Skrevet den af ASTRID SØE

At vælge samfundet fra og til


Nå men, da jeg stod op i morges nynnede jeg uforvaret “Se nu stiger solen af natmørkt hav” og imens jeg lavede kaffe og tænkte på at jeg havde glemt en vandmelon ude bag i bilen og noterede mig at det rugbrød jeg købte i går var muggent igen! Bager, tag dig i agt, der kommer igen en muggen kunde, – så slog det mig at det løfte jeg gave mig selv engang i fordumstid, bag gravens kæmpehøje, løftet der sagde at jeg hver eneste levende morgen skal tage stilling til om jeg d.d. er en borger. Om jeg kan vælge mig ind i samfundet, tage det på mig, ville det, handle i det. Det løfte tog jeg ikke i dag.

Denne morgen besluttede jeg at i dag, nej, der kunne jeg ikke sige ja til dig, nemme, lattermilde, til tider latterlige, demokratiske ophavssamfund. I dag vil jeg gå gennem dagen uden statsborgerskab, uden indflydelse, bortviske mine krydser og mine politiske ståsteder. Jeg vil vide at jeg ikke hører til, er statsløs, uden for, sat på porten, ligegyldig.
For det er sådan det er at undlade at vælge sig samfundet til. Det er sådan det er at undlade at stemme, at undlade at ville være en del af danmark, eller hvad land du nu end sværger til denne morgen, eller at være afskrevet af samfundet, udenfor, flygtet.

Og i dag vil jeg mene noget om alt det jeg vanligt er ligeglad med, og pisse på den offentlige mening, mens jeg slingrer ned af vestergade, gennem byen en sidste gang, med en blå kings og solen der stiger af natmørkt hav. For det bliver en fremmed dag.

En dag som ufattelig mange på flugt mærker hver eneste dag. At de ikke længere har mulighed for at vælge et samfund til, at de står udenfor, at de er ligegyldige. At deres stemme ikke har ret eller pligt eller lov.
Kære samfund, i dag fravælger jeg dig. I morgen vil jeg atter spørge mig selv om jeg vil dig, som tusind andre morgner.
Måske vi ses.

se også: http://astridsoe.blogspot.dk/2008/08/frihed-under-manglende-ansvar.html 
http://astridsoe.blogspot.dk/2013/08/valg-til-kommune-og-regioner-november.html

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Fri mig for friheden!

Samfundstendens: vi er nu nået til FRI- plejehjem, mens vi har set friskoler og fribørnehaver skyde frem med fornyet kraft de sidste 10-15 år. Altså institutioner der er skabt af ildsjæle rundt om uden om systemet. Tendensen er stigende og tydelig. Som samfund er der både noget rigt og fattigt ved de mange tiltag. De fortæller om et samfund der ikke har magtet at bevare nærsamfunds tanken og ikke

har råd til de mindre sammenhænge. Hvor kommuner nedlægger skaber borgerne selv nye steder.
Retorisk har vi mistet noget med navngivningen FRI skole/børnehave/plejehjem, for vi siger med ordet FRI at værdien er at være fri af skæbnefælleskabet ikke skabe nye vilkår i skæbnefælleskabet. Da friskolerne oprindelig blev støbt var det det pædagogiske og læringsmæssige setop, der gav mening til frihedstanken. Fritænkere.
Nu bliver alt der skabes af civilsamfundet navngivet: FRI…
Det koster i forståelsen af hvad det er at være del af et hele og et fælles samfund. Det koster når frihed bliver et modeord som mesterhak og bagt uden stråforkorter!
Frihed er en tanke om at sætte noget eller nogen fri fra eller til noget. Og vores samfund ( siger vi) er bygget på frihed og demokrati. Men det øjeblik vi “går imod” den offentlige mening bliver vores projekter stemplet med ordet: FRI.
En skole der opstår i en nedlagt folkeskole bliver ikke fri af at genopstå som folkeønske. Den er stadig skole for de selvsamme børn med ofte de selvsamme lærere og det ændrer ikke friheden at give et frihedsnavn. Friskolen er en tankegang – ikke en oprørssang mod stat og styre, finanskrise og kommunalbesparing.
Måske vi skulle få set lidt på hvordan vi behandler ordet frihed nu om dage.
Det er fattigt at stemple vores samfund som så ringe at alt der skabes udenom er det eneste der er “godt nok” til at få frihedsstemplet! Jeg holder så uendeligt meget af de gamle tanker der skabte vores mulighed for at skabe skoler med fritanke, som var Kold og Grundtvigs ide bag.
Den sorte skole med terperi og udenadslære skulle have en modpol i friskolen med fantasi, følelse og frisind. Her var det selve børnehøjden og pædagogikken der var frirummet, ikke pengepungen eller samfundskrisen.
Pas på gamle Danmark at du ikke snubler i dine ord. At du ikke mistolker hvad frihed er. At du ikke giver frihed tydninger der ender som “inde og uden” for samfundsrammen.
Det øjeblik er vores folkearv og nordiske opdrag ude og vi ender i et indsnævret forbitret systemsamfund splittet og misforstået over tid – mens sproget tilpasser sig noget helt skørt: At frihed ikke er at være medborger, men modborger. At samfundet er ufrit og noget vi frigør os fra når vi skaber lokalsamfundsmuligheder.
Det ville glæde mig om den siddende regering ville tage et par dage ud af kalenderen og læse op på vores historie, på samfundet, på den nordiske mulighed og tanke og overveje hvad frihed er? Om frihed er at være sammen, at stå fælles om en sag eller et land med mangfoldig tankegang eller om frihed er at fravælge landets sag og vilkår.
Når vi taler folkeskole kontra friskole skal vi huske at der gælder samme krav om output i eleven – det har loven bestemt – men måden vi møder eleven læringsmæssigt har hvert sit setup ( hvis der er tale om en grundtvig/Koldsk skole) friheden er altså en grundtanke i pædagogikken – ikke et forblæst ligyldigt prædikat vi klasker på skoler der overtages af forældrene.
Et friplejehjem er ej heller mere frit fordi det drives privat. det er blot: privat! Men vi er blevet smølfeblå bange for at kalde noget for privat!! hvorfor? fordi det indikerer et skel mellem stat og folk. Staten har opgivet noget og borgerne tar over, uden om staten. Altså: De FRIE (!) markedskræfter! Det lyder borgerligt <— yep – der var det: ordet borgerligt, men her er ordet borgerligt et udsagn om at borgerne går imod en statsligt beslutning.
Hvad er et samfund egentligt hvis vi er borgerne mod staten? Hvis splittelsen går på hvem der har retten til at drive menneskeinstutioner? Det er jo der striden står. vuggestuer, børnehaver, skoler, plejehjem, hospitaler. alt der er for mennesker er en statsopgave eller er det?
Privatiseringen er et udtryk for at nogle borgere mener de har en anden opskrift at skabe menneskerum i., men husk nu bare at kalde det privat! Ikke fri!
Ja fri mig for frihedssnakken – den er forvrøvlet og hører ikke hjemme om sten og mørtel, bygninger der skifter hænder og ledelse.
Frihed er et begreb vi skal danse varsomt med. det øjeblik frihed bliver et skel i samfundet har vi tabt det hele. Det øjeblik er vi ikke længere et samfund, men sat helt på spidsen: en arv-art af et diktatur/statsvælde med borgerne som uartige ulydige Robin Hood frihedskæmpere der går imod styret og statsmagten. Jeg vil IKKE være fri af staten – jeg vil være fri som stat – som samfund!
Ja sgu og godmorgen vintertid!
 
//Astrid Søe 28. oktober 2012

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Piv mindre – Prøv mere!

Kan snart slet ikke se vores samfund for bare revsere… Måske er det tid til at genhuske, for alvor, hvad det er vi vil med hinanden som folk. Krise, økonomi, afmatning mv.. det er intet at regne mod den krise og afmatning der kommer at at glemme hvad det er at være et folk, at være skæbneforbundet.
Måske huskede vi ikke i dag at vågne og gnide søvnen ud af øjnene med det ene formål: at sige til …os selv i spejlet at vi også i dag VIL vælge os TIL som borgere og folk i danmark.
Jo mere vi revser, brokker og brydes, jo længere er der til samling og selvtro.
Jeg har nu engang tænkt mig, ganske naivt, at tro på vores folk og formåen. og samtidig nære tillid til verdens global-borgere. Hvad kan vi andet, vi er kun mennesker og har kun en vej – det er frem og det er fremtid.
Må du og dine få en aldeles forrygene dag hvor vi husker at smile og le, tro og se. Og bliver det nødvendigt at falde i et hul, så lad det blive smilehullet, for der ligger nøglen til et helt lands fremtid begravet.
Når glæden kommer, kommer troen på samfundet og løsningerne på det hele.
Vi klarer ikke et 2012 med surmuler og slatne løsninger.
Vi klarer ikke hinanden og os selv uden viljen til a give Jante et gevaldigt spark i røven og genopfinde troen på mennesket. Det enkelte menneske. værdipolitik med menneskeværdi og menneskemetode. Fint nok med skældud og revsere, men hold jer lidt på måtten og kom igen når I har fundet lidt tillid til jeres medborgere og til mennesket som grundlæggende godt.
Piv mindre – Prøv mere!
http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

duften af hjemme

Skrevet om den kommende Syddjurs kommune… Altså ren historie nu 🙂

…Duften af Hjemme.

For nogen tid siden var jeg med mine børn på biblioteket i Ebeltoft. I forhallen mødte vi synet af et udbud af nye ideer til våbenskjold for Syddjurs kommune.
Jeg spurgte min største søn på 5½ hvad han ville vælge hvis han så de forskellige forslag. Hvilken tegning for dig mest til at tænke på egnen? Han kikkede længe på de fremsatte forslag, rynkede på næsen ved de flest men lyste op i et smil da han så forslaget med blomsten. Det der mor, ville jeg vælge. Det ser ud til at dufte af hjemme!

For store og små er kommunesammenlægningen er stor sag. Det handler nemlig ikke bare om politik, finanser eller arbejdspladser. Det handler i stor grad om tilknytning og fornemmelser for hjemegnen.
For vi der er tilflyttere eller første generations Molboer er det endnu ikke en fornemmelse for forgangne tiders historisk parløb eller fjendtlighed byerne imellem, der er fremherskende når vi kikker ud over den nye kommunes landskab. Det er nærmere spørgsmålet om hvad egnen egentlig vil, både før og nu i sammenlægningen tiden. Først må man gøre sig klart hvad hjemegnen betyder for en og dernæst om man kan finde sig selv i duften.

Med sammenlægningerne vælger vi flere til i lokalsamfundet. Det ser jo altid flot ud når man vælger noget til, og særligt når det handler om mennesker. Men jeg er stadig i tvivl, efter dette første år herude. Hvad er det de mennesker vil? Hvad er det kommunen vil dufte af?
Jeg nåede lige at flytte hertil kort før kommunevalget. I min søns børnehave mødte jeg en mor, der muntert refererede hendes drengs ord om de mange valgplakater der hang alle vegne og lyste op i landskabet, med tilbud til borgerne om hvem vi skulle stemme på. Drengen havde kikket meget på dem og havde stille spurgt sin mor om de der mennesker på valgplakaterne var forsvundne danskere?
For politikerne må vi håbe at de bliver det modsatte. Lokalpolitik er på alle måder en herlig mulighed for at lytte til egnens folk og fornemme duften af de mennesker der alle er med til at sætte sit præg på egnen.
Det er og bliver til alle tider de fastboende der gør en egn livlig. De mennesker der har til valgt Syddjurs som deres hjemegn.
Vi taler på Syddjurs om vækst, mens befolkningsvæksten ser ud til at skabe for mange tomme pladser i børnenes institutioner.
Jeg kan ikke lade være med at foreslå at Syddjurs kommune forsøgte at skabe sit værd og sin ”duft af hjemme” ved at satse på menneskelig vækst.
Det er måske ikke det mest moderne forslag, i en tid hvor man skal være sig selv nærmest, men et forslag der på alle måder kunne skabe nyt liv, nye ideer og nye tiltag. Med menneskelig vækst, mener jeg ikke tvangsfødsler, men en storstilet sats på at blive en menneskelig kommune. En kommune der landet over blev kendt som stedet hvor mennesket er i centrum. Det er stort set gratis at være medmenneskelig. Det er gratis at hilse på naboen, at give en hånd med. At spørge hinanden om hvad og hvordan vi ønsker at sammensætte tilværelsen. Holstebro gjorde det, de satte skred i udviklingen ved at vælge sig mennesket til. Hvad vil vi med vores by Holstebro? Vi vil gøre den til det sted man føler sig hjemme. Vækstjylland, som man omdøbte egnen til.

Syddjurs kan blive stedet hvor man har rod og hvorfra vores verden går. Nu er det jo oftest sådan med verden at den går fra egen hoveddør. Også min. Jeg er ikke i tvivl om hvad vi i det små mangler, legepladser (lidt brok skal der vel til) og mødesteder hvor alle slægtled kan finde rod i hinanden. Det ser så håbløst gammeldags ud at opdele slægterne i hver deres dagtilbud. Tænk om Syddjurs turde satse og lade plejehjemmet give lokaler til dagplejebørnene, børnehaven bo dør om dør med ungdomsklubben og ældrecenteret.
Men verden er ikke sammensat af mangler, men af eksisterende tiltag vi med tiden bremser eller bygger videre på.
Et godt eksempel på en af Syddjurs smukke byggesten er kunsten, som er med til at give et umiddelbart indtryk af vildtvoksende vækst for os nye beboere. Syddjurs flyder i kunst, i bogstaveligste forstand, med flaskepost tiltaget denne sommer. Og ideer som denne sætter sig. Det er ideer som denne der giver mulighed for at snuse til duften af Syddjursland.
Syddjurs har som alle de andre kommuner deres eget frie valg til at klynke og stagnere eller modsat befri sig selv og tænke forfra. Når en ny kommune søsættes er det med streg under ordet ny. Men ikke med afsæt i at man skal lave om bare for forandringens skyld. Men at man ser med nye øjne på det gamle der var og det ny der kommer.

Først og fremmest handler hjemegnsglæde vel om at høre til, at finde grobund for det daglige liv og det daglige tilvalg. I samtaler med folk på egnen, blusser en vågnen op og en kampglæde for egnen og de mange tiltag den allerede har, men samtidig en længsel efter en mere sammenhængende fornemmelse for hvad egnen egentligt tør og hvilken fremtid vi ønsker at vælge os til.
Så længe egnens egen forståelse halter, halter også lysten til at skabe dette nye samfund i Syddjurs.

I Danmark som helhed lever vi under vilkår der understreges af prædikatet: Vældfærdssamfund. Et hurtigt opslag i nudansk ordbog fortæller at vældfærdssamfund betyder: Det at finde sammen om lykken, på lige fod.
For en ny kommune tager det selvsagt tid at finde rod og fornemmelse for de mange delte stykker der skal kittes sammen. Det tager tid at finde hinanden, selv i et lille samfund. Men hvis lykken skal finde fodfæste, kan den ikke gå og halte.

Hvilken form for daglig lykke Syddjurs skal mødes om?
Der er muligheder nok, omtrent lige så mange støbeskeer for lykken, som der er beboere.
Man skal bare få øje på dem, i strømmen og sammenlægningen, så beboerne ikke bliver de forsvundne danskere.
Syddjurs kommune har en vision, kan man læse sig til i deres beskrivelse af sig selv på hjemmesiden www.syddjurs.dk, Citat: Den politiske ledelse arbejder for en levende og velfungerende kommune, med inddragelse af borgerne som et bærende element. Citat slut. Her har visionstænkerne vist været lige lovligt hurtige med pennen. En kommune kan ikke inddrage borgerne, den er borgerne. Det er det egentlige fællesskab. Det er alvorligt når en vision glemmer sin grobund, men ellers er visionerne bestemt i næsehøjde med det der kunne være en duft af hjemme.

http://www.astridsoe.dk