Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse
Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/
Jeg holder med håbet
Dets hengivne væsen
Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.
Håbet holder
Det holder ud
Holder oppe
Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.
Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.
De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.
De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.
En Humpel brød. Og ånd.
Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.
Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.
En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.
De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.
Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.
Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.
Tale om håb
Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag
Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?
Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.
Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”
For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…
Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.
“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!“
Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!
Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!
Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!
Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.
Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!
Godt folkemøde!
Melodi: Danmark nu blunder den lyse nat
Tekst: Den gamle’ish af dage, 2020
Her har vi stået i mange år
skoler med åbne døre
bumsebørn, sved og pubeshår
karakter og nedskæringskår
unge der går og drømmer
snart mod samfundet strømmer
Unge ligger som de har ”redt”
rundt om i deres senge
Mette udstedte et dekret
ingen knus eller kys-sekret
feber der går og kommer
langtids corona sommer
Fandengalme om ikke vi
kræver familieenheder
unge oplives kun som fri
lyt og lær, vi har empiri
lærerne går og lider
ender som individer (uha, det går ikke)
Ja, vi har kæmpet for ånd og liv
ingen når vores sokker
læs selv i hver rapport og skriv
hvor vi danner, ses perspektiv
giv os hvor ”børn” tilbage
ellers vil Torben klage
Brostrøm og Mølbak og Mettemus
ALT er Vind Vind på vor skole!
Ånden trænger til hede knus
(skønt den lukning udrydder lus)
snart skal de unge stemme
og de vil aldrig glemme!
Astrid Søe, 2020. Salme bestilt af Fjordpastoratet til konfirmander der fik udsat deres konfirmation grundet coronavirus. Salmen er skrevet på en p-plads foran drive-in test for coronavirus, hvor jeg blev testet 6/5 2020
Kan synges på: Spænd over os dit himmelsejl
Tone: At lære er at ville
Afsked på afstand
Du elskede – du mærker
jeg er jo lige her
og alle himlens lærker
den tone til dig bær!
Jeg magter ej at savne
din krop så tæt, dit værd
men hjertet må nu favne
trods afstand står vi nær!
Min kærlighed kan række
usynligt efter dig
og gennem sjælen trække
din krop helt ind til mig!
Jeg trykker dine hænder
jeg kysser på din kind
jeg er her til det ender
til lyset når dit sind!
I tanken må jeg tage
vor afsked, sidste kys
som alle andre dage
vi tænder fælles lys!
I afskeden med livet
der ånder ud og dør
samhørighed er givet
trods intet er som før!
Farvel, du farer ikke
vild på den sidste vej
i tanken ved din side
vi følges, du og jeg!
Vi fandt liv i hinanden
i venskab, kys og leg
mærkbart ind i forstanden
mærk mig, jeg er i dig!
Fornemmer mens du svinder
din hånd, i min, på trods –
af afstand, sjælen binder
så stærkt er vi ét os!
Gå til den anden side
gå over himmelens bro
for du og jeg vi vide
afstand forgår af tro!
Astrid Søe. 2020. Salme til afskeden hvor vi ikke må sige farvel til en døende, da vi som mennesker ikke under coronavirus epidemien ikke må være tætte, men skal holde afstand. Sjælesorg er også at fornemme at man kan være ganske nær en anden, i tanken, i sindet og vide at det menneske ved at man er tilstede, trods afstand.
Året gik og nytåret kom – det fornemmes også hos “den gamle af dage”
Men hvad kan en skole der står så fri
og hejser flaget i storm og i stille?
og knejser i ånd og i friværdi
det’r ganske vist: at lære at ville
at give en chance
for storsindsballance
det muntre køkken af tvivlens fajance
et sted at stå
et sted at stå
At stå når man længes og undres på
hvad livet byder af mulige veje
at famle, at findes og genopstå
at få sig selv og sit frisind i eje
at ku galopere
og stærkt insistere
når dannelsen ligger med strenge veer
og finde form
og finde form
at finde en form der kan tænke nyt
at tro på det der er roden til livet
at opdage fælleskab ej et yt
at skabe der hvor intet er givet
i andre at hente
at gå og at vente
at muligheder er altid i mente
som vækst og værd
som vækst og værd
I lukker en skole som mange før
når krisen kradser og ånden den bæver
men før der står “Lukket” her på min dør
så vid at højskolen bundlinjen hæver
den skaber en måde
et svar på en gåde
en mulighed for folket at råde
og tænke selv
og tænke selv
Melodi: jo jo gøgleri
I Danmark et sted i morgentrafik,
med hverdag og “skynd dig” og stress-nær,
kom andefamilien som det er skik,
på række og rad og gav nærvær.
Der er noget roligt ved vraltende kræ,
ved slægt følger slægt over vejen,
at værne hin-anden i ro og i mag,
for tiden den er jo din egen.
//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk
Ordet skaber hvad det nævner 