En for alle og alle for en!

Man kan aldrig vide det – ikke før man selv prøver det. Det med nærheden, ikke en man har valgt, men en tvungen, en der bliver givet af statsministeren, som en gave, måske en hadegave. Måske en genhusker på hvad vi kan og vil.

Jeg er sgu ikke helt sikker længere.

Det virkede så pludseligt og overrumplende. Naturligvis for os alle, men for nogen af os, sådan nogle som os med en særlig udsat i husstanden virkede det som en dom om husarrest. En fodlænke uden tidsbestemt dom.

Marts. Landet gik i hi, bjørnen sover, bjørnen sover og vi skulle lade være med at hamstre toiletpapir, gær og frisk grønt. Lad være med at købe stort ind, det er for pinligt det der. Stop jer selv. Aldis grøntafdeling var tømt. Det lignede en polsk købmand i begyndelsen af 80’erne et sted i Krakow. Jeg stod som barn og stirrede på de tomme hylder, med mine krøllede dollersedler i lommerne. Jeg kunne få hvad jeg ville. Fattigdommen og madmangel gjaldt ikke mig, forkælede lille mig der bare var på besøg i landet og kom fra vesten. Vi havde det godt. Vi havde hvad vi skulle.

Men i marts var der tomt på hylderne i Danmark. Ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Der lå to hvidløg tilbage. Dem gad ingen have. Hvem gider stinke af hvidløg hvis man er ude i det sidste kys i lang tid. Det sidste kys med en man ikke skulle se længe. Vi vidste ingenting, bare at landet lukkede ned. Det var sgu alvor. Sirenerne hylede i ørene som var der luftangreb i krigstid. Nu skulle vi tage livet som det kom. At vi ikke ville kunne få svar på meget og at alt kunne ændre sig fra time til time. Det lød næsten for komisk med corona og man følte sig henledt til en billig strandbar på en charterrejse med en den sure øl. Ingen længe kom humoren tilbage til de fleste og coronaøllerns aktier steg som gale. Noget skal vi jo grine af. For helvede, ja, vi skal også grine – lidt i afmagt, lidt i tiden, lidt af tiden. Som når nogen dør og vi ikke kan finde den rette grimasse.

Jeg sad foran det ene pressemøde efter det andet og smugkiggede på min ældste søn. Han viste sig at være en af de særligt udsatte de talte om, en af dem der ikke må blive smittet. Hvad faen mente de med det? Han sad der- ung, dejlig og levende og lignede på alle måder blomsten af Danmarks ungdom. Når han rejste sig op, vidste jeg det godt, han stod lidt usikkert på benene, gik nogle få skridt, til køleskabet og tilbage igen. Der var ingen agurk, ingen gulerødder, ingen kartofler. Han satte sig træt igen. Han var pludselig ikke bare syg, men særligt udsat for smitte med en virus der kunne vise sig at være fatal for de der ikke tålte den.

-Nå, du, hvad så? Hvad tænker du om det her?

-Det der, det er ansvar, sagde han. Ikke så meget mere, bare at det der, der er… det er sgu ansvar.

-Ok, så, det gør vi skat. Jeg kunne mærke hjertet først helt oppe i halsen, så hamrende i tindingerne, kvalmen der steg og en ukendt hovedpine der skulle holde sig et år frem eller længere.

Ansvar er det bedste svar. Havde jeg været en mand og havde der været sne udenfor den martsdag, så havde jeg pisset det i sneen.

Et gult budskab. En skillelinje mellem os og verden.

En Trump-mur til at holde alle andre ude.

Jeg sad sådan rigtigt voksent og talte med familien. Sådan næsten som en nytårstale hvor man tager hul på noget nyt. Træffer valg, gør regningen op, henviser til Søren Kierkegaard og citerer Brostrøm, Mølbak og Frederiksen som var de tilflyttere i inderlommen og nogen man havde kendt hele livet.

-Vi går i hi, sagde jeg. -Fat det, tag det som det er.

Og de tog det som det er. Ingen slinger i valsen eller sure miner. Selvfølgelig går vi i hi mor, det er da klart. Ansvar og sår’n.

Jeg tvivlede på hvor længe det ville holde. Tålmodigheden, tilliden til myndighederne, kærligheden, nærværet, udholdenheden. Viljen til for faen at opgive alt for at værne én i husstanden. En for alle og alle for en.

Den 16 årige slog op med kæresten. Ikke fordi han var i lockdown, men fordi han opdagede noget om sig selv. Noget vigtigt om livet og noget om hvad der tæller og hvad der er rigtig kærlighed og hvad der ikke var.

Så sad vi der. Vi gjorde rent, støvsugede alt og alle, vaskede gammelt liv væk, vendte lommerne i frakken og fandt spor af dengang vi var en del af det omgivende samfund. Vi så film, tv, news, passede vores jobs online, passede skolen online. Gik ture offline, snakkede og spillede spil. Tænkte stort.

Jeg købte ind, som den eneste, med mundbind, før andre gik med mundbind. Folk stirrede vandtro. Slap af kælling. Nej, ikke hos os, vi slapper ikke af. Ansvar sgu. Ja sgu. Samfundssind og alt det shit der.

Det er en prøve på det at stå hinanden bi, at være hinandens nærmeste.

At holde ud eller som Grundtvig sagde engang: Det er at vi kan være hinanden som vi er, det er at vi kan bære hinandens som vi er. Nå ja, det er sgu lidt af en prøve.

Måske en trykkoger på nærheden, på at holde af og holde hinanden ud.

Min mand og jeg var på vej på en 5 år forsinket bryllupsrejse til Cap Verde den morgen Danmark lukkede ned. Nu sad vi på forlænget spilletid og havde bryllupsrejse et år frem. Vi havde hinanden, hinandens tanker, tillid, måde og væremåde at være i. Som en lille beholder med skruelåg og Tupperware holdbarhed. Hvad faen gør man så? Kan man leve hinanden når man er spærret inde? Kan man fastholde kærligheden, nærheden, holde ud og holde om, uden det omgivende livlige? Kan børnene klare det? Kan det omgivende samfund, venner, familie forstå det her?

Hen over sommeren var det nemt nok, der var frisk luft og frihed. Kold hvidvin og mulighed for at bade, både i havet og i hverdagene. Sommeren gav lidt fornyet håb. Det nærmede sig, det så bedre ud. Håbet lå som en lille fugleunge der voksede hver dag og ikke var bange for at de andre fugleunger skubbede den ud over kanten på reden, ud i det ukendte.

Vi havde endnu ikke fået pip. Vi holdt ud, vi holdt stand. Fuck hvor var vi ansvarlige og gode samfundsborgere. Vi forsagede alt og alle. Vinkede på afstand. Behørig afstand, lidt mere afstand end de andre tænkte vi. Vi sprittede glorien af med mellemrum.

De unge i huset holdt ud, de tog det roligt, passede deres, passede på. Passede ind i den nye tilværelse som klostergængere.

I hemmelighed længtes vi ud, men lod som ingenting. Det går over, det bliver godt igen. Giv tid, giv tid den nynner glad, og ryster de små vinger, giv tid, og hver en kvist får blad. Giv tid, hver blomst udspringer.

Det blev efterår, min mest elske årstid hvor jorden farves som hjertet. Livet går i sig selv, drejer mod mørke, men stadig holder fast i sig selv. Den modne tid der giver kuldegysninger og minder lidt om livets eget hjul og at døden kommer en dag, at den banker på hver dag gennem livet. Bladene faldt. Børnene havde fødselsdag – kun med os selv, for nå ja, hvad giver man en 20-årig i gave? Ansvar, fucking ansvar og lidt mere liv, lidt mere håb.

Vi klarer den sgu, bare vi holder os fra de andre. Hejser flaget og ser patriotiske ud, næsten honnør, næsten uden at tude i længsel efter at slentre ned ad Vestergade, gå over langebro med korte skridt, langsomt, trække vejret igennem, myldre ind i tivoli og grine højt af hinanden og mest grine med dem man møder.

Savnet begyndt at trænge sig på. Mest til de voksne børn vi ikke så. Vi gik nogle enkle ture med dem, på afstand. Ingen knus, ingen mærkbare fysiske rørende funklende særlige øjeblikke.

Kroppen – den er næsten ikke til at kende. Kroppen der altid vil strække armen frem til at give hånd, til et knus, til et klap på skulderen. Et kys på kinden. Men kan snakke kroppen til fornuft, man kan snakke herfra og til helvede. Den er svær at styre, men den tog det. Kroppen fattede det, det med ansvaret.

Pludselig blev den særligt udsatte syg. Feberen rasede, hosten, hovedpine, helvede på jord. Jeg hylede som en stukket gris. Hvordan, hvem, hvem helvede havde brugt virus ind i vores kloster, jeg skulede til dem alle sammen. Var klar med dødsdomme og alle verdens syv plager.

Covidtest, covistest igen. Negativ. Indlæggelse sammen med alle mulige andre der også lå og var mere bange for at blive smittet med covid end for det de fejlede. Hospitalet var underdrejet i stress og jag, panik og manglende personale.

Han lå hele tiden og sagde undskyld. Undskyld, må jeg bede om lidt vand, undskyld men jeg har ondt, undskyld med min medpatient på stuen er i smerter. Undskyld jeg ligger her, undskyld jeg tager en plads. De fandt aldrig ud af hvad det var. En virus, noget andet? Vi fik ingen svar, vi tog hjem, lettede, væk fra alle de syge, de potentielt smittebærende. Personalet der kæmpede sig igennem dagene. Vi stod uden at vide noget. Uden den fjerneste anelse.

Tilbage i ansvaret. Vi sad på kanten af stolene, vi sidder der endnu. Der er ingen pude, bare en kold, hård træstol. Det blev jul, det blev nytår. Det blev et nyt år. Vi pustede og stønnede. Elskede og råbte. Det havde sat sig. Ikke på den hårde stol, yderst, lige før man enten rejer sig og går eller dør måske. Det havde sat sig at sygdom kan ramme uanset hvor forsigtig man er. Jeg stirrede forskrækket på ungen igen og igen. Han så rolig ud, fattet, fint nok, vi bliver ved. Tag det roligt mor, vi klarer det her. No problemo, det er jo bare en tid, husk nu det. Alting kommer til den der kan vente.

Vi aflyste hans skemalagte månedlange indlæggelse. Han skulle have fægtet efter måder at mildne smerterne den måned, have fundet nye måder at klare det på. Nu lå vi der igen, på sofaen, på gulvet, på skyggesiden.

Det blev frost. Solen skinnede ind gennem vinduerne. Jeg gik, udenfor, kilometer efter kilometer. I sol, på solsiden.

Omkring mig døde folk. De gamle, de udsatte. Den ene efter den anden. Dem der skulle bære historien om os alle. Dem der satte foden hårdt i før os. Dem der gav min en arv at tære på. Hver dag kl 14 læste jeg dagens dødstal. Jeg tog afsked. Jeg sørgede for hver og en. Og samtidig tænkte jeg på den skrøbelighed der lå hjemme på min sofa. Det fine menneske, ham der tog ansvaret, ham der ikke gav op. Ham der ikke gik tur i frosten fordi benene ikke kunne bære. Ham der hver dag holdt ud og nynnede, giv tid, giv tid.

I de store byer demonstrerede de sure og sorte. Dem der ikke mente at vi skal lukke ned. Dem der syntes at det var gået for vidt. Jeg var rasende. Ikke fordi jeg ikke tror på demokrati eller retten til at sige sin mening. Det er altid bedst. Frihed? Nej folkens, frihed er under ansvar. Frihed ER ansvar.  Jeg var skide sur fordi jeg sad yderst på stolen og så mine nærmeste tage det ansvar som livet kræver. Det at vælge fra. At turde hinanden. Ikke at give op men give tid. Tage noget på sig lige meget hvad det vejer. Fordi jeg sad der syntes de der gik march og råbte højeste at mangel fornemmelse for dem der ikke kan kræve frihed, fordi livet, sygdom, alder har spærret dem inde i deres egen krop eller tid.

Min mand som var stresset efterhånden, men alligevel holdt ud, lod håret gro så vi fysisk kunne se at tiden gik hvis vi kom i tvivl. Han sad troligt og så den ene Starwars film i sofaen efter den anden, selvom det virkede fremmet. Jeg mærkede en uudslukkelig taknemlighed. Kraften var med os, hvis vi spurgte yoda. Og hvem fanden kan man eller ty til i denne tid? Do ore no do – there is not ry!

Jeg er ikke i tvivl. De mennesker man bliver spærret inde sammen med, skal være nogen man kan udholde, det er kærlighedens trykkoger. Det er der livet tager ved. Det er et løfte til hinanden. Noget der er stærkere end statsborgerskab, medborgerskab, ægteskab – fordi det er fællesskab..

Vi kan ikke love evigt troskab, ingen ved hvad der kommer. Men ansvaret er det bedste svar. Det fundament der udholder alt, tåler alt, tror på noget der skal komme og finder sig selv efterhånden. Jeg finder mig en pude til stolen, rykker tilbage til ryglænet og synker ned i dvalen igen. Vi klarer den sgu nok, vi holder ved, vi holder ud.

Hey, drenge, kære ægtemand – elskede mennesker. Gider I gå ud og pisse i sneen. En gang for alle. Og alle for en.

Fortællingen er brugt til projektet “danmark fortæller” Corona fortællinger.

Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg

Midt i en samtid. sang

Midt i en samtid af hastværk og lastværk og hunger og håndslag og håb
sidder et men’ske og bader forstanden i danskvand fornyet i dåb.
Ingen kan finde et hoved og hale på livet der tikker afsted
skynd dig og kom så, på farten og hurtigt, så løb dog for du skal jo med.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Tit har vi stået og længtes mod tiden hvor verden er sat på standby
fægtet og fumlet og frisat og fremmanet form af den kommende vej.
Midt i et krav er der pligter og ansvar og forsvar og besvar og nu –
-snubler et men´ske i snore der retter på det der var dig, troede du.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Intet er lovet og givet som løfter der trænger sig på som en ven
ingen formaning og råd du skal vrage før livet det opstår igen.
Brevkasser, papkasser, madkasser, glo-kasser, kasser der spærrer og står
ganske i vejen for vinden der ønsker at elske med dig og dit hår.
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Valg der skal træffes på kanden af verden og livet og men’sker iblandt
mistro og løgne og tavshed og tvivlen og måben, men hvad er nu sandt?
Indfald og udfald og frafald og nedfald der vejes og måles og blir
levende først, der hvor samtalen rækker sig frem og du endelig sir:
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-du er jo lige her”
Så kommer tvivlen og tillid og håbet og modet og kysser din mund
kærlighed lever, samhørigt og ærligt og råber: Se selv, du er rund!
Frirum af færden og fortsat forankring der fængsler frimodigt og ømt
der er din grund til at finde et sted hvor DIN postkasse altid bliver tømt!
”Du ku begynde med at se
at der hvor alt kan ske
ikke er en støbeform skabt af andres værd
og selvom du nok kom
for at lave livet om
ku det være du sku huske det du var og er
-det derfor du er her”

Seriøst?

“Seriøst” er nutidsdansk for “Helt ærligt – Mener du det der, eller er det bare det sædvanlige pladder?”
Hvorfor? Fordi børn og unge er kommet i tvivl om hvad der gælder.
Det er ikke noget de har fra tidsånden, det er en nedarvet tendens der står i lys lue.

Seriøst er latin og betyder alvorlig.
Og alvor er noget vi er blevet bange for. Det stinker af råddenskab og død.
Gennem 90’erne og 0’erne opfandt vi “kunstig seriøsitet” vi tæskede rundt i skovene, med sikkerhedsliner på og lod som om vi var i fare for at dø, men vi kravlede med sikkerhedsko og sikkerhedsnet på de nærved og næsten stejle bakkeskråninger i Mols bjerge. Vi kvalte kaniner, opdratter til samme og vi spiste græs – hvilket var enormt grænseoverskridende. I dag er det en michelinstjerne værd hos Noma.
Men vi klappede hinanden på skuldrene og heppede når lille Louise tog svævebanen hen over en halvanden meter bred og 12 cm dyb bæk. Det var så fantastisk at prøve grænser med døden.
Ja, vi var selvsagt ikke rigtigt i fare, vi lod som om. Vi var vilde vikinger, vi teambuildede, vi tiltede i seng efter lejerbålet og brændt brød og drømte om hvor modige vi var, hvor fasttømrede vi var i livet og at vi havde snydt døden dagen igennem.
Imens gik de ansvarlige rundt i ly af mulm og mørke og tjekkede sikkerheden i liner, klatrevægge, bakterier i vandet, salmonella i ægget, sikkerhedsafstand på boksebolden og fanden og hans forjættede pumpestok med metalspids.

Og hvad sker der med alvoren? Med at mene noget, med at livet koster livet og det kræver en hel del alvor og ansvar.

Demokratisk dannelse

At lære om demokrati via x-faktor og Robinson.
Vi stemmer gør vi, hele tiden, sms stemmer om dette og hint. Stemmer “Maren fra Kæret” hjem så kneppe Kurt og Patte Pia kan fortsætte deres leg med lagnerne i bedste sendetid.

Man må pisse i grundvandet for at forstå alvoren hos de nyeste slægtled.
For vi er blevet så forsigtige at vi kun kan træde forkert. Vi har ikke en chance for at sejre.
Oprøret ulmer og det er både grimt og klumpet.
Det er noget med at sige bandeord til sin lærer eller nægte at spise ærterne op, det er noget med at skeje ud af røvfirkanten og lave en selfie hængende fra et kirkespir 300 meter over jorden uden line og sikkerhedsnet.
Det er noget med at drikke sig stinkende fuld eller udfordre andre til at springe i havnen, med CULT som igangsætter. for ja da, reklamebranchen er med hele vejen og guider oprøret med sikker hånd. næsten som var det en manual.
Vi hujer at grin når en lille 2 årig, godt instrueret siger “Fuck Egelund” bare fordi vi ikke selv tør, men godt gad sige det. højt og med munden fuld af morgenmad.
Et mediestøttet oprør, godt med fuck og frankering undervejs.

Vi har nemlig brug for at blive sat igang, fattigt, men det ser sådan ud.
Vi higer efter nogen der som Felix Baumgartner, iværksat af Red bull, kaster sig ud i tomrummet og vi holder vejret mens vi kværner en energidrik, og dør lidt for hvert spin han tager, denne spindokter ud i kunstig befrugtning af vovemod. Fedt, så er vi fri for at spise græs og hænge med ti år + svangerdellerne ud over sikkerhedsudstyret på en svagt hældende bakke på mols. det ser også så grimt ud med de der deller, ikke til en selfie eller noget. Næ Felix kan fikse det for os.
Vi deler den ene vilde video efter den anden og youtube mæsker sig i vores længsel efter det dybe vand.
Fra sjove hjemmevideoer hvor bedstemor snubler i gulvtæppet, eller lilleputte falder i søvn i suppen i ulvetimen, til vildskab hvor man tæver en tilfældig i metroen eller flår en levende kat for rullende kameraer.

Imens sidder vi midaldrende og deler hahaha opdateringer på Facebook om blyanter der kan spole et kasettebånd og ægte hudafskrabninger på knæene, for det var så meget bedre dengang i de gode gamle dage. og hvem får de opdateringer? Det gør de midaldrende selv, for de bliver delt til hinanden, de unge er for længst skredet over til snapchat og noget hurtigtfix fotoforstand med filter og S/H seriøsitet.
Her deler de seneste tattoo og trender vi andre er hægtet af fra for længst.

Generation finanskrise.

Så er der de yngste, dem med “seriøøøøst” som erstatning for Javel og skal ske.
Hvorfor det skifte?
Måske i savnet efter noget seriøst!

>>Skat, der skal dækkes bord<<
>>Seriøst?<<
>>Nej nej, vi spiser af bordpladen og tørrer mund i dugen skat<<
>>Seriøst!<<
>>Ja da, hvad ellers?<<
>>Ej, seriøst mor?<<
>>Dæk bordet!<<
>> …..Jeg er seriøst lige ved at nakke en fjende i borderlands 2<<
>>Jeg er seriøst, som i alvorligt talt, som i NU<<
>>Det er seriøst nederen<<

slask slask slask *Indsæt selv lyden af tweenie fødder der slæber sig gennem lokalet*
Og det er seriøst nederen at måtte gå fra en fjende der truer en, så man næsten tror man selv er helten på den blåskimlede krikke fra Klampenborg. For spillene udgør samme drift som 90’ernes og 0’ernes selvudviklings kaninkværkende, kend din pik, faldskærmsudsprings kurser.
Det er nederen at opdage at hverdagen “overruler” selv den værst tænkelige fjende i ens spilfantasi.
Mor og far er sgu seriøse nok for en hel hær.
Som slask slask slask lyden bliver til småsnak og hverdagspludder tager livet over. Det er det der med ansvaret, ikke det kunstige for “teamet” eller “spilfiguren” men for sig selv og familien. For noget man gør ved at flytte sig, fysisk og gøre en pligt. Lille men anselig i forhold til at spise af bordpladen og tørre mund i dugen.

Seriøst?

Ciao 2013 – Breaking Newsyear

Nu siver luften af årets hjul
og “Breaking” de dækker det hele
jeg ser på twitter der pipper en fugl
om livrem og bælte og sele

jeg hører en mund der taler om krig
og liv der falder på stribe
jeg ser et skel mellem fattig og rig
og sult som ingen begribe

jeg ser en ungdom der presses mod væg
og frihed for mørke gardiner
et halvtomt glas med  mælkeskæg
og folk der bor som sardiner

jeg hører et digt af en som er ung
han kaster sin dagbog på bålet
og løfter en arv der er alt for tung
og famler og frier til målet

og piza lockoutet og døren den bandt
og alle de tabte forstanden
og smilet og modet blev væk og forsvandt
i sengen hos haltefanden

Mandela tog toget og hatten i hånd
og verden tog pulsen på magten
en selfie udløst i fælleskabs ånd
mens pressen hullede pakten

jeg læser avisen om vækst og om tro
om nye tendenser og mode
movember hvor skægget på læben det gro
og olddansk der rives ved rode

igennem et døgn, en dag og et år
går livet på trapper og stiger
og hverdagens ansvar er kam til dit hår
i puslingekongeriger

i året der gik, gik en genganger galt
og endte med ryggen mod muren
og nogen fik hoste og andre blev kvalt
men alle var “rene” på turen

en ulvefod i glasuren har trådt
og kejserens klær censureres
og Kierkegaardåret blev sølet og småt
så tomheden lægger bag os

en flodbølge blæste med møbler og mus
og svømmede over kanalen
og nye reformer kastet i grus
en fattigkarina i salen

og højt sku man flyve hvis vingerne bær
og gggi går på valsen
og melde sig ud af faner og hær
med rygtebørsen på halsen

at ryge og rejse er kun for de få
for færre for meget for fjollet
men nye skal komme hvor andre de gå
som mandelskind der er skoldet

nu bliver talt mellem marker og korn
og månelyset betager
rosen selvforsvarrer sin torn
og bagedysten den bager

alligevel selvom en verden er skæv
og kriser de forsider pryder
var totusindtretten alligevel gæv
når nytårstorsken den gyder

//Astrid Søe 2013 – på kanten af et årsskifte

Valg til Kommune og Regioner – November 2013

I Danmark er jeg født
Tekst: Astrid Søe 2013, frimodigt efter H. C. Andersen, 1850
Melodi: Henrik Rung, 1850
I Danmark er jeg født, der skal jeg stemme
og vælge mig en vej i politik.
Min stemme sir hvem der skal loven tæmme,
skønt nog’n for lidt og nog’n for meget fik.
Du danske politik,
Med udvalgsråd og møder
Med flid og hidsighed når tungen gløder .
Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
I Danmark er jeg født kan jeg fornemme,
Med demokratisk ævl og kævl og ånd
Et gammelt rige, må man ikke glemme,
Hvor skikken er at holde alles hånd.
Du danske lille land,
opdelt i små kommuner, –
med udligns økonomier der luner!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
Engang når det er blevet kold november,
så går jeg ind i stemmeboksens skjul,
og sætter mig et kryds, skønt tvivlen kæmper,
hvad er reelt og hvad er bare sul?
Kommune, Region;
med kløgt modtage min stemme,
jeg blir og minder dig om alt du glemme!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg skal vokse,
hvor jeg tar del og gir, og tar og går,
din skæbne bliver til i stemmebokse,
hvor nye folk blir tilvalgt år for år.
Du folkestyre land,
pas godt på hver en stemme,
for ude godt, men frihed det er hjemme!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Valg er at vare ved!
(Kunst skilderi venligst udlånt af Jacob Sørensen, Aalborg)

Frihed under manglende ansvar

Vi bruger mange ord på friheden.
Og hvad kan man andet. Elskelig og grundlæggende som den er.

Vi bruger også mange ord på at pådutte andre hvor fantastisk frie vi er.
Som et salgsmanifest. I sind, tanke og handling.
Vi priser vores mulighed for at være forskellig fra de andre og tager i det hele taget frihedens navn i munden så ofte vi kan.

Det lyder flot, men er det egentligt ikke.
Friheden burde for alle være den naturligste ting i verden og noget vi vidste enhver var frugtsommelig med, uden vi kikkede på maven.
Men at måtte vælge sig det som kraft-ord er tegn på et fattigt folk.
Vi ved at friheden er bundet i samfundet.
At frihed er noget man må skilte med for at gøre andre klart at vi selv mener, vi har fundet de vises sten. Vi har grebet friheden, som er det bedste guld.

Se så, vi er en fri skole, en fri organisation, en fri kirke.
Hver gang vi sætter ordet fri foran noget, ønsker vi at minde andre om at de må være bundne og at vi selv er sluppet fri af noget.
Frihed er blevet et slagord som økologisk eller mester-hak, nu uden Barfod.
Som bagt uden stråforkorter eller pava rustbeskyttelse.
Frihed er ikke længere noget man tager naturligt om, men noget man flager med.

Frihed er noget vi laver temanumre om, selv på Den frie Lærerskole.
Og jeg gør det også, som alle andre, hejser frihedsflaget og lader det blafre i vinden.
Hvilken retning friheden tager, kan vi ikke fjernstyre, friheden selv toner rent flag.
Det er kun vores håndtering af friheden der gør den diskutabel.

I Danmark har vi grænsefrihed.
Vi erklærer os som et velfærdssamfund og et velfærdssamfund er altid bygget på grænsefrihed.
Der må være grænser for galskaben, grænser for hvad man, i frihedens navn kan tillade sig at gøre i selskab med andre.
Med de ord skabes et samfund.
Hvor man indretter sig under andre mennesker og med andre mennesker gror der et samfund frem.
Det sære ved at leve i et samfund er at det betyder at man lever et sted med begrænsninger.
I et samfund kan man ikke gøre helt hvad man selv lyster.
Man må bøje sig for andres ideer om hvad et samfund er.
Ligesom de må føje de ideer vi selv har.

Man finder sammen om en levemåde der ikke passer nogen helt, men som passer nogenlunde til alle.

Derfor er et samfund smukt.
Et samfund er en løsning mellem mennesker.
Her mødes vi med hvad vi bærer frem.
Her holder vi igen og opdager at det er muligt at leve sammen trods vores forskellighed.

Men et samfund snører også livsmulighederne ind.
Et samfund maser den enkelte ind i rammer de skal overholde.
Stjæler friheden til at være det menneske vi egentligt er.
Vil man kun sine egne ideer må man melde sig ud af samfundet.
Samfundet bygger enkelt på byggesten af ansvar over for det andet menneske og deres friheds syn.

Frihed under ansvar.
Det lyder måske lidt slidt, men den går endnu.
Selv statsministeren bruger den i nytårstalen 2007.
Anders Fogh Rasmussen slutter sin tale med ordene:
Min vision om et ægte velfærdssamfund er et samfund med både frihed og tryghed.
Men friheden må ikke blive et hundeslagsmål, hvor det er de frækkeste og de højest råbende, der rager mest til sig.
Og trygheden må ikke blive en sovepude, der slører den enkeltes eget ansvar.
Frihed er uløseligt forbundet med ansvar. Lad os udvikle et velfærdssamfund, hvor den enkelte har frihed til at realisere sine drømme. Og ansvar – både for sig selv og for fællesskabet.
Godt nytår!

Jo, tak. Og godt nytår til dig og dine, hvilket jo i egentligste forstand er dig og mig.
Vi er uløseligt forbundet i samfundets fællesskabstanke. Og det oven i købet med højt belagt velfærd. Frihed under ansvar er af den slags garantier, der ikke er garantier. Man kan ikke ud i luften tale om Frihed under ansvar, for det må hver gang siges, under ansvar over for hvad og overfor hvem. Ellers er frihedens grænser en gættekonkurrence og derfor i sig selv ufrihed. Ligger ansvaret ikke klart for dagen, så er det selvcensurens tid og smalkost for friheden.

Fogh snakker om kvalitetsreformen. Til de nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar. Den indeholder blandt andet frihed under ansvar.

Hvad der pludseligt gik op for mig, den aften under statsministeren tale var, at egentlig frihed, i vores hidtidige samfundsstruktur, ikke fødes af samfundets ansvar for borgerne. Men modsat fødes frihed under manglende ansvar.
I de kommende år kommer vi til at mangle mange mennesker. Hænder til at løfte og bære, hjerner til at tænke og munde til at tale. Unge menneskers råstof, bliver samleeffekter.
Vi er simpelthen bare ikke mange nok til at få samfundet til at køre som det gør i dag.
Det er intet mindre end herligt. Pludselig midt i manglen på mennesker gives vi igen fri til ansvaret for hinanden. Regeringen går på frierfødder til folket.

Det er bragende nemt for et samfund med overskud af arbejdsdygtige folk at indsnævre mulighederne. Mak ret. Ind på linie og ret ryggen. Vær glade for at vi som samfund hjælper med understøttelse, sikkerhedsnet, hospitaler, skoler mm. Spørg ikke for meget, men stå stille i køen. Staten tager gladelig ansvar for dig.

Nu hvor der er mangel på mennesker, er vi med et slag værdifulde. Spark I kun ind med ideer, Danmark skal gå foran med opfindelser og kreativitet. Jo, vi lytter gerne til enhver der har noget at foreslå. Vi byder, som stat, ligefrem ind til kaffe og blødt brød.
Vi bliver igen et fællesskab. Og fri til at være noget for hinanden.
Så længe vi mangler noget, får vi frihed til at være noget og skabe noget til hinanden og være hinandens vigtigste ansvarsområde.

Vi får lov at bekymre os om vores gamle, vores børn. Der er jo ikke andre til at tage vare på dem, de er sparet væk eller er gået på pension, så nu er vi pludselig fælles om dem. Det store og egentligt helt naturlige ansvar for vores medmennesker.

Aldrig, i mit liv, har friheden samfundsmæssigt, stået mig så nær. Den borer næsen ned i pudevåret og sætter aftryk.
Hele Danmark vil byde friheden indenfor under dynen og blive et folk i egentlig velfærd.

Et velfærdssamfund betyder ifølge nudansk ordbog, at finde sammen om lykken på lige fod. Ikke at hver mand er sin egen lykkesmed.
Jeg har altid troet at velfærd betød at man fik tilskud til bone-lock, men smukkere er det at opdage at velfærd er at føje hinandens frihed.

Med menneske-mangel sker der pludselig også noget med regeringens slagord, noget for noget.
Nu står vi med en regering der må bøje sig mod folket og med folkets egne ord opdage, at noget for noget må blive til ordene, noget for nogen. At være fri til at være noget for hinanden.

Fra frihed til frihed.
Frihed er en gave.
En personlig gave, en medmenneskelig gave, en mellemfolkelig gave.

Smukt pakket ind, ligger Frihedspakken hver morgen, med sit glitterpapir og slangekrølle-smilende gavebånd og venter ved siden af sengen. Det bedste ved den pakke er at den ikke kun ligger der på fridage. Friheden er en dejlig brud, konstaterer Biskop Thomas af Strängnäs, i 7 vers i digtet, Frihed er det bedste guld fra 1443. Friheden holder man bryllupsnat med alle livets nætter og hver morgen vågner man til friheden som morgengave.

Er det ikke herligt, at netop den sang er skrevet af en svensk katolsk biskop, sjældent sunget i Sverige, men i Danmark med Carl Nielsens melodi den mest brugte, når vi skal synge om friheden. Den svenske katolske bisp sang i virkeligheden om friheden fra danskerne og Danmark! Men skriver man alvorligt om friheden, så vil ordene selvfølgelige være mellemfolkelige.

Fridag.
Godmorgen til friheden! I dag indeholder frihedspakken et væld af muligheder i mine faste gøremål, jeg er fri til alt. Til at gå i skole, til at arbejde, til at gå til møde, fri til at tage telefonen og betale mine regninger. Fri til at vælge livet til som et stort gavebord.

Godmorgen fra friheden! I dag indeholder frihedspakken alle de faste gøremål man må igennem, indtil man har fri.
Fri fra skole, fri fra arbejde, fri fra møder, telefoner og regninger. Fri fra det hele så kun fritiden ligger og venter, et sted lige om hjørnet men stadig så langt væk at man må kæmpe sig igennem gaveindpakningen først.

Frihed er altid delt imellem TIL og FRA.
At være, fri til noget. Eller fri fra noget.

Dagen er fri.

Jeg drømmer så tit om et sted,
hvor ingen får lov til at være i fred,
hvor gammel og ung rækker hænderne ud,
og ingen må føle at de står for skud,
hvor alle kan skabe i tryghed fordi,
vi ved vi er fri.
Men jeg vågner altid og ved,
jeg skal leve i virkelighed
– dagen er vild.

I den nye højskolesangbog er Hanne Kirk kommet med, med digtet: Jeg drømmer så tit om et sted.
Hun begynder digtet med at virke i velfærdssamfundet. Et utopia bygget på frihed.
Hanne Kirk digter med afsæt i det fri, gør sig fri og gør sig TIL for friheden.
Digtet bygger på frihedens gode og enestående kår.
At vi dagligt oplever at til og fra kortet på frihedsgaven bærer vores eget navn.

Der hersker ingen tvivl om hvor glæden ved friheden har størst omløb.
Når vi fornemmer friheden som et tilvalg. Fri vilje og frivillighed.
Jeg er fri til mine ord, min berømte danske nydøbte jyllandspost-ytringsfrihed, fri til mine handlinger og medmennesker. Jeg er fri til at vælge hvad jeg ønsker at arbejde med, jeg er fri til mit liv. Og jeg tager det på mig, i frihed og med frimodighed.

Ganske anderledes er det med friheden når vi taler om at have fri fra noget, eller blive fri for noget.
Når friheden er noget vi løber efter, længes mod eller venter på, så er friheden pludselig ikke så nærværende, men en stræben efter at blive forløst.
Filosoffen Søren Kierkegaard ville minde os om at vi ikke er nærværende, hvis vi ikke griber friheden til livet og til de andre mennesker omkring os. Men vigtigst, at vi ikke udsætter friheden til senere. Friheden er bedst i nuet, for nuet er bestandigt nyfødt og rummer ikke et igen.
Nuet er uden erfaring. Nuet et på vej til noget mere. Hvad, ved vi ikke på forhånd.

Netop usikkerheden og det ukendte holder os oppe.
Vi ved livet igennem kun et: At vi skal dø.
Som eneste fællesbestemte skæbne for mennesket.
Tydeligt hører man den engelske digter John Donnes (1624) klokker ringe.
Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig! Digteren kimer hvert eneste menneske død ind som fælles sorg. Alle mister en lille smule, hvor et menneske mister livet. Og det gode ved John Donnes klokker er at man altid kommer igennem til et menneske første gang. Der er aldrig en autobesked om at man er nummer 7 i køen. Hvornår ens nummer er udtrukket ved ingen. Det er i egentligste forstand en dejlig frihed at vide at livet en dag slipper op for os og indse at vores timemanager ikke holder livet i skak.
Gamle planer brister, nye muligheder åbner sig. Friheden til livet driver os ind i nye tiltag og det er bydende nødvendigt at have travlt med at være i nuet og nærværet, for om lidt er vi borte.

Søren Kirkegaard, ville han sige:

»Hvad skal der komme? Hvad skal fremtiden bringe? Jeg ved det ikke, jeg aner Intet.
Når en Edderkop fra et fast Punkt styrter sig ned i sine Konsekvenser,
da ser den bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste,
hvor meget den end spjætter.
Således går det mig; foran bestandig et tomt Rum, hvad der driver mig frem er en Konsekvens, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og rædsomt, ikke til at udholde.«

Søren Kierkegaard har øje for menneskets trængsel og samtidige held.
At vi livet igennem kaster os ud i det tomme rum og bliver til eller træder i eksistens fordi vi netop gang på gang står i tomheden.
Midt i uvisheden og tomheden mister vi alt. Og fordi vi intet har at gribe efter, er eneste mulighed at holde sig fast i det uhåndgribelige. I friheden, håbet, modet, troen og kærligheden.
I tomheden får det uhåndgribelige krop og mæle.
Vi sættes fri i det favntag.
Det er godt nok rædsomt og ikke til at udholde, men alligevel er netop det tomme rum det sted, hvor friheden til livets nærvær fremelskes.

Friheden virker, når den er frivillig. Når vi utvungent får øje på den.
Vi kan nok så mange gange sætte ordet frihed foran vores tiltag. Sige til hinanden at vi lever i frihed, at Danmark bygger på frihed. Men med frihed, som alle andre uhåndgribelige størrelser, står det fast:
At friheden altid inviterer sig selv og ikke kan tvinges til nærvær.