Frihed er fri, hvis man tåler deri

Melodi: Giv os lyset tilbage

Frihed er fri, hvis man tåler deri
Frihed tar ikke parti
Frihed er vrøvlet og frihed er klog
Frihed er svær, men dog aldrig et åg
Frihed holder et folk i kog

”Frihed larmer og ser,
i det at dele bli’r vi til meget mer’.
Ingen er fri uden selv at gi lov,
Frihed er fri, når den møder sin næstes behov”

Men kan jeg finde et sted hvor jeg står
frisat til fælleskabskår?
Tåle de andre og lægge min tvang
bruge min mund som en fælleskabssang?
Uden skelen til ret og vrang?

”Tvivl er tillid på tværs,
som et besøg i et nyt univers,
alle må tvivle og lede og se,
Tvivl er at miste og genfinde hvor vi bli’r til”

Hvad er det fælles og hvad er en sag?
hvem er mon stærk, hvem er svag?
Midt i forskellige viljer og kår
vågner en tillid som alting formår
i et frisind som vi forstår

”I en mulighedstid –
hvor flere fylder mer’ end et individ,
så må bære og ville et os,
det er at være og turde og ville på trods”

Livet er alting vi putter deri
Uden at skelne og si
Livet er broget og livet er kort
Livet er blendet og så går vi bort
i en smoothie af blidt og hårdt

”Livet koster sig selv –
men vi kan splejse og det er et held!
Midt i en samtid af sammensat håb,
ligger det fælles og det er dit liv og din dåb”

Sangen er skrevet over Grundtvig citatet: Den der selv vil være fri, må lade næsten være det med sig.Fra Mands Minde, 1877.

Og Kierkegaard citatet: Det Store er ikke at være Dette eller Hint; men at være sig selv, og dette kan ethvert Menneske, når han vil det. Fra Af Enten – Eller. Et Livs-Fragment, 1843.

Der findes en have

Der findes en have hvor håbet gror vildt
og træernes kroner gir skygge
der findes en have hvor modet er frugt
og vandet er næret af lykke
der findes en have hvor troen er fri
og viljen er grene der bærer
der findes en have hvor kærlighed gror
og mennesket altid vil være.
Der findes en have hvor liv avler liv
og ingen skal sulte og tørste
der findes en have hvor hjertet gir lyd
i kærlighed du er den største.

//Astrid Søe 2013
http://www.livsoplevelse.dk

#Frugtsommelighedens gave

Der blev liv

Det var kærlighedens gemte
næsten skjulte, nærved glemte
viden om hvad livet kan
uden forskning og forstand

I forstand og tænkte måder
mistes kærlighedens gåder
kun hvor hjertet vandrer frit
skabes vej mod dit og mit

Det blev vår hvor vinter knuer
der kom ånd hvor mørket truer
der blev liv hvor døden lå
der kom lys hvor øjet så

Mellem dem der elsker mildt
ånder våren, længes vildt
luft og vinde, vilje, vej
drøm af dag i dig og mig

Vi blev fri da ånden bandt
fri hvor kærligheden vandt
uden grund og rettesnore
i det sjældne blir vi store

Stilhed svandt og ordet bliver
det der kærlighed opliver
jeg er din, var det du sagde
VI er lyden ladt tilbage

//Astrid Søe 2013
#Valentinsdag

Fri

Fri er den der bærer selv
Livet, verdens arv og gæld
Fri er den der strækker sig
For at følge dig på vej
Fri er du der knuger hårdt
Den der tabte og gik bort
Fri er du der åbner op
Vinden, tanke, sind og krop
Fri er den der råder stolt
Der hvor alting bliver koldt
Fri er du i friheds tro
Livets eget stille ro

//Astrid Søe 2013