Nasa live fra Hjallerup

Vi venter med spænding og nerver
På Nasa der barsler med vid 
Hvad fandt de med deres rumfærger?
En and eller noget med bid?
En vandpyt og fem gummistøvler?
En marsbar der er pakket ud?
En flyttemand der går og bøvler?
Rudolf med den rød tud?
Alligevel tror jeg nu næppe
At de fandt en ravklump fra Skagen 
En hjemløs der sov i sit tæppe
En mellemøstlig imam
Jeg tvivler på fund af aviser
Et demokrati og et folk
Måske de har fundet forstanden?
Der kan være jordens tolk.
Snart livestreamer Nasa det hele
Og snakker om Breaking og news
En verdensnyhed at dele
En teleprompter med clues
Og imens suser to satellitter
Rundt og filmer et hav der er gråt
Og klimakrisen den hitter
For i nuet der går det jo “godt”
Vi har kastet med krudt på vor klode
Vi har svinet og rodet og bragt
Skidt og skrammel til rummets kustode
Ryd så op, lige nu blev der sagt
Gad vide om kræmmer og krejler
Nu endelig står med beviser
Når Nasa til Hjallerup bejler
“Vi har fundet en MARSkendiser” 

Blodmåne

Mor måne har fået det røde
Og buttet og rund står hun op
Så lækker som rødgrød med fløde
Med kurver på sind og på krop
Mor måne står nøgen og nynner
En vise af “røde mor”
Og bryster sig af sine ynder
Og blotter sig for vores jord
Mor måne i skyggen af kloden
matronen er fuld og lidt plat
Befriet og helt plukkemoden 
Hun hvisker “vær min nu i nat”
Mor måne har sange om lykke
Hun løsner en drøm at forstå
Og svæver som nattens guldsmykke
Og lyser som kun måner må
//Astrid Søe