Du dejlige november.

            

Melodi: Hvad var det dog der skete? (Den blå anemone)


Du dejlige november, du gråner gennem ventetid,

på tåspids gennem dagen, langmodigt vinter vid.

Du lukker sommerdøren blid,
og fryser jorden hård og hvid,
og solen leger gemme,
mens alle kan fornemme,
at tiden toner ud.
Du dejlige november, din tone der går ned i mol,
og stemmen hæs med feber, mens marken bliver gold.
Et egern samler nød og agn,
og frygter for det store savn,
af fordums frugtbar fylde,
og sommertidens gylle,
er glemt til næste år.
Du dejlige november, med gavekatalogers drøm,
og frakker med reflekser, som værn mod bilers strøm.
Når bilens motor mangler glød,
men vågner af et hjertestød,
når huen kradser panden,
og trykker på forstanden,
og læbens sprukne kys.
Du dejlige november, med sjap og fugt i sko og skov,
en rynke på din pande, novembers egen lov.
Dit ansigt gammelt, gemt og godt,
og sjælen blød, men kødet rådt,
med ånde fuld af tåge,
din tåre den vil love,
at længslen varer ved.
Du dejlige november, med mørke dages indre skær,
og kinder der må gløde – jeg har dig særligt kær.
Du stilner lys og liv og lyd,
og fuglen søger efter syd.
Alligevel du favner,
den brik som alle savner,
– et svar på gådeliv.
Du dejlige november, med tro på det der holdt og stod,
et træ der mister løvet, men stolt har fundet rod.
En gammel myte på din mund,
i knæet gigt og øjets blund.
Din ælde rummer livet,
nu dør hvad vi blev givet.
farvel, opstå påny.
//Tekst: Astrid Søe 2012

Allehelgen

Stille gang mod allehelgen og en nat i dødes spor,
hvor jeg tænker på en afdød og opliver gennem ord.
Gennem stuen går en engel, Ingemanns med særlig glans,
og på himlens tonestige danses livets dødedans.
Ude regnen gennemvæder jorden til det frø der faldt,
det vil spire gennem livet, genopstå som livet salt.
At dit kød er blevet stille, at din grav har sten og navn,
er blot håndens sprog for det der er at evigt nænsomt savn.
Jeg kan lægge øret stille mod den jord du langsomt blev,
under kinden spirer græsset, med dit budskab; vær og lev.
I et spor af afdød lykke, går min sorg nu hånd i hånd,
med den kærlighed der vidner om at ord kan skabe ånd.
Allehelgens lyset flakker på en mørk novemberdag,
Ild af altet, – blusset brænder, livet gang i flere lag.

//Astrid Søe 2012 #Allehelgensnat

På udkanten af et efterår


Der er nogen der blir stille, når et blad gir slip og dør,
Blot en lille død, men dog er intet ganske ligesom før,
Og mens kroppen stille knæler, i den våde underskov,
Kan man mærke, dybest inde, viljen i naturens lov.

Når dit grønne håbehjerte, stilner hen i rød og gul,
Når den sorte sol er samlet, i en udlandslængsels fugl,
Er der nogen der blir stille for et blad gir slip og dør,
Rives sammen, gennem sjælen, i min rustne trillebør.
//Astrid Søe 2012 – på udkanten af et efterår
melodi: Noget om helte

Huskeord for Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen. død 5. september 2012

Valgmulighedspræsten.

 






 

Huskeord for valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, død 5. september 2012.

I Sdr. Nærå Valgmenighed sagde vi i juni 2012 farvel til vores præst. Et embede der har det særkende at præsten kan fyres af menigheden, som det er skik og brug i valgmenigheder. Præsten er ansat på menneske vilkår, for det er dog blot et menneske der forkynder, fortætter og fortæller den mulighed som kirken kan bære eller briste med og er ordene ringe er menigheden ude med riven.
Efter 32 år sagde Claus selvvalgt farvel til menigheden for at gå på pension. Tre måneder fik du og din elskede familie, før du døde pludseligt.
Claus Kaas Johansen var og er svær at slippe og svær at komme forbi, både teologisk, menneskeligt og korporligt. Der var noget dragende mildt og samtidig overrumplende over hans møde med livet og måden han mødte sine medmennesker på. I præstegården var dørene på Benny Andersensk vis taget af og stod åbne nat og dag, og det strømmede ind, med folk, plejebørn, sjælesorg, tvivl og tro, litteraturkredsen, friskolefolk, frisind og frimodighed.
 
 

Tro betyder tillid.

Teologen og præsten Claus var menneske først. Den grundtviske mundtlighed og formidling var grundstenen i Sdr. Nærå og i de kirkelige handlinger. Claus kunne ikke ”forestå” en begravelse, et bryllup, en gudstjeneste, det var umuligt – han kunne derimod være medlevende tilstede og ”forstå” det med liv og legeme. Forstå begravelsens væsen, synge sjælen til dørs og møde sorgen med hjerte. Han kunne forstå at vie mennesker med myndig mund og den vedvarende viden, at kærligheden er størst af alt. Han kunne byde ind i dåben med forstand. Konfirmanterne blev mødt med barnetro og voksentvivl. Teo-logik for tumlinger der på alle måder imødekommer den moderne søgen og alsidighed. Claus var for mange mennesker det skift hvor tro bliver tillid, hvor forståelse bliver liv.
Fræk som en slagterhund og en humor der kunne spide enhver –hvorfor? Fordi det sætter fri at grine med og ikke mod hinanden. Sådan mødte man Claus, et Kinderæg der rummede hele tre ting: Tro, håb og kærlighed.
Claus er rundt om i landet blevet præsenteret som valgmulighedspræst og ikke valgmenighedspræst. En sjælden gradbøjning der kun er få forundt. Det er et særegent frisind der giver en sådan titel, at livet er til for at bruges og at vi i fælles valg bliver mindet om at vi er hinanden mulighed.
Claus var foruden præst også eventyrfortæller og foredragsholder. Vi havde på Lønne Højskole den glæde at have Claus som fast gæstefortæller og guitarklimper i over 20 år, hvor hans eventyrfortælling især kunne flytte fortællerkunsten over hegnet til naboen. Søren Kierkegaard og Luther gik hånd i hånd med bakkesangerinderne når Claus holdt for. Det nære ubrydelige bånd er en ristet rune der vil bestå i fælles mindesteder.
 
 

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar.

Da jeg undervejs mod voksenlivet første gang mødte Claus i “Surmule med mælk på” alderen, var teologi en by i Rusland. Siden forstod jeg at “byen” ligger i Sdr. Nærå.
Det krævede dengang en ”Blålys” fra det lokale bryggeri, fastslog Claus og aften efter aften vandrede han og jeg om på kirkegården hvor han hastigt, inden vi gik, satte en gammel pladespiller i præstegårdens vindueskarm der spillede Rolling Stones for fuld udblæsning.
Der gik vi så i det dunkle blandt gravene og talte om de mennesker der lå under jorden, om det der var over jorden, det der blev, dem der troede, hvorfor og hvordan. Mest talte vi dog om den overdøvende røst af Rolling Stones, om musikken der gav krop til det uhåndgribelige. Og det blev sådan mellem venner, i provokationen, i udfordringen og trossigheden at det blev bydende nødvendigt at læse og forstå teolologi, for at forstå Rolling Stones og for, for mig, at forstå den gribende undren over Claus, ét menneske og teolog som kunne formå at forstå. For med Claus var det altid noget med at forstå. Ikke forklare, ikke konkretisere, ikke skære ud i pap, eller servere på et sølvfad, men give fri til at se på valgmulighederne og finde eget ståsted. Claus havde en Bjørnstjerne Bjørnsons tone, der driller og og ikke kan ejes.
 
 
Gravstenen der vil stå over Clauses grav vil rokke en smule, den vil ikke finde stenens storiske stille ro, den vil modsat altid kunne læne sig lidt til den ene side, lidt til den anden, som det menneske der hviler under den. Som det menneske der kunne læne sig mod livet og vide at det bar. At det holder – til det holdt op. Efter græsslåning og en stille smøg ved spisebordet og kroppen der gav efter og gik bort. Sorrig og glæde kommer, i ånd, i sjæl, i kød.
Tak for dig.
 

Melodi: Hvad var det dog der skete “Den blå anemone”
Tekst: Astrid Søe. – Til min ven, Valgmenighedspræst Claus Kaas Johansen, Sdr. Nærå Valgmenighed. skrevet ved din afsked 3. juni 2012

Hvad tog den milde sommer
i åndedrag af lyst og nød,
sorrig og glæde kommer
i ånd, i sjæl, i kød.
Hvad fandt du midt i midnatssol?
Et løfte fra en hane gol.
Frimodigheden famler;
i Ordet alting samler
en flig af skaberler

Befal kun dine veje
som frugtbarhed i livets lund,
skønt intet kan du eje,
kun kysse med din mund.
En helt forsagt stilfærdig dag
foranderlig i flere lag,
og det at turde ville
at være ganske stille
i nye ord der kom.

At holde ord for livet,
er givetvis et løfte værd,
som sjældent er os givet,
men bringer altet nær.
At virke ind i andres sted
og tage, uden omsvøb, med
på vej mod sol og kulde,
når kampestenen rulle
er Ord til livet selv.

Forbind den store klode
med gode minder – virk og vær!
For hives op ved rode
kan intet, man har kær.
En hånd, der fletter kærlighed
og hvisker blidt: kom nær – bliv ved!
At stå ved åndens kilde,
og råbe at man ville:
ALT kærligheden ser.

Claus Kaas Johansen begraves i Sdr. Nærå valgmenighedskirke 12/9 kl. 11.00

http://www.valgmenigheden.dk/
http://www.fyens.dk/article/577045:Faaborg-Midtfyn–Boernefoedselsdag-hos-Jesus

Det sker at en himmel

Det sker at en himmel, tar skær som et smil,
et aftryk den spejlet om dagen,
og solen kan farve og kalde på hvil,
i himmelsengs rødmende lagen.
Det sker at en himmel kan tale med sprog,
der længes mod fremmede egne,
for hvergang der skrives i hvælvingers bog,
så læser de med alle vegne.
Det sker at en himmel kan favne de ord,
den fandt mellem ørkner og sletter,
i det vi ej kendte oplyses i nord,
et genskær af sommerens nætter.
//Astrid Søe 2012

Livet er også at lære at tabe.

Livet er også at lære at tabe,
det vi har elsket og stadig har kær,
livet er også fortsat at skabe,
morgen på ny, i sorgen især.

ved din død. 31/7 2012

Det at vågne uden vilje

Det at vågne uden vilje,
med en tanke uden drift,
horisonter uden tilje,
eje blæk, men ingen skrift,
ville give det der bærer,
løfte låget af en grav,
være nær med det der nærer,
som er genfødt i en arv.

Finde frem hvad natten mørkner,
se hvad dagen lyser ind,
bære vand i indre ørkner,
med befriet barnesind,
give lyd når ingen hører,
finde frem hvor alting svandt,
i det stille indre øre,
hvor retfærdigheden vandt.

//Astrid Søe – 2012

Det er sandt

Det er sandt at livet finder
stille steder at gå hen
det er sandt at livet vinder
alt vi tabte, hos en ven.

Det er sandt at døden kommer
som en sum af alt vi så,
inden livet går fra sommer
ind til himlens stedseblå.

//Astrid Søe 2012

Jeg kender en mand der græder i dag

I hukommelse af.

Jeg kender så mange der græder i smug,
men tårer så skjulte som sindet,
de tror det er sådan i skik og i brug,
man handler i sorgen og mindet,

Jeg kender et folk der passerer forbi,
en anden der står midt i døden,
et folk der for sorgen hellere er fri,
og frygter før alt, aftenrøden.

Jeg kender et land, hvor en gråden er guld,
hvor sorgen er åbent tilstede,
i landet hvor døden os skaber til muld,
er åbenhed mindernes kæde.
 
Gå over en gade og kryds hver en vej,
gå menneskesorgen imøde,
for hvergang det smerter i andre end dig,
vil alle menneske bløde.

 Jeg kender en mand der græder idag,
en mand der har tårer for livet,
en mand der blir stærk og slet ikke svag,
for kærlighedssorgen er givet.

//Astrid Søe 2012

Visdommen har korte ben

Visdommen har korte ben og holder tit i hånden,
i frimodighed der kan det give svar på ånden.
Hvad er liv og hvad er død og hvorfor skal jeg være?
Sæt dig ned og lyt, hvad barnet ved om alt det nære.
Tættest på forstandighed, i kærligheden dannet,
i oprindelsen der kan man lære et og andet.

//Astrid Søe 2012