Åndsfrihed

Frihed først og sidst for ånden
men hvad vil den ånd vi tror?
Under andre holde hånden
først i tillid er vi ord

Frisind fremmer mærkbarheden
det at blive hørt og set
læner sig på kærligheden
tålmod, vilje, sket er sket

Intet under kaster mørke
lys er længsel efter lyst
du er vand hvor der er tørke
du er mælken i mit bryst

Der er fri og der er ansvar
rettesnore, rankespil
der er ildsjæl, der er hofnar
spare op og sætte til

Ånd er færd af gamle stunder
ånd er frihed uden sprog
ånd er tanker du runder
uden bast og bånd og låg

Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst! Grundlovstale 2017

Grundlovstale 2017 – Grundlovsmødet på Orenæs Saloner kl 13:30-15:30
Vi er hinandens mulighed.
Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst!
Det er på alle måder både festligt og u festligt at fejre grundloven.
Festligt fordi vi med grundloven har taget en beslutning om at ville hinandens forskelligheder og taget skridt til at forløse en fælles medbestemmelse i hinandens liv.
Samfund betyder at finde sammen.
Og et samfund passer ikke præcist på den enkelte, men er et mødested mellem mange.
Mødesteder er festlige. De vil noget, vi vil noget, med hinanden.
Grundloven er u festlig fordi den minder os om at forskellighederne kan briste.
At vi ikke kan leve på fredelg vis sammen, uden at skrive regler og lovbøger hvori vi skal agere og udleve vores samfundsgerninger.
Et samfund er ikke givet på forhånd, men er en gradbøjning mellem mennesker der lever i et geografisk område.
Det er på sin vis u festligt.
Nede i kolonihaven er der gnidninger om perlegrus eller ej og på tinge skal de folkevalgte beslutte sig til om man må brænde bibler, koraner eller ugens rapport – uden at det skal have opsættende virkning for den enkelte borger.
Grundloven er på mange måder en skæbnebog for et samfund.
Den skal sætte fri, men til hvad og for hvem?
Friheden kan man ikke skalte og valte med.
Den er uløseligt bundet med ansvaret.
Grundloven har den ene opgave at fortætte ansvarstagen, så friheden kan gå på frierfødder uden blusel, i et folk.
Grundloven er et stykke frimodigt tekst der gør et folk myndigt.
Ikke bare magthaver magelighed, men en egentlig tillidserklæring til medborgerskabstanken.
Historien kender vi forfra og bagfra.
Også gnidningerne ved grundlovens indførelse.
Er vi oplyste nok til at styre et samfund?
Er folket virkelig bedste regent?
Kan man overlade magten til ”pøblen”?
Medbestemmelse er krævende.
Det er ikke biologisk indbygget, men et stadigt eksperiment mellem mennesker i en politisk menneskelig evolution.
Det er den form vi har kortest erfaring med og som er mindst gennemtestet.
Mennesket er vandt med at en drager for og resten følger. At vi udpeger en leder og lader flokken vandre i de fodspor.
Ikke så meget anderledes end savannes hierarki.
Grundtvig havde det svært med grundloven, ikke fordi han ikke mente at folket skulle have medbestemmelse, men fordi han mente at medbestemmelse må holde hånd med oplysning.
Et uoplyst folk kan ikke agere i myndighed.

Med grundloven satte vi oplysning først.
Vi valgte at hele folkets fylde er tillidsbærende og ansvarsmuligt.
Der findes vel ikke større tillidserklæring end at få overdraget et ansvar, ikke bare for en selv, men for ens medmennesker.
Derfor er grundlovsdag en festdag. Fordi den fejrer troen på et oplyst medborgerskab, på næstekærligheden.
Oplysning være skal vor lyst
Og det så kun om sivet
Men først og sidst med folkeryst
Oplysningen om livet!
Grundtvig
Oplysning er vores løsen i nord, oplysning for Loke, såvel som for Thor.
Når vi koger grundloven ind til smertegrænsen er der kun den magiterning tilbage: oplyst ansvar til frihed og mulighed for hverandre i gensidig tillid.
Det er da et festligt eksperiment mellem mennesker – og vi eksperimenterer stadig og famler os frem i hinandens mulighed.
I går aftes kom jeg hjem fra Wittenberg efter endnu et besøg hos den gamle Luther. Det gør noget ved ens tillid.
Luthers teser, der siden rev så meget med sig og skabte reformationen, er en tillidserklæring fra et menneske, til mange mennesker.
Luthers teser er også en maggiterning af tillid. Spørge må man vel, fra menneske til menneske og alt skal drøftes, i den brede offentlighed. Også religion og røgelse.
Luthers teser er størst når man husker at de åbner samtalen og ikke er endegyldige svar. På samme vis lever vi i dag. Vi er mødestedet mellem holdninger og vores grundlov lover os at vores holdninger ikke skal skamme sig over noget, men kunne holde til at blive modsagt.
Vi øver os stadigt i at være samtalens oplyste land.
Og særligt i denne tid er samtalen under pres.
Ikke blot retten til at ytre sig, men muligheden for at føle sig fri i holdning og ord.
Det er fordi vi har en smule ondt i tilliden.
Det gør ordene hårde og glatte. Debattonen uforsonlig og spørgsmålet mindre vigtigt end svaret.
Også selvom vi gør vores bedste for at minde hinanden om at tilliden fra menneske til menneske og fra folk til folk er vigtigste værdi.
Men når tilliden ikke på samme vis sætter os fri og frimodige i samfundet, så halter helheden.
Kun den der har modet til at lægge sin skæbne i andres hænder er rigtigt fri.
Uden bånd og i egentlig tillid.
Det frisætter også egne ståsteder og holdninger.
Vi taler i samtiden meget om at bygge bro.
Broen er selvsagt tilliden der bærer håbet fra den ene til den anden.
Simon og Garfunkel har sagt det så hjertegribende:
I’ll take your part, oh, when darkness comes

And pain is all aroundLike a bridge over troubled waterI will lay me downLike a bridge over troubled waterI will lay me down

Tillid er at lægge sig selv ned, at være et vadested i oprørt vand.
En trædesten af tillid.
Tillid kan ikke tvinges – sådan skrev jeg engang for mange år siden.
Det kan den stadig ikke.
Brobyggeri kan ikke gennemtvinges.
Det er noget der opstår uden rettesnore og ingeniørtegninger.
Terror på London Bridge er tillidskrig.
Hvad der binder os sammen, over bælt og sund, flod og åløb, hånd i hånd og menneske til menneske, knuses under andres vilje.
Mod denne vilje ved vi at kun tillid kan sejre, tillid og frimodighed mod håb, kærlighed og samhørighed.
Tillid er noget der gror på os, noget der slår ind, i kærlighed, i handlemåde og i sindelag.
Samfundet er bygget af gensidig tillid.
Det er tillidens eneste fundament.
Vi behøver ikke tale om lighed, broderskab eller retfærd hvis tilliden er tilstede.
Mennesket muliggør hinanden.
Mennesket er intet om vi, som sømanden, kun har sin enegang…, som Peter Kemp skrev engang,
Ingen er uundværlige men alle er uerstattelige!
Grundloven er ægteskabets papir vi har på hinanden som borgere.
Vi lover at elske og ære, i medgang og modgang. Og hører samhørigheden op må vi forlade det samfund vi var en del af.
Man kan ikke vælge grundlaget fra.
Man kan bygge videre på det, man kan debattere, demonstrere, modsige, men grundlaget som tillidserklæring står alligevel fast. Den er urokkeligt idet at det er den beskrevne tillid mellem mennesker.
”Kærlighed og intet andet, elsker op en helteæt”
Find dig i grundloven, eller find dig i hvad som helst!
God grundlovsdag – jeg elsker også dig, til døden os skiller.

Tak for tilliden.

Grundtvigs nytårstale 2016-2017

Vær velkommen herrens år
og velkommen 2017
Hvad var vel årets mening for mennesket, hvor var vel kjærlighedens væsen og mulighedens magelighed?
Den gamle strakte alle lemmer og gik frejdigt fra dør til dør og søgte den fortrolige samtale i den fælleskabsgivende forsamling.
Hvad var vel mennesket uden samtalen.
den der strækker sig, den der læner sig på det andet menneske.
Ordet skaber hvad det nævner og har grangiveligt skabt sig gennem 2016.
Danmark, du puslingeland der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge.
Har du bemærket om vrælingerne skryder når skyggen står ligest?
Verden havde i bagklogskabens lys en foranderlig fjederham på.
Man fornemmede nok udgårdsloke kampe og midgårds måben.
Hugin og munin, Odins ravne, som timeligt kaldes internettet, fortætte vores syn på omverdenen og mangt et ukendt ord blev almindeligheder.
populisme, nationalisme, danskhed, shitstorm – og vi stemte om danmarkskanonen og eksporterede hygge og harme.
Og hvorledes mødte vi vor egen frihed, da den gjaldt, da den skulle gå forrest i færden for frænder?
Vi må huske det åg af ansvar der ligger på frihedens spinkle skuldre.
Den tyngde som vi måler vort fædreland og forfatning, fromgivne fornemmelse og forventning i.
Frihed først og sidst for ånden, 
hvor den virker uden arm, 
frihed derhos og for hånden, 
som gør gavn og ingen harm!
2016 blev mødestedet for arv, ånd og hånd.
Vi måtte genfinde vort hjertes inderste, vi måtte fremtidssikre åndsfriheden og opildne til oplysning. ej blot for folket, men om folket, fra folket og med folket.
Hvad jeg fandt i hjertegrunden 
lysten, roden, kilden til,
hvad jeg fandt i folkemunden 
udtryk for med liv og ild:
Fred og frihed, lys og læmpe, 
det er tidens sande tarv, 
men den må sig selv tilkæmpe, 
hvad ej til den gik i arv.
Hvad vi tilkæmper for vore næste, om de rimer på halal eller flæsk er dette, at:
Vil man ene frihed nyde, 
nøjes man med sin idé; 
vil man sig ved lyset fryde, 
sky man ej sig selv at se.
2017 bør pudse sine briller og gense sine egne gamle spor. den historie vi bærer med og deri en erindret fælles viden om verdens mødesteder.
Vi ved allerede hvad vej vi kan vandre, af hvilke stier vi træder sikrest og samstemmigt.
Vi kender tonen og melodien.
blot mangler vi at synge fælleskabet i hus.
Man kunne tilstræbe at 2017 er oplysningens år, at ordet i folkemunde er solskin for det sorte muld, er sand oplysning for muldets frænde.
Hvorfor fremelske oplysning i en tid af tvivl, vil man spørge den gamle af dage – og det er enkelt at finde et værn-bårent ord der dækker for det.
Man bør være det mødested hvor mennesket giver stadig mening til hverandre.
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
Og livet er det vi giver mening i os selv og i hinanden.
det der bærer samfund og verdens søjler, det der vander livets træ og gøder mark og mulighed.
Den gamle ønsker hele verdens befolkning et 2017 der tager varsomt fat på de nyeste skud, værner freden og friheden, ånder ondskaben i nakken og hilser hjertesproget på gensyn.
Tak for alle ord undervejs, mødesteder, muligheder og umålelige længsler.
Da skal man forskel kende
på solskin og på lyn,
skønt begge de kan brænde
og skabe klare syn,
thi, som fornuften giver,
det ene lys opliver,
det andet slår ihjel!
Godt nytår!
Se og hør Grundtvigs nytårstale på Youtube: https://youtu.be/gDB4vfq7pUY
http://www.astridsoe.dk

Engagementets dannelse. Sang

Engagementets dannelse 
Højskolepædagogisk konference #højpæd

Tekst: Astrid Søe (sang udgivet på Twitter som “N. F. S. Grundtvig” @grundtvig) 2016

Melodi: J. P. E. Hartmann, 1868
Nu skal det åbenbares,

i rent engagement

om dannelse forklares

i frihed eller tvang?

Er borgerdyd en gåde?

Et oplyst frø vi såede

i frihed eller kald?


I fælleskab begynder
med holdning, snak og præk
dusinvis tomme tønder
og lange seje træk
et møde med forstanden
og vilje til hinanden
et samfunds delte lid.
Hvor kan vel sproget dele
og skabe mur og hegn!
Hvor kan vel sproget hele
slå bro fra egn til egn.
Hvor mund og mening mødes
kan hjerterne opblødes
i livsoplyste syn.
Opelsk i tillidsfærden
din næstes frie færd
et ståsted her i verden
at turde være værd!
I lydhørhed er livet
som kjærligheden givet
samhørighedens kys!

Livet er en mesterlære vi ikke må miste.

Jeg vil vove den tese at dannelse ikke er noget vi kan tage fra mennesket.

Heller ikke reformere i lovord om gymnasier, grundskoler, erhvervsskoler og lignende.
Dannelse er det der sker uagtet “lærings-regimer”, målstyring, fremdriftsreformer og andre mådeholdne metodiske tidsmaskinelle mekanismer som vi i denne tid forsøger at implementere i vores lærings institutioner.

Sidst jeg kikkede mig omkring havde dannelsen det ualmindeligt bravt – vel og mærke uden for hegnet på legepladsen.
Nuvel, den går i andre klædninger end “præstekjole og knækflip.”
Men den lever ufortrødent videre, trods debat og dødsannoncer i dens eget navn.
Dannelsens særkende er at den ikke ladet sig gribe af reformer eller regler.
Den finder sig ikke i at blive mast ned mellem leverpostegmadder og fakulteter, fagskoler og reformer.
Og selvom alle i tiden forsøger at være på fornavn med buzzword som “dannelse” ender de fleste debatter med at spørge sig selv: Hvad er egentlig dannelses tydningen?

Det kan vi (heldigvis) dele mundlæder om i umindelige samtaler herfra og til helvede.
(I den forbindelse kan jeg berette at slår man op på Google mabs under “Helvede”, så foreslår den bla. Dansklærerforeningens forlag som adressat!
Nu holder jeg egentlig meget af dansklærerforeningens forlag, men når vi debatterer dannelse er tydningen god nok.)

Dannelsen er ikke et opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.
Og oplysning er et greb i lommen på livets som hele.
Vi kan ikke studere os dannelse til, uden samtidig at agere i forhold til andre mennesker.
dannelsen slår ned, uagtet om vi vil den eller ej.
Det er livets vilkår og vilkårsfordeling.

Kvasers blod
Vi kan jo begynde hos Vanerne og Aserne i det nordiskmyteske opdrag til tilværelsen.
Fra gammel tid var dannelse et ukueligt mod

og modet kan hverken måles eller vejes, karaktergives eller målstyres.
Den er som fenrisulvens lænke en skabning af fiskeånde, kvindeskæg, fuglespyt, lyden af kattepoter, bjerges rødder og ukueligt mod.
I myten om Kvasers blod fortælles der om Aserne og Vanerne der får den prægtige ide at holde fred med hverandre.
De forsegler pagten med at spytte midt i Valhals gård.
Da Vanerne er gået hjem står Aserne tilbage med al den dejlige spyt og galde, som var det en rest af en facebookdebat om sommerhumør, skråskrift, integration, skolepolitik eller andet gods.
Af spyttet former Aserne til en digterskjald som de døber Kvaser.
Kvaser er lavet af samtalens råstof og er derfor så klog at han skal svare på alle spørgsmål. Han er opskriften til fantasiens evne og livets mulighed.
Desværre går det sådan, i den gamle myte at Kvaser bliver slået ihjel af Jætterne, men hans blod opsamlet i tre store kar.
Jætterne får den ide at spærre karrene inde i et stort bjerg, gemt væk fra verden.
Det ender med at Odin, efter mange prøvelser får kvasers blod tilbage så fantasiens evne og livets mulighed kan være tilstede blandt alle mennesker og Guder.
Livets mulighed er ikke blevet til for at blive spærret inde, men skal bruges imellem mennesker.
Dannelsen har siden de gamle overleveringer været en oplyst del af vores begrebsverden. Noget vi griber, men ikke begriber.
Grundtvig kysser kun med tungen
I de sidste par hundrede år har dannelsen kysset særligt dybt, for det meste gennem grundtvigsk mund og siden gennem højskole, efterskole og friskolebevægelse. Om mærk dig netop det – bevægelsen. En levende tankemåde der flytter livet, opildner og opliver, oplyser og opstår.
Når vi nu igen igen tolker dannelsen døende, må man igen igen gensynge; Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Og barnet trives svært inde i det store mytiske bjerg hvor de lodrette vægge skygger for livsoplysningen.
Bjørnstjerne Bjørnson ville skråle, Ud vil jeg ud åh så langt langt langt!
I de sidste 200 år er vi gået fra hånd til ånd, fra industri til videnssamfund.
vi er gået fra dominans til frihed. Vi er gået fra pøbel til populisme.
fra diktatur til demokrati, fra kirke til trosfrihed.
Det er 80.000 års evolution der i løbet af 200 år er eksploderet til at være “Hin enkelte” “ego-famlen” “egen forståelse” “selv-realisering”.
Og hvordan har vi klaret det?
Der tales i kvalitets tid, i egentid, privatliv, mor, far og børn har egne værelser til at varetage deres privatesværes hellige rum, ligusterhækken springer ud omkring de små egostammesamfund.

Vi indretter rent fysisk stadig samfundet, skolen, læreanstalterne, lejlighederne, husene efter den gamle opskrift, at familien er urkænkelig, at livet læres ved at se på det hoved der er højere end vores eget, at vi lærer livet i samklang med vores nærmeste og af familien.
Familiemønsteret ligner meget vel det gammelkendte. Vi har blot kun meget lidt tid at udleve det i.
De sidste års debatter er ikke til at tage fejl af.
Igen og igen peges der på at vi mangler hinanden – alvorligt talt.
at vi er presset på tid i forhold til vores nærmeste.
Debatten vil blive ved, det er der ingen tvivl om og den er nødvendig.

I debatten om barnet som individ i familien er der også flere års tovtrækkeri og meningsforskelle at spore.
>>Børn er egoister, de er centrum, de dikterer alt fra  indkøb til valg af avis.<<
debatten fortæller at børnene er de nye “overhoveder”.
Andre debatter fortæller det modsatte.
Emnet og striden i debatterne viser meget godt noget om vores opdragelsesmetoder.
Ikke dem vi selv opdager og bruger en pokkers masse tid på at udtænke og udleve, men alle de andre måder vi opdrager os selv, dels i familien, i skolerne, i samfundet og i samtiden.

Det virker som om vi er meget delte i vores signaler i denne tid. I opdagelsen viser vi at barnet er enten lidt “ligegyldigt” (sat til side når vi dyrker voksentid, egotid etc.) eller ophøjet til kongen når vi sætter barnet i centrum for al virke vi gør og beslutter..  (sådan sat på spidsen) 
Er der noget med ballancen vi har glemt måske?
Frækt kunne man se på vores hundelov og kæledyrsopdragelse. på måden vi har ophøjet hunden til leder i familien. en hund skal trænes og lære at den er et folkdyr. Hvis vi lader den side med ved bordet, bider den, for ingen lærte den at den skal følge flokkens overhoved og lære undervejs. 
Det er et sært billede, særligt når vi ser på mennesker kontra dyr, men evolutionen er måske ikke så meget længere end det.

Flok og skæbnefællesskab
Børn er selvstændige individer og skal respekteres, men samtidig have læremestre der tør gå foran, tør lede vejen og vise verden frem som et godt sted, et sted hvor man gennem dannelse og erfaring, nysgerrighed og vilje får vej og finder vej.

Vi taler om det i skoleregi – klasseledelse.
Og vi ved det når vi møder en lærer der kan “det der”
Jeg kender sådan en lærer.
Hun er elsket og respekteret af alle eleverne. Helt enkelt fordi hun står som en tydelig rollemodel og “Går foran” i både som leder, relationssøgende menneske og som dagens rammefortælling for eleverne.
Nu har hun ikke længere tiden til det, men viljen fejler ikke noget. Den er bare blevet rammesat så stramt at samtalen og den vejledende myndighed blegner.
Det er ikke vendes skyld.
Der er noget tillidsvækkende ved at kunne læne hovedet mod erfaringen.
Det skaber tryghed. I familien, i skolen og i livets forhold.
Der er intet nyt i det, den tydning kender vi som vores egen baglomme.
Men samtiden mangler røv i bukserne og baglommer.
For hvordan læne på erfaring og samtale med forældre, lærere, pædagoger, kolleger, studiekammerater etc. Hvis der ikke er tid til overs til det?
Hvis samtalen og dermed dannelsen er sparet væk eller reformeret?

Man kan altid spørge sig selv om det er vigtigt at blive ved med at insistere på “læring via levet liv” og “Livets skole”
Og spørger jeg børn eller unge, så svarer de meget godt og stort set altid det samme.
>>Kasper sagde i går at…<>Mormor siger…<Min lærer oplevede på sin ferie at..<<
Og mere sjældent svarer de >>Google gav mig svaret på livet<<

Nærved og næstenFamilie er en styrke. Det er fællesskabets læringsrum.
Siden henter vi læring ind fra alle de mange sammenhænge vi begår os i, men fra begyndelsen er det i familielivet vi øver os på at være medborgere og medansvarlige.

Ofte debateres det om det er sundt eller usundt at vi i al hast udliciterer “familielivet” fra børn er 6-12 mdr. og de begynder i vuggestue eller dagpleje.
De etablerede “eksperter” strides om emnet igen og igen.
Et er sikkert, vi har som samfund overgivet os, på lige linie med andre særligt vestlige kulturer, til samfundsopdragelse af vores børn.

Måske er det med til at vi glemmer, eller mangler en vigtig brik i vores familiefølelse og dermed fremtidige samfunds og fælleskabs fornemmelse, at vi ikke længere er øvet i at være i skæbnefælleskab med hinanden.

Dermed ikke sagt at familierne som hele er udslettet, men vores naturgivne pleje af hinanden er systimatiseret og vores tid sammen meget sparsom.

I dag kan vi lære, forfra, famlende hvordan det er at være familie, ved at tage et ny-udbudt kursus hos kommunen, vi kan tage ægteskabskurser hos kirken, vi kan tage yngelplejekurser hos sundhedsplejen, førstehjælp hos falck, trin for trin i børnehaven, coach til de unge, til de midaldrende, til de gamle.
Vi er snothamrende forvirrede omkring livet, opskriften, vi higer og søger.
Det er der ikke noget nymodent i, at vi søger efter opskrifter, men at vi som samfund ensretter svarene som kurser, opdragelsesinstutioner og skoling er ret nyt.
 
For tiden vælter vi os i phd’er, videnskabenlige undersøgelser der klart fortælle at menneskets største fare som race er at vi har glemt at være sammen som familie. 
Vi har mistet fællesskabsfølelsen.
Det brud med yngelpleje, opvækst og læring i en tryg kendt ramme, betyder at vi mister roden i tilværelsen og reel fælleskabs forståelse.
Hver tid, sin undersøgelse, men revolution 2016 ser ud til at blive at vi igen går tilbage mod familielivet som udgangspunkt for vækst.
flere og flere vælger sig tilbage til hinanden og forsøger at give plads og nærvær forfra.

Samtidens tiltale

Imens vi søger tilbage i noget oprindeligt, begynder debatten igen: Har vi måske fuldstændig glemt hvad det er at være naturlige? 
Hvordan vi føder? Hvordan vi dør? Og alt det midtimellem – som er en naturlighed, nemlig livet og hov.. livet er jo netop naturligt, biologisk, kraftfuldt. Er vi som race blevet så ringe at vi uddør fordi vi ikke magter livet mere? fordi vi fortvivles og går i stå? glemmer at stå ud af sengen, og ak ve – glemmer at lade mobilen op så hele omverdenen og kontakten til andre smuldrer? 
Midt i det står og går de unge på stand-by. og så får de skæld ud, for det de har lært af os andre. 
Det er ikke godt nok. 
Hvis vi ser en “ego”, “nå” eller “stand.by” kultur, er det et spejlbillede af os selv.
– Måske vi skulle tage og slå os ned i tre-to’eren med de unge og slukke for dmi, mobilen, pc’en, tv, og vente – i stilheden – til samtalen kommer tilbage og til vi begynder at spørge: >>Hvordan gjorde du?<>Hvad længstes du mod? <<

Da der i 2013 var Lock-out på skolerne var der mange børn der for første gang var med deres forældre på arbejde.
Rigtig mange børn og forældre har siden peget på at trods den ubegribelige svært logistik omkring lock-outen, så skete der noget inden i dem.
De fik pludseligt lært en masse om hinanden og børnene fik oplevet hvad de voksne går og lavet på deres arbejde.

Erfaringsdeling og fornemmelse af at være en del af hinandens liv.
Ved vi ikke hvad de voksne laver, ved vi ikke at de er værd at spørge, at de har værdi som rollemodeller.

At lære er at ville
Det er skide nemt at tage en tur på Mac. Donalds, for der er livet indrettet så børnene ikke falder uden for deres eget univers. 
Det er knapt så nemt at tage en tur på Angle terre og nippe petit four, men billedligt talt – så lærer vi børn at børnenes univers er sådan livet ser ud – for altid.
 
Livet er også at stå i kø i netto og at hjælpes af – ikke hjælpe de voksne.
vi poster lommepenge i pligter, men glemmer at det at være familie ikke er at betale børn for at give en hånd, men en opgave der gælder alle.
Måske er godbidsopdragelsen den største fjende vi har, for fællesskabet, for det naturligt at vide at man indgår i en sammenhæng og er uundværlig.
Peter Kemp skrev så fint, ingen er uundværlige, men alle er uerstattelige! 
Vi kan undværes, men selvom vi skiftes ud er det nye menneske der kommer til ikke det samme som det der var før, vi kan aldrig erstattes. den viden er uvurderlig. 
 
Vi skal ikke være hverken popkonger, prinsesser eller genier for at have værdi. Ikke alle skal have en lang videregående uddannelse, ikke alle skal stå på en pedestal og være fyrtårn for menneskeheden – men være fyrtårn for sine nærmeste. 
Værdien er den enkeltes liv, der “måles” ved de afsæt og de fodspor vi sætter i andre mennesker. 
Det vi giver til et fælles bedste. 

Ro, Regelmæssighed, reform og revolution
Vi er skabt til at stræbe, stræbe efter at dygtiggøre os, udvikle os – men vi spænder ben for os selv ved at tro at alle skal udvikles ene, at drømmene er ens, at noget liv har mere værdi end andet.
Du når aldrig længere end du har drømt som ung, sagde Grundtvig – og drømmen er drivkraft, men drømme er forskellige.
Livet kræver hårdt arbejde – bestemt og livet kræver historie, det kræver rod og forstandighed om det at være til, i en verden omgivet af andre.
 
“Skolerne drukner i uregerlige dovne børn og unge…” – nej, det gør de ikke, de drukner i mangel på børn der har lært at spørge, der har lært at være i et fælleskab på alles præmisser, ikke kun deres egne. 
dannelsen til livet, der foregår uden for hegnet, lever, men vi bruger for meget af livet inden for hegnet.
Og med de nye reformer på skoleområdet er hegnet blevet højere og mere markant.
Jeg vil fortsat ønske for min samtids børn og unge at der gives mere fri til fritiden – også for at kunne bruge tiden sammen med de vigtige læremestre i alle aldre, som kan give retning og mulighedsnære råd.

Debatkulturen, medierne, ja os alle sammen skælder og smælder med ord om dovenskab, ugidelighed, uselvstændighed, umodenhed etc, når vi debatterer de unge og deres livsduelighed.
Enten er de for urealistisk målrettede og karakterryttere eller også er de for opgivende.
Spejl – som det vist hedder på moderne dansk.
Og i det spejl ser de unge ikke så meget andet end det opdrag vi gamle har givet.

Det er ikke de unges skyld, det er ikke facebooks skyld, det er måske ingens skyld foruden vores hast i tilværelsen for at stå på pedestalen og have økonomi til tre-to’eren og speltbollerne og egentiden uden at tage historien med, tage erfaringer med og dele vores mestring af livet. 
Det er fiseme ikke for sjov at man er forælder – det tar tid – god tid – lang tid – livstid!
Børne(b)ordet
Min ældste havde, da han var yngre, bestemt sig for at holde en fest hvor der skal laves et “olddingebord” i stedet for et børnebord – Han var så træt af at skulle sidde ved det pokkers børnebord hver gang vi skulle til fest.
Ved “oldingebordet” (vel og mærke et bord for alle os over 40) der kan de så sidde isolerede og alene med hinanden, med søbemad og plastikkrus, mens de “vigtige” andre holder fest ved hovedbordet med hvide duge og krystalglas. Hvorfor tænker han sådan? Fordi han ser at børnene er et segment der holdes ude af det egentlige fællesskab, som en svøb, som om de allerede på forhånd er dømt ude som duelige ved festen. de spilder jo, bøvser, griner, smasker.. 
 
Børnebordet er mc donalds forlængede arm, vi gemmer børnene af vejen for de er i vejen, men vi inviterer dem alligevel, til festen, til fælleskabet, uden dog at inkludere dem rigtigt. 
Hvilket signal sender det. At de er ønskede, men på tålt ophold.  
Vi lader somom det er for børnenes skyld, men for faen, det er jo ikke. 
Vi laver mange krumspring for at gøre familielivet nemmere. men er det nemmere i længden for barnet og siden den unge – når chokket kommer, når de opdager at børnemenuen ikke varer ved, at livet ikke kun er 4 nuggets med ketchup, at der skal knokles og at dugen er hvid og nystrøget? 
 
Børn er børn og skal have lov til at være det – hvis vi altså husker hvad børn er.. 
Børn er mennesker, de er nysgerrige, de leger livet for fuld kraft som en øvelse i at være en del af fælleskabet. 
De leger stadig far-mor-børn, købmand, bank, postbud, popstars, prinsesse.. alle øvelser i at gribe livet som de ser det. Der skal være plads til leg, til grin, bøvs og mest, plads til samtale og spørgsmål. 
 
Livet går dog begge veje, der skal også være plads til at vise livet frem, “at fortælle mennesket”, som Svend Åge Madsen ville sige det. 
Kvalitetstid er at have god tid. At turde stå stærkt, at vise holdning, at samle hinanden og samle på hinanden som et vilkår i det at være menneske. 
Jeg savner (stadig) et samfund hvor det igen er moderne at mødes på tværs, hvor livet er et mødested hvor slægt skal følge slægters gang – gang på gang.
Hvor vi har tillid til mennesket og også til tiden vi bruger uden for samfundets mange instutioner, skoler og andre sammenhænge.
At livet, også børnelivet tildeles værdi, reel værdi, ikke kun samlemærker i BR men en viden om at livet ikke bare et kuponhæfte der dumper ind i mailboksen, men faktisk skal optjenes, skal virke og handler om sameksistens.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
De sidste 10 år har vi forsøgt at sætte ind med mange flere love, regler og regulativer i samfundet. skolen vil snøre yderligere ind og terpe og skoleboden udskiftes med en kinagrill. men jeg tror ikke på opskriften – for dannelse foregår undervejs, ikke i udenadslære, ikke i terperi, men i stræben efter at blive menneske. 
Dannelse er ikke kongerækker eller kvardratrod – dannelse er læring der sker når vi ikke kan lade være. 
 
Hvordan får vi skabt en mesterlære i skolerne og hjemme, i samfundet og i omgangen med hinanden?
Mesterlære handler om at mestre, at øve sig i at stå på egen ben, at tage fra, at vælge ud på ta selv bordet, at sidde med ved bordet, at åbne døren udad. 
 
Vi kan ikke regulere eller regelsætte regelmæssig læring. Læring er et livspust, et åndedrag, et fælles vilkår for samfund og sameksistens. 
Så højtravende og alligevel helt naturlig er læring.
Uddannelse til livet kræver dannelse. at vi dannes af noget, har rod, har læremestre der trådte i eksistens, så vi siden lærer selv at eksistere.
Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
Og hvor gengror vi så det mod på livsoplysning, mestring og dannelse i folkeskolen, friskolen, efterskolen, gymnasier, erhvervsuddannelsen, universitetet, jobbet, fritiden, civilsamfindet, det politiske opdrag?
Ved at turde fortælle mennesket, at vælge livets mulighed i kvasers blod og tage ved lære af Højskolernes kongstanke: At Højskolen er skabt for at være et mødested mellem forskellige mennesker. Elitære, uskolede, skæve, lige, rige, fattige, ukendte og kendte, gamle, unge og enhver der kommer frit og siden går frit.
At ethvert opdrag, enhver holdning er fri til søsat og modsagt om man vil.
Højskolen er skabt for at være “de frie samtalers fristed”.
Den tanke er en exportvare der ville være ganske smuk i alle dele af vores samfundssammenhænge.
At dannes
Vi fødes over en åben grav – og er fortællingen undervejs. vi oplever, fortætter, famler, fanger, frigør, forstår, tvivler og takker for det vi nåede og fortryder det vi ikke fik set, følt eller fornemmet.
Videnssamfundet er fabelagtigt, særligt hvis vi tør bruge det rigtigt, tør huske at livet er at stille spørgsmål og at finde svar. Vi kan ikke lære barnet eller den unge at svare, men vi kan lære dem at spørge og er vi heldig spørger de efter erfaringen efter den voksne, den der har levet, set, hørt og holdt livet ud i strakt arm. Mere af det.

Hvis dannelsen går og støver lidt rundt om, er det ikke så meget dannelsen det er galt med, men modet til at gribe muligheden og genopfinde de livsformer der danner mulighed for at opildne og oplyse.
Det er værd at samtale om – sæt igang.
/Astrid Søe

Læs også gerne blogindlægget om Demokratisk Dannelse http://astridsoe.blogspot.dk/2014/05/serist.html

og Indlæg om debatter og tonen http://astridsoe.blogspot.dk/2015/01/kvasers-blod-debattens-sgsmal.html

Nå da

Der er ingen der har lovet det er nemt
Eller at det kører i den samme skure
På en demokratisk vej hvor du har stemt
Holdning, mening, mod og enkelt – det at turde
Det gør vi så
Skønt tvivlen slår
Og tænker nå
Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur
Vi har ramt og skændtes debatteret frihed
En finanskrise og mor der er på kur
Kønspolitisk trælleri om høn og lighed
Hvad gør vi så
Vi sætter fri
Eller? Hmmm nå?
Der er samtaler der sætter livet frit
Der er mennesker der mener for at mene
Der er skællet mellem dig og dem og dit
Der er selv at dø og andre folk at stene
Hvad sir vi så?
Vi siger til
Men tænker; nå…
Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs
Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte
Der er klima flygtning fortids krise mas
Der er folk der segner og på hvem vi trådte
Hvad gør vi nu?
Vi tøver vist
Og sukker; nå
Vi har måder der kan række frem og hen
Til et mødested, hvor håbet ikke ender
For en fremmet er en endnu ukendt ven
Du skal turde trykke fast i dine hænder
Det gør vi så
I dette nu
Kom så, nå!
Astrid Søe
Frit over P.H. Vise om det lille “Nå”

Undskyld jeg siger et folk’ligt ord

melodi: i dit korte liv (p.h.)

Undskyld jeg siger et folk’ligt ord
i en tid hvor alvor fylder nok
kulturen oplever folkemord
overalt er nu hejs nej og stop
midt i denne tid hvor tvivlen gror
skæres det vi kendes for på jorden
selvom vi ved det gir vid og bid
og er modsvar til fortumlet tid

I et menn’skeliv er der tvivl og tro
der er famlende besvær
og spørgsmål skal svares og grænser ha’ bro’er
mulighedsland – levende ord

I et dannet folk, der er frihed tolk
der er ånd og vid og værd
man binder ikke ånd
den løser samfundsbånd
med fælleskabets hånd

Vel har vi været i mange år
og skabt mulighed for mange liv
løftet og båret og ændret kår
kom nu med, stå selv, gå ud og giv
det at møde andre og gi lov
det at mærke menneske behov
fælles at møde et ukendt grund
gå fra kantet til at være rund

I et dannet folk, bliver ånden fri
skaber uden hiraki
forskelligheds mod og fælleskabs god
lyst til at se, mod på ide

Vær i ånden stærk
som et samfunds værk
som et barn du knuger ømt.
på livets skole vil
du blive sat i spil
og nå hvad du har drømt

 //Astrid Søe – Hilsen til Højskolerne

Her lukkes en skole

Her lukkes en skole som mange før
hvorfor? fordi vi skal spinke og spare
jovist, det forstås, gør som man jo bør
men et er givet, det bør jeg forklare:
når højskolen skæres
og ånden fortæres
vil demokratiet umuligt ku’ næres
og sygner hen
og sygner hen

Men hvad kan en skole der står så fri
og hejser flaget i storm og i stille?
og knejser i ånd og i friværdi
det’r ganske vist: at lære at ville
at give en chance
for storsindsballance
det muntre køkken af tvivlens fajance
et sted at stå
et sted at stå

At stå når man længes og undres på
hvad livet byder af mulige veje
at famle, at findes og genopstå
at få sig selv og sit frisind i eje
at ku galopere
og stærkt insistere
når dannelsen ligger med strenge veer
og finde form
og finde form

at finde en form der kan tænke nyt
at tro på det der er roden til livet
at opdage fælleskab ej et yt
at skabe der hvor intet er givet
i andre at hente
at gå og at vente
at muligheder er altid i mente
som vækst og værd
som vækst og værd

I lukker en skole som mange før
når krisen kradser og ånden den bæver
men før der står “Lukket” her på min dør
så vid at højskolen bundlinjen hæver
den skaber en måde
et svar på en gåde
en mulighed for folket at råde
og tænke selv
og tænke selv

Melodi: jo jo gøgleri

Holder ikke med nogen særlig

Holder ikke med nogen særlig,
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag

Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær

jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang

jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog

Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov

Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod

Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro

jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld

nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.

Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis “menneske først” udvandrer
og mellem os ypper kiv?