Højskolen er bedst når den er i strid med sig selv.

Hver eneste gang jeg har været til højskoledebat, læst højskolebladet, været til årsmøde eller dannelseskonference er jeg nød til at ryge en hel karton sundhedsskadelige smøger på vejen hjem i bilen, i frygten for at der skulle opstå en skønsom enighed om hvad højskole og dannelse er. Nå, tænker jeg altid og overhaler en lastbil med bred last: Kæmp for alt hvad du har kært (og lært), dø om så det gælder… Rygning og fællessang er som bekendt stærkt vanedannende, det er debatten om det fælles bedste også og der findes heldigvis ingen afvænningskurser der afhjælper det og nej tak Kulturministerie, det behøver I ikke sætte ind med som hjælpepakke.

Dørene er knapt åbnet for dette efterårs elever på de danske folkehøjskoler. Coronaepidemien rusker stadig i tilkendegivelser, fællesskaber og håndtryk.
Foråret der blev sat på porten og hjemsendte fællesskaber der blev forsøgt nærværsgivende og meningsfulde online. Måske uden det store held, men til alt held blev det forsøgt og efterlader noget varigt, nemlig en viden om hvad højskolen er for en størrelse – At den har krop. Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Foråret var vitterligt hårdt for højskolerne, for os alle, for samfund og menneske. Og det er ikke overstået endnu. Det vi frygter.

Hvis man slår ned i de Nordiske myters landskab møder vi myten om Fenrisulven. Fenris er et sindbillede på ondskaben og frygten som vi forsøger at tøjre. Men selv guderne er i tvivl, ikke bare om man mon kan udvikle en vaccine eller måske kan klare sig med masseimmunitet, men om man i det hele taget kan tøjre det onde. Det der truer os på livet og det der splitter fællesskaber. Frygten i mennesket, tvivlen, uvisheden. Vores mest kendte værn mod frygt er tillid. Tilliden til at vi klarer os igennem hvis vi opretholder troen på at vi er bedre og mere robuste end vi måske er. Tilliden til at fællesskabet griber os hvis vi udsættes for fare.

Fenrisulven vokser fra en nuttet lille logrende hvalp, til at voksent ustyrligt væsen der tvinger Guderne i Asgård til at se indad og udad. Der er en del læring at hente, også om samfunds relevante kriser, når vi ser på Gudernes handlemåder i den gamle myte. Og de er der alle sammen. Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, Kåre Mølbak, Magnus Heunicke (samt en del unavngivne jætter) . Og der debatteres livligt i Valhalla. Hvis ikke Fenris bringes under kontrol, mister vi dueligheden og hinanden. Hvis det onde, det der truer får overtaget, vil panikken lamme os som både guder og mennesker for ikke at tale om hamstring af lokumspapir og værnemidler.

Forsøgende er mange og helhjertede. Fenrisulven får det ene halsbånd på efter det andet, støbt at de stærkeste materialer, love og forhandlinger vi kan komme på. Men alligevel sprænger Fenris sine halsbånd, sine lænker. Til sidst må Guderne gå til opositionen, til folket, til fællesskabet, til omverdenen, det ukendte samlende, for at finde en måde at tøjre det onde. Og metoden er lige til og hentes uden formler og evidens. Dværgene i bjergene er leveringsdygtige. De mystiske folk der har forstand på det uforklarlige. Det vi ikke kan måle og veje. Ånd.

Dværgene i bjergene støber en lænke af bjerges rødder, fiskeånde, fuglespyt. Fornemmelse, forståelse, samfundssind, ånd, tillid. Og denne gang lykkes det at tøjre Fenris. At fastholde truslen og gøre den konkret og bevidst for Guderne og mennesker. Med den bløde lænke om halsen på Fenris, skabt af livets muligheder, genopstår der en tilstand af tillid. For i sidste ende kræver en samfundskrise, en terrorhandling, en konflikt, at vi genhusker styrken i det fælles. Det vi hver især bringer i spil, bringer ind i kampen og de små brikker i livets puslespil vi selv er. Vi er hinanden muligheder og det har vi myter om fra gammel tid og nye myter om fra nuet. Den enkeltes gerning er væsentlig for et hele, for en samfund og for en verden i strid med sig selv. Den enkelte er fri i samhørigheden med næsten.

Når jeg gentager den gamle myte er det for dels at tage det historisk, poetiske sindelag med. En væsenlig arv vi forpligter os på at tage videre til de næste i rækken efter os og dels fordi vi allerede fra gammel tid har haft et sprog til krisehåndtering – uden solnedgangsklausul. Og dels fordi myten understreger en vilje til samarbejde og hinanden som vi kommer af.

Og hvis vi har klaret os nogenlunde fornuftigt gennem Coronatiden med ikke alt for høje smittetal indtil videre, er det ikke udelukkende håndsprit men åndsprit der er formlen. En gammel viden, indgroet og mosbegroet der stadig fortæller os at hvis vi skal klare noget svært kræver det vilje til hinanden, på tværs af interesser, på tværs af konceptionelle fælleskabsbegreber. Fællesskabet som begreb synes noget slidt og nogle gange gør det lidt panodilondt når man igen drager ud som fællesskabsforkæmper og man tør næsten ikke tage det i munden længere. Det er nemmere at sige medborger, samfundssind og andre arv arter af det fælles der ikke lyder så fodformede. Og fællesskabet som sådan er også en delt størrelse, men en størrelse der virkelig kommer til sin ret når krisen krasser. Når Højskolen til stadighed taler om “det fælles bedste” som en samlende værdi, er det igen gamle ord for det at turde tilliden til sit medmenneske. At vi støber Fenrislænker og ligeværd i viljen til hinandens skæbne og skrøbelighed.
Det samfundssind vi taler om i nuet er det billede på det fælles bedste. En gerning der rækker ud over os selv, skærmer andre og dermed også det der er vores eget udgangspunkt.

I højskolebevægelsen diskuteres lige nu (igen og som altid i den lange højskolehistorie) hvad skolen skal med sig selv. Hvad er det fælles bedste? Hvad må den mene? Må den bevæge? Må den definere? Må den sætte grænser for friheden? Må den pisse i alle hjørner og i så fald, hvem tørrer op og er det mon FFDs opgave at sætte ord på højskoleverden, eller er hver enkelt skole sin egen lykke smed?

Ordet skaber hvad det nævner, mente Grundtvig. Og det manifesterer sig også i højskolebevægelsens strid med sig selv. I debatten i Højskolebladet foregår der lige nu noget så herligt som en meningsudveksling om retten til at definere højskolen og hvilke ord eller begreber der er støbeform for skoleformen og det er skønt at være vidne til.
Nuvel, det er altid hårdt når mor og far skændes og særligt hvis de skændes om en selv, men højskolen vokser i den samtale. (De frie skoler har såmænd dannet en debatform (Frirummet) hvor uenighed er kærkomment, ja nærmeste et vilkår og samtidig skal tonen være tålelig og tillidsvækkende).
For mig er der ingen tvivl. Og var jeg stadig ansat i højskolen ville jeg bruge dette efterår til at give eleverne et indblik i den højskoledebat der foregår. Læse alle de forskellige synspunkter op på morgensamlinger og lade samtalen være fri.
Og Hvorfor udstille højskolebevægelsens strid til højskolebevægelsens levebrød, eleverne? Fordi den bekræfter netop det fælles bedste, den bekræfter friheden, den bekræfter tvivlen og især tilliden. En oplagt mulighed for at minde eleverne om at højskolen netop ikke er færdigbagt, forudindtaget, fastlagt, skematisk eller klippefast. Højskolen er en flydende konstruktion i sin samtid, til evig debat og foranderlighed. Fri til og i tvivl, ånd og form. Højskolen eksistensgrundlag er samtalen, ikke enighed. Forskelligheden ikke ensheden. Derfor er striden forbilledlig frisættende.

For mig er der kun en eneste defenation som kan bruges (og den er besværlig), men tillidsklog; Elevernes.
Højskoletanken var oprindeligt at eleverne “definere”, former skolen, det vil sige at de elever der træder ind af dørene ER selve indholdet, mulighedsmassen, Fenris lænke. Og jo mere vi forsøger at definerer en bevægelse, jo stærkere tøjret står den og slider i lænken. Den elev, Birthe fra Brovst eller Chang fra Shanghai, der kommer med åbne øjne gennem døren til efterårets højskoleophold er svaret i sig selv. Med deres liv, deres erfaring, drømme, længsler, tillid og frygt. De er brikken til det fælles bedste og højskolens opgave er vel stadig ikke at svare, men at spørge. Det fælles bedste er et åbent spørgsmål, en drøftelse vi må tage hver dag med eleverne, men vores medmennesker, vores samfund, omverden og især med os selv.


Dannelsen er ikke et fast opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.

Det er ikke i strid med liniefag, udbud, ideer og forhåbninger, værdiformål, målsætninger og andet tankegods som enhver højskole reklamerer med at turde den enkelte elevs mulighed. Og ve den der har en fasttømret opskrift på livets gåde, det ville kræve mindst 2 kartoner smøger og det orker jeg ærligt talt ikke.

Jeg fik engang en fortælling, som forfølger mig i min højskolekærlighed. Fortællingen var min fars og hans oplevelse og når nogen spørger mig om det der højskole noget er noget værd, så plejer jeg at fortælle hans historie som svar.
Tilbage i 70’erne tog de ansatte på Uldum Højskole imod nye elever. Min far tog imod en ung kvindelig elev og hjalp med at bære kufferten til værelset og så er det jo svært at finde på noget at snakke om, så han spurgte hende: Hvorfor er du så taget på højskole?
Hun svarede: For at finde mig selv og blive et bedre menneske.
Hvortil min far svarede hende: Kunne du overveje at begynde med at finde dig selv og så se om ikke du er god nok i forvejen?

Mit barn, mit barn, giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

/Astrid Søe

læs også: https://astridsoe.blog/2016/05/19/livet-er-en-mesterlaere-vi-ikke-ma-miste/

og se youtube: https://www.youtube.com/watch?v=W7wFJvqw5ys

Juleevangeliet 2019

Og det skete i de dage at der skulle leveres ny finanslov, den første finanslov efter at Mette var blevet statsminister. Og alle partier, interesseorganisationer og borgere drog ud for at påvirke udfaldet.
Imens var der en stilladsarbejder der hed Joseph, han havde før været tømrer, men han var gået ned med stress over et IKEA møbel han skulle salme med deres manual og havde derfor skiftet job. Han havde tidligere erfaring med stilladser til babelstårnet og mente derfor at han nemt kunne glide ind i sjakket, selvom han ikke havde overenskomst.
Joseph havde scoret på tinder, han havde eller været single længe, men han havde under sit sabatår på højskolen i Ollerup sunget en grundtvigsalme der viste han noget om ”Det fælles bedste”. Nu tindre end må det matte blik, de blegnede kinder gløde, sang de. Tinder! Og som sagt så gjort, Joseph indskrev sig på tinder og de blege kinder glødede da også så snart han swipede en chick der hed Maria. En gæv vestegnspige der gik på FGU. Det viste sig godt nok at hun allerede var gravid med en anden, men for Joseph betød det ikke så meget for han var stor fan af regnbuefamilier.
De flyttede sammen og det blev hverdag, hver dag!
Maria, hans forlovede var taget i Føtex og havde købt en blå flyverdragt med dinosaurer og på bonnen stod der forkyndt at den var til drenge. Hun gik straks hjem til Joseph og sagde at det var blevet hende forkyndt at kun skulle føde en dreng. Helt uden at scanne bonnen fra Føtex.
Joseph der kom fra en meget rummelig familie syntes nok at det var lige lovligt umoderne at definere barnets køn, når nu man havde ret til selv at vælge, men Maria holdt på sit.
Ikke så længe før Maria skulle føde fik Joseph og Maria besked om at deres boligblok skulle rives ned fordi den lå en ghetto. De skulle derfor flytte og det skulle være hastigt. Det var ikke helt nemt at finde en ledig bolig og de rejste derfor noget rundt og ledte efter ledige lejeboliger og imens de ledte gik vandet og Maria og Joseph bankede på døren hos kommunen, men de havde ikke nogen ledige boliger og henvist dem til nogle barakker og her fødte Maria en lille dreng som hun straks svøbte i den blå flyverdragt med dinosaurer på.
Imens var der endelig nået enighed om finanslovsforhandlingerne og Wammen stod frem for pressen der havde ventet dag og nat og holdt vagt ved Christiansborg og erklærede hvordan husholdningsbudgettet skulle forstås – Først blev pressen grebet af stor frygt fordi de ikke havde adgang til regnearkene i Excel, men Wannem sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag forkyndes der at der kommer bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver.
Og alle svarede; Wammen!
Ikke længe efter bankede det på barakkens dør og udenfor stod pressen og spurgte ind til deres reaktion på de forbedrede normeringer til deres lille ny.
Jo, mumlede Joseph, det får et like.
Og Ikke længe efter det bankede det igen på døren og udenfor stod kamelen Ali, som var skredet fra sin elefantven i zoo og på ryggen af den, sad selveste Nicolai Wammen, som kom for at skænke den lille familie både bedre normeringer, børnepenge og fri barsel til selvstændige.
Maria og Joseph var lykkelige. Maria levede af sin instagramkonto hvor hun delte billeder og fortællinger om hendes liv som mor og alle hverdagens oplevelser med sin dreng. Da hun rundede 2.000.000 følgere, ringede selveste Mark Zuckerberg og tilbød hendes dreng sin egen konto, og sådan blev det. Drengen fik også en ok kontrakt med Ecco sko om at promovere deres sandaler på sin instagram. Selvom familien var lykkelige, blev det alligevel for meget for drengen med al den opmærksomhed og han endte med at hænge ud med en bande, de var vist 12 foruden ham selv og kom i kontakt med SSP fordi særlig en af dem var indblandet i hvidvask og bestikkelse, siges det.
Da drengen blev voksen, meldte han sig til et tv-program der handlede om at finde sine ukendte forælder og de fandt også faren, der havde en ledende stilling på Sky-News.
Men det hjalp ikke drengen stort da han stadig, som influenser på de sociale medier, blev beskyldt for at sprede løgne og efterfølgende mistede en del følgere. De sidste tre år gik han offline som hjemløs og solgte ”hus forbi” Han blev korsfæstet af sladderbladende i en alder af 33.
Og så vidt vides hænger han ud endnu.

Den danske sang er en blond intrige

Den danske sang er en blond intrige
hun går og støder på CBS,
hun må til Lindholm, fra riget vige
og rime sig på Porgy and Bess.
“Den danske klang den skal injusteres,
for intet ord det må komme nær,
og hvert et vers det skal nybarberes
nu er det slut med den blonde mær”.

Al Sangens ynde og ordets vælde,
de tvende klange af før og nu,
skal sangen rumme for at fortælle
om billedsproget der kan og ku.
MEN tider skifter, og ord forbydes,
så krænkelser trænger kunst og kamp,
og i korrekthed bør alt fortrydes,
ud med Kong Christian i røg og damp.
Ak lille Danmark, med omgangssyge,
du er et skvat, ganske farveløs,
hvorledes elsker man alt det nye,
hvis man kan frygte en lyshåret tøs.
Debatten suser sin vilde vise,
og nutidstermer sit højtidskvad,
foundation til fregnede louise,
og slut med Nina der tog sig et bad.
Så syng da Danmark og frygt ej tiden,
for tidens løsen er uden kløgt,
i sangen ligger en gammel viden
og forbud er sgu en smule søgt!
Jo mer vi neutraliserer tiden
des mere ægges forråelsen
i gammel sang ligger fælles viden
som bindeled til forståelsen.
Astrid Søe, SatpåspidsenSang til debatten om forbud af gamle historiske sange.
Melodi: Den danske sang er en ung blond pige
Sangteksten oprindeligt skrevet af Kai Hoffmann i 1924 . Melodien er komponeret af Carl Nielsen i 1926.

Godnatsang til de små – når Pia putter

Melodi: Jeg ved en lærkerede 

Carl Nielsen 1924

 

Jeg ved en rotterede

den ligger i Bruxelles

hvor gagerne er fede

plus fusk og ve og vel

I reden er der skimmel

og snyd, skidt og kanel

bedragere i vrimmel

men ingen Dybøl mel

Jeg lurer bag facaden

Dér står jeg ganske nær

og ser dem stikke pladen

når sagen er prekær

Næ, den der hvisker lyver

sanerings modent skrot

sæt kvote på det yver

og skil så skæg fra snot

For parlamentet fusker

og fusk kan yngle stort

stop dem der går og Tusk’er

lig’som DF har gjort (…eller noget)

Nej, hjemme under bøgen

i danskens fædreland

der står vi pænt i køen

og lyser dem i band

#satire

http://www.astridsoe.dk


Hey skat, ser min hjerne lille ud i den her kjole?

Kønspolitiske debatter er ikke til at undgå.
Og jo, jeg kan godt se nødvendigheden, samtalens flyttende fornemmelse og debatten berettigelse.
Foran os gik stærke kvinder og milde mænd og banede vejen for at også vi “fruentimmere” fik stemmeret, færdigretter til microovnen, mænd på barsel, brobizz og bukser (så vi kunne bekymre os for, om vores røv så for stor ud).

Og debatten og ligelønspolitikken er endnu ikke slut og bliver det nok heller ikke lige med det første.

Vi måler og vejer vores danske opdrag i statistiske opregninger af kvindekvoter.
Også Folkemødet på Bornholm er begyndt at lave statistik på debattørernes køn.
Til eget brug, som de gør opmærksom på.
Og hvad skal de bruge den til, må man spørge.
Jeg kan rent statistisk allerede nu sige at en af de debatter jeg har arrangeret vil bonge ud på værste vis.
5 mænd og 1 kvinde.
Det er selvsagt skidt for ligestillingen, men ret godt for værdien i debatten.
For de debatterende er valgt efter værdisæt og ikke efter køn.

Skulle jeg have valgt anderledes, så havde debatten også set meget anderledes ud.
Så havde emnet drejet sig i anden retning og da vi jo altid går efter de giraffer der har ædt af holdningstopskuddene på savannen og ikke efter dem der tager de halvvisne tisgule blade i undergrenene, så blev det noget med at tage emnet alvorligt og ikke en kønskvotering i denne sammenhæng.

Er det skidt?
Både og.
Det er svært at være imod at kvinder bør fylde mere i debatter, i bestyrelser, som topledere,
Men alligevel kan jeg mærke den der fuldstændigt rolige fornemmelse af at vælge ud fra værdi. Ud fra holdnings sæt og dermed styrkende samtale.

Det kan være jeg skulle gå til Louie Nielsen og få nogle briller. For jeg har umådelig svært ved at se køn og ikke mennesker.
For nogle år tilbage sendte jeg et forslag til daværende ligestillingminister Manu Seeren om at omdøbe Ligestillingsministeriet til “Ligeværdsministeriet” i stedet.
Man bliver lidt træt i masken når man har stået der så længe og kaldt på lighed.
Det blev et afslag fra ministeriets side, men de behandlede da forespørgslen meget omstændigt og iøvrigt mere grundigt end jeg havde beregnet.
Og jeg spekulerer stadig på hvordan vi øver os i at vælge værdierne og ikke kønnet.
Hvornår evolutionen finder fred med åbenlys og iøvrigt frugtbar forskellighed.

Alligevel ved jeg at det forekommer, alt for tit og alt for massivt. Også i min egen baghave.
For mange år siden blev jeg vældig vred på XXX politiske parti der bad mig stille op til Folketinget i en umådelig attraktiv valgkreds i Nordsjælland.
Jeg augmenterede noget imod, da jeg end ikke var medlem af partiet og ej heller havde været det.
Men forslaget havde udgangspunkt i flere delprincipper hos dette parti.

Dels holdninger, bevares da, jo jo, men deres forespørgsel handlede også om noget ganske andet.
Det indrømmede budbringeren undervejs.
Se de manglede sådan en ung (ja, det er ikke en anekdote fra i går) Kvinde og gerne med langt hår!

I hele min barndom sad jeg og hørte min far fortælle om de konger og stammeledere, Grundtvig og Tordenskjold og gamle skikke der tilsagde ledere og krigsherrer at have langt hår, for man troede at styrken sad i håret.
En træl raver man håret af, det er symbol på underkastelse og svaghed.
Vi så det i kz lejrene og vi ser det stadig i militæret hvor de værnepligtige bliver karseklippede.
(Med en undtagelse af nogle få mandhaftige med hår-net)
Det er ikke tilfældigt, men en rest af gammeltro vi har bevaret.
De sidste år har trenden været “Hipster” med lange lokker og store skæg. Det er utvivlsomt mændenes måde at agere vindere efter finanskrisen.
Det følges for det meste ad.
Samfund og tendens. I mode og hår.
Skovmandsskjorten (Gud forbyde den) kom tilbage og vi lignede nybyggere og friland, til finansministeriet holdt op med “at suge kinderne ind og se bekymrede ud”.

Kvinder derimod har langt hår for at stenaldermanden kan trække dem med ind i hulen og gør dem frugtsommelige. (“Sig det med shampoo”)

Og der stod jeg så, men mit lange hår og skulle dels “mande mig op” med gammeltroes lederstyrke og dels være feminin lokkemad til en hulemand, som kandidat for partiet.
Jeg har aldrig været så tæt på at få pagehår som efter de samtaler om Folketingskandidatur.

Der er ikke forskel på det politiske parties længsel efter en kvindelig kandidat og nutiden ønsker om kvinder i bestyrelser.
Og det er ikke i egentlig ond menig at vi taler om at fordele magten ligeligt. Vi har som køn hver vores styrker og svagheder.
Men jeg ønsker mig stadig at vi vælger mennesker og ikke køn.

Stereotyperne vælter ud af skabene, sammen med “den lille sorte” og “klassiske pencil skirt”.
Jeg er ikke så særligt feministisk, måske egentlig bare mest til “du er dig og jeg er mig” retorik og jeg holder så umådeligt meget af forskelligheden – også hos kønnene og særligt i det vigtige samarbejde på tværs.
Alligevel kan jeg mærke den der snigende gammelkone irritation når nu man står ved klædeskabet en tirsdag med en lang mødedag foran sig.
Jeg befinder mig bedst i kjole og allerbedst i noget der er ret feminint.
Det er ikke et bevidst valg, men bare min natur.
Jeg har ikke lært det hjemmefra, eller af mit samfund.
jeg har ikke et kønsrolle opdrag og ej heller har været en del af 70’ernes bh-løse levnet.
Det må være østrogenpåvirkningen. Ren biologi.
Jeg har derimod en voldsom “angst” for pagehår. Der sker noget med det der snorlige pandehår og skulderlange skråsikre look. Det klæder de fleste og giver en vis autoritær udstråling.
Sammen med spadseredragten og attachetasken og “det lille fikse tørklæde” .
Det udstråler alvor og skulderpuderne får selv en vågen Holger Danske til at ligne Gummitarzan.
Og det ER nemmere (Stadig i 2016) at få gennemslagskraft når man iklæder sig lidt testosteron og håber at æggestokkene og binyrerne kan følge med.

Alligevel har jeg det nu bedst på de møder, i de bestyrelser og på de konferencer hvor mennesker er mennesker og holdningerne ikke bære køn eller har tryk af gammel åg i den retning.

Hvor man ikke bruger en time foran spejlet inden man tager afsted for at overveje om man bliver hevet ind i stenalderhulen eller om ens hjerne ser lille ud i den der kjole!

/Astrid Søe

PolEtik

Når du nu går rundt og tænker
politik er smæderænker
danske love, eu enker

grundskyld, moms, erhverv i lænker
borger, bruger, spin og spidser
løftebrud og mange “hvis’er”
retorik, værdidebatter
rådhusduerne der klatter
borgen fyldt med djøf og duften
af en lov, grebet i luften
paragraf og proletarer
folketingets akivarer 
korridorer fyldt med stude
nok en næse til din snude
porten høj og døren vid
liberal og individ
socialist og radikale
og et snapsetingslokale
mediemødding og morale
skønne møer, faens karle
breaking news og gamle flasker 
attaché og Jelveds tasker
frihed, lighed, broderskab 
statsminister med hans stab
dem og deres, dit og mit
hvad er godt og hvad er skidt?
Emma Gad? Nej, brug og skik 
ALT beror på Pol-Etik

Vi snubler i ordet

Vi snubler i ordet

Og deler et folk
For ordet på bordet
Det kom uden tolk
Fornuften låst inde
Og viden lagt bort
I kamp om at vinde
Kun hårdt mod hårdt
Engang var det danske
At samtale frit
Og ikke forvanske 
Et frisind som kit
Vi skabte forenet
En tale-kultur
Der skar ind til benet 
Og skiftes på tur 
Hvad hjælper det folket
At skænde og gå?
Hvis ryggen er dolket
Og tonen er rå?
Skøn på hvad der menes
Det samler igen
Skønt vi ikke enes
Så er du min ven
At enes er ikke 
Et mål i sig selv 
Til det må vi nikke 
I arv og i gæld
Men kunsten at lytte
Og lære og se
I borg og i hytte
Er der vi blir til
//Astrid Søe 2015

Kvasers blod – debattens søgsmål

“Min far har en bil der er større end din fars”,
“Men min far har en bus der er større end din fars bil”,
“Ha, jeg er da ligeglad, for min far har en busfabrik”
“Nå men ok, min far han har et rejsekort og en profil hos gomore, ok?!”

Dyb tavshed, for det er svært at trumfe offentlig trafik.

Det er som om at vi i danmark har glemt at debat ikke er et vædeløb.
Helt igrunden er jeg ved at brække mig, korporligt, over ikke bare tonen, som vi gudhjælpemig har debateret som genre nu i ti år, men også over måden vi trumfer med det ene es efter det andet.
Vi har et kortspil af meninger og det forekommer mig at debattørene tror det består af ene esser.

Den kloge har meldt sig ud for længst. Og det er jo ikke til at bære.
Ud af spidsfindighederne, møgfaldene, svinerne, tonen, trenden, speltfissernes fejde, klynkeklunkernes kultur.

– Men hvis du ikke blander dig, overlader du til de andre at mene det hele og farve debat og handlingsrammen for dit samfund og helt fundamentalt for dit eget liv.
Nej, så meget magt tillægger jeg trods alt ikke de debatører, klummeskribenter, samfundsrevsere, debatører der udstiller egne esser i dagenes trummerum.
For desværre er det blevet næsten grinagtigt.
Den vidunderlige kultur, den frie form.. alle ordene der vælter ud af skabe og skuffer. Lige præcis den som jeg holder så umådeligt af, den er blevet fattig og sig selv nærmest.

I afrika findes en smuk skabelsesmyte om Bumba. Bumba skaber verden ved at kaste op.
Han brækker sig uafladeligt, først bjerge, himmel, dyr og jord og siden kaster han selve ordet op.

Man må overveje om denne Bumba har et vist slægsskab med vores egen mytiske figur Kvaser.

Kvaser er skabt af spyt, af ord, i en ed aflagt mellem guderne og jætterne.
Der skal være fred og det spytter de på.
Spyttet former de til en skjald, en digter.

Og som det går for al digtning så rimer sød på død og hjerte på smerte. Kvaser bliver toppen af poppen, for han er så klog at han kan svare på alle spørgsmål. Alle vil være ven med Kvaser på facebook og liker han ord og hører hans tale. Af samme grund bliver han slået ihjel, for enhver vil selvsagt eje ham, da en sådan klogskab ikke bare kan gå frit rundt og svare på alt, men må tæmmes og bures inde og rammesættes.
Blodet fra kvaser bliver samlet op i tre store kar og buret inde i bjerget.

Guderne lister sig til at hente kvasers blod, at generhverve sproget og livets mulighed, fantasiens evne.
Odin drikker blodet og flyver i sin fjedreham hjem til Valhal, hvor han ikke kan lande fordi hans bug er så fyldt af liv.
Han gylper livets mulighed op mens han flyver over Valhals enge, ned i et kar som de andre guder har sat på.
For at sætte tempo på tømningen af bugen, pisser han noget bagud, mens han brækker sig.

Den gamle myte er vores ophav til dagens debat. Desværre er der meget pisrende og meget lidt blodkar.

Vi rummer ganske meget liv som vi kaster op og deler med hinanden, samtidig pisser vi noget skråt bagud, som giver debatterne en skævhed, hårdhed og umulighed hvor enhver føler trang til at måle tissemænd og trænge hinanden op i en krog.

Man må spørge sig selv hvor kvasers blod er blevet af og i hvilket bjerg det er muret inde i dag?

Hvis man forsigtigt vil forsøge med nogle teser kunne man tænke at de sidste 30 år har snøret sig i samme retning.
Det handler om målet frem for vejen.
Kvasers blod, som et et sprog i bevægelse, i strøm, er blevet lagt om i kunstige kanaler og trænger gevaldigt til en naturgenopretning.

Heidegger skrev så smukt om de livets omveje hvor vi finder mening og grosteder, markvejen, med huller og bugtninger.
Imens er fremtidsforskerne, uddannelsesmiljøet, arbejdspladserne og tidsånden på vej ud af de firesporede motorveje.
Bevares, der er restepladser undervejs med drive-in mad og to franske hotdogs for 50,- og en kop kaffe med tudelåg så den kan drikkes på farten.

Vi har uendelig travlt, også i vores meningsunivers. Alle sammen, også undertegnede.

Og vi er stålsatte, vil have ret, vil stå fast og køre hurtigt.

Men vi taber, når vi står med pokerfjæset og esserne i ærmet og opdager at det spil kort vi deler i fælleskab har mistet forskelligheden og evnen til at overlade lidt til evnen, lidt til heldet, lidt til dygtigheden, lidt til snedigheden, lidt til tilfældet, men mest til vilkårligheden af at vi er afhængige af de andre spillere.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været vidne til en >>samtale<< på et medie.
Det være sig tv, radio, klummer, debatprogrammer, de sociale medier.

Den sidste samtale jeg havde foregik i min egen stue, med min dreng. Vi talte om dagens avisartikler.
Det er vores mødested dagligt at jeg læser fra avisen og børnehøjden tager stilling til de forskellige sager og artikler.

I går læste vi om det græske valg. Om grækenlands svar på enhedslisten klonet med “Harry Potter”.
Og EU lederne der havde kikkerten klinet til denne unge mand der bruste frem med det ene besværgelse efter det andet.
Vi endte i samtalen ved at den nye leder af Grækenland brugte en besværgelse fra Harry Potter der hed “Riddikulus”.
Besværgelsen gør at man ser en person eller et objekt i latterligheden lys. Det man mest frygter får et genskær af latterlighed. I den græske udvikling faldt besværgelsen over EU.

Det var ikke en stor debat, i går. Bare en samtale. “bare…”
Det var et mødested mellem generationer, samtalesprog, muligheder, genrer og ord.
Et nærværende politisk udgangspunkt set fra flere sider af flere aldre.
Oftest lærer jeg mest ved at kaste en artikel i grams. Jeg kan i timer sidde og ruge over indholdet, overveje for og imod, danne hele og færdigstøbte meninger og holdninger og sætte i relief.
Men det øjeblik man giver artiklen fri og sætter den til skue, ikke til debat, ikke til holdningstagen, men ind i en samtaleramme – det øjeblik udvider enhver ordveksling sig.

Den store forskel mellem debat og samtale er mødestederne.
Samtalen må og kan ikke tvinge sit eget synspunkt igennem, hvorimod debatten vil holde på hvert sit og sætte kamphanerne i arenaen.

I denne tid, og særligt op til valget, savner jeg altid en politisk samtale.
En form hvor politikere og meningsdannerne skal finde så mange lighedspunkter som overhoved muligt. Så mange mødesteder hos hinanden som de kan.

Det er tåbeligt umoderne at mene noget ens. At finde frem til de mødesteder. Så mister man sin unikke egenperson. Sit skjold af tværhed og stålsatte vilje.
Det er tiden svaghedstegn. At man siger: “Hov, ved du hvad, det der giver mening for mig, det forstår jeg og det vil jeg lære af og tage til mig.”

Og ja, endnu engang må jeg pege på det sprog vi fik af vores aner, af den folkelige bevægelse, af oplysningstidens fædre. Folkehøjskolens opdrag er og var at man skulle finde sine egne ståsteder og være til i andres. At ihukomme et tale er vores mulighed for at mødes, i holdninger, i meninger, i samtalen.

Tiden siger, også i skoleregi og i uddannelserne, at tvivlen er vores uven. At vi skal ruste os med hårdhed og gå den lige vej.
Det er her vi begynder med at tabe kortspillet og det er her man kan finde nutidens debatunivers fødsel.
En egentlig radikalisering er på tale.
Altså en trækken folk ind i en efterhånden udemokratisk form, hvor den der hyler højest får ret. Eller blot står alene på sin piedestal, mens alle andre står på deres piedestaler og ingen af dem giver sig en tomme.

Imens skælder og smælder vi over vores omgivende verden der holder hårdt på sit. Og vi gør det, ved at holde hårdt på vores.
Ved at ruste os med mere hårdhed.
Vi fremkalder demokratiet og ytringsfriheden som vores trumpfkort, som esset i ærmet.
Men opdager at det er svært, fordi vores trøje er krympet i gentagen vask ved for høje grader og for voldsom centrifugering. Ærmerne sidder helt oppe under armhulerne og er så snævre at vores esser skal tvinges ud med magt.

Centrifugen er en spændene størrelse. Centrifugalkraften anvendes som middel til adskillelsen. 
At noget tungt skilles fra noget let. At noget flydende skilles fra noget hårdt.

Debattørene er blevet som denne centrifuge,  I stedet for at samle og skabe fortsat samtale, så adskiller de og slår samtalen ned.

Et folkefærd der er blevet hinandens modstandere, ikke fordi de vil, men for at få ret og dermed kunne hævde sig og overtrumfe i debatten, i at være meningsdanner, i at være klogest

I går gennelæste jeg en debat på Facebook hvor såkaldt højtuddannede mennesker viste alle deres udannede vaner, sprog og lemfældige omgang med menneskets grundide.
At være højtuddannet har intet med det at være dannet at gøre.
Det viser sig desværre igen og igen.

Nogle gange bliver især de højest uddannede så skingre i deres pillen navle og eksamenshysteri og karakterklaphatte at de tror enhver debat er et eksamensbord hvor de skal have mindst 12. Intet under.

Det ville aldrig ske i en samtale.
Det er umuligt at eksaminere samtalen udgangspunkt. Det at turde sprøge, undres på, tvivle, vise tillid, flytte sig, mødes.

Der er milevidt mellem nikkedukkernes univers og holdningsmaskineriet. Men midt mellem dem ligger i et kar, på engen ved Valhalla, Kvasers blod.
Samtalen med livets mulighed i behold, med fantasiens evne og menneskelige mødesteder.

Vi får ikke et helt samfund, et helt menneskeværd før vi evner dannelse før uddannelsen.

//Astrid Søe

(Se også blogindlæg: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/02/roulade-retorikpolitik.html samt http://astridsoe.blogspot.dk/2011/10/hvad-siger-du-hvad-siger-du-hvad-siger.html)

– Men handler det her blogindlæg ikke om nøjagtig det samme som der beskyldes den forkromede debat at gøre? Handler det ikke om at mene noget imod dem der mener noget? Handler det ikke om at pege på noget man tror er bedre end det de andre tror? Er det ikke samme skuffe? Er det ikke et forkromet es i ærmet?

Jo.

Hvorfor så skrive det?

For at give samtalen en plads.

Hvorfor?

Fordi samtalen er et mødested uden tvang.

Det sprog vi har talt trænger til at fornys, vi må lære det gamle igen (Benny Holst)

Melodi: Benny Holst – Tekst: Benny Holst 

Fast som en klippe og bred som en strand 
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
sådan er Julies sprog.

Engang fløj det frejdigt fra mund til mund 
enhver ku’ benytte det frit
det gjalded’ fra sø og i grønne lund 
fortalte om godt og skidt.

Hvis du var sorgfuld og modløs og træt 
så var en sang ej for god
måske blev dit sind aldrig lyst eller let 
men sproget var det du forstod.

Det sprog stjal man fra os og gav os en snak 
linien var sløret men klar
det er lettest at holde et folk i skak
som slet ingen sange har.

Det sprog Julie ejer som ku’ være vores
var vi med til at brække itu
vi er fremmed’ for hinanden det er vores kors 
vi raver i blinde nu.

Men midt i alt mørket der brænder et lys 
en ild som aldrig dør hen
det sprog vi har talt trænger til at fornyes 
vi må lære det gamle igen.

1.maj – hvem hvad hvor?

Landets minister skal tale i Jylland det er for dårligt, for galt og forkert!
4 toget bakker og Sjælland de raser, kvæles i kåldolmer og isdessert,
Hun er nok bange for æg og ballade, opkøb af dyrups og sadolin spand,
Alle de skændes om steder og måder bare fordi hun skal krydse et vand!
Dengang i skolen jeg stred med min læring, lærde jeg altså i geografi,
Danmark bestod af mere end staden, og alle steder var gode fordi:
Danmark er netop et makværk af øer, vande og landfaste klumper af jord,
Og når man er i Danmark minister, må man fordele sin magt og sit ord.
Det er en pligt at tale i Skagen, hilse i Hurup og danse på Mors,
Statens minister er ikke kun stadens men sådan en vi kan kalde for vor’s!
Stop nu med snak om hvor taler bør holdes, PET, politi og spinning på hjul,
Landsdelsrasisme det er fandengalme snak der gør landet og politik hul!

//Astrid Søe 2013
#1. Maj talen – hvem hvad hvor

Spar(K)

Der skal spares på de svage,
Der skal spinkes, strammes ind,
Der skal skære af den kage
Gennem marv og ben og sind
Der skal hules ud hvor livet
Allerede koster alt
Dem med skæbner der har givet
Dem et liv de ej har valgt

Hvordan kan vi velfærd tale
Det at stå på lige fod
Hvis de svage de betale
Deres lykke, håb og blod
Vi har love fyldt med løfter
Om at værne og stå ved
Men der graves stadig grøfter
Der er tidsler i det bed

Der er mennesker der længes
Mod et hjerte menneskesyn
Og hvor livet ikke flænges
Af et mørke fyldt med lyn
Der er ingen født i danmark
Med en skæbnevej af sten
Der bør mødes som en brakmark
Værdighed gir ikke men

//Astrid Søe 2013
#handicapdebat