Skrevet den af ASTRID SØE

Der gik våren…

melodi: Nu går våren gennem Nyhavn. Niels Clemmens
Tekst: Astrid Søe 2013
  

Da gik våren gennem Nyhavn og jeg tror sgu jeg gik med,
for nu kan jeg ikke finde, dette “jeg” på noget sted.
våren havde duft af længsel, politik og rynkecreme,
men nu syns jeg landet dunster, af en lugt der er ekstrem.

Morten korch og dannevirke, hist hvor vejen slår en bugt,
hvor en bøg er bred som bagen, og en kælder står med fugt,
hvor et kakkelbord slår revner og et flag er rødt og hvidt
hvor et barn kun må sig gemme, når det leger borte tit.

Se, en “fremmet” bygger rede, finder sted og slår sig ned,
revet op med rod og hjerte, væk fra krig med håb mod fred.
men er står en halvfed dansker, og vil spærre for dit liv,
fremmedhad og halvkvalt hjerne, svinekød og pikken stiv.

Der er mark og skov og søer, der er by og land og strand,
der er ishus og cafeer, og tourister i et et rend,
men når verden slår med nakken og en flygtning krydser spor,
er der pludslig ingen pladser ved det danske nadverbord.

I en rede der i hækken, ruges fugleunger ud,
græsset gror, Sankt Hans er ovre og min ryg har hekseskud,
snart vil fuglen løfte vingen, flyve mod et fremmet land,
må de fremmede du møder ikke lyse dig i band!

http://www.astridsoe.dk
Skrevet den af ASTRID SØE

Politisk pandehår

Hvor kan pludseligt snuble over en længsel mod den klare barnetro man engang fregnet og frejdig bar mod både sit folk og sit land.
Dengang pandehåret var det eneste der glimtvis mestrede at skygge for kærligheden til vores sammensathed, skæbnefælleskab og sarthed.
 
Sugerør, saftevand og samhørighed med det naturlige mulige; bare at være dansk – for det var enkelt og det eneste vi forstod.
Nu vejer Dannebrog med fortællinger og skyggesider vi ikke tør fortælle en aftenstund til de små. Fortællinger om et lille land der deler sig og brydes om så meget mere end det der er væsenligt.
Hvad var det nu du lovede mig dengang Danmark?
Noget med at livet her mod nord var egentligt – var rodfast og frimodigt.
Var arme der åbnede sig og lukkede sig som en tryg og sikker havn.
Sådan husker jeg det – og håber det, mens jeg ser en stigende delthed, fremmedgørelse og jantevandt fremtoning i det danske folk.
Måske man igen skal grave i jorden og strides med den fede danske muld, for at finde den rod der synes så gemt og glemt.
Vi ses! Jeg går på efteruddannelse i danskheden, og tager en batchelor i danskhadet – noget må jeg nemlig have misset undervejs – måske i den måbende samtale med en DF mand der arbejdede med (imod?) integration af flygtninge i Aarhus og hadede alle de fede bande perker svin og deres feje kultur… 

Jeg kan ikke være dansker med alt det had, jeg kan ikke lyse det i æt, jeg kan ikke frasige mig at have lyst til at gro nedad til dengang det var så enkelt og vi alle talte det rummelige barnesprog der ikke har landfaste grænser. Dengang jeg trode at danmarks hjerterum var det samme som rummelighed.
Der skal en del pandehår til for at skygge for de holdninger jeg lagde øre til hos den mand.
Holger Danske – sover du??

http://www.astridsoe.dk