At fejle er at leve.

Der er nye statistikker der har opregnet at unge der tager et år ud af uddannelseskalenderen klarer sig bedre end dem der tager den lige vej.
Det kan umuligt undre nogen, efter flere hundrede års oplysningstid og livsoplysningstone.

Og hvad har vi i det politiske landskab lært af det?
Af dannelsen, af reflektionen, af tvivlens nådegave?
Vi har indført fremdriftsreformer, flere krav, mere af mere og mest af alt “noget for noget”.

Imens et sted i Danmark, ude på de brolagt gader og på markstierne, sidder der tre brødre.
De har grebet livet helt forskelligt an.

Den ældst kan hele det latinske leksikon og byens avis, for de sidste tre år, udenad.
Den mellemste bror kan alle lavsartiklerne udenad, og det både forfra og bagfra. Og hvad hver Oldermand ville vide. Brodere seler kunne han også. Han var fin og fingernem. (datid for semi blød mand)

Den yngste bror holdt fjumreår. Han havde fået dannelsen ind i tilværelsen ved at træde “udenfor”.
Når man træder “udenfor”, må man først vide med sig selv hvad “indenfor” er for en størrelse.

Indenfor og udenfor samfundet?
Indenfor og udenfor fremdrift?
Indenfor og udenfor sig selv?

Det er blevet umådeligt umoderne at kalde de pauser som mange unge tager mellem uddannelserne, eller undervejs, for fjumreår.
De hedder sabbatår, refleksiontår, pauseår.. fortsæt selv.
Alt sammen noget der indikerer eftertanke. Men unge har ikke den erfaring med livet der giver et naturlig eftertankerum. De skal lige til at igang med det og det kræver ikke eftertanke eller pause. det kræver livslyst og fremtidsvilje. Det kræver af den unge at de mildest talt “springer i med begge ben” på 70 tusind favne vand.

Fjumreår, synes mange klinger skidt fordi det har tydningen ” At gøre noget på en usikker eller forvirret måde”
En kende for meget “slinger i valsen” for nymodens retorik.
Men jeg kan ikke holde op med at holde af begrebet “Fjumreår”. (ja ja, det er rigtigt nok. Jeg ejer fjumreår.dk og læg vel mærke til at domænet IKKE er i brug. Det er fordi fjumren ikke har en opskrift og heller ikke skal have en fast form forfattet af os andre)

Hvad skal vi da, foruden slinger? Hvad er vi vel hvis vi ikke må agere usikkert? Hvis vi ikke må tvivle eller føle os forvirrede?

Skråsikkerhed er næsten det værste jeg ved.
Der er noget tillidsvækkende ved et menneske, en politiker, hvem som helst, der tør “stille sin tvivl” synligt til stede.

Kunne vi snart få lov at genindført glæden ved netop at forvirres, at tvivle, at undres, at gå vild og gå af omveje. Glæden og netop virkningen af at have taget fejl. at lære af det. At vokse i den fejlslagne vej og deraf gå videre af nye stier.

Find fem Fejl
Vi har gennem nogle år, debatteret karakterer og stress og elever der mister grebet, ikke bare om uddannelsen, men om sig selv.
Det bekymrer selvsagt i alle dele af samfundet.
Og hvad skyldes det så? spørger vi fra tid til anden.
Er det krav, karakterer, dovenskab, curlingsyndrom, hastighed, ensomhed, eller er det måske den samfundsgennemgribende perfektionisme?

Det er umuligt ikke at tage den betragtning med… og hov, der kom lige endnu en bus med tilbud om fedtsugning… og næ se, der endnu en bog om selvudvikling og et kursus i at blive lavet om til ukendelighed.
Fejlfrihedens fængsel er for livstid, med mindre vi øver os i netop at være os selv.
(ja ja, jeg har da også  i den grad som barn løbet rundt om en ønskebrønd for at komme af med mine fregner og mit røde hår – (den slags ville nok ikke have talt med som bevægelse tid i folkeskolereformen,) Det hjalp iøvrigt ikke og viste sig siden ikke at være en fejl, men ligefrem en fordel – ifølge min kæreste).

Men vi higer stadig efter det “perfekte”.
12 taller på karakterbladet, den lige næse, dygtige børn, perfekte hjem etc.

Grundtvig ville vrid-grine og huske os på den gamle viden: Kærlighed er at være i hinandens fejl. At elske netop det der ikke er perfekt. At vide at den perfekte findes ikke, (Og hvem kunne også selv leve op til det krav? næ vel?)
Jeg tror de fleste kender det. Man drømmer om ridderen på den hvide hest og når man så har fundet ham, så viser det sig at han, som alle andre tisser på brættet og smider vasketøjet på gulvet.
Heldigvis gør han det, det er i de fejl vi alle har, at kærligheden bliver stærk og bliver til noget varigt.
En udholdenhed i menneske først og kærlighedens væsen.
Til mere end den fremdriftslignende forelskelse der er blind som en uddannelsesreform. Kærligheden har god tid og træsko på. Kærligheden skal ikke bevise noget, som forelskelsen skal.

Livet er på samme vis som kærligheden.
En livstidsdom i gentagelser, fejlen, fjumren, stædighed, vilje, nye begyndelser og nye måder at gribe fat i det udenpå og det indeni.
Vi fejlretter undervejs, “opdaterer software”, men i bund og grund er vi som vi er. Et sammensurium af levninger af levet liv. Af gentagelser og overkomne bjerge.
Vi går aldrig tilbage til “fabriksindstillingerne” Det ville på alle måder slette vores fejl – og det i dem vi bliver stærke og duelige og finder den sunde spørgende tvivl.

Min bedste historie om det er ikke min, den er min fars og den betyder meget for opfattelsen af livet.
Da han var forstander på Uldum Højskole, var det en gængse skik at forstander og lærere modtog eleverne på deres første dag og viste dem vej til deres værelser.

Min far tog imod en ung kvinde og hankede op i hendes kuffert og gik mod hendes bosted de næste fire måneder på Højskolen.
Og hvad siger man så til sådan en ny elev?

Han spurgte hende hvorfor hun var taget på Højskole?
Jo, svarede hun, for at finde mig selv og blive et bedre menneske!
Det grundede min far lidt over og spurgte så:
Hvad med at du finder dig selv og så måske opdager at du er god nok i forvejen?

Det er et råd der er værd at tage med, også for de unge der lige nu står og skuer ud over livet og finder det ubegribeligt i den form der er tilrettelagt og tilsagt af vores fremdriftsreform.

Man kan tænke sig at de fleste der brugte en tid “udenfor” fik fornemmelsen af at få bedre greb om hvad der er “Indenfor”

“Pludder”
Det vidunderligste ved unge er at de drømmer sig ud, at de er (eller tror de er) uovervindelige, udødelige, Det er vigtigt og det er medfødt.
Der sker noget i den unges hjerne der flytter lidt af kakkelbordsrealismen og rouladeretorikken.
Den fanden i voldske vilje og det altomsiggribende mod, er nødvendigt og rigtigt mens hjernen langsomt kæmper sig på plads, iøvrigt med megen forskellig hast i den enkelte unge.
Rent hjerneforskningsmæssigt kunne man forfalde til at spørge hvorfor vi som samfund har så svært ved at greje hvorfor de unge i dag går ned med flaget.
Det fornemmes egentligt ret håndgribeligt.
Der mangler noget i vores forståelse af unge og fremdrift. Ikke bare tid, ikke bare nærvær, ikke bare fællesskab, men en reel mulighed for at prøve den uskolede hjerne af ude i livet, ude i det samfund de gennem alle barneårene har set langt efter og ude der hvor verden ender.
En medfødt drift til at tvivle og søge og hige og afprøve. Siden driften efter at falde til ro, stifte familie, skabe rammer og rolighed.
Hver ting nøje indplementeret biologisk og evolutionært i hjernen.
Det kunne også fornemmes derhen at fremdrift (Smag ordet frem-drift – en indbygget biologisk drift? ikke efter sex, men efter at komme først? at komme frem? til hvad? for hvem?) altså, livshast gør noget i vores unge der ikke er af det gode.

Den yngste bror, i den beskrevne familie fra begyndelsen, har ikke fået købt Nike løbesko. Han er nok heller ikke til Maratonløb. Han går kun i træsko.
Det gør han, billedligt, ikke bare fordi han måske er fra landet, men fordi det er umuligt (har prøvet) at haste i træsko.
Man forsinkes i hvert skridt man tager undervejs.
Det kan først forekomme en at være tungt at gå i træsko, når nu eventyrfortællerne også sender syvmilestøvler med Zolando. Men træsko gør noget ved levemåderne.
Det bedste ved træsko er at de kan samle “Pludder”.
At de utvungent kan rumme en opskrift på dannelsen og på livets mødested mellem “Indenfor” og “Udenfor”.

Den gode Søren Kierkegaard siger så skønt:
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand? (Fra Enten-Eller)

Gramsespektrum. 
Alle vi halvgamle fjolser sidder i det hver dag. Deadlines, togtider, bilsyn, årsopgørelser, møder, tider.
Vi drømmer da også om at tage en uge eller et år hvor kalenderen blev kastet til småt brændbart, men når man har børn eller unge i husstanden kører man dobbelt tidsregnskab og dobbelte kalendere.
– Jeg har ikke nogen ide om at modvirke mine unges fjumreår.
Jeg kan ikke få øje på hvad det er de skal nå, som er vigtigere end at gramse lystigt på livet som helhed.

Når det hele går i ged
Da min nevø var lille, blev han bedt om at komme til bordet og spise sin aftensmad.
Han sad midt i at tegne sin største passion. Mangategninger.
Kom nu, sagde hans far, du skal have noget mad så du kan blive stor og stærk!
Min nevø svarede: Jeg vil ikke være stor og stærk, jeg vil bare gerne være god til at tegne.

Det med at tegne blev han aldrig rigtigt god til, men han bevarede sit blik for kreativitet og fotokunst.
Det var en vilje hos ham, som så mange andre børn der har passion og virkelyst. oprigtig drift og oprigtig interesse.

Når vi taler om fjumreår er det også tit en mulighed for at genhuske de passioner, de drifter, de interesser og de indlevede livsdannede lyster vi har haft undervejs. De drømme om livets veje vi rummer og den smukke tvivl og udenretningsorientering der råder hos børn og unge.
MEN, det er i langt højere grad en tid hvor man netop skal snuble i snørebåndet. Afprøve, famle, fjumre, forundres, forankres. Tvivle og turde.

Det er ingen hemmelighed at jeg er ganske læringsbetaget. Holder umådeligt af vores uddannelser, skoler, læringsrum.
Men at de er svaret på livets gåde? – det kommer jeg aldrig til at tro på.

Der er for lidt “pludder” og for meget fremdrift.

Det kan jeg lide! Sagde kongedatteren. Og du kan tale og dig vil jeg have til mand!
Og de levede dannet hele det fjumreår i stor kærlighed til hinanden og hinanden fejl.
(Uden tvivl med gedebukken i fodenden.)

De to ældste brødre har det også godt. De har fast arbejde og fed løn og et årsabonnement på M, for kongedatteren fik de ikke.

Så er den ged barberet.

/Astrid Søe

Link til artikel om “Fjumreår” pr. statestik: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE3222361/efter-huen-flere-sabbataar-hitter-igen/

Læs evt. også følgende under samme emner:

Livet er en mesterlære vi ikke må miste

I et åbent forhold med danmark.

Elskede Danmark.

Vi har været sammen i 40 år, på godt og ondt, i medgang og modgang.
Vi har elsket hinanden dybt og inderligt. Fundet hinandens følsomhed og sprækker, hinanden glæde og forunderlighed.
Det betyder noget at være så nær på dig. At kende din krop og dit sind og din sjæl, fra mindste krumme til største bedrift.
Vi kan noget du og jeg, derfor holder vi uløseligt sammen, vi holder af og om, vi tager i favn og rummer.
Der har været svære tider, danmark, tider hvor du svigtede det vi havde sammen, hvor jeg syntes du gav for hurtigt efter eller så med lange blikke efter andre og yngre end jeg. Og vi talte om det danmark, vi talte og græd og mødtes og skændes og fandt på bunden af pandoras æske det lille håb der gav os mod på at genfinde.
40 år er lang tid, elskede du, meget lang tid og et tålmodighedsarbejde. vi sliber stadig kanter og fletter hjerter, men vi er her, i samme åndedrag, i det der flytter bestandig og betyder noget.

Jeg ved godt jeg nogle gange har forladt dig, rejst til fremmede steder og fundet indsigt, men jeg har bragt det med hjem, kære, hjem til dig og det vi har.
Der er noget helt igennem trygt ved dig, dit overskud, din måde at forstå og møde din omverden, din gammelkloge maner og dit måde at forme ordene på, langmodigt og smagende mellem læberne.

Vi har skabt et godt grundlag for vores næste, for vores afkom, og hjulpet dem undervejs til at tro på både fortid, nuet og fremtiden. Vi har også snublet i ansvaret og glemt ting undervejs, ting der kan betyde noget. Og jeg synes vi lige nu mangler noget nærvær, både for vores omgangskreds og vores hverdag. Jeg synes måske også at du er begyndt at vælge for mange fra, mennesker der kunne have haft en betydning for os. mennesker der ikke lige ligner dem vi plejer at omgås. Det er som om du ikke helt forstår at vi ikke alle sammen skal være ens, som om du er begyndt at trække dig lidt sammen om dig selv?  Du skal ikke være bange for dem du ikke kender, du kan regne med at de vil bringe godt.
Måske er du bange for ikke selv at slå til, at du bliver sat i skyggen af dem der kommer med nyt blod? Tag det roligt, gamle klippefaste dig, du har intet at frygte. Der er ingen der vil tage noget fra dig, der er ingen der vil tugte dig. Du bør finde fred med dig selv.
Nej, jeg er ikke vred, bare skuffet, måske lidt nervøs over din drejning. Alligevel må du altså se at åbne armene igen. Selvom du synes det er svært.
Du og jeg, vi finder altid tonen igen og prøver og gør det så godt vi kan vi to, det er nemlig kærligheden. at vi mødes og vil hinanden.

– Men jeg længes, elskede, efter mere.
Jeg ved godt du bare tror det er fordi jeg nærmer mig en af mine perioder, en af valgperioderne.
Du har sagt det så tit, at jeg bliver vrissen og kampklar når vi nærmer os, men det er min natur, du vidste det dengang vi mødtes første gang, du viste selv vej og ville det opdrag, at vi skulle stå fri i vores holdninger, at vi måtte sige og mene hvad vi ville.
Og danmark, det elsker jeg dig for.

Jeg synes det er svært for tiden at vide hvor jeg har dig, du virker svingende, som om du læner dig første til højre, så til venstre, så står du midt imellem og vakler igen. Måske er det en midtvejskrise vi har, jeg ved det ikke.
Jeg ved at du og jeg selvfølgelig stadig efter alle de år ikke er enige og nok heller ikke bliver det, selvom vi elsker hinanden.

Jeg husker nok at du da vi var unge, syntes jeg fjumrede for meget rundt ude i verden, lige i studietiden, men du holdt ved og jeg syntes nok du brugte lidt for meget tid i skuret med din hobby og din gør det selv tendens.

Din krop, din vejrtrækning, dine kys, danmark og at holde dig i hånden. Holde om dig når du er faldet og trænger til at læne hovedet træt mod min skulder. Dine kys når jeg græder over den store verden og din jalousi når jeg begejstres over den.
Vi ejer ikke hinanden, men finder plads og hjerterum.
Jeg ved bare at vi bliver gamle sammen, det ved jeg, gamle og skrøbelige.
Jeg lover det, for jeg elsker dig – men helt ærligt. Jeg håber det er ok med dig, men jeg vil gerne om vi fremover kan have et åbent forhold i stedet?
Jeg håber du, som jeg, vil se andre, mærke dem, forstå dem, ville dem, længes efter dem, brænde for dem.
Det er lidt som om det er blevet lidt for tæt, symbiotisk, med du og jeg. Det er ikke fordi jeg vil gøre det forbi, jeg vil bare gerne en masse andre også-
Kan vi det danmark, et åbent forhold?
Lade grænserne slettes og give fri til at ånde og leve?
Hvad siger du?
Med åbne arme!

Elsker dig –
Din Astrid