Rød(lige) regeringer giver altid oprør – hvorfor? fordi den rødlige/grønne vælger er typiske debatlystne mennesker der end ikke går i vejen for at tugte dem de elsker. og så vil de have retfærd for de svage. Sådan er parolen. Det vil den blå fløj også, men andre ord, men alligevel. Og hvem vil ikke det? Vi er jo i grunden bare danske og for få til at spilde en eneste.
Men den røde fløjs vælgere råber højt.
Vi har set det særligt tæt i denne regeringsperiode. og hold nu k**f en vanskelig opgave det har været.

lad os lige begynde med at skrabe knækbrødet for smør og slaske det tilbage på kanten af kærgården med krummer og kvalme og se op den arv, den globale krise, den siddende regering fik i morgengave.

Det har da været vågne mareridt for enhver folkevalgt, for enhver borger og for enhver vågen erhvervsdrivende.

Og der er blevet fægtet og forsøgt at krænge det sidste tandpasta ud af tuben. Helle, Margrethe, og de afgåede SF’ere har taget bæltet frem til de ellers så moderne hængerøvsbukser og lavet en olfert på danmark. Det er sgu egentligt modigt nok som sådan, men har kostet ufatteligt meget undervejs… også tillid og dyrebar viden.

lærerne, børnene, skolerne, de gamle, de svage, den under 02, vejkantsbyerne, udkantsdanskerne, de handicappede, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, su’en, dong, nets, tilliden.

…og ville det have været anderledes under en blå regering? Nix.

Ingen kan navigere skuden i fasttømret kurs gennem en krise.
Det koster at side med og ved magten og hvor mange jublede da vi fik den nye regering, er lige så mange skuffede nu.
Hvorfor? Fordi der kun er en vej ud af krisen: den der gør ondt på borgerne. Skæres for den sorte stær, skal nu øjne mange… og det bliver de, igen og igen, til vi kommer i sikker havn.
Det synes måske grimmere når det er en rød/magenta farvet regering der griber stæren om struben? Måske, men socialismen går sgu også med kniv under kriser.

Jeg er også skuffet, på min egen utopiske måde, for jeg vil så gerne at vi bare alle sammen er venner eller noget – fuck farvevalget – bare det er, fulltime, fullrate.
Men jeg er ikke så blåøjet at jeg ikke kan se at kirurgen er nødvendig.
klip en hæl og hug en tå.

Kunne vi have klaret det uden kniven? næ, det kunne vi nok ikke.
Men måden vi skærer kan vi godt debatere og vil blive ved med at debatere – længe endnu.

I sidste ende handler det om hvordan vi holder sammen under en krise. jeg er egentlig ret stolt af befolkningen. Der har været en fabelagtig fornemmelse for det vi nær havde glemt under de smækfede 00’ere – nemlig det at være i et skæbnefælleskab.
Vi vågnede alle sammen i krisen og tænkte, talte, samtalte, demonstrede, viste vilje og frivillighed. Der groede noget frem vi havde glemt. fornemmelsen af hvad det er at være et folk.
Debatterne glødede og pøbelvældet gravede sig ud af grøften og gik til bal i den borgerlige. Lokumsbrættet blev ikke slået ned og vasketøjet hang med, “end ikke stol på pink hjælper”, bremsespor til kik på hver en tørresnor. Det er jo sundt nok.

Det har kostet og det har været hårdt, men alligevel, nede i smøret og krummerne på kanten af kærgården, en fornemmelse af noget godt. Noget helt og rigt der har sejret.

Vi står nu med en hel del reformer, men intet paradigmeskifte.
Jeg havde håbet på at krisen tog flere skift med sig i tankegange politisk – at den tvang til nytænkning.
Der er endnu ikke nok af nyt, men det buldrer nedefra…
For der er alligevel er der et skifte i folkeånden.
Kriser har den godhed at minde os om hvor små vi er, at minde os om hvor sårbart vores land og folk er.
Intet er givet for evighed.
Altså kan vi bruge krisen til at finde sammen om noget der er langt vigtigere end bare smart-tver på afbetaling og nye silikonebryster.

Hvad lærde vi undervejs? Meget.
Vi lærde at der nu ikke længere er plads til overflod, men at vi skal være og leve bæredygtigt.
Vi lærde at vi alligevel, når det gælder, holder om og af de svageste i samfundet og kæmper for og med dem, nedefra i folkeånden.
vi lærde at verden i nød og strid er skrøbelig og at vi må stå sammen for at ændre det billede.
vi lærde at ytre os, at bruge muligheden for at blande os når det gælder.
Vi har lærd meget, på tværs af tidligere tiders kultur og økonomiske skel.

Finanskriser kradser, som fattigmands hotdog uden pølse.
men den maglende pølse er føelse – kend den på knækket – for det knæk og den krise gav folkesammenholdet tilbage.

Det vil jeg holde på, for det at mangle “noget” giver et blik mod dem der har og det at dele, men hinanden for hinanden.

I morgen er der nok endnu en reform, endnu et tiltag for at tilpasse samfundet til de nye tider.
Kan vi måske smide kageformen ud og begynde at nulre kagen mellem fingrene og lave små figurer der i sidste ende smager godt af håndsved og kærlighed.

Jeg tror sgu egentlig godt vi kan forme samfundet fint og folkenært.
Om fålov, det er jo blot en lille klat land, men få millioner håbefulde der kan og vil – også uden ret og pligt.
———————–
opdatering:
men… så så jeg hvem der er rendt med stemmerne… og så …. nah