Det daglige brød – kend det på knækket

Rød(lige) regeringer giver altid oprør – hvorfor? fordi den rødlige/grønne vælger er typiske debatlystne mennesker der end ikke går i vejen for at tugte dem de elsker. og så vil de have retfærd for de svage. Sådan er parolen. Det vil den blå fløj også, men andre ord, men alligevel. Og hvem vil ikke det? Vi er jo i grunden bare danske og for få til at spilde en eneste.
Men den røde fløjs vælgere råber højt.
Vi har set det særligt tæt i denne regeringsperiode. og hold nu k**f en vanskelig opgave det har været.

lad os lige begynde med at skrabe knækbrødet for smør og slaske det tilbage på kanten af kærgården med krummer og kvalme og se op den arv, den globale krise, den siddende regering fik i morgengave.

Det har da været vågne mareridt for enhver folkevalgt, for enhver borger og for enhver vågen erhvervsdrivende.

Og der er blevet fægtet og forsøgt at krænge det sidste tandpasta ud af tuben. Helle, Margrethe, og de afgåede SF’ere har taget bæltet frem til de ellers så moderne hængerøvsbukser og lavet en olfert på danmark. Det er sgu egentligt modigt nok som sådan, men har kostet ufatteligt meget undervejs… også tillid og dyrebar viden.

lærerne, børnene, skolerne, de gamle, de svage, den under 02, vejkantsbyerne, udkantsdanskerne, de handicappede, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, su’en, dong, nets, tilliden.

…og ville det have været anderledes under en blå regering? Nix.

Ingen kan navigere skuden i fasttømret kurs gennem en krise.
Det koster at side med og ved magten og hvor mange jublede da vi fik den nye regering, er lige så mange skuffede nu.
Hvorfor? Fordi der kun er en vej ud af krisen: den der gør ondt på borgerne. Skæres for den sorte stær, skal nu øjne mange… og det bliver de, igen og igen, til vi kommer i sikker havn.
Det synes måske grimmere når det er en rød/magenta farvet regering der griber stæren om struben? Måske, men socialismen går sgu også med kniv under kriser.

Jeg er også skuffet, på min egen utopiske måde, for jeg vil så gerne at vi bare alle sammen er venner eller noget – fuck farvevalget – bare det er, fulltime, fullrate.
Men jeg er ikke så blåøjet at jeg ikke kan se at kirurgen er nødvendig.
klip en hæl og hug en tå.

Kunne vi have klaret det uden kniven? næ, det kunne vi nok ikke.
Men måden vi skærer kan vi godt debatere og vil blive ved med at debatere – længe endnu.

I sidste ende handler det om hvordan vi holder sammen under en krise. jeg er egentlig ret stolt af befolkningen. Der har været en fabelagtig fornemmelse for det vi nær havde glemt under de smækfede 00’ere – nemlig det at være i et skæbnefælleskab.
Vi vågnede alle sammen i krisen og tænkte, talte, samtalte, demonstrede, viste vilje og frivillighed. Der groede noget frem vi havde glemt. fornemmelsen af hvad det er at være et folk.
Debatterne glødede og pøbelvældet gravede sig ud af grøften og gik til bal i den borgerlige. Lokumsbrættet blev ikke slået ned og vasketøjet hang med, “end ikke stol på pink hjælper”, bremsespor til kik på hver en tørresnor. Det er jo sundt nok.

Det har kostet og det har været hårdt, men alligevel, nede i smøret og krummerne på kanten af kærgården, en fornemmelse af noget godt. Noget helt og rigt der har sejret.

Vi står nu med en hel del reformer, men intet paradigmeskifte.
Jeg havde håbet på at krisen tog flere skift med sig i tankegange politisk – at den tvang til nytænkning.
Der er endnu ikke nok af nyt, men det buldrer nedefra…
For der er alligevel er der et skifte i folkeånden.
Kriser har den godhed at minde os om hvor små vi er, at minde os om hvor sårbart vores land og folk er.
Intet er givet for evighed.
Altså kan vi bruge krisen til at finde sammen om noget der er langt vigtigere end bare smart-tver på afbetaling og nye silikonebryster.

Hvad lærde vi undervejs? Meget.
Vi lærde at der nu ikke længere er plads til overflod, men at vi skal være og leve bæredygtigt.
Vi lærde at vi alligevel, når det gælder, holder om og af de svageste i samfundet og kæmper for og med dem, nedefra i folkeånden.
vi lærde at verden i nød og strid er skrøbelig og at vi må stå sammen for at ændre det billede.
vi lærde at ytre os, at bruge muligheden for at blande os når det gælder.
Vi har lærd meget, på tværs af tidligere tiders kultur og økonomiske skel.

Finanskriser kradser, som fattigmands hotdog uden pølse.
men den maglende pølse er føelse – kend den på knækket – for det knæk og den krise gav folkesammenholdet tilbage.

Det vil jeg holde på, for det at mangle “noget” giver et blik mod dem der har og det at dele, men hinanden for hinanden.

I morgen er der nok endnu en reform, endnu et tiltag for at tilpasse samfundet til de nye tider.
Kan vi måske smide kageformen ud og begynde at nulre kagen mellem fingrene og lave små figurer der i sidste ende smager godt af håndsved og kærlighed.

Jeg tror sgu egentlig godt vi kan forme samfundet fint og folkenært.
Om fålov, det er jo blot en lille klat land, men få millioner håbefulde der kan og vil – også uden ret og pligt.
———————–
opdatering:
men… så så jeg hvem der er rendt med stemmerne… og så …. nah

Ding DONG. Et krisekvad!

M


Ding – DONG. Et krisekvad!
Melodi: Spurven sidder stum bag kvist. Carl Nielsen 1926
Tekst: Astrid Søe 2014

Gråspurv sidder stum bag kvist; 
for ingen fyrer for den!
Tis i trussen varmer vist

når nogen sælger potten.
Ding – DONG! Aktien går
Som en ELskerinde,
knald og fald og slikke sår,
en mølle uden vinde.

Corydon vil sælge ud

af arvesølv i krisen.

“Sugardaddy” han er Gud

det lyder vist devisen.

Ding – DONG! Aktien får,

“blowjob” der kan suge,

under bæltestedet går,

mor Danmark, fordums frue.

Krisen koster, det forstås,

og noget må vi gøre,

kyskhedsbælte, nu med lås?

havmøller på det tørre!

Ding – DONG! Aktien får,

bud fra alle sider,

kam til danmarks røde hår,

oprør i individer.

DONG må knibe ballerne,

og ingen vinde slippe!

Rom fik has på Gallerne,

værn om dit nøgleknippe.

Ding – DONG! Aktien sucks!

udsalg, sparetider,

luk nu røven som Ford Knox,

for “Goldmann” ingen gider!

//Astrid Søe 2014

DONG-Digt – Og undskyld på forhånd for de ulødige ord. “Kagedåsen” er åben…
Fortsættelse af debatten om DONG, sang nr 2, kan ses her: http://astridsoe.blogspot.dk/2014/01/ding-dong-2.html?m=1

#DONG #Dkpol

Spar(K)

Der skal spares på de svage,
Der skal spinkes, strammes ind,
Der skal skære af den kage
Gennem marv og ben og sind
Der skal hules ud hvor livet
Allerede koster alt
Dem med skæbner der har givet
Dem et liv de ej har valgt

Hvordan kan vi velfærd tale
Det at stå på lige fod
Hvis de svage de betale
Deres lykke, håb og blod
Vi har love fyldt med løfter
Om at værne og stå ved
Men der graves stadig grøfter
Der er tidsler i det bed

Der er mennesker der længes
Mod et hjerte menneskesyn
Og hvor livet ikke flænges
Af et mørke fyldt med lyn
Der er ingen født i danmark
Med en skæbnevej af sten
Der bør mødes som en brakmark
Værdighed gir ikke men

//Astrid Søe 2013
#handicapdebat

Solen er så rød mor

Solen er så rød mor,
og himlen er så blå,
livet er så smukt mor,
men jeg kan ej forstå,
hvorfor dem i politik,
de slåsser dagen lang?
kan ingen rigtigt sætte skik,
på deres ene gang?

EU er så stor mor
med stjerner på et flag,
hvad tror du de sir, mor
i kampen for en sag,
skændes de på deres sprog
og holder de mon ord?
hvad står i lovens store bog
og hvad tror du de tror?

Hvorfor på jordkuglen,
er nog’n der ikke må,
være med i hulen?
det ka jeg ej forstå,
skulle alle ikke gå,
og glædes samme vej,
værsgo du må min bamse få,
med knus fra mig til dig.

Hvorfor bli’r det svært, mor
med kold og bitter vind ?
Hør en krise kradse
den mjaver og vil ind!
Borgerne er blanket af
har ingen sted at bo.
se, nu stryger de et flag,
men ingen bygger bro…

//Astrid Søe 2013
#EUKRISE

Fastelavns finanskrise

Finanskrise – we love you so!

Kriser er altid sunde – på den vis at de udvikler mennesker og giver opdrag til nye måder at sætte til og fra. Samtidig sætter de debat og levevis under lup og æder sig ind under huden på selv whiskybæltets beboere.
Tendensen er klar. Når der er krise gør det ondt på den der kun har lidt i forvejen, dem der mister noget eller meget. Og så er der hele den anden og største del af befolkningen. Den del hvis største afsagn er nogle “chokkerende” overskrifter i dagens avis om slankepiller og medina. For krisen trækker overskrifter og sætter dagens optik og hver dag skal og må vi forholde os til de mennesker og den verden der er omstyrtet af krisen. Det er ikke til at holde ud eller holde af, at alle aviser graver i gravhøjde. Hvad blev der af god gammeldags bladsmørreri om succes og storhed? Dermed bliver krisen en allemands samtale, uanset om den fylder eller ej i hverdagsøkonomien.

Værste tendens er fastelavns maskeraden hos de mellemklasserige koner i midtfyrrene (Altså mig selv agtigt: av den sved hva). Dem der gik “all in” med Alt for damerne i start 90’erne og agerede “happy chick” da moden og bladene dikterede det, og de der spiste spelt til de bækkede sig gennem 0’erne bare fordi det ligesom var sådan den skulle vinkles. og var så fucking flinke fordi moden/medierne besluttede at vi skulle være dannede.

Nu leger vi igen, noget nyt, med nyt kostume og nye folder i ansigtet – helt uden rynkecreme og you’re worth it, tags.
Nu “leger” de nøjsomme – ikke af nødvendighed, men fordi det nu er nyeste sort og in at gå i genbrugsen og gå i hundene..
Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen penge har, så går Nørregades bageri konkurs og det er jo rent af helvede til, for har du penge så kan du få, men har ingen så må du gå!

Jeg elsker jer/os som I/vi er, men hey, behøver vi alle gå rundt og lade som om vi er midt i noget vi ikke er, hvis vi ikke er det? Som om en kunstig nøjsomhed en en reel hjælp til nogen som helst. Jeg vil da hellere se dig bruge dine kroner på noget der gør dig glad eller på dine medmennesker – gi en skærv eller noget.
At du kunstigt bremser op og ligefrem “leger” fattig og nøjsom er en direkte hån.
Så Ja, jeg mener det: ta nu bare på champagnebar – den skulle jo nødig nå at gå konkurs før moden igen skifter og forbrug igen bliver en almindelig størrelse.
For det er umoderne at forbuge lige nu, modsat for få år tilbage. overforbruget var ækelt, for meget for usundt og forkert, men det vi nu står i er lige så forkert og kunstigt.

Og det er ugleset at købe rejer i lage, når 150 på frost er billigere. Mølken til 4,75 fra bur-koen er mere in end økolet til 12.95 – til trods for at de der har råd til den økologiske mælk, i årevis har prædiket at alle dem der ikke købt øko var nogle dyremishandlere. Men når der er krise og nøjsomheden bliver moderne, så koster det for koen.

Jeg har det egentlig både roligt og afballanceret med at mine medmennesker er og tjener forskelligt. Måske synes jeg netop det er det der gør en dagligdag spændende. At kende både rige, middel og reelt fattige, der alle får der bedste ud af deres vilkår og gør deres for at enten ændre det eller vedligeholde det. Jeg får på ingen måde noget mordene kick ud af at se dem der har mere end nok lege nøjsomme – gider I ikke bare lade være! Det er så uklædeligt at se dejlige voksne mennesker lege fastelavns fattig og mådeholden bare fordi moden dikterer det…Be om… Nå men, jeg må også heller smutte nu, skal lige i genbrugsen og købe mælk..

Hvem har tisset på min sukkermad?

Der er nogen der har taget
det jeg troede på i går
der er nogen der har vadet
rundt og grånet i mit hår
der er nogen der har tisset på min gode sukkermad
jeg gik ellers rundt og var så tossetro og mega glad

der er nogen folk der siger
vores land det er kaput
brudte veje, hul i diger
løfter lugter mest af prut
men når jeg går tur på molen med min lille hund i snor
tænker jeg at der må være hvad der skal til mig og mor

jeg ka købe mig en kage
malet helt af Dybøl til
og jeg tror at den vil smage
som nu krisekage vil
jeg kan løbe hen af vejen, falde ned og slå mit knæ
glædes hvis jeg ikke falder i flaghængt hundebæ

Jeg kan gå i biografen
hvis jeg mangler håb og mod
se med gys på aktiegrafen
wallstreet flyder jo med blod
så jeg tror jeg tar billetten til et varmt og svedigt sted
og jeg tror jeg tar min hund og gamle gode moar med

det jo det med livets glæde
den skal nydes mens vi kan
det har altid været sådan
jeg ku nyde i mit land
men nu går jeg rundt og tænker om der er et bedre sted
man kan stege frikadeller, sovs, kartofler man ka æd!

Hvis jeg står på Mols og skuer
med mit store klodesyn,
ser jeg skyerne der truer,
over landet over byen,
men alligevel er lysten mod mit folk og deres mod,
noget indfødt der gir ilt til både tålmod og til blod.

//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk

Den Danske Bank

Den danske Bank
Melodi: Carl Nielsen, 1926 (Den danske sang)
Den danske Bank den er uden lige
den går og tømmer det danske hus,
den er et barn af de fordum rige
hvor indkomst var et champagnebrus.
Den danske Bank når din mønt den klinger,
har klang af klokke, gebyr og sold.
I mod os cruiser på brede vinger
en saga tone fra skat og told.

Al indkomst ynde og låne vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal banken rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og kriser kradser,
men lån og løn kræver stadig stål,
nu syr vi lønnen ind i madresser
og spytter ned i en offerskål.

Så skrig da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er rentefrit,
og lære kan vi af bankskandale,
I sparker kun jeres eget skridt.
gebyr på løn og på aldershvile,
pånær de folk der har mer end nok,
Du danske bank, du mod afgrund ile
nu kunder melde sig ud ad hoc.

//Astrid Søe 2013 – www.livsoplevelse.dk
#Danske Bank #Drilleri #Gebyr

Krisen er skredet…

Jeg ser i avisen
at nu skrider krisen
og aktien går op
over grafernes top
og bankmanden ler
og låner til fler
fru hansen får fregner
revisoren regner
bageren bager en kage med skum
men hvad nu med dem der endte i slum?

Jeg ser i avisen
at nu slagtes grisen
forbruget skal hæves
og skatten skal tæves
for tænder de koster
og nyren til moster
og skole og park
tourist og monark
og nogen er sure på røde og blå
du redte selv sengen, det må du forstå!

//Astrid Søe 2013

Oh Danmark…


Melodi: Vort modersmål er dejligt

Oh dummerhoved danmark, du lille pose jord,
kan du da ikke se at man må så, førend det gror?
At frihed ej er hellig, men kom med renter på,
for frihed fostrer frihed, og tryghed til at tro.

Hvad glemte du derude, mens du var udenlands,
og leget med de store der byder op til dans?
Du hjemkom uden trusser og hjerteslag i bryst,
og selvom mange piver, så er der ingen trøst!

Nu fryser du om røven og går på tilbudsjagt,
du mobber og du river, jeg sir’ dig det blir’ sagt!
så på med mamelukken og vanten om din hånd,
på røven er man hvis man ikke vedgår arv og ånd.

Jeg husker dig som lille, en skøn og vilter sag,
dig vil jeg altid elske og ære hver en dag,
nu går du rundt og blotter, din sjæl og sølle skød,
hvorfra i fordumstiden så meget frihed flød.

Ihukom hvad vi ville – og vil og tror og kan,
vi er trods alt et stormombrust og ganske lyk’ligt land,
stå fast og værn din vilje til tillid og forstand,
og har du tabt forstanden, så spør dog menigmand!

Det mig der står herude og banker på din port,
og hejser flag i haven og i en hundelort,
det mig der gav dig livet og værnet om din ret,
hvor vover du at sige, du nu er blevet træt.

Stå op din dorske frøken, til lands, til vands, til bud,
tag på din brudekjole, dit allerbedste skrud,
Vi vil dig gamle danmark, gå ud og byd dig til
jeg siger JA for fanden og Gud om hvem der vil.

Det nytter ikke meget, du knalder udenom,
min indførsret er det at gi dig liv og være gom,
vi bygger op fra grunden, hvad krisen åd af sten,
i kærlighed så skaber vi sgu nok en lille en!

//Astrid Søe 2013 #I al kærlighed – Basta!
www.livsoplevelse.dk

Kassér kasserne

Det øjeblik man endelig må tænke ud af boksen,
er øjeblikket hvor man ved: Nu er jeg blevet voksen!
Fra vugge, børnehave, folkeskole, gym og andet,
der skal man tænke regelret, skønt det er så helt forbandet.
For hjernen kender ikke til at dele ind i bokse,
og hvis man gør, så kan ens hjerne ikke gro og vokse,
for hjerner de er lavet til at finde snirkelveje,
og finde på en ny ide og skæve tankelege.
Jo hjernen er et fint organ, et instrument af snilde,
så slip den fri og lad den gøre som den gerne ville,
for hvis vi former hjernen om og gør den til en kasse,
så får vi mennesker der bliver ganske utilpasse,
for der er ikke længere ideer eller påfund,
og så det slut med vores kreative lille samfund.
//Astrid Søe 2012