Hengivenhedens dannelse

Jeg har et essay i Højskolebladet denne måned. Det kan læses her: https://hojskolebladet.dk/nyhedsarkiv/2021/nov/hengivenhedens-dannelse

Læs også socialfobi vs social forbi – om vogterkulturen der giver en farlig nulfejlskultur https://astridsoe.blog/2021/10/26/socialfobi-vs-social-forbi/

D day

Det er ingen stor forbandelse,
at holde stejlt på dannelse,
at vikle liv og levnet ud,
at så og værne nye skud,
at finde sted og virke frit,
at se og tro på dit og mit,
at få lidt ondt i samfundssind,
at være stejl og længes ind,
at mene, holde for og se,
om om der er mening hvor det ske?
At tvivle, er at turde mer,
end fastlåst form i alt vi ser,
for det at dannes pø om pø,
gir plads i livets lange kø,
oplys og lær og hold nu på,
for livslang læring er at stå,
i undren mellem andre folk,
og vide dannelse er tolk

Dansk folkeOPLØSNINGS samråd?

Mens vi har rasende travlt med at gruppere os og inddele os efter farve, form, norm, tro, kultur, alder, køn og interesse, går mennesket helt fint i spænd med sig selv og hinanden når vi ophæver de grænser vi sætter for os selv.

Det er blevet noget der fylder, måske mere end rimeligt. Det med at inddele os og gruppere.

Der er intet nyt i det og enhver kender fornemmelsen – og det er på ingen måde unaturligt at finde sammen i fællesskaber med folk der ligner os selv lidt, eller byder ind med noget vi genkender.

Når vi taler om tidens mangel på mangfoldige mødesteder bliver det tydeligt at vi trænger til at stoppe op et øjeblik og se på hvad der deler os og hvorfor vi lærer mest ved at indgå i fællesskaber der består af forskellighed. Eller gør vi?

I forenings Danmark har vi gennem mange, mange årtier været dem der gik forrest med at samle os om en sag. Noget vi vil noget med. At danne fælles front og forene os med andre der har samme glæde eller kamp.

Det giver god mening og traditionen er forbilledlig.
Vi kan en del mere sammen, når vi står mange samlet om at ville noget.
Samtidig bliver vi ikke så udfordret af andre, når vi sidder i foreninger og mener det samme og kæmper for det samme. Det svækker den demokratiske dannelse, samtidig med at det at gå sammen styrker den. Et dilemma og paradoks vi kæmper med til stadighed.

Det er både besværligt og hårdt at vælge sig uenighed til. At tage debatterne på tværs og tro på at den uenighed ikke skal føre til en senere enighed, men være stærk og tillidsfuld nok til at vide at det er godt nok at have forskellige holdninger.

I folkeoplysningskredse ved vi det udmærket godt. At vi forener os med folk af samme slags og dermed misser en masse uvurderlig uenighed og meningsbrydelse der giver nye kanter og nye horisonter.

Jeg er flintrende ligeglad med din hudfarve – jeg orienterer mig efter din partifarve!
Debatten lige nu handler om manglende mangfoldighed og frygten for at de unge ikke vil forene sig fremover.
Tendensen har været synlig længe.
Jeg har fulgt den så nogenlunde og fornemmet det de sidste 15-20 år.

Man kan begynde med elevforeninger. Efterskolerne eller højskolerne.
Der hvor vi holder for med at mindes og følge hinanden og de skoler hvor vi har delt fodsved og forventning. De årlige årsskrifter, skiftende elevhold og forstandere. Men de unge har ikke helt samme behov for at følge med. Der er en form for ”det var det” og så skal vi jo også videre.
I begyndelsen syntes jeg det var en form for utroskab. At den arv og det livsindtryk ikke satte sig stærkere end at vi kunne vinke i indkørslen og gå videre. Ikke umærket, men med en form for lukkede kapitler uden æselører. Ikke fordi vi skal hænge os i fortiden, men jeg har og havde meget svært ved at forstå flygtigheden.

I samme tidsrum er de sociale medier kommet med en flygtighed som vi stadig undres over. Vi og vi – vi halvgamle. Og grundskolen har nedskaleret historieundervisningen.
Ud af det mudderpløre er det svært at råbe på at de unge skal have samme historieblik som alle vi der får et kick ud af at kigge tilbage.
Og måske er det svaret på den manglende tilslutning. At tiden er flygtig, et nu og den gammeldags dvælen i minder og forgangne steder er fortid.

Jeg håber det ikke. Hvorfor kære sig om det? Fordi jeg tror vores historie er meget vigtigere end alt muligt andet. Det er fundamentet for livet, det der har formet os og taget os i ed undervejs.

Jeg tror faktisk (selvom jeg savner en historisk respekt) ikke at det er svaret.
Jeg tror vi står med en hulens fabelagtig klog ungdom som er træt af den manglende mangfoldighed i foreningslivet.
Og min tese er enkel. De generationer der lige nu er unge, orienterer sig mangfoldigt. De er vokset op med globale syn, med internet der forbinder os med hele verden og med folk på kryds og tværs mener, tænker, taler og handler forskelligt.

På folkemødet i år sagde jeg (eller sagde jeg i klædning af Grundtvig) at ”frihed til forskellighed” nu er ude, i 2021 hedder det: Frihed ER forskellighed!

Et frihedsbegreb jeg har tilegnet mig hos netop de unge.
Og de mener det, hele vejen og hvis vi ikke i folkeoplysningsregi tager det på os, så taber vi ikke bare sutten, men muligheden for at virke og være sammen med de unge generationer.

Vi kan begynde med at se og prøve at forstå hvorfor unge har travlt med at definere sig selv og omdefiner igen og igen og igen.
Er det et svaghedstegn? Nej, det er et opråb til samtiden.
Når det viser sig i 2021 at være nødvendigt er det fordi vi har gjort noget der ikke er godt nok.

Ingen skal generalisere mig, jeg finder mig ikke hjemme i kasser, Excel ark eller med en label i panden hvor der står ”Midaldrende hvid dame” og jeg ville glæde mig ustyrligt hvis vi heller ikke generaliserede ungdommen.

De er lige så forskellige, med lige så mange holdninger, retninger og meninger som alle andre. De er mangfoldige og dermed frie. På 2021 måden.

Det samme glæder den anden vej. Nej, vi er ikke boomere eller bare gamle idioter – vi er mennesker i mange aldre med mange erfaringer som du kan låne af eller lade være. Du slipper ikke for os for vi er her her på lige vilkår med dig. Det kunne måske tænkes at vi kunne hjælpes ad?

Hvis du spørger mig hvad mit Pronouns er, så er svaret: Menneske/Menneske først/du først
– Og det er det ikke for at provokere, men for at sætte mennesket frit igen.

Jeg savner at mangfoldigheden er så naturlig at vi ikke længere behøver definere os selv herfra til helvede. At et menneske er godt nok som det. At det at møde et andet menneske er en tillidserklæring i sig selv, især fordi vi ikke er ens eller mener det samme eller ser ens ud.

Jeg er flintrende ligeglad med hvilket køn du er, hvilken farve du er, hvilken forening du er medlem i. Jeg er derimod flintrende glad for at du er dig og at jeg er mig og vi dermed er så forskellige at vi er nødt til at mødes og tale sammen.

Jeg er så flov over at have været med til at forme en samtid hvor det viser sig nødvendigt at definere sig selv hele tiden fordi der hersker en tvivl om man bliver set rigtigt og mødt rigtigt. Giv mig mennesket tilbage!

MANGFOLKELIGHED
Kan man være mangfoldige og samtidig være et folk?
Kan man lave folkeoplysning til mangfoldighed?

Ja og det er det vi skal for at sikre den demokratiske dannelse på tværs af køn, alder, kultur og struktur. Og vi må lave nye måder at samles om forskellighed. Nye måder at fremhæve rigdommen i ikke at være ens.

At være et folk er jo at lære at læne sig på hinanden og vide at man må bøje sig og at de må det samme. Det at være fælles om samfundet gør os til et folk. Det er sagerne vi tager på os der giver samliv og fælles forstand og dermed er kit til folkeligheden.

Jeg holdt foredrag på en efterskole i denne uge og der talte jeg med en elev bagefter. Han sagde noget meget centralt og virkeligt vigtigt til samtiden:
”Før havde jeg den samme mening hver dag, men efter jeg er begyndt på efterskole, har en jeg en ny mening hver dag”. Jeg kom næsten til at tude på vej hjem i bil. Af lutter lykke over det at møde en elev der havde fundet tvivlen og turde italesætte den og gøre den til en frihedsforståelse i tilværelsen. Og det at eleven havde fundet det på en efterskole, med et i øvrigt meget diverst sammensat elevhold sagde meget om hvad fællesskaber også kan.

De kan være det frirum hvor tvivlen er lovlig. Hvor skråsikkerheden svinder og vi får lov at fornemme os frem og dermed blive fremkaldt som mere hele mennesker.

Tvivlen kan noget godt, særligt i samtalen og debatten. Den slår ikke igen, den gør ikke skade på andre og den er sjældent hård i ordene. Den er spørgende og prøvende og imødekommende.

Det er aldrig særligt lærerigt at høre en debat hvor deltagerne i staccato leverer sin holdning med skyklapper og ikke lytter sig frem og imødekommer. Og en af de grunde til at den politiske debat lige nu er blevet så hård og umulig er jo også fordi skråsikkerhed møder skråsikkerhed. Og det er der vi har tabt den demokratiske dannelse. Det handler stadig ikke om enighed, men om at lytte sig de andre standpunkter til og turde rumme dem og ville dem i al deres forskellighed og i øvrigt vide at ens egne synspunkter bliver mødt med samme rummelighed.

Samtiden har brug for et meget stærkt ”Dansk mangfolkeligheds samråd” hvis de unge skal vælge foreningslivet til.
Det kræver også en læring i ”det øjeblikkelige” en hurtighed som det at danne en forening ikke mestrer lige nu grundet love og forordninger.

Øjebliks-ideer og pop-up aktivisme er et sprog og en handlemåde der på mange måder er meget elskelig. Det at stimle sammen øjeblikkeligt, hjulpet på vej af de nye sociale medier hvor vi kan kommunikere med hast og handle i nuet.

Vi står med en hele fantastiks ny generation der i den grad har fanget ideen med aktivisme.

Og aktivisme er for mig at blive et aktiv for samfundet. Et menneske der tager aktiv del.

Og min fornemmelse ar stadig at det at være aktivistisk nu er noget helt andet end før. Det er enkeltsager og det organisatoriske efterslæb er ude.

Tradition og fornyelse

Jeg kender en del yngre med handikap og de siger meget samstemmende: Næ, jeg gider ikke være en del af en handikaporganisation, jeg er ikke mit handikap, jeg er mig og jeg identificerer mig ikke som handikappet! Det er svært at modsige og i øvrigt jo da en god indgang til livet. Samtidig er det tydeligt at mange sager har brug for en stærk og tydelig organisation for at blive set og hørt. Folkeoplysningen har også brug for at kunne stimle sammen og kæmpe deres sager.

Men vi må lære noget først. Lige tage en times betænkningstid, gerne på sofaen, og fatte først som sidst at det digitale har ændret vores foreningsenevælde. At foreninger er mange ting og det at forenes har nye former og frirum.

Mest af alt kan den nye form samle på tværs som vi aldrig har set det før. Det kan noget. Det pludselige. Det at man ikke behøver binde sig ”ægteskabeligt” til en forening, men kan stille sig på slotspladsen eller møde op en tirsdag i Brovst med eller mod en sag. At støtte op om noget fordi det er nødvendigt og af hjertet uden at behøve at tvangsgifte sig med en forenings andre mærkesager.

Jeg er medlem af over 10 foreninger. Det er dyrt (!) og det er spændende. Jeg holder meget af dem alle sammen. De flytter mine holdninger og er samskabende for de ting jeg går op i.

Jeg er også menneske og flytbar og fri. Jeg holder meget af at tage en sag på mig der ligger uden for regi, det pludselige. Noget der opstår af nød eller af glæde.

Jeg vil ikke undvære noget af det.

Men mest af alt vil jeg ikke undvære de mange aldre. At vi mødes på tværs og laver det her samfund til et samarbejde og gør os umage med hinanden på sigt og i nuet.

Jeg holder med håbet

Jeg holder med håbet

Dets hengivne væsen

Så håndgribeligt at man kan klippe det ud som en påklædningsdukke af 240 grams karton en fugtig sommeraften efter duggen er faldet og myggene sværmer om de sidste lysstråler som falder.

Håbet holder

Det holder ud

Holder oppe

Hænger som en helikopter over bjergslugten i 4755 meters højde og firrer en båre ned til den der ligger der, fastklemt og forslået med viden om at alle knogler i kroppen er brækkede. Med en eneste undtagelse. Fandens lillefinger.

Det knagede og sneen skred under vægten af menneske. Idioten der ville bestige og besejre og indtage og erobre, ikke med særlig årsag, men fordi det måske og kun måske var muligt. Sneen skred og slugten åbnede sig som et kvindeskød i fødsel. Længere og længere ned faldt mennesket. Tilbage i skødet, i slugten. Båren der dingler over kroppen. Helikopteren der nu er håb i stedet for bjergtinden. I alt er håbet. I ulykken når livet brækker over i mange dele. I sneen der skred med iskrystaller der læner på hinanden som perler på en snor eller fanger der ligger tæt i udryddelseslejren. Lugten af sved, urin, rædsel, blod, håb.

De vender sig samtidig. Der er kun plads til at ligge i ske. Knæ mod knæhaser. Lem mod lænd. Hoste. Islag og hvid ånde. Iskrystaller der glider under vagtens sorte støvler. En svag banden. En cigaret. Hosten. Macht frei.

De vender sig igen. Åndedrag mod ryg. Kold ånde. Lungebetændelse. Ribben der er sparket skæve. Bøjede brækkede. Lunger der ånder ud i natten og giver efter.

En Humpel brød. Og ånd.

Træk vejret stille. Ikke for langt ned i lungespidsen. Den fryser nemmere til. Som en omvendt bjergtop der ligger blottet for storm og snefald.

Nogle når der op og nogle kommer ikke ned igen. Iskrystallerne glider fra hinanden. Helikopteren cirkler og leder. Tjuk tjuk tjuk. Rotorbladene basker med vingerne som en engel. Et sendebud. Et håb.

En karabinhage knytter som en udstrakt hånd sig om livlinen. Båren duver frem og tilbage. Liften er tyk af tillid. Hvid røg. Paven puster et alterlys ud. Egenhændigt. Med egne læber. Næsten mirakuløst og jordnært. Som toiletpapir og tipskuponer. Det sneer i vatikanet og det sekstinske kapel løfter en pegefinger og maler med fingermaling gennem grøfter, grave, gerninger, gaver, Gud.

De vender sig igen. Hoster. Bryst mod ryg. Håb mod håb. Hoste og hakkisch.

Båren løfter sig gennem slugtens skød. Lyser ovenover. Rotorbladene. Rabarbergrød og bare ben. Far læser avis. Mor er lykkelig. Nogen knæler. Hul på knæet og plaster på. Men først puste. Hvid ånde. Ånde mod ånde.

Saksen klipper. Håbet i 240 grams karton. Det har mange klædninger. Man Kan skifte dem ud så tit man vil. Måske tegne nogle selv. På karton. Klippe dem ud. Forsigtigt med den store saks. I det sidste lys hvor myggene danser og hvirvler rundt med vinger som rotorbladene. Vinge mod vinge. Saks mod karton. Håb med håb.

Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Demokrati er hengivenhedens dannelse

“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”

Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.

https://epale.ec.europa.eu/da/blog/livslang-laering-og-dannelse-alle-er-grundlaget-demokrati

Verdensmåls sang

Nu vækker vi håbet for verdens vid,
nu grønnes modet og viljen forgrener
for verdensmål de er på høje tid
når bæredygtige svar de forener.
At turde det svære,
hinanden at bære,
at spørge, at lytte, at svare, at lære
//: Som fælles tarv. ://

At fællesskabstarv er at vælge til,
det fælles bedste der former og famler,
at opelske det som vi sammen vil
oplyst, oplive de måder der samler!
For skolen for livet
den er ganske givet,
et sindrigt aftryk i skæbnemotivet,
//: Opliv til lyst. ://

Oplive til lysten er åndens tro,
som trodser tvivlen og samelsker modet,
at stå ved hinanden, gi plads og gro,
at vide, vi dog er fælles om rodet.
Trods det, vi må lære,
det fælles at bære
i kærlig tillid til fremmet og nære,
//: i ord og skrift. ://

I ordet og skriften er livet ”os”
et mødested, der kan flytte og favne,
at lytte og lære og give los,
at kaste anker i fremmede havne.
Derfor er vi fælles
fra ung, til vi ældes
og bærer hinanden i det der fortælles
//: Som fælles arv. ://

Og fælles er arven vi efterlod,
en jord der sukker og alvor der knuger,
og da må vi kæmpe med fælles mod,
og være dem der håber udruger.
Når håbet det tvinger,
en lærke på vinger
og bliver et løfte, som ring på din finger
//: Af kærlighed. ://

Så værn om vor tillid, og frygt kun ej:
du er mit løfte til livet og færden,
den mulighedsmage som viser vej
hvor du bliver fri – Er frihedens verden!
Du står aldrig ene,
ved bautaens stene,
din samtid er ”os” og at turde at mene.
//: Opliv af lyst. ://

Melodi: Jo jo, gøjleri er en nobel kunst

Skrevet til Efterskolernes fællesforandringsfestival 2021

Højskolen er bedst når den er i strid med sig selv.

Hver eneste gang jeg har været til højskoledebat, læst højskolebladet, været til årsmøde eller dannelseskonference er jeg nød til at ryge en hel karton sundhedsskadelige smøger på vejen hjem i bilen, i frygten for at der skulle opstå en skønsom enighed om hvad højskole og dannelse er. Nå, tænker jeg altid og overhaler en lastbil med bred last: Kæmp for alt hvad du har kært (og lært), dø om så det gælder… Rygning og fællessang er som bekendt stærkt vanedannende, det er debatten om det fælles bedste også og der findes heldigvis ingen afvænningskurser der afhjælper det og nej tak Kulturministerie, det behøver I ikke sætte ind med som hjælpepakke.

Dørene er knapt åbnet for dette efterårs elever på de danske folkehøjskoler. Coronaepidemien rusker stadig i tilkendegivelser, fællesskaber og håndtryk.
Foråret der blev sat på porten og hjemsendte fællesskaber der blev forsøgt nærværsgivende og meningsfulde online. Måske uden det store held, men til alt held blev det forsøgt og efterlader noget varigt, nemlig en viden om hvad højskolen er for en størrelse – At den har krop. Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Foråret var vitterligt hårdt for højskolerne, for os alle, for samfund og menneske. Og det er ikke overstået endnu. Det vi frygter.

Hvis man slår ned i de Nordiske myters landskab møder vi myten om Fenrisulven. Fenris er et sindbillede på ondskaben og frygten som vi forsøger at tøjre. Men selv guderne er i tvivl, ikke bare om man mon kan udvikle en vaccine eller måske kan klare sig med masseimmunitet, men om man i det hele taget kan tøjre det onde. Det der truer os på livet og det der splitter fællesskaber. Frygten i mennesket, tvivlen, uvisheden. Vores mest kendte værn mod frygt er tillid. Tilliden til at vi klarer os igennem hvis vi opretholder troen på at vi er bedre og mere robuste end vi måske er. Tilliden til at fællesskabet griber os hvis vi udsættes for fare.

Fenrisulven vokser fra en nuttet lille logrende hvalp, til at voksent ustyrligt væsen der tvinger Guderne i Asgård til at se indad og udad. Der er en del læring at hente, også om samfunds relevante kriser, når vi ser på Gudernes handlemåder i den gamle myte. Og de er der alle sammen. Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, Kåre Mølbak, Magnus Heunicke (samt en del unavngivne jætter) . Og der debatteres livligt i Valhalla. Hvis ikke Fenris bringes under kontrol, mister vi dueligheden og hinanden. Hvis det onde, det der truer får overtaget, vil panikken lamme os som både guder og mennesker for ikke at tale om hamstring af lokumspapir og værnemidler.

Forsøgende er mange og helhjertede. Fenrisulven får det ene halsbånd på efter det andet, støbt at de stærkeste materialer, love og forhandlinger vi kan komme på. Men alligevel sprænger Fenris sine halsbånd, sine lænker. Til sidst må Guderne gå til opositionen, til folket, til fællesskabet, til omverdenen, det ukendte samlende, for at finde en måde at tøjre det onde. Og metoden er lige til og hentes uden formler og evidens. Dværgene i bjergene er leveringsdygtige. De mystiske folk der har forstand på det uforklarlige. Det vi ikke kan måle og veje. Ånd.

Dværgene i bjergene støber en lænke af bjerges rødder, fiskeånde, fuglespyt. Fornemmelse, forståelse, samfundssind, ånd, tillid. Og denne gang lykkes det at tøjre Fenris. At fastholde truslen og gøre den konkret og bevidst for Guderne og mennesker. Med den bløde lænke om halsen på Fenris, skabt af livets muligheder, genopstår der en tilstand af tillid. For i sidste ende kræver en samfundskrise, en terrorhandling, en konflikt, at vi genhusker styrken i det fælles. Det vi hver især bringer i spil, bringer ind i kampen og de små brikker i livets puslespil vi selv er. Vi er hinanden muligheder og det har vi myter om fra gammel tid og nye myter om fra nuet. Den enkeltes gerning er væsentlig for et hele, for en samfund og for en verden i strid med sig selv. Den enkelte er fri i samhørigheden med næsten.

Når jeg gentager den gamle myte er det for dels at tage det historisk, poetiske sindelag med. En væsenlig arv vi forpligter os på at tage videre til de næste i rækken efter os og dels fordi vi allerede fra gammel tid har haft et sprog til krisehåndtering – uden solnedgangsklausul. Og dels fordi myten understreger en vilje til samarbejde og hinanden som vi kommer af.

Og hvis vi har klaret os nogenlunde fornuftigt gennem Coronatiden med ikke alt for høje smittetal indtil videre, er det ikke udelukkende håndsprit men åndsprit der er formlen. En gammel viden, indgroet og mosbegroet der stadig fortæller os at hvis vi skal klare noget svært kræver det vilje til hinanden, på tværs af interesser, på tværs af konceptionelle fælleskabsbegreber. Fællesskabet som begreb synes noget slidt og nogle gange gør det lidt panodilondt når man igen drager ud som fællesskabsforkæmper og man tør næsten ikke tage det i munden længere. Det er nemmere at sige medborger, samfundssind og andre arv arter af det fælles der ikke lyder så fodformede. Og fællesskabet som sådan er også en delt størrelse, men en størrelse der virkelig kommer til sin ret når krisen krasser. Når Højskolen til stadighed taler om “det fælles bedste” som en samlende værdi, er det igen gamle ord for det at turde tilliden til sit medmenneske. At vi støber Fenrislænker og ligeværd i viljen til hinandens skæbne og skrøbelighed.
Det samfundssind vi taler om i nuet er det billede på det fælles bedste. En gerning der rækker ud over os selv, skærmer andre og dermed også det der er vores eget udgangspunkt.

I højskolebevægelsen diskuteres lige nu (igen og som altid i den lange højskolehistorie) hvad skolen skal med sig selv. Hvad er det fælles bedste? Hvad må den mene? Må den bevæge? Må den definere? Må den sætte grænser for friheden? Må den pisse i alle hjørner og i så fald, hvem tørrer op og er det mon FFDs opgave at sætte ord på højskoleverden, eller er hver enkelt skole sin egen lykke smed?

Ordet skaber hvad det nævner, mente Grundtvig. Og det manifesterer sig også i højskolebevægelsens strid med sig selv. I debatten i Højskolebladet foregår der lige nu noget så herligt som en meningsudveksling om retten til at definere højskolen og hvilke ord eller begreber der er støbeform for skoleformen og det er skønt at være vidne til.
Nuvel, det er altid hårdt når mor og far skændes og særligt hvis de skændes om en selv, men højskolen vokser i den samtale. (De frie skoler har såmænd dannet en debatform (Frirummet) hvor uenighed er kærkomment, ja nærmeste et vilkår og samtidig skal tonen være tålelig og tillidsvækkende).
For mig er der ingen tvivl. Og var jeg stadig ansat i højskolen ville jeg bruge dette efterår til at give eleverne et indblik i den højskoledebat der foregår. Læse alle de forskellige synspunkter op på morgensamlinger og lade samtalen være fri.
Og Hvorfor udstille højskolebevægelsens strid til højskolebevægelsens levebrød, eleverne? Fordi den bekræfter netop det fælles bedste, den bekræfter friheden, den bekræfter tvivlen og især tilliden. En oplagt mulighed for at minde eleverne om at højskolen netop ikke er færdigbagt, forudindtaget, fastlagt, skematisk eller klippefast. Højskolen er en flydende konstruktion i sin samtid, til evig debat og foranderlighed. Fri til og i tvivl, ånd og form. Højskolen eksistensgrundlag er samtalen, ikke enighed. Forskelligheden ikke ensheden. Derfor er striden forbilledlig frisættende.

For mig er der kun en eneste defenation som kan bruges (og den er besværlig), men tillidsklog; Elevernes.
Højskoletanken var oprindeligt at eleverne “definere”, former skolen, det vil sige at de elever der træder ind af dørene ER selve indholdet, mulighedsmassen, Fenris lænke. Og jo mere vi forsøger at definerer en bevægelse, jo stærkere tøjret står den og slider i lænken. Den elev, Birthe fra Brovst eller Chang fra Shanghai, der kommer med åbne øjne gennem døren til efterårets højskoleophold er svaret i sig selv. Med deres liv, deres erfaring, drømme, længsler, tillid og frygt. De er brikken til det fælles bedste og højskolens opgave er vel stadig ikke at svare, men at spørge. Det fælles bedste er et åbent spørgsmål, en drøftelse vi må tage hver dag med eleverne, men vores medmennesker, vores samfund, omverden og især med os selv.


Dannelsen er ikke et fast opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.

Det er ikke i strid med liniefag, udbud, ideer og forhåbninger, værdiformål, målsætninger og andet tankegods som enhver højskole reklamerer med at turde den enkelte elevs mulighed. Og ve den der har en fasttømret opskrift på livets gåde, det ville kræve mindst 2 kartoner smøger og det orker jeg ærligt talt ikke.

Jeg fik engang en fortælling, som forfølger mig i min højskolekærlighed. Fortællingen var min fars og hans oplevelse og når nogen spørger mig om det der højskole noget er noget værd, så plejer jeg at fortælle hans historie som svar.
Tilbage i 70’erne tog de ansatte på Uldum Højskole imod nye elever. Min far tog imod en ung kvindelig elev og hjalp med at bære kufferten til værelset og så er det jo svært at finde på noget at snakke om, så han spurgte hende: Hvorfor er du så taget på højskole?
Hun svarede: For at finde mig selv og blive et bedre menneske.
Hvortil min far svarede hende: Kunne du overveje at begynde med at finde dig selv og så se om ikke du er god nok i forvejen?

Mit barn, mit barn, giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

/Astrid Søe

læs også: https://astridsoe.blog/2016/05/19/livet-er-en-mesterlaere-vi-ikke-ma-miste/

og se youtube: https://www.youtube.com/watch?v=W7wFJvqw5ys

Ingen når vores sokker!

Melodi: Danmark nu blunder den lyse nat
Tekst: Den gamle’ish af dage, 2020

Her har vi stået i mange år
skoler med åbne døre
bumsebørn, sved og pubeshår
karakter og nedskæringskår
unge der går og drømmer
snart mod samfundet strømmer

Unge ligger som de har ”redt”
rundt om i deres senge
Mette udstedte et dekret
ingen knus eller kys-sekret
feber der går og kommer
langtids corona sommer

Fandengalme om ikke vi
kræver familieenheder
unge oplives kun som fri
lyt og lær, vi har empiri
lærerne går og lider
ender som individer (uha, det går ikke)

Ja, vi har kæmpet for ånd og liv
ingen når vores sokker
læs selv i hver rapport og skriv
hvor vi danner, ses perspektiv
giv os hvor ”børn” tilbage
ellers vil Torben klage

Brostrøm og Mølbak og Mettemus
ALT er Vind Vind på vor skole!
Ånden trænger til hede knus
(skønt den lukning udrydder lus)
snart skal de unge stemme
og de vil aldrig glemme!