Når få har for meget og færre for lidt.

“Ryst æ purs” (vestjysk for ryst posen)
Det plejer vi, i min familie at sige når vi til Mortens aften spiller andespil.
Det er ikke nemt at få brikkerne til at blande sig når de har ligget i sirlig orden på pladen og skal genbruges til spil nr. 2 på samme aften.
Billedlotteri æsken er ikke stor og det sker at den samme spiller får flere brikker i træk.
Det er ikke en stor flot værdibaseret tradition, men den hører sig til og særligt råbet og kravet om at posen skal rystes, at brikkerne skal genblandes af opråberen.
At noget er blevet for forudsigeligt og vi er nødsaget til at gentænke spillereglerne og vigtigst at det ikke er den samme der sidder med al heldet og vinder chancen.

I USA er der samme trang – genkendelig fra vores egen andedam.
Ryst posen, find nye muligheder og måder at stykke samfundet sammen på.

For en måneds tid siden talte jeg i nogle timer i telefon med en god ven der er valgekspert. Vi holdt begge på at Trump ville vinde, men enedes i ikke at skrive en artikel om det, fordi det næsten virkede latterligt i den mediedebat der foregik. Vi fik ret i antagelsen og det er næsten ikke til at bære.
Men når man har været en del i USA er det helt mærkbart at landet er splittet og uligheden er nældens rod.

Der er ikke noget nyt i uligheden. Den er gammelkendt i Amerika, the land of dreams – men det gør den ikke mindre ulykkelig.
Samme splittelse mærker vi, i mindre grad, herhjemme lige nu, en ulighed der virker markant stigende og selvsagt optager os i det politiske og i debatten.
Jeg kan ikke komme på noget mere ødelæggende for et samfund end uligheden.
Herhjemme er den mærkbar og til debat, men i USA dør man af den.

I sidegaderne i LA ligger folk på gaden og fryser og gir op, mens rodeodrive drømmer om mere og større. Tiggeriet er markant og fortvivlelsen tyk som brun sovs.
På min sidste tur til Washington skulle jeg en tur ind og have taget blodprøver.
Da jeg ikke er amerikansk statsborger er mine tilskudsmuligheder lig med en uforsikret amerikaner.
Det tog 4 minutter og kostede over 20.000 danske kroner.
En amerikaner der ikke har uddannet sig mere end til hvad der svarer til endt skolegang efter 9. kl og som arbejder i servicefag tjener i gennemsnit 17.422 dollar om året.
Det svarer til 118.912 danske kroner.
Man kan ikke omregne forsvarligt, da priserne ikke er sammenlignelige, men et står fast: Den amerikaner ville ikke have kunnet få taget de blodprøver uden forsikring eller Obamacare.

På en hastetur til lufthavnen i en Uber, kørte vi med en ung fyr der ivrigt fortalte om sit liv og uligheden.
Han havde været igang med en uddannelse, men var blevet kørt over og det havde kostet ham alt.
Han var forgældet både af sygeforløbet og af studiegælden. Nu kørte han Uber for at betale af på gælden og håbede om nogle år at kunne læse videre igen. Hvis han lykkedes med at få betalt gælden ud. Han var en af de heldige. Han var ikke endt på gaden og havde dog en bil, så han kunne forsøge at tjene til sit ophold og sin gæld. Uden obamacare, sagde han, var han igen prisgivet. Det var hans eneste mulighed lige nu.

Trump har de sidste dage hintet at han alligevel vil beholde dele af Obamacare.
Det er en lovende udsigt, som vi nu nok lige skal se før vi tror på det.
Og det er ikke så sært igen at hele verden holder vejret og holder øje med det amerikanske landskab.
Ikke blot en udenrigspolitisk observans og en skulen til nye regeringsmåder, men også et socialpolitisk indblik i ulighedens roemark.

Grundtvig skrev i 1820 følgende:

Langt mere af malmen så hvid og så rød
fik andre i bjerg og i bytte.
Hos dansken dog findes det daglige brød
ej mindre i fattigmands hytte.
Og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt.


Det er stadig velfærdssamfundets løsen. Og målet for den politiske krævegang der både splitter og måske udløser valg ganske snart (må jeg frimodigt gætte på en valgdato der hedder tirsdag den 10. januar 2017 eller tirsdag den 31. januar alt efter finanslovens forløb særligt torsdag 17/11 og hvor mange mænd der sidder i træerne).

Finanskrisen trækker lange spor både i ind og udland. USA mærker i den grad en forbitrelse ovenpå krisen, trods den faldende ledighed og trods alt opgangstider under den nuværende præsident.
Men bitterheden ligner noget vi selv ser over hele Europa – en tillidskrise til systematisering, konservatisme og en lænen på populisme, popkorn og egomodeller der ekskluderer og bygger flere grænser og mure.
Vi oplevede ved sidste valg at en tredjedel af danmark stemte gult. og at utrygheden ved udefrakommende påvirkninger fyldte mere end vi havde beregnet skematisk. Storbritannien, europas ældste union, stemt sig ud af den udvidede europæiske union og mistede troen på at det at forene kræfterne var umagen værd.
selvbestemmelse og selvbestaltning er i højsædet og debatten om nationalisme raser.
Men måske handler det mindre om nationalistiske synspunkter og en samlen sig om egen stamme kultur, som det handler om en reel utryghed i forhold til forståelsen af det politiske magtspil og den elitære retorik.
Jo mere man strammer garnet jo mere kvæles barnet og jo fjernere bliver vælgerne og jo nærmere systemhadet. Et opbrud der minder om en vælger-revolotion både i europa og i usa.
Er det overraskende? Næppe og det synes udløst af ulighedens tydelige sprog. 
Hvem pløjer, sår og høster og hvem spiser kagen?
Politisk evolutions tilbagetog og en svækkelse af fornemmelsen for medbestemmelse i et komplekst verdensbillede.
Amerikanerne valgte at stemme efter “Ryst æ purs” princippet.
Hellere “Trump-tower” end “ground zero” af same same but different politik.
Ligner det ikke en velkendt strømning af teenage algoritmer? Bestemt, og det ses i hele den vestlige verden. Nej til alt og ud af resten.

Sig mig – Er der en voksen til stede?

Hey skat, ser min hjerne lille ud i den her kjole?

Kønspolitiske debatter er ikke til at undgå.
Og jo, jeg kan godt se nødvendigheden, samtalens flyttende fornemmelse og debatten berettigelse.
Foran os gik stærke kvinder og milde mænd og banede vejen for at også vi “fruentimmere” fik stemmeret, færdigretter til microovnen, mænd på barsel, brobizz og bukser (så vi kunne bekymre os for, om vores røv så for stor ud).

Og debatten og ligelønspolitikken er endnu ikke slut og bliver det nok heller ikke lige med det første.

Vi måler og vejer vores danske opdrag i statistiske opregninger af kvindekvoter.
Også Folkemødet på Bornholm er begyndt at lave statistik på debattørernes køn.
Til eget brug, som de gør opmærksom på.
Og hvad skal de bruge den til, må man spørge.
Jeg kan rent statistisk allerede nu sige at en af de debatter jeg har arrangeret vil bonge ud på værste vis.
5 mænd og 1 kvinde.
Det er selvsagt skidt for ligestillingen, men ret godt for værdien i debatten.
For de debatterende er valgt efter værdisæt og ikke efter køn.

Skulle jeg have valgt anderledes, så havde debatten også set meget anderledes ud.
Så havde emnet drejet sig i anden retning og da vi jo altid går efter de giraffer der har ædt af holdningstopskuddene på savannen og ikke efter dem der tager de halvvisne tisgule blade i undergrenene, så blev det noget med at tage emnet alvorligt og ikke en kønskvotering i denne sammenhæng.

Er det skidt?
Både og.
Det er svært at være imod at kvinder bør fylde mere i debatter, i bestyrelser, som topledere,
Men alligevel kan jeg mærke den der fuldstændigt rolige fornemmelse af at vælge ud fra værdi. Ud fra holdnings sæt og dermed styrkende samtale.

Det kan være jeg skulle gå til Louie Nielsen og få nogle briller. For jeg har umådelig svært ved at se køn og ikke mennesker.
For nogle år tilbage sendte jeg et forslag til daværende ligestillingminister Manu Seeren om at omdøbe Ligestillingsministeriet til “Ligeværdsministeriet” i stedet.
Man bliver lidt træt i masken når man har stået der så længe og kaldt på lighed.
Det blev et afslag fra ministeriets side, men de behandlede da forespørgslen meget omstændigt og iøvrigt mere grundigt end jeg havde beregnet.
Og jeg spekulerer stadig på hvordan vi øver os i at vælge værdierne og ikke kønnet.
Hvornår evolutionen finder fred med åbenlys og iøvrigt frugtbar forskellighed.

Alligevel ved jeg at det forekommer, alt for tit og alt for massivt. Også i min egen baghave.
For mange år siden blev jeg vældig vred på XXX politiske parti der bad mig stille op til Folketinget i en umådelig attraktiv valgkreds i Nordsjælland.
Jeg augmenterede noget imod, da jeg end ikke var medlem af partiet og ej heller havde været det.
Men forslaget havde udgangspunkt i flere delprincipper hos dette parti.

Dels holdninger, bevares da, jo jo, men deres forespørgsel handlede også om noget ganske andet.
Det indrømmede budbringeren undervejs.
Se de manglede sådan en ung (ja, det er ikke en anekdote fra i går) Kvinde og gerne med langt hår!

I hele min barndom sad jeg og hørte min far fortælle om de konger og stammeledere, Grundtvig og Tordenskjold og gamle skikke der tilsagde ledere og krigsherrer at have langt hår, for man troede at styrken sad i håret.
En træl raver man håret af, det er symbol på underkastelse og svaghed.
Vi så det i kz lejrene og vi ser det stadig i militæret hvor de værnepligtige bliver karseklippede.
(Med en undtagelse af nogle få mandhaftige med hår-net)
Det er ikke tilfældigt, men en rest af gammeltro vi har bevaret.
De sidste år har trenden været “Hipster” med lange lokker og store skæg. Det er utvivlsomt mændenes måde at agere vindere efter finanskrisen.
Det følges for det meste ad.
Samfund og tendens. I mode og hår.
Skovmandsskjorten (Gud forbyde den) kom tilbage og vi lignede nybyggere og friland, til finansministeriet holdt op med “at suge kinderne ind og se bekymrede ud”.

Kvinder derimod har langt hår for at stenaldermanden kan trække dem med ind i hulen og gør dem frugtsommelige. (“Sig det med shampoo”)

Og der stod jeg så, men mit lange hår og skulle dels “mande mig op” med gammeltroes lederstyrke og dels være feminin lokkemad til en hulemand, som kandidat for partiet.
Jeg har aldrig været så tæt på at få pagehår som efter de samtaler om Folketingskandidatur.

Der er ikke forskel på det politiske parties længsel efter en kvindelig kandidat og nutiden ønsker om kvinder i bestyrelser.
Og det er ikke i egentlig ond menig at vi taler om at fordele magten ligeligt. Vi har som køn hver vores styrker og svagheder.
Men jeg ønsker mig stadig at vi vælger mennesker og ikke køn.

Stereotyperne vælter ud af skabene, sammen med “den lille sorte” og “klassiske pencil skirt”.
Jeg er ikke så særligt feministisk, måske egentlig bare mest til “du er dig og jeg er mig” retorik og jeg holder så umådeligt meget af forskelligheden – også hos kønnene og særligt i det vigtige samarbejde på tværs.
Alligevel kan jeg mærke den der snigende gammelkone irritation når nu man står ved klædeskabet en tirsdag med en lang mødedag foran sig.
Jeg befinder mig bedst i kjole og allerbedst i noget der er ret feminint.
Det er ikke et bevidst valg, men bare min natur.
Jeg har ikke lært det hjemmefra, eller af mit samfund.
jeg har ikke et kønsrolle opdrag og ej heller har været en del af 70’ernes bh-løse levnet.
Det må være østrogenpåvirkningen. Ren biologi.
Jeg har derimod en voldsom “angst” for pagehår. Der sker noget med det der snorlige pandehår og skulderlange skråsikre look. Det klæder de fleste og giver en vis autoritær udstråling.
Sammen med spadseredragten og attachetasken og “det lille fikse tørklæde” .
Det udstråler alvor og skulderpuderne får selv en vågen Holger Danske til at ligne Gummitarzan.
Og det ER nemmere (Stadig i 2016) at få gennemslagskraft når man iklæder sig lidt testosteron og håber at æggestokkene og binyrerne kan følge med.

Alligevel har jeg det nu bedst på de møder, i de bestyrelser og på de konferencer hvor mennesker er mennesker og holdningerne ikke bære køn eller har tryk af gammel åg i den retning.

Hvor man ikke bruger en time foran spejlet inden man tager afsted for at overveje om man bliver hevet ind i stenalderhulen eller om ens hjerne ser lille ud i den der kjole!

/Astrid Søe

Årets citat 2015

Året er endnu ikke gået, alligevel tør jeg godt kåre årets mest dækkende og samlende citat 2015.
Et år med klimakrise, folkemøde med ytringsfrihedsfokus, folketingsvalg, rumrejse og flygtninge.
Opsummeret står Andreas Mogensens første ord, da han efter kollision med kloden, åbner munden for at ytre sig siger:

“Jeg var noget rundtosset”
Det er nok årets klogeste og mest opsummerede bemærkning. Tak.

Valgkamp – Jobrotation og ansøgninger.

Hver fjerde år er vi vidne til danmarks største jobsøgningskampagne.

Og ansøgerne er som du og jeg, på jagt efter drømmejobbet.

De sender ansøgninger, skriver cv og søger hjælp og støtte hos jobkonsulenter der kan råde dem om deres færd i jobsøgningen.

De bliver sendt gennem hele møllen med tøjstil, udstråling, kompetencer, nedtoning af egne holdninger, kundetække, stemmeføring, etc etc

Der er ingen forskel på fru jensen der står i kø nede på jobcenter vest eller Martin Lidegård, Helle Thorning, Lars Løkke, Johanne Smidt Nielsen.

Udgangspunktet er det samme.

At blive valgt blandt tusind ansøgere til en stilling som folkevalgt.

Og arbejdsgiverne er ikke nemme at løbe om hjørner med, de er forudindtagede, har favorit ansøgere og har også allerede arkiveret en del af ansøgerne lodret fordi de simpelthen er matchgruppe 5 kandidater og den slags inviterer man end ikke til samtale. Eller man kan med det samme, i ansøgningen se at kandidaten ikke er den rette til jobbet fordi de ikke kan give virksomheden der den søger efter.

Danmark har valgt at hyre et ”firma” til at finde de rette kandidater til de udlovede jobs, som enhver stor virksomhed ville hyre Mecuri Urval eller et andet konsulentfirma til at finde de rette til de vigtigste lederjobs. Det firma som danmark har hyret til opgaven består af flere afdeling af såkaldte eksperter på deres felt og de udgør et samlet koppel der alle trækker mod en fælles sejer.

Afdelingerne består af Pressen, sociale medie eksperter, analytikere, kommentatorer og eksterne eksperter der piller selvsamme grupperinger fra hinanden igen.

Kandidaterne til jobbet vægtes og vrages, tales ned og op og vurderes efter selvopfundne kriterier der mangler virkelighedsopfattelse.

Som i enhver jobsøgning forsøger kandidaterne til jobbet at sælge sig selv bedste muligt. De glider langsomt over i en retorik der tilpasser sig konsulentfirmaets krav og ønsker og forhåbentlig i sidste ende også arbejdspladsens krav til den arbejdstagende.

 

Det er en forvirrende og hård udvælgelsesproces, da mange af kandidaterne finder at det ind hyrede konsulentfirma modarbejder hinanden internt.

Pressen beretter om stort og småt og tager sig ligeledes af den sociale profil og personlighedstests.

Eksperterne dissekerer hvert ord der bliver sagt og vægter indhold mod pludder og utopi.

De sociale medieeksperter presser på for at kandidaterne skal være mere selvprovomerende og popsmarte, men samtidig ikke gå over stregen.

Og de eksterne eksperter bruges til at skyde pressen, eksperterne og de sociale medieeksperter i sænk, med kritik af deres arbejde og deres form og deres output.

Med andre ord er det ind hyrede firma af konsulenter i voldsom strid med sig selv og har meget svært ved at pege på den ene eller anden kandidat fordi de modarbejder hinanden og har en intens mobbekultur på tværs af platforme.

 

I den modsatte ende sidder arbejdsgiveren og følger det ind hyrede konsulentfirma meget tæt.

Vanskeligheden for det ind hyrede konsulentfirma er at arbejdsgiveren er yderst kompetent og egentlig allerede for længst har fundet sig den kandidat de ønsker til samtale og evt. ønsker at hyre til de fire års arbejde de har slået op i jobbørsen.

Vi har i bund og grund at gøre med en arbejdsgiver som rummer alle de samlede kompetencer der skal til for at få en arbejdsplads til at fungere.

Arbejdsgiverens virksomhed er gammelt og er gået i arv gennem generationer og har derfor en solid viden og fornemmelse for arbejdsmarkedets vilkår og betingelser.

Der har, som i de fleste virksomheder, være op og nedture, både økonomisk, internationalt og interne stridigheder. Undervejs er der indført en ledelsespolitik, en social firma profil, et værdisæt og en virksomhedsstrategi der følges nogenlunde stringent under skiftende ledelser.

Ejerne af firmaet har for vane at udpege lederne og direktionen, men har i sidste end mandat til at træffe de endelige og vigtigste beslutninger, hvis de finder at ledelsen ikke lever op til firmaets politik og handleplan.

Hvert fjerede år afholdes MUS samtaler med ledelsen og firmaet har den strategi at alle skal genansøge deres jobs efter samtalerne og regnskaberne er gjort op. Den firmapolitik gælder uanset om regnskabet er godt eller skidt, da man fra ejernes side vurderer at ledelsen bedst holdes på tæerne ved at blive fyret og evt. genansat og dermed være tvunget til at præstere og være resultatorienteret.

 

Det er altså hvert fjerde år at virksomhedsejerne hyrer konsulentfirmaet til at gennemgå og dissekere alle de ansatte, i Mus samtaler og siden i ansættelsessamtaler.

 

Det er tradition for virksomheden at hyre de samme til opgaven. Der er en vis tryghed i opgavens kendte landskab og fremgangsmåde.

For kandidaterne er der også en tryghed i proceduren, da de kender konsulentfirmaet og opgaverne, intelligenstest, personlighedstests, krav og retorik og iøvrig ved at konsulenterne bruger det meste af ders tid på at være interne uenig om metoderne og målet.

Virksomhedsejerne består af en andelsforening af 5.659.715 medlemmer.

Som nævnt har virksomheden en lang tradition for sit virke og skrev i 1849 den virksomhedsplan, som i revideret udgave endnu benyttes når der skal ansættes ny ledelse, direktion og medarbejdere.

Ejerne udpeger mulige kandidater blandt dets egne medlemmer i ejerskabet.

Desværre er der en udbredt misforståelse mellem ejerne og de konsulenter og kandidater der søger stillingerne i virksomheden.

Det er faktuelt sådan at virksomhedsejerne er usædvanligt oplyste, belæste og indfødt i en demokratisk virksomhedsprofil og de har alle hver deres professionelle viden om virksomheden og hvordan den holdes i gang. Sammenlignet med mange andre virksomheder består ejerne af ene eksperter på hver sit felt som sammensat udgør så stærk en enhed at vi står med et enestående hold af kompetent mennesker.

Af samme grund kræver det en vis ydmyghed at søge job i denne virksomhed, for uanset hvor meget man har læst, studeret, udviklet på, så vil en kandidat aldrig kunne udfylde skoende på det samlede ejerskab.

 

Der er en tydelig meget uheldig tendens i ansøgerfeltet som ejerne har bemærket gennem mange år.

En tendens til at skrive i ansøgninger at: ”Jeg vil kæmpe for færre indvandrere” eller ”Jeg vil have mindre i skat”, ”Jeg lover bedre vejr”, ”jeg lover flere varme hænder”

Denne uheldige tendens bliver naturligvis ikke overset af virksomhedsejerne der straks gennemskuer ordlyden og forkaster kandidaten på retorikken.

Virksomhedsejerne søger naturligvis kandidater med lydhørhed over for ejernes ønsker. Det vil sige at de kandidater der tør sige: ”Jeg fornemmer at virksomhedsejerne ansætter mig til at –” eller ”Virksomheden peger på at der bør ændres her og der og jeg vil gøre mit for at udføre deres ønske”.

For enhver kandidat er ydmygheden i deres job en reel mulighed for en evt. ansættelse i virksomheden.

Ingen leder skal handle på egen vegne, men står timeligt til ansvar for virksomhedsejerne og deres krav til lederskabet.

Der er ligeledes en uheldig tendens i ansøgerfeltet til at tro at de vide bedre end virksomhedsejerne. Denne tendens følges trop af de ind hyrede konsulenter som skal teste og vurdere ansøgere.

Om virksomhedsejerne ved vi at den slags ikke imponere i ansættelsessamtalerne. Og vi ved om virksomhedsejerne at de vælger ledelse med vid og forstand ved at se på hvem der ærligt og redeligt kan udføre det tillidshverv og implementere ejernes ideer og viden og fælleskab i driften.

 

Virksomheds konklusion

På virksomhedsejernes vegne bedes diverse konsulenter og jobansøgere bemærke at virksomhedsejerne ikke er til at løbe om hjørner med, at de ser lige igennem spin og prognoser, ekspertudsagn, journalistik, ekspertudsagn, eksterne kommunikationseksperter, socialemediemaskiner, kritikere af kritikerne og andre opløb til uanstændig omgang med jobsøgningsprocessen.

Virksomhedsejerne ønsker at kalde alle kandidater til samtale og vil udvælge de egnede til jobbet de næste fire år, efter deres kunnen ud i ”folkevalgt kriteriet, afspejling af ejernes ønsker og værdier og viljen til at bøje egne meninger for ejernes ønske om virksomhedens drift”

Der understregs at det at være folkevalgt er et tillidshverv, hvorom der uden omsvøb, kun kan understreges at det er folket og dermed virksomhedsejerne der handles på vegne af og det er deres ve og vel man forvalter.

 

På virksomhedens vegne

Astrid Søe

At vælge samfundet fra og til


Nå men, da jeg stod op i morges nynnede jeg uforvaret “Se nu stiger solen af natmørkt hav” og imens jeg lavede kaffe og tænkte på at jeg havde glemt en vandmelon ude bag i bilen og noterede mig at det rugbrød jeg købte i går var muggent igen! Bager, tag dig i agt, der kommer igen en muggen kunde, – så slog det mig at det løfte jeg gave mig selv engang i fordumstid, bag gravens kæmpehøje, løftet der sagde at jeg hver eneste levende morgen skal tage stilling til om jeg d.d. er en borger. Om jeg kan vælge mig ind i samfundet, tage det på mig, ville det, handle i det. Det løfte tog jeg ikke i dag.

Denne morgen besluttede jeg at i dag, nej, der kunne jeg ikke sige ja til dig, nemme, lattermilde, til tider latterlige, demokratiske ophavssamfund. I dag vil jeg gå gennem dagen uden statsborgerskab, uden indflydelse, bortviske mine krydser og mine politiske ståsteder. Jeg vil vide at jeg ikke hører til, er statsløs, uden for, sat på porten, ligegyldig.
For det er sådan det er at undlade at vælge sig samfundet til. Det er sådan det er at undlade at stemme, at undlade at ville være en del af danmark, eller hvad land du nu end sværger til denne morgen, eller at være afskrevet af samfundet, udenfor, flygtet.

Og i dag vil jeg mene noget om alt det jeg vanligt er ligeglad med, og pisse på den offentlige mening, mens jeg slingrer ned af vestergade, gennem byen en sidste gang, med en blå kings og solen der stiger af natmørkt hav. For det bliver en fremmed dag.

En dag som ufattelig mange på flugt mærker hver eneste dag. At de ikke længere har mulighed for at vælge et samfund til, at de står udenfor, at de er ligegyldige. At deres stemme ikke har ret eller pligt eller lov.
Kære samfund, i dag fravælger jeg dig. I morgen vil jeg atter spørge mig selv om jeg vil dig, som tusind andre morgner.
Måske vi ses.

se også: http://astridsoe.blogspot.dk/2008/08/frihed-under-manglende-ansvar.html 
http://astridsoe.blogspot.dk/2013/08/valg-til-kommune-og-regioner-november.html