Grundtvigs tale om håb. Folkemødet 2021

Tale om håb

Folkemødet 2021 hovedscenen lørdag

Menneske først.
Således er håbet et os.
På jorden at blive det tjene os bedst!
Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok?
Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra os – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?

Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst?
Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen.
Man bør generindre at mennesket er godt nok.
Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.

Hvad er vel vor drøm?
Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd.
Nu spørger den gamle igen:
“Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”

For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til?
Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel?
Ja det hører den gamle er så moderne…

Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel.
Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.

“Det er at vi kan være hinanden som vi er,
Det er at vi vil bære hinanden som vi er!

Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere.
Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer.
Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid.
-Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!

Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!

Vi ved at vi kan være hinanden som vi er,
Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!

Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden.
Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed.
Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold.
Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse.
Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.

Og til et folk sig alle høre,
Der i forskellighed kan røre
Hjerte, vilje, mål og med
Hvor mødestedet finde sted
Om man måler sin magt i de levende ord,
Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor
Og tæller sit flertal og lytter og tror
At politik bliver taget på sit ord
Med liv skal landet bygges
– Jævnt hen skal der også hygges
Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny
For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry
Og før vi går fuldstændig galt af hinanden
Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden
Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe:
Kun en tåbe, vover ikke at håbe!

Godt folkemøde!

Af gammel arv blev folket frit

Melodi: Velkommen i den grønne lund

Nu skæres skal min skoleform
hvor dannelsen der råder
hvorledes vil med mål og norm
nutiden løse gåder?
hvad vejer kærlighedens ord
og demokratisk tale
i fælleskabets offerbord
så stop dog, fandemgaleme

Engang var kampen folk og fæ
og oplysning var svaret
friheden den gik ej i knæ
den arv har vi bevaret
vi skabte mulighedens land
og troen på vor næste
hvor ord var fri hos kvinde mand
til fælleskabets bedste

Af gammel arv blev folket frit
et folk med vid og kerne
hvad der er mit er også dit
og det er sgu moderne!
i fælleskabets egen ånd
er troen på hverandre
i egentro vi knytter bånd
det må I ej forandre!

At skære gennem folkevid
og mulighed for alle
er kniv til hvert et individ
en demokratisk skalle
at være fri og tænke selv
en opstopper i tiden
det ytringsfrie karskenbelg
skal nødes i sin viden

Et lille økonomisk råd
til bonegulv og borgen
skal dansken øve heltedåd
skal lyset med fra oven!
et oplyst folk der færdes frit
foruden mål og ramme
gir vækst og skoen ekstra kridt
vi vil ej stå til skamme

Et lille folk med fælles ord
der gramser frit på verden
et særkende så højt mod nord
som Holger danskes fjerten
skal frihed til forskellighed
som styrke fortsat råde
slå ikke højskolerne ned
så dør vel åndens gåde

Skrevet til kampagne mod nedskæringer på uddannelse og højskoler 2015

Grundtvigs nytårstale 2016-2017

Vær velkommen herrens år
og velkommen 2017
Hvad var vel årets mening for mennesket, hvor var vel kjærlighedens væsen og mulighedens magelighed?
Den gamle strakte alle lemmer og gik frejdigt fra dør til dør og søgte den fortrolige samtale i den fælleskabsgivende forsamling.
Hvad var vel mennesket uden samtalen.
den der strækker sig, den der læner sig på det andet menneske.
Ordet skaber hvad det nævner og har grangiveligt skabt sig gennem 2016.
Danmark, du puslingeland der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Har du bemærket om vrælingerne skryder når skyggen står ligest?
Verden havde i bagklogskabens lys en foranderlig fjederham på.
Man fornemmede nok udgårdsloke kampe og midgårds måben.
Hugin og munin, Odins ravne, som timeligt kaldes internettet, fortætte vores syn på omverdenen og mangt et ukendt ord blev almindeligheder.
populisme, nationalisme, danskhed, shitstorm – og vi stemte om danmarkskanonen og eksporterede hygge og harme.
Og hvorledes mødte vi vor egen frihed, da den gjaldt, da den skulle gå forrest i færden for frænder?
Vi må huske det åg af ansvar der ligger på frihedens spinkle skuldre.
Den tyngde som vi måler vort fædreland og forfatning, fromgivne fornemmelse og forventning i.
Frihed først og sidst for ånden, 
hvor den virker uden arm, 
frihed derhos og for hånden, 
som gør gavn og ingen harm!
2016 blev mødestedet for arv, ånd og hånd.
Vi måtte genfinde vort hjertes inderste, vi måtte fremtidssikre åndsfriheden og opildne til oplysning. ej blot for folket, men om folket, fra folket og med folket.
Hvad jeg fandt i hjertegrunden 
lysten, roden, kilden til,
hvad jeg fandt i folkemunden 
udtryk for med liv og ild:
Fred og frihed, lys og læmpe, 
det er tidens sande tarv, 
men den må sig selv tilkæmpe, 
hvad ej til den gik i arv.
Hvad vi tilkæmper for vore næste, om de rimer på halal eller flæsk er dette, at:
Vil man ene frihed nyde, 
nøjes man med sin idé; 
vil man sig ved lyset fryde, 
sky man ej sig selv at se.
2017 bør pudse sine briller og gense sine egne gamle spor. den historie vi bærer med og deri en erindret fælles viden om verdens mødesteder.
Vi ved allerede hvad vej vi kan vandre, af hvilke stier vi træder sikrest og samstemmigt.
Vi kender tonen og melodien.
blot mangler vi at synge fælleskabet i hus.
Man kunne tilstræbe at 2017 er oplysningens år, at ordet i folkemunde er solskin for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde.
Hvorfor fremelske oplysning i en tid af tvivl, vil man spørge den gamle af dage – og det er enkelt at finde et værn-bårent ord der dækker for det.
Man bør være det mødested hvor mennesket giver stadig mening til hverandre.
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
Og livet er det vi giver mening i os selv og i hinanden.
det der bærer samfund og verdens søjler, det der vander livets træ og gøder mark og mulighed.
Den gamle ønsker hele verdens befolkning et 2017 der tager varsomt fat på de nyeste skud, værner freden og friheden, ånder ondskaben i nakken og hilser hjertesproget på gensyn.
Tak for alle ord undervejs, mødesteder, muligheder og umålelige længsler.
Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!
Godt nytår!
Se og hør Grundtvigs nytårstale på Youtube: https://youtu.be/gDB4vfq7pUY
http://www.astridsoe.dk

Grundtvigs Folkemødesang 2016

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 2016

Melodi: Thomas Laub, 1919 Er lyset for de lærde blot
Er lyset for de lærde blot

til ret og galt at stave?

Nej, Allinge vil mere godt

for lys er talens gave
.
Og solen står med folket op

slet ikke med “Djøfstortion”

oplyser alt fra tå til top

fra bussen og til porschen.


Oplysning er at lytte højt 

og råbe lavt og stille 

at mødes i er twitterfløjt 
at leve og at ville!

At stå i fælleskab og se

at holdninger kan mødes 

at holde fast og blive til

hvor folkefrihed fødes.


At lyse er at ildne op 

oplive og ophøje 

i øjenhøjde fra bund til top

at brydes og at føje.

At ordet skaber hvad det sir’

som ansvar i din næste

glem oneliners og bling og lir

opliv til fælles bedste!


Oplysning er og blir vor lyst

og det er ganske givet

i tillid og i folkerøst

er folkemødelivet.

Det vokser ud af folketro

fortættes i et møde,

i samtale der bygges bro

oplyst “Rødgrød med fløde”!

Vilje forstanden

Og sådan satte vi tiden i stå
i det vi ku finde og føje
vi ledte og søgte på må og få
ude af sind og øje

vi skabte i afsavn en tid der var hul
og egenskabsløst fortidsmindet
et rillet frønnet møllestenshjul
og folkelivet forblindet

så vågnede frihed og sagn som en fugl
der varmes i vårsol på vågen
erantis skyder så lovende gul
og stranden skjules i tågen

indhyllet og skjult lå landet i hi
men efter tågen kom freden
den fulgtes med frihed efter krig
og blottet og nøgen lå staden

nu kalder vi alt ved navne der gror
nu vælger vi bugtede veje
nu vokser vi ud af frie ord
til tonerne af en skalmeje

i hengemte løfter om tiden der gik
vi lover og løfter hinanden
giv mere end hvad dine egne fik
og opelsk vilje forstanden

Frikadellegate

Jeg har været så stolt i min fædrelandsarv

Jeg har hvilet i folkelig frihed
Jeg har ment at tillid og storsind var krav
I dannelsens vej mod lighed
Jeg har opelsket viden og væren og lyst
Jeg har støttet mit sprog og vor tone
Når guld i mund stod op i øst
Og vi veksled fra euro til krone
Jeg har dyrket en hede og plantet et træ
Jeg har andel i Brugsen og bager
Set årstider skifte fra knopper til dræ
Og blandet mig i alle sager
Jeg har rejst gennem verdens kulturer og set
Der er forskel og sorrig og glæder
På måder vi lever og identitet 
På kunst og på skikke og sæder
Jeg har læst på min lektie, historisk og ny
Jeg har karnov og wiki og verden
Jeg var stolt af det danske, i forgang og ry
Klodshans, prinsessen på ærten
At være et samfund er indviklet svært
Vi har stemt fra Fogh og til Helle 
Men nu har jeg endelig fattet og lært
At min arv kun beror på en delle
#frikadellegate

Undskyld jeg siger et folk’ligt ord

melodi: i dit korte liv (p.h.)

Undskyld jeg siger et folk’ligt ord
i en tid hvor alvor fylder nok
kulturen oplever folkemord
overalt er nu hejs nej og stop
midt i denne tid hvor tvivlen gror
skæres det vi kendes for på jorden
selvom vi ved det gir vid og bid
og er modsvar til fortumlet tid

I et menn’skeliv er der tvivl og tro
der er famlende besvær
og spørgsmål skal svares og grænser ha’ bro’er
mulighedsland – levende ord

I et dannet folk, der er frihed tolk
der er ånd og vid og værd
man binder ikke ånd
den løser samfundsbånd
med fælleskabets hånd

Vel har vi været i mange år
og skabt mulighed for mange liv
løftet og båret og ændret kår
kom nu med, stå selv, gå ud og giv
det at møde andre og gi lov
det at mærke menneske behov
fælles at møde et ukendt grund
gå fra kantet til at være rund

I et dannet folk, bliver ånden fri
skaber uden hiraki
forskelligheds mod og fælleskabs god
lyst til at se, mod på ide

Vær i ånden stærk
som et samfunds værk
som et barn du knuger ømt.
på livets skole vil
du blive sat i spil
og nå hvad du har drømt

 //Astrid Søe – Hilsen til Højskolerne

Norm-ader

Undrer mig på hvad dannelse er

Foruden at bryde med normer 
For hver gang vi fastholder menneske værd
Så udstedes straks syv reformer 
Hvad er det der spiller for folket iblandt?
Hvad rykker og retter på ryggen?
Forskellighed og folkelig kant
Når livet er ude af skyggen 
Forstå mig kun ret, jeg holder af norm
Når normer kan rumme sin mage
Forskellighed er menneskets form
For både de stærke og svage
Vi bygger et gitter, en dør og en mur
Og opdeler alle i grupper
Nogen er slette og nogen de dur
Og nogen blir sat under lupper 
Men om jeg forstår hvorfor ingen sir:
Et alsidigt væsen er sagen!
På alsidighed gives igen papir
Men jeg gir dem12 tal for faen!
//Astrid Søe 2014 dannelse til livet #højskole 

Før vi fik set os om.

Med store ord om noget
der flytter eller farer vild
et skæbneskriv er sået
og vokser fortsat til
at holde på at fælles vid
er folkefrihed hid og did
ord skæbner hvad de nævner
og bliver dine evner
– før vi fik set os om

Goddag med store hænder
der lugter af tobak og sved
der mangler flere tænder
men grinet bliver ved
og nynnesang i brusebad
bag døren råbes; Ved du hvad?
derude venter livet
tag fat, du blev det givet
– før vi fik set os om

Et hjemsted i hinanden
en hylde med forankringform
et sted at hvile panden
med ligeværd som norm
en gammel bog med kragetæer
dit ord i blæk, nu er du nær
for tilhør falmer ikke
erindringen må nikke
– før vi fik set os om

Farvel og husk nu hatten
og frakken og dit milde grin
du vandrer ud i natten
trods det at du er min
for alle går og falder om
en dag så er kalend’ren tom
og døden henter livet
for sådan er det givet
– før vi fik set os om

//Astrid Søe. 5. marts 2014. Til min far.
Melodi: Den blå anemone.

Frimærkemanden

Af jord er du kommet, på jord skal du dø og nedsynke oplyst i tanken
og noget var stålfast og noget forsøg, i under og overskudsbanken
for meget har formet og frisat og lagt, et liv på en hylde der hænger
i stuen tilbage hos dem du har vagt, trods det du ikke er længer.
For det at ha vækket og været og vendt, i ord, i bøger i munden
et eftermægle der lever i dag, det lysner i slægter i grunden.

//Astrid Søe 2014
Til Grundtvig