Når frosten tvinger


 
 
Melodi: Er lyset for de lærde blot?

Når frosten tvinger, dagen gryr,
med liv i himmelsale,
da tågevinger alt fornyr,
og himlens engel tale.

Vær stille hør; et håb er tændt,
med lys og nye toner,
for dagen den er atter vendt,
mod træets stolte kroner.

Fra roden løber livets vand,
I årer gennem stammen,
og mimers brønd blir klar og sand,
mod fenrisulvens glammen.
Da gjalder Heimdals horn og håb,
i kor med englestemmer,
i vinterfrost er dagens dåb,
opstå, hvad hver fornemmer.

I træets krone gemt og glemt,
forladt, en lærkerede,
Hvor håbets strofe indeklemt,
nu føniks vinger brede,
Hvor sneen faldt og modet steg,
den strenge kulde sendte,
en kærlighed, så frosten veg,
Og juleglæden tændte.

//Astrid Søe 2012 – www.livsoplevelse.dk

I mellem mand og kvinde

I mellem mand og kvinde er der sjældent det blir sagt//det som kærligheden vagt//denne nytteløse måde der blev hvisket; du og jeg//vi skal gå og finde vej//fuld af forår viser vejen//ingen steder man kan gå//for i denne tid at nå// i det mindste gror det største//inderligt med rod og regn//du blir hullerne i vejen//fuld af intet der kan bære//dette svære//dette nære//som en glans af evigheden//i et spring mod fastetiden//fuldblods menneske og hjerte//uden fortegn eller varsel//stod du ved og stod du op//som et genfærd af en krop//lys af liv og uden mage//ganske stille alle dage//mens syrener satte blomst//blev du liv og farven kom//ikke set og ikke tom//som en rejse gennem blodet//som en svimmelhed i hovedet//ny og næ og nattetimer//fuld af fryd og stjålen tid//kloge kærtegn//engleblid//forefinder frit forstanden//hold nu kæft og kys hinanden.

Astrid Søe 2012

juletravlhed julero


Se, tiden løber, tiden går
der gik en uge, måned, år
snart er det sommer vinter vår

og pludslig er det juletid
hvor æbelskiven får et bid
og tanken bliver engleblid

men det til trods, skal meget nåes
en ønskeseddel, hvor mon det fåes
og husk en økologisk gås

åh Gud, vi nærmer os pas på
så sæt dog tiden lidt i stå
før håret skifter om i grå

Hvis tiden gik på listetå
så ku du heller ej forstå
hvorfor du ingenting kan nå

for jul gør skæv og skæg og skør
og gør dig travl og tankemør
hvergang den banker på din dør

så hvis det virklig rørte dig
var gaven købt før midt i maj
og fryseren fyldt med brunkagedej

jeg tror de fleste hygger lidt
med det at være ud’ af trit
lad tiden løbe og sig skidt

du når det det jo hvert eneste år
og der går sikkert ingen skår
hvis du har gråvejr i dit hår

-det retter sig til næste år..

/Astrid Søe 2011

Hverdagsengle!

Har været udgivet på magasinet NOVA 2008

Hverdagsengle.

En fredag morgen med sejlende opvask, papirbunker og lege rod.

Så gik den uge, med tre børnefødselsdage og den ældste dreng, der med følsomt sind proklamere at han havde en særlig gave til lillebror, nemlig venskab. Indpakket i gavepapir kastede han sig i lillebrors arme, men knus, morgenhår og evigt troskab.

En uge med hente-bringe kørsel og voksen undren, da tre drenge under 6 år, på bagsædet skråler Nik og Jay’s hit: Boing, Boing. Hendes røv går op og ned, ligesom en FJER.

Næ drenge, ikke fjer, tænker jeg, fjeder.

Har lige hørt sangen det sted hvor jeg hentede børnene. FJEDER!

Mit Mariehønen evigglad modtræk, drukner fuldstændigt. Kvalmende, men nutiden sex-sange i børnehøjde. Sad jeg ikke bag rattet i bilen, ville jeg lukke øjnene og ønske at de ikke spørger hvad sangens ord betyder.

Moar? Hvorfor har pigen fjer? Hmm, py ha, reddet igen.

Tja, svarer jeg lettet, måske er hun en hverdagsengel?

Moar, hvad er en hverdagsengel?

Jeg svarer med at spørge, hvad en engel er? Min ældste mener at en engel er et dødt menneske der bliver elsket af dem der lever endnu. Jo, mor, vores kærlighed er englenes flyvestøv. Hverdagsengle, siger jeg, mon ikke det er sådan nogle levende nogen som jer, der er super dejlige hver dag. Sådan nogle man bare elsker fordi de er lige som de skal være. De kikker på hinanden, griner og vokser et par meter på få sekunder. Hjemme igen kommer min kæreste forbi og drengene synger fjantende Nik og Jay for ham. Han ser på mig med et, ok? Blik.

Så kommer familie indrykket. Boing, Boing. besynderligt at familien møder min nye kæreste til underlægningsmusikken af Nik og Jay.

Fredag morgen vågner jeg med huset fyldt af hverdag. Festerne er forbi, gæsterne gået og intet er hvor det plejer at være. Børnene ud af døren, med fredagsglæden, frimodigheden og frikadelle madderne.

Godt så. Oprydning, orden, samling! Hvor begynder man?

Ingen steder. Ikke i dag.  I dag vil jeg begynde med Benny Andersens om lidt er kaffen klar, med Dan Turell’s jeg holder af hverdagen.

Jeg vil sidde drømmende og håbe på, at der snart vil gå et menneske op af havegange og banke på min dør. Jeg ville normalt, inden det menneske når frem, nå at få øje på vedkommende gennem vinduet, løbe ud i køkkenet og smide opvasken ind i ovnen, hvor den kan stå gemt bag tonede ruder. Jeg ville normalt forsøge at gemme sidste ugen ufattelige travlhed, mange fester, store foretagsomhed. Der findes stort set ikke noget værre end at få uventet besøg, når hele huset sejler i legetøj, vasketøj og opvask. Jeg ville normalt, i det mindste, med ansigtet i beklagende folder, berette om den travlhed her har været. Og mens jeg forklarer, vil jeg børste krummer af stolen, flytte en kop og samle vasketøj sammen.

Men denne morgen vil jeg lave kaffe og stå ved det. Denne morgen vil jeg gæstfrit tilbyde enhver husets bedste plads i sofaen, den med mest hverdag og flest brune sovsepletter fra i går. Velkommen til, vil jeg glad sige. Som du kan se, ser her ud, ligesom hjemme hos dig. Og du kan roligt regne med at næste gang, er det mig der kommer hjem hos dig, uanmeldt og slår mig ned, midt i tumult, hverdag og brun sovs.

Så vil jeg lade livet stå et øjeblik. Ringe til kæresten og spørge om han vil være med til at være hverdag, hver dag. Bruge formiddagen på at elske dagligdagens ukueligt uoverskuelighed. Gribe engleforkyndelsen med fjerlette budskaber. Boing, boing, som et hop over til tilværelsens egentlige overskud.

Nyde befrielsen ved ikke at stå klar, ikke at bruge ord på at undskylde det helt naturlige rod en nærværende hverdag bringer.

At stå ved det hele. Ikke det halve, ikke de andre. Men stå ved en fremmet hverdagsengel der går op af havegangen, ind af døren og tør slå sig ned, i det inderste af brun sove og liv, helst en i hvide bukser, så der kommer et afslørende aftryk af ugen der gik. Og jeg vil stå tilbage og se det menneske gå igen, op af havegangen med sovsepletten på røven, der går op og ned, som livet.

Evighedens kys på panden

Med ønske om en smuk vinter og en glædelig fredfyldt jul til alle mennesker i hver en tro, tanke &  tilværelse.

Astrid Søe

Evighedens kys på panden

Tone: Det er hvidt herude.
Tekst: Astrid Søe

I decembers mørke
gror til trods for jordens tørke
spiren frem af vores sind.
De som elsker, bringer våren
trodsigt elskov tørrer tåren
bort fra vintrens frosne kind.

Hvor de hjerter længes
efter tiden hvor de stænges
i et fælles toneslag.
Midt i årets sidste drejning
skrives ind på livets regning
-Hjerteslag, decemberdag.

Kærlighed er varme!
Og i julens strålearme
ordets højtid giver sprog
til de folk der gir´ hinanden
evighedens kys på panden
fælles navn i livets bog.

Først og sidst fornemmer
de som elsker, engles stemmer
sang om julebud og håb.
I de gamle ord der sagde:
at det skete i de dage
ligger kærlighedens dåb.

Kærlighedens banken
-er musik der rører tanken
skaberkraft til alle ord.
Kærligheden bor i alle
midt i mørket vil den kalde
og du genkende dens ord.

Fuld af fordums ælde
ser man elskov overvælde
ensomhedens trange kår.
Kærligheden bliver frugtsom
midt i sneen livet nedkom
med de ord der ej forgår.

Lad de læber mødes
som kan mærke, livet fødes
i en krans af kærlighed!
I de ord vi gir hinanden
der er våren genopstanden
-vores ord er træets ved!