ved Cand. mælk. Astrid Søe.

Mageløst! Det er vel ordet der kommer først på tungen når man møder sig selv som mor.
Mageløst fordi man bliver til som menneske igen, pludselig et skridt tættere på døden.
Da jeg fødte mit første barn, en anelse for sent i tyverne,- vist nærmere på de tredive, havde jeg med omhu lavet et computerdokument der hed: Mit første barn i ord.
Jeg måtte jo nedskrive dette nye menneske og tankerne om det, så jeg kunne bogføre det på vanlig nymodens menneskevis.
Orden i tilværelsen. Orden i tankerne og følelserne.
Styr på livets store øjeblikke.
Ingen glemsel eller slinger, men en idiotsikring af hukommelsen.
Velkommen til IT-alderen.
Men It-alderen viste sig at betyde IKKE TIL-alderen.
Med længslen efter at virkeliggøre dette menneske blev min lyst til at nedskrive det større.
Dokumentet stod åbent på computeren og blinkede til mig i ugerne før barnets ankomst.
Endeligt kom han, drengebarnet, i mit køkken, i et mælkehvidt plastikkar, under vandet som en tusse der skal op efter luft.
Nu skulle han skrives ned.
Være virkelig for hele verden i skrift og koder.
Jordemoderen der hyggeligt var kørt hele vejen ud til mit køkken i taxi skrev i de dertil færdiglavede formularer at han var et menneske.
Krydsede fejlagtigt af i rubrikken: død ved fødslen, men fik rettet fejlen.
Det er menneskeligt at fejle. Men livet selv tager ikke fejl.
Timerne gik. Men der var ingen ord.
Bedsteforælder ind og ud af dørene. Åh, oh, ih, i end endeløs vidunderlig strøm.
Blink blink blink. Dokumentet ventede på mor.
Et øjeblik slap han mælken og jeg gik ind til dokumentet.
Den hvideste skærm jeg nogensinde har set.
Tag dig dog sammen menneske.
Men ordene var væk.
Det blev til en eneste linie:
At blive mor er at træde et glædesskridt nærmere døden.
Det er de korteste ord om den længste sandhed jeg nogensinde har mødt.
45 tegn der med glæde skubber mig nærmere min død.
Jeg er blevet et slægtled ældre på få sekunder.
Pludselig hører jeg til.

Jeg kan ikke skrive dette nye menneske.
Jeg vil leve det.