Skrevet den af ASTRID SØE

I identify as HACKED

Men har en mening til man ikke længere har rettighed eller råderet over sit liv. Det giver ingen mening

Kære Alle. 

Hmm.. 2025 november en grå gavmild måned der eller har min kærlighed, mest fordi de fleste hader den måned og jeg ikke helt synes det er berettiget. 

Men lige i november blev jeg hacked. ikke bare noget med at have trykket på et forkert link, eller været inde på noget smuds – næ, så spændende er jeg desværre ikke. Men nogen har, i helt moderne forstand, overtaget alt. 

Hverken jeg eller politiet ved endnu hvem, hvad eller hvordan. der gisnes både om en fysisk (i mit hjem) indtrængen i mine enheder, eller på et af de ret mange hoteller jeg har været på i november. måske er vi ude i rootkid, keylogger, stelphrat. Grimt barn, få navne.

Hvad jeg ved er at “jeg”, i mit navn, med “min” mail, med “mine” sociale medier, med “mit” telefonnummer… har sendt kriminelt materiale med børn, voksne, grimme ting, farlige ting. alt flyder og overblik mangler og måske heldigt nok at jeg slet ikke ved hvilket omfang og hvad “jeg” har gjort – i det at det naturligvis ikke er MIG der er afsender.

Min mailudbyder har været 5 uger om at rette en intern fejl der gjorde at jeg ikke kunne stoppe det her. Min virksomhed er væk, min hjemmeside, shop alt. Min shopudbyder vil ikke genåbne og give mig adgang til min egen virksomhed. Ingen tror egentlig at jeg er mig.

Mit nummer bruges flittigt til spoofing og jeg svarer så godt jeg kan på de undrende mennesker der ringer tilbage og siger at jeg har lovet dem dette og hint.

Det giver mig en del overvejelser. Delt om den sikkerhed vi skal være opmærksomme på, og de af os (MIG) der har hele tre sikkerhedsprogrammer der varetager min daglige it sikkerhed, ikke skal regne med at de faktisk holder os sikre.

Det går ud over tilliden. tilliden er den eneste og vigtigste samfundspille vi har. Det er også den der gør at vi tør interagere med andre mennesker. at vi hovedkuls kaster os ud i samtaler, trafikken, kærlighed, oplevelser, folketingsvalg, demokrati.

Lige nu, i skrivende stund er min tillid noget flosset. Alle de firmaer jeg samarbejder med tror mig ikke. Mine sociale medier er for de flestes vedkommende låst, slettet eller deaktiveret. 

Min Grundtvig (@Grundtvignu) fortælling og samtaler, videoer mv. på Instagram er lukket for altid. Mata mener at den gamle Grundtvig har forbrudt sig mod fælleskabet. Tænk engang at det skulle overgå grundtvig. Og hvad ved vel meta om det fælles bedste? Godt i lukkede ned for hackeren, men kunne I genoverveje at det nok ikke er mig/Grundtvig der har sendt de ting?

Hvad jeg ved nu er at man ikke kan appellere. At man for altid er dømt ude. Det er en meget mærkelig oplevelse og jeg ved at jeg ikke er den første, ejheller den sidst der vil opleve det her. både privat og som erhvervsdrivende.

At blive hacked er ikke bare det at miste en masse. At ens virke forsvinder og man ikke kan få særligt de amerikanske virksomheder til at forstå hvad en hacker gør og at man egentlig er uskyldig.

Min Linkedin har jeg lige generobret. mange ugers kamp. 

Min blog ligeså. 

Og nej, tofaktorgodkendelse og andet alment guf hjælper faktisk ikke så meget som jeg troede. heller ikke mine ufatteligt lange indviklede kodeord.

Alt i alt er jeg selv ved at være i tvivl om jeg findes. Måske skulle man trække en streg i sandet og bare begynde fuldstændig forfra.

Men helt ærligt er vores visdom, erfaring og tillid jo også bundet i det at vi er historie. at vi kan genkendes og huskes og være den fortid og nutid livet er gjort af.

Hvis du er tidligere, nuværende eller fremtidig samarbejdspartner, hvis du er min bekendte, min ven, min nabo, min kontakt – så del gerne at jeg findes og gerne vil findes. Eller som Svend Åge madsen skriver: At finde sted.

Og kender du eller dine en måde at kæmpe tilbage mod de mange giganter der uden nåde beslutter at man er kriminel og ikke skal findes mere, så giv lyd.

Jeg er, for dem der kender mig, mit firma, min person, at I ikke er i tvivl om at denne tekst er skrevet af mig. jeg skriver altid for langt og snirklet og det får jeg tit smæk for, men sådan er vi så forskellige. Det er glæden ved mennesker. at vi ikke skal være ens. at vi kan finde hinanden i den tillid der vækkes når vi genkendes og bliver knæsat.

Måske får jeg lidt tilbage over tid, måske får jeg mit firma tilbage, min person, men jeg glemmer ikke den fornemmelse af afmagt og de 10-12 timer jeg sidder hver dag og skriver og chatter forgæves med support. 

Fuck jeg er træt, send flere romkulger.

Skrevet den af ASTRID SØE

At dannes som daner kjære Daisy – er dåd.

Youtube link til talen live

Grundtvigs tale til Hendes majestæt Dronning Margrethe II af Danmark

Jeg kender et land
Hvor håret ej gråner og tid ej har tand.

Således beskrives landet efter livet.
At være menneske først er ej blot at hige efter efterliv, men at være i det stedlige liv.

Jeg kender et land
Hvor folket ej håner og tillid er sand.

Dette rige er rigest når det fælles favner med hjerte og vid.

Det er vor arv og vor armé – en fælles front af frihed og folk, hvor de deres majestæt er den stedlige tolk.
At oversætte og fremtyde et folk er at regere til tiden i tiden. At mestre det at gå forest uden at løbe fra eller snuble.
De mestrer meningen med sindsro og ret ryg.

Ordet skaber hvad det nævner og således har hendes majestæt dronningen taget et folk i ed. I mund og i mageløse ord der rimer på ånd, danelse og dette at turde være.

Et mundlæder af lykke. Et livstykke af vævet vilje.

Også krabasken har man mødt og hvem husker ikke: Små dumsmarte bemærkninger, det kan vi ikke være bekendt, om man så må sige…

”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke”.

Guds hjælp er den tillid og tro der rækker næsten en nærværende næve. At bede om hjælp er alle mands færd. Vi vil aldrig kunne leve uden hjælp fra hinanden. Nå dette ikke rækker og vi rækker længere i bøn eller bod er det i forvisningen om at gud vil det nu vi lever. At det at være menneske først er en tillidserklæring og en ed om fejl, tvivl, tillid og tro.

Folkets kærlighed. At elske og blive fri sat i den kærlighed. Kærligheden er størst af alt, fordi den rummer både i ny og næ. Den finder græsgange hvor håbet gumles som græs, hvor kløvermarken står ikke bare i flor, men i ord. Ord der deles og dages i vores fornemmelse for en samler, en sammensat og bred pensel af dag og dåd. Kærlighed kan briste og kærlighed kan bygge bro. Hendes majestæt står i erindringen som brolægger. Sten for sten, ord for ord, sjæl og sind. Kunst, kærlighed og krone. Thi end lever den gamle af dage – de vor dronning får lutter kærlighed tilbage!

Danmarks styrke er på det jævne, det enkle og men nogen sædvane et vadested af styrke. Når åen går over sine, breder og dannevangen stander i våde er det den enkeltes øse der ændrer vandstanden. Man bliver stærk i det at stå fælles. At øse, age og ane sin mulighed. Danmarks styrke er muligheden og den ligger velbevaret i den frihed vi giver hinanden i det at være danske, i det at være hinandens skæbne, hinandens trolovede. Uden formkrav og i ligeret og lige sind. Styrke er også at være tvivlende og i det turde tro.

Når man ikke er valgt af folket, men arv til folket er skæbnen skåret med brætte bogstaver.

At dannes som daner kjære Daisy – er dåd.

Skrevet den af ASTRID SØE

Nu er det åbenbaret

I anledning af H.M. Dronning Margrethe II abdikation

Youtube link til digtet oplæst af Grundtvig

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 2024
Melodi: J. P. E. Hartmann, 1868 – Nu skal det åbenbares
Hyldestsang

Nu er det åbenbaret,
med kærlighed og vid,
i ord og liv forklaret,
at nu er rette tid.
På nytårsurets skive,
et toneslag oplive,
et år i nye spor.

I kærlighed er livet,
et sjælfyldt instrument,
og arvefølgen givet,
i livsgang som regent.
Kong Skjold som Odins unge,
har givet dig din tunge,
og kys fra Dannebod.

En folkeblomst på marken,
nu nikker sart og glad,
den blomstrer med monarken,
med Maguritte blad.
Den satte rod og rige,
Grundlovens første pige,
en Thyra tid af tro.

At ta’ en hånd og turde,
i tillidsord et land,
og år for år Kjær-minde,
at sige: Ja, du kan!
En løftet pegefinger,
et råd som ikke tvinger,
en frihedsfærd af ånd.

At danne er at lyse –
i æt, al tvivl og tro.
Og aldrig lade sig kyse,
på Bifrost gyngebro.
Et nornebud der væver,
hvis mund og hjerte bæver,
en gobelin af håb.

Et vagtskifte at bære,
et scepter skifter hånd.
I tro på dine nære,
i Danners folkeånd.
Nu folk og konge bære,
din livsoplyste lære,
“Om så man sige må?”.

Far vel regent af riget,
på gensyn fri af åg.
Et liv og levne viet,
nu vender blad i bog.
Rank nu kun ryg og knæet,
du mor af danefæet,
du Danmarks dåd og dag!

(Den oprindelige tekst er skrevet i 1834 af Grundtvig. digtet Gylden-Aaret, hylder Frederik 6.s regeringstid og de reformer, der forandrede landet, mens han var konge. I Højskolesangbogen findes et uddrag under titlen “Nu skal det åbenbares”)

Skrevet den af ASTRID SØE

Hengivenhedens dannelse

Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse

Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/

Skrevet den af ASTRID SØE

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!“

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Skrevet den af ASTRID SØE

Ny og Næ Dansker

Den følgende tekst er et uddrag af en kommende bog.

Ny og næ dansker

Giver en nyre til en nydansker i bod. Jeg er træt af at være nædansker. Som månen der cyklisk tvinges til før og efter tid. Eftertænksomtid. Nu slipper det kulturbærende sin stængel og styrter mod jorden. Til jord skal du blive og genoplive og gro. Halal og Lotte Heise. Små hegn omkring gravstederne og hylekoner der går sidelæns og zigzaggende gennem gaderne. Jeg elsker. Tro findes i mange modeller og former og frisatte tankerækker. De kysser med munden. De kysser igen og igen. Jeg prøver men jeg kan ikke være bange. Min rullepølse viger ikke en tomme. Min nøgne hud ved stranden udskammer ikke sig selv. Jeg frygter ikke. Vi griner. Af småligheden. Som om den skiller os ad. Fætter Abdul og jeg. Fucking frejdighed. Altid frejdig når du går, i moskeen, i kirken, til bageren efter to basser og et blødt brød. Jeg rister ikke runer i kødet. Jeg vrister ikke kulturtab af samtiden. Plukker en frugt, en figen, en fremmet.

Taxa til forskningsministeriet, for sent på den igen. Bredgade. Vrimmel af lidt for fede typer. Ja bevares, jeg tænder på dem. De snævre jeans, fed skjorte, figursyet blaser. Nybarberet hage. Ingen åndsvage gammelnok skæg. Du samler mig op på Frederiksberg.

”Hvad så?” Spørger jeg. ”Hot eller not at køre taxa?” Overdreven frisk og forsøgssnaksagelig. Du har kørt hele natten, siger du. Ikke så meget at lave en tirsdag. Manglende kunder der vil noget. Nærvær. Du smiler.

”Har du børn?” spørger jeg.

” Ja da, en del. Mange sådan for dansk standart.”

”Hmm, dansk standart, spørger jeg?” ”Og hvad er det så?” Du ser usikkert på mig, klar til et frontalangreb.

”Du ved, lidt mere end 1,8 i gennemsnit. ”

”Nå, ok. Jeg har 5, plus det løse,” siger jeg. Du griner.

”Jeg er totalt uden standart,” siger jeg. Du ser på mig i bakspejlet.

”Jeg bor på Østerbro,” siger du. ”Ja jeg tror jeg skal flytte.”

 ”Hvorfor, spørger jeg?” ”Er der ikke meget ok på Østerbro?”

”Jo, sådan ok,” siger du og holder en pause. Ser usikkert på mig.

”Lidt poleret måske, siger jeg?” Du smiler igen.

”Min yngste skal i parken hver dag.” ”Du ved, når jeg kommer hjem fra vagt, går vi tur.” ”Taler om græs, fugle, verden, hvem jeg har kørt med.” Du taler hurtigt og stødvist. ”Hun er ikke så gammel, du ved, bare 2 år.” ”Stavrer afsted.” ”Der er bænke i parken, mange bænke og på hver bænk sidder der et emmaljungssekment.”

”Et hvad,” spørger jeg?

”Emmaljunga, du ved, de der klapvogne der er vildt dyre.”

 ”Nå ja, jeg kender dem godt.” siger jeg og husker tilbage på dengang jeg selv havde små unger og shoppede bigmamastil i Babysam. Jeg havde en emmaljunga man kunne vende om, den øverste del. Sådan så barnet vendte ryggen til den der skubbede klapvognen. Totalt gak, det er ikke sundt for småbørn. At se den store verden, udadvendt, uden trygheden og viden om at der er en kendt, en forælder man kan skimte. Klapvogne skal vende mod kørselsretningen. Ind mod den der skubber. Så noget er kendt og velkendt så barnet ikke pludselig sidder og bliver i tvivl om det er Palle alene i verden. Tryghed frem for alt. Det vidste emmaljunga ikke dengang. De er blevet klogere. Lidt altså.

”Nå men på alle bænke sidder der så en mor med sådan en og spærrer for resten af bænken.” ”Jeg ved ikke om de kun parkerer deres klapvogn sådan for at jeg ikke skal sætte mig, men det er da underligt ik?”

 ”Jo,” siger jeg medgivende.

”Men så går vi der i parken, fra bænk til bænk og ingen giver plads.” Du tier et øjeblik mens du holder for det røde lys.

”Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det til min datter,” siger du. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Du der trist ud, pludselig, som om hele Østerbro er krøbet ind under din hud og sidder som en tæge og suger livet ud af dig. Klapvogne som store tanks der spærrer for livet. Hylende luftalarmer. Snigskytter. Granatchok.

”Jeg har ikke stemmeret,” siger du så efter du er nået gennem lyskrydset. ”Det er mærkeligt.” Ja, tænker jeg, det er mærkeligt. Du har kulturen under huden. Og emmaljunga og Emil fra Lønneberg. Østerbro som en søster der drikker kaffe med fløde af underkoppen. Din datter er et svar i sig selv. Dit sprog, gebrokkent hjemligt. Hvem siger stavrer mere? Du svinger taxaen ind foran ministeriets tunge bygning. Kold og grå og firkantet. Ingen bænke eller græs. Mylder på gaden. Mennesker med stemmeret. Indfødsret.

”Ja, måske skal du flytte,” siger jeg. ”Men ændrer det noget tror du?”

”Nej” siger du, ”men min datter du ved, hun skal mærke at der er plads på en bænk.” Jeg nikker, selvom du ikke ser det i bakspejlet.

”Kort eller kontant?” ”Skal du have en kvittering?”

 ”Ja tak, det skal jeg jo du ved.” Du printer min dankortkvittering og rækker den bagud mellem sæderne. Du giver dig lidt fordi ryggen bliver overstrakt og natten var lang. Jeg tager imod.

”Din datter, hun er heldig,” siger jeg.

”Hvorfor?” Spørger du.

”Fordi du giver hende plads uanset hvor mange emmaljungaklapvogne der bliver parkeret.” ”De spærrer jo ikke for fuglene og det du fortæller.” Du smiler igen.

”Nå ja, det er rigtigt.” ”Så jeg bliver bare på Østerbro?” Jeg har mest lyst til at sige flygt, men siger ”Ja, hvis det er dit hjem, er der også en bænk til dig.” Du griner.

”Du er ikke ret dansk,” siger du.

”Mig?” ”Gu er jeg da så,” siger jeg. ”Som i totalt.” ”Jeg har bare ingen emmaljunga længere.” Du stiger ud og åbner døren for mig.

”Håber du får et godt møde,” siger du.

”Farvel.” ”Hils din datter,” siger jeg og giver hånd. Jeg trykker hårdt og bestemt så alle dine fingre bliver hvide. Som mine. Du ser meget intenst på mig, næsten afvæbnende.

”Det er ok,” siger du, ”jeg er ok.”

”Det er jeg ikke,” siger jeg, på fortovet på Bredgade. ”Jeg bliver sgu så flov.” Du smiler igen. Jeg går over gaden. Du står tilbage ved taxadøren. Jeg vender mig om og råber

”Tag nu den statsborgertest, du er selvskrevet.” ”Du ved, en plads på bænken.” ”Gør det nu.” Du trækker på skuldrene, opgivende og fristet samtidig. Jeg kører over Østerbro på vejen hjem. Jeg møder dig ikke igen, men ved hver bænk sidder en mor med en unge og en klapvogn, en tank, en afstandsforlænger.

Skrevet den af ASTRID SØE

Fra gensyn til hensyn


Corona forandrer og afstand er krav
så hvor vi sku’ sige: På gensyn!
Er afstandtagen i alles tarv
så nu må vi sige: På hensyn!

Skrevet den af ASTRID SØE

I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning

Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli’
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer


Skrevet den af ASTRID SØE

Højskolens 175 års fødselsdag. Festsang på 175 vers

Højskolens 175 års fødselsdag

Tone: ”Engang var frihed ordet”, Erik Sommer eller ”Jeg ved en lærkerede”. Eller ”At lære er at ville”, men to sammentrukne vers.
Tekst: Astrid Søe 2019
1. Engang var intet givet
som brud af sten og sand
og bondefolk oplivet
som før var lyst i band
2. Oplysningen til livet
til lære uden tvang
det øjeblik er givet
foruden stand og rang
3. At værne om sin stemme
og pludslig tælle med
at vide og fornemme
at stå fast på sit sted
4. Oplysningstiden tanker
af folketillids tro
hvor frihed kaster anker
og bygger bro på bro
5. Men kan nu folket råde?
kan pøbelvælde gå?
foruden redningsbåde
og måder at forstå
6. At give magt til alle
at tro at vi kan gro
at styrte og at falde
i alt for store sko
7. Kan tillid gennemtvinges
hvad kræver folkevalg?
at dannelse betinges
at skulle når man skal
8. At kræve er at give
for frihed fordrer vid
og dernæst at oplive
et styre bid for bid
9. I dannelse er ingen
forladt til egen tro
at danne er at ville
at alt og alle gro
10. At intet overlades
til magtelitens mur
at intet skal forflades
og friheden i bur
11. At være med, er løsen
for folkestyrets ånd
forstå igennem tider
at magt er i din hånd
12. At tage del i magten
at skabe lov og land
at turde indgå pagten
er dannelsens forstand
13. Og dannelse fortætter
at al slags liv er stort
og ej kun forudsætter
hvad lærde de har gjort
14. Et liv er mer end bøger
og skoledages flid
et liv har store ører
og hvermands eget vid
15. Et liv er alt der rører
og alt der leves må
for livet blir først større
af flere, ikke få
16. Oplysning tar ved lære
af helhedstankens bud
og dannelse skal nære
at ingen sættes ud
17. At lære nyt og lede
at give mening selv
at højne alt der nede
i folkets karsken bælg
18. At tro at alle evner
at lyse op og ta
den skæbne ordet nævner
et ansvar og en sag
19. Nu skal det åbenbares,
i rent engagement
om dannelse forklares
i frihed eller tvang?
20. Er borgerdyd en gåde?
I frihed eller kald?
Et oplyst frø vi såede
i meningsfulde valg
21. I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
22. Et møde med forstanden
et samfunds delte lid
i vilje til hinanden
og skabe uden splid
23. Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
24. At højskolen vil fægte
forskellighedens sværd
at ingen kan sig nægte
at stå ved eget værd
25. At byde ind og ville
foranderlige ord
forstå kritikkens kilde
stå fast i det du tror
26. At vide; her er frihed
og tvivlen har sin plads
at leve helt i lighed
at kende sit parnas
27. Mit værd er vel det samme
som det du bærer på
og med og uden ramme
et liv som vi skal nå
28. En færd af form og farve
et frisat tonespil
i måder vi skal arve
og nye ting vi vil
29. Med liv skal landet bygges
med lov skal landet stå
og sammen skal det lykkes
for alle, ikke få
30. Et land er alles hjemmel
mangfoldighedens sted
forskellighedens vrimmel
et nu hvor du er med
31. At ville nye egne
at lære nye sprog
at se på andres vegne
et skrift i livets bog
32. At trykke varmt til hjertet
med fædrelandets mod
de folk der før blev smertet
og flygtede til fods
33. At række hånd og hjerte
at byde ind på trods
forstå at der er smerte
at gå fra vi, til os!
34. Forskelligheden rækker
i håb, sin hånd mod din
fra skyggers land den trækker
dig, til du bliver min
35. At virke er at være
i samvær uden frygt
først da kan livet bære
og sjælen være tryg
36. At læne mod hinanden
oplive i den tro
at tillid og forstanden
er skabt i fred og ro
37. Et skråplan er at skræve
henover hul og grov
og sidenhen at kræve
betaling for sit åg
38. Et liv har knast og splinter
det koster livet selv
et liv er også vinter
men dit alligevel
39. At glædes når det dages
for næsten og sig selv
når tømmerflåden stages
på livets kildevæld
40. At vide alt betyder
at intet er til spild
at livets som du nyder
er kraft til alles ild
41. Et liv er alles alvor
et ansvar uden stop
i fællesskab vi opnår
at kærlighed får krop
42. Hvad er vel kærligheden
til det vi sammen vil?
midt i nødvendigheden
at sætte alt på spil
43. At ville og at råde
at alle kan få ord
at tro på liv og nåde
i folket højt mod nord
44. At fæstne al sin vilje
til oplysning og vid
og inden gravens tilje
at sætte al sin lid
45. At samle tankevirke
der ønsker frihedsspor
et våbenhus før kirke
i nordens gamle ord
46. Oplive, det er ordet
at live op på ny
at sidde rundt om bordet
når midsommer den gry
47. At være i det sjældne
at give kærligt los
at lære det at skelne
lidt kantet og på trods
48. At frejdighed forandrer
nysgerrigt byder ind
mens tankerne de vandrer
frimodigt til dit sind
49. Hvad skal vi med hinanden
er kroppen uden navn?
udfordret i forstanden
vi er til folkegavn
50. Hvad er vel folk i grunden?
Hvad er nu folkeværd?
I himlen eller bunden
et folk at være kær
51. At elske alt og alle
at turde ville vej
at snuble og at falde
et vi i dig og mig
52. At være folk er færden
fornuftigt mellem sig
en tillid ud mod verden
at bygge bro og vej
53. At finde tillidstråde
til det du tvivler på
at spørge og at råde
at give og at få
54. Et folk er skabt af dele
vi flytter nænsomt på
som bliver til et hele
en måde at forstå
55. At læne sig med glæde
med undren og mod håb
med Fenrisulvens kæde
er folkedybets dåb
56. At turde møde livet
foragte had og frygt
et folk det blir først givet
når døren åbner trygt
57. At kende sin historie
og lære dens værdi
så rank som en cikorie
der sætter modet fri
58. At kende gamle veje
et landskab af musik
alt liv er fælleseje
i samvær, brug og skik
59. I poesiens gemmer
forankres vores drift
et livstræ fyldt af stemmer
i node og i skrift
60. En nornes tråd til livet
er flettet skæbnevis
i alt hvad du blev givet
fra liv til Fimbulis
61. I verdens midte stander
ask Yggdrasil i tro
og nornerne de vander
så livet altid gro
62. Fra roden ånder asken
som lunge af en gud
i vingefang og basken
må Odins ravne ud
63. Fra asketræets krone
de flyver vingelet
til Valhals store trone
og hvisker ganske tæt
64. I Odins egne ører
fortælles alt på jord
hvad ravnene de hører
at menneskene tror
65. I nord er det at lytte
at ville andres ord
et ståsted for hinanden
for Loke og for Thor
66. Forenes eller mødes
i al uenighed
i samtale der fødes:
at turde blive ved
67. At turde frie former
og ikke kun sig selv
at sprænge alle normer
er livets kildevæld
68. En gammel pagt til livet
forseglet gennem spyt
der giver Kvaser livet
et svar på alting nyt
69. I Kvaser samles videt
og fantasiens mod
og alle sætter lidet
til evnen i hans blod
70. Den klogskab Kvaser rummer
selv Odin undres på
et vid der ej forstummer
det ypperste at nå
71. Men den der rummer viden
blir slagtet for sin dåd
det ser vi ofte siden
hos folk med gode råd
72. Men kvasers blod blir reddet
i tre forgyldte kar
så evnen den er fredet
i blodet hvor den var
73. Nu blir den spærret inde
i bjergets hårde sten
skønt Odin kan det finde
betalt med slibesten
74. Han sluger blod og evne
fantasia og digt
alt det som verden rummer
og bliver til på sigt
75. I fjederham tilbage
nu hviler fred og ro.
bur ikke blodet inde
hvor fantasien bo
76. Vær stolt i dine klange
og lev for lyst og lys
del ud og giv til mange
så blodet det fornyes
77. Erkendt fra gamle runer
fra mytens ord og væld
fra englenes basuner
fortæl fortæl fortæl
78. Fortællingen forener
forgrener sig i tid
fortætter hvad jeg mener
og blir til sidst til vid
79. I sagn og sang fornemmes
i brudstykker et folk
så arven ikke glemmes
men findes frem som tolk
80. Forstå din næstes veje
ved egne spor at få
historie må du eje
så rejs dig nu og gå
81. Og gengrib liv og gerning
forkast dit satte mål
da randt for dig guldterning
i Valborgsnattens bål
82. Et blus af liv, af grøde
et blus af elskovsild
lev før din aftenrøde
vær varm, vær vår, vær vild
83. Vær ikke fyldt af domme
vær rum for den der vil
gør plads, så vil jeg komme
i samvær blir vi til
84. Hvad er vel frygt og bæven
og angst og ikke værd
at slås og slå på tæven
og ikke være nær
85. At kaste alt der tæller
i gravens mørke dyb
hvis kun foragten gælder
er mennesket et kryb
86. Og krybe må vi gøre
før vi kan stå og gå
og række frem og røre
alt det vi ej forstå
87. Men når vi ranker livet
og ser forbløffet op
det foran os er givet;
et menneske, en krop
88. Det sprog som vi skal lære
er verdens hjertesprog
det sprog som alt kan bære
og aldrig er et åg
89. Det vigtige og smukke
i det at høre til
en dør der aldrig lukke
i ord som, Ja, jeg vil
90. At byde ind og vide
at intet blir som før
luk op, det er på tide
luk aldrig hjertets dør
91. Et skyggespil af tanke
et alt for fæstnet liv
imens et hjerte banke
i had der yppes kiv
92. Hvad er vel hadets stemme
neandertalers spil
i mørket man forglemme
ret hvad man egentlig vil
93. Hvis oplysning er livet
er skyggen dødens gab
og det er ganske givet
der er kun mennesketab
94. For døden den kan tie
og tirre og tag fat
i død er alle lige
i evighedens nat
95. Er døden da en fjende?
En ondskabs magt og kraft?
nej, døden fordrer livet
og det som vi har haft
96. Den sætter os i stævne
og kommer når den vil
gir kraft til liv og evne
og sætter os i spil
97. Men skyggen den kan isne
et menneske med magt
og eget værd kan visne
og alting miste agt
98. At skygge for en anden
at slukke altets ild
at rokke ved forstanden
at se dem fare vild
99. At opfordre til mørke
at fængsle sind og sjæl
at skabe sult og tørke
at klippe tå og hæl
100. Lad aldrig hadet råde
vær klog, vær mild, vær dig
vælg kærlighedens gåde
der lyser dig på vej
101. For lys er alles eje
fra fødsel og til grav
foragt for alt det feje
oplysning er din arv!
102. Og blir du spærret inde
i mismod og i had
og Babelstårnet vælter
og intet følges ad
103. Da husk at du vil finde
igen et oplyst mod
i hjertet dybt derinde
har sproget slået rod
104. Et løsen for fornuften
for kærlighed og værd
som solen gennem luften
der skinner her og der
105. Hvad var så folk og frænde?
Et hjertesprog af ånd
at livgi’ bål med brænde
at række frem sin hånd
106. At turde fælles former
at trodse truslens råb
at læ for alt der stormer
at være nye håb
107. Opliv du selv til andre
vær mod hvor der er frygt
stå ved, så kan du vandre
igennem livet trygt
108. Du spør, hvordan du rækker
din hånd mod verdens dyb
og løfter eller trækker
fra hadet tabte kryb
109. I frihed kan vi bære
enhver, endda os selv
oplysning vil os lære
at bryde mur og skel
110. At tilgiv og gi efter
forstå igen og se
at hadet ikke hæfter
forandring holder ved
111. Oplys i midnats mørke
og blund kun lidt iblandt
bær vand hvor der er tørke
Og eftergiv din pant
112. Vær ven af alt der lever
vær livets paraply
skønt det så ofte drypper
på ny, på ny, på ny
113. På livets skole findes:
forklaring, trit og vær
og det igen at mindes
at du er dig, især
114. At stå i eget virke
at vælge livets mod
skønt fundamentet knirke
med aflad og med bod
115. Gentage gamle måder
opgrave gammel gæld
at afslå den der råder
stå op alligevel
116. Men inden i hverandre
der findes svar på alt
alt det der kan forandre
i alt der blir fortalt
117. At dele og at give
at turde andres ord
at være skydeskive
at styre selv sit ror
118. At finde det der passer
på livet hver især
at bryde ud af kasser
at komme tvivlen nær
119. At rejse er at leve
at leve er berejst
at længes gennem breve
at kunne holde gejst
120. At fremme sine lyster
At tænde på en drøm
At vælge det der ryster
At gå op mod en strøm
121. At turde famle modet
at sige fra iblandt
forny hvad er indkodet
at skille løgn og sandt
122. Men kan en gammel tanke
forandre nuets hvælv?
Gå armgang på en planke
med gåsehud og skælv
123. Er ånd af svundne tider
fornuft i nuets folk?
En drøm af individer
med friheden som tolk
124. Kan højskolen forsvinde
i mål og med og magt
hensygne som et minde
i graven evigt lagt?
125. Forladt af nutids røster
formuldet i sin ånd
en amme uden bryster
der ryster på sin hånd
126. En skole der forandrer
et samfund uden tvang
en skole der forankrer
et oprør ud i sang
127. En tone i debatten
et mødested, et nu
et levn, godt gemt til natten
på nadverbordets dug
128. En krumme glemt i sengen
en tvivler der fortrød
og blomsterne på engen
og solen er så rød
129. Et levn fra gamle tider
foragt og frisat tro
en tankestrøm der glider
et andet sted at bo
130. Forladthed og alene
genfinde og tag ind
at kaste gadens stene
en lussing på en kind
131. Et oprør med et samfund
en ung der farer vild
en node i en klangbund
at vågne morgenmild
132. At vælge alt der undrer
at la’ stå til på ny
at vandre på en tundra
med næsen højt i sky
133. Et nutidssprog forsøger
at række vejen rundt
en plads i livets køer
aviser i et bundt
134. En mediestorm i himlen
på jorden og på tværs
og klodens vilde vrimlen
og klimas sidste vers
135. Et ophob af rebeller
en drøm der tager tid
eksamen, karameller
en speltbolle med bid
136. En helt moderne kjole
en genbrugsmatador
en ven, hvorpå man stole
en plads på denne jord
137. Et klima vi skal klinke
en alvor som vi skal nå
fast håndtryk eller vinke?
Debatten der er rå
138. I ord kan vi begraves
i ord kan vi opstå
i ord kan ånden arves
i ord kan alle nå
139. At holde med hinanden
at tage fælles skridt
forsage Gud og fanden
at hinke, gå i trit
140. At vente på hinanden
at opgive sin plan
at gange 2 i anden
med pletter på et lagen
141. At sluge og at sladre
at lyve og få lov
at mejsle kirkens kvadre
at sige pyt og hov
142. Opildne tiders torden
forsvare frit sit ord
et flag i hundelorten
en plads i himlens kor
143. At tro at troskab tæller
at noget holder fast
en evighed der gælder
som return på en tast
144. At undskylde og fejle
at kende egen krop
til kærligheden bejle
bestige bjergets top
145. At ligestille livet
i køn og værd og dag
og ikke ta’ for givet
det går i ro og mag
146. At elske er at opstå
i sjælden mulighed
at elske er at opnå
at hjertet går af led
147. At mærke varmen strømme
i kroppens glemte kød
at elske er at drømme
at blive ganske blød
148. Forstå at alting vækkes
til dåd i den der vil
og verden ikke svækkes
fordi at du er til
149. At opleve det nære
i andres smil til dig
at andre om dig kære
og gerne viser vej
150. At se det fælles række
at rumme uden præk
at hele hvad der brække
er livets skoles træk
151. I øjenhøjde med livet
forstå, forsvar, fordel
kun et det er dig givet:
i andre, blir du til!
152. At vide fred er muligt
og frihed finder sted
at mennesket er dueligt
jeg ved du tar mig med
153. For åndsfriheden findes
se tanken flyder frit
når ånden ikke bindes
går friheden et skridt
154. Og den der færdes fælles
foruden angst og tvang
vil aldrig kunne fældes
men opstår i en sang
155. En sammenhæng der trodser
og løser bånd og bast
en læk hvor håbet fosser
og livet det står fast
156. At tro på små mirakler
som ufortrødent stort
med glæde bære fakler
så ingen går i sort
157. At se et barn der fødes
at dø hen under vår
at vide at vi mødes
om det kun vi formår
158. At få en ven for livet
der aldrig svinder bort
der aldrig tar for givet
og deler godt og hårdt
159. ja, Nordens gamle skole
er liv der går igen
i nuet vil den fole
et samfunds følgesvend
160. Et sprog som mødestedet
utvungent skabe mod
betydning sammenkædet
og stier til din fod
161. Frit valg på alle hylder
og ingen skabelon
et sted hvor alle fylder
en folkets mikrofon
162. Nuvel i nye tider
er spiren stadig grøn
og mellem individer
oplyser Mimers brønd
163. Fra dybet strømmer livet
oplyst til genforstand
det er hvad vi blev givet
til kvinde og til mand
164. Et løfte til hinanden
en ed af folkemod
et sted at læne panden
et sted at blande blod
165. Et opråb gennem tider
et frisind uden svøb
en ånd der atter glider
i alle tidsforløb
166. At være fri i ånden
at fægte med sit ord
at ta’ et barn i hånden
at sige, Ja jeg tror
167. At trodse tid og tvivlen
at løfte livet selv
at være i sit indre
og skabe store skælv
168. Forstand er det at tage
en tanke og gi liv
for stærke og for vage
og ikke yppe kiv
169. Tag samtalen for givet
fortætte ordets saft
for ordet skaber livet
et fælleskab af kraft
170. Hvor mund og mening mødes
i livsoplyste syn.
kan hjerterne opblødes
til solskin ikke lyn
171. Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
172. I lydhørhed er livet
samhørighedens kys!
Som kjærligheden givet
en ild af alle lys
173. Et folk oplyst af tanke
og viden uden bånd
kan holde ryggen ranke
og vide, her er ånd
174. Alt det som ikke gælder
vi gør, som ingen ser
vi kan, som ikke tæller
som hjælper mange fler
175. Vi flytter for hinanden
i virke og i kår
i kærlighedsforstanden
er fælleskabets vår!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Når få har for meget og færre for lidt.

“Ryst æ purs” (vestjysk for ryst posen)
Det plejer vi, i min familie at sige når vi til Mortens aften spiller andespil.
Det er ikke nemt at få brikkerne til at blande sig når de har ligget i sirlig orden på pladen og skal genbruges til spil nr. 2 på samme aften.
Billedlotteri æsken er ikke stor og det sker at den samme spiller får flere brikker i træk.
Det er ikke en stor flot værdibaseret tradition, men den hører sig til og særligt råbet og kravet om at posen skal rystes, at brikkerne skal genblandes af opråberen.
At noget er blevet for forudsigeligt og vi er nødsaget til at gentænke spillereglerne og vigtigst at det ikke er den samme der sidder med al heldet og vinder chancen.

I USA er der samme trang – genkendelig fra vores egen andedam.
Ryst posen, find nye muligheder og måder at stykke samfundet sammen på.

For en måneds tid siden talte jeg i nogle timer i telefon med en god ven der er valgekspert. Vi holdt begge på at Trump ville vinde, men enedes i ikke at skrive en artikel om det, fordi det næsten virkede latterligt i den mediedebat der foregik. Vi fik ret i antagelsen og det er næsten ikke til at bære.
Men når man har været en del i USA er det helt mærkbart at landet er splittet og uligheden er nældens rod.

Der er ikke noget nyt i uligheden. Den er gammelkendt i Amerika, the land of dreams – men det gør den ikke mindre ulykkelig.
Samme splittelse mærker vi, i mindre grad, herhjemme lige nu, en ulighed der virker markant stigende og selvsagt optager os i det politiske og i debatten.
Jeg kan ikke komme på noget mere ødelæggende for et samfund end uligheden.
Herhjemme er den mærkbar og til debat, men i USA dør man af den.

I sidegaderne i LA ligger folk på gaden og fryser og gir op, mens rodeodrive drømmer om mere og større. Tiggeriet er markant og fortvivlelsen tyk som brun sovs.
På min sidste tur til Washington skulle jeg en tur ind og have taget blodprøver.
Da jeg ikke er amerikansk statsborger er mine tilskudsmuligheder lig med en uforsikret amerikaner.
Det tog 4 minutter og kostede over 20.000 danske kroner.
En amerikaner der ikke har uddannet sig mere end til hvad der svarer til endt skolegang efter 9. kl og som arbejder i servicefag tjener i gennemsnit 17.422 dollar om året.
Det svarer til 118.912 danske kroner.
Man kan ikke omregne forsvarligt, da priserne ikke er sammenlignelige, men et står fast: Den amerikaner ville ikke have kunnet få taget de blodprøver uden forsikring eller Obamacare.

På en hastetur til lufthavnen i en Uber, kørte vi med en ung fyr der ivrigt fortalte om sit liv og uligheden.
Han havde været igang med en uddannelse, men var blevet kørt over og det havde kostet ham alt.
Han var forgældet både af sygeforløbet og af studiegælden. Nu kørte han Uber for at betale af på gælden og håbede om nogle år at kunne læse videre igen. Hvis han lykkedes med at få betalt gælden ud. Han var en af de heldige. Han var ikke endt på gaden og havde dog en bil, så han kunne forsøge at tjene til sit ophold og sin gæld. Uden obamacare, sagde han, var han igen prisgivet. Det var hans eneste mulighed lige nu.

Trump har de sidste dage hintet at han alligevel vil beholde dele af Obamacare.
Det er en lovende udsigt, som vi nu nok lige skal se før vi tror på det.
Og det er ikke så sært igen at hele verden holder vejret og holder øje med det amerikanske landskab.
Ikke blot en udenrigspolitisk observans og en skulen til nye regeringsmåder, men også et socialpolitisk indblik i ulighedens roemark.

Grundtvig skrev i 1820 følgende:

Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.

Det er stadig velfærdssamfundets løsen. Og målet for den politiske krævegang der både splitter og måske udløser valg ganske snart (må jeg frimodigt gætte på en valgdato der hedder tirsdag den 10. januar 2017 eller tirsdag den 31. januar alt efter finanslovens forløb særligt torsdag 17/11 og hvor mange mænd der sidder i træerne).

Finanskrisen trækker lange spor både i ind og udland. USA mærker i den grad en forbitrelse ovenpå krisen, trods den faldende ledighed og trods alt opgangstider under den nuværende præsident.
Men bitterheden ligner noget vi selv ser over hele Europa – en tillidskrise til systematisering, konservatisme og en lænen på populisme, popkorn og egomodeller der ekskluderer og bygger flere grænser og mure.
Vi oplevede ved sidste valg at en tredjedel af danmark stemte gult. og at utrygheden ved udefrakommende påvirkninger fyldte mere end vi havde beregnet skematisk. Storbritannien, europas ældste union, stemt sig ud af den udvidede europæiske union og mistede troen på at det at forene kræfterne var umagen værd.
selvbestemmelse og selvbestaltning er i højsædet og debatten om nationalisme raser.
Men måske handler det mindre om nationalistiske synspunkter og en samlen sig om egen stamme kultur, som det handler om en reel utryghed i forhold til forståelsen af det politiske magtspil og den elitære retorik.
Jo mere man strammer garnet jo mere kvæles barnet og jo fjernere bliver vælgerne og jo nærmere systemhadet. Et opbrud der minder om en vælger-revolotion både i europa og i usa.
Er det overraskende? Næppe og det synes udløst af ulighedens tydelige sprog. 
Hvem pløjer, sår og høster og hvem spiser kagen?
Politisk evolutions tilbagetog og en svækkelse af fornemmelsen for medbestemmelse i et komplekst verdensbillede.
Amerikanerne valgte at stemme efter “Ryst æ purs” princippet.
Hellere “Trump-tower” end “ground zero” af same same but different politik.
Ligner det ikke en velkendt strømning af teenage algoritmer? Bestemt, og det ses i hele den vestlige verden. Nej til alt og ud af resten.

Sig mig – Er der en voksen til stede?

http://www.astridsoe.dk