Skrevet den af ASTRID SØE

På kanten af et efterår

Nu finder jorden form og frugt,
og tågedis af ælde,
i hver en dråbe på et blad,
er liv der vil fortælle,
mens skyer driver uden mål,
og solen leger gemme,
tar løvet skift af brand og bål,
i overgangens stemme.

Astrid Søe 2012 – på kanten af et efterår

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

At digte med børn

 

At digte med børn er at digte om dagen
for børn går oftest lige til sagen
en digter kan sidde i mulm natten lang
og fifle, regere med vers og med sang
men børn går til fadet og råber i kor
et komma, vokaler og her nok et ord
hvad rimer på glæde og kat og forstand?
det ved alle børn, fnis og grin.. Tissemand!
de råber om kap og har ord til enhver
og alting er nemt, for ordene bær
når børn digter løs, utvunget af lyst
opelsker de sprog og finder en ryst
der bærer på livet og glæden især
så digt kun mit barn, når livet er nær.

//Astrid Søe 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Huskeord for Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen. død 5. september 2012

Valgmulighedspræsten.

 






 

Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.

I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.
Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.
Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.
 
 

Tro betyder tillid.

Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.
Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.
Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.
Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.
 
 

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.

Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i “Surmule med mælk på” alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at “byen” ligger i Sdr. Nærå.
Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.
Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.
 
 
Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.
Tak for dig.
 

Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.

Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00

http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Håb på min pude

Tak til de unger der leged i går,
og glemte lidt håb på min pude,
det satte et aftryk som minder om vår,
jeg så det i spejlenes rude,
for der hvor en rynke så vanligt har fat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
for håbet det er – en beholder.
 
Lille skriv om at vågne sovset ind i bolchet håb, som hulebyggerbørn i himmelsengen havde lagt som tak for lån

 
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Efterårsnat i August

Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Dommen over den der tog..

‎21 år for at være en borger der tænker ud fra en øde Ø’s synsvinkel. Et lille punktum for retssystemet, men et stort punktum for menneskeheden!

Må vi andre nu stå sammen om hinanden, på tværs af religion, på tværs af politik, på tværs af kultur – som et modsvar på Breiviks metode mod demokrati og menneske. Et modsvar der rungende lader klokkerne ringe for menneskeligheden.
Lad os tro på at vi sammen, trods forskellighed, er en helhed som udmåles i vores gode omgang med hverandre.

Vi skal aldrig blive som Breivik og andre terrorister
– golde isolerede tankemæssige enegængere –
men vi skal være fællesgængere for en fremtid af virke og værdi i og med hinanden.
Sørg hvor døden truer, smil hvor glæden gror. Forvar had og fjentligt enegængeri.

——————————​——–
 Ingen er en Ø.

Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
 Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
 Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
-Hvem ringer klokkerne for
-de ringer for dig.”
 (John Donne 1573-1631)

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Upassende links

Kære Blog læser!

Noget er gak gak hos Google!
Det ser ud til at der er noget inde i systemet der linker min blog til en upassende side ude i cyberspace..
Jeg kan ikke komme i kontakt med google weekenden over og beklager derfor hvis du bliver vildledt ind på en side der er ganske grafisk ud i det menneskelige.

DET HUER MIG IKKE!

Håber at få fat på google mandag og udredt sagens natur.

Go dag!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Træd varsomt

Træd varsomt og vær
på livet så nær
at nuet det bær
den drøm du har kær
 Astrid søe 2012
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

En sang til "Det forsømte forår"

Melodi: Er lyset for de lærde blot, Thomas Laub, 1919
Tekst: Astrid Søe 2012

Er stenen flyttet af en hånd,
der kaster eller knuger?
er bålet tændt af kærlig ånd?
er flammen en der truer?
er livet vendt mod verdens tro?
er døden en befrier?
et forår giver ingen ro,
når hele verden tier.

Er det vi skabte uden krop
når ingen har en stemme?
Det tavse sprog det siger stop
og fremtiden fornemme.
Et demokratisk folkefærd
er fejet over kloden
at sige fra, gir livet værd
for nu er tiden moden.

Der går en mand med store ord
og summer livet sammen
en melodi af folkemord
er fyld i fjedderhammen.
En krop der ligger kastet bort
i søgen mod det frie
når holdning mødes hårdt mod hårdt
et forårs indre krige.

Et land er gammelt, et er nyt
men mennesket forbliver –
stå fast i det og lær og lyt
det mod og mening giver.
Tag føjeligt en andens hånd
og find det sprog der vinder
sæt fri og løs det stramme bånd
til friheden den binder!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.
Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.
Det sker at en himmel kan favne de ord,
den fandt mellem ørkner og sletter,
i det vi ej kendte oplyses i nord,
et genskær af sommerens nætter.
//Astrid Søe 2012
http://www.astridsoe.dk