I midsommernattens stille
lys, der gnistrer gennem nat
får vi lov at møde livet
som en stille hengemt skat
ingen hast og ingen vilje
tvinger tungt en arv af ord
midt i ilden gror en lilje
fyldt med sommer blomsterflor.
I et frugtbart nu der gløde
mellem tid og dag og år
hyldeblomsterne er grøde
fra et kys da det var vår
Smuk som bølgerne i kornet
ruller kærligheden blidt
nådeslys fra månehornet
du er livet, dit og mit.
//Astrid Søe 2012
//Astrid Søe 2012 – midt i den smukkeste regn
Med modenhed blusser snart bål over land
når sommeren runder om livet
og svirrer med løfter til kvinde og mand
forbløffet af alt vi blev givet
En nat med en ild, der kun vidner om det
der brænder i hjerte og tanke
en nat hvor selv mørket får øjne at se
når midsommerhjerterne banke
En nat der er viet til svimmel forstand
og frugtbarheds svirren i luften
den nat timeglasset udløber for sand
og hjerterne mister fornuften
Astrid Søe 2012
Til den gammeldanske midsommerfest vi har holdt i tusindvis af år på dansk jord. Frugtbarhedens højtid.
Nede under puden ligger gamle krøllede Grundtvig og kluk ler/ uden god grund/ det havde vi ikke talt om længe/det at stå fast/så du lå/ under puden/forpustet/forankret/frimodig og lo/ det blive værre i morgen/sagde du/og landet stod i våde/dit være smuldrede ned i mudderet under moderne sko/trampende sine nye sange og paroler/friheden: kluklo du/ befinder sig vel/uden/
Jeg tvivlede/samfundet funderede i retning af smalle gummistøvler, dem uden reflekser/du bare lo/giv en kop punch til varmen/tag det roligt og tage dig sammen/ her hjælper kun fred/punch og sang/og du sang/selvom jeg lagde hovedpuden over dit hoved/bedrøvede kuldskær gamle mand/med fedt i skægget/ forstand som en forårshoppe der lukkes ud/udenfor i våren/forelsket i græs/kløvermarkens lyksaligehed/frysepunkt henover nat/og blomster i spring/ i vår/puden løftes forsigtigt/hårtjavser kommer til syne/dit gamle indgroede smil der når panden/og dybten/forstanden/ skolen for livet/madpakken af demokrati/oplysning være skal vor lyst/jeg kender et land/hvor puderne ikke har lynlås i siden og tid ej har tand/jeg reder sengen/sirligt/du bliver liggende/gammel og død/tankefuld/jeg finder morgenstunden frem og giver den lys/du sover/savler/bøgerne vælter ud over natbordet/du vågner ikke/som Holger Danske.
Astrid Søe juni. 2012
Du er jo til.
//Astrid Søe 1988
Dumdristige lille forblæste forstand,
du går og forbinder signaler,
du favner og fægter og trækker i land,
med storsind og helvedes kvaler.
Du fanger en tanke og tier ihjæl,
du sender et minde tilbage,
du opfanger noget og siger farvel,
mens andet blir lagt i en lage.
Du finder en duft at læne imod,
du taler med ord der er gamle,
du frygter for ondskab, besvimer ved blod,
du leder og søger at samle.
Du bliver og vokser og glemmer en del.
du bruger så lidt af din kerne,
du flytter på brikker, til du føles hel
og tiden går bort i det fjerne.
Du gemmer på sjælen og kysser et jeg,
du holder mit tanke i hånden,
du udregner nåden og finder en vej,
du glider med et ind i ånden.
//Astrid Søe 2012
Mor måne står så føjelig, med barmen ganske blottet,
Men da hun solens stråler ser, hun ryger på skafottet,
for selvom venus kom forbi, med strejf af nye tider,
så må mor måne dukke sig, når nat mod dagen glider.
//Astrid Søe 2012
Du kan holde hånd og ord, der hvor andre famle,
du kan være rettesnor, den der tør at samle,
du kan fritte livet ud, som det var din mage,
du er født til solens lys, alle dine dage.
Når du rejser dig og ser, verdens andre lande,
kan du længe dig og se, mellem jord og vande,
alt det store, som en drøm, alt der giver gåde,
løber ind af livets dør, på din egen måde.
Du har valgt at stå og gå, med et mod som gælder,
i din moders glædebog, dagene fortæller,
ord om hvilken kærlighed, du har givet mange.
om den store virklighed, som kun du kan fange.
Noget lys er skabt til liv og lyser for os andre,
ingen sorg kan slukke den, som ind i lyset vandrer,
det at være andres lys, er sjældent nu om dage,
dog et sjældent lys er du, sat i livets stage.
Visdommen har korte ben og holder tit i hånden,
i frimodighed der kan det give svar på ånden.
Hvad er liv og hvad er død og hvorfor skal jeg være?
Sæt dig ned og lyt, hvad barnet ved om alt det nære.
Tættest på forstandighed, i kærligheden dannet,
i oprindelsen der kan man lære et og andet.
//Astrid Søe 2012
Ordet skaber hvad det nævner 