jeg født, der skal jeg stemme
og vælge mig en vej i politik.
Min stemme sir hvem der skal loven tæmme,
skønt nog’n for lidt og nog’n for meget fik.
Du danske politik,
Med udvalgsråd og møder
Med flid og hidsighed når tungen gløder .
Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
I Danmark er jeg født kan jeg fornemme,
Med demokratisk ævl og kævl og ånd
Et gammelt rige, må man ikke glemme,
Hvor skikken er at holde alles hånd.
Du danske lille land,
opdelt i små kommuner, –
med udligns økonomier der luner!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
Engang når det er blevet kold november,
så går jeg ind i stemmeboksens skjul,
og sætter mig et kryds, skønt tvivlen kæmper,
hvad er reelt og hvad er bare sul?
Kommune, Region;
med kløgt modtage min stemme,
jeg blir og minder dig om alt du glemme!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg skal vokse,
hvor jeg tar del og gir, og tar og går,
din skæbne bliver til i stemmebokse,
hvor nye folk blir tilvalgt år for år.
Du folkestyre land,
pas godt på hver en stemme,
for ude godt, men frihed det er hjemme!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
(Kunst skilderi venligst udlånt af Jacob Sørensen, Aalborg)

Bedstes første sygedag



Nogle gange fornemmes et gammelt samfund som korpus af moderen fra “what’s eating Gilbert Grabe”. 
Urokkelig og fortærnede både fornuft, fremstød og liv, siddende uden mulighed for at flytte sig, på sofaen. 
Forslag på forslag serveres for fruen, men det er som om korpus er så sat at end ikke en friluftsdelle har en mulighed for at flygte.
I dag foreslår de konservative “bedstes første sygedag”. 

Medmenneskeligt og fint nok, det er der enighed om – men korpus kan ikke flyttes. 
Organerne er klemt mod hinanden og fedtet ind i fortidstanker. 
Den gamle skude har lagt til havn og der dufter af ophug. 
Rettidig omhu, kunne man fristes til at sige. Omhu med den menneskelighed et samfund handler om. Nogen må kravle op i vandtårnet, vove livet og råbe højt og frimodig. 
Jeg holder meget af det danske, af kulturen og fornemmelsen for øllebrød og plads til os alle. 
Men kære gamle fedtbjerg. 
Du trænger til lidt frisk luft, lidt motion, lidt Kierkegårdsk gåtur omkring middagsbordet. 
Måske er din organisation blevet så selvfed og sat at den svært bugseres rundt, men jeg tror på dig. 
Vi står her nede i kælderen og afstøtter dit fundament. 
Det ville være klædeligt om du gad afprøve om plankerne holder endnu. Ikke de lakbesejlede, men de rå og splint lovende.
Jeg vil gerne passe min bedste, mit barn, min nabo og mit job. 

Jeg tror godt vi kan finde en løsning hvor både menneske og samfund er mulige. 
Se, det ville være fedt!

Ung Dom

Melodi: Thorvald Aagaard 1922 

Tekst: Astrid Søe 2013

Jeg elsker den brogede ungdom
trods al dens nød og strid;
de bygger ikke kun i Rom
og dannelsen den tar tid.

De snakker om unge der fejler,
om dårskab, griskhed og vold.
Men intet under de stejler,

når vores forventning er kold!

Jeg har grædt, som andre, af smerter,
Når natten raseres af vold, 

Prinsesser har ingen ærter,
Når bælgen er rå og gold.

Var livet en dans på roser,
Hvis vi mon tog bedre imod?
Hvordan får man grønne hoser,
hvis næsen siver med blod?

Fred må der til, skal landet gro,
En mellemfolkelig bro,
et mødested i liv og tro,
Der vidner om folkero!

Og derfor tror jeg på livet
På tro, kultur og på vid;
Vær stolt i det du blev givet,
vær skabelsens ungdomstid!


#til de mange forstødte unge af både dansk og anden etnisk oprindelse. Fred!

Udvisning

når dagens aviser
de viser
udvis
så leder man efter fornuften,

for noget
er gået
i mismods forfald
og lungerne tømmes for luften,

for nogen de elsker
en anden
end
dansk,
men ingen forstår de skal blive,

da udvandrer tillid
for altid
iblandt
et folk der bør rumme og give.

//Astrid Søe 2013

#Hjælp Yen Ngoc og Kenneth Iversen

http://www.tv2oj.dk/artikel/161119:Aarhus–Udvist-paa-grund-af-uddannelse

http://www.washingtonpost.com/blogs/worldviews/wp/2013/03/21/a-fascinating-map-of-countries-color-coded-by-their-openness-to-foreigners/

Gennem, grundet, mellem, midt. Sang om Danmark.

Vi elsker vort land,
året rundt, kvinde, mand,
når hver dansker står op og tar livet på nakken.
Når vi knokler og får,
gråsprængt stænk i vort hår
Og går glade i banken der render med takken ;
når ikke vi jobber og brokker og spiser,
så når vi til Tyskland hvor biler vi leaser:
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken nær,
midt i nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Misunder sig gul,
Gennem krise og sul,
Gennem regnen og gråvejr der ganske forkøle,
når det stormer fra vest
På en sommerhusgæst
Og en festival bøjer sig ned gennem søle:
vi synger om solen og varmen og vejret,
vi glor efter storken og pisser i gadekæret,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken kær,
mellem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Med burhønse ånd,
og med dankort i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod gæld og mod lån
tripper dansken på tåen
når vi prøver at spare for lånet at vende:
hver by har sin drøm, og hvert folk sine måder,
hvad samler det danske behæftes med gåder,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken sær,
grundet nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Roulade og skat,
H.C. And og hans hat!
Vi må tegne Muhammed og tygge på Gud og medister,
Vi må vælge og tro
bryde ned, bygge bro
længes efter at klinke med svensk Karlsons klister!
Lad tiderne flytte, lad regnbuen lyse,
lad frisindet nå der hvor Rusland de gyse:
– For trods omskift i vejr
Er det folket der bær,
gennem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
//Astrid Søe 2013 www.livsoplevelse.dk
melodi: Vi elsker vort land. P. E. Lange-Müller, 1885