Hvorfor må jeg ikke tænke,
det som jeg er mester i?
Hvorfor skal min hjerne sænke
farten under 110?
Hvem har bildt jer ind at livet
har det bedst hvor alt er ens,
kan jeg gøre for min læring,
er ustyrlig let til bens.
Jeg vil ha abstrakte tanker
jeg vil være som jeg er
er der ingen bi hos blomsten
kan den ikke sætte bær!
//Astrid Søe 2012
Lille Tommy Tommeltot, han ku ikke skrive,
så han var så bange for, hvad han nu ku blive,
Alle voksne sagde prøv, du skal bare øve,
du skal ikke give op, du skal ikke tøve.
Stakkels Tommy Tommeltot, med papir og penne,
prøvet alt hvad prøves kan, det ku ikke vende,
Skolen skændte Tomme fuld, så han mistet modet,
det er svært at være barn, Tommy tabte hovedet.
Tommy græd og Tommy bed, i sin pegefinger,
håbede han ville dø, få en engels vinger,
flyve bort til himmelsky, uden skolepligter,
være som en stjerne fri, uden at man svigter.
Lille Tommy Tommeltot, troede han var tosset,
ubegavet, underlig, grim og dum og klodset,
men det viste sig en dag, Tommy blev en stjerne,
ligesom den han havde drømt, ude i det fjerne.
Tommy blev en voksen mand, uden blæk og penne,
men han havde evner for, krig og fred at vende,
han ku se en stjerneglans, i hvert barn og voksen,
han ku se med kærlighed, tænke ud af boksen.
Stakkels Tommy Tommeltot, bogstaver i blinde,
men han fandt en bedre vej, alle kan den finde,
Store Tommy Tommeltot, han kan ikke skrive,
han ku meget mer end det, han ku nemlig give.
//AStrid Søe 2012
Lille barn, du sjældne gave,
Som et kys af kærlighed,
Tænk at livet i min mave,
Finder sted og varer ved.
Det at være mor er noget,
Mageløst der varer ved,
Kærlighedens kim er sået,
I et hverdags blomsterbed.
Moar, se en dreng som springer,
gennem luften uden frygt,,
se han slipper for fornuften,
lander i en favn så trygt,
Moar, se en pige falder
eventyret tryller væk,
noget ganske stille kalder
Torneroses, tornehæk
Moar, se et barn der famler
vokser ind i egentro,
se hvordan hans hænder samler,
byggesten til livets bro
Moar, se en pige finder,
vand som ingen gift har kendt,
se hvordan hun stille minder,
om at være verdensvendt.
Moar, se en ung der fumler,
ind i livet svære valg,
se hvordan han stadigt tumler
til han finder eget kald,
Moar, se en mand der vandrer,
ind til noget han kun ser,
intet kan den mand forandre,
når han går i lånte fjer
Moar, se en voksen græde,
der har mistet hjem og hus,
se hvordan det atter træde,
ind i livet i et knus.
Moar, se en mand der maler
med et sprog der rummer alt
se et menneske der taler,
kærligheden bliver kaldt.
Moar, se en kvinde hviler,
nej hun ligger og er død,
selvom munden stadig smiler,
slukkes livets egen glød.
Moar, se en tro der sætter,
skellet mellem dem og mig,
Moar, se de mørke nætter,
der hvor livets ord er; nej.
Moar, se en sne der daler,
stille ensomt mod os ned,
Moar se en fred der taler,
om at ville blive ved.
Moar, kom og hold min tanke,
rør min kind, mit stille sind,
syng den gamle ride ranke,
tænd det lys der strømmer ind.
Moar, se en vej der deler,
sig som korset, uden ord,
Moar, hvordan mon vi heler,
dem som her på jorden bor?
//Astrid Søe http://www.livsoplevelse.dk
juleøl og klegnebag
vågelys hver eneste dag
pakke ud og pakke ind
åh, jeg mangler moster Finn
indkøbsliste, andesteg
og en klistret brunkag’e dej
julekort med posten ud
hyasinten skyder skud
flettet hår med røde bånd
og et barn i hver en hånd
juleknas og legesind
byder juledage ind
Juletræet på besøg
nu begynder det at klø
det er nåle der faldt af
selve juleaftensdag
jeg tog træet tidligt ind
nu jeg danser om en pind.
julen vil så meget mer
end hvad overfladen ser
den vil huske sindet på
lyset skinner i det grå
værnetid for hyggeri
med en smørklat midt deri
Se der går jo Ole klog
med sin næse i en bog
man sku tro de hængte sammen
ligsom kirken og dens amen
ka han ikke bare spille
fodboldt eller være stille?
ta’ en ps3 og fyre
med misiler på en myre?
læreren spørger ham om alt
kæledækken blir han kaldt
hvorfor skal han spille smart?
det er ikke særligt rart
Men han skulle bare vide
at jeg sagtens kunne gide
så’rn at kunne det han kan
være videnskabensmand
————-
Se der går den seje Peter
og han fatter ik en meter
jeg ku ønske han vil lege
han sir skrid og hold din kaje
Han kan spille blod og drible
jeg ka læse jeg kan skrible
han kan tæve dem der driller
jeg får tæv og går med briller
hvorfor må man ikke være
ven, når man ka li at lære
bar’ fordi jeg spiller skak
vil jeg ik ha tæv som tak
Han er Peter, jeg er Ole
jeg kan li at gå i skole
men jeg holder ikke af
at bli peget af hver dag
Alle skriver ABC’er
under suk og mange veer
sidde stille skrive flot
frikvater og ha’ det godt
fælleskab, forskellighed
for din klasse er for fed!
Man skal være helt din egen
der er ikke noget i vejen
hvis du bare ikke driller
går med venskabsgode briller
selvom nogen larmer, tramper
til din lærer han får kramper
Nogen de får tit skæld ud
kommer sent, er kedelig knud
andre nørder med fysiker
det er godt til statestikker
ens for alle er den sag
de skal vokse op en dag
Hvis I passer på hinanden
taler rart og slut med fanden
griner med og ikke af
ska’ det nok gå godt hver dag
husk at være ægte venner
husk at holde alles hænder
//Astrid Søe
Ole bole gik i skole
i sin egen nye kjole
for det måtte han jo gerne
nu hvor alting var moderne
man ka sagten møde op
som sig selv – og kend din krop
Lille Anna gik og grundet
nu hvor former blev rundet
snart var hun en rigtig kvinde
men var hun sig selv derind?
så hun tegnet skæg på hagen
og gik ud og mødte dagen.
Spørge Jørgen var sig selv
men var sur alligevel
hvorfor må de andre ligne
knud når de er Josefine?
hvorfor går de rundt og tvivler?
hvorfor tænker de i hvirvler?
Så kom lange Peter madsen
ind og larmede i klassen
basket panden mod en karm
og han blev så gal og harm
lange Peter tænkte småt
det var ikke særligt godt
Pippi hun var blevet ude
hende hjerte var en knude
for de voksne havde sagt
det var tid hun blev indlagt
adhd sku hun stave
ikke lege i sin have
Tommy, Annika sad stille
de vil ikke mere spille
efter lærens lange pibe
nu de var i skræklig knibe
så de brugte deres kæft
det har ikke voksen tæft
Hov en sten – der gik en rude
der var vist Emil derude
han vil lege drengevildt
undervisning det er spilt
for Emil han fjoller rundt
som kun drenge ved er sundt
Se der har vi Hans og Grethe
men de lever i retrete
på et lukket børnehjem
der er ingen vej for dem
mor og far de er i spjældet
sådan går det uden heldet
Hvem er det der går derhenne?
Han er ikke til at kende
Det er Hodja, ham fra Pjort
men hvad er et han har gjort
han er blevet bande-barn
sådan går det, lille skarn
Lille Buster går i verden
noget tom, han føler smerten
nu er slut med trylleri
han gav op det var fordi
ingen så magi derinde
hvor magien er at finde
Inden frøsnapper han kommer
skal han visitere lommmer
for ham Orla går med kniv
står der i kommunens skriv
det kan kun gå ned af bakke
hører man de voksne snakke
Alice, evnetyrets land
det har tabt sin mælketand
for kaniner op af hatten
skal betales over skatten
du skal øve på procenter
for eksamenerne de venter
Lille Kaj, han sagde nej
for at gå sin egen vej
han er stædig og bestemmer
mangler grænser, jeg fornemmer
livet blir en rutchebane
ritual, øv dig i vane
Palles verden er forladt
så nu går han rundt ved nat
mor og far sir: stille – sov
palle tisser og blir flov
dumme drøm og sengen våd
giv dog Palle bedre råd
Hvis vi husker det der tæller
tror jeg nok – alligeveller
både Ole og Emil
bliver voksne med et smil
den der larmer, hopper tumler,
bliver sjældent voksenfulmer!
Der er megen voksenlære
i at læse for de kære
hver en børnebog den rummer
mer end firkantskasse summmer
her er plads til lille lise
huen rød og kæmpe krise
For når bogen trækker vejret
får vi alle det foræret
at naturlighed og tro
det får barnet det kan gro
til at blive hel og rund
sådan blir man menneskesund
Astrid Søe copyright
En børnecheck vandrer bag min hæk
og posten fløjter for sine breve
han gik forbi, nej han driver gæk
jeg ler mens brevet jeg kræve
I konvolutten et glædes bud
min bankmand venter med tal og renter
min konto står dag og nat for skud
det ikke sært at den skranter!
Oktoberpost fra min stat og amt
skal gå til bleer og børnestøvler
men når man står og er bankmandsramt
de godt på renterne høvler.
Så kommer plus’lig med smil min knægt
han peger ned i reklame stakken
midt i det smil er min konto lægt
og Lego render med takken.
Ordet skaber hvad det nævner 