Fremmet

At vågne op, genfødt på ny
trods det at alt er genkendt
at være fremmet i sin by
når man har været udsendt

at mildne hvert et velkendt strøg
og genopdage egne
at spire som et forårsløg
og favne sine egne

at misforstå et sprog så spagt
at lytte, men ej høre
at se en grænse kalifat
som ingen vegne fører

at sprænge dør og mur og is
at kaste alt der tærer
at se at verden genbefries
i stort og i det nære

Nå da

Der er ingen der har lovet det er nemt
Eller at det kører i den samme skure
På en demokratisk vej hvor du har stemt
Holdning, mening, mod og enkelt – det at turde
Det gør vi så
Skønt tvivlen slår
Og tænker nå
Vi har fægtet blindt og bygget hegn og mur
Vi har ramt og skændtes debatteret frihed
En finanskrise og mor der er på kur
Kønspolitisk trælleri om høn og lighed
Hvad gør vi så
Vi sætter fri
Eller? Hmmm nå?
Der er samtaler der sætter livet frit
Der er mennesker der mener for at mene
Der er skællet mellem dig og dem og dit
Der er selv at dø og andre folk at stene
Hvad sir vi så?
Vi siger til
Men tænker; nå…
Der er årets ord og nytårs fortsæts ræs
Der er ting vi gjorde og de ting vi måtte
Der er klima flygtning fortids krise mas
Der er folk der segner og på hvem vi trådte
Hvad gør vi nu?
Vi tøver vist
Og sukker; nå
Vi har måder der kan række frem og hen
Til et mødested, hvor håbet ikke ender
For en fremmet er en endnu ukendt ven
Du skal turde trykke fast i dine hænder
Det gør vi så
I dette nu
Kom så, nå!
Astrid Søe
Frit over P.H. Vise om det lille “Nå”