Ægte håb

I ægget gemt lå livet lunt og rugede på viden,
Og øvet sig i krop og ånd og alt hvad det blev givet,
Med vingefang og næb og klær der lå så klemt og drømte,
Men så en dag fik skallen hul og livet ægget rømte,
Med store øjne lyseblå og dun på krop og tanke,
Det lille liv gik verden rundt, hør brystet hjertet banke,
Det lille kræ så ny og mild, så nyfødt ud af råbet,
Er født i glædes favn som få, så smukt er endnu håbet.

//Astrid Søe 2013

Kærlighed ved første Higgs

Størst af alt er kærligheden.
Og netop denne formiddag bekendtgøres de nye teorier om Higgs  – partiklet der skulle være grundlaget for alt.

Imens sidder jeg og nørkler med skruetrækkeren og prøver at fjerne mit partikelfilter.. som jeg med stor ansvarsfølelse har fået påsat min dieselbil.. for hvem vil dog filtrere partikler der eventuelt kunne være Gud eller grundlavet for alt vi kender og længes mod?

I kærligheden er der noget grundlag og noget virkeligt uvist vi end ikke kan gribe.
Noget vi længes efter, men ikke kan se, noget vi ønsker og favner trods det at det er ugribeligt.

og mennesker der ikke begriber eller griber ud kan enten ende i kærlighed til livet eller angst for livet.
I angsten opstår det samme som i kærligheden. Hos filosoffen Søren Kierkegaard gribes vi af Angst for det tomme, men nu er tomheden fanget ind i et Higgs fra det hensides.
Angst er også, som kærlighed, et ophob af partikler, et ophob af væren.

Vi higer eller Higgser efter at løse det uløselige, livet smukke gåde og de spørgsmål vi vedvarende stiller hinanden.
Hvad er vi, foruden kød og blod, hvor kom vi fra og hvor går i hen?
Quo vadis?

Higgs happens and then you die!
Døden er vores holdepunkt, som eneste sikre viden og den er umådelig svær at fatte frihed og magelighed i. Netop derfor bliver døden menneskets bedste ven. Det er fortsat døden der tvinger os til livet og til livlighed. Vi værger os for døden med liv.

I angsten lærer vi dødens hånd at kende, som en stille måde, som et skrig eller som en indadvendt fornemmelse for at miste grebet eller fremdriften. Så kalder vi, hvis vi skal overleve tomrummet.
Vi kalder ud til andre levende væsner, vi kalder på livet og genopstår i et knus, i et ord, i en tanke eller et kærtegn.
Skriget i angsten er som fødselsskriget fra det lille menneske. Vejret trækkes ind og lungerne åbner sig af fuld kraft og vil mere og vælger mere – liv.
Også gråden er beslægtet med det første skrig efter fødslen. gråden der uforløst kan blive en hikkende opløst vejrtrækning og ende i grøde, da også gråd er grøderegn i mennesket. Vi må kende angsten og tomheden, vi må kende gråden og sorgen for at vælge os kærligheden til.

I dag vil videnskaben bevise det ubeviselige, grundkerne og grundlaget for det at være til, for det at være opstået.
Der er en vis ro i ikke at vide hvad vi kom af og en vis uro i at skule fortælles om vores snævre eksistens er en partikel der er fundamental.
Al fundamentalisme tegner barnligt med den fedste sprit tusch på tværs af det nylagte plankegulv og er svær at viske og vaske ud.
Men vi må stå på et fundament. på noget det ikke er flydende. og netop her hvisker videnskaben kærligt og kyndigt med i kringelkrogene af universets landsted.
At alt vi bygger på er et lille betydelig fnug der flyver engleblid som et fortættet tiltag af tilværelsen.

Det er smukt at forstå, men smukkere at stå.
Stå på et fundament der svarer med ord og kærtegn af altet, af det vi ånder og lever sammen i.

Higgs er videnskabens måske sidste bud.
Og den smukkeste kærlighedserklæring i nyere tid:
Vil du, menneske, tage det andet menneske i ed som din?
Ja!
Jeg erklærer jer hermed for Higgs og menneske som kærlighedens par-tikkel – et grundlag for det største af alt.

Hvad er vi foruden et fnug af forstand?
partikler så lette som vinden
og pludselig står du og råber: Vi kan!
når livet kysser på kinden.
Og nogle vil famle i videnskabs mod
og andre vil samle sig sammen
i kærlighed som er den eneste rod
når partiklen blir vores Amen!

//Astrid Søe 2012 – med særlig kærlig hilsen til Higgs happenings

http://www.wired.com/wiredscience/2012/07/watch-live-higgs-talk/

Menneskebarn

At holde om og gøre stærk
den smukkeste på jord
for dig vidunder skaberværk
som gjorde mig til mor

At samle livets løse tråd
og holde dine hænder
at finde mod og give råd
til dagene de ender

Et menneskebarn at stå og se
der magter livets gåde
og i et nu blir alting til
på kærlighedens måde

//Astrid Søe 2012

Ånd og brød

Se nu daler æblesneen,
Himmelhvid og forårs lun,
Som en fødsel efter veen,
Blæst omkuld af vårmonsun.

Se nu falder blomsterfloret,
Æbletræets dræ i maj,
Og i lommen, gemt i foret,
Er et kærstebrev fra dig.

Se mit hår har slået rødder,
Se min kind er æblerød,
Midt i sneen, mine fødder
Træder sart som ånd og brød


 Astrid Søe 2012

Lille hånd

Lille hånd, hvor har du knuget,
Min som ingen andre kan,
Lille menneske, står i nuet,
Fællesbånd og skæbnevand.

Lille barn, du sjældne gave,
Som et kys af kærlighed,
Tænk at livet i min mave,
Finder sted og varer ved.

Det at være mor er noget,
Mageløst der varer ved,
Kærlighedens kim er sået,
I et hverdags blomsterbed.

Astrid Søe 2012

Døden hvor mennesket kysses af jord

Tone: O kristelighed.
Tekst: Astrid Søe, 1997

En livsmodnet gang
vi træder i gruset med dødslejets sang
da skilles vort hjerte fra inderste lag
det gives dig i pant på opstandelsens dag
vi sender i tanken vort mod på din vej
for glemt blir’ du ej

Den vuggende vej
på langs må du rejse til dødninge kaj
med penselstrøg blikstille bliver det hav
og mindet som vi bærer så gyldent som rav
mens regndråber falder som guld på det skød
der omgav din død

vi krandser dig nu
guds løfte og budskab er bragt os i hu
dit skjul lukkes varsomt med muld og med sten
din livstråd spandt man færdig med himmerigs ten
da væves din ligskjorte alt mens vi ser
du er ikke mer’

Det vindende håb
vor gud gir i gave ved fødsel og dåb
det gives i livet for tvivlen at nå
for mennesket ej nøgent og blottet skal stå
selv døden hvor mennesket kysses af jord
et håb i det gror

Vi værner dit blik
der rummer de farver som livsgangen fik
de males på hjerterumsvæg i vort bryst
og gemmes som et aftryk af årenes høst
så frygten for væren os aldrig kan nå
blot livsplanter så.

Historien om en moder

ved Cand. mælk. Astrid Søe.

Mageløst! Det er vel ordet der kommer først på tungen når man møder sig selv som mor.
Mageløst fordi man bliver til som menneske igen, pludselig et skridt tættere på døden.
Da jeg fødte mit første barn, en anelse for sent i tyverne,- vist nærmere på de tredive, havde jeg med omhu lavet et computerdokument der hed: Mit første barn i ord.
Jeg måtte jo nedskrive dette nye menneske og tankerne om det, så jeg kunne bogføre det på vanlig nymodens menneskevis.
Orden i tilværelsen. Orden i tankerne og følelserne.
Styr på livets store øjeblikke.
Ingen glemsel eller slinger, men en idiotsikring af hukommelsen.
Velkommen til IT-alderen.
Men It-alderen viste sig at betyde IKKE TIL-alderen.
Med længslen efter at virkeliggøre dette menneske blev min lyst til at nedskrive det større.
Dokumentet stod åbent på computeren og blinkede til mig i ugerne før barnets ankomst.
Endeligt kom han, drengebarnet, i mit køkken, i et mælkehvidt plastikkar, under vandet som en tusse der skal op efter luft.
Nu skulle han skrives ned.
Være virkelig for hele verden i skrift og koder.
Jordemoderen der hyggeligt var kørt hele vejen ud til mit køkken i taxi skrev i de dertil færdiglavede formularer at han var et menneske.
Krydsede fejlagtigt af i rubrikken: død ved fødslen, men fik rettet fejlen.
Det er menneskeligt at fejle. Men livet selv tager ikke fejl.
Timerne gik. Men der var ingen ord.
Bedsteforælder ind og ud af dørene. Åh, oh, ih, i end endeløs vidunderlig strøm.
Blink blink blink. Dokumentet ventede på mor.
Et øjeblik slap han mælken og jeg gik ind til dokumentet.
Den hvideste skærm jeg nogensinde har set.
Tag dig dog sammen menneske.
Men ordene var væk.
Det blev til en eneste linie:
At blive mor er at træde et glædesskridt nærmere døden.
Det er de korteste ord om den længste sandhed jeg nogensinde har mødt.
45 tegn der med glæde skubber mig nærmere min død.
Jeg er blevet et slægtled ældre på få sekunder.
Pludselig hører jeg til.

Jeg kan ikke skrive dette nye menneske.
Jeg vil leve det.