Nogle gange fornemmes et gammelt samfund som korpus af moderen fra “what’s eating Gilbert Grabe”. 
Urokkelig og fortærnede både fornuft, fremstød og liv, siddende uden mulighed for at flytte sig, på sofaen. 
Forslag på forslag serveres for fruen, men det er som om korpus er så sat at end ikke en friluftsdelle har en mulighed for at flygte.
I dag foreslår de konservative “bedstes første sygedag”. 
Medmenneskeligt og fint nok, det er der enighed om – men korpus kan ikke flyttes. 
Organerne er klemt mod hinanden og fedtet ind i fortidstanker. 
Den gamle skude har lagt til havn og der dufter af ophug. 
Rettidig omhu, kunne man fristes til at sige. Omhu med den menneskelighed et samfund handler om. Nogen må kravle op i vandtårnet, vove livet og råbe højt og frimodig. 
Jeg holder meget af det danske, af kulturen og fornemmelsen for øllebrød og plads til os alle. 
Men kære gamle fedtbjerg. 
Du trænger til lidt frisk luft, lidt motion, lidt Kierkegårdsk gåtur omkring middagsbordet. 
Måske er din organisation blevet så selvfed og sat at den svært bugseres rundt, men jeg tror på dig. 
Vi står her nede i kælderen og afstøtter dit fundament. 
Det ville være klædeligt om du gad afprøve om plankerne holder endnu. Ikke de lakbesejlede, men de rå og splint lovende.
Jeg vil gerne passe min bedste, mit barn, min nabo og mit job. 
Jeg tror godt vi kan finde en løsning hvor både menneske og samfund er mulige. 
Se, det ville være fedt!