Skrevet den af ASTRID SØE

Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.

Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
– Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler… (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.

Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Et oplyst folk er aldrig nedderen! Grundtvigs fødselsdagstale til ungdommens folkemøde 2016

Fødselsdagstale

Man har fødselsdag.
233 år har man langtidshævet fødseldagsbollerne og ventet på at ungdommen ville komme på selve dagen.
Man kunne nok påstå at den gamle blot kunne være her i ånden, men så længe ånden er fri er alting stadig godt.

Man bør vide at ”Ordet skaber hvad det nævner” og dermed betyder de delte ord mellem mennesker noget i den enkelte.
Ungdommens folkemøde er også ordene holdeplads.
Man vil forsøge at genhuske og opdrage til at demokratiet er en stædig samtale mellem mennesker.
Og vigtigst, en samtale er aldrig er færdig.

Hver generation sin nye måde at vælge og være i verden på og sin egen måde at drive samfund og politik.
Fælles for de sidste 200 års generationer er mødet med den ligeværdige samtale
Man kan måske som ung tænke sig uvidende og holde igen med spørgsmål og tanker, men dog ved vi at netop det at spørge ud og turde blande sig i hverdagens ord, er demokratiets rede.

Vi er vel nået langt siden jeg sad på studerekammeret og sukkede efter friheden til ordet.
Siden blev det danske folk ad åre både oplyst, oplivet og opelsket til åndsfrihed.
At tanken og samtalen er fri er dog livets fylde.
Nok kan man fylde sin dag med ord der ikke har betydning eller man kan modsat forsøge at gøre sig umage.
Om man skulle citere ”folkeklubben” må man ikke være en fedterøv med ordene.
Ordet mellem mennesker er også ungdommens folkemødes grundlag.
At tage debatten, samtalen og gå oplyste herfra.
Ikke oplysning fra skoler, fra organisationer, fra politikere, men oplysningen mellem ungdommen og det etablerede virke.

De ord I selv bruger og siger i dag, er morgendagen lovforslag, morgendagens opdrag.
Man kan fristes til at blive derhjemme og sidde bag sin skærm og følge debatterne og putte med ordene.
Måske smide et like eller snapchatte en stump virkelighed til en ven.
Men det er ikke nok i en verden af mennesker.
Der skal ord og kød og gensidighed til.
Derfor dette folkemøde og derfor dette at mødes i kød og blod.
Gerne så tæt at man fornemme om der er god eller dårlig ånde.

På denne dag har den gamle Grundtvig taget fødselsdagsgaver med.
Måske det giver visse lignelser til tandplejen, men det er skam en endnu mere alvorlig sag.
Man husker nok tilbage i begyndelsen af dansk reklame på tv hvor stimorol havde en reklame for tyggegummi.
Man så selveste Gud tone frem på skærmen med langt hvidt skæg og hvide gevanter, stående på en sky i himmelen.
Gud var igang med skabelsen af mennesket, men havde visse vanskeligheder.
Gud blæser liv i de løjerligste skabninger
Først Dame Edna, dernæst Hitler.
Det går op for Gud af han har dårlig ånde og og det går ikke, selv for Gud.
Heldigvis kommer der en engel baskende ned med en pakke tyggegummi.
Gud har genoprettet mundhygiejnen og blæser nu liv i Adam.
Ikke den helt bibelrette udgave, men en Adam med figenblad og elguitar.
Man kan skildre gud med dårlig ånde, det var den åndsfrihed vi kæmpede for for 200 år siden, men en nøgen Adam, den går ikke, i tv reklamers censur.
At skildre Gud med dårlig ånde er åndsfrihed.
Det at vi i religionen ikke frygter og ikke behøver censurere er åndsfrihed.
Det at vi må tale hverdagen med i en prædiken og skildre det guddommelige i hjertesprog.

Vores frisind er præget af den 200 årige historie hvor vi gradvis har lempet på ordet og taget også troesspørgsmålet i ed som en skildring af mennesker for mennesker.
Menneske først, hævdede jeg for længe siden og kristen så.
Man må have anelser om menneskelivet for at forstå hvad Gudsordet vil.
Således har oplysningstankerne og friheden opelsket også vores religiøse sprog.
Taler man frit fra hjerte, taler man tilliden frem.
Det være sig overalt hvor mennesker færdes, iblandt.

Taler vi livet og mennesket ned, bliver vi små og mister vores grundfæste i os selv og hinanden.
Man hører ofte om både ja og nej hatte.
Den gamle her er nok mere til frihedshatten.
Den rummer dog måde ja, nej, tvivl, tillid og kærlighedens væsen.

Måske er vores tid blevet for brat?
Måske er vores stålsatte, målbare måde at leve sammen blevet en fløjkrig af ja’er og nej’er.
Måske er skolens og gymnasiets pensum blevet så fast en borg et de store spørgsmål ikke længere har plads at stilles?
Måske er tidens mantra sikkerhed. At være så ganske sikker i sin sag at man kan bøje et argument i neon?
Skråsikkerhedens tidsalder?

Alligevel tales der om en ungdom der kommer tvivlen i hu.
At vi må famle og fornemme, spørge og lede og søge.
Hvor finder vi da svaret?
Jo: Ask Grundtvig, not google!
I frihedens ånd. I den levende samtale mellem mennesker.
Deraf fødselsdagsgaven i dag.
En tandbørste der kan bortmane den dårlige vrede debat og genindføre den stædige samtale.
Dårlig ånde giver dårlige samtaler.
Tandplejen ville have sagt at man bør huske karius og baktus: Vi vil ha wienerbrød, vi vil ha wienerbrød.
Hvad karius og baktus mente, vil Pastoren her holde på, var at de råbte: Vi vil ha vin og brød
Nadveren, selvsagt.
Det at man deler noget i fælleskab, som vi kender det fra det nye evangelium.
Evangeliet er blot ord, myter der er gået fra menneske til menneske.
Evangeliet er dermed levende og bøjeligt. En samtale man tager i fællesskab.
Vi debatterer i denne tid hvorvidt ånden er under pres. Ikke flaskens ånd og men folkeånden.
”Folk hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig?” dette spørger jeg fortsat om, og særligt det det unge opdrag.
Man svarede selv på spørgsmålet tilbage i 1848: til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil!
Nu slås de politiske partier om ordlyden, men den gamle er ikke i tvivl om eget tryk.
At være et menneske i et fællesskab som et folk kræver åndsfrihed.
Fællesskaber er kun sande om de være ganske frie og dermed tanken fri, mennesket frit og troen fri.

Man kender det fra skolen. Nok er man tvungen til at være i en klasse, men dog fornemmes glæden først det øjeblik man selv vælger sig frit og frimodigt ind i sammenhængen.
Om man sidder med ved bordet er ikke elevens valg, dog er dette at åbne munden dog elevens eget valg.
Der kræves frisind for at vælge sig ind i et fællesskab.

Frisind er en løjerlig størrelse. Det betyder at være åben for nye tanker og sammenhænge, også selvom man ikke nødvendigvis er enig.
Er dansken frimodig og frisindet – spørges der iblandt?
Ser man på ungdommen tænker man nok at frisindet lever, men hvad er dog frisindet i grunden.
Kontrasterne i samtiden er ganske store.
Man forstår at samtiden unge er ganske optagede af den enkelte og den enkeltes mening.
Alligevel vil enhver lille dreng helst være, ikke brandmand, men youtuber.
Hvorfor spørger man sig selv, jo.. det er vel ganske indlysende. Man ønsker at give en stemme til fællesskabet der rækker ud, helst ud over det danske og ud i verdens vrimmel af mennesker.
Ikke blot herhjemme sidder poderne foran lyskassen og drømmer sig ind i frisindet, men også rundt i selv de mest trængte lande hvor frisindet ikke har samme kår.
Måske har vi glemt vores arv og er begyndt at tage den for givet.
Det med friheden som vi gennem flere hundrede år har kæmpet for.
Ej blot friheden til selv at mene, men også friheden til at andre mener noget vi måske ikke bryder os om.

Vi mundhugges i det menneskelige rum, som vel nutiden kalder de sociale medier.
Vi skælder på mindretallet og glemmer at vi selv til tider er i mindretal.
Ved middagsbordet, i familien, i skolen, blandt vennerne.
I samfundet er vi dagligt i mindetal.
Vi har mange grupper der føler sig forladte og små.
Mange troesretninger der føler et tryk af tiden åg.
Dansken er et foreningsland.
Vi melder os ind i fælleskaber og finder rod og mod.
Alligevel taler vi hos ungdommen om en ensomhed der stærkt går igen i hverdagen.
Det kræver mod at mødes med det andet menneske, særligt hvis man ikke er som normen. 
Hvis man er i mindretal, eller tror man er det.
Vores åndsfrihed er netop et møde med også mindretallet. Det at kunne vælge sig ind i et folk, uagtet hvad eller hvor man kommer fra, hvad man tjener, hvilken uddannelse man har, hvilken troesretning, holdning, figur eller form.
Friheden i et folk er rummelig og på den bygger vi land og samfund.
I dag i søndermarken vil ungdommens folkemøde genlyde af åndsfrihed. 
Ånden fri, men hånden bundet! Af friheden til at færdes som menneske, men holdninger og meninger som ingen, slet ingen har ret til at holde under pres.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når ingen tier eller siger for lidt.
Den gamle ønsker ungdommen et godt åndsfrit folkemøde!
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Engagementets dannelse. Sang

Engagementets dannelse 
Højskolepædagogisk konference #højpæd

Tekst: Astrid Søe (sang udgivet på Twitter som “N. F. S. Grundtvig” @grundtvig) 2016

Melodi: J. P. E. Hartmann, 1868
Nu skal det åbenbares,

i rent engagement

om dannelse forklares

i frihed eller tvang?

Er borgerdyd en gåde?

Et oplyst frø vi såede

i frihed eller kald?


I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
et møde med forstanden
og vilje til hinanden
et samfunds delte lid.
Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
Hvor mund og mening mødes
kan hjerterne opblødes
i livsoplyste syn.
Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
I lydhørhed er livet
som kjærligheden givet
samhørighedens kys!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Fastnet på Frederiksberg

Jeg sidder og arbejder i en smuk gammel villa på Frederiksberg.

Sådan et sted hvor tiden er gået i stå.

Kun bogreolen sladrer om de sidste to tre årtier. Og politikken i postkassen med dagens hovedbrud, politiske presseveer og hverdagsbeskrivelser som minder om at vi er i 2016.

I stuen står et lille bord. 

Der er ikke hæve/sænke funktion. Der er ikke blændhvid lak. Der er træ og tyngde.

Ved bordet står en stol. Lidt for lav, ikke særlig magelig. Den stol har stået der i årtier. Samme sted. 

På bordet ligger en blok.

Blokken er blank, og alligevel ikke.

Der er trykmærker efter blyanter og kuglepenne. Man kan nemt læse hvad der er skriblet for længe siden.

Engang da jeg var barn brugte min bror og jeg en hel efterårsferie på at lave papirsmønter. Vi lagde pengene på bordet og papir ovenpå. Skraverede med let hånd hen over mønter og papir hvorefter mønten trak frem og et perfekt aftryk var lige til at klippe ud og lege med.

Jeg gik ned til købmanden og han legede med. Jeg købte lakrids. For mine papirspenge. Fantastisk børnevenlig købmand.

På blokken på bordet på Frederiksberg er der en halv aftegning af en mønt.

Nogle telefonnumre, nogle navne, indkøbslister. 

På bordet står en fastnettelefon.

Den virker. Den lyder som den skal. Ventetone. Den følger ikke med mig når jeg går. Den hænger fast i et gammelt ledningsnet og står statsmandsagtig og tier.

Den har ikke ringet endnu.

Jeg sidder og skuler lidt til den.

Der er noget særligt ved fastnet.

Noget med rod. Noget med ståsteder.

Og noget med at kunne gå uden at man kan nås.

Genkendelighed for gamle kællinger som mig. Generation 0049. 

Når jeg smækker hoveddøren holder jeg op med at være tilgængelig. Så er jeg bare mig og den nærværende omgivende verden.

Hvis jeg satte mig og talte med et menneske på fastnettelefonen måtte jeg blive hvor jeg var. På den ubekvemme stol. Ved det lave bord. Ved blokken.

Jeg kunne ikke sætte en vask over eller pakke varer ud og sætte i køleskabet.

Jeg ville være tvunget til at føre en nærværende samtale med det ene menneske der var i røret, uden samtidig at fortsætte mine gøremål.

Tiden ville gå og gå.

Vi ville tale, længe.

Når røret blev lagt på ville indkøb og vasketøj stå der endnu. Urørte.

Samtalen ville stå helt fast. Helt nærværende. Uafbrudt af sms’er og banke på funktion.

En samtale med en blok foran og små skriblerier.

Der er noget på en gang nostalgisk og rodfast ved det at være navler til væggen…

..nu ringede den!

Forkert nummer

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Hal Koch på Hillerødmotorvejen


Brems, for helvede… brems! Mine bøger!!


Bøger gør noget ved en. De er medvidner til livet. 
Små inskriptioner, æselører, udklip, minder, notater. 
De er det eneste jeg troligt bærer med – og mærk lige overvægten, ikke verden.
Jeg har hvad der svarer til en mellemstor filial af “den sorte diamant” i bogfylde, men ikke reoler eller vægge nok.
Konsekvensen var selvskreven, så jeg pakkede (atter) 25 flyttekasser med bøger og begyndte den møjsommelige og lettere triste kørsel fra mit hus til opmagasinerings stedet uden for Hillerød.

Steffen Brandt giver mening på en dag som den med teksten: “…Så tilfældigt her for nylig, en helt almindelig dag, var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af…”
En eftermiddag på Hillerødmotorvejen med livets trailer og… Brems, for helvede da – brems!

Det var vinden, farten, friheden og den satans Hillerødmotorvej. 
Kasserne var blæst op og der fløj bøger ud over den tosporede vej. 
En Tesla og en fiat sørgede for en ren massakre.
Blink, blink.. for helvede.. ind til siden!

Min mand løb i vejkanten og samlede enkelte løsrevne sider sammen.
Bleg som graven – Det var jo ham der havde pakket traileren og han ved om nogen hvordan jeg har det med bøger. Gud bedre det.

-Øh, rolig.. Øh, ved du hvad skat, det var da bare Dansk Kirketidende der fløj af, dem henter du da bare på nettet eller nede i Vartov. 
-Øh, ik? Skat? Sig noget, skat?

Mens han sagde sådan, dalede som et vinterligt eventyr snelandskab, bogside efter bogside ned og landede hvor jeg stod.
Dansk kirketidende var det ikke, langt fra.

Svend Åge Madsens “At fortælle mennesket” landede sønderlemmet sammen med nogle dåser i grøften og der, lige der kom Hal Kochs “Hvad er demokrati” svævende, eller det der var tilbage af ham og hans bog.
Der kan blive meget stille på sådan en motorvej.

Som den stilhed der indtræffer hos Grethe Risbjerg Thomsens digt: 
“Vær lidt varsom denne ene morgen, 
træd forsigtigt i den nye sne, 
husk du går her som den allerførste, 
her bliver alle dine spor at se”

På side 37 hos Hal Koch var der et tydeligt aftryk af et forhjul med “Brødrene Bisps” brede dæk.
Stilhed.

Heldigvis krøb Steffen Brandt ind i stileden med ordene: 
“Det er i orden, 
det er livet 
og der er ingen grund til at spille smart, 
når man hænger der på kanten, af småt brændbart”

Vi fik samlet nogen bog “lig” sammen, kysset lidt i grøften og surret resten af “den sorte diamants” filial fast igen.

“Det er i orden, 
det er livet.
Og der er ingen grund til at dø af chok
når antikvaren stadig sælger Madsen, Descartes og Koch.”

-For helvede, Hal Koch, gamle svinger. Død ved Tesla på Hillerødmotorvejen.
Man skal aldrig have tillid til trailere. 
Til mennesker, jo, men trailere, nej.
Manden eller bolden.

I en ny bog “Fra krisevalg til Jordskredsvalg” af Professor Jørgen Goul Andersen, peger han på tilliden. 
Den vi mangler altså, ikke den dejlige rummelige kærlige tillidsstørrelse der ligger i ske med kærligheden og ikke nævner revnen i midten af dobbeltsengen med et eneste ord.
Tilliden ved at sengebunden holder. At intet skrider selvom der er sprækker og revner og måske et Uffe Elbæksk “Grand Canyon” dyb mellem fjedrene.
Tilliden er broen over de fleste revner og fordybninger mellem mennesker.
Men den manglende tillid derimod er en skifting der langsomt bliver en vane i ordene og i samtalen.

Professor Goul Andersen peger på finanskrisen som løftestang for den manglende tillid og de indgreb i velfærds strukturen som er foretaget siden 2010. 

Politikerlede siges der igen og igen. Eller nok nærmere personrettet lede mod den førte politik.
Professor Goul Andersen peger på noget helt centralt, manden eller bolden.
I hans analyse fortætter han at selfiekulturen på sin egen vis har fået skovlen under tilliden.
Vi sætter de folkevalgte som personlige ansvarlige frontfigurer stævne i vores lede og vores mistillid.
Og hvad gør man ved det? Vender tilbage til en gammel snak om Hal Koch der kun byder på wefies.

Det kræver en vis snilde og ikke mindst omhu at omgås Hal koch.
Ikke mindst fordi Hal Koch går i Grundtvigske gummisko der svupper en smule og lugter teenageagtigt når man efterlader dem henslængt i entreen.
Det er samtalen der gælder. Hos Grundtvig og hos Hal Koch.
Og hos dig og mig.
Det er tidens fylde et udemærket eksempel på.
Samtalen har den samlende kraft at den ikke kan eksistere i enerum.
Tilliden er samme størrelse, den er en fælleskabsrettet.
(selvtillid undtaget, men oftes fordret af andres vilje trods alt.)

Når Hal Koch brummer at demokrati kun er samtale og at vi ikke kan levere et sandt demokrati hvis vi stemmer om vores valg, med et mindretal til følge, så har han i sagens natur meget ret. Ikke at det er udførligt (desværre) at drive samfund kun på samtalen og uden at vi fra tid til anden må til stemmeurnen og krydse blyantsstreger og gøre os selv eller andre til et mindretal.

Men når vi oveni det at være i mindretal føler at de værdier vi svor at drive samfund på smuldrer, så bliver afstanden i tilliden til vores folkevalgte længere og længere.
Ingen er så uvidende at man ikke kan se en nødvendighed af indgreb, af stramme tiltag, af økonomiske panikløsninger. Finanskrisen var og er en hård nyser der stadig snotter i vandgrøden og sådan bliver det ved en tid endnu.

Tilliden derimod, den tåler ikke så meget som man tror.
“Den politiske evolution” hvor folket oplyst siger til og fra, blander sig og vil noget med deres holdninger er ikke bare en folkeoplyst tillidserklæring til vores system, men netop et tillidsspørgsmål der besvares fra dag til dag.

I det hele taget er vores udgangspunkt svækket på tilliden.
Finanskrisen er blot en brøkdel af debattens og ledens kerne.
Man kan stort set lægge det sådan frem at alle de begreber vi dagligt bygger tilværelse, værdi og grundtanker på har været tabuiserede de gennem de sidste 30 år med stigende kurve mod evigheden.
Troen er tabu, døden er tabu, danskhed er tabu, idenditetsfølelse er tabu, nationalitetstfornemmelse er tabu, sameksistens er tabu, frygt er tabu, værdidebat er tabu, tvivl er tabu, – ikke så meget tabu at debatten er uddød, men den er så helvedes berøringsangst. 
Vi komponerer og vægter vores ord med megen omhu og passer på med vores holdninger. Og har vi lempeligt mod til at mene noget, husker vi lige at helgardere med et: Og det betyder jo ikke at jeg ikke er åben for….xxx
Det gør noget ved debatten, men noget mere alvorligt ved vores samtale.

En samtale er ikke fast. En samtale er en prøvende legeplads hvor man uden frygt kan sætte ord i verden, bliv møde, forstået, spurgt videre ind til og blive modsagt. Modsagt vel at mørke uden fjendskab eller vrede. men blot som en meningsforskel.
Den form for samtale skaber tillid. også selvom man er ueninge.

Når Professor Jørgen Goul Andersen peger på forskelligrettede tillidstab og deres begrundelser i finanskrise, terror, værditab mv. kunne man måske tilføje tendensen af tabu belagte emner og dermed en mindre levende samtale.
Men hvordan udvikler vi et samfund med tabuer i debatten? Hvornår holdt vi op med at tale uden forbehold? Jeg mener ikke uhøvisk tale eller en skov er en skovl, men tvivlens skabende sprog, hvor vi ikke dømmer hinanden inde eller ude. Tvivl er i det samtalende opdrag en frontløber for tilliden.

Man kan ikke tale ned til et oplyst folk.
Da Grundtvig.. (ja ja, jeg ved det, han blander sig da også i alt – tilgiv, thi jeg ved ikke bedre) opfandt folkehøjskolerne var det ikke for at ensliggøre folket.
Nærmere det modsatte. Oplysning giver mere samtale, mere tvivl, flere holdninger, mere bøvl. 
Men godt bøvl. Sådan noget man finder i Brugsen i Brovst, eller på genbrugspladsen i Hjørring og på Christianshavns torv. Bøvl med livet og meningen med det hele og deraf en snak med naboen om dette og hint.
Meningsforskelle. 

Højskolen var meget enkelt tænkt som en mulighed for oplysning.
Fra grundtankerne ved vi at Grundtvig var dybt bekymret over folkestyret, hvis folkestyrets grundlag (folk) var uoplyste og “plovfuren” trak sammenhængskraften ned.
Sammenhængskraft er kun mulig hvor agtelse agerer som pejlemærke.
Agtelse, vel og mærke, for alles holdninger og meninger. Uddannelse underordnet, men dog veloplyst og dannet til livet og medborgerskabet i et demokrati.
Da højskolen begyndte sin vaklende gang i verden tog den en meningsfuld rolle på sig, som ingen eller intet siden har kunnet måle sig med.
Ikke universitetet, ikke landbrugsskolen, ikke bloggeren, ikke meningsdanneren, ikke magteliten.
Højskolen skabte en samtalekultur hvor ingen var tvunget af deres æt, opdrag, stand, tro eller vid.
Et frit mødested hvor samtalen mellem mennesker ikke havde facit eller målstyrede løsninger.
Hvor ingen skulle eksamineres i tankegange eller forkyndelse.
Og når man ikke skal eksamineres i sin holdning eller sit vid, er der højere til loftet.

Vi har hårdt presset beholdt dette samtalefristed. Samtalen utvungne rum.
Mødet mellem lærde og lægfolk og smukkest er det at ingen holdning tæller mere end den andens.
Det er her samtalen skaber sammenhængskraft.
Det er her hvor det at være folk stadig er en livslang dannelse, der ikke kræver su.
Og tag endelig ikke fejl. Højskolerne bemandes af akademikere for langt de flestes tilfælde.
Men selvom højskolelæreren og forstanderen er akademisk skolede, er de i deres hverdag tvunget til at være “på lige fod”. Det gør noget dannelsesmæssigt ved enhver, både for lærer og deltager.
Det er sproget og samtalen der ændres.
Når man har siddet 7 år for Lea og erhvervet sig en akademisk værktøjskasse og som højskolelærer mødes af et bralrende grin og ordene: Så kan du passende bruge 7 år på at genlære et formidlingssprog. Nå? Altså nå, i den der Ph’ske forstand. Bare nå og siden NÅhh!

Det rum, mulighedens samtalerum, er det rum der forenkler det at være folk.
Man kan ikke “falde i” politikerlede, frygt for landsdelssplittelse eller formå at føle sig dummere end universitetet tillader, det øjeblik en samtale foregår på lige fod.
Samfund betyder stadig at vi skal finde sammen. Ikke bare historisk, men hver eneste dag.
Sammenhængskraft kræver samtale – på tværs af meningsforskelle.
“Til et folk sig alle høre, som sig regne selv dertil”. (Citat Grundtvig)  uagtet farve eller front.
Eller som de siger i Gravlev: Det betyder ikke så meget om man kan regne, bare man kan regne den ud. (Citat, min husbond)

Engagement eller en enarmet tyveknægt?
Politikernes form er også tidsomskiteligt. Det debaterer vi en del. 
Er der for meget show og instagram og for lidt reel politisk tænkning. For lidt kontakt med borgerne?
Hvis vi vender tilbage til Hal Kock handler det ikke om borgere, men om medborgere.
At være medindflydende, medlevende, medskabende, medvidende, medmennesker.

Engagement er altafgørende for et levende samfund. For et demokratisk virke.
Igår afholdt Højskolerne den længeventede konference om Engageret dannelse under hovedtiltaget: Højskolepædagogik.
Hvad det lige præcis er, er nok bedst at finde i billedsproget et sted på Hillerødmotorvejen.
I vinden, hvor livets trailer fyldes af dannelse, engagement, tillid, samtale og trods.
Hvor noget man tror er sikkert kommer i skred og hvirvles op og ud i verden. Hvor noget lander igen, ukendeligt, genkendeligt, forandret, forankret, fragmenteret, frisat men stadig sig selv.
Højskolen er på sin vis upædagogisk i sit opdrag. Den spørger mere end den svarer.
Den griber mere om sig end den lovede og den lover et, men udmunder i noget andet. En klogskab på fælleskaber på tværs af mennesker – i netop samtalen smeltedigel.

Det er det med tilliden. Det med mødesteder i verden hvor man overtydes om at et menneske består af mange forskelligrettede muligheder, holdninger og veje. De er givet i det sprog og de ord vi deler som et fælles blik på vores forskelligheder og netop viljen til at være stærk i forskelligheden.

Hal Koch, Grundtvig, Svend Åge Madsen, Grethe Risbjerg Thomsen, Steffen Brandt og Jørgen Goul Andersen er ganske forskellige og alligevel har de et fælles opdrag i det med tilliden – til mennesket. men også til tvivlen og med en viden om at når tilliden trædes under fode, så koster det fælleskabet.

“Man bør mindst en gang i sit liv tvivle på sandheden af sine meninger for at finde ud af, hvad der ubetvivleligt er sandt” sagde Descartes som bekendt. Det gælder også når tilliden er trængt politisk og værst; når fælleskabets tillid vakler.

EfterskriftDet kan være, en dag på Hillerødmotorvejen at man opdager at man skal skifte spor. 
Det er faktisk muligt for en Tesla at skifte vognbane når en askegrå mand og en stortudende kone står med en utro trailer i vejkanten og ser Kochs endeligt.
Glæder mig til igen at kunne skrive tesla, tillid og trailer med stort.

I mellemtiden har jeg iøvrigt en trailer til salg – nogen bud?
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Demokrati, kend det på knækket

Det er blevet meget moderne at lave roadtrip-tv.
Det skulle jeg nok have tænkt på i onsdags hvor jeg kørte gennem danmark med en løjerlig passager der noget fåmælt havde taget plads på passagersædet.
Min følgesvend havde en besværlig tur. Hver gang vejen svingede, svingede min passager med.
Og måske var det ikke så sært igen.
Skulpturen “Demokratiets rede” var undervejs til dens nye bestemmelsessted. Den skal på Højskole i Ubberup og var som de fleste andre unge noget spændt på dens ophold.
Det er ikke så overraskende at også det unge demokrati har brug for at læne sig i retning af den vej vi har udstukket som samfund. Det er ikke nemt at være ung og agere i forhold til erfaringslandskabet, historien, fremtidsforskernes varsler og stigende krav.
Men hvad er kravet til det unge demokrati?
Til det at være et folkestyre – Medborgere i tillid og i tvivl.
Ude på Yellow brick road måtte jeg sande at der kun var en måde at komme demokratiet til undsætning. Det var ved at holde fast, hele vejen, med en hånd på rattet og en på “demokratiets rede”.

Et demokrati bliver aldrig til at sig selv. Det står ikke stærkere end de hænder der sætter krydser i stemmeboksen og den måde hvorpå vi støtter og holder fast undervejs.
Når vi slækker på grebet og begrebet folkestyre og det at tage del i beslutningerne, slækker vi på oplysningen og dannelsen.
Det er aldrig en folkevalgtes ansvar at tage teten og den olympiske ild og løbe forrest. Det er altid et fælles ansvar. Uden det ansvar, ingen demokrati.

Der er næppe nogen der ikke har læst Berlingskes artikel ( http://www.politiko.dk/nyheder/pia-kjaersgaard-danmark-er-ved-at-knaekke-over-og-kan-ende-som-to-folk# ) hvor folketingets forkvinde Pia Kjærsgaard, bekymrer sig om dette og hint.
Og der er god grund til at debattere artiklens indhold, som der også livligt bliver gjort landet over.

Det er mange forundringsfremspring i forkvindens udsagn.
Og det er alment anstændigt først at se på de positive udsagn, særligt når man finder sig selv i uenighed med den der udtaler sig.
Af de helt positive er selvsagt det vi måske (i en politikerledetid) savner som et generelt ophob; nemlig tvivlens nådegave.
Tvivlen er at finde i et uddybende interview med tv2 (http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-08-14-pia-kjaersgaard-bekymret-danmark-er-ved-at-knaekke-over-i-to)
Det drejer sig om en enkelt linje: Citat: “Man taler om det gule danmark, Jeg ved ikke rigtigt hvad det betyder” Citat slut.
Jeg har gået og smilet lidt over det udsagn. At Fru. Kjærsgaard ikke ved hvad det betyder.
Det ved vi andre så godt. Jeg er faktisk slet ikke i tvivl når jeg hører udtrykket. Det er derimod Fru. Kjærsgaard.
Det gør noget ved artiklens indhold at der er lagt et instagramfilter ind over, hvor Fru. Kjærsgaards tvivlende undren får lov at stå selv. Måske et retorisk skakmat, hvor det at være folk gennemtvinges ved at understrege tvivlen, men fint er det, for det indrammer en længsel efter netop mødesteder.
Det er ganske forfriskende og også klogt. Hvad resten af artiklens udsagn angår er en helt anden polemisk fasttømret laksko der trædes med.

At udstille sin egen uvidenhed er moderne, selvom oplysningstidens dannelse også sideløbende bliver talt ind i en helt toneangivende samfundsdebat.
Psykologisk stratetisk er det moderne menneske fastklemt mellem den ærlige uopfordrede egenfortælling med de åbne spørgsmål om søgen og tvivl og på den anden side de stringente, målrettede, skråsikre lukkede spørgsmål der besvares strategisk med viden og forstand.

Aktivering – af de folkevalgte selvsagt.
Jeg må medgive folketingets forkvinde at flere folkeafstemninger er en god folkelig bredside. Det forslag støves jo af omtrent hver 2 år og genprøves i debatten. Det falder mig dog noget for brystet at der tales om “aktivering”.
I min ringe optik er det altid medborgerne der aktiverer de folkevalgte, ikke omvendt.
Et aktivt politisk mandat er intet uden folkeligt opdrag og egentligt underhold.

Tolerance – Kend den på knækket.
Folketingets forkvinde er bekymret. Det forstås tydeligt undervejs.
Det handler om tolerance.
Fra barnsben har jeg hørt min far forklare begrebet fra jernindustrien. at jern har et tolerancepunkt, hvortil det kan bøje sig og dernæst knækker i to dele.
Tolerance er ikke en evig bøjelig størrelse der rummer alt. Den knækker, som en langelænderpølse.
At danmark skulle være på vej til en mitose tilstand, at dele sig i flere folk, er der intet nyt i.
Det er selve dna’en i det at være et folk. at være dele der sættes sammen i enkelte grundværdier vi kan læne os på. I danmark i høj grad friheden til at være forskellige.
Det er noget af det jeg er mest stolt af overhoved.

Hvad folketingets forkvinde bekymrer sig over er en såkaldt “skævvridning” af landsdele, holdninger, akademiseret magt, elite og oplysningsgrad.

At være et folk er netop at være forskellige. At evne at læne sig mod hinanden med modstridende holdninger og forskellige udgangspunkter.
Det er selve fordringen for demokratiet at vi ikke er enstroende, holdningsoverensstemte.
Og var vi så ens, ja så var der i grunden ingen brug for folkestyret eller folkestyrets formand/kvinde – for så ville vi blot være i overensstemmelse med hverandre.
Det særegne ved at være folk er de knæk der giver en samfundsoplysende samtale. Det er de bugtninger på “yellow brick road”, der gør os til menneskers mødested.
Der er ikke noget mere kedsommeligt end en samtale mellem to aldeles enige parter.

Oplysning være skal vor lyst
– Men, er skellet for stort? spørges der. Er magtens elite virkelig københavnerbaseret?
Generelt giver jeg ikke meget for ordet elite. Eller falder på halen over akademisk udenadslære, statistisk evidensbaseret rapportering eller phd’sk dekadence, københavneri eller provinspiv. Amagerhylder eller Udkantsroulade. Eller sagt på en anden måde, er der lige så god brug for “Maren i kæret, lægmanden og “Mi nabo Per smed”, akademikeren, lokalsamfund og hovedstæder.. Det er der heller ikke noget nyt i, ligesom der ikke er noget nyt i at dansk indavl heller ikke gavner hverken samfundet eller udviklingen.
Det er umådeligt svært at se et samfund hvor den ene skulle være mere vigtig end den anden.
Tiden tilskriver ministerielt en fortløbende trang til at hæve “oplysningsgraden” og uddanne så længe og så højt som vi kan. Det har vi arbejdet støt på de sidste 200 år. Intet nyt under solen der.
Og vi gør det i lyset af noget godt. At et folk styrkes det øjeblik vi ved mere om dels os selv og dels hinanden.
Dannelsens oplysning er ikke døbt af hverken det akademiske eller det uuddannedes opdrag.
Folkedannelsen rager rundt midt imellem. Og den rager på hvem som helst, hvor som helst og når som helst.
Men at stævne mod en ensliggørelse er at stævne mod en folkelig grav.
Der er noget selvmodsigende i Fru. Kjærsgårds på den ene side opelskning af “arbejder” viden og nedgørelse af “akademisk eliteviden” og samtidig afstandstagen til at vi netop er forskellige og “delte”.
Det handler ikke om at være delt, det handler om forskellige meninger – og det er en styrke.
Hvis Fru. Kjærsgaard ønsker sig et mere sammensat folkestyre, skulle vel netop vores forskellighed og deraf “splittelsen”, meningsforskellen være noget værdifuldt?

Gør porten høj, gør døren indi-vid
Gu er vi “splittede” og gu er det godt.
Men retorikken – det er den der skæv.
Det er noget med gyldigheden af mennesket. At det ikke er uddannelse, arv, stand, geografi, økonomi der gør hin enkelte til et helt menneske, til en medborger.
Det er helt og aldeles forvrængning af virke og tanke.
Klogskab er dannelsens barn. Og livsklogskab er allestedsnærværende, fra Mols til Magstræde.

Har du talt med din modstander i dag?
Krisestemningensdebatten tager til efterhånden som vi oplever at vi er uenige.
Man kunne fristes til at spørge om debattonen er mere skævvridende end folkets ståsteder.
Om man er “for eller imod” flygtninge, mediestøtte, Eu, vacciner, doven-retorik, sundhedspolitik etc. er ikke egentligt (I Kierkegaardsk forstand) men måden vi taler om det er egentligt.
Det handler ikke om at træde på skrømt, men om at træde i eksistens, i sammenhold med de man strides med.

Fru Kjærsgaard, vi er uenige – Tak – Lad os snakke om det.
Det er med næsten ubekymret mine at jeg derfor læser folketingets forkvindes tanker om det delte danmark. Når fru. Pia Kjærsgaard mener at sammenhængskraften daler ved uenighed, mener jeg modsat at uenigheden er sammenhængskraftens maggiterning.
Tak, det gør mig umådelig rolig indeni. Så har friheden stadig trukket det længste strå.
Er man delt, er man selvskreven deltager – særligt i et demokrati.
Så længe det står fast at vi ikke er blevet så ens at vi er holdt op med at skændes/samtale om samfundet, om livet og om længslen efter mødesteder, så længe er danmark udelt et folkestyre udsprunget af forskellighedens mulighed.

(Der gøres opmærksom på at dette indlæg er skrevet både i København og på Djursland – af sammenhængsmæssige årsager.)

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Kære indbrudstyv. Ses vi snart igen?

Kære indbrudstyv.

Jeg har tænkt meget på dig den sidste tid.
Faktisk siden forrige lørdag, men det ved du nok godt allerede.
Du ved også at det var en særlig fin og rørende dag for mig.
Da jeg vågnede, med nogen forventning på dagens komme og sjælelighed, kom jeg ned af trappen og fandt min hoveddør stå åben. Ikke bare åben, men meget Kierkegaardsk lykkeligt, verdensvendt med udadvendt mulighed. Derude sov det meste af Christianshavn og dem der ikke sov, dinglede hjem med en fredagsbrannert i baglommen. En enkelt turist med kameralinsen som et ekstra fremstrakt potent lem, tøffede morgenen i møde med håb om nye motiver at idiotsikre hukommelsen med.
Ude på gaden ventede ingen, kun morgenduggen og klokkespillet fra Grundtvigs gamle kirke.
Langsomt vågnede min familie af søvn og savl og lidt P.H.’sk stof, som kun drømme gøres af.
Tænk, sagde jeg tænk, denne morgen er vågnet med samme tillid som et barns. Og ved I hvad, hoveddøren stod åben… Og vi sov med København gennem stuen, som en Ingemanns engel, uden at noget er sket. 
… Er du der stadig indbrudstyv? Ja dig.. Godt, tak. Det regnede jeg også med at du var.
Det betød noget. At verden gik vores dør forbi med tillid. At intet bibelsk drengebarn skulle lide døden eller at hunden med øjne så store som Rundetårn kunne bære prinsessen ind og ud uden at hofdamen satte kryds på døren.
Det var en smuk dag. 
Søndag vågnede jeg til en lukket hoveddør. Låst og bundet og bastet. Smækket og med slåen for.
Det så jeg fordi det var den morgen jeg opdagede at du havde været her.
Bevares, jeg skulle selvsagt have fornemmet det allerede lørdag morgen, men det gjorde jeg ikke lige den lørdag morgen. Du ved jo selv hvorfor.
Nu sidder du med min computer foran dig og læser med.
Ja, jeg har set hvad du læser med i.
Du skal være aldeles velkommen.
Men du er ikke velkommen til at bryde tilliden og lykkens dør der åbner udad.
Derfor har jeg en ide til en manual for dig:
Hvis du åbner det dokument der hedder “Hvor faen har jeg lagt min dybde?” Det ligger i mappen der hedder “Astrid – noget om nok” så kan du læse noget om det med tillid. Du ved, ikke den tillid man køber på recept i et partiprogram eller som damebladsvitaminpille, men den tillid vi er dannet til, gennem rod og arv.
Der er også en del i mappen “Grundtvig” og der skal du bruge en adgangskode. Den er ret nem. Bare læs versene til digtet “nu skal det åbenbares” (den ucensurede udgave) og ring så til enten Sune Auken eller Jes Fabrisius på Grundtvig Centeret og spørg dem om noget med en struds.
…Er du med endnu indbrudstyv? Herligt, tak.
Når du nu har læst en del om tilliden og måske har fundet en stigende undren og måske en smule glæde og, tør man håbe, lidt respekt, så går du ned på biblioteket og låner Svend Åge Madsens roman “Finder sted”. Når du har læst den, låner du derefter samme af forfatter “At fortælle menneskene”.
Og nu går du så tilbage til min computer og åbner mappen på skrivebordet hvor det står “Nærmere og nært”. I den mappe ligger der en del breve. Og de breve har jeg ikke gemt noget sted.
Når du har læst dem, (læs dem nu grundigt, tak) så ved du at de breve er vigtige for mig og hvorfor.
Faktisk skulle jeg have sendt dem inden få dage.
Kan du sende dem for mig? Kontakter står i mailprogrammet.
Bagefter sender du mig en besked på mail, brev (jeg returnerer frimærket) Fb, Twitter eller også kommer du bare forbi. Du ved jo hvor jeg bor.
Jeg ved du er kommet til det tidspunkt hvor du af egen vilje vil aflevere min computer til mig.
Og du har frit lejde. Du er faktisk ganske velkommen.
Kunne vi ikke begynde forfra vi to. Måske skal vi noget sammen i fremtiden?
Vi kunne begynde med at åbne nogle døre. Udad, mod verden og samhørtigheden.
Vi kunne samtale om noget du grubler over. Noget med livet eller samfundet. Vi kunne hjælpes ad med at finde dig et nyt job? 
Livet er fyldt med muligheder for alle, ikke bare de fleste. Alle.
Det ville glæde mig umådeligt at lære dig at kende. vi ses

Kærlig hilsen Astrid
Det orange hus
Den grønne dør
Christianshavn 
København 

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Grundtvigs Folkemødesang 2016

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 2016
Melodi: Thomas Laub, 1919 Er lyset for de lærde blot
Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, Allinge vil mere godt
for lys er talens gave
Og solen står med folket op
slet ikke med “Djøfstortion”
oplyser alt fra tå til top
fra bussen og til porschen.
Oplysning er at lytte højt
og råbe lavt og stille
at mødes i er twitterfløjt
at leve og at ville!
At stå i fælleskab og se
at holdninger kan mødes
at holde fast og blive til
hvor folkefrihed fødes.
At lyse er at ildne op
oplive og ophøje
i øjenhøjde fra bund til top
at brydes og at føje.
At ordet skaber hvad det sir’
som ansvar i din næste
glem oneliners og bling og lir
opliv til fælles bedste!
Oplysning er og blir vor lyst
og det er ganske givet
i tillid og i folkerøst
er folkemødelivet.
Det vokser ud af folketro
fortættes i et møde,
i samtale der bygges bro
oplyst “Rødgrød med fløde”!
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

N.F.S. Grundtvig 2016 – Til Højskoleforeningens 125 års jubeldag.

Melodi: I al sin glans nu stråler solen
Tekst: “N.F.S. Grundtvig 2016” – Til Højskoleforeningens 125 års jubeldag.

Hvorledes kan den gamle skole,
foruden karakter parole,
fortætte det som vi har kært,
være sigtekorn for hvad der er nært?
I frihed til forskellighed,
og samtale der tar’ i ed!

Oplysning kan man ej forbande,
den fægter kun med åben pande!
Med kritisk sans og god forstand,
den er rod og værd i det ganske land.
Opildne først og siden se,
hvad livet former og blir til.

At være fælles det forpligter,
at stå på mål, hvor andre sigter,
at tage del og vælge til,
røre op og være et “skal og vil”.
Ta livets skjorte udenpå
Hvor går du hen? Hvad skal du nå?

At gå af ganske smalle stier,
at vide ud som en befrier,
at vælge livets egne ord,
fri for Loke og ligsåvel for Thor!
At vælge selv sin vej at gå,
og siden få et sted at stå.

At kende frihed er at vide,
at valget er på livets side,
at kærlighed det er at stå,
i et valg for alle og ikke få!
At møde åbent andres kår,
i samtale du genopstår!

Når ordet skaber hvad det nævner,
opøves tro på egen evner,
med folkelivets egen mund,
vokser tro og holdning og skaber grund.
At dannes er at bygge bro,
oplyst, oplivet lysten gro!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Hej Nets

Hej Nets – DanID

Vi har et udestående.
Det handler lidt om vores indbyrets forhold.

Ser du, jeg prøver ret tit at ringe til dig.
Du er ikke så optaget af at tage din telefon.
heller ikke selvom jeg virkelig har brug for dig.

Nu er det sådan at nogle af os har en virksomhed.
Du ved, sådan en erhvervs-størrelse der.
Min stat har bestemt at jeg skal, som i SKAL have en medarbejdersignatur – til mig selv, trods det at jeg er arbejdsgiver – men hul i det i denne sammenhæng.

Nu kommer vi til det.

Jeg skrev til jer og bad om et nøglekort.
I svarede ikke
Jeg skrev igen.
I svarede ikke.
Jeg ringede og ringede og ringede.
Det viste sig at du tog 250,- kr for at jeg kunne bede om det, jeg ikke havde modtaget.
Vitterligt ikke havde set skyggen af.

Nu sidder jeg med en regning.
Den er fra dig.
Du beder mig betale for en samtale hvor jeg minder jer om at I har lavet en fejl.
Det er ok at lave fejl, men at opkræve fejlmelderen? Lige friskt nok ik?
Og en samtale hvor jeg tydeligt sagde til jer: Jeg har ikke modtaget mit nøglekort, vil I venligst sende det. tak. Der er gået over 14 dage! Min stat kræver at jeg har det.

Det kunne jo også være at du fik lyst til at ringe til mig.
Og ved du hvad? Du må ringe helt gratis. Det koster dig ikke noget.
Jeg vil nemlig gerne tale med dig.

Du virker sådan set rar nok, men en smule fræk.

Du ringer bare ik?
Jeg sidder og venter ved telefonen.

http://www.astridsoe.dk