Påske, igen igen og igen samme fortælling og igen samme store runde øjne hos børnene i forfærdelse over påskefortællingens ufattelige grusomhed.

Langfredag…
Begge mine drenge på 6 og 9 år, synes det er en meget tung dag.. meget for meget med vold og drab og tortur.
Men nødvendig når vi fejrer påske, at tage fortællingerne med. Vi tager dem hele vejen rundt, både de nordiske myter, de største verdens religoner og deri også den kristelige fortælling om påsken. Den de hører i skolen.
Tænk hvad man udsætter børn for i kristendommens navn, det er jo værre end warhammer og Counder strike tilsammen. Samt alt det andet voldslegetøj, film og spil man kan få.

Som forælder er jeg temmelig markant med aldersgrænser.
Nej! igen og igen, selvom alle vennerne allerede må se og spille det meste selvom de ofte er langt under aldersgrænsen. Hvorfor? Fordi det giver mening i sidste ende at sætte gode redelige grænser for galskaben.

Men når vi skal genfortælle de gamles sindbilldesprog og religionens bøger kommer enhver forælder til kort.
Børnene gyser når man genfortæller selv en nogenlunde neddroslet udgave at korsfæstelsen. Mere udpenslet vold, en langfredags fortælling, kan man ikke finde.
Et menneske der bliver hængt nøgen til skue for alle og får hamret søm gennem hænder og fødder og lider en lang smertefuld og tørstig død, mens bødlerne gnider eddike i sårene og kvinderne hulker.
Nej, end ikke Harry Potter ville møde en sådan gru.
Der er ikke meget andet end “far til fire” der kan bløde en sådan langfredag op.

Hvorfor gør de sådan mor?
Jo, de mente at Jesus var farlig og ville tage deres magt.
Jamen, var han ikke sådan en rar en?
Jo, da.
Men så er man da ikke farlig?
Jo, for når man er rar så er der mange der lytter til en og derfor trode de der havde magten i landet at han ville blive den nye konge.
Det passer ikke, de lytter da ikke til de søde, de lytter mest til dem der driller, for de tør ikke andet!
Nej, det turde de heller ikke dengang, derfor blev han korsfæstet.
Tænkepause og derefter sagde min 6 årige dreng: Nederen!

Min ældste dreng på 9 år kunne næsten ikke klare fortællingen, men han er heller ikke den store fan af lidelse, vold og død.
Meget tankevækkende at se børns åbenlyse afsky over det de kalder “de ondes” metoder over for Jesus, som han kaldte: En følsom fyr

Han endte meget eftertænksomt i en overvejelse om mobning i skolerne.
Hvis et barn er følsomt, anderledes eller skiller sig ud, bliver det mobbet. Sådan som fortællingen i Biblen om Jesus.
Jesus et mobbeoffer? Tja, måske netop sådan en drejning vi behøver for at genfortælle de gamle kristne myter til nutidens børn.

Filmindustrien og forfatterne ved hvad vi mangler for at forstå hvad der gør mennesket så unikt og helt igennem håbefuldt. Det er sjældent det gængse menneske der bliver hovedrolleindehaver. Pippi, Emil, Gummi Tarzan, Superbror, Sådan træner du din drage, og mange flere.
Vi finder bedst ro hvor vi ser det håbløse skvat få fornyet værdi. Hvor de der er helt uden for det gængse tager livtag med tilværelsen og overvinder den og os alle sammen.

En flok drenge og jeg brugte lidt af påsken på at se en ny stor film.
Bare endnu en Dreamworks film, men denne film har et unikt budskab.
Filmen hedder: Sådan træner du din drage.
Det er fortællingen om vikingetidsdrengen Hikke. Drengen er helt særlig fordi han er billede på den nordiske mytologies kong skjold og den kristne mytes Jesus. Begge er sindbilleder på det barnemilde mod og håb, som vi ender med at forstå verden ud fra.

Drengen er netop en følsom fyr. En dreng der ikke passer ind i plyndringer, vold og drab, en dreng der kan “det” der giver fred. Han kan nemlig knytte bånd mellem det fremmede og det kendte, det onde og det gode(i denne film dragen og mennesket). Altså give håb om at al kamp og al forskellighed kan ophæves hvis vi tør nærme os hinanden og lytte til det egentlige fælles sprog vi alle deler. KÆRLIGHEDEN
filmen er selvsagt et stort billedsprog på den religiøst tanke: du skal elske din næste. Du skal ville din næste. Du skal møde din næste. Du er den næste…

Filmen er værd at se, for både voksne og børn og dem midt imellem.

Synes det er bragende skønt når den store forkromede filmindustri tør give ord til det der er mildt og til dem der bryder ud af flokken, ikke specielt fordi de vil, men fordi de ikke kan andet. Fordi de har en liv der er sammensat udfra andre vigtige parametre end blot at passe ind, at tilpasse sig, at underkuge egne tanker og tro.
Filmen; Sådan træner du din drage giver genlyd og nye ord og billeder på gamle kravetæer.

Filmen giver følsomheden magten. Den milde magt, som påskemorgen også er billedet på.
Jeg ender altid hos Grundtvig påskemorgen og hans bondeblomst, den milde blomst der stædigt gror gennem mulm og mørke for at lyse glæde over påsken.
Grundtvig spørger i salmen: Hvad vil du her? Du hører ikke til, du er ikke en højssang, du er ikke klog og lært, du er ikke magtfuld.
Og så svarer han alligevel at alle slags lysende glæder, uanset hvor de kommer fra, er velkomne i påsken, i den milde sol, i den milde magt.

Jeg elsker det moderne Grundtvigudtryk: langfredags pant.
Hvem ser ikke Grundtvig går til flaskeindleveringen i Netto, den påskegule butik og indlevere tomme flasker med påskebryg, få et par kroner tilbage og føle sig livgivet da der lige er nok penge til endnu en flaske. De gamle flasker begiver sig til flaskecentralen hvor de vaskes, tvættes og genopstår med nyt indhold. En påskemorgens påskebryg. Hvad vi giver tilbage får vi igen. Det er Netto udkommet. Budskabet er at intet er forgæves.

At ønske et udkomme af af vores handlemåder og magtforhold forklares enkelt i både det gamle og nye testamente.
Et gammeltestamenteligt budskab, som siden er blevet brugt politisk: Noget for noget!
I det nye testamente drejer ordene rundt og ender i: Noget for nogen! Det klinger af mild lykke og glæde. Og det at være tilstede for og hos et andet menneske, giver også pant og udbetaling i sidste ende, når regningen gøres op hos livets købmand.

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar, sagde vi da jeg var barn.
Det gamle ordspil er egentligt i al sin upoetiske barnlighed vidunderlig.
Guitar og kom lær mig noder til, det håbets strengspil..

Jeg ser altid frem mod påskedag, særligt når man skal “fortælle mennesket” (som forfatteren Svend Åge Madsen ville sige)Langfredag er virkelig lang og barsk, men giver ingen mening før vi når til påskedags fortælling.

For det er lige hvad vi skal. Fortælle.
I påsketiden, om alle myter og troesretninger. Fortælle om det gamle der svinder og opstandelsen der er i gang, i natur og menneske og tro.
Religionsfortællinger er barske. Men vi kommer ikke uden om dem, vi kan svært holde en fridag uden at den har et religiøst budskab foran sig. Det giver forældre en del at skulle forklare og godt det samme. Børn er født nysgerrige, de vil mere, vil vide mere og spørger af hjertets lyst, men kan vi svare dem? Kan vi i påsken klare at fortælle dem den kristne udgave af tro? Med det hele, rå løg, ristede, remulade, ketchup, sennep og syltede agurker.. vold, tortur, drab?
Teletubbies sir farvel og ind med korsets gåde.

Billedsproget er langt mere barsk end livet vi lever i dag, sindbillederne er så ganske anderledes og overvældende og nogle gange helt uforståelige for det moderne menneske og det moderne barn.
Alligevel forsøger vi at trække forståelse ud af ordene og giver dem nutidsklædninger på og nye tolkninger.

Jesus og kong Skjold ender i billedesproget denne påske som mobbeofre i skolen. Korsfæstelsen bliver billedet på mobbeofrets ensomhed, døden og opstandelsen bliver til de øjeblikke hvor et menneske finder sin egen værdi og går oprejst ud i livet, forløst fra skolen eller de der drillede.
Og jeg tror at både en gamle og den nye fortælling gør ligeligt ondt, på det gamle og det nye menneske, for hvem kender ikke et barn eller en voksen der har været udenfor, udenfor fælleskabet eller udenfor sig selv.
Og glæden er altid den samme, når man ser det barn eller en voksen komme til sig selv, blive del af et hele og af det der deler.

Påsken er vel netop det, at håbet slår ind og giver en mulighed for at se længere frem end blot der hvor mismod gror, hvor mørke og mulm omgiver natur og menneske.
påske er i den grad en fejring af den milde magt der prikker sig vej ud gemmen den hårde æggeskal og finder egen ben.

God påske.