Tid til tiden

 

Der er så meget vi skal nå,
Vi jager og vi løber,
Trods det vi ved vi går i stå,
Hvis travlhed livet støber.
Så sæt dig ned en stille stund,
Og læn dig helt tilbage,
Og tag et “midt-på-dagen” blund,
Og kom så stærk tilbage.
For hvis vi iler livet ud,
Foruden hvilepauser,
Og uret altid står for skud,
Kalenderen forbavser.
En dag er livet løbet ud,
Som lysene i stagen,
Så husk det oversete bud:
Ihukom hviledagen!
//Astrid Søe 2012 #Travlhed

Kassér kasserne

Det øjeblik man endelig må tænke ud af boksen,
er øjeblikket hvor man ved: Nu er jeg blevet voksen!
Fra vugge, børnehave, folkeskole, gym og andet,
der skal man tænke regelret, skønt det er så helt forbandet.
For hjernen kender ikke til at dele ind i bokse,
og hvis man gør, så kan ens hjerne ikke gro og vokse,
for hjerner de er lavet til at finde snirkelveje,
og finde på en ny ide og skæve tankelege.
Jo hjernen er et fint organ, et instrument af snilde,
så slip den fri og lad den gøre som den gerne ville,
for hvis vi former hjernen om og gør den til en kasse,
så får vi mennesker der bliver ganske utilpasse,
for der er ikke længere ideer eller påfund,
og så det slut med vores kreative lille samfund.
//Astrid Søe 2012

Ordsprogs-sprogord

Det er tem’ligt dumt at save grenen som man sidder på,
det er skørt at flytte skabe, når man ved hvor de bør stå,
det er skidt at sælge skindet, før end bjørnen den er død,
eller græde over mælken, der er tilbud på en “Sød”,
krydse åen for at hente, vand når hanen den er fuld,
tro at alt det bling der glimter, er det rene pure guld,
lytte til de tomme tønder, når de buldrer højt og lyt,
sidde fast i ordsprogsstrømmen, når man skulle skabe nyt!
//Astrid Søe 2012

Mastermind med mælketand.

Voksne hjerner de slår klik: kunjunktur og banker,
krise, tilbud, politik, tykke pusselanker,
I min hjerne tænkes tit, når jeg hører efter,
kan de voksne holder trit? De går rundt og kæfter!
Hvad er op og hvad er ned, hvad er værd at lære,
Syns at verden er for fed – voksne de er sære!
Jeg har syn, ide og smag, håb og mod med mere,
jeg er klar så ta’ og spørg, hvis livet bider skeer.

Jeg forstår mit eget land og de folk der bor der,
jeg har tabt en mælketand, ligesom en morder,
alle er forskellige, selvom meget ligner,
vi har alle krop og gen, græder eller griner.
Jeg kan tænke jeg kan tro, jeg kan finde hale,
selvom kroppen stadig gro, ved jeg jeg kan tale,
jeg er ikke lille dum, jeg er fyldt med viden,
kender alt om himmelrum, læser tommeliden.
Jeg ved godt at krig og fred, finde på vor klode
jeg blir også mægtig vred, når krigen er på mode
jeg forstår at verden tror, børn har ingen stemme,
trods jeg er et lille nor, kan jeg medbestemme.
Jeg har tanker jeg har krop, ligesom en voksen,
jeg kan sagtens følge trop, og tænke ud af boksen.
Prøv at se den verdensdel, der kun når til navlen,
der er fyldt med kloge børn, babyer og savlen.
Du kan dit og jeg kan mit, det er let at mærke,
uden deling – lige vidt – sammen er vi stærke!
vi kan google, læse om alt hvad vi vil lære,
men vi samler allerbedst viden i det nære.
Jeg vil gerne lære jer, mer om livets sider,
men det kræver ligesom at, nogen af jer gider!
Voksne de skal lære mer, skolen er for livet,
Børn kan mere end I ser – det er ganske givet!
//Astrid Søe + en flok børn 2012

Månemanden, den frække filur

 
Månemanden den frække filur,
Har kysset mig på en måneskinstur,
Skønt skyerne gik fra hinanden.

Og selvom han gjorde så inderligt kur,

Så gav jeg ham bare et ordenligt fur,
For månen er fra forstanden.

For bedst som man tar sig en lille lur,
Så stiller han om på nætternes ur,
Så søvnen slår sig for panden.

//Astrid Søe 2012 #børnerim

Dysleksigende

Der er noget næsvist ved skoler der spør´
du sover! Hvad er det du laver?
for ordblinde ønsker, hvad færreste gør:
Åh gid, jeg ku falde i staver!

//Astrid Søe 2012 – #Dysleksi

At digte med børn

 

At digte med børn er at digte om dagen
for børn går oftest lige til sagen
en digter kan sidde i mulm natten lang
og fifle, regere med vers og med sang
men børn går til fadet og råber i kor
et komma, vokaler og her nok et ord
hvad rimer på glæde og kat og forstand?
det ved alle børn, fnis og grin.. Tissemand!
de råber om kap og har ord til enhver
og alting er nemt, for ordene bær
når børn digter løs, utvunget af lyst
opelsker de sprog og finder en ryst
der bærer på livet og glæden især
så digt kun mit barn, når livet er nær.

//Astrid Søe 2012

Håb på min pude

Tak til de unger der leged i går,
og glemte lidt håb på min pude,
det satte et aftryk som minder om vår,
jeg så det i spejlenes rude,
for der hvor en rynke så vanligt har fat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
kan håbet nu slå sine folder,
jeg sov på en pude med håbet i nat,
for håbet det er – en beholder.
 
Lille skriv om at vågne sovset ind i bolchet håb, som hulebyggerbørn i himmelsengen havde lagt som tak for lån

 

Det at vågne uden vilje

Det at vågne uden vilje,
med en tanke uden drift,
horisonter uden tilje,
eje blæk, men ingen skrift,
ville give det der bærer,
løfte låget af en grav,
være nær med det der nærer,
som er genfødt i en arv.

Finde frem hvad natten mørkner,
se hvad dagen lyser ind,
bære vand i indre ørkner,
med befriet barnesind,
give lyd når ingen hører,
finde frem hvor alting svandt,
i det stille indre øre,
hvor retfærdigheden vandt.

//Astrid Søe – 2012

Menneskebarn

At holde om og gøre stærk
den smukkeste på jord
for dig vidunder skaberværk
som gjorde mig til mor

At samle livets løse tråd
og holde dine hænder
at finde mod og give råd
til dagene de ender

Et menneskebarn at stå og se
der magter livets gåde
og i et nu blir alting til
på kærlighedens måde

//Astrid Søe 2012