I skole på afstand

Så går det løs med pen og blæk
og matematisk regning
jeg holder mig 2 meter væk
og tegner på en tegning

Jeg sidder ved mit eget bord
og lytter til min lærer
kvadratrod og et navneord
(og mega sure tæer)

Jeg vasker hænder rigtigt tit
og hoster i mit ærme
og undgår alt coronaskidt
og alt for store sværme

Vi holder afstand selvom vi
alligevel er nære
kun fire timer må vi bli’
i klasse- atmosfære

Nu er det slut med skærm og spil
og lillebror der larmer
i venners nærvær blir jeg til
mens forårssolen varmer


Højskolens 175 års fødselsdag. Festsang på 175 vers

Højskolens 175 års fødselsdag

Tone: ”Engang var frihed ordet”, Erik Sommer eller ”Jeg ved en lærkerede”. Eller ”At lære er at ville”, men to sammentrukne vers.
Tekst: Astrid Søe 2019
1. Engang var intet givet
som brud af sten og sand
og bondefolk oplivet
som før var lyst i band
2. Oplysningen til livet
til lære uden tvang
det øjeblik er givet
foruden stand og rang
3. At værne om sin stemme
og pludslig tælle med
at vide og fornemme
at stå fast på sit sted
4. Oplysningstiden tanker
af folketillids tro
hvor frihed kaster anker
og bygger bro på bro
5. Men kan nu folket råde?
kan pøbelvælde gå?
foruden redningsbåde
og måder at forstå
6. At give magt til alle
at tro at vi kan gro
at styrte og at falde
i alt for store sko
7. Kan tillid gennemtvinges
hvad kræver folkevalg?
at dannelse betinges
at skulle når man skal
8. At kræve er at give
for frihed fordrer vid
og dernæst at oplive
et styre bid for bid
9. I dannelse er ingen
forladt til egen tro
at danne er at ville
at alt og alle gro
10. At intet overlades
til magtelitens mur
at intet skal forflades
og friheden i bur
11. At være med, er løsen
for folkestyrets ånd
forstå igennem tider
at magt er i din hånd
12. At tage del i magten
at skabe lov og land
at turde indgå pagten
er dannelsens forstand
13. Og dannelse fortætter
at al slags liv er stort
og ej kun forudsætter
hvad lærde de har gjort
14. Et liv er mer end bøger
og skoledages flid
et liv har store ører
og hvermands eget vid
15. Et liv er alt der rører
og alt der leves må
for livet blir først større
af flere, ikke få
16. Oplysning tar ved lære
af helhedstankens bud
og dannelse skal nære
at ingen sættes ud
17. At lære nyt og lede
at give mening selv
at højne alt der nede
i folkets karsken bælg
18. At tro at alle evner
at lyse op og ta
den skæbne ordet nævner
et ansvar og en sag
19. Nu skal det åbenbares,
i rent engagement
om dannelse forklares
i frihed eller tvang?
20. Er borgerdyd en gåde?
I frihed eller kald?
Et oplyst frø vi såede
i meningsfulde valg
21. I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
22. Et møde med forstanden
et samfunds delte lid
i vilje til hinanden
og skabe uden splid
23. Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
24. At højskolen vil fægte
forskellighedens sværd
at ingen kan sig nægte
at stå ved eget værd
25. At byde ind og ville
foranderlige ord
forstå kritikkens kilde
stå fast i det du tror
26. At vide; her er frihed
og tvivlen har sin plads
at leve helt i lighed
at kende sit parnas
27. Mit værd er vel det samme
som det du bærer på
og med og uden ramme
et liv som vi skal nå
28. En færd af form og farve
et frisat tonespil
i måder vi skal arve
og nye ting vi vil
29. Med liv skal landet bygges
med lov skal landet stå
og sammen skal det lykkes
for alle, ikke få
30. Et land er alles hjemmel
mangfoldighedens sted
forskellighedens vrimmel
et nu hvor du er med
31. At ville nye egne
at lære nye sprog
at se på andres vegne
et skrift i livets bog
32. At trykke varmt til hjertet
med fædrelandets mod
de folk der før blev smertet
og flygtede til fods
33. At række hånd og hjerte
at byde ind på trods
forstå at der er smerte
at gå fra vi, til os!
34. Forskelligheden rækker
i håb, sin hånd mod din
fra skyggers land den trækker
dig, til du bliver min
35. At virke er at være
i samvær uden frygt
først da kan livet bære
og sjælen være tryg
36. At læne mod hinanden
oplive i den tro
at tillid og forstanden
er skabt i fred og ro
37. Et skråplan er at skræve
henover hul og grov
og sidenhen at kræve
betaling for sit åg
38. Et liv har knast og splinter
det koster livet selv
et liv er også vinter
men dit alligevel
39. At glædes når det dages
for næsten og sig selv
når tømmerflåden stages
på livets kildevæld
40. At vide alt betyder
at intet er til spild
at livets som du nyder
er kraft til alles ild
41. Et liv er alles alvor
et ansvar uden stop
i fællesskab vi opnår
at kærlighed får krop
42. Hvad er vel kærligheden
til det vi sammen vil?
midt i nødvendigheden
at sætte alt på spil
43. At ville og at råde
at alle kan få ord
at tro på liv og nåde
i folket højt mod nord
44. At fæstne al sin vilje
til oplysning og vid
og inden gravens tilje
at sætte al sin lid
45. At samle tankevirke
der ønsker frihedsspor
et våbenhus før kirke
i nordens gamle ord
46. Oplive, det er ordet
at live op på ny
at sidde rundt om bordet
når midsommer den gry
47. At være i det sjældne
at give kærligt los
at lære det at skelne
lidt kantet og på trods
48. At frejdighed forandrer
nysgerrigt byder ind
mens tankerne de vandrer
frimodigt til dit sind
49. Hvad skal vi med hinanden
er kroppen uden navn?
udfordret i forstanden
vi er til folkegavn
50. Hvad er vel folk i grunden?
Hvad er nu folkeværd?
I himlen eller bunden
et folk at være kær
51. At elske alt og alle
at turde ville vej
at snuble og at falde
et vi i dig og mig
52. At være folk er færden
fornuftigt mellem sig
en tillid ud mod verden
at bygge bro og vej
53. At finde tillidstråde
til det du tvivler på
at spørge og at råde
at give og at få
54. Et folk er skabt af dele
vi flytter nænsomt på
som bliver til et hele
en måde at forstå
55. At læne sig med glæde
med undren og mod håb
med Fenrisulvens kæde
er folkedybets dåb
56. At turde møde livet
foragte had og frygt
et folk det blir først givet
når døren åbner trygt
57. At kende sin historie
og lære dens værdi
så rank som en cikorie
der sætter modet fri
58. At kende gamle veje
et landskab af musik
alt liv er fælleseje
i samvær, brug og skik
59. I poesiens gemmer
forankres vores drift
et livstræ fyldt af stemmer
i node og i skrift
60. En nornes tråd til livet
er flettet skæbnevis
i alt hvad du blev givet
fra liv til Fimbulis
61. I verdens midte stander
ask Yggdrasil i tro
og nornerne de vander
så livet altid gro
62. Fra roden ånder asken
som lunge af en gud
i vingefang og basken
må Odins ravne ud
63. Fra asketræets krone
de flyver vingelet
til Valhals store trone
og hvisker ganske tæt
64. I Odins egne ører
fortælles alt på jord
hvad ravnene de hører
at menneskene tror
65. I nord er det at lytte
at ville andres ord
et ståsted for hinanden
for Loke og for Thor
66. Forenes eller mødes
i al uenighed
i samtale der fødes:
at turde blive ved
67. At turde frie former
og ikke kun sig selv
at sprænge alle normer
er livets kildevæld
68. En gammel pagt til livet
forseglet gennem spyt
der giver Kvaser livet
et svar på alting nyt
69. I Kvaser samles videt
og fantasiens mod
og alle sætter lidet
til evnen i hans blod
70. Den klogskab Kvaser rummer
selv Odin undres på
et vid der ej forstummer
det ypperste at nå
71. Men den der rummer viden
blir slagtet for sin dåd
det ser vi ofte siden
hos folk med gode råd
72. Men kvasers blod blir reddet
i tre forgyldte kar
så evnen den er fredet
i blodet hvor den var
73. Nu blir den spærret inde
i bjergets hårde sten
skønt Odin kan det finde
betalt med slibesten
74. Han sluger blod og evne
fantasia og digt
alt det som verden rummer
og bliver til på sigt
75. I fjederham tilbage
nu hviler fred og ro.
bur ikke blodet inde
hvor fantasien bo
76. Vær stolt i dine klange
og lev for lyst og lys
del ud og giv til mange
så blodet det fornyes
77. Erkendt fra gamle runer
fra mytens ord og væld
fra englenes basuner
fortæl fortæl fortæl
78. Fortællingen forener
forgrener sig i tid
fortætter hvad jeg mener
og blir til sidst til vid
79. I sagn og sang fornemmes
i brudstykker et folk
så arven ikke glemmes
men findes frem som tolk
80. Forstå din næstes veje
ved egne spor at få
historie må du eje
så rejs dig nu og gå
81. Og gengrib liv og gerning
forkast dit satte mål
da randt for dig guldterning
i Valborgsnattens bål
82. Et blus af liv, af grøde
et blus af elskovsild
lev før din aftenrøde
vær varm, vær vår, vær vild
83. Vær ikke fyldt af domme
vær rum for den der vil
gør plads, så vil jeg komme
i samvær blir vi til
84. Hvad er vel frygt og bæven
og angst og ikke værd
at slås og slå på tæven
og ikke være nær
85. At kaste alt der tæller
i gravens mørke dyb
hvis kun foragten gælder
er mennesket et kryb
86. Og krybe må vi gøre
før vi kan stå og gå
og række frem og røre
alt det vi ej forstå
87. Men når vi ranker livet
og ser forbløffet op
det foran os er givet;
et menneske, en krop
88. Det sprog som vi skal lære
er verdens hjertesprog
det sprog som alt kan bære
og aldrig er et åg
89. Det vigtige og smukke
i det at høre til
en dør der aldrig lukke
i ord som, Ja, jeg vil
90. At byde ind og vide
at intet blir som før
luk op, det er på tide
luk aldrig hjertets dør
91. Et skyggespil af tanke
et alt for fæstnet liv
imens et hjerte banke
i had der yppes kiv
92. Hvad er vel hadets stemme
neandertalers spil
i mørket man forglemme
ret hvad man egentlig vil
93. Hvis oplysning er livet
er skyggen dødens gab
og det er ganske givet
der er kun mennesketab
94. For døden den kan tie
og tirre og tag fat
i død er alle lige
i evighedens nat
95. Er døden da en fjende?
En ondskabs magt og kraft?
nej, døden fordrer livet
og det som vi har haft
96. Den sætter os i stævne
og kommer når den vil
gir kraft til liv og evne
og sætter os i spil
97. Men skyggen den kan isne
et menneske med magt
og eget værd kan visne
og alting miste agt
98. At skygge for en anden
at slukke altets ild
at rokke ved forstanden
at se dem fare vild
99. At opfordre til mørke
at fængsle sind og sjæl
at skabe sult og tørke
at klippe tå og hæl
100. Lad aldrig hadet råde
vær klog, vær mild, vær dig
vælg kærlighedens gåde
der lyser dig på vej
101. For lys er alles eje
fra fødsel og til grav
foragt for alt det feje
oplysning er din arv!
102. Og blir du spærret inde
i mismod og i had
og Babelstårnet vælter
og intet følges ad
103. Da husk at du vil finde
igen et oplyst mod
i hjertet dybt derinde
har sproget slået rod
104. Et løsen for fornuften
for kærlighed og værd
som solen gennem luften
der skinner her og der
105. Hvad var så folk og frænde?
Et hjertesprog af ånd
at livgi’ bål med brænde
at række frem sin hånd
106. At turde fælles former
at trodse truslens råb
at læ for alt der stormer
at være nye håb
107. Opliv du selv til andre
vær mod hvor der er frygt
stå ved, så kan du vandre
igennem livet trygt
108. Du spør, hvordan du rækker
din hånd mod verdens dyb
og løfter eller trækker
fra hadet tabte kryb
109. I frihed kan vi bære
enhver, endda os selv
oplysning vil os lære
at bryde mur og skel
110. At tilgiv og gi efter
forstå igen og se
at hadet ikke hæfter
forandring holder ved
111. Oplys i midnats mørke
og blund kun lidt iblandt
bær vand hvor der er tørke
Og eftergiv din pant
112. Vær ven af alt der lever
vær livets paraply
skønt det så ofte drypper
på ny, på ny, på ny
113. På livets skole findes:
forklaring, trit og vær
og det igen at mindes
at du er dig, især
114. At stå i eget virke
at vælge livets mod
skønt fundamentet knirke
med aflad og med bod
115. Gentage gamle måder
opgrave gammel gæld
at afslå den der råder
stå op alligevel
116. Men inden i hverandre
der findes svar på alt
alt det der kan forandre
i alt der blir fortalt
117. At dele og at give
at turde andres ord
at være skydeskive
at styre selv sit ror
118. At finde det der passer
på livet hver især
at bryde ud af kasser
at komme tvivlen nær
119. At rejse er at leve
at leve er berejst
at længes gennem breve
at kunne holde gejst
120. At fremme sine lyster
At tænde på en drøm
At vælge det der ryster
At gå op mod en strøm
121. At turde famle modet
at sige fra iblandt
forny hvad er indkodet
at skille løgn og sandt
122. Men kan en gammel tanke
forandre nuets hvælv?
Gå armgang på en planke
med gåsehud og skælv
123. Er ånd af svundne tider
fornuft i nuets folk?
En drøm af individer
med friheden som tolk
124. Kan højskolen forsvinde
i mål og med og magt
hensygne som et minde
i graven evigt lagt?
125. Forladt af nutids røster
formuldet i sin ånd
en amme uden bryster
der ryster på sin hånd
126. En skole der forandrer
et samfund uden tvang
en skole der forankrer
et oprør ud i sang
127. En tone i debatten
et mødested, et nu
et levn, godt gemt til natten
på nadverbordets dug
128. En krumme glemt i sengen
en tvivler der fortrød
og blomsterne på engen
og solen er så rød
129. Et levn fra gamle tider
foragt og frisat tro
en tankestrøm der glider
et andet sted at bo
130. Forladthed og alene
genfinde og tag ind
at kaste gadens stene
en lussing på en kind
131. Et oprør med et samfund
en ung der farer vild
en node i en klangbund
at vågne morgenmild
132. At vælge alt der undrer
at la’ stå til på ny
at vandre på en tundra
med næsen højt i sky
133. Et nutidssprog forsøger
at række vejen rundt
en plads i livets køer
aviser i et bundt
134. En mediestorm i himlen
på jorden og på tværs
og klodens vilde vrimlen
og klimas sidste vers
135. Et ophob af rebeller
en drøm der tager tid
eksamen, karameller
en speltbolle med bid
136. En helt moderne kjole
en genbrugsmatador
en ven, hvorpå man stole
en plads på denne jord
137. Et klima vi skal klinke
en alvor som vi skal nå
fast håndtryk eller vinke?
Debatten der er rå
138. I ord kan vi begraves
i ord kan vi opstå
i ord kan ånden arves
i ord kan alle nå
139. At holde med hinanden
at tage fælles skridt
forsage Gud og fanden
at hinke, gå i trit
140. At vente på hinanden
at opgive sin plan
at gange 2 i anden
med pletter på et lagen
141. At sluge og at sladre
at lyve og få lov
at mejsle kirkens kvadre
at sige pyt og hov
142. Opildne tiders torden
forsvare frit sit ord
et flag i hundelorten
en plads i himlens kor
143. At tro at troskab tæller
at noget holder fast
en evighed der gælder
som return på en tast
144. At undskylde og fejle
at kende egen krop
til kærligheden bejle
bestige bjergets top
145. At ligestille livet
i køn og værd og dag
og ikke ta’ for givet
det går i ro og mag
146. At elske er at opstå
i sjælden mulighed
at elske er at opnå
at hjertet går af led
147. At mærke varmen strømme
i kroppens glemte kød
at elske er at drømme
at blive ganske blød
148. Forstå at alting vækkes
til dåd i den der vil
og verden ikke svækkes
fordi at du er til
149. At opleve det nære
i andres smil til dig
at andre om dig kære
og gerne viser vej
150. At se det fælles række
at rumme uden præk
at hele hvad der brække
er livets skoles træk
151. I øjenhøjde med livet
forstå, forsvar, fordel
kun et det er dig givet:
i andre, blir du til!
152. At vide fred er muligt
og frihed finder sted
at mennesket er dueligt
jeg ved du tar mig med
153. For åndsfriheden findes
se tanken flyder frit
når ånden ikke bindes
går friheden et skridt
154. Og den der færdes fælles
foruden angst og tvang
vil aldrig kunne fældes
men opstår i en sang
155. En sammenhæng der trodser
og løser bånd og bast
en læk hvor håbet fosser
og livet det står fast
156. At tro på små mirakler
som ufortrødent stort
med glæde bære fakler
så ingen går i sort
157. At se et barn der fødes
at dø hen under vår
at vide at vi mødes
om det kun vi formår
158. At få en ven for livet
der aldrig svinder bort
der aldrig tar for givet
og deler godt og hårdt
159. ja, Nordens gamle skole
er liv der går igen
i nuet vil den fole
et samfunds følgesvend
160. Et sprog som mødestedet
utvungent skabe mod
betydning sammenkædet
og stier til din fod
161. Frit valg på alle hylder
og ingen skabelon
et sted hvor alle fylder
en folkets mikrofon
162. Nuvel i nye tider
er spiren stadig grøn
og mellem individer
oplyser Mimers brønd
163. Fra dybet strømmer livet
oplyst til genforstand
det er hvad vi blev givet
til kvinde og til mand
164. Et løfte til hinanden
en ed af folkemod
et sted at læne panden
et sted at blande blod
165. Et opråb gennem tider
et frisind uden svøb
en ånd der atter glider
i alle tidsforløb
166. At være fri i ånden
at fægte med sit ord
at ta’ et barn i hånden
at sige, Ja jeg tror
167. At trodse tid og tvivlen
at løfte livet selv
at være i sit indre
og skabe store skælv
168. Forstand er det at tage
en tanke og gi liv
for stærke og for vage
og ikke yppe kiv
169. Tag samtalen for givet
fortætte ordets saft
for ordet skaber livet
et fælleskab af kraft
170. Hvor mund og mening mødes
i livsoplyste syn.
kan hjerterne opblødes
til solskin ikke lyn
171. Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
172. I lydhørhed er livet
samhørighedens kys!
Som kjærligheden givet
en ild af alle lys
173. Et folk oplyst af tanke
og viden uden bånd
kan holde ryggen ranke
og vide, her er ånd
174. Alt det som ikke gælder
vi gør, som ingen ser
vi kan, som ikke tæller
som hjælper mange fler
175. Vi flytter for hinanden
i virke og i kår
i kærlighedsforstanden
er fælleskabets vår!

Når få har for meget og færre for lidt.

“Ryst æ purs” (vestjysk for ryst posen)
Det plejer vi, i min familie at sige når vi til Mortens aften spiller andespil.
Det er ikke nemt at få brikkerne til at blande sig når de har ligget i sirlig orden på pladen og skal genbruges til spil nr. 2 på samme aften.
Billedlotteri æsken er ikke stor og det sker at den samme spiller får flere brikker i træk.
Det er ikke en stor flot værdibaseret tradition, men den hører sig til og særligt råbet og kravet om at posen skal rystes, at brikkerne skal genblandes af opråberen.
At noget er blevet for forudsigeligt og vi er nødsaget til at gentænke spillereglerne og vigtigst at det ikke er den samme der sidder med al heldet og vinder chancen.

I USA er der samme trang – genkendelig fra vores egen andedam.
Ryst posen, find nye muligheder og måder at stykke samfundet sammen på.

For en måneds tid siden talte jeg i nogle timer i telefon med en god ven der er valgekspert. Vi holdt begge på at Trump ville vinde, men enedes i ikke at skrive en artikel om det, fordi det næsten virkede latterligt i den mediedebat der foregik. Vi fik ret i antagelsen og det er næsten ikke til at bære.
Men når man har været en del i USA er det helt mærkbart at landet er splittet og uligheden er nældens rod.

Der er ikke noget nyt i uligheden. Den er gammelkendt i Amerika, the land of dreams – men det gør den ikke mindre ulykkelig.
Samme splittelse mærker vi, i mindre grad, herhjemme lige nu, en ulighed der virker markant stigende og selvsagt optager os i det politiske og i debatten.
Jeg kan ikke komme på noget mere ødelæggende for et samfund end uligheden.
Herhjemme er den mærkbar og til debat, men i USA dør man af den.

I sidegaderne i LA ligger folk på gaden og fryser og gir op, mens rodeodrive drømmer om mere og større. Tiggeriet er markant og fortvivlelsen tyk som brun sovs.
På min sidste tur til Washington skulle jeg en tur ind og have taget blodprøver.
Da jeg ikke er amerikansk statsborger er mine tilskudsmuligheder lig med en uforsikret amerikaner.
Det tog 4 minutter og kostede over 20.000 danske kroner.
En amerikaner der ikke har uddannet sig mere end til hvad der svarer til endt skolegang efter 9. kl og som arbejder i servicefag tjener i gennemsnit 17.422 dollar om året.
Det svarer til 118.912 danske kroner.
Man kan ikke omregne forsvarligt, da priserne ikke er sammenlignelige, men et står fast: Den amerikaner ville ikke have kunnet få taget de blodprøver uden forsikring eller Obamacare.

På en hastetur til lufthavnen i en Uber, kørte vi med en ung fyr der ivrigt fortalte om sit liv og uligheden.
Han havde været igang med en uddannelse, men var blevet kørt over og det havde kostet ham alt.
Han var forgældet både af sygeforløbet og af studiegælden. Nu kørte han Uber for at betale af på gælden og håbede om nogle år at kunne læse videre igen. Hvis han lykkedes med at få betalt gælden ud. Han var en af de heldige. Han var ikke endt på gaden og havde dog en bil, så han kunne forsøge at tjene til sit ophold og sin gæld. Uden obamacare, sagde han, var han igen prisgivet. Det var hans eneste mulighed lige nu.

Trump har de sidste dage hintet at han alligevel vil beholde dele af Obamacare.
Det er en lovende udsigt, som vi nu nok lige skal se før vi tror på det.
Og det er ikke så sært igen at hele verden holder vejret og holder øje med det amerikanske landskab.
Ikke blot en udenrigspolitisk observans og en skulen til nye regeringsmåder, men også et socialpolitisk indblik i ulighedens roemark.

Grundtvig skrev i 1820 følgende:

Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.


Det er stadig velfærdssamfundets løsen. Og målet for den politiske krævegang der både splitter og måske udløser valg ganske snart (må jeg frimodigt gætte på en valgdato der hedder tirsdag den 10. januar 2017 eller tirsdag den 31. januar alt efter finanslovens forløb særligt torsdag 17/11 og hvor mange mænd der sidder i træerne).

Finanskrisen trækker lange spor både i ind og udland. USA mærker i den grad en forbitrelse ovenpå krisen, trods den faldende ledighed og trods alt opgangstider under den nuværende præsident.
Men bitterheden ligner noget vi selv ser over hele Europa – en tillidskrise til systematisering, konservatisme og en lænen på populisme, popkorn og egomodeller der ekskluderer og bygger flere grænser og mure.
Vi oplevede ved sidste valg at en tredjedel af danmark stemte gult. og at utrygheden ved udefrakommende påvirkninger fyldte mere end vi havde beregnet skematisk. Storbritannien, europas ældste union, stemt sig ud af den udvidede europæiske union og mistede troen på at det at forene kræfterne var umagen værd.
selvbestemmelse og selvbestaltning er i højsædet og debatten om nationalisme raser.
Men måske handler det mindre om nationalistiske synspunkter og en samlen sig om egen stamme kultur, som det handler om en reel utryghed i forhold til forståelsen af det politiske magtspil og den elitære retorik.
Jo mere man strammer garnet jo mere kvæles barnet og jo fjernere bliver vælgerne og jo nærmere systemhadet. Et opbrud der minder om en vælger-revolotion både i europa og i usa.
Er det overraskende? Næppe og det synes udløst af ulighedens tydelige sprog. 
Hvem pløjer, sår og høster og hvem spiser kagen?
Politisk evolutions tilbagetog og en svækkelse af fornemmelsen for medbestemmelse i et komplekst verdensbillede.
Amerikanerne valgte at stemme efter “Ryst æ purs” princippet.
Hellere “Trump-tower” end “ground zero” af same same but different politik.
Ligner det ikke en velkendt strømning af teenage algoritmer? Bestemt, og det ses i hele den vestlige verden. Nej til alt og ud af resten.

Sig mig – Er der en voksen til stede?

Godnatsang til de små – når Pia putter

Melodi: Jeg ved en lærkerede 

Carl Nielsen 1924

 

Jeg ved en rotterede

den ligger i Bruxelles

hvor gagerne er fede

plus fusk og ve og vel

I reden er der skimmel

og snyd, skidt og kanel

bedragere i vrimmel

men ingen Dybøl mel

Jeg lurer bag facaden

Dér står jeg ganske nær

og ser dem stikke pladen

når sagen er prekær

Næ, den der hvisker lyver

sanerings modent skrot

sæt kvote på det yver

og skil så skæg fra snot

For parlamentet fusker

og fusk kan yngle stort

stop dem der går og Tusk’er

lig’som DF har gjort (…eller noget)

Nej, hjemme under bøgen

i danskens fædreland

der står vi pænt i køen

og lyser dem i band

#satire

http://www.astridsoe.dk


Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det.

Det var søndag, hviledag, fødselsdag.
Udenfor dinglede dannebrog i sin line, lidt halvslapt i oktoberstilheden.
En smule øretæveindbydende hang det bare der uden at agere symbol eller stolthed. Der var intet tegn på at Valdemar ville slå et slag i Tallinn eller at det rød hvide vævestykke var et vovestykke.
Ikke en vind rørte sig og stoffet klæbede til den lettere algebegroede flagstang.
Man kunne overveje at få lagt den flagstang ned og få den skuret ren. Og måske alligevel ikke. måske er det netop algerne og den rådgrønne skyggevækst der gør netop min flagstang til noget særligt. Det er sådan noget man bilder sig ind når hverdagens travlhed ikke rækker til afvask af flagstænger.

Indenfor i varmen talte vi om danskhed, den stormombruste debat og om danskheden var en sag eller en indfødsret.
Der var ingen, uanset alder, der ikke havde fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig.
Min 12 årige dreng spiste boller i karry, på den fordanskede milde måde og sagde pludselig:
– Man er mest dansk når man ikke altid helt har lyst til at være det!

Og det er nok det mest præcise jeg endnu har hørt om det at være dansk.

Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret.
Men fornemmelsen af det at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse det øjeblik man føler (ja, der var ordet. Føler… (ak, hvor kvindagtigt, men suk hvor præcist)) at ens samfund drejer i den forkerte retning og man vågner og føler sig Holger Dansk agtigt og fornemmes hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.

Det er det at vågne og være imod noget der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden var en ligegyldig ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som søndagens dannebrog.
Når danmarks hjul drejer selv tager vi danskheden for givet. Og i det øjeblik ved man også at man ved en helvedes masse om hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der også tider hvor det føles rigtigt.
I danmarkskanonen kunne man enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste halvlange.
Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, grundtvig, kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner.
Ikke at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever at det danske ikke ligner noget man selv vil stå model til, bliver det danske en sag man tager på sig.
Det øjeblik man kan mærke at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk fordi man har noget at kæmpe for og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk.
At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Alligevel er det netop her jeg fornemmer at det har et værd at være en del af noget der er større end bare en selv.

Jeg har været meget dansk i de forløbne år. Det har jeg fordi jeg har været vred på mit land. på smykkeloven, på vores håndtering af flygtningekrisen, på vores manglende verdensvendte sindelag og andre uhåndterlige gerninger angående vores interne smålighed og hårde tilgang til bløde mennesker.
Det gør temmelig ondt at være dansk for tiden. Det er nærmeste afskyeligt fra tid til anden. Men det griber om sig og jeg hejser dannebrog på min algepæl i vished om at det er min samhørighed med både ny og næ danskere jeg flager for. Jeg flager for uenigheden. Jeg flager for både med og modstandere og jo mere afskyeligt det føles at være dansk, jo mere er der at gøre og kæmpe for og jo mere dansk bliver jeg. Min danskhed er helt forskellig fra din, heldigvis. Så er der noget at kæmpe for og nye mødesteder at blive fundet.

/Astrid

Frikadellegate

Jeg har været så stolt i min fædrelandsarv

Jeg har hvilet i folkelig frihed
Jeg har ment at tillid og storsind var krav
I dannelsens vej mod lighed
Jeg har opelsket viden og væren og lyst
Jeg har støttet mit sprog og vor tone
Når guld i mund stod op i øst
Og vi veksled fra euro til krone
Jeg har dyrket en hede og plantet et træ
Jeg har andel i Brugsen og bager
Set årstider skifte fra knopper til dræ
Og blandet mig i alle sager
Jeg har rejst gennem verdens kulturer og set
Der er forskel og sorrig og glæder
På måder vi lever og identitet 
På kunst og på skikke og sæder
Jeg har læst på min lektie, historisk og ny
Jeg har karnov og wiki og verden
Jeg var stolt af det danske, i forgang og ry
Klodshans, prinsessen på ærten
At være et samfund er indviklet svært
Vi har stemt fra Fogh og til Helle 
Men nu har jeg endelig fattet og lært
At min arv kun beror på en delle
#frikadellegate

Holder ikke med nogen særlig

Holder ikke med nogen særlig,
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag

Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær

jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang

jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog

Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov

Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod

Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro

jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld

nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.

Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis “menneske først” udvandrer
og mellem os ypper kiv?

Årets citat 2015

Året er endnu ikke gået, alligevel tør jeg godt kåre årets mest dækkende og samlende citat 2015.
Et år med klimakrise, folkemøde med ytringsfrihedsfokus, folketingsvalg, rumrejse og flygtninge.
Opsummeret står Andreas Mogensens første ord, da han efter kollision med kloden, åbner munden for at ytre sig siger:

“Jeg var noget rundtosset”
Det er nok årets klogeste og mest opsummerede bemærkning. Tak.

Da facebook blev en folkeoplysende forening.

Vi statsmanden samle et stort parti,
Vil kræmmeren vinde uhørte procenter,
vil kunstneren hjælpe sig uden geni,
vil doktoren omringes af patienter.
Så er der et ene
-ste middel til tjene –
-ste – det er: det pureste, skæreste, rene-
ste gøjleri.

Erik Bøgh. 1856

Forenings danmark har travlt. Meget travlt.
De skal arrangere sig og tilrettelægge konferencer og tidsskrifter, arrangere møder, folkemøder, studiekredse, opdatere deres facebook og hjemmeside og holde orden på økonomien.
De skal tillige holde generalforsamlinger for medlemmerne og styre deres mere eller mindre professionelle sekretariater.

Bevares, det tager tid. jovist og his dig op og kom herned.

Tilbage er drømmen om folkeoplysningen.
Den der ubegribelige størrelse der ikke kender til mødetider og målstyrede tendenser, teorier og stradegier, for at ikke at nævne umildbarheden og det korte optræk.

Folkeoplysningen defineres fra Kulturministeriet således:
Det er folkeoplysningens kerneopgave at give mennesker redskaber til at begå sig i den tid og det samfund, de lever i, så den enkelte ikke bare bliver en passiv tilskuer til tilværelsen, men i stand til aktivt at leve i et moderne samfund.

Det er et slående fravær i denne tid hvor folkedybet har ytret sin kærlighed og taget både samfund og loven på sengen.
Godmorgen lille land og imens de folkeoplysende foreninger leder efter deres tøfler, er folket for længst oplyst – af hinanden, udenom foreninger og uden om det vanlige opdrag.

Forskellen mellem folket og de folkeoplysende foreninger synes pludselig at være det reelle fælleskab.
At man lever i et skæbnesamfund med hinanden og at oplysningen er nede i øjenhøjde.

Måske er det tid at vi spørger os selv, hvor de folkeoplysende foreninger er på vej hen og hvorledes de opfylder deres formål.

At være et folk og repræsentere et folk forpligter til fælleskabet.
Det folkelige fælleskab.

Nu kan man igen spørge hvad folk betyder.
Der er flere tydninger.
En geografisk bestemt størrelse for de mennesker der lever inden for et lands grænse.
og den politiske formel på ordet folk, der består af de borgere der lever der og deres borgerrettigheder, deres stemme også i forhold til eliten og magten.

Folk, hvad er vel folk i grunden, hvad betyder folkelig, er det næsen eller munden, hvorpå man opdager sligt? skrev N.F.S. Grundtvig og svarer selv at et folk der dem der vælder sig ind i skæbnefælleskabet og har ild og øre for hvad det givne lands folk vil.
Folket er et hele, bestående af mange forskellige meninger og holdninger, grøfter og bjerge.
Men at vælge fælles skæbne og vælge sin ind i et folk er det der giver borgerskab og folkevilje.

Folkeoplysning er ligeledes en skifting. Oplysning til folket eller oplysning fra folket?
Svaret ligger i foreningstanken, det er folkets foreninger, det er civilsamfundet, det er medlemsejerskab og mundtøj der tæller.

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes

Folkedåd og livet, det er det der ligger mig på sinde i dette indlæg.

Jeg sad selv til Hal Koch jubilæum på juridisk fakultet og hyggede mig i smug mens hele verden brændte om min vugge. Og vi sad der sammen, alle vi der kærer os om folkeoplysning, oplysning til livet og vigtigst samtale.
På mødet var der ikke indlagt tid til samtale, bevares, det er der aldrig på den slags møder.
Skiftende folk drog for i korte indlæg der alle tog Hal Koch for pålydende og priste den folkelige samtale.

Imens folkeoplyserne holdt jubilæum, talte folket sammen på facebook, twitter, snapchat og instagram.
De forsamledes uden om de vanlige foreninger og samlede danmark, ikke i ord, men i en stædig samtale på tværs af sund og bælt.
De mødet fysisk om og vedblev samtalen, tog tvivlen for givet, gav den navne, gav den liv og gav den ben at gå på.

– Vi klappede så hænderne var ved at falde af til Hal Koch jubilæet. Det var en prægtig dag og jeg vil gemme den på min trofæhylde over ting jeg var heldig nok til at opleve.
Mine hænder var stive af at klappe til sidst.

Imens ude blandt det handlende og samtalende folk, var hænderne også stive – af at vinke.
af at bære og løfte. Af at taste holdninger og meninger på de folkelige medier, som igen blev delt og delt og delt som en gammeldansk trampedans.

Der stode tre skalke og tænkte et råd,
– tungluti, tungluti, lustudilei –
De ville til møllerens datter gå.
– Stolten Adelus. Bådsmands hus, krusmusidus,
– tungluti, tungluti, lustudilei.
– Krestomani for snurrevurrevip, for ceremoni.

De tre skalke handler og bærer og kører fiat punto og giver hånd til de andre der måtte handle, nemlig det danske politi der på alle måder  var nødstedt mellem folket og loven.

Så hvorfor nu skyde på dem man elsker? De folkeoplysende foreninger og organisationer? De frie skoler, oplysningsforbund og andre forsamlinger af folk?

Fordi jeg savnede dem i denne pludselige tilstand, som vi havde vist ville komme, som vi havde set blive til virkelighed, som medierne og pressen havde givet anelser om for længe længe siden.

Er man overhoved forpligtet som folkeforening til at svare og give lyd når danmark står på den anden ende? Kan vi ikke vente og tage det op på et bestyrelsesmøde? evt indkalde vores medlemmer og spørge dem hvordan vi skal agere?

Nej, man er forpligtet til at fortætte folket. at formidle, på stedet, at være det levende ord. et hjertesprog mellem folk.
Det er den kærlighed vi fik da vores folkelighed blev sat fri.
Frihed forpligter og forplanter.

Foreninger har måske ikke forpligtigelse til at tage stilling eller vælge side, men de er forpligtet til at åbne debatten og spørge ud i folket, vidt og bredt.

Lige nu er foreningen facebook den førende folkeoplysende forening vi har.

Tag endelig ikke fejl, jeg har et fuldbyrdet kærlighedsforhold til netop disse foreninger, men er det ikke tid at de vågner og blander sig?
Går det for langsomt til den nye tids præmisser og samtale hen over markskel og foreningskontingenter?
Er vi ligefrem der hvor en smule gøjl ville bløde en indgroet plet på lagnet op?

Således spørgsmålet – hvad er svaret og hvor hurtigt kommer det ud i den levende samtale som vi alle sammen er netop et produkt af.

//Astrid Søe

Spis op! Børnene i Afrika sulter…

Engang hørte man omkring voksdugene og Sebastian stellet, forældre sige til deres små poder at “du skal spise op fordi de små børn i Afrika sulter”

Det kan børn tænke længe over, meget længe.
Og det er heller ikke noget man hører så tit mere – og dog
Sætningen har fået nye klæder som årene er gået.
“Du skal krafteddeme ikke støtte flygtninge når de gamle ikke får skiftet ble” eller “de hjemløse kan sgu bare et arbejde som alle os andre” eller “der skal ikke samles ind til nødhjælp når vores egne handikappede ikke får hvad de har brug for”

I morges fik vi guldkorn med mælk.
Der er egentlig ikke nogen af os der synes det smager særligt godt, men de er en sommerferietradition. Guldkorn, det er noget med at have fri og sidde længe ved morgenbordet og snakke om alt det som skolereformen ikke giver plads til.
Livet som sådan, helheden, meningen, måden.

– Det kan være vi skulle have en udvekslingsstudent boende?
Så er der også ligesom lagt i ovnen til den dag hvor I skal ud og studere i udlandet.
Canada, måske? USA. Hawaii, nu vi er i gang.
Et sted hvor drømmene når sammen og man kan bruge sine evner og spise guldkorn om sommeren, næ, det skal ikke mangle noget. nej da.
Ikke for mine børn.
De skal krafteddeme have alt hvad den kan trække. Selvfølgelig. skal de det, det skal alle børn. uanset hvad og hvor de kommer fra.

Vi spiser ikke op hver dag. Det indrømmer jeg blankt.
Selvom verden sulter. Jeg siger aldrig: Børnene i Afrika sulter, når vi sidder med feta og højreb i mundvigen.
Vores levninger får hønsene og det lille hængebugsvin der tilfreds tøffer rundt med snuden i jorden. den fede danske muld. katten stjæler sig fra tid til anden til en kasseret leverpostejmad.
Ikke fordi den sulter, den har alt hvad den skal have. Den griber bare en mulighed. Ligesom Hønsene og grisen.

Min yngste står på venteliste til et kursus i programmering hos Microsoft. Han tror på det. som man gør når man er elleve og verden ligge gabende åben og hjernen kører på hundrede og firs.
-Jeg regner med at arbejde i udlandet, jeg synes ikke rigtigt vi kommer nogen vegne.
-Hvad mener du med det?
– jamen, vi er jo ikke så mange i Danmark, vi udvikler jo ikke rigtigt noget.

Jeg får et hosteanfald.. det varer ret længe.
Jeg kan allerede se mine børnebørn vokse op på med Obama Care i baglommen og “In Good we trust” klistret ind mellem ørene.
Min indre dansker slår sig i tøjret.
Den der, historieske fornemmelse for overleveringer og gamle myter der gav tro og liv til mennesket gennem vores egen historier.
– Jeg tager da dig med mor, griner ungen, og har fået øje på mit ansigtsudtryk der må afspejle delvis desperation, delvis forudindtaget savn.
Jeg ved præcist hvordan jeg ser ud, fordi jeg har set det udtryk i andre forældre gennem mit liv. andres forældre og mine egne.
Når man vinker farvel som 17 årig, men en rygsæk og før mobiltelefonen er opfundet. og når man drager til Kina og man hører en sige “Kan I ikke bare blive hjemme og se det i tv?”
det kunne vi ikke. det skulle vi ikke. vi er sgu da verdensborgere, eller leger det.
Vi kan jo bare tage hjem hvis vi får hjemve ik? altså det er kun en flyver væk.

.. Hej mor, det er mig. jeg ringer fra Kina. jeg har mødt en mand. vi vil giftes..
Vores bus blev forsinket et par døgn. Vi ventede ved bussen sammen. Han er fra England.. ja gu er han sød. hvad, forbindelsen er dårlig. jeg har ikke flere mønter. jeg ringer fra Malaysia om en måneds tid ok? hallo, hallo, mor er du der? dut. dut. dut.

Jeg gad ikke være mine forældre. dengang før internettet og mobiltelefonen. og en datter der føjtede rundt på kloden som var det baghaven i parcelhuset, pænt hegnet ind og med små veltilrettelagte stier og pyntebede..

Hej, det er mig. jeg er blevet arresteret. Ja, jeg er på Java. Vi blev bedøvet på vores rum og frastjålet alt. Vi er hos politiet. De afhører os fordi vi ligger i samme seng og ikke er gift. De er ligeglade med at vi er blevet bedøvet og berøvet. hallo? Er I der, altså jeg må ikke ringe mere siger de. Vi finder ud af noget. Vi er fra Danmark. det går nok. Det er et smukt land, søde mennesker, lige
på nær politiet. Hej med jer. I skal ikke bekymre jer… Hallo..? Hallo..? Dut, Dut. Dut.

Vi taler ret ofte engelsk her hjemme.
Forbløffende sært, særligt med min nordiske kærlighed og sprogglæde ind i det danske.
det er ikke fordi vi ikke elsker vort modersmål, det er ammegaven, det er livet, det er ophobet af kærlighed der flyder i det sprog.
Men vi har alligevel for vane at tale engelsk. det er et levn fra engang hvor vi rejste over til Galathea ekspeditionen på Sct. Croix og måtte klare os, uanset alder, på det sprog.
Så sad det fast det engelske og ville ikke slippe.
Jeg lærer mig for tiden tre sprog, sådan lidt for sjov.
Den ældste taler en del japansk, tysk, engelsk, skandinavisk, yngsten lærer sig tysk og fransk foruden det flydende engelsk.
Hvad skal vi med alt det fremmetsprog?
-Jamen, vi skal da ud i verden mor, den har jeg hørt mange gange. ud, bare ud. som en Bjørnstjerne Bjørnson der længes over fjeldenes tinder.
Udlængslen gnaver.
Ikke af manglende kærlighed til fædrelandet, men af samfundsindprintet udlængsel.
Det er vores arv. at vi er skabt til at drage ud og skabe bedrifter og måske vende hjem som helte.
For faen, der var de igen. vikingerne. Det er jo ikke bare indlængsel og myter. Det er udlængsel efter verdensherredømmer. det er viden, som en nedgroet negl, om at vi skal ud og sprede vores sæd, vores historie og vores tro.

– Er der mere guldkorn?
-Ummm, ja da. Det er en pakke med 33% ekstra. supersize agtig. Monsteret udenpå sender mig sådan et “Spelt er for svagpissere” smil.

En bekendt skriver på facebook om sit barn der er i USA og studere.
Der er også ham den søde venlige unge mand nede i Kvickly ved kassen, som sparer sammen til han skal af sted efter sommer.
– Jeg regner med at tage hele gymnasiet i usa, sagde han, sidst jeg købte ind.
Jeg vælger hans kasse hver gang. Jeg skal jo høre hvor langt han er med optjening til rejsen.
Han er meget dansk. blond, smilende, tænder på snorlige rækker rettet af skoletandplejen, slipset i Kvickly uniformen sidder lidt skævt. Han smiler hver gang jeg kommer.
– Yes, pludrer han glad. Nu er jeg kun 20.000 fra målet.
– Fantastisk, siger jeg og lægger indkøb op på båndet.
Vi småsludrer og han husker alligevel at give den oplærte service at han skal åbne poserne for mig, så jeg ikke står og fumler med dem, når varerne skal lægges i.

– Hvis ikke vi ses inden, så må du have en rigtig god rejse, siger jeg og sender ham et smil.
Han stråler af ungdommens rejsemod.
Ud vil jeg ud, åh så lange langt langt, over de høje bjerge.. Bjørnstjerne summer stadig i baghovedet.

Avisen plaprer om østarbejdere. de kommer bare og snupper vores arbejde gør de. men altså, hvad gør de som vi ikke gør?
Ud, vil jeg ud og leve drømmen og skabe en bedre tilværelse.
det er dig og mig, det er drømmen om mere.

I skolen taler de meget om muligheder. Om det at gøre dig umage, som også dronningen talte om i nytårstalen.
Man skal mande sig op, tage sig sammen, knokle og få høje karakterer. helst så høje at man kan komme ind på et internationalt gymnasium, gerne i udlandet.
Politikerne taler om mønsterbrydere. det er årets hype, politiks.
Bryd ud og lad arbejder familien være arbejder familie. Vær større, vær mere, vær klægere end de gamle derhjemme.
Og vi klapper i vores små fede hænder når jernbanearbejderens søn kommer ind på medicin.
Pressen kommer rendende og skriver alen lange artikler om lille Hans og hans gennembrud.
Vi er vilde med succes.
I øvrigt så vilde, at succes aldrig rigtigt er nok.
– Du når ikke længere end du har drømt som ung, sagde min far altid til mig.
Og vi drømmer, som vilde og gale og higer og søger efter at toppe Gud og hver mand.
Og når det lykkes, er det altid et delmål. det er ligesom ikke nok.
vi er jo mennesker. mennesket er en drømmer, en stræber, en viljefast størrelse der indeholder håbet mod noget større.

Skolerne er helt med på bølgen.
Vi efteraber kina og kriges med pisatesterne og sammenligner og tæller procenter og ser på lille per og bedømmer ham inde eller ude allerede i 8. kl.
Succes er når end lille land bliver for småt og vi tager ud for at erobre verden. det ligger i generne og i samfundets opdrag.

Ubemærket sniger det sig ind i familiernes eget opdrag.
Som isjomfruen der med H.C. Andersens stemme hvisker “videre videre, væk væk”
og svimlen der skal besejres igen og igen.
Ikke tøve, ikke fjumre, ud, vil jeg ud, åh så langt, langt, langt…

Vi er et lille land med ufatteligt held og en velstand man kan tvivle på om vi fortjener.
Råstoffet er mennesker, ikke olie, ikke diamanter, ikke kul.
Og den velstand ved vi er truet. fordi vores frigjorte tanke ikke længere er unik, fordi den kreative klasse ikke længere blot et et skandinavisk fænomen, men breder sig i takt med velfærdsbredning verden over.
Vi ved at vi skal til at arbejde hårdere for vores særstatus.
Det er ligesom ikke længere nok bare at læne sig tilbage i kulturen og både som Gorm den gamle og Klodshans “halleløj, her kommer jeg på min gedebuk”.
Klodshans brødre har overtaget tronen og lever i et åbent forhold til prinsessen der stadig steger hanekyllinger, nu på webergrill.
viden og atter viden, oplysningstidens vidunderlige og samtidig skræmmende mål for mennesket.
Fuck Google, ask me!
studenterne spriger ud med hvide snit der kan få enhver til at spærre øjnene op.
Overload af fotos på facebook af huer og ildhu og drømme.
Ingen vil ende med at være et eksempel i Joarkom B. Olsens mund.
Bryd ud, videre videre væk.

Der skal bygges envejs betjente bomme ved grænserne. vi skal ud, en ingen skal ind. vi skal drømme stort, men andre skal ikke drømme om at drømme om vores lykke, vores land, vores sted, vores øl.

Aviserne skriver i sommervarmen om de grådige flygtninge. de forkerte flygtninge. levebrødsflygtninge.
De har penge til at flygte, derfor er de ikke rigtige flygtninge, står der.
Når og hvis jeg en dag skal flygte har jeg nok også råd til en menneskesmugler.
En der grådigt tager min surt optjente løn for at fragte mit barn eller os alle over i sikkerhed.
Her vil vi blive peget fingre af. I havde råd til at redde jer ud – skam jer.
I skulle have været blevet. slugt jeres mønter og tørret røv i sedlerne.
I skulle ikke have taget over vandet for blodpenge.
Hellere dø, end flygte fordi man har råd?

Var jeg blevet og vente på døden, med mine børn? Nej. jeg havde brugt alt jeg havde for at redde dem ud. for at give dem livet.

Der lander en båd på Lesbos i Grækenland. i båden er en dreng, eller næsten en ung mand.
Hans familie har betalt store summer for at redde ham ud af Syrien. Det syrien der brænder under folkets føder.
Menneskesmuglerne gnider sig i hænderne. det er mange penge de har fået for at fragte drengen over. Han er alene. helt alene. inde i sjælen sidder hans mors skrig da han trådte op i båden.
et skrig af savn, et skrig af frygt og et skrig af lettelse.
Han blev det eneste barn de kunne redde.
Hans mørke hår er fyldt med urin og støn og saltvand. solen er ubarmhjertigt stået op og sveden løber sammen med hårets viltre snavs ned i øjnene på ham.
han kan skimte Grækenland i det fjerne. han sidder mast op mod stævnen. han rejser sig, men sved i øjnene og råber “I’m the king of the World”.
Han er en stump Hollywood film et sekund. de andre stirrer oplivede på ham.

Han havde drømt det, han stod slet ikke og råbte i stævnen. han sad stadig mast op mod rælingen.
han råber for sin familie, dem han lod tilbage. dem hvis håb hans skal bære resten af livet.
-. Du skal rejse, du skal overleve, sagde hans far, selvom han helst ville blive tilbage og kæmpe krigen for sit land. han ville falde for en hadsk hånd, men han ville bevare drømmen om sit fædreland i hjertet, selv ind i døden. den der kom og ridsede store kødsår ind i hans kultur.
Han skulle rejse og det havde helt tiden været planen. han skulle rejse ud og studere. han var familiens stolthed. deres kort på hånden. deres helt.
så kom krigen og splittede hans land fra hinanden.
Hver en drøm, morgenbordet, skolen, familier, troen. det blev fra den ene dag til den anden splittet i atomer.
Han kunne mærke mange års fred indeni. hverdagen. den helt almindelige følelse af både fremtid og sikkerhed. Hans families drømme for ham. og han lykkedes. han kunne noget. Han var den drøm.
Hans far var landmand og hans mor arbejdede ikke. hun fødte børn og flere børn og elskede så højt. Man kunne plukke den kærlighed i luften som en fysisk frugt af sødt kød. 
De manglede aldrig noget. de havde hvad de skulle. de levede åndede. og drømte, ud vil jeg ud, åh så langt, langt, langt…
Det havde været meningen at den unge dreng skulle på universitetet i USA. Han var klog. Han var dygtig. han var arbejdsom. Han skulle ud og så vende hjem som helt.
De talte om det ved morgenbordet. de talte om det tit nok til at det næsten smagte af virkelighed.
Han talte engelsk. havde studeret i nogle år allerede. han skulle være ingeniør.
The American dream. alle folks drøm, fællesdrømmen. at drage ud og blive til noget. hvad dette noget så end var?

Flere af hans familiemedlemmer var dræbt. de der var tilbage var på flugt fra krigen.
Hans forældre havde givet de penge de havde sparret sammen til hans uddannelse i USA, til menneskesmuglerne.
Selv stod de tilbage og ventede på døden.
Der var kun nok til ham. deres store dreng. deres drøm om livet. deres håb.

Han kunne smage sveden i munden og urinen. Det var ikke denne drøm de havde talt om.
Det var et mareridt og dødens greb flåede i båden for hver bølge. dødens lange senede arme og skrigende. siden stilheden da mundene ikke havde flere skrig. de var tømt, som drømmende.
En kvinde der sad bøjet henover hans ben i stævnen på båden kastede op af anstrengelse og tørst.
Han kunne mærke det varme bræk på benene. Han græd.

De tumlede i land. Stranden var hed og ugæstfri. Nu var han her, mod sin vilje. drømmen om at drage ud havde ikke været sådan her. Hans drøm var ikke at lade hans familie og land i stikken.
Han lagde sig i sandet til han blev gennet videre. de skulle gå 60 km til en flygtningelejr.
Han var flygtning. han var en af dem der ikke druknede. ikke sank til bunds.
man han var ikke velkommen. ingen gav hånd eller bød velkommen.
han var en klods om benet. en uønsket. en ung uønsket dreng med snavset hår og alene.
Hjem vil jeg, hjem, åh så nært nært nært.

Lige meget hvor man ser hen på kloden er der drømme om at drage ud og forandre sin skæbne.
Vi ønsker os mere i livet, vi ønsker forandring.
Drømmen er ens for mennesker, uanset hvor vi kommer fra.
vi opdrager vores egen til at søge ud, blive verdensborgere, finde klogskab, udvide horisonter, blive belærte og berejste.
Vi opildner drømmen om alt det der er p den ande side af markskellet.

Det er vores skæbne at drømme os ud, at ville mere, at hige efter et liv på solsiden.
Og vi ønsker for vores børn at de finder det bedste. vi knokler svenden af kirtlerne for at give dem det bedste. vi støtter, hjælper, vejleder, holder under og holder i hånden.
Vi forsøger at hjælpe dem ud af tomgang og gøre den selvhjulpne til eget underhold.
uddan dig, rejs ud og bliv klogere. grib nuet, changsen, livet.

En båd sejler til Sverige i 1943 fra Danmark. En båd med  flygtninge. danske børn, der som nu, havde sindet fyldt af drømme. drømme der bristede da krigen tog til. da lykkesmeden faldt for e regn af kugler.

En båd sejler til USA danskere der drømmer om et bedre liv.

En viking sejler til Irland og slår sig ned

En bonde vandrer op gennem Europa og slår sig ned i Danmark i bondestenalderen og møder jægerfolket der bor her allerede.

Et menneske kommer for første gang til et ubeboet sted langt mod nord. det menneske kommer fra Afrika. det menneske er grundstammen til det danske folk vi kender i dag.

– Er der mere guldkorn?
– Nej nu er der ikke mere. nu er det slut. – Kan du ikke drikke mælken der er tilbage i skålen?
– Ad, nej. den er fyldt med krummer!

– Du skal spise op, bare tænk på de fattige børn i Afrika der ingenting får, eller flygtningene!

Det sagde jeg ikke, jeg siger det ikke, jeg gør det ikke!
Jeg sagde det, som en sum af min tid.
Den der efter, efter krigstidsgeneration. og benhårde træning i atomshelter under den kolde krig.
jeg hamstrer endnu. det er sandt. det lærte jeg på min friskole. altid. altid have stearinlys, tændstikker, batterier, dåsemad på lager. altid.
De sagde aldrig noget om guldkorn.

Avisen ligger efterladt sammen med håbløsheden.
– Tror du de klarer den, dem dernede på stranden mor? dem der kom hertil og troede de var frelst?
– Jeg ved det ikke. jeg ved ingenting.
– Vi tager derned og henter dem! Kom, vi tager af sted nu mor.
– Vi ville bare være i vejen. der står man ikke må hjælpe, det er lovstridigt at køre dem eller hjælpe dem.

– Er du åndsvag? spørger min ældste
– Hvad?
– jamen der er da lige meget om man må, det er noget man skal. Så fat det dog. Han er grådkvalt nu, den store unge med de mange drømme.
– Ved du hvad, jeg har ikke fundet nogen god løsning endnu, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg ville gerne hente dem alle sammen, men selvfølgelig helst standse krigen i deres egen lande. Jeg aner ikke hvad vi skal gøre længere. det er kompliceret, ik?
– Gu er det da ej kompliceret, det er sgu da mennesker. Han går og smækker døren ind til værelset. han tramper hele vejen op af trappen. Jeg pisser på hans livssyn. jeg pisser på hans drøm om verden. om mennesket. Om godhed. Om vilje og håb.

Jeg banker på døren og hører et ummmm.. nede fra en dyne gætter jeg på.
– Det giver ikke rigtigt mening vel? spørger jeg.
– Overhoved ikke, siger han. Jeg kommer ikke til at forstå det. jeg vil ikke forstå det.

Vi snakker om det der med at have meget, at være i et land der er sikkert, uden krig, uden trængsler, andet end når TDC har nedbrud og serveren ikke kører i højt nok gear til at downloade en youtube video fra Smosh.
First World problems vs død

Jeg går ud til hønsene med resterne fra morgenbordet.
Der ligger tre æg.

En lille taknemmelig gave på mit alterbord.
En høne hakker mig i foden. Mine tæer ligner cocktailpølser og er vandt med god plads. De gik i halvgren sko da de skulle vokse. Fanme sejt af mine forældre. Det var hulens dyrt. men fødder, det skulle der være råd til. En sko alene kostede mange artikler i Karise avisen. Far skrev og skrev. linje op og linje ned, for at købe fodformsko til mig og mine søskende. Det var sådan et lille håb der sneg sig ind. Pas på fødderne, de skal bære dig ud, åh så langt, langt, langt, mod drømmen om den store verden.. derude hvor horisonten runder og drømmen bærer vand.
videre, videre, væk, væk…

Eftertanke:

Man skal ikke bilde sig ind at man kan hjælpe alle.
der er ikke plads.
Hvis alle kom til danmark, ville vi ikke længere have noget at dele ud af.
Sådan er ordene og de er ikke usande. Selvfølgelig er de ikke det.

For at hjælpe kræves midler. De midler har vi, men de midler er ikke uendelige.
Men håbet om at hjælpe må ikke stækkes. Må ikke underdrejes i en ligegyldighed.
Vi skal hver morgen gentænke og gennemtrævle metoder og læsninger der hjælper vores broderfolk ud af de trængsler de står i.

– Vi når ikke længere end vi har drømt som unge.
De unge er ikke i tvivl, de har endnu ikke fået forplumret deres livssyn. Synet på medmennesker.

Hvordan vi løser knuderne ved jeg ikke, men vi skal blive ved med at tænke løsninger der ikke blot byder på bomme og bremser.

Alle har en længsel. både efter deres fædreland, efter freden og efter drømmen om at drage ud og være en del af verdens håb.
Ingen skal flygte, ingen skal dræbes og ingen skal undertrykkes for den drøm vi deler i fælleskab.

Stolthed og kærlighed til fædrelandet ejer alle, uanset hvor de kommer fra.
en flygtning mister ikke håbet om at komme hjem.
En flygtning har egne drømme med. Har levet almindelge liv, med almindelige morgenstunder – som du og jeg.
Et menneske er et menneske.

Vi opdrager vores egne børn til at søge ud og skabe muligheder, men under ikke andres børn at gøre det samme.
Vi lukker os om os selv med et velstandssmil.
Må smilet stivne.