Overvågnings blues :)


















Overvågningssamfunds blues.

Jeg går af sted med begge ben, på jorden som man skal
og stemmer pænt hvert fjerde år når der udskrives valg
jeg er en vanlig demokrat, der følger skik og brug
ligusterhæk, privatliv, men så gik det helt itu
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg har oprettet nem-id og netbank kan I tro
for alting bliver lettere hvis man vil bygge bro
og jeg har tændt min telefon og installeret app’s
men føler mig som bankekød i i kioskens nye Wraps’
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg køber mig en firewall og filter mod en flu,
men den kan ikke skelne mellen meget “false or true”
og mens jeg ringer til min mor, står NSA på lur
det pisser sikkert PET, men det sgu mig der sku vær sur
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Så går jeg ned i parken for at købe mig en is,
mens NETS de trækker hundrede vold på mit indkøbsbevis
jeg snubler i gebyr forstand og går til lægen min
som sender al min data rundt, til uvedkomne svin
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Så skriver jeg en statusopdatering på min væg
den handler mest om kattemad og baby som er skæg,
men inden der er gået et minut så kan jeg se
mit feed er fyldt med tilbud om en ny og bedre ble
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg søger mig et visum, jeg skal rejse mig en tur
men ambassaden siger højt at jeg sgu ikke dur
for jeg har støttet svages ret, til vand og brød og fred
så jeg er listet sort, fordi jeg ikke støtter had
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Jeg snupper mig et ugeblad og tjekker kendte ud
for Se & Hør har netop overvåget selve Gud
det viser sig, vist via Cloud, at han har bilags rod
for sønnens arvesynd er kun beskattet via bod
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

Men gudskelov så ved jeg nu, at borgen endelig fik
en mørkelov så det blev slut med snagen og med kik
nu håber jeg at blive valgt, så jeg har samme ret
for al den overvågning gør mig pissesur og træt
“…For jeg ved der er spioner
i mine pelargonier
og skjulte mikrofoner
i Nettos vandmeloner.”

//Astrid Søe 2014 www.astridsoe.dk   Eller noget….

Det tar tid…

Det tar tid at lære livet udenad og gennemsvedt
Det tar vid at mestre livet mellem linier, overset

Det tar tid at leve livet fuldt og helt og uden grund
Men at miste det til gengæld det tar kun en lille stund.

//Astrid Søe 2014

Jordens dag

Jeg har brug for at skrive om ingenting
om tændvæske, sure citroner
om tropevind og so ein ding
og kernefri vandmeloner

Jeg er nød til at læse om svig og om mord
om terror og tabu og tåber
tortur og rædsler og krig og hor
og magtens stemmer der råber

Jeg har brug for at synge om intet der er
om huller og halve vokaler
om katten der tramper og dmi vejr
og stumme der nemt overtaler

Jeg er nød til at ånde hvor luften er sod
hvor ilten er fattig og falder
i stanken af affald og mødding og rod
og evigheds ottetaller

Jeg har brug for at være hvor livet er frit
hvor døre og dage står åbne
hvor fødderne går med fjedrende skridt
så selv en engel står måbende

Jeg er nød til at tro at du lapper alt
jeg væltet og vraget og svinet
og før mine dage er endelig talt
gir jorden mig nok en på skrinet

Jeg har brug for at vide at du bærer frugt
og lyser og lærer at bære
være nænsom og elsk alt der er brugt
så kloden dig endnu kan bære

//Astrid søe 2014 – http://www.livsoplevelse.dk

 #JordensDag

#Til ungdommen af i dag

Vår er

Vår er varme der kysser atmosfæren
vår er vraltende ænder ved en vej
vår er ukrudt der bryder hver en væren
vår er solkåde skolebørn i leg
vår er vækster der gror
vår er kærligheds ord
vår er dagen der længes højt mod nord

Vår er kjoler der kravler over knæet
vår er bøgen der springer tidligt ud
vår er frostsprængte sår der nu er læget
vår er nyvasket tøj der hænges ud
vår er gensyn og liv
vår er digte og skriv
vår er sjælen i ivrigt perspektiv

Vår er læber der nynner gemte toner
vår er fregner der spirer på en kind
vår er skyernes drivende ikoner
vår er stemning af frihed i dit sind
vår er barnet der ler
vår er øjne der ser
vår er kysset der ønsker meget mer

//Astrid søe 2014 – http://www.livsoplevelse.dk

kan synges på: Det haver så nyligen regnet

Ligeværd

Ligestilling – ligeværd
Må vi være hver især
Hvad der står os ganske nær
Uden vi skal krølle tæer
Eller tro man selv er sær
Ligeværd er sår’n et vær
Hvor man får hinanden kær

Min hakke, min skovl og din spæde ånd

Når vinteren rinder må jeg grave som en besat, med min hakke, min skovl og min spade, efter folkeånden, i jorden, mellem kulturlagene, mellem bjerges rødder og knogler og sten. Flinteøkser og fiskeånde og fuglespyt, grundvandsfossen der springer læk, mens sand og atter sand, og malm og mose ligger blank og befriet i overfladen – men ingen folkeånd begravet.
Jeg retter min ryg og spadens bøjede flade og hvæsser på stenen den rustende æg, mens jeg lytter til Vårens syngende kor, til lærken, den jublende glade og der, i reden, i ægget en udruget, fuldendt, frimodig folkeånd, ganske opstanden, som ryggen der ranker i solen fra somren ifjord.
Jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf, en strofe fra lærken der ruger et håb af noget så stille som jord.
#HilsenTilJohanSkjoldborg

Den flaskehalsen peger på – pisatesten

Pisatesten målte Jørgen
på hans evner, mål og gøren
Jørgen skrev og regnet tal
flaskehalsen den var smal

Jørgen faldt fra gennemsnit
fy og føj og noget skidt
flere lektier mere slid
fat det nu din lille skid.

Jørgen græd og gik i stå
er jeg dum, en af de få?
er min IQ under 0?
Alt blev sort, han var et hul!

Jørgen under dynen lå
kinden den var askegrå
jeg kan intet alt er tabt!
Hvorfor blev jeg egent’lig skabt?

Jørgens mor kom ind og sag’e
der er endnu håb tilbage!
Hvilket, spurgte Jørgen trist
håbet var så ganske pist…

Dine venner banker på
om du vil på skateboard stå?
med et kickflip stod han op
Jørgens evner var i top.

Jørgen han er genial
merværdi universal
et talent i “rend og hop”
kald ham aldrig mer et flop!

pisatesten tester unger
så fortabelsen den runger
for en egentlig merværdi
skabes uden hieraki.

//Astrid Søe 2014

April

April med nye sko

Og snørrebånd der dasker
April med alt der gro
Og ænderne der basker
April der giver lykkelys og lyd af sommernætter
April der sætter blad på kvist og hakkelyd fra spætter
En trillebør med dækket fladt
Og kærligheden alt forladt
Et frisind formes i en sky
April med tåge morgengry
En narrehat på fiffig sned
En solsort synger; bliv, bliv ved
Aprilnat fryser plænen
Og drivis i fontænen
Befri og famlede format
Så skriggul som en undolat
En påskelilje villigt står
Tak skæbne – det er virkelig vår!
//Astrid Søe 2014

Vår og vær

Våren har lagt sig som tåger af tillid
sløret og søvnig, men vågen og mild
reden er bygget af kviste i fortid
og du står op, når vilje er ild.

Graver i ånden og kaster med håret
striber af lys fra midsommernat
uden fortrydelse vender du året
knoppes hvor løvet har dig forladt.

Op af en grav, med dugfriske lunger
stiger en vår som mennesketro
gammelt der faldt, nu fødes som unger
hvor du vil bygge, der vil jeg bo.

DIGiTAL Livets låge.

https://soundcloud.com/mors-menageri/livets-l-ge

Lyt til en digital DIGT-I-TAL udgave af digtet Livets lågen af Astrid Søe