At vove at tabe det sikre og kendte
Er ikke at miste sig selv og sit værd
Det er blot at gribe og ikke at vente
På øjeblikket hvor livet er nær

For storhed er ikke at være til skue
At lade som om man er dette og hint
For jeg’et kan først, i sandhed udruge
Et nærvær når sjælen har været forpint

Thi glæden er netop at være tilstede
At turde at træde i fuld karakter
At vælge sig selv er inderlig glæde
Først da spirer liljen og fuglen den ler

At vælge ideen for livet og vejen
For hvilken man både vil leve og dø
Er svært, man fortabtes og bliver forlegen
For livet må aldrig vente i kø

Og da må man åbne den dør der går udad
Mod livet og lykken og ud i det blå
Og tage hos andre med sjælen et karbad
Og se sig tilbage når døden vi nå

Forventningens glæde er altid den største
Du længes mod livet og dettes ide
Den sidste vil altid være den første
I tanken om hvad der nu kunne ske

Så gift dig, lad være, for hvad end du vælger
Fortryder du begge mens livet det går
Et valg kræver fravalg hvor sjælen du sælger
Så stå ej i stampe, bid livet i lår

Der vil være dage jeg ingenting gider
Mens andre de løber i travlhed og hast
Og da vil man fødes mens maren den ridder
Og gribe om dagen og atter stå fast

At realisere, at springe fra klippen
At mærke et liv uden sikkerhedsnet
At være fortvivlet og ude af flippen
Og lige før døden, så give et spjæt

At være i livet så vågen i tanken
At stikordet høres når glæden er nær
At løfte sin kuffert nænsomt i hanken
Og medbringe kærlighedstroen især

At vælge sig selv er det svære i livet
At stå ved den skæbne man valgte i fjord
I tro, håb og kærlighed alting er givet
Når tiden er inde jeg opstår af ord

//Astrid Søe – 5. Maj 2013 – Søren Aabye Kierkegaards 200 års fødselsdag

Tillykke til livet, til frihed og fromme,
Dit ord og din tanke er langtfra omme!