Orkan
Lungerne er et fint instrument
Blæs
Der er noget helt essentielt ved den usynlige blæst der fejer gulvet rent, henter liv, tegner død, flytter rundt på det vandte, knuger og spærrer inde. Og skønt du er skjult, ser vi dine fingre stryge gennem håret og gråne landskaber. Dine hænder ryster et hus, løfter et tag, dræber, løfter roden fra livets træ. Og dagen derpå, underligt stille, ikke engang sådan rigtigt lykkeligt, selvom alle Kyllinger er i live og ræven ikke havde bidt dybere end end knapt til knoglebenet. Og alligevel vemodigt i fornemmelsen og erkendelsen af at livet er så småt og tilfældigt. At vi puster os op og alligevel mister pusten blot naturen et øjeblik får trang til at minde os om hvor små vi er. Jeg kan tage dig, når og hvor som helst, jeg kan knuse dit kranie i min næve, eller brænde dig til glemsel. Det er godt, det er fint, det er vilkåret. Og derfor med blæstens gave, igen et gennemsigtigt landskab. En hvirvelvind af blade der trække gennem luften og væk. Grene der nøgent og blottet står tilbage. Som tilværelsen når den finder sit nu. Fugle der lander som lys og liv og læner sig forsigtigt mod en stamme, dagen derpå. I hel og gennemrislende eksistens. Dødens vilkår virker igen naturgivent og gennemtænkt. Selvom det er pludseligt og skarpt som en blåmusling der trædes under bare tæer. Og rynkerne der var der længe før du så dem. Samler vi op, hvad du tabte, gennem livet, i blæsten, i vinden, i vilkåret. Og du fik ret. Din kost fik fejet efteråret bort og vinteren imøde. Længslen efterlod du, som flydende ark ved næste bølge. Eller det aftryk af viden den knækkede gren bar i barken tidligt i morgenlyset. Vi er så latterligt små trods storhedsvanviddet . Tak for det. Sådan er det bedst. Sådan er vi bedst. I blæst.
…eller noget
Blæst
Blæs mit vasketøj mod øst,
flyt mit sand som du har lyst,
kom fra vest fra kyst til kyst.
Storm du vilde glade vind,
kom med vår i krop og sind,
kom med rødmen på min kind.
Ryk i træ og tag og flag,
rusk og ryst et sindelag,
læg dig så i ro og mag.
//Astrid Søe 2013
Efterårsnat i August
Det dufter af stængler der synker mod jord,
af blade der glemmer at gribe,
og midt i det hele der står jeg og glor,
og vinker far vel til en vibe,
Nu sætter en stjerne sig lænselsfuldt ned,
og skynder på året der runder,
alt blir til jord i mit blomsterbed,
og efterårsnatten blunder.
//Astrid Søe 2012
Det danske vejr er Lad-vær-Vejr!
Sår’n en dag som den i dag
hundekold og blafre-flag
næsen løber syd om Als
halstørklæde om min hals
Sår’n en dag er evig god
blæst igennem, ind til ro
varm cacao, flødeskum
varme på i alle rum
Sår’n en dag er meget værd
når det vejr som jeg har kær
helst vil brændeovnen nær
udsigt til lad-være-vejr
//Astrid Søe 2012