Men har en mening til man ikke længere har rettighed eller råderet over sit liv. Det giver ingen mening
Kære Alle.
Hmm.. 2025 november en grå gavmild måned der eller har min kærlighed, mest fordi de fleste hader den måned og jeg ikke helt synes det er berettiget.
Men lige i november blev jeg hacked. ikke bare noget med at have trykket på et forkert link, eller været inde på noget smuds – næ, så spændende er jeg desværre ikke. Men nogen har, i helt moderne forstand, overtaget alt.
Hverken jeg eller politiet ved endnu hvem, hvad eller hvordan. der gisnes både om en fysisk (i mit hjem) indtrængen i mine enheder, eller på et af de ret mange hoteller jeg har været på i november. måske er vi ude i rootkid, keylogger, stelphrat. Grimt barn, få navne.
Hvad jeg ved er at “jeg”, i mit navn, med “min” mail, med “mine” sociale medier, med “mit” telefonnummer… har sendt kriminelt materiale med børn, voksne, grimme ting, farlige ting. alt flyder og overblik mangler og måske heldigt nok at jeg slet ikke ved hvilket omfang og hvad “jeg” har gjort – i det at det naturligvis ikke er MIG der er afsender.
Min mailudbyder har været 5 uger om at rette en intern fejl der gjorde at jeg ikke kunne stoppe det her. Min virksomhed er væk, min hjemmeside, shop alt. Min shopudbyder vil ikke genåbne og give mig adgang til min egen virksomhed. Ingen tror egentlig at jeg er mig.
Mit nummer bruges flittigt til spoofing og jeg svarer så godt jeg kan på de undrende mennesker der ringer tilbage og siger at jeg har lovet dem dette og hint.
Det giver mig en del overvejelser. Delt om den sikkerhed vi skal være opmærksomme på, og de af os (MIG) der har hele tre sikkerhedsprogrammer der varetager min daglige it sikkerhed, ikke skal regne med at de faktisk holder os sikre.
Det går ud over tilliden. tilliden er den eneste og vigtigste samfundspille vi har. Det er også den der gør at vi tør interagere med andre mennesker. at vi hovedkuls kaster os ud i samtaler, trafikken, kærlighed, oplevelser, folketingsvalg, demokrati.
Lige nu, i skrivende stund er min tillid noget flosset. Alle de firmaer jeg samarbejder med tror mig ikke. Mine sociale medier er for de flestes vedkommende låst, slettet eller deaktiveret.
Min Grundtvig (@Grundtvignu) fortælling og samtaler, videoer mv. på Instagram er lukket for altid. Mata mener at den gamle Grundtvig har forbrudt sig mod fælleskabet. Tænk engang at det skulle overgå grundtvig. Og hvad ved vel meta om det fælles bedste? Godt i lukkede ned for hackeren, men kunne I genoverveje at det nok ikke er mig/Grundtvig der har sendt de ting?
Hvad jeg ved nu er at man ikke kan appellere. At man for altid er dømt ude. Det er en meget mærkelig oplevelse og jeg ved at jeg ikke er den første, ejheller den sidst der vil opleve det her. både privat og som erhvervsdrivende.
At blive hacked er ikke bare det at miste en masse. At ens virke forsvinder og man ikke kan få særligt de amerikanske virksomheder til at forstå hvad en hacker gør og at man egentlig er uskyldig.
Min Linkedin har jeg lige generobret. mange ugers kamp.
Min blog ligeså.
Og nej, tofaktorgodkendelse og andet alment guf hjælper faktisk ikke så meget som jeg troede. heller ikke mine ufatteligt lange indviklede kodeord.
Alt i alt er jeg selv ved at være i tvivl om jeg findes. Måske skulle man trække en streg i sandet og bare begynde fuldstændig forfra.
Men helt ærligt er vores visdom, erfaring og tillid jo også bundet i det at vi er historie. at vi kan genkendes og huskes og være den fortid og nutid livet er gjort af.
Hvis du er tidligere, nuværende eller fremtidig samarbejdspartner, hvis du er min bekendte, min ven, min nabo, min kontakt – så del gerne at jeg findes og gerne vil findes. Eller som Svend Åge madsen skriver: At finde sted.
Og kender du eller dine en måde at kæmpe tilbage mod de mange giganter der uden nåde beslutter at man er kriminel og ikke skal findes mere, så giv lyd.
Jeg er, for dem der kender mig, mit firma, min person, at I ikke er i tvivl om at denne tekst er skrevet af mig. jeg skriver altid for langt og snirklet og det får jeg tit smæk for, men sådan er vi så forskellige. Det er glæden ved mennesker. at vi ikke skal være ens. at vi kan finde hinanden i den tillid der vækkes når vi genkendes og bliver knæsat.
Måske får jeg lidt tilbage over tid, måske får jeg mit firma tilbage, min person, men jeg glemmer ikke den fornemmelse af afmagt og de 10-12 timer jeg sidder hver dag og skriver og chatter forgæves med support.
Grundtvigs tale til Hendes majestæt Dronning Margrethe II af Danmark
Jeg kender et land Hvor håret ej gråner og tid ej har tand.
Således beskrives landet efter livet. At være menneske først er ej blot at hige efter efterliv, men at være i det stedlige liv.
Jeg kender et land Hvor folket ej håner og tillid er sand.
Dette rige er rigest når det fælles favner med hjerte og vid.
Det er vor arv og vor armé – en fælles front af frihed og folk, hvor de deres majestæt er den stedlige tolk. At oversætte og fremtyde et folk er at regere til tiden i tiden. At mestre det at gå forest uden at løbe fra eller snuble. De mestrer meningen med sindsro og ret ryg.
Ordet skaber hvad det nævner og således har hendes majestæt dronningen taget et folk i ed. I mund og i mageløse ord der rimer på ånd, danelse og dette at turde være.
Et mundlæder af lykke. Et livstykke af vævet vilje.
Også krabasken har man mødt og hvem husker ikke: Små dumsmarte bemærkninger, det kan vi ikke være bekendt, om man så må sige…
”Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Guds hjælp er den tillid og tro der rækker næsten en nærværende næve. At bede om hjælp er alle mands færd. Vi vil aldrig kunne leve uden hjælp fra hinanden. Nå dette ikke rækker og vi rækker længere i bøn eller bod er det i forvisningen om at gud vil det nu vi lever. At det at være menneske først er en tillidserklæring og en ed om fejl, tvivl, tillid og tro.
Folkets kærlighed. At elske og blive fri sat i den kærlighed. Kærligheden er størst af alt, fordi den rummer både i ny og næ. Den finder græsgange hvor håbet gumles som græs, hvor kløvermarken står ikke bare i flor, men i ord. Ord der deles og dages i vores fornemmelse for en samler, en sammensat og bred pensel af dag og dåd. Kærlighed kan briste og kærlighed kan bygge bro. Hendes majestæt står i erindringen som brolægger. Sten for sten, ord for ord, sjæl og sind. Kunst, kærlighed og krone. Thi end lever den gamle af dage – de vor dronning får lutter kærlighed tilbage!
Danmarks styrke er på det jævne, det enkle og men nogen sædvane et vadested af styrke. Når åen går over sine, breder og dannevangen stander i våde er det den enkeltes øse der ændrer vandstanden. Man bliver stærk i det at stå fælles. At øse, age og ane sin mulighed. Danmarks styrke er muligheden og den ligger velbevaret i den frihed vi giver hinanden i det at være danske, i det at være hinandens skæbne, hinandens trolovede. Uden formkrav og i ligeret og lige sind. Styrke er også at være tvivlende og i det turde tro.
Når man ikke er valgt af folket, men arv til folket er skæbnen skåret med brætte bogstaver.
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 2024 Melodi: J. P. E. Hartmann, 1868 – Nu skal det åbenbares Hyldestsang
Nu er det åbenbaret, med kærlighed og vid, i ord og liv forklaret, at nu er rette tid. På nytårsurets skive, et toneslag oplive, et år i nye spor.
I kærlighed er livet, et sjælfyldt instrument, og arvefølgen givet, i livsgang som regent. Kong Skjold som Odins unge, har givet dig din tunge, og kys fra Dannebod.
En folkeblomst på marken, nu nikker sart og glad, den blomstrer med monarken, med Maguritte blad. Den satte rod og rige, Grundlovens første pige, en Thyra tid af tro.
At ta’ en hånd og turde, i tillidsord et land, og år for år Kjær-minde, at sige: Ja, du kan! En løftet pegefinger, et råd som ikke tvinger, en frihedsfærd af ånd.
At danne er at lyse – i æt, al tvivl og tro. Og aldrig lade sig kyse, på Bifrost gyngebro. Et nornebud der væver, hvis mund og hjerte bæver, en gobelin af håb.
Et vagtskifte at bære, et scepter skifter hånd. I tro på dine nære, i Danners folkeånd. Nu folk og konge bære, din livsoplyste lære, “Om så man sige må?”.
Far vel regent af riget, på gensyn fri af åg. Et liv og levne viet, nu vender blad i bog. Rank nu kun ryg og knæet, du mor af danefæet, du Danmarks dåd og dag!
(Den oprindelige tekst er skrevet i 1834 af Grundtvig. digtet Gylden-Aaret, hylder Frederik 6.s regeringstid og de reformer, der forandrede landet, mens han var konge. I Højskolesangbogen findes et uddrag under titlen “Nu skal det åbenbares”)
”Vi afbryder udsendelsen med en melding fra Trafikstyrelsen om kø på Køge Bugt Motervejen og på Lolland, Falster, Bornholm samt de østjyske, nordjyske, vestjyske, sjællandske, sønderjyske, midtjyske, fynske og fandenivoldske motorveje. Det skyldes ikke Distortion, Roskilde Festival, regentjubilæum – det skyldes det fælles bedste. Vi forventer voldsom trafik hele dagen, læn dem ikke ud.”
Menneske først. Således er håbet et os. På jorden at blive det tjene os bedst! Men, spørger de måske, hvornår er man i samtiden ikke bare menneske først, men menneske nok? Slår vi til, slår vi fra eller slår vi fra oos – i debatten, i tonen, tilliden og tvivlen?
Ungdommen spørger hele tiden: Seriøst? Som om livet er blevet til tvivl om vor egen formåen. Man bør generindre at mennesket er godt nok. Dermed fritager vi hinanden i hinanden og skaber liv og fællesskab.
Hvad er vel vor drøm? Man sagde engang: om hundrede år er den danske tunge, langt mere berømt end det danske sværd. Nu spørger den gamle igen: “Om hundrede år er den danske tunge langt mindre berømt end det danske værd?”
For kan vi være og kan vi bære i det fælles vi bejler til? Er der håb i værdidebatten, eller pudser den brillerne i makrel? Ja det hører den gamle er så moderne…
Håbet og denne samtids famlen efter værdi er enkel. Værd er at være tilstede som en mulighed for det andet menneske.
“Det er at vi kan være hinanden som vi er, Det er at vi vil bære hinanden som vi er!“
Vi kan ikke være hinandens muligheder, hvis vi er hinandens modstandere. Vi må som verdensborgere Bære over. Og bære vand. Gennem kriser, kærlighed, kommenterer, karakterer. Og i øvrigt uddeler den gamle i dag udelukkende 12 taller til ungdommen, med deres kjærligs-nære vid og bid. -Man ønsker sig i øvrigt sådan en “boomerboks” til at høre Nik og Jay på åben gade. Lev mens du gør det, Elske mens du tør det og den gamle tilføjer: Kæmp mens du bør det!
Vi trænger hinanden, fra boomer til baby, uden målstyring, test eller metode. Blot i kjærlighed fra og til mennesket. Ungdom – man hepper på jeres drømmekraft!
Vi ved at vi kan være hinanden som vi er, Vi ved at vi vil bære hinanden som vi er!
Være nærværende i hinandens liv og huske at bøje os for hinanden. Om man har glemt det betyder samfund at finde sammen – på tværs af vor forskellighed. Det fordrer samtale, lydhørhed og et eviggyldigt hengivent tillidsforhold. Man er stadig optaget af dette forpligtende håb at man bør oplive før man kan oplyse. Vi bliver myndige medborgere, demokratiske dannede det øjeblik vi bliver frisat og dermed ansvarlige og knæsat som borgere og mennesker i samfund.
Og til et folk sig alle høre, Der i forskellighed kan røre Hjerte, vilje, mål og med Hvor mødestedet finde sted Om man måler sin magt i de levende ord, Fra hindu, muslim, kristen, Odin og Thor Og tæller sit flertal og lytter og tror At politik bliver taget på sit ord Med liv skal landet bygges – Jævnt hen skal der også hygges Med håbet som tolk bliver samtalen født på ny For solen står med folket op, deraf vort folkelige ry Og før vi går fuldstændig galt af hinanden Så genhusk og lyt til dannelses-forstanden Så den gamle grundtvig bliver ved med at råbe: Kun en tåbe, vover ikke at håbe!
“Demokratiske samfund og bæredygtige stater skabes, når borgerne deltager i den demokratiske samtale og agerer som myndige borgere. Det kræver indsigt, oplysning, dannelse og livslang læring til alle.”
Læs mere her om folkeoplysning og dannelse som demokratisk samlingspunkt. I samtalen og oplysning bliver vi mødesteder i hinanden.
Hver eneste gang jeg har været til højskoledebat, læst højskolebladet, været til årsmøde eller dannelseskonference er jeg nød til at ryge en hel karton sundhedsskadelige smøger på vejen hjem i bilen, i frygten for at der skulle opstå en skønsom enighed om hvad højskole og dannelse er. Nå, tænker jeg altid og overhaler en lastbil med bred last: Kæmp for alt hvad du har kært (og lært), dø om så det gælder… Rygning og fællessang er som bekendt stærkt vanedannende, det er debatten om det fælles bedste også og der findes heldigvis ingen afvænningskurser der afhjælper det og nej tak Kulturministerie, det behøver I ikke sætte ind med som hjælpepakke.
Dørene er knapt åbnet for dette efterårs elever på de danske folkehøjskoler. Coronaepidemien rusker stadig i tilkendegivelser, fællesskaber og håndtryk. Foråret der blev sat på porten og hjemsendte fællesskaber der blev forsøgt nærværsgivende og meningsfulde online. Måske uden det store held, men til alt held blev det forsøgt og efterlader noget varigt, nemlig en viden om hvad højskolen er for en størrelse – At den har krop. Af skade bliver man klog, men sjældent rig. Foråret var vitterligt hårdt for højskolerne, for os alle, for samfund og menneske. Og det er ikke overstået endnu. Det vi frygter.
Hvis man slår ned i de Nordiske myters landskab møder vi myten om Fenrisulven. Fenris er et sindbillede på ondskaben og frygten som vi forsøger at tøjre. Men selv guderne er i tvivl, ikke bare om man mon kan udvikle en vaccine eller måske kan klare sig med masseimmunitet, men om man i det hele taget kan tøjre det onde. Det der truer os på livet og det der splitter fællesskaber. Frygten i mennesket, tvivlen, uvisheden. Vores mest kendte værn mod frygt er tillid. Tilliden til at vi klarer os igennem hvis vi opretholder troen på at vi er bedre og mere robuste end vi måske er. Tilliden til at fællesskabet griber os hvis vi udsættes for fare.
Fenrisulven vokser fra en nuttet lille logrende hvalp, til at voksent ustyrligt væsen der tvinger Guderne i Asgård til at se indad og udad. Der er en del læring at hente, også om samfunds relevante kriser, når vi ser på Gudernes handlemåder i den gamle myte. Og de er der alle sammen. Mette Frederiksen, Søren Brostrøm, Kåre Mølbak, Magnus Heunicke (samt en del unavngivne jætter) . Og der debatteres livligt i Valhalla. Hvis ikke Fenris bringes under kontrol, mister vi dueligheden og hinanden. Hvis det onde, det der truer får overtaget, vil panikken lamme os som både guder og mennesker for ikke at tale om hamstring af lokumspapir og værnemidler.
Forsøgende er mange og helhjertede. Fenrisulven får det ene halsbånd på efter det andet, støbt at de stærkeste materialer, love og forhandlinger vi kan komme på. Men alligevel sprænger Fenris sine halsbånd, sine lænker. Til sidst må Guderne gå til opositionen, til folket, til fællesskabet, til omverdenen, det ukendte samlende, for at finde en måde at tøjre det onde. Og metoden er lige til og hentes uden formler og evidens. Dværgene i bjergene er leveringsdygtige. De mystiske folk der har forstand på det uforklarlige. Det vi ikke kan måle og veje. Ånd.
Dværgene i bjergene støber en lænke af bjerges rødder, fiskeånde, fuglespyt. Fornemmelse, forståelse, samfundssind, ånd, tillid. Og denne gang lykkes det at tøjre Fenris. At fastholde truslen og gøre den konkret og bevidst for Guderne og mennesker. Med den bløde lænke om halsen på Fenris, skabt af livets muligheder, genopstår der en tilstand af tillid. For i sidste ende kræver en samfundskrise, en terrorhandling, en konflikt, at vi genhusker styrken i det fælles. Det vi hver især bringer i spil, bringer ind i kampen og de små brikker i livets puslespil vi selv er. Vi er hinanden muligheder og det har vi myter om fra gammel tid og nye myter om fra nuet. Den enkeltes gerning er væsentlig for et hele, for en samfund og for en verden i strid med sig selv. Den enkelte er fri i samhørigheden med næsten.
Når jeg gentager den gamle myte er det for dels at tage det historisk, poetiske sindelag med. En væsenlig arv vi forpligter os på at tage videre til de næste i rækken efter os og dels fordi vi allerede fra gammel tid har haft et sprog til krisehåndtering – uden solnedgangsklausul. Og dels fordi myten understreger en vilje til samarbejde og hinanden som vi kommer af.
Og hvis vi har klaret os nogenlunde fornuftigt gennem Coronatiden med ikke alt for høje smittetal indtil videre, er det ikke udelukkende håndsprit men åndsprit der er formlen. En gammel viden, indgroet og mosbegroet der stadig fortæller os at hvis vi skal klare noget svært kræver det vilje til hinanden, på tværs af interesser, på tværs af konceptionelle fælleskabsbegreber. Fællesskabet som begreb synes noget slidt og nogle gange gør det lidt panodilondt når man igen drager ud som fællesskabsforkæmper og man tør næsten ikke tage det i munden længere. Det er nemmere at sige medborger, samfundssind og andre arv arter af det fælles der ikke lyder så fodformede. Og fællesskabet som sådan er også en delt størrelse, men en størrelse der virkelig kommer til sin ret når krisen krasser. Når Højskolen til stadighed taler om “det fælles bedste” som en samlende værdi, er det igen gamle ord for det at turde tilliden til sit medmenneske. At vi støber Fenrislænker og ligeværd i viljen til hinandens skæbne og skrøbelighed. Det samfundssind vi taler om i nuet er det billede på det fælles bedste. En gerning der rækker ud over os selv, skærmer andre og dermed også det der er vores eget udgangspunkt.
I højskolebevægelsen diskuteres lige nu (igen og som altid i den lange højskolehistorie) hvad skolen skal med sig selv. Hvad er det fælles bedste? Hvad må den mene? Må den bevæge? Må den definere? Må den sætte grænser for friheden? Må den pisse i alle hjørner og i så fald, hvem tørrer op og er det mon FFDs opgave at sætte ord på højskoleverden, eller er hver enkelt skole sin egen lykke smed?
Ordet skaber hvad det nævner, mente Grundtvig. Og det manifesterer sig også i højskolebevægelsens strid med sig selv. I debatten i Højskolebladet foregår der lige nu noget så herligt som en meningsudveksling om retten til at definere højskolen og hvilke ord eller begreber der er støbeform for skoleformen og det er skønt at være vidne til. Nuvel, det er altid hårdt når mor og far skændes og særligt hvis de skændes om en selv, men højskolen vokser i den samtale. (De frie skoler har såmænd dannet en debatform (Frirummet) hvor uenighed er kærkomment, ja nærmeste et vilkår og samtidig skal tonen være tålelig og tillidsvækkende). For mig er der ingen tvivl. Og var jeg stadig ansat i højskolen ville jeg bruge dette efterår til at give eleverne et indblik i den højskoledebat der foregår. Læse alle de forskellige synspunkter op på morgensamlinger og lade samtalen være fri. Og Hvorfor udstille højskolebevægelsens strid til højskolebevægelsens levebrød, eleverne? Fordi den bekræfter netop det fælles bedste, den bekræfter friheden, den bekræfter tvivlen og især tilliden. En oplagt mulighed for at minde eleverne om at højskolen netop ikke er færdigbagt, forudindtaget, fastlagt, skematisk eller klippefast. Højskolen er en flydende konstruktion i sin samtid, til evig debat og foranderlighed. Fri til og i tvivl, ånd og form. Højskolen eksistensgrundlag er samtalen, ikke enighed. Forskelligheden ikke ensheden. Derfor er striden forbilledlig frisættende.
For mig er der kun en eneste defenation som kan bruges (og den er besværlig), men tillidsklog; Elevernes. Højskoletanken var oprindeligt at eleverne “definere”, former skolen, det vil sige at de elever der træder ind af dørene ER selve indholdet, mulighedsmassen, Fenris lænke. Og jo mere vi forsøger at definerer en bevægelse, jo stærkere tøjret står den og slider i lænken. Den elev, Birthe fra Brovst eller Chang fra Shanghai, der kommer med åbne øjne gennem døren til efterårets højskoleophold er svaret i sig selv. Med deres liv, deres erfaring, drømme, længsler, tillid og frygt. De er brikken til det fælles bedste og højskolens opgave er vel stadig ikke at svare, men at spørge. Det fælles bedste er et åbent spørgsmål, en drøftelse vi må tage hver dag med eleverne, men vores medmennesker, vores samfund, omverden og især med os selv.
Dannelsen er ikke et fast opslagsværk i mennesket. Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet. Mulighedens medborgerskab.
Det er ikke i strid med liniefag, udbud, ideer og forhåbninger, værdiformål, målsætninger og andet tankegods som enhver højskole reklamerer med at turde den enkelte elevs mulighed. Og ve den der har en fasttømret opskrift på livets gåde, det ville kræve mindst 2 kartoner smøger og det orker jeg ærligt talt ikke.
Jeg fik engang en fortælling, som forfølger mig i min højskolekærlighed. Fortællingen var min fars og hans oplevelse og når nogen spørger mig om det der højskole noget er noget værd, så plejer jeg at fortælle hans historie som svar. Tilbage i 70’erne tog de ansatte på Uldum Højskole imod nye elever. Min far tog imod en ung kvindelig elev og hjalp med at bære kufferten til værelset og så er det jo svært at finde på noget at snakke om, så han spurgte hende: Hvorfor er du så taget på højskole? Hun svarede: For at finde mig selv og blive et bedre menneske. Hvortil min far svarede hende: Kunne du overveje at begynde med at finde dig selv og så se om ikke du er god nok i forvejen?
Mit barn, mit barn, giv agt, alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!
Melodi: Danmark nu blunder den lyse nat Tekst: Den gamle’ish af dage, 2020
Her har vi stået i mange år skoler med åbne døre bumsebørn, sved og pubeshår karakter og nedskæringskår unge der går og drømmer snart mod samfundet strømmer
Unge ligger som de har ”redt” rundt om i deres senge Mette udstedte et dekret ingen knus eller kys-sekret feber der går og kommer langtids corona sommer
Fandengalme om ikke vi kræver familieenheder unge oplives kun som fri lyt og lær, vi har empiri lærerne går og lider ender som individer (uha, det går ikke)
Ja, vi har kæmpet for ånd og liv ingen når vores sokker læs selv i hver rapport og skriv hvor vi danner, ses perspektiv giv os hvor ”børn” tilbage ellers vil Torben klage
Brostrøm og Mølbak og Mettemus ALT er Vind Vind på vor skole! Ånden trænger til hede knus (skønt den lukning udrydder lus) snart skal de unge stemme og de vil aldrig glemme!
Ordet skaber hvad det nævner 