I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning

Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli’
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer


Et barn der ånder på ruden

Et barn der ånder på ruden
og tegner et kors som besked
at mærke helt under huden
og synke længere ned

Langfredag forvirrer og famler
sin smerte, sin tvivl og sin tro
hvordan kan jeg leve og være?
hvordan kan jeg vokse og gro?

Et barn der ånder på livet
og opstår i lyset igen
for påskemorgen er givet
men mørk er vejen derhen

Nu tænder de lyset på gaden
og bussen rumler forbi
du delte ved bordet af maden
og opstod som en kolibri

Jeg dækker dit bord og jeg kalder
jeg deler den mad som vi har
du løfter os op når vi falder
i himmelen har vi en far

Min påske er et rodet puslespil

melodi: Nu lyser bøgens blade atter op

  1. Min påske er et rodet puslespil
    af brikker der skal passe til hinanden
    i alle farver, former der er til
    og lægges med opstandelsesforstanden
  2. En brik har store palmeblade på
    der løftes som en hilsen når du kommer
    at sejre uden kongekrone på
    i troen rig, men dog med tomme lommer
  3. En brik er ren og skær som vand i dåb
    du vasker vores vid i vand og væren
    en brik er brød og vin som delehåb
    at dele er som ilt i atmosfæren
  4. En brik er sort og koster livet selv
    et kors på Golgatha med død og smerte
    men tillid kan man ikke slå ihjel
    tilgivelse er rytmen i dit hjerte
  5. En brik er stenen der er rullet væk
    fra graven hvor din krop lå kold og døde
    og som en fuglerede i en hæk
    opstod til liv i påskemorgenrøde
  6. Min påske var et rodet puslespil
    med brikker der lå spredt i alle dele
    men påsken samler, det som Gud kun vil  
    og at du selv er brikken i et hele

Det sker jeg selv får øje på

Det sker jeg selv får øje på
at livet næsten går i stå
og føles lidt alene
så kan jeg pludselig huske på
at der er noget jeg kan nå
så intet føles ene

Jeg kan ta’ fejl og blive væk
en gåde, som et brev med gæk
gul som en påskelilje
men du sir’ pyt, tage dagen på
og husk mig, i det himmelblå
opstå som påskevilje!

Jeg kan tag’ fodbad og bli’ ren
og vifte med en palmegren
og samle mine venner
ta’ kage med og dele ud
det er mit påskestjerneskud
et lys i dig jeg kender

Jeg kan fortælle hvad jeg tror
og vide at du tror mit ord
og turde meget mere
og jeg kan spørge alt jeg vil
det er at høre troen til
at høre til blandt flere

At komme som ukronet konge i tro

At komme som ukronet konge i tro
at sige, slap af, hvor Gud er, er der ro!
At give sit liv og at ville enhver
om du; skæv eller skør, normal eller sær
At mødes ved bordet og sidde hele tæt
at dele det hele og selv blive mæt
at mærke at venskab gir nærhed og mod
at vaske sin tanke, sin krop og sin fod
Men selvom han sejret med kærlige ord
så blev han forrådt ved sit eget bord
blev mobbet og drillet og dømt til at dø
og dem der kan hjælpe står ikke i kø
Så hænger han der og hænger lidt ud
og spørger “Hvor er du, hvor er du min Gud?”
“Hvorfor er du borte, jeg mangler dit ord.
Jeg tørster. Tilgiver. Nu fuldbragt – jeg tror”
Så lukker han øjet og livet går ud.
Men så står han op og han rejser til Gud
for selvom han døde på korset og skreg
var døden en gave til dig og til mig
Og er du i knibe, og græder og ser
fortryder, sir undskyld, tilgives og ler
så ved du at Kristus langfredag hang ud
og viste: elsk ALLE, som stærkeste bud

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen.

Da jeg var barn sang vi ofte den gamle traver på vej til stranden: Gå aldrig ud i vandet uden en voksen, en voksen, gå aldrig alene derud.
Der var noget grundlæggende i den sang og netop det at synge det ind i barnesindet virker.
Vi var aldrig i tvivl om baderådene og hvordan vi skulle forholde os til hestehuller, revler, fyldt mave eller det at bade alene.

Idag er der flere der “drukner” på internettet end i havet.
Vi mangler stadig en sang – en kultur der fortæller enkelt og med forståelige råd og det man kan møde.
Og det er svært at lave fordi vi skal fortælle en historie om mennesker og menneskers dumhed, dårlige sider og overgreb.

Vi slås for friheden, åndsfriheden, debatkulturen, samtalen, kildekritik og opdragelse og samtidig oplever vi på nært hold at voksne og unge – endda børn opfører sig uendeligt underligt det øjeblik de logger på nettet og pludselig skifter fjedderham.

Da jeg var barn var der en mand der ude i byen blev kaldt “Porno-Poulsen” alle vidste hvem han var og alle vidste at han var den landsbytosse som vi skulle leve med, som vi var lidt bange for, men som nok egentlig ikke gjorde nogen rigtigt fortræd.

Porno-poulsen var håndgribelig fordi han var i gadebilledet. Vi kunne se ham og vi kunne forholde os til ham.
Han var en lille tynd mand i gråt jakkesæt, hans overskæg var malet på med sprittusch og han havde en scooter med en vindskærm med blomster på, sådan noge blomster man ellers brugte i bunden af badekarret som skridsikring. På scootren havde han to saddeltasker. Og de tasker indeholdt angiveligt pornoblade, ugens rapport og de grå sider. Alle kendte de tasker og alle kendte indholdet.
Porno-Povelsen havde så vidt vides aldrig gjort egentlig skade på nogen.
Men vi var alligevel bange for ham.

Engang skulle jeg gå fra skolen til busstoppestedet alene. Det var eftermiddag og myldretid og jeg stod pænt ved lysreguleringen uden for skolen. ventede som man skal på det grønne fodgængerlys og gik først over da det skiftede. mens jeg gik hørte jeg lyden af scooteren.
Lyden vi alle sammen kendte og genkendte som Porno-Povelsen.
Jeg løb, med mine rødhårs fletninger daskende i alle retninger og min lille røde skoletaske, som ind i helvede. Nede ved busstoppestedet var der en hæk ved et hus. Der gemte jeg mig.
Scooteren standsede lige ud for hækken. Der lå jeg og tænkte på de saddeltasker som Porno-Poulsen nok om lidt ville åbne og om lidt ville indvi mig i. Så løb jeg, den anden vej – tilbage til skolen. Med alt det mod og alle de gode råd jeg kende fra både skole og hjemme om hvordan man forholder sig når man møder en der gør en utryg.
Porno-Povelsen fulgte ikke efter.

Jeg tror såmænd ikke at Porno-Povelsen havde noget i sinde med mig. Måske havde han slet ikke set mig. Måske standsede han fordi han var punkteret eller skulle rette på sprittusch-overskægget i sidespejlet. Og måske havde han noget i sinde? Jeg får det aldrig at vide, men jeg ved at det betød noget i opdraget at han var håndgribelig. At vi i samtaler om de ting i livet vi skulle passe på, kunne pege på Porno-Povelsen og tale om at det nok ikke lige var han vi skulle indlede en samtale med eller tage med hjem.

Idag flyder det med Porno-Povelsener på nettet og vi forsøger efter bedste evne at fortælle børn og unge om faren ved det usynlige. Ved det de kan støde på og møde ude i cyberspace, men vi har uendelig svært ved at finde et sprog for det. Vi kan gøre meget skade i det sprog, skabe unødig angst, skabe utryghed over for mennesker, for nærhed, for frimodighed.

Vi har en opgave – fortsat – om at synligøre at mennesker er forskellige. At lære børn og unge både ja og nej og at skelne mellem godt og skidt. Og vi har samtidig en opgave der byder os ikke at skabe frygt i børn og unge. Ikke at gøre det fremmede menneske til en fjende.
Vi er næsten kommet dertil hvor vi, i sikkerhedens navn, ikke må snakke med et barn mens vi stå i bussen eller er ved at pakke varer i supermarkedet og der sidder en sfotræt unge i vognen en halv meter fra os.
Vi skal passe umådeligt på tilliden. At vi ikke lærer børn at menneske kontakt og samtale er farlig, så mister vi det umildbare, nysgerrigheden og sameksistensen. Samtidig skal vi lære at være tydelige, være mere præcise i vores råd og fortællingsramme til børn når det kommer til voksne der lokker børn på nettet.

Vi mangler et sprog til samtiden. Vi mangler et sprog der kan synges ind og fortætte og forklare uden at skabe unødig frygt og uden at skabe mistillid til voksne, som dog er barnets vigtigste tillidsgrund.

Gå aldrig ind på nettet med en voksen, en voksen….

Livet er en mesterlære vi ikke må miste.

Jeg vil vove den tese at dannelse ikke er noget vi kan tage fra mennesket.

Heller ikke reformere i lovord om gymnasier, grundskoler, erhvervsskoler og lignende.
Dannelse er det der sker uagtet “lærings-regimer”, målstyring, fremdriftsreformer og andre mådeholdne metodiske tidsmaskinelle mekanismer som vi i denne tid forsøger at implementere i vores lærings institutioner.

Sidst jeg kikkede mig omkring havde dannelsen det ualmindeligt bravt – vel og mærke uden for hegnet på legepladsen.
Nuvel, den går i andre klædninger end “præstekjole og knækflip.”
Men den lever ufortrødent videre, trods debat og dødsannoncer i dens eget navn.
Dannelsens særkende er at den ikke ladet sig gribe af reformer eller regler.
Den finder sig ikke i at blive mast ned mellem leverpostegmadder og fakulteter, fagskoler og reformer.
Og selvom alle i tiden forsøger at være på fornavn med buzzword som “dannelse” ender de fleste debatter med at spørge sig selv: Hvad er egentlig dannelses tydningen?

Det kan vi (heldigvis) dele mundlæder om i umindelige samtaler herfra og til helvede.
(I den forbindelse kan jeg berette at slår man op på Google mabs under “Helvede”, så foreslår den bla. Dansklærerforeningens forlag som adressat!
Nu holder jeg egentlig meget af dansklærerforeningens forlag, men når vi debatterer dannelse er tydningen god nok.)

Dannelsen er ikke et opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.
Og oplysning er et greb i lommen på livets som hele.
Vi kan ikke studere os dannelse til, uden samtidig at agere i forhold til andre mennesker.
dannelsen slår ned, uagtet om vi vil den eller ej.
Det er livets vilkår og vilkårsfordeling.

Kvasers blod
Vi kan jo begynde hos Vanerne og Aserne i det nordiskmyteske opdrag til tilværelsen.
Fra gammel tid var dannelse et ukueligt mod

og modet kan hverken måles eller vejes, karaktergives eller målstyres.
Den er som fenrisulvens lænke en skabning af fiskeånde, kvindeskæg, fuglespyt, lyden af kattepoter, bjerges rødder og ukueligt mod.
I myten om Kvasers blod fortælles der om Aserne og Vanerne der får den prægtige ide at holde fred med hverandre.
De forsegler pagten med at spytte midt i Valhals gård.
Da Vanerne er gået hjem står Aserne tilbage med al den dejlige spyt og galde, som var det en rest af en facebookdebat om sommerhumør, skråskrift, integration, skolepolitik eller andet gods.
Af spyttet former Aserne til en digterskjald som de døber Kvaser.
Kvaser er lavet af samtalens råstof og er derfor så klog at han skal svare på alle spørgsmål. Han er opskriften til fantasiens evne og livets mulighed.
Desværre går det sådan, i den gamle myte at Kvaser bliver slået ihjel af Jætterne, men hans blod opsamlet i tre store kar.
Jætterne får den ide at spærre karrene inde i et stort bjerg, gemt væk fra verden.
Det ender med at Odin, efter mange prøvelser får kvasers blod tilbage så fantasiens evne og livets mulighed kan være tilstede blandt alle mennesker og Guder.
Livets mulighed er ikke blevet til for at blive spærret inde, men skal bruges imellem mennesker.
Dannelsen har siden de gamle overleveringer været en oplyst del af vores begrebsverden. Noget vi griber, men ikke begriber.
Grundtvig kysser kun med tungen
I de sidste par hundrede år har dannelsen kysset særligt dybt, for det meste gennem grundtvigsk mund og siden gennem højskole, efterskole og friskolebevægelse. Om mærk dig netop det – bevægelsen. En levende tankemåde der flytter livet, opildner og opliver, oplyser og opstår.
Når vi nu igen igen tolker dannelsen døende, må man igen igen gensynge; Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Og barnet trives svært inde i det store mytiske bjerg hvor de lodrette vægge skygger for livsoplysningen.
Bjørnstjerne Bjørnson ville skråle, Ud vil jeg ud åh så langt langt langt!
I de sidste 200 år er vi gået fra hånd til ånd, fra industri til videnssamfund.
vi er gået fra dominans til frihed. Vi er gået fra pøbel til populisme.
fra diktatur til demokrati, fra kirke til trosfrihed.
Det er 80.000 års evolution der i løbet af 200 år er eksploderet til at være “Hin enkelte” “ego-famlen” “egen forståelse” “selv-realisering”.
Og hvordan har vi klaret det?
Der tales i kvalitets tid, i egentid, privatliv, mor, far og børn har egne værelser til at varetage deres privatesværes hellige rum, ligusterhækken springer ud omkring de små egostammesamfund.

Vi indretter rent fysisk stadig samfundet, skolen, læreanstalterne, lejlighederne, husene efter den gamle opskrift, at familien er urkænkelig, at livet læres ved at se på det hoved der er højere end vores eget, at vi lærer livet i samklang med vores nærmeste og af familien.
Familiemønsteret ligner meget vel det gammelkendte. Vi har blot kun meget lidt tid at udleve det i.
De sidste års debatter er ikke til at tage fejl af.
Igen og igen peges der på at vi mangler hinanden – alvorligt talt.
at vi er presset på tid i forhold til vores nærmeste.
Debatten vil blive ved, det er der ingen tvivl om og den er nødvendig.

I debatten om barnet som individ i familien er der også flere års tovtrækkeri og meningsforskelle at spore.
>>Børn er egoister, de er centrum, de dikterer alt fra  indkøb til valg af avis.<<
debatten fortæller at børnene er de nye “overhoveder”.
Andre debatter fortæller det modsatte.
Emnet og striden i debatterne viser meget godt noget om vores opdragelsesmetoder.
Ikke dem vi selv opdager og bruger en pokkers masse tid på at udtænke og udleve, men alle de andre måder vi opdrager os selv, dels i familien, i skolerne, i samfundet og i samtiden.

Det virker som om vi er meget delte i vores signaler i denne tid. I opdagelsen viser vi at barnet er enten lidt “ligegyldigt” (sat til side når vi dyrker voksentid, egotid etc.) eller ophøjet til kongen når vi sætter barnet i centrum for al virke vi gør og beslutter..  (sådan sat på spidsen) 
Er der noget med ballancen vi har glemt måske?
Frækt kunne man se på vores hundelov og kæledyrsopdragelse. på måden vi har ophøjet hunden til leder i familien. en hund skal trænes og lære at den er et folkdyr. Hvis vi lader den side med ved bordet, bider den, for ingen lærte den at den skal følge flokkens overhoved og lære undervejs. 
Det er et sært billede, særligt når vi ser på mennesker kontra dyr, men evolutionen er måske ikke så meget længere end det.

Flok og skæbnefællesskab
Børn er selvstændige individer og skal respekteres, men samtidig have læremestre der tør gå foran, tør lede vejen og vise verden frem som et godt sted, et sted hvor man gennem dannelse og erfaring, nysgerrighed og vilje får vej og finder vej.

Vi taler om det i skoleregi – klasseledelse.
Og vi ved det når vi møder en lærer der kan “det der”
Jeg kender sådan en lærer.
Hun er elsket og respekteret af alle eleverne. Helt enkelt fordi hun står som en tydelig rollemodel og “Går foran” i både som leder, relationssøgende menneske og som dagens rammefortælling for eleverne.
Nu har hun ikke længere tiden til det, men viljen fejler ikke noget. Den er bare blevet rammesat så stramt at samtalen og den vejledende myndighed blegner.
Det er ikke vendes skyld.
Der er noget tillidsvækkende ved at kunne læne hovedet mod erfaringen.
Det skaber tryghed. I familien, i skolen og i livets forhold.
Der er intet nyt i det, den tydning kender vi som vores egen baglomme.
Men samtiden mangler røv i bukserne og baglommer.
For hvordan læne på erfaring og samtale med forældre, lærere, pædagoger, kolleger, studiekammerater etc. Hvis der ikke er tid til overs til det?
Hvis samtalen og dermed dannelsen er sparet væk eller reformeret?

Man kan altid spørge sig selv om det er vigtigt at blive ved med at insistere på “læring via levet liv” og “Livets skole”
Og spørger jeg børn eller unge, så svarer de meget godt og stort set altid det samme.
>>Kasper sagde i går at…<>Mormor siger…<Min lærer oplevede på sin ferie at..<<
Og mere sjældent svarer de >>Google gav mig svaret på livet<<

Nærved og næstenFamilie er en styrke. Det er fællesskabets læringsrum.
Siden henter vi læring ind fra alle de mange sammenhænge vi begår os i, men fra begyndelsen er det i familielivet vi øver os på at være medborgere og medansvarlige.

Ofte debateres det om det er sundt eller usundt at vi i al hast udliciterer “familielivet” fra børn er 6-12 mdr. og de begynder i vuggestue eller dagpleje.
De etablerede “eksperter” strides om emnet igen og igen.
Et er sikkert, vi har som samfund overgivet os, på lige linie med andre særligt vestlige kulturer, til samfundsopdragelse af vores børn.

Måske er det med til at vi glemmer, eller mangler en vigtig brik i vores familiefølelse og dermed fremtidige samfunds og fælleskabs fornemmelse, at vi ikke længere er øvet i at være i skæbnefælleskab med hinanden.

Dermed ikke sagt at familierne som hele er udslettet, men vores naturgivne pleje af hinanden er systimatiseret og vores tid sammen meget sparsom.

I dag kan vi lære, forfra, famlende hvordan det er at være familie, ved at tage et ny-udbudt kursus hos kommunen, vi kan tage ægteskabskurser hos kirken, vi kan tage yngelplejekurser hos sundhedsplejen, førstehjælp hos falck, trin for trin i børnehaven, coach til de unge, til de midaldrende, til de gamle.
Vi er snothamrende forvirrede omkring livet, opskriften, vi higer og søger.
Det er der ikke noget nymodent i, at vi søger efter opskrifter, men at vi som samfund ensretter svarene som kurser, opdragelsesinstutioner og skoling er ret nyt.

For tiden vælter vi os i phd’er, videnskabenlige undersøgelser der klart fortælle at menneskets største fare som race er at vi har glemt at være sammen som familie. 
Vi har mistet fællesskabsfølelsen.
Det brud med yngelpleje, opvækst og læring i en tryg kendt ramme, betyder at vi mister roden i tilværelsen og reel fælleskabs forståelse.
Hver tid, sin undersøgelse, men revolution 2016 ser ud til at blive at vi igen går tilbage mod familielivet som udgangspunkt for vækst.
flere og flere vælger sig tilbage til hinanden og forsøger at give plads og nærvær forfra.

Samtidens tiltale

Imens vi søger tilbage i noget oprindeligt, begynder debatten igen: Har vi måske fuldstændig glemt hvad det er at være naturlige? 
Hvordan vi føder? Hvordan vi dør? Og alt det midtimellem – som er en naturlighed, nemlig livet og hov.. livet er jo netop naturligt, biologisk, kraftfuldt. Er vi som race blevet så ringe at vi uddør fordi vi ikke magter livet mere? fordi vi fortvivles og går i stå? glemmer at stå ud af sengen, og ak ve – glemmer at lade mobilen op så hele omverdenen og kontakten til andre smuldrer? 
Midt i det står og går de unge på stand-by. og så får de skæld ud, for det de har lært af os andre. 
Det er ikke godt nok. 
Hvis vi ser en “ego”, “nå” eller “stand.by” kultur, er det et spejlbillede af os selv.
– Måske vi skulle tage og slå os ned i tre-to’eren med de unge og slukke for dmi, mobilen, pc’en, tv, og vente – i stilheden – til samtalen kommer tilbage og til vi begynder at spørge: >>Hvordan gjorde du?<>Hvad længstes du mod? <<

Da der i 2013 var Lock-out på skolerne var der mange børn der for første gang var med deres forældre på arbejde.
Rigtig mange børn og forældre har siden peget på at trods den ubegribelige svært logistik omkring lock-outen, så skete der noget inden i dem.
De fik pludseligt lært en masse om hinanden og børnene fik oplevet hvad de voksne går og lavet på deres arbejde.

Erfaringsdeling og fornemmelse af at være en del af hinandens liv.
Ved vi ikke hvad de voksne laver, ved vi ikke at de er værd at spørge, at de har værdi som rollemodeller.

At lære er at ville
Det er skide nemt at tage en tur på Mac. Donalds, for der er livet indrettet så børnene ikke falder uden for deres eget univers. 
Det er knapt så nemt at tage en tur på Angle terre og nippe petit four, men billedligt talt – så lærer vi børn at børnenes univers er sådan livet ser ud – for altid.

Livet er også at stå i kø i netto og at hjælpes af – ikke hjælpe de voksne.
vi poster lommepenge i pligter, men glemmer at det at være familie ikke er at betale børn for at give en hånd, men en opgave der gælder alle.
Måske er godbidsopdragelsen den største fjende vi har, for fællesskabet, for det naturligt at vide at man indgår i en sammenhæng og er uundværlig.
Peter Kemp skrev så fint, ingen er uundværlige, men alle er uerstattelige! 
Vi kan undværes, men selvom vi skiftes ud er det nye menneske der kommer til ikke det samme som det der var før, vi kan aldrig erstattes. den viden er uvurderlig. 

Vi skal ikke være hverken popkonger, prinsesser eller genier for at have værdi. iIke alle skal have en lang videregående uddannelse, ikke alle skal stå på en pedestal og være fyrtårn for menneskeheden – men være fyrtårn for sine nærmeste. 
Værdien er den enkeltes liv, der “måles” ved de afsæt og de fodspor vi sætter i andre mennesker. 
Det vi giver til et fælles bedste. 

Ro, Regelmæssighed, reform og revolution
Vi er skabt til at stræbe, stræbe efter at dygtiggøre os, udvikle os – men vi spænder ben for os selv ved at tro at alle skal udvikles ene, at drømmene er ens, at noget liv har mere værdi end andet.
Du når aldrig længere end du har drømt som ung, sagde Grundtvig – og drømmen er drivkraft, men drømme er forskellige.
Livet kræver hårdt arbejde – bestemt og livet kræver historie, det kræver rod og forstandighed om det at være til, i en verden omgivet af andre.

“Skolerne drukner i uregerlige dovne børn og unge…” – nej, det gør de ikke, de drukner i mangel på børn der har lært at spørge, der har lært at være i et fælleskab på alles præmisser, ikke kun deres egne. 
dannelsen til livet, der foregår uden for hegnet, lever, men vi bruger for meget af livet inden for hegnet.
Og med de nye reformer på skoleområdet er hegnet blevet højere og mere markant.
Jeg vil fortsat ønske for min samtids børn og unge at der gives mere fri til fritiden – også for at kunne bruge tiden sammen med de vigtige læremestre i alle aldre, som kan give retning og mulighedsnære råd.

Debatkulturen, medierne, ja os alle sammen skælder og smælder med ord om dovenskab, ugidelighed, uselvstændighed, umodenhed etc, når vi debatterer de unge og deres livsduelighed.
Enten er de for urealistisk målrettede og karakterryttere eller også er de for opgivende.
Spejl – som det vist hedder på moderne dansk.
Og i det spejl ser de unge ikke så meget andet end det opdrag vi gamle har givet.

Det er ikke de unges skyld, det er ikke facebooks skyld, det er måske ingens skyld foruden vores hast i tilværelsen for at stå på pedestalen og have økonomi til tre-to’eren og speltbollerne og egentiden uden at tage historien med, tage erfaringer med og dele vores mestring af livet. 
Det er fiseme ikke for sjov at man er forælder – det tar tid – god tid – lang tid – livstid!

Børne(b)ordet
Min ældste havde, da han var yngre, bestemt sig for at holde en fest hvor der skal laves et “olddingebord” i stedet for et børnebord – Han var så træt af at skulle sidde ved det pokkers børnebord hver gang vi skulle til fest.
Ved “oldingebordet” (vel og mærke et bord for alle os over 40) der kan de så sidde isolerede og alene med hinanden, med søbemad og plastikkrus, mens de “vigtige” andre holder fest ved hovedbordet med hvide duge og krystalglas. Hvorfor tænker han sådan? Fordi han ser at børnene er et segment der holdes ude af det egentlige fællesskab, som en svøb, som om de allerede på forhånd er dømt ude som duelige ved festen. de spilder jo, bøvser, griner, smasker.. 

Børnebordet er mc donalds forlængede arm, vi gemmer børnene af vejen for de er i vejen, men vi inviterer dem alligevel, til festen, til fælleskabet, uden dog at inkludere dem rigtigt. 
Hvilket signal sender det. At de er ønskede, men på tålt ophold.  
Vi lader somom det er for børnenes skyld, men for faen, det er jo ikke. 
Vi laver mange krumspring for at gøre familielivet nemmere. men er det nemmere i længden for barnet og siden den unge – når chokket kommer, når de opdager at børnemenuen ikke varer ved, at livet ikke kun er 4 nuggets med ketchup, at der skal knokles og at dugen er hvid og nystrøget? 

Børn er børn og skal have lov til at være det – hvis vi altså husker hvad børn er.. 
Børn er mennesker, de er nysgerrige, de leger livet for fuld kraft som en øvelse i at være en del af fælleskabet. 
De leger stadig far-mor-børn, købmand, bank, postbud, popstars, prinsesse.. alle øvelser i at gribe livet som de ser det. Der skal være plads til leg, til grin, bøvs og mest, plads til samtale og spørgsmål. 

Livet går dog begge veje, der skal også være plads til at vise livet frem, “at fortælle mennesket”, som Svend Åge Madsen ville sige det. 
Kvalitetstid er at have god tid. At turde stå stærkt, at vise holdning, at samle hinanden og samle på hinanden som et vilkår i det at være menneske. 
Jeg savner (stadig) et samfund hvor det igen er moderne at mødes på tværs, hvor livet er et mødested hvor slægt skal følge slægters gang – gang på gang.
Hvor vi har tillid til mennesket og også til tiden vi bruger uden for samfundets mange instutioner, skoler og andre sammenhænge.
At livet, også børnelivet tildeles værdi, reel værdi, ikke kun samlemærker i BR men en viden om at livet ikke bare et kuponhæfte der dumper ind i mailboksen, men faktisk skal optjenes, skal virke og handler om sameksistens.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
De sidste 10 år har vi forsøgt at sætte ind med mange flere love, regler og regulativer i samfundet. skolen vil snøre yderligere ind og terpe og skoleboden udskiftes med en kinagrill. men jeg tror ikke på opskriften – for dannelse foregår undervejs, ikke i udenadslære, ikke i terperi, men i stræben efter at blive menneske. 
Dannelse er ikke kongerækker eller kvardratrod – dannelse er læring der sker når vi ikke kan lade være. 

Hvordan får vi skabt en mesterlære i skolerne og hjemme, i samfundet og i omgangen med hinanden?
Mesterlære handler om at mestre, at øve sig i at stå på egen ben, at tage fra, at vælge ud på ta selv bordet, at sidde med ved bordet, at åbne døren udad. 

Vi kan ikke regulere eller regelsætte regelmæssig læring. Læring er et livspust, et åndedrag, et fælles vilkår for samfund og sameksistens. 
Så højtravende og alligevel helt naturlig er læring. 
Uddannelse til livet kræver dannelse. at vi dannes af noget, har rod, har læremestre der trådte i eksistens, så vi siden lærer selv at eksistere.
Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
Og hvor gengror vi så det mod på livsoplysning, mestring og dannelse i folkeskolen, friskolen, efterskolen, gymnasier, erhvervsuddannelsen, universitetet, jobbet, fritiden, civilsamfindet, det politiske opdrag?
Ved at turde fortælle mennesket, at vælge livets mulighed i kvasers blod og tage ved lære af Højskolernes kongstanke: At Højskolen er skabt for at være et mødested mellem forskellige mennesker. Elitære, uskolede, skæve, lige, rige, fattige, ukendte og kendte, gamle, unge og enhver der kommer frit og siden går frit.
At ethvert opdrag, enhver holdning er fri til søsat og modsagt om man vil.
Højskolen er skabt for at være “den frue samtalers fristed”.
Den tanke er en exportvare der ville være ganske smuk i alle dele af vores samfundssammenhænge.

At dannes
Vi fødes over en åben grav – og er fortællingen undervejs. vi oplever, fortætter, famler, fanger, frigør, forstår, tvivler og takker for det vi nåede og fortryder det vi ikke fik set, følt eller fornemmet.
Videnssamfundet er fabelagtigt, særligt hvis vi tør bruge det rigtigt, tør huske at livet er at stille spørgsmål og at finde svar. Vi kan ikke lære barnet eller den unge at svare, men vi kan lære dem at spørge og er vi heldig spørger de efter erfaringen efter den voksne, den der har levet, set, hørt og holdt livet ud i strakt arm. Mere af det.

Hvis dannelsen går og støver lidt rundt om, er det ikke så meget dannelsen det er galt med, men modet til at gribe muligheden og genopfinde de livsformer der danner mulighed for at opildne og oplyse.
Det er værd at samtale om – sæt igang.
/Astrid Søe

Læs også gerne blogindlægget om Demokratisk Dannelse http://astridsoe.blogspot.dk/2014/05/serist.html

og Indlæg om debatter og tonen http://astridsoe.blogspot.dk/2015/01/kvasers-blod-debattens-sgsmal.html

Men har det noget med Gud at gøre? Børnesalme

Tro og håb og kærligheden
holde hånd og håbe alt
række hen i evigheden
prøv at lyt, der bliver kaldt
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”


Livet fyldt med små mirakler
venner, kærlighed og sjov
blæksprutter med små tentakler
lejerbål og birkeskov
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”
Se en fugl og markens lilje
korn og frø og vejr og vind
nattens drømmefyldte vilje
solens varme på din kind
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

I begyndelsen var ordet
siden blev det dit og mit
brød og ånd ved nadverbordet
vaske fødder ganske tit
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

Vi har fælleskab i verden
dagligt brød og gådeliv
og du følges i din færden
liv er gaven, gå og giv
“men har det noget med Gud at gøre?
tænk selv, hvad kan være større!”

Børnesalme – melodi og noder undervejs fra komponisten 🙂

Dannelse børnedigt

Hvad er dannelse du kære?
Viden om det ganske nære
det du møder uden tvang
menneske og livets sang
steder, måder, sæd og skik
hvad du må og får og fik
mulighed og frisat lyst
fuglen i dit eget bryst
vilje, trang og uløst tro
midt iblandt dem livet gro
og hvis du tør zoome ind
dannelsen er i dit sind

Se mor, de er bange for ord

Fredag åbnede bogforum med vanlig duft af nytrykte bøger.
En duft i øvrigt der går lige i hjernen, som en vår med spirer eller formuldent løv en efterårsdag.
Noget mellem liv og død og linierne.
Og Bella, den fede matrone, var fuld af vrimmel.
Nogle havde gjort sig mere umage end andre.
Der var stande der bød indenfor og nogen der lukkede sig om sig selv i snævre labyrinter af “sig selv nok”
På podier sad forfatterne og blev spurgt ind, men nøje indstuderede aftale spørgsmål, om dette og hint.
Og de svarede, med nøje indstuderede svar, på spørgerens ord og smilede næsten.

Der var en der talte utroligt længe om afføring.
Det gav sig bekymrende nok udslag i en utrolig lyst til hotdog.
Men det er ikke ligetil i Bella at få en hotdog med sjæl.

– Der er årmhulehår på min hotter mor!
Det var min 12 årige der tørt konstaterede at hans designer frokost var langt fra kongens Nytorvs pølsevogn og en rigtig morfar. Sådan en fed en, med remo og rå løg.
– Det er utidigt er det, svarede jeg og stirrede på de bønnespirer de havde lagt oven på designer hotdoggen.
De mennesker vi sad over for skævede noget til mig da jeg med forælder-præcision plukkede den for armhulehår. Helt ærligt, Gillette, gå hjem og læg dig.
Man er vel mor, før man er Bellababe.

Vi drak vand og kaffe. En del.
For det første for at skylle designerhotdoggen ned og for det andet for at drukne indgangsdørens maskinpistoler.

– Se mor, de er bange for ord!
Det havde han sagt da vi kom.
Koldt, nøgternt, nutidigt.

Bange ligefrem? Og nu struttede de mandigt med geværer i alle retninger og store salatfade til at køre ordene væk, stripset med armene på ryggen. Først i futtog, på den våde vej. Side om side. Siden rettergang og arrest. Thi kendes for ret. Ordet skaber hvad der nævner.

Det duftede nede på madscenen.
Hella Joof og Kristian Ditlev Jensen stod og småklukkede hen over et køkkenbord med flere ord og krydderier fra ukendte verdenshjørner og ingentingsland. Bag for en sag, i troens tjeneste.

– Hva, er der ingen smagsprøver? Det var barnet igen.
Jo jo, mon ikke man kan få en nøglering eller noget.
– Seriøst mor?
Det er voldsomt provokerende at bage på en bogmesse når man kommer lige fra skole og der ingen kage er i sigte.
Seriøst, udtrykket går igen.
Det har været en del af børns vokabular nu i årevis.
Det gør noget.
Og ikke noget sundt noget.
Spørgsmålet har hjemme i tvivlen.
Den er kommet snigende sammen med fitness world og pisatests.
Mener de det? De voksne, altså seriøst? Eller er det bare noget vi leger?
Lader som om, peger hen mod, har målsat?
SERIØST??
Vi gik med til Lindhardt og Ringhoff og åd noget af deres forfatter chokolade og litterære lakrids.
Manu Seeren har skrevet en ny bog og de dufter godt inde hos L&R.
Der var også den nye bog om nazisme.
Den prøvede jeg let at trippen hen over, men barnet spurgte. Og spurgte.

På vej gennem et mylder af rullekufferter og fødder og sved bankede vi ind i fire betjente.
Så smiler man lige som den der gule satan i messinger med alle tænderne.
Øh, undskyld.
Fast blik. Meget fast. Mere tandsmil.
Det var henne ved en blå elefant af plast. Den stod og så noget betuttet ud på vores vegne.
Gammelklog og overbærende, men usikker.
Den havde mange spørgsmål. store og livskloge. Desværre talte den kun “Made in Taiwan” og vi kun vesterlandsk med endnu lidt designersennep i mundvigen.
Elefanter er sgu ikke hvad de har været. Helt sikkert ikke.
Måske hos Oliver Zahle, men ikke den her blå en i plast.
Den længtes efter Strid. Han er alt andet – end strid. Ren forkyndt skabelse i streg, ikke plast.

Vi gik ned til Etikken der gerne ville tages tilbage. Den stod lidt svimmel og flirtede med Ella, hende med elastikken og et navn man gerne vil købe.
Jensen & Dalgaard uddelte større knus til barnet. Genkendeligt.
Det lignede en fortabt forfatter der vender hjem efter et sidespring til et andet forlag.
Det er meget ømt. Sådan noget “holden af”, midt mellem skrivemaskiner og blå elefanter og knitrende poetsne.

– Man må sgu gerne holde i hånd når man er på bogmesse, sagde barnet og tog min hånd.
Man ikke bare må, man skal, tænkte jeg, mens Gyldendals blå medarbejdere vimsede rundt og havde voldsomt travlt. En lille by i sig selv på Bella. Hjertets dannelse og bøger der bygger babelstårne mod lysstofrørenes hellige haller.
– Godt man ikke er visevært her, konstaterer barnet. Og tager mobil op af lommen for lige at tjekke en udregning på holdbarhed af lysstofrør.
– man skal vel også leve, siger han, og tæller og trækker fra.
Det skal man vel, tænker jeg og bladrer i en livstilsbog som jeg SERIØST aldrig ville købe.
Den dufter nu alligevel godt. Næsten som de andre. Jeg bliver i tvivl om det var den her der handlede om afføring? “Livstil på røven”, eller noget. Det hed den nok ikke. Det er for jordnært. Ligesom dannebro i hundelorte og terror i Krudstønden.
Man kan fysisk strække hånden ud og røre ved den.
Frygten og de skudsikre veste.
Og tvivlen og tjekken programmet for evt. tilløb til noget

Bøgerne var ligeglade.
De stod forførende og kildede på de rigtige steder. Dem der trænger sig ind på en uden at man havde givet lov. Ikke den om afføring. De andre. Selvsagt.

Bøgerne der egentlig ligger forkert på borde i nydelige rækker og tikker om at blive fyldt med notater og æselører og ringe af kaffe på omslaget.
Langsomt miste duften og ende i en muldjordsagtig nødeduft af liv.

– Var der ikke noget med den der bog om “Grunner swaggy boy” de vi skulle høre om?
Nå jo, vi svinger forbi den nye Grundtvig bog af Birgitte Stoklund Larsen.
“Grunner” har det godt. Selvklart. Oplyst og nødvendig.
– Aj du kunne nu godt have… nej se lige, haha, se lige mor…
Der står to mænd med blød hat og parisertørklæde. Debatterende, snedigt udregnende næste argument og tagline.
– De er da gået forkert ik?
Nah, det er de nok ikke.
– Måske de skulle tage og slappe lidt af. Hey det er jo bøger ik?
Jeg stirrer på de to mænd der er klædt ud til lejligheden som indbegrebet af et gadekryds mellem Picasso og Bogart.
De virker pludselig næsten nøgne og meget forkerte.
Det er jo ikke noget vi leger vel, seriøst?!
Barnet ved det, med det samme.
Politiet også.
Jeg øver mig. Stadig.
I hvor alvorligt det er. Ordet.
Hvad det skaber i os og hvad det flytter.
Ansvaret og alvoren. Ytringsfriheden.
Det historiske vingesus mellem lysstofrørene hvor traner og trækfugle finder fælleskab og nye trækruter at flyve.
Romaner, samtidslitteratur, smudslitteratur, krimier, biografier, noveller, prosa, lyrik, og rakkerliv af litterater der samles og trykker hånd og aftaler cafe latte lette møder på fliser uden grisselamper og gadeskær.
De er der alle sammen. Sammen og hver for sig. i krig og kærlighed. Indspiste og sultne.
Det er lidt som en kærlighedsophobning der flyder over.
Mellem grimme reoler og stive kasseapparater.
Bløde hatte og kufferter på hjul.
Jeg bliver forelsket hver gang. I ophobet af bøger, forfattere, duft.

– Det er ikke ok, vel? At der er armhulehår på vores hotter…
Gu er det ej ok, kom ned på jorden. Det er der ordet bor og går – igen.

Fuglene lander i Bella.
De holder trækpause og æder bondens korn for de skal videre til forfattermiddage og i smug gå omkring kongens Nytorv på vejen hjem for at få en ægte hotdog med sjæl.
En med rå løg og remo.