Fremmet

At vågne op, genfødt på ny
trods det at alt er genkendt
at være fremmet i sin by
når man har været udsendt

at mildne hvert et velkendt strøg
og genopdage egne
at spire som et forårsløg
og favne sine egne

at misforstå et sprog så spagt
at lytte, men ej høre
at se en grænse kalifat
som ingen vegne fører

at sprænge dør og mur og is
at kaste alt der tærer
at se at verden genbefries
i stort og i det nære

At vælge samfundet fra og til


Nå men, da jeg stod op i morges nynnede jeg uforvaret “Se nu stiger solen af natmørkt hav” og imens jeg lavede kaffe og tænkte på at jeg havde glemt en vandmelon ude bag i bilen og noterede mig at det rugbrød jeg købte i går var muggent igen! Bager, tag dig i agt, der kommer igen en muggen kunde, – så slog det mig at det løfte jeg gave mig selv engang i fordumstid, bag gravens kæmpehøje, løftet der sagde at jeg hver eneste levende morgen skal tage stilling til om jeg d.d. er en borger. Om jeg kan vælge mig ind i samfundet, tage det på mig, ville det, handle i det. Det løfte tog jeg ikke i dag.

Denne morgen besluttede jeg at i dag, nej, der kunne jeg ikke sige ja til dig, nemme, lattermilde, til tider latterlige, demokratiske ophavssamfund. I dag vil jeg gå gennem dagen uden statsborgerskab, uden indflydelse, bortviske mine krydser og mine politiske ståsteder. Jeg vil vide at jeg ikke hører til, er statsløs, uden for, sat på porten, ligegyldig.
For det er sådan det er at undlade at vælge sig samfundet til. Det er sådan det er at undlade at stemme, at undlade at ville være en del af danmark, eller hvad land du nu end sværger til denne morgen, eller at være afskrevet af samfundet, udenfor, flygtet.

Og i dag vil jeg mene noget om alt det jeg vanligt er ligeglad med, og pisse på den offentlige mening, mens jeg slingrer ned af vestergade, gennem byen en sidste gang, med en blå kings og solen der stiger af natmørkt hav. For det bliver en fremmed dag.

En dag som ufattelig mange på flugt mærker hver eneste dag. At de ikke længere har mulighed for at vælge et samfund til, at de står udenfor, at de er ligegyldige. At deres stemme ikke har ret eller pligt eller lov.
Kære samfund, i dag fravælger jeg dig. I morgen vil jeg atter spørge mig selv om jeg vil dig, som tusind andre morgner.
Måske vi ses.

se også: http://astridsoe.blogspot.dk/2008/08/frihed-under-manglende-ansvar.html 
http://astridsoe.blogspot.dk/2013/08/valg-til-kommune-og-regioner-november.html

Der gik våren…

melodi: Nu går våren gennem Nyhavn. Niels Clemmens
Tekst: Astrid Søe 2013
  

Da gik våren gennem Nyhavn og jeg tror sgu jeg gik med,
for nu kan jeg ikke finde, dette “jeg” på noget sted.
våren havde duft af længsel, politik og rynkecreme,
men nu syns jeg landet dunster, af en lugt der er ekstrem.

Morten korch og dannevirke, hist hvor vejen slår en bugt,
hvor en bøg er bred som bagen, og en kælder står med fugt,
hvor et kakkelbord slår revner og et flag er rødt og hvidt
hvor et barn kun må sig gemme, når det leger borte tit.

Se, en “fremmet” bygger rede, finder sted og slår sig ned,
revet op med rod og hjerte, væk fra krig med håb mod fred.
men er står en halvfed dansker, og vil spærre for dit liv,
fremmedhad og halvkvalt hjerne, svinekød og pikken stiv.

Der er mark og skov og søer, der er by og land og strand,
der er ishus og cafeer, og tourister i et et rend,
men når verden slår med nakken og en flygtning krydser spor,
er der pludslig ingen pladser ved det danske nadverbord.

I en rede der i hækken, ruges fugleunger ud,
græsset gror, Sankt Hans er ovre og min ryg har hekseskud,
snart vil fuglen løfte vingen, flyve mod et fremmet land,
må de fremmede du møder ikke lyse dig i band!