friskole – Ordet skaber hvad det nævner

Skrevet den september 25, 2019 af ASTRID SØE

Grundtvig ÅNDline

Grundtvig fortæller om de frie skoler i bedste ÅNDlinestil:

Skrevet den maj 1, 2019marts 25, 2020 af ASTRID SØE

Højskolens 175 års fødselsdag. Festsang på 175 vers

Højskolens 175 års fødselsdag

Tone: ”Engang var frihed ordet”, Erik Sommer eller ”Jeg ved en lærkerede”. Eller ”At lære er at ville”, men to sammentrukne vers.

Tekst: Astrid Søe 2019

1. Engang var intet givet

som brud af sten og sand

og bondefolk oplivet

som før var lyst i band

2. Oplysningen til livet

til lære uden tvang

det øjeblik er givet

foruden stand og rang

3. At værne om sin stemme

og pludslig tælle med

at vide og fornemme

at stå fast på sit sted

4. Oplysningstiden tanker

af folketillids tro

hvor frihed kaster anker

og bygger bro på bro

5. Men kan nu folket råde?

kan pøbelvælde gå?

foruden redningsbåde

og måder at forstå

6. At give magt til alle

at tro at vi kan gro

at styrte og at falde

i alt for store sko

7. Kan tillid gennemtvinges

hvad kræver folkevalg?

at dannelse betinges

at skulle når man skal

8. At kræve er at give

for frihed fordrer vid

og dernæst at oplive

et styre bid for bid

9. I dannelse er ingen

forladt til egen tro

at danne er at ville

at alt og alle gro

10. At intet overlades

til magtelitens mur

at intet skal forflades

og friheden i bur

11. At være med, er løsen

for folkestyrets ånd

forstå igennem tider

at magt er i din hånd

12. At tage del i magten

at skabe lov og land

at turde indgå pagten

er dannelsens forstand

13. Og dannelse fortætter

at al slags liv er stort

og ej kun forudsætter

hvad lærde de har gjort

14. Et liv er mer end bøger

og skoledages flid

et liv har store ører

og hvermands eget vid

15. Et liv er alt der rører

og alt der leves må

for livet blir først større

af flere, ikke få

16. Oplysning tar ved lære

af helhedstankens bud

og dannelse skal nære

at ingen sættes ud

17. At lære nyt og lede

at give mening selv

at højne alt der nede

i folkets karsken bælg

18. At tro at alle evner

at lyse op og ta

den skæbne ordet nævner

et ansvar og en sag

19. Nu skal det åbenbares,

i rent engagement

om dannelse forklares

i frihed eller tvang?

20. Er borgerdyd en gåde?

I frihed eller kald?

Et oplyst frø vi såede

i meningsfulde valg

21. I fælleskab begynder

med holdning, snak og præk

dusinvis tomme tønder

og lange seje træk

22. Et møde med forstanden

et samfunds delte lid

i vilje til hinanden

og skabe uden splid

23. Hvor kan vel sproget dele

og skabe mur og hegn!

Hvor kan vel sproget hele

slå bro fra egn til egn.

24. At højskolen vil fægte

forskellighedens sværd

at ingen kan sig nægte

at stå ved eget værd

25. At byde ind og ville

foranderlige ord

forstå kritikkens kilde

stå fast i det du tror

26. At vide; her er frihed

og tvivlen har sin plads

at leve helt i lighed

at kende sit parnas

27. Mit værd er vel det samme

som det du bærer på

og med og uden ramme

et liv som vi skal nå

28. En færd af form og farve

et frisat tonespil

i måder vi skal arve

og nye ting vi vil

29. Med liv skal landet bygges

med lov skal landet stå

og sammen skal det lykkes

for alle, ikke få

30. Et land er alles hjemmel

mangfoldighedens sted

forskellighedens vrimmel

et nu hvor du er med

31. At ville nye egne

at lære nye sprog

at se på andres vegne

et skrift i livets bog

32. At trykke varmt til hjertet

med fædrelandets mod

de folk der før blev smertet

og flygtede til fods

33. At række hånd og hjerte

at byde ind på trods

forstå at der er smerte

at gå fra vi, til os!

34. Forskelligheden rækker

i håb, sin hånd mod din

fra skyggers land den trækker

dig, til du bliver min

35. At virke er at være

i samvær uden frygt

først da kan livet bære

og sjælen være tryg

36. At læne mod hinanden

oplive i den tro

at tillid og forstanden

er skabt i fred og ro

37. Et skråplan er at skræve

henover hul og grov

og sidenhen at kræve

betaling for sit åg

38. Et liv har knast og splinter

det koster livet selv

et liv er også vinter

men dit alligevel

39. At glædes når det dages

for næsten og sig selv

når tømmerflåden stages

på livets kildevæld

40. At vide alt betyder

at intet er til spild

at livets som du nyder

er kraft til alles ild

41. Et liv er alles alvor

et ansvar uden stop

i fællesskab vi opnår

at kærlighed får krop

42. Hvad er vel kærligheden

til det vi sammen vil?

midt i nødvendigheden

at sætte alt på spil

43. At ville og at råde

at alle kan få ord

at tro på liv og nåde

i folket højt mod nord

44. At fæstne al sin vilje

til oplysning og vid

og inden gravens tilje

at sætte al sin lid

45. At samle tankevirke

der ønsker frihedsspor

et våbenhus før kirke

i nordens gamle ord

46. Oplive, det er ordet

at live op på ny

at sidde rundt om bordet

når midsommer den gry

47. At være i det sjældne

at give kærligt los

at lære det at skelne

lidt kantet og på trods

48. At frejdighed forandrer

nysgerrigt byder ind

mens tankerne de vandrer

frimodigt til dit sind

49. Hvad skal vi med hinanden

er kroppen uden navn?

udfordret i forstanden

vi er til folkegavn

50. Hvad er vel folk i grunden?

Hvad er nu folkeværd?

I himlen eller bunden

et folk at være kær

51. At elske alt og alle

at turde ville vej

at snuble og at falde

et vi i dig og mig

52. At være folk er færden

fornuftigt mellem sig

en tillid ud mod verden

at bygge bro og vej

53. At finde tillidstråde

til det du tvivler på

at spørge og at råde

at give og at få

54. Et folk er skabt af dele

vi flytter nænsomt på

som bliver til et hele

en måde at forstå

55. At læne sig med glæde

med undren og mod håb

med Fenrisulvens kæde

er folkedybets dåb

56. At turde møde livet

foragte had og frygt

et folk det blir først givet

når døren åbner trygt

57. At kende sin historie

og lære dens værdi

så rank som en cikorie

der sætter modet fri

58. At kende gamle veje

et landskab af musik

alt liv er fælleseje

i samvær, brug og skik

59. I poesiens gemmer

forankres vores drift

et livstræ fyldt af stemmer

i node og i skrift

60. En nornes tråd til livet

er flettet skæbnevis

i alt hvad du blev givet

fra liv til Fimbulis

61. I verdens midte stander

ask Yggdrasil i tro

og nornerne de vander

så livet altid gro

62. Fra roden ånder asken

som lunge af en gud

i vingefang og basken

må Odins ravne ud

63. Fra asketræets krone

de flyver vingelet

til Valhals store trone

og hvisker ganske tæt

64. I Odins egne ører

fortælles alt på jord

hvad ravnene de hører

at menneskene tror

65. I nord er det at lytte

at ville andres ord

et ståsted for hinanden

for Loke og for Thor

66. Forenes eller mødes

i al uenighed

i samtale der fødes:

at turde blive ved

67. At turde frie former

og ikke kun sig selv

at sprænge alle normer

er livets kildevæld

68. En gammel pagt til livet

forseglet gennem spyt

der giver Kvaser livet

et svar på alting nyt

69. I Kvaser samles videt

og fantasiens mod

og alle sætter lidet

til evnen i hans blod

70. Den klogskab Kvaser rummer

selv Odin undres på

et vid der ej forstummer

det ypperste at nå

71. Men den der rummer viden

blir slagtet for sin dåd

det ser vi ofte siden

hos folk med gode råd

72. Men kvasers blod blir reddet

i tre forgyldte kar

så evnen den er fredet

i blodet hvor den var

73. Nu blir den spærret inde

i bjergets hårde sten

skønt Odin kan det finde

betalt med slibesten

74. Han sluger blod og evne

fantasia og digt

alt det som verden rummer

og bliver til på sigt

75. I fjederham tilbage

nu hviler fred og ro.

bur ikke blodet inde

hvor fantasien bo

76. Vær stolt i dine klange

og lev for lyst og lys

del ud og giv til mange

så blodet det fornyes

77. Erkendt fra gamle runer

fra mytens ord og væld

fra englenes basuner

fortæl fortæl fortæl

78. Fortællingen forener

forgrener sig i tid

fortætter hvad jeg mener

og blir til sidst til vid

79. I sagn og sang fornemmes

i brudstykker et folk

så arven ikke glemmes

men findes frem som tolk

80. Forstå din næstes veje

ved egne spor at få

historie må du eje

så rejs dig nu og gå

81. Og gengrib liv og gerning

forkast dit satte mål

da randt for dig guldterning

i Valborgsnattens bål

82. Et blus af liv, af grøde

et blus af elskovsild

lev før din aftenrøde

vær varm, vær vår, vær vild

83. Vær ikke fyldt af domme

vær rum for den der vil

gør plads, så vil jeg komme

i samvær blir vi til

84. Hvad er vel frygt og bæven

og angst og ikke værd

at slås og slå på tæven

og ikke være nær

85. At kaste alt der tæller

i gravens mørke dyb

hvis kun foragten gælder

er mennesket et kryb

86. Og krybe må vi gøre

før vi kan stå og gå

og række frem og røre

alt det vi ej forstå

87. Men når vi ranker livet

og ser forbløffet op

det foran os er givet;

et menneske, en krop

88. Det sprog som vi skal lære

er verdens hjertesprog

det sprog som alt kan bære

og aldrig er et åg

89. Det vigtige og smukke

i det at høre til

en dør der aldrig lukke

i ord som, Ja, jeg vil

90. At byde ind og vide

at intet blir som før

luk op, det er på tide

luk aldrig hjertets dør

91. Et skyggespil af tanke

et alt for fæstnet liv

imens et hjerte banke

i had der yppes kiv

92. Hvad er vel hadets stemme

neandertalers spil

i mørket man forglemme

ret hvad man egentlig vil

93. Hvis oplysning er livet

er skyggen dødens gab

og det er ganske givet

der er kun mennesketab

94. For døden den kan tie

og tirre og tag fat

i død er alle lige

i evighedens nat

95. Er døden da en fjende?

En ondskabs magt og kraft?

nej, døden fordrer livet

og det som vi har haft

96. Den sætter os i stævne

og kommer når den vil

gir kraft til liv og evne

og sætter os i spil

97. Men skyggen den kan isne

et menneske med magt

og eget værd kan visne

og alting miste agt

98. At skygge for en anden

at slukke altets ild

at rokke ved forstanden

at se dem fare vild

99. At opfordre til mørke

at fængsle sind og sjæl

at skabe sult og tørke

at klippe tå og hæl

100. Lad aldrig hadet råde

vær klog, vær mild, vær dig

vælg kærlighedens gåde

der lyser dig på vej

101. For lys er alles eje

fra fødsel og til grav

foragt for alt det feje

oplysning er din arv!

102. Og blir du spærret inde

i mismod og i had

og Babelstårnet vælter

og intet følges ad

103. Da husk at du vil finde

igen et oplyst mod

i hjertet dybt derinde

har sproget slået rod

104. Et løsen for fornuften

for kærlighed og værd

som solen gennem luften

der skinner her og der

105. Hvad var så folk og frænde?

Et hjertesprog af ånd

at livgi’ bål med brænde

at række frem sin hånd

106. At turde fælles former

at trodse truslens råb

at læ for alt der stormer

at være nye håb

107. Opliv du selv til andre

vær mod hvor der er frygt

stå ved, så kan du vandre

igennem livet trygt

108. Du spør, hvordan du rækker

din hånd mod verdens dyb

og løfter eller trækker

fra hadet tabte kryb

109. I frihed kan vi bære

enhver, endda os selv

oplysning vil os lære

at bryde mur og skel

110. At tilgiv og gi efter

forstå igen og se

at hadet ikke hæfter

forandring holder ved

111. Oplys i midnats mørke

og blund kun lidt iblandt

bær vand hvor der er tørke

Og eftergiv din pant

112. Vær ven af alt der lever

vær livets paraply

skønt det så ofte drypper

på ny, på ny, på ny

113. På livets skole findes:

forklaring, trit og vær

og det igen at mindes

at du er dig, især

114. At stå i eget virke

at vælge livets mod

skønt fundamentet knirke

med aflad og med bod

115. Gentage gamle måder

opgrave gammel gæld

at afslå den der råder

stå op alligevel

116. Men inden i hverandre

der findes svar på alt

alt det der kan forandre

i alt der blir fortalt

117. At dele og at give

at turde andres ord

at være skydeskive

at styre selv sit ror

118. At finde det der passer

på livet hver især

at bryde ud af kasser

at komme tvivlen nær

119. At rejse er at leve

at leve er berejst

at længes gennem breve

at kunne holde gejst

120. At fremme sine lyster

At tænde på en drøm

At vælge det der ryster

At gå op mod en strøm

121. At turde famle modet

at sige fra iblandt

forny hvad er indkodet

at skille løgn og sandt

122. Men kan en gammel tanke

forandre nuets hvælv?

Gå armgang på en planke

med gåsehud og skælv

123. Er ånd af svundne tider

fornuft i nuets folk?

En drøm af individer

med friheden som tolk

124. Kan højskolen forsvinde

i mål og med og magt

hensygne som et minde

i graven evigt lagt?

125. Forladt af nutids røster

formuldet i sin ånd

en amme uden bryster

der ryster på sin hånd

126. En skole der forandrer

et samfund uden tvang

en skole der forankrer

et oprør ud i sang

127. En tone i debatten

et mødested, et nu

et levn, godt gemt til natten

på nadverbordets dug

128. En krumme glemt i sengen

en tvivler der fortrød

og blomsterne på engen

og solen er så rød

129. Et levn fra gamle tider

foragt og frisat tro

en tankestrøm der glider

et andet sted at bo

130. Forladthed og alene

genfinde og tag ind

at kaste gadens stene

en lussing på en kind

131. Et oprør med et samfund

en ung der farer vild

en node i en klangbund

at vågne morgenmild

132. At vælge alt der undrer

at la’ stå til på ny

at vandre på en tundra

med næsen højt i sky

133. Et nutidssprog forsøger

at række vejen rundt

en plads i livets køer

aviser i et bundt

134. En mediestorm i himlen

på jorden og på tværs

og klodens vilde vrimlen

og klimas sidste vers

135. Et ophob af rebeller

en drøm der tager tid

eksamen, karameller

en speltbolle med bid

136. En helt moderne kjole

en genbrugsmatador

en ven, hvorpå man stole

en plads på denne jord

137. Et klima vi skal klinke

en alvor som vi skal nå

fast håndtryk eller vinke?

Debatten der er rå

138. I ord kan vi begraves

i ord kan vi opstå

i ord kan ånden arves

i ord kan alle nå

139. At holde med hinanden

at tage fælles skridt

forsage Gud og fanden

at hinke, gå i trit

140. At vente på hinanden

at opgive sin plan

at gange 2 i anden

med pletter på et lagen

141. At sluge og at sladre

at lyve og få lov

at mejsle kirkens kvadre

at sige pyt og hov

142. Opildne tiders torden

forsvare frit sit ord

et flag i hundelorten

en plads i himlens kor

143. At tro at troskab tæller

at noget holder fast

en evighed der gælder

som return på en tast

144. At undskylde og fejle

at kende egen krop

til kærligheden bejle

bestige bjergets top

145. At ligestille livet

i køn og værd og dag

og ikke ta’ for givet

det går i ro og mag

146. At elske er at opstå

i sjælden mulighed

at elske er at opnå

at hjertet går af led

147. At mærke varmen strømme

i kroppens glemte kød

at elske er at drømme

at blive ganske blød

148. Forstå at alting vækkes

til dåd i den der vil

og verden ikke svækkes

fordi at du er til

149. At opleve det nære

i andres smil til dig

at andre om dig kære

og gerne viser vej

150. At se det fælles række

at rumme uden præk

at hele hvad der brække

er livets skoles træk

151. I øjenhøjde med livet

forstå, forsvar, fordel

kun et det er dig givet:

i andre, blir du til!

152. At vide fred er muligt

og frihed finder sted

at mennesket er dueligt

jeg ved du tar mig med

153. For åndsfriheden findes

se tanken flyder frit

når ånden ikke bindes

går friheden et skridt

154. Og den der færdes fælles

foruden angst og tvang

vil aldrig kunne fældes

men opstår i en sang

155. En sammenhæng der trodser

og løser bånd og bast

en læk hvor håbet fosser

og livet det står fast

156. At tro på små mirakler

som ufortrødent stort

med glæde bære fakler

så ingen går i sort

157. At se et barn der fødes

at dø hen under vår

at vide at vi mødes

om det kun vi formår

158. At få en ven for livet

der aldrig svinder bort

der aldrig tar for givet

og deler godt og hårdt

159. ja, Nordens gamle skole

er liv der går igen

i nuet vil den fole

et samfunds følgesvend

160. Et sprog som mødestedet

utvungent skabe mod

betydning sammenkædet

og stier til din fod

161. Frit valg på alle hylder

og ingen skabelon

et sted hvor alle fylder

en folkets mikrofon

162. Nuvel i nye tider

er spiren stadig grøn

og mellem individer

oplyser Mimers brønd

163. Fra dybet strømmer livet

oplyst til genforstand

det er hvad vi blev givet

til kvinde og til mand

164. Et løfte til hinanden

en ed af folkemod

et sted at læne panden

et sted at blande blod

165. Et opråb gennem tider

et frisind uden svøb

en ånd der atter glider

i alle tidsforløb

166. At være fri i ånden

at fægte med sit ord

at ta’ et barn i hånden

at sige, Ja jeg tror

167. At trodse tid og tvivlen

at løfte livet selv

at være i sit indre

og skabe store skælv

168. Forstand er det at tage

en tanke og gi liv

for stærke og for vage

og ikke yppe kiv

169. Tag samtalen for givet

fortætte ordets saft

for ordet skaber livet

et fælleskab af kraft

170. Hvor mund og mening mødes

i livsoplyste syn.

kan hjerterne opblødes

til solskin ikke lyn

171. Opelsk i tillidsfærden

din næstes frie færd

et ståsted her i verden

at turde være værd!

172. I lydhørhed er livet

samhørighedens kys!

Som kjærligheden givet

en ild af alle lys

173. Et folk oplyst af tanke

og viden uden bånd

kan holde ryggen ranke

og vide, her er ånd

174. Alt det som ikke gælder

vi gør, som ingen ser

vi kan, som ikke tæller

som hjælper mange fler

175. Vi flytter for hinanden

i virke og i kår

i kærlighedsforstanden

er fælleskabets vår!

Skrevet den maj 19, 2016august 14, 2020 af ASTRID SØE · 1 kommentar

Livet er en mesterlære vi ikke må miste.

Jeg vil vove den tese at dannelse ikke er noget vi kan tage fra mennesket.

Heller ikke reformere i lovord om gymnasier, grundskoler, erhvervsskoler og lignende.

Dannelse er det der sker uagtet “lærings-regimer”, målstyring, fremdriftsreformer og andre mådeholdne metodiske tidsmaskinelle mekanismer som vi i denne tid forsøger at implementere i vores lærings institutioner.

Sidst jeg kikkede mig omkring havde dannelsen det ualmindeligt bravt – vel og mærke uden for hegnet på legepladsen.

Nuvel, den går i andre klædninger end “præstekjole og knækflip.”

Men den lever ufortrødent videre, trods debat og dødsannoncer i dens eget navn.

Dannelsens særkende er at den ikke ladet sig gribe af reformer eller regler.
Den finder sig ikke i at blive mast ned mellem leverpostegmadder og fakulteter, fagskoler og reformer.

Og selvom alle i tiden forsøger at være på fornavn med buzzword som “dannelse” ender de fleste debatter med at spørge sig selv: Hvad er egentlig dannelses tydningen?

Det kan vi (heldigvis) dele mundlæder om i umindelige samtaler herfra og til helvede.
(I den forbindelse kan jeg berette at slår man op på Google mabs under “Helvede”, så foreslår den bla. Dansklærerforeningens forlag som adressat!
Nu holder jeg egentlig meget af dansklærerforeningens forlag, men når vi debatterer dannelse er tydningen god nok.)

Dannelsen er ikke et opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.
Og oplysning er et greb i lommen på livets som hele.
Vi kan ikke studere os dannelse til, uden samtidig at agere i forhold til andre mennesker.
dannelsen slår ned, uagtet om vi vil den eller ej.
Det er livets vilkår og vilkårsfordeling.

Kvasers blod
Vi kan jo begynde hos Vanerne og Aserne i det nordiskmyteske opdrag til tilværelsen.
Fra gammel tid var dannelse et ukueligt mod

og modet kan hverken måles eller vejes, karaktergives eller målstyres.

Den er som fenrisulvens lænke en skabning af fiskeånde, kvindeskæg, fuglespyt, lyden af kattepoter, bjerges rødder og ukueligt mod.

I myten om Kvasers blod fortælles der om Aserne og Vanerne der får den prægtige ide at holde fred med hverandre.

De forsegler pagten med at spytte midt i Valhals gård.

Da Vanerne er gået hjem står Aserne tilbage med al den dejlige spyt og galde, som var det en rest af en facebookdebat om sommerhumør, skråskrift, integration, skolepolitik eller andet gods.

Af spyttet former Aserne til en digterskjald som de døber Kvaser.

Kvaser er lavet af samtalens råstof og er derfor så klog at han skal svare på alle spørgsmål. Han er opskriften til fantasiens evne og livets mulighed.

Desværre går det sådan, i den gamle myte at Kvaser bliver slået ihjel af Jætterne, men hans blod opsamlet i tre store kar.

Jætterne får den ide at spærre karrene inde i et stort bjerg, gemt væk fra verden.

Det ender med at Odin, efter mange prøvelser får kvasers blod tilbage så fantasiens evne og livets mulighed kan være tilstede blandt alle mennesker og Guder.

Livets mulighed er ikke blevet til for at blive spærret inde, men skal bruges imellem mennesker.

Dannelsen har siden de gamle overleveringer været en oplyst del af vores begrebsverden. Noget vi griber, men ikke begriber.

Grundtvig kysser kun med tungen

I de sidste par hundrede år har dannelsen kysset særligt dybt, for det meste gennem grundtvigsk mund og siden gennem højskole, efterskole og friskolebevægelse. Om mærk dig netop det – bevægelsen. En levende tankemåde der flytter livet, opildner og opliver, oplyser og opstår.

Når vi nu igen igen tolker dannelsen døende, må man igen igen gensynge; Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Og barnet trives svært inde i det store mytiske bjerg hvor de lodrette vægge skygger for livsoplysningen.

Bjørnstjerne Bjørnson ville skråle, Ud vil jeg ud åh så langt langt langt!

I de sidste 200 år er vi gået fra hånd til ånd, fra industri til videnssamfund.

vi er gået fra dominans til frihed. Vi er gået fra pøbel til populisme.

fra diktatur til demokrati, fra kirke til trosfrihed.

Det er 80.000 års evolution der i løbet af 200 år er eksploderet til at være “Hin enkelte” “ego-famlen” “egen forståelse” “selv-realisering”.

Og hvordan har vi klaret det?

Der tales i kvalitets tid, i egentid, privatliv, mor, far og børn har egne værelser til at varetage deres privatesværes hellige rum, ligusterhækken springer ud omkring de små egostammesamfund.

Vi indretter rent fysisk stadig samfundet, skolen, læreanstalterne, lejlighederne, husene efter den gamle opskrift, at familien er urkænkelig, at livet læres ved at se på det hoved der er højere end vores eget, at vi lærer livet i samklang med vores nærmeste og af familien.

Familiemønsteret ligner meget vel det gammelkendte. Vi har blot kun meget lidt tid at udleve det i.
De sidste års debatter er ikke til at tage fejl af.
Igen og igen peges der på at vi mangler hinanden – alvorligt talt.
at vi er presset på tid i forhold til vores nærmeste.
Debatten vil blive ved, det er der ingen tvivl om og den er nødvendig.

I debatten om barnet som individ i familien er der også flere års tovtrækkeri og meningsforskelle at spore.
>>Børn er egoister, de er centrum, de dikterer alt fra indkøb til valg af avis.<<
debatten fortæller at børnene er de nye “overhoveder”.
Andre debatter fortæller det modsatte.
Emnet og striden i debatterne viser meget godt noget om vores opdragelsesmetoder.
Ikke dem vi selv opdager og bruger en pokkers masse tid på at udtænke og udleve, men alle de andre måder vi opdrager os selv, dels i familien, i skolerne, i samfundet og i samtiden.

Det virker som om vi er meget delte i vores signaler i denne tid. I opdagelsen viser vi at barnet er enten lidt “ligegyldigt” (sat til side når vi dyrker voksentid, egotid etc.) eller ophøjet til kongen når vi sætter barnet i centrum for al virke vi gør og beslutter.. (sådan sat på spidsen)
Er der noget med ballancen vi har glemt måske?
Frækt kunne man se på vores hundelov og kæledyrsopdragelse. på måden vi har ophøjet hunden til leder i familien. en hund skal trænes og lære at den er et folkdyr. Hvis vi lader den side med ved bordet, bider den, for ingen lærte den at den skal følge flokkens overhoved og lære undervejs.
Det er et sært billede, særligt når vi ser på mennesker kontra dyr, men evolutionen er måske ikke så meget længere end det.

Flok og skæbnefællesskab

Børn er selvstændige individer og skal respekteres, men samtidig have læremestre der tør gå foran, tør lede vejen og vise verden frem som et godt sted, et sted hvor man gennem dannelse og erfaring, nysgerrighed og vilje får vej og finder vej.

Vi taler om det i skoleregi – klasseledelse.
Og vi ved det når vi møder en lærer der kan “det der”
Jeg kender sådan en lærer.
Hun er elsket og respekteret af alle eleverne. Helt enkelt fordi hun står som en tydelig rollemodel og “Går foran” i både som leder, relationssøgende menneske og som dagens rammefortælling for eleverne.

Nu har hun ikke længere tiden til det, men viljen fejler ikke noget. Den er bare blevet rammesat så stramt at samtalen og den vejledende myndighed blegner.

Det er ikke vendes skyld.

Der er noget tillidsvækkende ved at kunne læne hovedet mod erfaringen.
Det skaber tryghed. I familien, i skolen og i livets forhold.
Der er intet nyt i det, den tydning kender vi som vores egen baglomme.
Men samtiden mangler røv i bukserne og baglommer.

For hvordan læne på erfaring og samtale med forældre, lærere, pædagoger, kolleger, studiekammerater etc. Hvis der ikke er tid til overs til det?

Hvis samtalen og dermed dannelsen er sparet væk eller reformeret?

Man kan altid spørge sig selv om det er vigtigt at blive ved med at insistere på “læring via levet liv” og “Livets skole”
Og spørger jeg børn eller unge, så svarer de meget godt og stort set altid det samme.
>>Kasper sagde i går at…<>Mormor siger…<Min lærer oplevede på sin ferie at..<<
Og mere sjældent svarer de >>Google gav mig svaret på livet<<

Nærved og næstenFamilie er en styrke. Det er fællesskabets læringsrum.
Siden henter vi læring ind fra alle de mange sammenhænge vi begår os i, men fra begyndelsen er det i familielivet vi øver os på at være medborgere og medansvarlige.

Ofte debateres det om det er sundt eller usundt at vi i al hast udliciterer “familielivet” fra børn er 6-12 mdr. og de begynder i vuggestue eller dagpleje.
De etablerede “eksperter” strides om emnet igen og igen.
Et er sikkert, vi har som samfund overgivet os, på lige linie med andre særligt vestlige kulturer, til samfundsopdragelse af vores børn.

Måske er det med til at vi glemmer, eller mangler en vigtig brik i vores familiefølelse og dermed fremtidige samfunds og fælleskabs fornemmelse, at vi ikke længere er øvet i at være i skæbnefælleskab med hinanden.

Dermed ikke sagt at familierne som hele er udslettet, men vores naturgivne pleje af hinanden er systimatiseret og vores tid sammen meget sparsom.

I dag kan vi lære, forfra, famlende hvordan det er at være familie, ved at tage et ny-udbudt kursus hos kommunen, vi kan tage ægteskabskurser hos kirken, vi kan tage yngelplejekurser hos sundhedsplejen, førstehjælp hos falck, trin for trin i børnehaven, coach til de unge, til de midaldrende, til de gamle.

Vi er snothamrende forvirrede omkring livet, opskriften, vi higer og søger.

Det er der ikke noget nymodent i, at vi søger efter opskrifter, men at vi som samfund ensretter svarene som kurser, opdragelsesinstutioner og skoling er ret nyt.

For tiden vælter vi os i phd’er, videnskabenlige undersøgelser der klart fortælle at menneskets største fare som race er at vi har glemt at være sammen som familie.

Vi har mistet fællesskabsfølelsen.

Det brud med yngelpleje, opvækst og læring i en tryg kendt ramme, betyder at vi mister roden i tilværelsen og reel fælleskabs forståelse.

Hver tid, sin undersøgelse, men revolution 2016 ser ud til at blive at vi igen går tilbage mod familielivet som udgangspunkt for vækst.
flere og flere vælger sig tilbage til hinanden og forsøger at give plads og nærvær forfra.

Samtidens tiltale

Imens vi søger tilbage i noget oprindeligt, begynder debatten igen: Har vi måske fuldstændig glemt hvad det er at være naturlige?
Hvordan vi føder? Hvordan vi dør? Og alt det midtimellem – som er en naturlighed, nemlig livet og hov.. livet er jo netop naturligt, biologisk, kraftfuldt. Er vi som race blevet så ringe at vi uddør fordi vi ikke magter livet mere? fordi vi fortvivles og går i stå? glemmer at stå ud af sengen, og ak ve – glemmer at lade mobilen op så hele omverdenen og kontakten til andre smuldrer?

Midt i det står og går de unge på stand-by. og så får de skæld ud, for det de har lært af os andre.
Det er ikke godt nok.
Hvis vi ser en “ego”, “nå” eller “stand.by” kultur, er det et spejlbillede af os selv.

– Måske vi skulle tage og slå os ned i tre-to’eren med de unge og slukke for dmi, mobilen, pc’en, tv, og vente – i stilheden – til samtalen kommer tilbage og til vi begynder at spørge: >>Hvordan gjorde du?<>Hvad længstes du mod? <<

Da der i 2013 var Lock-out på skolerne var der mange børn der for første gang var med deres forældre på arbejde.
Rigtig mange børn og forældre har siden peget på at trods den ubegribelige svært logistik omkring lock-outen, så skete der noget inden i dem.
De fik pludseligt lært en masse om hinanden og børnene fik oplevet hvad de voksne går og lavet på deres arbejde.

Erfaringsdeling og fornemmelse af at være en del af hinandens liv.
Ved vi ikke hvad de voksne laver, ved vi ikke at de er værd at spørge, at de har værdi som rollemodeller.

At lære er at ville

Det er skide nemt at tage en tur på Mac. Donalds, for der er livet indrettet så børnene ikke falder uden for deres eget univers.
Det er knapt så nemt at tage en tur på Angle terre og nippe petit four, men billedligt talt – så lærer vi børn at børnenes univers er sådan livet ser ud – for altid.

Livet er også at stå i kø i netto og at hjælpes af – ikke hjælpe de voksne.

vi poster lommepenge i pligter, men glemmer at det at være familie ikke er at betale børn for at give en hånd, men en opgave der gælder alle.

Måske er godbidsopdragelsen den største fjende vi har, for fællesskabet, for det naturligt at vide at man indgår i en sammenhæng og er uundværlig.

Peter Kemp skrev så fint, ingen er uundværlige, men alle er uerstattelige!

Vi kan undværes, men selvom vi skiftes ud er det nye menneske der kommer til ikke det samme som det der var før, vi kan aldrig erstattes. den viden er uvurderlig.

Vi skal ikke være hverken popkonger, prinsesser eller genier for at have værdi. Ikke alle skal have en lang videregående uddannelse, ikke alle skal stå på en pedestal og være fyrtårn for menneskeheden – men være fyrtårn for sine nærmeste.
Værdien er den enkeltes liv, der “måles” ved de afsæt og de fodspor vi sætter i andre mennesker.

Det vi giver til et fælles bedste.

Ro, Regelmæssighed, reform og revolution

Vi er skabt til at stræbe, stræbe efter at dygtiggøre os, udvikle os – men vi spænder ben for os selv ved at tro at alle skal udvikles ene, at drømmene er ens, at noget liv har mere værdi end andet.

Du når aldrig længere end du har drømt som ung, sagde Grundtvig – og drømmen er drivkraft, men drømme er forskellige.

Livet kræver hårdt arbejde – bestemt og livet kræver historie, det kræver rod og forstandighed om det at være til, i en verden omgivet af andre.

“Skolerne drukner i uregerlige dovne børn og unge…” – nej, det gør de ikke, de drukner i mangel på børn der har lært at spørge, der har lært at være i et fælleskab på alles præmisser, ikke kun deres egne.
dannelsen til livet, der foregår uden for hegnet, lever, men vi bruger for meget af livet inden for hegnet.
Og med de nye reformer på skoleområdet er hegnet blevet højere og mere markant.
Jeg vil fortsat ønske for min samtids børn og unge at der gives mere fri til fritiden – også for at kunne bruge tiden sammen med de vigtige læremestre i alle aldre, som kan give retning og mulighedsnære råd.

Debatkulturen, medierne, ja os alle sammen skælder og smælder med ord om dovenskab, ugidelighed, uselvstændighed, umodenhed etc, når vi debatterer de unge og deres livsduelighed.
Enten er de for urealistisk målrettede og karakterryttere eller også er de for opgivende.
Spejl – som det vist hedder på moderne dansk.
Og i det spejl ser de unge ikke så meget andet end det opdrag vi gamle har givet.

Det er ikke de unges skyld, det er ikke facebooks skyld, det er måske ingens skyld foruden vores hast i tilværelsen for at stå på pedestalen og have økonomi til tre-to’eren og speltbollerne og egentiden uden at tage historien med, tage erfaringer med og dele vores mestring af livet.

Det er fiseme ikke for sjov at man er forælder – det tar tid – god tid – lang tid – livstid!

Børne(b)ordet

Min ældste havde, da han var yngre, bestemt sig for at holde en fest hvor der skal laves et “olddingebord” i stedet for et børnebord – Han var så træt af at skulle sidde ved det pokkers børnebord hver gang vi skulle til fest.
Ved “oldingebordet” (vel og mærke et bord for alle os over 40) der kan de så sidde isolerede og alene med hinanden, med søbemad og plastikkrus, mens de “vigtige” andre holder fest ved hovedbordet med hvide duge og krystalglas. Hvorfor tænker han sådan? Fordi han ser at børnene er et segment der holdes ude af det egentlige fællesskab, som en svøb, som om de allerede på forhånd er dømt ude som duelige ved festen. de spilder jo, bøvser, griner, smasker..

Børnebordet er mc donalds forlængede arm, vi gemmer børnene af vejen for de er i vejen, men vi inviterer dem alligevel, til festen, til fælleskabet, uden dog at inkludere dem rigtigt.

Hvilket signal sender det. At de er ønskede, men på tålt ophold.

Vi lader somom det er for børnenes skyld, men for faen, det er jo ikke.

Vi laver mange krumspring for at gøre familielivet nemmere. men er det nemmere i længden for barnet og siden den unge – når chokket kommer, når de opdager at børnemenuen ikke varer ved, at livet ikke kun er 4 nuggets med ketchup, at der skal knokles og at dugen er hvid og nystrøget?

Børn er børn og skal have lov til at være det – hvis vi altså husker hvad børn er..
Børn er mennesker, de er nysgerrige, de leger livet for fuld kraft som en øvelse i at være en del af fælleskabet.

De leger stadig far-mor-børn, købmand, bank, postbud, popstars, prinsesse.. alle øvelser i at gribe livet som de ser det. Der skal være plads til leg, til grin, bøvs og mest, plads til samtale og spørgsmål.

Livet går dog begge veje, der skal også være plads til at vise livet frem, “at fortælle mennesket”, som Svend Åge Madsen ville sige det.

Kvalitetstid er at have god tid. At turde stå stærkt, at vise holdning, at samle hinanden og samle på hinanden som et vilkår i det at være menneske.

Jeg savner (stadig) et samfund hvor det igen er moderne at mødes på tværs, hvor livet er et mødested hvor slægt skal følge slægters gang – gang på gang.

Hvor vi har tillid til mennesket og også til tiden vi bruger uden for samfundets mange instutioner, skoler og andre sammenhænge.

At livet, også børnelivet tildeles værdi, reel værdi, ikke kun samlemærker i BR men en viden om at livet ikke bare et kuponhæfte der dumper ind i mailboksen, men faktisk skal optjenes, skal virke og handler om sameksistens.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.

De sidste 10 år har vi forsøgt at sætte ind med mange flere love, regler og regulativer i samfundet. skolen vil snøre yderligere ind og terpe og skoleboden udskiftes med en kinagrill. men jeg tror ikke på opskriften – for dannelse foregår undervejs, ikke i udenadslære, ikke i terperi, men i stræben efter at blive menneske.

Dannelse er ikke kongerækker eller kvardratrod – dannelse er læring der sker når vi ikke kan lade være.

Hvordan får vi skabt en mesterlære i skolerne og hjemme, i samfundet og i omgangen med hinanden?

Mesterlære handler om at mestre, at øve sig i at stå på egen ben, at tage fra, at vælge ud på ta selv bordet, at sidde med ved bordet, at åbne døren udad.

Vi kan ikke regulere eller regelsætte regelmæssig læring. Læring er et livspust, et åndedrag, et fælles vilkår for samfund og sameksistens.

Så højtravende og alligevel helt naturlig er læring.

Uddannelse til livet kræver dannelse. at vi dannes af noget, har rod, har læremestre der trådte i eksistens, så vi siden lærer selv at eksistere.

Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.

Og hvor gengror vi så det mod på livsoplysning, mestring og dannelse i folkeskolen, friskolen, efterskolen, gymnasier, erhvervsuddannelsen, universitetet, jobbet, fritiden, civilsamfindet, det politiske opdrag?

Ved at turde fortælle mennesket, at vælge livets mulighed i kvasers blod og tage ved lære af Højskolernes kongstanke: At Højskolen er skabt for at være et mødested mellem forskellige mennesker. Elitære, uskolede, skæve, lige, rige, fattige, ukendte og kendte, gamle, unge og enhver der kommer frit og siden går frit.

At ethvert opdrag, enhver holdning er fri til søsat og modsagt om man vil.

Højskolen er skabt for at være “de frie samtalers fristed”.
Den tanke er en exportvare der ville være ganske smuk i alle dele af vores samfundssammenhænge.

At dannes

Vi fødes over en åben grav – og er fortællingen undervejs. vi oplever, fortætter, famler, fanger, frigør, forstår, tvivler og takker for det vi nåede og fortryder det vi ikke fik set, følt eller fornemmet.

Videnssamfundet er fabelagtigt, særligt hvis vi tør bruge det rigtigt, tør huske at livet er at stille spørgsmål og at finde svar. Vi kan ikke lære barnet eller den unge at svare, men vi kan lære dem at spørge og er vi heldig spørger de efter erfaringen efter den voksne, den der har levet, set, hørt og holdt livet ud i strakt arm. Mere af det.

Hvis dannelsen går og støver lidt rundt om, er det ikke så meget dannelsen det er galt med, men modet til at gribe muligheden og genopfinde de livsformer der danner mulighed for at opildne og oplyse.

Det er værd at samtale om – sæt igang.

/Astrid Søe

Læs også gerne blogindlægget om Demokratisk Dannelse http://astridsoe.blogspot.dk/2014/05/serist.html

og Indlæg om debatter og tonen http://astridsoe.blogspot.dk/2015/01/kvasers-blod-debattens-sgsmal.html

Skrevet den oktober 1, 2015 af ASTRID SØE

Holder ikke med nogen særlig

Holder ikke med nogen særlig,
Holder mere om og af
og for at være ærlig
var det engang danskens sag

Jeg lærte i skole og hjemme
om særegne tanker og værd
og oplysnings stærke stemme
og menneske første og nær

jeg læste i bøger og hørte
historieske vinger der sang
i melllem de dybe dale
og nattergale klang

jeg lærte om Kold og Grundtvig
og frisind og myternes sprog
om oplyste folk kontra ufri
om vigtige gloser i bog

Jeg fik gennem danmarkshistorien
et indblik i skift og behov
og lærte poestisk at bygge
en by der var blød, gennem lov

Jeg lærte at skønne på frihed
på tro og på håb og på mod
retfærdiges søvn og på lighed
på orden såvel som på rod

Jeg lærte at elske min verden
kulturen og menneskers bro
i mødesteder og færden
på tværs af lande og tro

jeg fik i opdrag en tone
så mild at den synger sig selv
at kærlighed er herboende
fra tanke til livskildevæld

nu spørger jeg igen folk og frænde
hvad vil vi, i tanke og sind
et hadets bål fyldt med brænde
lykkens dør, går dog ikke ind.

Hvorledes skal folket forandre
en verden til frihed og liv
hvis “menneske først” udvandrer
og mellem os ypper kiv?

Skrevet den august 25, 2015 af ASTRID SØE

Mig og mine venner. Børnesang

Jeg har ikke lange arme
jeg har ikke lange ben
jeg kan allerbedst li varme
ikke dem der kaster sten
jeg er barn og jeg er vigtig
jeg er fræk og jeg er glad
jeg er ikke gennemsigtig
jeg er rund og ikke flad

Jeg har tanker som kan vokse
jeg er klog på mange ting
tænker ikke ind i bokse
tinsoldater tingeling
jeg er vild og jeg er stille
jeg er leg og jeg er lær
jeg er cykle jeg er spille
jeg er glad når du er nær

Jeg går hver dag til min skole
med min taske, bog og pen
vipper lidt på klassens stole
taler med min bedste ven
jeg kan li at være sammen
have tid og lære nyt
jeg kan bedst li fryd og gammen
uvenskab er bare yt

Jeg er god til alfabetet
og til data, matematik
tegner ikke på tapetet
og er rar og go og kvik
sådan er enhver i verden
både Hassan, Bo og Per
glem prinsesserne på ærten
vi er mere end I ser

Vi forstår at være venner
hjælpes ad og ville mer’
fremmet eller en du kender
konge, klovn eller barber
det betyder aldrig noget
hvad du kommer fra og vil
venskab er hvad vi har fået
tak fordi at du er til!

//Astrid Søe. Kan synges på “Jorden drejer om sin akse”

Skrevet den oktober 17, 2013 af ASTRID SØE

M.I.S.

Til Eleven:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket at vippe på stolen?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket en krølle på kjolen?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at være en ven der er god?
Har du husket at danse og synge?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket at hoppe og gynge?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket din bog og din taske?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket din mad og din flaske?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at gide de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

Til Læreren:
Har du husket at grine i skolen i dag?
Har du husket fortælling og sange?
Har du husket at ingen er dum eller svag?
Har du husket at trøste de bange?
Har du husket at at spørge og finde et svar?
Har du husket at viden er vejen?
Har du husket at komme og være helt klar?
Har du husket at ta del i legen?
Har du husket at læring i nærvær er god?
Har du husket at lyse og tænde?
Har du husket at lytte og være i ro?
Har du husket en verden at vende?
Har du husket at klassen er vigtig hver dag?
Har du husket dit ansvar og viden?
Har du husket at hejse et fødselsdagsflag?
Har du husket omhu til tiden?
Har du husket at skolen udvikles af dig?
Har du husket at tro på de andre?
Har du husket at skolen også er leg?
Har du husket at DU alt forandrer?

//Astrid Søe 2013

Skrevet den oktober 28, 2012 af ASTRID SØE

Fri mig for friheden!

Samfundstendens: vi er nu nået til FRI- plejehjem, mens vi har set friskoler og fribørnehaver skyde frem med fornyet kraft de sidste 10-15 år. Altså institutioner der er skabt af ildsjæle rundt om uden om systemet. Tendensen er stigende og tydelig. Som samfund er der både noget rigt og fattigt ved de mange tiltag. De fortæller om et samfund der ikke har magtet at bevare nærsamfunds tanken og ikke

har råd til de mindre sammenhænge. Hvor kommuner nedlægger skaber borgerne selv nye steder.

Retorisk har vi mistet noget med navngivningen FRI skole/børnehave/plejehjem, for vi siger med ordet FRI at værdien er at være fri af skæbnefælleskabet ikke skabe nye vilkår i skæbnefælleskabet. Da friskolerne oprindelig blev støbt var det det pædagogiske og læringsmæssige setop, der gav mening til frihedstanken. Fritænkere.

Nu bliver alt der skabes af civilsamfundet navngivet: FRI…
Det koster i forståelsen af hvad det er at være del af et hele og et fælles samfund. Det koster når frihed bliver et modeord som mesterhak og bagt uden stråforkorter!

Frihed er en tanke om at sætte noget eller nogen fri fra eller til noget. Og vores samfund ( siger vi) er bygget på frihed og demokrati. Men det øjeblik vi “går imod” den offentlige mening bliver vores projekter stemplet med ordet: FRI.

En skole der opstår i en nedlagt folkeskole bliver ikke fri af at genopstå som folkeønske. Den er stadig skole for de selvsamme børn med ofte de selvsamme lærere og det ændrer ikke friheden at give et frihedsnavn. Friskolen er en tankegang – ikke en oprørssang mod stat og styre, finanskrise og kommunalbesparing.

Måske vi skulle få set lidt på hvordan vi behandler ordet frihed nu om dage.

Det er fattigt at stemple vores samfund som så ringe at alt der skabes udenom er det eneste der er “godt nok” til at få frihedsstemplet! Jeg holder så uendeligt meget af de gamle tanker der skabte vores mulighed for at skabe skoler med fritanke, som var Kold og Grundtvigs ide bag.

Den sorte skole med terperi og udenadslære skulle have en modpol i friskolen med fantasi, følelse og frisind. Her var det selve børnehøjden og pædagogikken der var frirummet, ikke pengepungen eller samfundskrisen.
Pas på gamle Danmark at du ikke snubler i dine ord. At du ikke mistolker hvad frihed er. At du ikke giver frihed tydninger der ender som “inde og uden” for samfundsrammen.

Det øjeblik er vores folkearv og nordiske opdrag ude og vi ender i et indsnævret forbitret systemsamfund splittet og misforstået over tid – mens sproget tilpasser sig noget helt skørt: At frihed ikke er at være medborger, men modborger. At samfundet er ufrit og noget vi frigør os fra når vi skaber lokalsamfundsmuligheder.

Det ville glæde mig om den siddende regering ville tage et par dage ud af kalenderen og læse op på vores historie, på samfundet, på den nordiske mulighed og tanke og overveje hvad frihed er? Om frihed er at være sammen, at stå fælles om en sag eller et land med mangfoldig tankegang eller om frihed er at fravælge landets sag og vilkår.

Når vi taler folkeskole kontra friskole skal vi huske at der gælder samme krav om output i eleven – det har loven bestemt – men måden vi møder eleven læringsmæssigt har hvert sit setup ( hvis der er tale om en grundtvig/Koldsk skole) friheden er altså en grundtanke i pædagogikken – ikke et forblæst ligyldigt prædikat vi klasker på skoler der overtages af forældrene.

Et friplejehjem er ej heller mere frit fordi det drives privat. det er blot: privat! Men vi er blevet smølfeblå bange for at kalde noget for privat!! hvorfor? fordi det indikerer et skel mellem stat og folk. Staten har opgivet noget og borgerne tar over, uden om staten. Altså: De FRIE (!) markedskræfter! Det lyder borgerligt <— yep – der var det: ordet borgerligt, men her er ordet borgerligt et udsagn om at borgerne går imod en statsligt beslutning.

Hvad er et samfund egentligt hvis vi er borgerne mod staten? Hvis splittelsen går på hvem der har retten til at drive menneskeinstutioner? Det er jo der striden står. vuggestuer, børnehaver, skoler, plejehjem, hospitaler. alt der er for mennesker er en statsopgave eller er det?

Privatiseringen er et udtryk for at nogle borgere mener de har en anden opskrift at skabe menneskerum i., men husk nu bare at kalde det privat! Ikke fri!

Ja fri mig for frihedssnakken – den er forvrøvlet og hører ikke hjemme om sten og mørtel, bygninger der skifter hænder og ledelse.

Frihed er et begreb vi skal danse varsomt med. det øjeblik frihed bliver et skel i samfundet har vi tabt det hele. Det øjeblik er vi ikke længere et samfund, men sat helt på spidsen: en arv-art af et diktatur/statsvælde med borgerne som uartige ulydige Robin Hood frihedskæmpere der går imod styret og statsmagten. Jeg vil IKKE være fri af staten – jeg vil være fri som stat – som samfund!

Ja sgu og godmorgen vintertid!

//Astrid Søe 28. oktober 2012

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette:

Share this:

Synes godt om dette: