Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med,
og friheden at finde.
Grundlovsdag går vi nu til valg,
et folketing vi skaber.
stemmer ind til tillidskald,
held til både vinder og taber!
Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst! Grundlovstale 2017
Grundlovstale 2017 – Grundlovsmødet på Orenæs Saloner kl 13:30-15:30
Vi er hinandens mulighed.
Find dig i grundloven eller find dig i hvad som helst!
Det er på alle måder både festligt og u festligt at fejre grundloven.
Festligt fordi vi med grundloven har taget en beslutning om at ville hinandens forskelligheder og taget skridt til at forløse en fælles medbestemmelse i hinandens liv.
Samfund betyder at finde sammen.
Og et samfund passer ikke præcist på den enkelte, men er et mødested mellem mange.
Mødesteder er festlige. De vil noget, vi vil noget, med hinanden.
Grundloven er u festlig fordi den minder os om at forskellighederne kan briste.
At vi ikke kan leve på fredelg vis sammen, uden at skrive regler og lovbøger hvori vi skal agere og udleve vores samfundsgerninger.
Et samfund er ikke givet på forhånd, men er en gradbøjning mellem mennesker der lever i et geografisk område.
Det er på sin vis u festligt.
Nede i kolonihaven er der gnidninger om perlegrus eller ej og på tinge skal de folkevalgte beslutte sig til om man må brænde bibler, koraner eller ugens rapport – uden at det skal have opsættende virkning for den enkelte borger.
Grundloven er på mange måder en skæbnebog for et samfund.
Den skal sætte fri, men til hvad og for hvem?
Friheden kan man ikke skalte og valte med.
Den er uløseligt bundet med ansvaret.
Grundloven har den ene opgave at fortætte ansvarstagen, så friheden kan gå på frierfødder uden blusel, i et folk.
Grundloven er et stykke frimodigt tekst der gør et folk myndigt.
Ikke bare magthaver magelighed, men en egentlig tillidserklæring til medborgerskabstanken.
Historien kender vi forfra og bagfra.
Også gnidningerne ved grundlovens indførelse.
Er vi oplyste nok til at styre et samfund?
Er folket virkelig bedste regent?
Kan man overlade magten til ”pøblen”?
Medbestemmelse er krævende.
Det er ikke biologisk indbygget, men et stadigt eksperiment mellem mennesker i en politisk menneskelig evolution.
Det er den form vi har kortest erfaring med og som er mindst gennemtestet.
Mennesket er vandt med at en drager for og resten følger. At vi udpeger en leder og lader flokken vandre i de fodspor.
Ikke så meget anderledes end savannes hierarki.
Grundtvig havde det svært med grundloven, ikke fordi han ikke mente at folket skulle have medbestemmelse, men fordi han mente at medbestemmelse må holde hånd med oplysning.
Et uoplyst folk kan ikke agere i myndighed.
Med grundloven satte vi oplysning først.
Vi valgte at hele folkets fylde er tillidsbærende og ansvarsmuligt.
Der findes vel ikke større tillidserklæring end at få overdraget et ansvar, ikke bare for en selv, men for ens medmennesker.
Derfor er grundlovsdag en festdag. Fordi den fejrer troen på et oplyst medborgerskab, på næstekærligheden.
Oplysning være skal vor lyst
Og det så kun om sivet
Men først og sidst med folkeryst
Oplysningen om livet!
Grundtvig
Oplysning er vores løsen i nord, oplysning for Loke, såvel som for Thor.
Når vi koger grundloven ind til smertegrænsen er der kun den magiterning tilbage: oplyst ansvar til frihed og mulighed for hverandre i gensidig tillid.
Det er da et festligt eksperiment mellem mennesker – og vi eksperimenterer stadig og famler os frem i hinandens mulighed.
I går aftes kom jeg hjem fra Wittenberg efter endnu et besøg hos den gamle Luther. Det gør noget ved ens tillid.
Luthers teser, der siden rev så meget med sig og skabte reformationen, er en tillidserklæring fra et menneske, til mange mennesker.
Luthers teser er også en maggiterning af tillid. Spørge må man vel, fra menneske til menneske og alt skal drøftes, i den brede offentlighed. Også religion og røgelse.
Luthers teser er størst når man husker at de åbner samtalen og ikke er endegyldige svar. På samme vis lever vi i dag. Vi er mødestedet mellem holdninger og vores grundlov lover os at vores holdninger ikke skal skamme sig over noget, men kunne holde til at blive modsagt.
Vi øver os stadigt i at være samtalens oplyste land.
Og særligt i denne tid er samtalen under pres.
Ikke blot retten til at ytre sig, men muligheden for at føle sig fri i holdning og ord.
Det er fordi vi har en smule ondt i tilliden.
Det gør ordene hårde og glatte. Debattonen uforsonlig og spørgsmålet mindre vigtigt end svaret.
Også selvom vi gør vores bedste for at minde hinanden om at tilliden fra menneske til menneske og fra folk til folk er vigtigste værdi.
Men når tilliden ikke på samme vis sætter os fri og frimodige i samfundet, så halter helheden.
Kun den der har modet til at lægge sin skæbne i andres hænder er rigtigt fri.
Uden bånd og i egentlig tillid.
Det frisætter også egne ståsteder og holdninger.
Vi taler i samtiden meget om at bygge bro.
Broen er selvsagt tilliden der bærer håbet fra den ene til den anden.
Simon og Garfunkel har sagt det så hjertegribende:
I’ll take your part, oh, when darkness comes
And pain is all aroundLike a bridge over troubled waterI will lay me downLike a bridge over troubled waterI will lay me down
Tillid er at lægge sig selv ned, at være et vadested i oprørt vand.
En trædesten af tillid.
Tillid kan ikke tvinges – sådan skrev jeg engang for mange år siden.
Det kan den stadig ikke.
Brobyggeri kan ikke gennemtvinges.
Det er noget der opstår uden rettesnore og ingeniørtegninger.
Terror på London Bridge er tillidskrig.
Hvad der binder os sammen, over bælt og sund, flod og åløb, hånd i hånd og menneske til menneske, knuses under andres vilje.
Mod denne vilje ved vi at kun tillid kan sejre, tillid og frimodighed mod håb, kærlighed og samhørighed.
Tillid er noget der gror på os, noget der slår ind, i kærlighed, i handlemåde og i sindelag.
Samfundet er bygget af gensidig tillid.
Det er tillidens eneste fundament.
Vi behøver ikke tale om lighed, broderskab eller retfærd hvis tilliden er tilstede.
Mennesket muliggør hinanden.
Mennesket er intet om vi, som sømanden, kun har sin enegang…, som Peter Kemp skrev engang,
Ingen er uundværlige men alle er uerstattelige!
Grundloven er ægteskabets papir vi har på hinanden som borgere.
Vi lover at elske og ære, i medgang og modgang. Og hører samhørigheden op må vi forlade det samfund vi var en del af.
Man kan ikke vælge grundlaget fra.
Man kan bygge videre på det, man kan debattere, demonstrere, modsige, men grundlaget som tillidserklæring står alligevel fast. Den er urokkeligt idet at det er den beskrevne tillid mellem mennesker.
”Kærlighed og intet andet, elsker op en helteæt”
Find dig i grundloven, eller find dig i hvad som helst!
God grundlovsdag – jeg elsker også dig, til døden os skiller.
Tak for tilliden.
En vælgers bekendelse
Lad os alle stemme.
Vi forsager undertrykkelse og alle dets gerninger og alt dets væsen.
Vi tror på samhørighed, den almægtige,
tillidens og frihedens skaber.
Vi tror på demokratiet,
og folkestyret, og stemmeretten,
som er undfanget ved grundloven,
født af oplysningssamfundet,
pint under skiftende regeringer,
overtrådt, mørkelagt og undtaget,
nedfaret til rigsretssager,
efter samråd opstanden fra de døde,
opfaret til lov,
udlevet i demokratiets, den almægtiges, tillidserklæring,
hvorfra folket skal komme at dømme liv og levnet.
Vi tror på de folkevalgte,
den sameksisterende, almindelige menneskeret,
det tillidsfulde samfund, forbrydelsernes afsonen,
politisk dannelse og det folkelige liv.
Basta.
//Astrid Søe – En vælgers bekendelse
Afsæt
Der er afslutningsdebatter der kommer og går
Der er tanker, ideer og kam til dit hår,
Der er folk vi kan vælge og vrage iblandt
Der er valgflæsk og løfter og holdning med kant
Men ingen kan løfte et samfund og se
Hvor fremtid blir til
Der er gamle ord der taler om sorrig og glad
Der er stole så tomme hvor sjælene sad
Der er liv der er levet i storhed og fald
Der er statsmand på tinge og folkeligt valg
Men et er at vælges et andet at så
Et frø der kan nå
Der er tider fuld af dårskab og manglende mod
Der er dage hvor lykken er trådt under fod
Der er vidtstrakte drømme der bliver til skriv
Der er grundlov og gerning og blivende liv
Som fodspor af såler er folkelivs ord
Et afsæt der gror
//Astrid Søe 2014 #afslutningsdebat #dkpol http://www.livsoplevelse.dk
Grundlovsdag
Grundlovsdag er et sted at stå,
på skulder hos din næste,
Grundlovsdag er en dag at få,
på folkegrund det bedste.
Grundlovsdag er en vej mod tro,
på fundamenters fylde,
Grundlovsdag er at bygge bro,
og finde rette hylde.
Grundlovsdag er et mod i folk,
der vælger sammenfaldet,
Grundlovsdag er en fælles tolk,
for dem i mindretallet.
Grundlovsdag giver mødested,
i menigmand og kvinde,
Grundlovsdag er at være med
og friheden at finde.
Astrid Søe 2012 – Grundlovsdag
Grundlovsnat
Grundlovsnat – og imorgen – faktisk nu – vågne til det at tage danmark på sig, som en overfrakke, men foret inderst og vanter i lommerne, nogle mønter, en pakke klinex og en kastanje. Og ville det, vågne og se sit land i øjnene – og tro på det igen og igen uden blusel eller svindende håb mod det Danmark ville – med lov skal land bygges og der bygges videre, ud og brydes ned. skæres kanter, males over, tapetseres, pisses mod muren en solvarm dag, mod blæsten og forstanden en anden. Og alligevel står du op, lille snottede land – men næsen oven vande og svømmer muskelhundesvømning mellem første og anden revle. Der råber du efter is og speltbrød, mens du forvirrer dig selv med nye nytårsfortsæt og regler du må bryde for at slå dig fri i dig selv. Godnat lille flødekande – uden hank og med skår i tuden og krakeleret glasur. Du vågner nok og er mild, fordi vi husker dig og sætter en fandens masse flag i kagen – som vi blæser ud mellem taler og ord der vil krænge en virkelighed rundt. Og der vil du skrige din fuldfede kærlighed – ud, til et lille folk der venter på at noget vender, at naboen går konkurs, at taget letter eller at floden går ind i kælderen. at nogen græder i en baggård fordi de ikke kan finde hjem, selvom alle døre er åbne, som en frakke man tager på sig – der er dig – Danmark. Lille forkælede snottede smukke forhave.
Godnat og gå nu ikke ud –
//Astrid Søe 2012 – nat mellem 4-5 juni
Lobbyister
Morgen-samfundspolitisk-sur!
Syn’s at de der lobbyister
skulle hakkes til medister
intet kød, men kun selvfede
brun sove og en dansk rødbede
cafeteria trist menu
udvid tanken, gør dig ny
virk og vind respekt og glæde
fri mig for det hundeæde!
Det der gør fri
Hvis nogen sku tvivle er det der gør fri,
et folk der kan leve i demokrati,
for demokrati er at prøve hver dag,
at mødes på midten i fælleskabs sag,
at bøje sin vilje og favne en form,
hvor menneskets lykke er det der er norm.
//Astrid Søe 2012
1. maj møde sang
Verdens lykkeligste land
Melodi: Vort modersmål er dejligt
Vort lille land er lykkeligt, det sir´ en statistik
Kun ganske få for meget har og færre intet fik,
Vi vælter os i lykke og vedgår arv og gæld
Alligevel så tænker vi sgu mest kun på os selv
En første maj er magelig, til taler og musik
vi vælter os i fadølskrus som det er brug og skik
for skik følge, land fly – det siger vi så tit
til dem der kommer udefra og ej kan følge trit
Vi har så travlt med andres hæk og måde at forstå
for vi syns nok det nemmest er med øjne der er blå
og humor der kan spide og skabe tvivl og krig
men sådan er det altså når man er så ytringsfri
Jo, Danmark er en andedam, med ret og lov og tro
en demokratisk holdeplads, som gerne bygger bro
til fjerne glemte lande, hvor peberet det gror
og hvor vi syns det klinger hult, den måde som de tror
Den Danske sag, hva er nu det? hvor ligger den monstro?
Den sidder der og øver stadig i at binde sko
Mens Holger Danske slumrer og krisen ypper kiv
så værner vi dog tanken i et gammelt grundlovskriv
Ja, det at være pæredansk er sør’me ikke nemt
fordi vi ikke ved hvordan og resten har vi glemt
vi øver os i helhed, forstand og bilka-kø
imens den indre svinehund den piver pø om pø
Jo, det er godt at høre til, at ha en plads på jord
om ikke andet kan man altid løbe hjem til mor
hvis legen ikke slutter, mens det er sjovt og rart
og man ku se man ikke var så omstillingsparat
Jeg elsker dog mit lille folk, og yndigt ser det ud
vi gør os godt hos Oprah, hele verdens sutteklud
men hvordan skal jeg fejre et forår nok engang
når danskeheden forløses ved at tag den med en tang
Kom første maj og gør mig ør, og VEDGÅ krisetid
og er der brok, så sig fra mig – bestemt men venligt: Skrid
Gør dagen fuld af frihed og ret den slatne ryg
for du kan ej forsikre svinehundene hos Tryg
//Astrid Søe
Godmorgen, godmiddag, godaften
Melodi: Carsten Johs. Mørch – melodi til: Godmorgen lille land
Tekst: Astrid Søe, 14. marts 2012
Godmorgen, tabu land!
Et land med tys, og var din mund,
hos kvinde og hos mand,
vi vågner til en tavshed,
med tanker dybt gemt væk,
bag hver et hegn, ligusterhæk.
Godmiddag, tag dit ord,
og giv det ærlighed og vid
så kærligheden gror
og sprænger det der deler,
du tøver før du tør
så har du lukket lykkens dør.
Goddag, og giv nu op!
Spring ud foruden mål og med
føl efter i din krop,
og tab fornuft og tanke;
vi vokser når vi tror,
vi bliver mødt i vores ord.
Godaften, stolte folk!
Et danmark hvor vi ytrer os
og friheden er tolk
et helt fanatisk frisind.
I hver en krinkelkrog
kender vi landets grundlovsbog.
Godnat, mit frie sind!
tag drømmen med i dagens håb
byd fremmede derind
og kys med åbne munde
en tone af mit land
en frihedsfabel af forstand
Sangen har jeg skrevet til vores smukke ønske om et Danmark af ytringsfrihed, frihed, lykke og fælleskab. Undervejs er der hentet tankebilleder fra Filosoffen Søren Kierkegaard og hans tro på det ord der giver mennesket grosted og sætter fri.
(((Melodien er skrevet til åbningen af storebæltsbroen. sangen hed: ‘Godmorgen, lille land’ blev Vindersangen i konkurrencen om en åbningssang. Poul Dissing fremførte sangen for dronningen og hele Danmark på åbningsdagen.)))
