Godmorgen, godmodig, godnat.
Klaver: Rasmus Borring.
Tekst og tale: Astrid Søe 2013
http://soundcloud.com/mors-menageri/godmorgen-godmodig-godaften/s-vQlMm
Gennem, grundet, mellem, midt. Sang om Danmark.
Vi elsker vort land,
året rundt, kvinde, mand,
når hver dansker står op og tar livet på nakken.
Når vi knokler og får,
gråsprængt stænk i vort hår
Og går glade i banken der render med takken ;
når ikke vi jobber og brokker og spiser,
så når vi til Tyskland hvor biler vi leaser:
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken nær,
midt i nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Misunder sig gul,
Gennem krise og sul,
Gennem regnen og gråvejr der ganske forkøle,
når det stormer fra vest
På en sommerhusgæst
Og en festival bøjer sig ned gennem søle:
vi synger om solen og varmen og vejret,
vi glor efter storken og pisser i gadekæret,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken kær,
mellem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Med burhønse ånd,
og med dankort i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod gæld og mod lån
tripper dansken på tåen
når vi prøver at spare for lånet at vende:
hver by har sin drøm, og hvert folk sine måder,
hvad samler det danske behæftes med gåder,
– men trods omskift i vejr
Er og blir dansken sær,
grundet nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
Roulade og skat,
H.C. And og hans hat!
Vi må tegne Muhammed og tygge på Gud og medister,
Vi må vælge og tro
bryde ned, bygge bro
længes efter at klinke med svensk Karlsons klister!
Lad tiderne flytte, lad regnbuen lyse,
lad frisindet nå der hvor Rusland de gyse:
– For trods omskift i vejr
Er det folket der bær,
gennem nordiske nætter og fadøl og frisind der lyser.
//Astrid Søe 2013 www.livsoplevelse.dk
melodi: Vi elsker vort land. P. E. Lange-Müller, 1885
Folkeligt forår
Hvad er folkeligt i grunden
Skrev den gamle Severin
Er det ord vi har i munden?
Er det dannelses doktrin?
Er et folk i grunden splittet
Mellem tro og lov og stat?
Hvad er rigt og hvad er fedtet?
Hvad er fælles, hvad privat?
Hvordan vælger man sin stemme
Ind i hver dags gøremål?
Vil man folkeånd fornemme
I lidt mudder under sål?
Er vi grænseløse ånder
Der bebuder verdensvid?
Er vi kasteløse nonner
I en kassetænketid?
Hvad er ånd og hvad er viden?
Hvad er tro og hvad er tant?
Er historien gennem tiden
Uforløst som fælles pant?
Kan vi dukke os bag hækken
Uden blusel uden kløgt?
Et et fælleskab en vækken?
Eller tvang som vi har søgt?
Er der frihed er der former
Der forklarer hånd og mund?
Er vi viklet ind i normer?
Hvem er god og hvem er ond?
Hvad er folk og hvad er livet?
Hvad er sagen samlet set?
Hvad har folkeånden givet?
Hvad har folket fælles ledt?
Kan en tågesnak forføre
Hvis den siges ofte nok?
Kan frimodigheden røre
Hvis vi stivner af et chok?
Er det kærlighed der råder?
Er det tro og håb og mod?
Er det omhu der skal sætte
Skellet mellem nu og rod?
Er der valg på alle hylder?
Hvad forpligter du og jeg?
Egoismens sorte bylder
Eksistensens strengeleg
Kan vi finde fred i næsten
Uden tvang om ret og vrang?
I forskellighed er læsten
Nodeskriv i folkesang
Se et menneske der venter
I en længsel efter os
Folkeånden alt indhenter
Uden vrede, fri af trods
Folkelig er den der tvivler
Spørger, tænker, undres på
Folkeånd hvor frihed hvivler
Mulighed til at forstå
Hvor er tonen hvor er talen
Til et folk og folkelighed?
I en vilje – fandengalme
Til en fælles kærlighed!
//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk
#Hilsen til Grundtvig
Kan synges på: Folkeligt skal alt nu være
Hvem har tisset på min sukkermad?
Der er nogen der har taget
det jeg troede på i går
der er nogen der har vadet
rundt og grånet i mit hår
der er nogen der har tisset på min gode sukkermad
jeg gik ellers rundt og var så tossetro og mega glad
der er nogen folk der siger
vores land det er kaput
brudte veje, hul i diger
løfter lugter mest af prut
men når jeg går tur på molen med min lille hund i snor
tænker jeg at der må være hvad der skal til mig og mor
jeg ka købe mig en kage
malet helt af Dybøl til
og jeg tror at den vil smage
som nu krisekage vil
jeg kan løbe hen af vejen, falde ned og slå mit knæ
glædes hvis jeg ikke falder i flaghængt hundebæ
Jeg kan gå i biografen
hvis jeg mangler håb og mod
se med gys på aktiegrafen
wallstreet flyder jo med blod
så jeg tror jeg tar billetten til et varmt og svedigt sted
og jeg tror jeg tar min hund og gamle gode moar med
det jo det med livets glæde
den skal nydes mens vi kan
det har altid været sådan
jeg ku nyde i mit land
men nu går jeg rundt og tænker om der er et bedre sted
man kan stege frikadeller, sovs, kartofler man ka æd!
Hvis jeg står på Mols og skuer
med mit store klodesyn,
ser jeg skyerne der truer,
over landet over byen,
men alligevel er lysten mod mit folk og deres mod,
noget indfødt der gir ilt til både tålmod og til blod.
//Astrid Søe 2013
www.livsoplevelse.dk
Frihed er…
Frihed er at binde op,
hvad der snører mund og krop,
så i ord og håndelag,
frit vi færdes dag for dag.
Løs du kun det røde bånd,
for det strammer om din ånd,
hvad der snører mund og krop,
så i ord og håndelag,
frit vi færdes dag for dag.
Løs du kun det røde bånd,
for det strammer om din ånd,
halsen løst og livet med,
da kan frihed finde sted.
Livets røde tråd er til,
som en rettesnor der vil,
vise frit hvad vej vi går,
ikke snage, skabe sår,
ikke baste eller binde,
nye spor at se og finde.
Fri din ånd hvis modet bær,
da er kærligheden nær.
Hvad er folkelig i grunden?
Det at være helt ubunden!
da kan frihed finde sted.
Livets røde tråd er til,
som en rettesnor der vil,
vise frit hvad vej vi går,
ikke snage, skabe sår,
ikke baste eller binde,
nye spor at se og finde.
Fri din ånd hvis modet bær,
da er kærligheden nær.
Hvad er folkelig i grunden?
Det at være helt ubunden!
//Astrid Søe 2012
Hilsen til den Gamle Grundtvig…
Politisk pandehår
Hvor kan pludseligt snuble over en længsel mod den klare barnetro man engang fregnet og frejdig bar mod både sit folk og sit land.
Dengang pandehåret var det eneste der glimtvis mestrede at skygge for kærligheden til vores sammensathed, skæbnefælleskab og sarthed.
Sugerør, saftevand og samhørighed med det naturlige mulige; bare at være dansk – for det var enkelt og det eneste vi forstod.
Nu vejer Dannebrog med fortællinger og skyggesider vi ikke tør fortælle en aftenstund til de små. Fortællinger om et lille land der deler sig og brydes om så meget mere end det der er væsenligt.
Hvad var det nu du lovede mig dengang Danmark?
Noget med at livet her mod nord var egentligt – var rodfast og frimodigt.
Var arme der åbnede sig og lukkede sig som en tryg og sikker havn.
Sådan husker jeg det – og håber det, mens jeg ser en stigende delthed, fremmedgørelse og jantevandt fremtoning i det danske folk.
Måske man igen skal grave i jorden og strides med den fede danske muld, for at finde den rod der synes så gemt og glemt.
Vi ses! Jeg går på efteruddannelse i danskheden, og tager en batchelor i danskhadet – noget må jeg nemlig have misset undervejs – måske i den måbende samtale med en DF mand der arbejdede med (imod?) integration af flygtninge i Aarhus og hadede alle de fede bande perker svin og deres feje kultur…
Jeg kan ikke være dansker med alt det had, jeg kan ikke lyse det i æt, jeg kan ikke frasige mig at have lyst til at gro nedad til dengang det var så enkelt og vi alle talte det rummelige barnesprog der ikke har landfaste grænser. Dengang jeg trode at danmarks hjerterum var det samme som rummelighed.
Der skal en del pandehår til for at skygge for de holdninger jeg lagde øre til hos den mand.
Holger Danske – sover du??
Piv mindre – Prøv mere!
Kan snart slet ikke se vores samfund for bare revsere… Måske er det tid til at genhuske, for alvor, hvad det er vi vil med hinanden som folk. Krise, økonomi, afmatning mv.. det er intet at regne mod den krise og afmatning der kommer at at glemme hvad det er at være et folk, at være skæbneforbundet.
Måske huskede vi ikke i dag at vågne og gnide søvnen ud af øjnene med det ene formål: at sige til …os selv i spejlet at vi også i dag VIL vælge os TIL som borgere og folk i danmark.
Jo mere vi revser, brokker og brydes, jo længere er der til samling og selvtro.
Jeg har nu engang tænkt mig, ganske naivt, at tro på vores folk og formåen. og samtidig nære tillid til verdens global-borgere. Hvad kan vi andet, vi er kun mennesker og har kun en vej – det er frem og det er fremtid.
Må du og dine få en aldeles forrygene dag hvor vi husker at smile og le, tro og se. Og bliver det nødvendigt at falde i et hul, så lad det blive smilehullet, for der ligger nøglen til et helt lands fremtid begravet.
Når glæden kommer, kommer troen på samfundet og løsningerne på det hele.
Vi klarer ikke et 2012 med surmuler og slatne løsninger.
Vi klarer ikke hinanden og os selv uden viljen til a give Jante et gevaldigt spark i røven og genopfinde troen på mennesket. Det enkelte menneske. værdipolitik med menneskeværdi og menneskemetode. Fint nok med skældud og revsere, men hold jer lidt på måtten og kom igen når I har fundet lidt tillid til jeres medborgere og til mennesket som grundlæggende godt.
Piv mindre – Prøv mere!
Piv mindre – Prøv mere!
Din sang er altets tone
Tone: Per Warming eller Bjarne Haahr’s tone til ”Du kom med alt det der var dig”
Tekst: Astrid Søe 2002
Hvor lyd og lyst er livets tarv
og folkets toner går i arv
i sang fra alle dage
en tone født i hver en mund
kan trodse evighedens blund
din lyd er ladt tilbage
Når tonen leger ganske blidt
forenes vi fra dit og mit
til samlingen i kødet
for hvor den skaber hjertelyd
og ler med al sin elskovsfryd
blir livet født af mødet
En tone født af livets hast
bestandigt holder den dig fast
og ber’ dig holde inde
giv tid et øjeblik og lyt
det øjeblik gør livet nyt
når fred man får i sinde
Hvor tonen møder tavse sind
den magter straks at trænge ind
og blir til vi den finde
dog tonen er utæmmelig
hvor du den finde, blir den fri
dens liv kan ingen binde
I tonen tændt af hadets vold
går livets mulighed i mol
med døden tyst vi danser
for kroppen stivner led for led
når voldens røster varer ved
og livets tone standser.
Stå fast i livets glade dur
hvor melodien frit gør kur
til alt du har i sinde.
I kærlighedens egen ånd
vil tonen række dig sin hånd
og over mislyd vinde
Den tone byder livet ud
til alle vækster står med skud
på håbets grønne krone.
I livets melodi er du
en sjælden kærlighed, et nu
din sang er altets tone
Ordet skaber hvad det nævner 