Stalking – Et tabu der gør at vi alle taber

Fordi jeg sidder her, i sikkerhed, i mit køkken og kom til at hyle på den gammeldags måde, skriver jeg endelig noget om stalking. Jeg holder det eller for mig selv, med en eneste undtagelse engang i 2020. Hvorfor? Fordi det fylder så meget i forvejen at jeg næsten ikke gider fortælle om det. Og fordi det truer mit job, min familie og min virksomhed. Men jo længere der går, jo mere tænker jeg at jeg også har et ansvar for at bryde tabuet. At stalking vitterligt har mange klædninger og kan ramme også uden for den nære kontakt, i mit tilfælde er der tale om stalking grundet mit professionelle liv.

Der har været en del fokus på stalking i 2021 og i tv har vi mødt begge sider af sagen. Vi er blevet klogere, har set og hørt når livet går i selvsving og måske forstået en lille smule af hvorfor det kan gå sådan. Men stadig ikke fået sikret loven i det omfang der gør at vi kan være sikre på at være i frihed. Og selvom vi har taget hul på debatten, er der stadig et tabu omkring stalking. Fordi det er uforståeligt, uforstandigt og umuligt at beskrive i sin helhed.

Jeg sidder som skrevet i køkkenet. Kaffen er klar og sommeren kysser fugleungerne af reden. Efter skt. Hans skal jeg klippe hækken, men ikke i højden. Den skal gro alt det den vil. Jeg hylede sådan lidt stille først og dernæst højlydt hulkende og måske nærmest i afmagt – derfor skriver jeg dette indlæg, til oplysning i samfundet, til debat, til overvejelse og til eftertanke og lovgivning. Om lidt er jeg færdig med at hyle, det ved jeg af erfaring fra de tidligere oplevelser. Så tager jeg livet på mig igen og går ud af døren og kigger mig stjålent over skulderen og håber at dagen er fred. Kun en tåbe vover ikke at håbe.

Stalking er væmmeligt – uanset baggrunden. For mig at se må personlig stalking, men personlige motiver være det værste. Det har jeg ikke oplevet, men stalking sidder jeg midt i, hver dag, uden et sekunds pause. Det ligger i baghovedet, i bevægelserne, i stilheden, i fortagsomheden. I tavsheden og overvejelserne. Skal, skal ikke mene noget, gøre noget, gribe dagen og livet og samfundet i et åndedrag.

Min stalker har jeg haft inde på livet de sidste 4 år. Han er vred på mig fordi jeg og udøver et hverv der indbyder til fællesskab, demokrati og samtale på tværs og sidder i sammenhænge der fra tid til anden træffer beslutninger. Det er ikke mig som sådan, men det er hans vrede over noget han ikke fik lov at deltage i, grundet nogle episoder af ikke egnet adfærd. Det var før min tid i den sammenhæng, men arvesynden kastede sig over mig og nu er den ikke så meget fælleseje, men min og jeg ville ønske at jeg kunne frasige mg arv og gæld.

Sagen tror jeg på, den vil jeg kæmpe for og blive ved med at udbrede, danne til og fra, ønske for vores samfund, fremhæve og turde.
Men det med at turde er ved at være en anelse svært.

Jeg var så heldig i januar 2020 endelig efter års kamp af få et tilhold mod min stalker. Gør det en forskel egentligt? Ikke rigtigt. Jeg var da allerede “gået under jorden” og midlertidigt flyttet for at sikre mig selv om mine.

Jeg skriver det her indlæg i afmagt. Efter Folkemødet hvor jeg allerede på færgen over blev sat skakmat efter min stalker stillede sig tre meter fra mig og blev stående og stirrede. Jeg havde medbragt min ægtefælde som bodyguard i år, fordi jeg har brug for at nogen dokumenterer og hjælper mig i det offentlige rum hvis han dukker op.
Blodtrykket steg til det uendelige på den færge. der er ingen redningsbåd og ingen vej væk, heller ikke fra følelsen af at livet aldrig igen kom ud af isolation.

Det har været nogle lange år. Det tror jeg det er, for de der oplever den slags. Da jeg fik mit tilhold var lykkefølelsen uendelig. Kort efter kom corona og mere isolation. Jeg tog i sommeren 2020 mod til mig og deltog på et møde på fyn, hvor jeg kun blev kort fordi min stalker havde fundet en ny juridisk mulighed for at forstyrre mit og andres virke. At anmelde en offentlig demonstration uden for det sted mødet foregik. Jeg ringede til politiet, men ingen hjælp at hente, da grundlovens forsamlingsret står over stalkerloven- Det kan jeg svært være uenig i. Forsamlingsretten er ukrænkelig og vigtig i et demokratisk samfund, hvor retten til at modsige andre er sikret. Men den spænder ben for stalkerloven og privatlivets fred og det er et virkeligt stort problem i denne sammenhæng.
For mig blev det endnu engang et afbrudt møde og en rystende tur hjem alene i bilen, med de mange tanker man har, når livet er indskrænket til et minimum – fordi man mener noget, vil noget, kæmper for noget eller bare, slet og ret, fordi man er kommet i klemme i jura.

Terror findes kun hvis man lader sig knægte af den! Hvis man lader frygten vinde og selv bukker under for den, lader den styre ens handlinger og liv. Jeg er ikke nem at styre eller lader mig vanligt ikke tøjle af terror. Jeg går gerne de steder hvor livet er udsat, Tager gerne de mest udsatte på mig og bruger en del tid på netop mennesker der har brug for hjælp hvis de falder skævt ind i samfundet, er psykisk syge eller udstødte. Jeg er ikke bange de steder hvor man kan falde ind i noget der kan gøre ondt og jeg tager også gerne livet på mig uden at lade frygten styre.
Alligevel, også selvom min stakler ikke er sur på mig personligt, men på en sag, så bliver mit liv udpræget og mærkbart udsat. Selvom jeg er stærk, på alle måder og ikke normalt lader mig knægte, så er det nok de årelange krænkelser der sætter sig som sådan en ukendt “rysten” i det daglige virke og i privatlivet. Det er en tilpassen sig en omstændighed, der er utilpasset i et frit samfund. Jeg ønsker ikke at tilpasse mig et menneske der opfører sig som min stalker, men alligevel hører og oplever jeg mig selv hele tiden måtte sige nej tak til opgaver og foredrag og medvirken – af skræk for at andre vil blive forulempet af denne stalker. Og af forudset skræk for hvad jeg skal opleve selv og min familie udsættes for.

Da jeg pakkede bilen og tog afsted til Folkemødet var det med et nyt mod. Nej, fandeme om jeg vil lade mig knægte, nej, nu må jeg tage livet tilbage. Men der på færgen sank den tillid igen. Om aftenen mødet han op på den udendørs restaurant “Gæstgiveren” hvor jeg skulle spise. Han sad og larmede lidt og skulede og hele tiden sad min mand og jeg med livet udenpå. Ignorere ham, er kuren og løsningen, lade som om han ikke sidder der 15 meter væk.
Da vi rejste os for at gå, kom vi ikke lagt før han eksploderede i vrede og løb efter os, råbende og truende. Min ægtefælde, der i de dage skulle agere bodyguard, levede meget smukt op til sit navn, trods hans alder og ikke så umildbart bodyguard udtryk. Men end ikke Whitney Houston kunne have ønsket mere af Kevin Costner. Han stillede sig modigt imellem stalkeren og jeg, hvilket resulterede i mere vrede og råben og tilsidst slog stalkeren, da min mand forsøgt at filme optrinet, telefonen ud af hånden på ham og gik heldigvis videre efter det.
Folk var naturligvis oprørte, chokkerede og kom løbende fra flere steder for at hjælpe og dokumentere.
Jeg ved ikke helt hvordan, men endelig fik jeg sagt noget til personalet på restauranten, noget så latterligt og ubegrundet som undskyld… “Undskyld, jeg skulle ikke være kommet, jeg udsætter jer for optøjer, undskyld, det er min fejl”. Men det er det jo faktisk ikke. Det er loven der ikke har hjemmel til at passe på os der bliver stalket, ikke i det omfang der er nødvendigt. Trods tilhold. Men alligevel så sagde jeg, for at påtage mig et eller andet ansvar for samfundet: UNDSKYLD!
Det er beklageligt at måtte gøre. At måtte undskylde sin tilstedeværelse i en sådan situation og lidt i chok. Og jeg vil nok fremover aldrig igen trække mig eller opgive livet, eller det at være i det offentlige rum. Det er træls for andre mennesker at være vidner til optøjer, men det er ikke mine opgave at sige undskyld. Det er ikke mig der skal holde mig væk. Det er ikke det rigtige valg. Det er ikke menneskeligt eller samfundstillid. Men jeg og mange andre har brug for en lov der hjælper os tilbage i friheden. Coronaisolation er intet i forhold til dette – intet!

Resten af Folkemødet var politiet mere end villige og venlige til at følge mig rundt når jeg var på scenen. men usikkerheden forsvandt ikke af den grund. Politiet har hele tiden været fabelagtigt søde, forstående og medlevende og har i den grad gjort mig sikker i at nogen var der for mig. Et mærkbart samfundsansvar for os der oplever noget helt skævt og truende i vores tilværelse.

Da jeg fredag skulle medvirke direkte i deadline på DR2 kom PET, der ellers havde til opgave at passe på en folkevalgt og satte sig i min nærhed og lovede mig at de ville passe på mig i denne sammenhæng. TAK. Men tak og tænk – at det er nødvendigt? At det bliver ved og ved og aldrig synes at normaliseres. At et folkemøde skal stå i lyset af en frygt for noget jeg ikke ved hvad kan ende i. At der skal bruges resurser og tid og tillid på noget så ualmindeligt modbydeligt som en der ikke vil slippe.

Min mand og jeg havde, trods stalker og ubehageligt optrin, et folkemøde hvor livet fra tid til anden skinnede så smukt på det demokrati der bærer os igennem. Det der forener os og forankrer troen på frihed. Det er en underlig blanding at stå i. En juridisk umulig opgave for samfundet at holde stalkere i ørene og samtidig retsligt sikre de frihedsrettigheder vi bygger samfund på.

Jeg er stor tilhænger at vi mener, handler, tror på at uenighed er en af demokratiets vigtigste ståsteder. Ja fred være med uenigheden, sålænge den bærer en fredelig klædning. Denne form for vedholdende stalking er ikke værdig i et demokratisk samfund.

Jeg sidder nu, igen, og tænker hvornår livet vender og freden, eller måske endda livligheden igen får plads? Hvornår jeg, i mit profesionelle liv igen kan færdes frit og tale og turde uden at bekymre mig om optrin og andres oplevelse af denne mand der gør mit hverv så svært.
Måske er det nu, i lyset af folkemødet, at jeg skal genlære at give fanden i det og gå imod, stå imod, tage forsigtigheden af som en vinterfrakke og smide den i småt brandbart – ikke til genbrug.

Jeg ønsker mig en samfundsdrejet eftertænksomhed og forståelse for at vi som samfund både skal værne dem der er syge, ustabile og svære at forstå, men samtidig ikke lader det fylde så urimeligt meget i andres liv at livet bliver svært at fæstne i et samfund.
Jeg tænker uendelig meget på dem stalkes af tidligere kærester, eller nære. Det må være topmålet af rædsel. Min sag derimod bliver personlig når det går ud over min person eller personer i min nærhed. Også på gade og stræde.
Og vi skal også i debattonen og i den digitale dannelse huske på at den voldsomme hårdhed der går ud over folk og folkevalgte sætter sig som et ligegyldighedsfilter og det filter filtrerer fornuften og friheden fra. Ethvert menneskes frihed skal være ukrænkelig, det er ånden, men den ånd følges af ansvaret og fornuften, dannelsen og troen på at mennesket vil os det godt og at vi agerer gode medborgere ikke modborgere.

Og når jeg er færdig med at hyle, så hyr mig – til hvad som helst, i ånden af det at terror kun findes hvis vi ligger under for dem. Også selvom den kan mærkes og ikke forsvinder selvom vi ignorerer den. Livet ER til for at blive brugt imellem mennesker, ikke i skyggen af mennesker.

I al hengivenhed

Astrid

Verdensmåls sang

Nu vækker vi håbet for verdens vid,
nu grønnes modet og viljen forgrener
for verdensmål de er på høje tid
når bæredygtige svar de forener.
At turde det svære,
hinanden at bære,
at spørge, at lytte, at svare, at lære
//: Som fælles tarv. ://

At fællesskabstarv er at vælge til,
det fælles bedste der former og famler,
at opelske det som vi sammen vil
oplyst, oplive de måder der samler!
For skolen for livet
den er ganske givet,
et sindrigt aftryk i skæbnemotivet,
//: Opliv til lyst. ://

Oplive til lysten er åndens tro,
som trodser tvivlen og samelsker modet,
at stå ved hinanden, gi plads og gro,
at vide, vi dog er fælles om rodet.
Trods det, vi må lære,
det fælles at bære
i kærlig tillid til fremmet og nære,
//: i ord og skrift. ://

I ordet og skriften er livet ”os”
et mødested, der kan flytte og favne,
at lytte og lære og give los,
at kaste anker i fremmede havne.
Derfor er vi fælles
fra ung, til vi ældes
og bærer hinanden i det der fortælles
//: Som fælles arv. ://

Og fælles er arven vi efterlod,
en jord der sukker og alvor der knuger,
og da må vi kæmpe med fælles mod,
og være dem der håber udruger.
Når håbet det tvinger,
en lærke på vinger
og bliver et løfte, som ring på din finger
//: Af kærlighed. ://

Så værn om vor tillid, og frygt kun ej:
du er mit løfte til livet og færden,
den mulighedsmage som viser vej
hvor du bliver fri – Er frihedens verden!
Du står aldrig ene,
ved bautaens stene,
din samtid er ”os” og at turde at mene.
//: Opliv af lyst. ://

Melodi: Jo jo, gøjleri er en nobel kunst

Skrevet til Efterskolernes fællesforandringsfestival 2021

Skæbnefællesskabet – Breaking the (2nd) waves

John Donne skrev I 1624 ordene, ”Intet menneske er en ø”. Det berømte digt der tolker sig gentagent ind i en stedlig samtid, ind i det at være fælles. Og fællesskabet er det altafgørende under den verdensomspændende pandemi. At føle sig forbundet med andre mennesker. At forstå at man bærer en flig af andres skæbne i sin hånd.
Det er på alle måder et forlangende der rækker lidt ud over hverdagen. At gruble sig grundigt ned i egen spor og veje. At øve sig i nye samværsformer og nye måder at være mennesker sammen, hver for sig. Og måske har vi glemt hvad skæbnefællesskabet er for en størrelse.

Jeg mødte det, i al sin stilfærdighed, i Vestjylland i Danmark. Det var ikke så nemt at gennemskue hvad eller hvorfor de mennesker der var født og opvokset i Vestjylland, virkede så anderledes på mig. Danmark er så småt og vi bor tæt og med små geografiske afstande. Alligevel er vi så forskellige. På Vestkysten opdagede jeg en gammel rest af skæbnefællesskab som jeg ikke mødte i byens almene hast og jag. Skæbnen ligger i landskabet. Vesterhavet der i sin enorme selvrådende vildskab, er en evig trussel om sandflugt eller oversvømmelse. havet og sandet lå i generne hos de lokale. En viden der blev bragt videre fra slægt til slægt. En daglig påmindelse om at være beredt og at livet ikke er en selvfølge. Eneste værn mod vandet var, fra gammel tid, det at vide at alle var i samme båd. At man måtte være indstillede på at tage sin nabo ind, at hjælpes af mod sandmasserne eller gribe skovlen hvis havet åd sig grådigt gennem klitterne.
Det der er dit og mit ophæves når vi bliver et skæbnefolk. Når vores sameksistens og liv bliver truet af noget udefrakommende som vi ikke kan forhindre eller kæmpe mod uden andres hjælp.

På samme vis har jeg som mentor og bisidder for psykisk syge unge, mødt noget fundamentalt håbefuldt i det at tro på at skæbnefælleskaber altid er åbne.
De seneste år er jeg kommet og gået på en afdeling for psykisk syge i København. Alle indlagte var under 30. Unge med ondt i livet.
De unge var som alle andre meget forskellige og havde forskellig baggrund at sætte af fra, eneste fællesnævner var alder og psykisk sygdom. Nogle var hjemløse uden tilknytning til familie eller systemer og andre kom med en sikker ballast med balancerede pårørende der kom og gik. Nogle havde været indlagt mange gange og andre var der kortvarigt til der blev fundet løsninger. Ens for alle var at de havde mistet grebet om tankerne. Mit første møde med afdelingen var under en indlæggelse af en ung. Den unge fik sit eget værelse med bad og toilet, gardiner der kunne trækkes fra, som i mormors stue og en seng med metalstel hvor man, hvis det blev nødvendigt, kunne spænde personen fast. Det er en forholdsregel.
Det hele virkede meget fremmet på mig, bevares, det er ikke hver dag man er på sit første besøg på en psykiatrisk afdeling. På indskrivelsesmødet blev reglerne på afdelingen læst op. Ingen besøg af medpatienter på værelset. Dette er forbudt. Til gengæld forventes eller kræves det af patienten at de opholder sig i fællesrummet så meget som muligt. Jeg var rystet. Kunne man tvinge patienterne til at sidde i et fællesrum? Skulle man forlange af meget syge unge at de skulle finde sig i hinanden? Var de ikke indlagt for at finde ro? Og hvad med lægesamtaler og psykiater, hvorfor var der ikke flere samtaler med fagpersoner? Det viste sig hurtigt at netop kravet om fællesskab var det der var livgivende og det der virkede bedst i behandlingen på afdelingen. I fællesrummet var der stille. Nogen sad og så frem for sig. Ind i væggen. Ud i verden. En læste i en bog, andre på mobilen. Puslespil og tv’et der kørte uden pause.
Pludselig sagde en noget. Og pludselig sagde en anden noget som svar. Korte samtaler. Længere samtaler. Ord på kryds og tværs. Ikke altid i sammenhæng. Ikke kun om skæbnen, om sygdomme eller om tankerne, men om livet, om hinanden om drømmene. Høfligheder og hensyn blomstrede frem. Smil og smerte. Jeg sad der nogle gange ti timer om dagen og talte med de unge. Jeg lærte at strikke og smalltalke om drømme, lytte til de unge og deres virkelighed. Det på den anden side. Eftermiddagskage og køen til medicinudleveringen. Det var ikke bare medikamenter eller lægesamtaler der gjorde forskellen. Det der flyttede mest så ud til at være, i helt rå eksistens, mennesker i skæbnefællesskab der blev hinanden mulighed. Der blev springbræt til tilværelsen at vise hengivenhed. Det fællesskab jeg så hos de unge er det stærkest jeg har set noget sted. Og det var stærkt fordi det var nødvendigt for at overleve. For at genkende mennesket i hinanden. Siden har jeg ofte tænkt at her sad blomsten af danmarks ungdom, for et er at begibe fællesskab, noget andet er at turde gribe det og myndiggøre det. For omgangsformen, dannelsen og medlevenheden syntes grænseløs i disse trængte unge, trods voldsomme diagnoser. Og jeg har lige så tit tænkt at alle skulle opleve og se hvad jeg så i de unge. At de var stærke i det fælles. At styrken blev fysisk mellem dem og blev til hjælpsomhed og vilje. Det vigtige for de unge var, trods det at de var indlagt, ikke at føle sig udenfor. At det at være en gyldig del af noget, i dette tilfælde hinanden, er livet værd i sig selv. Den læring fra de unge tager jeg med hvor jeg går og står. Fortællingen om en ukendt styrke hos dem vi fejlagtigt kalder svagest. De alvorligt psykisk syge.

I Danmark har vi tradition for fællesskaber. Foreningernes land hvor hver lille interessegruppe har sit forum at agere i.  Særligt i højskolebevægelsen taler vi om ”det fælles bedste”. En viden om at vi griber stærkere efter livet, hvis vi opdager forskelligheden i hinanden og i forskellighedens råderum noget fælles og virksomt. I fællesskabet vi bliver med og modsagt og tager stilling til det omgivende samfund ved at turde spørge og sætte livet i spil, hellere sammen end hver for sig. Så meget at fællesskabet, frimodigheden og åndsfriheden er blevet et varemærke for os i Danmark, som det at ”hygge” eller læse H.C. Andersen og den grimme ælling.
Men det at være hinandens skæbne er iboende i mennesket, uden skelen til kultur, politik eller religion. Det er en global menneskeegenskab.
At skabe samfund, lokale, nationale, internationale har samme lod. At vi må læne os på hinanden og føle en sameksistens i det enkle at være mennesker, at være og bære hinandens skæbne.
Siden covid-19 satte sig på sengekanten i 2020 verden over og igen griber fastere i os i denne anden bølge på vej ind i november, mærkes det, at sorgen over de mange vi har mistet, er uden grænse. At vores daglige avis med tal om tab tager pusten fra os, globalt. sorgen er ikke kun for vores egne-

I min levetid har mit lille land ikke været i krig – inden for egne grænser. Jeg har ikke oplevet mørket, frygten, forandringen i et samfund når missilerne regner ned over byerne og børn står forældreløse tilbage. Traumer og tillidsbrud. Og især håbet om at andre udefra vil træde til og komme og hjælpe ens land og folk. Men jeg har set flygtninge komme og stå med bange øje og skælve og alligevel fortsat tro på at nogen vil tage deres skæbne på sig. At nogen rækker den nødvendige hånd, når man står alene og er sat uden for det fællesskab man kender hjemmefra.
Hengivenhed kræver en stor bunke tillid. Vi har næsten glemt det efterhånden. Det at give sig hen til et andet menneske eller til et fællesskab. At turde læne sig ufortrødent på andre, som man er nødsaget til det hvis man er flygtning eller hvis livet er blevet så knudret som hos de unge psykisk syge.
Det kræver noget af det moderne menneske at vist hengivenhed. Det kræver et kontroltab. At vise tillid, lytte og måske ligefrem lide afsavn fordi vi er tvunget til at opgive noget for at give plads til andres overlevelse og vores egen. Hengivenheden rimer sig med kærlighed. Det at give sig selv til en anden, at turde have et livsvidne, at turde tage fælles beslutninger. På samme vis som vi gør i et samfund, uanset størrelse og beliggenhed. Hengivenheden er stærk. Det er den der holder os sammen. Det er den der gør at vi kan tale om demokratier og frihed. Det er den der gør at vi kæmper for en sag, politiks eller menneskeligt. At vi ikke træder ud af fællesskaberne.

Anden bølge
I 1996 lavede Lars Von Trier filmen ”Breaking the waves”. Filmen berører hengivenheden og det at give sig hen, ofre sig for andre. På alle måder en meget barsk film, der alligevel drager i din tillidserklæring til det urørlige. Det at kærlighed findes og finder form når den kræves eller slår ned. At vi er tvunget til, når livet synes mest umuligt, at ofre os. Den barske film vender hele tiden tilbage på min nethinde i denne tid med pandemi. Det at turde håbe, ikke bare for et menneske, men for alle mennesker. Håbe at naboen, skolekammeraten, kæresten, kollegaen, den fremmede i bussen, myndighederne, nabolande, fjerne lande, at alle gør det yderste af deres formåen for at give livet tilbage til os og passer særligt på hverandre. Håbet, det naive og statistisk uberegnelige, er trods alt det der giver ilt til de afsavn vi står i, til den sorg for dem vi har mistet og dem vi vil miste til covid-19. Håbet og troen på at vi kommer om på den anden side, uden at miste hinanden for altid.

Lige nu mærker jeg tydeligt at enhver, både indenfor og udenfor mit lille lands grænse er min skæbne. At jeg føler mig som en del af noget der er langt større end bare det at passe på mine egne. Jeg mærker det fællesrum for de unge psykisk syge opstå som en samlende fortælling for os alle i en samtid hvor vi skal tage ansvar, ikke for vores egen overlevelse, men for hinandens. En dannelse der opstår af sig selv, ikke tvungent, men fordi vores fælles vilje er stærkere end trangen til egne behov. Fordi vi ganske enkelt kan noget sammen og det noget, et et noget der tæller stærkere fordi vi ser et samlet hele og ikke kun fraktioner af liv, nationalitet eller andre markører for

Fordi jeg tilhører menneskeslægten
Min mand brillierede den anden aften, efter vi så verden lukke sig og smittetallene stige markant, ved at tage min hånd, med stor alvor, og sige ”Kære du, tænk hvor heldig jeg er at jeg hele denne vinter skal være lukket inde sammen med dig. Du er den eneste der klarer at høre om min fodsvamp en hel lang vinter uden afbrydelse…” Kærlighedserklæringer har mange klædninger, bevares og måske ville en buket røde roser have været smukkere på alle andre tider, men i denne samtid er hengivenhed og overbærenhed den kærlighed vi kan give hinanden. Fodsvamp eller ej.

Kærlighed lige nu og her er tage skæbnen på os. For os der har familie, går det nok, men for dem der sidder alene og mærker ensomheden er det noget helt andet. Det er dem vi skal række ud til, digitalt, i hverdagsgerninger og ved at være medlevende og blive del af den fortælling der forsager at mennesket står alene. Hvordan vi ruster os til at holde ud og at vide at vi kommer ud på den anden side er hvert enkelt menneskes brydning, men et er sikkert. Vi taber noget i nuet, men vinder hinanden. Vinder det at være hinandens vigtigste våben mod virus. Ved at være hver for sig. At skæbnefællesskab lige nu er at være sammen på afstand. Og kunsten er at tage skæbnen på os, hver enkel af os. Du og jeg.

Jeg har haft for vane i mange år at spørge mig selv hvor morgen foran spejlet om jeg i dette nu, denne dag kunne tilslutte mig mit samfund. Være en borger, en medborger. Kunne agere og være en brik i et fællesskab – og heldigvis har jeg de fleste morgener fundet at det var tilfældet. Nu står jeg op hver morgen og venter til klokken bliver 14:00 og hører dagens smittetal fra verden og mit eget land og spørger mig selv: Gjorde jeg nok for at forhindre smitten i at sprede sig. Var jeg er godt forbillede for de unge der savner fest og samvær? Holdt jeg selv igen? Passede jeg på mit medmenneske? Rakte jeg ud til en der sidder alene og er ensom eller trænger til hjælp?

Af samme grund skriver jeg til dig. Du har min hengivenhed i denne tid, uanset alder, politik, religion, kultur, ståsted eller længsel. Dig i England, USA, Chile, Kina, Italien, Indien, Irak, Australien, Rusland og resten af jer. Jeg sender dig disse gamle kloge ord, John Donnes ord:

”Intet menneske er en ø, sig selv nok.
Hvert menneske er et stykke af kontinentet, en del af helheden.
Hvis en jordklump bortskylles af havet,
bliver Europa så meget mindre,
ganske som var det et forbjerg,
der blev det,
som var det din vens ejendom eller din egen, der blev det.
Hvert menneskes død svækker mig,
fordi jeg tilhører menneskeslægten,
og spørg derfor aldrig:
– Hvem ringer klokkerne for
– de ringer for dig.”

I al hengivenhed, pas på os.
Astrid Søe, Menneske.