Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.
Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.
Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.
Astrid Søe 2012 – på kanten af et efterår
Man kan vågne en mor’n,
så fuldstændig flad,
af grin – fordi dagen er gryet,
og sommer tar vår’n,
i hånden så glad,
at livet er næsten fornyet.
Astrid Søe 2012
Udefra er euforien
ikke ganske at forstå
alle nynner melodien
store smil på må og få
Havestole skifter farve
hækken spirer himmelhøj
jorden flyttes af en larve
væk et vintrens lag af tøj
Udefra tæt ved ækvator
findes ikke skift i vejr
solen kendes som diktator
vinter findes ikke her
Kender ikke eurorien
når det atter bliver vår
kærlighed til blomst og bien
kun vi nordboer forstår
//Astrid Søe
ude i novembernatten
er de gamle dage
revet af kalenderblad
som er ladt tilbage
ude i novemberkulden
er de store stemmer
ord der ligger under mulden
noget man fornemmer
ude i novembertågen
mildnes alle tanker
natten bliver uglevågen
hjerterne de banker
ude på novembervejen
høres trin af ælde
jeg er ganske vist min egen
novembernat fortælle
Kan letlempeligt synges på: se det summer af sol over engen
Se det summer af sol på mit Sjælland
se det driver med dag over Fyn
mens det grå viger bort over Jylland
trods en tåge der ligger over byen
og på øerne går vejret
indenfor for at ta en lille lur
DMI bliver ganske beæret
alt mens solen den gør november kur
Du skal være aldeles velkommen
du der kommer med tåge og regn
og et lommetørklæde i lommen
og en virus der kommer lidt i vejen
du kan bruse, du kan råbe
du kan skælde og ælde alt på jord
pyt – for jeg går i min badekåbe
og kan se, gennem tåger, livet gror
Astrid Søe Copyright
November november forventningens tid
så gråt er dit hår og din tunge er blid
du drager med dage derinde i skjul
og lover at snart, ja snart er det jul
November november forløsningen tid
hvor tågen gør blind, usigtbar, så hvid
hvor træet står nøgent og viser sit kød
hvor bladet er visnet i jordens skød
November november så kort er din tid
din stjernehimmel har kaldet mig hid
dit lys er et genskær af det der var til
din tone en klang af; jeg ved hvad jeg vil
November november forkrøblingens tid
jeg kalder på dig og du hvisker – Ja gid..
du ønsker og løfter en sjæl og en hånd
du stilnes med mørke og bliver til ånd
Astrid Søe 2011
Tone: Bjarne Haahr 1981. Jeg svømmer ind fra Kattegat
Tekst: Astrid Søe 2002
I vinte’rens barnehvide hud
jeg genser mit skelet
det ønsker sig at hoppe ud
foruden sikringsnet
det kaster sig fra bakkens top
men når det atter kravler op
jeg gir det livets frakke på
og støvle om sin storetå.
Når våren springer ud med tro
på stedsegrønne håb
går vinteren igen til ro
i regnens milde dåb.
utæmmelig og vild og glad
går kroppen i forundringsbad
og ler som genfødt i det ny
foruden hat og paraply
I sommerens mætte blomsterflor
får modenheden magt
jeg svæver dristigt over jord
i hængekøjens takt.
jeg vipper ind i sommerens blund
i søvne åbner jeg min mund
med dovenskab som havens hval
i træets skygge, glad og sval.
I efteråret står jeg op
og klær’ mig som mig selv
naturen farves om min krop
af blodets kildevæld
mit kød gir træet gylden lød
idet jeg kysser jordens skød
kun klædt i årets lodne vrang
jeg bliver et med livets gang
Ordet skaber hvad det nævner 