Jeg vil vove den tese at dannelse ikke er noget vi kan tage fra mennesket.
Heller ikke reformere i lovord om gymnasier, grundskoler, erhvervsskoler og lignende.
Dannelse er det der sker uagtet “lærings-regimer”, målstyring, fremdriftsreformer og andre mådeholdne metodiske tidsmaskinelle mekanismer som vi i denne tid forsøger at implementere i vores lærings institutioner.
Sidst jeg kikkede mig omkring havde dannelsen det ualmindeligt bravt – vel og mærke uden for hegnet på legepladsen.
Men den lever ufortrødent videre, trods debat og dødsannoncer i dens eget navn.
Dannelsens særkende er at den ikke ladet sig gribe af reformer eller regler.
Den finder sig ikke i at blive mast ned mellem leverpostegmadder og fakulteter, fagskoler og reformer.
Og selvom alle i tiden forsøger at være på fornavn med buzzword som “dannelse” ender de fleste debatter med at spørge sig selv: Hvad er egentlig dannelses tydningen?
Det kan vi (heldigvis) dele mundlæder om i umindelige samtaler herfra og til helvede.
(I den forbindelse kan jeg berette at slår man op på Google mabs under “Helvede”, så foreslår den bla. Dansklærerforeningens forlag som adressat!
Nu holder jeg egentlig meget af dansklærerforeningens forlag, men når vi debatterer dannelse er tydningen god nok.)
Dannelsen er ikke et opslagsværk i mennesket.
Dannelsen er ethvert menneskes myndighed i oplysningen til og fra livet.
Mulighedens medborgerskab.
Og oplysning er et greb i lommen på livets som hele.
Vi kan ikke studere os dannelse til, uden samtidig at agere i forhold til andre mennesker.
dannelsen slår ned, uagtet om vi vil den eller ej.
Det er livets vilkår og vilkårsfordeling.
Kvasers blod
Vi kan jo begynde hos Vanerne og Aserne i det nordiskmyteske opdrag til tilværelsen.
Fra gammel tid var dannelse et ukueligt mod
og modet kan hverken måles eller vejes, karaktergives eller målstyres.
Den er som fenrisulvens lænke en skabning af fiskeånde, kvindeskæg, fuglespyt, lyden af kattepoter, bjerges rødder og ukueligt mod.
I myten om Kvasers blod fortælles der om Aserne og Vanerne der får den prægtige ide at holde fred med hverandre.
De forsegler pagten med at spytte midt i Valhals gård.
Da Vanerne er gået hjem står Aserne tilbage med al den dejlige spyt og galde, som var det en rest af en facebookdebat om sommerhumør, skråskrift, integration, skolepolitik eller andet gods.
Af spyttet former Aserne til en digterskjald som de døber Kvaser.
Kvaser er lavet af samtalens råstof og er derfor så klog at han skal svare på alle spørgsmål. Han er opskriften til fantasiens evne og livets mulighed.
Desværre går det sådan, i den gamle myte at Kvaser bliver slået ihjel af Jætterne, men hans blod opsamlet i tre store kar.
Jætterne får den ide at spærre karrene inde i et stort bjerg, gemt væk fra verden.
Det ender med at Odin, efter mange prøvelser får kvasers blod tilbage så fantasiens evne og livets mulighed kan være tilstede blandt alle mennesker og Guder.
Livets mulighed er ikke blevet til for at blive spærret inde, men skal bruges imellem mennesker.
Dannelsen har siden de gamle overleveringer været en oplyst del af vores begrebsverden. Noget vi griber, men ikke begriber.
Grundtvig kysser kun med tungen
I de sidste par hundrede år har dannelsen kysset særligt dybt, for det meste gennem grundtvigsk mund og siden gennem højskole, efterskole og friskolebevægelse. Om mærk dig netop det – bevægelsen. En levende tankemåde der flytter livet, opildner og opliver, oplyser og opstår.
Når vi nu igen igen tolker dannelsen døende, må man igen igen gensynge; Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet. Og barnet trives svært inde i det store mytiske bjerg hvor de lodrette vægge skygger for livsoplysningen.
Bjørnstjerne Bjørnson ville skråle, Ud vil jeg ud åh så langt langt langt!
I de sidste 200 år er vi gået fra hånd til ånd, fra industri til videnssamfund.
vi er gået fra dominans til frihed. Vi er gået fra pøbel til populisme.
fra diktatur til demokrati, fra kirke til trosfrihed.
Det er 80.000 års evolution der i løbet af 200 år er eksploderet til at være “Hin enkelte” “ego-famlen” “egen forståelse” “selv-realisering”.
Og hvordan har vi klaret det?
Der tales i kvalitets tid, i egentid, privatliv, mor, far og børn har egne værelser til at varetage deres privatesværes hellige rum, ligusterhækken springer ud omkring de små egostammesamfund.
Vi indretter rent fysisk stadig samfundet, skolen, læreanstalterne, lejlighederne, husene efter den gamle opskrift, at familien er urkænkelig, at livet læres ved at se på det hoved der er højere end vores eget, at vi lærer livet i samklang med vores nærmeste og af familien.
Familiemønsteret ligner meget vel det gammelkendte. Vi har blot kun meget lidt tid at udleve det i.
De sidste års debatter er ikke til at tage fejl af.
Igen og igen peges der på at vi mangler hinanden – alvorligt talt.
at vi er presset på tid i forhold til vores nærmeste.
Debatten vil blive ved, det er der ingen tvivl om og den er nødvendig.
I debatten om barnet som individ i familien er der også flere års tovtrækkeri og meningsforskelle at spore.
>>Børn er egoister, de er centrum, de dikterer alt fra indkøb til valg af avis.<<
debatten fortæller at børnene er de nye “overhoveder”.
Andre debatter fortæller det modsatte.
Emnet og striden i debatterne viser meget godt noget om vores opdragelsesmetoder.
Ikke dem vi selv opdager og bruger en pokkers masse tid på at udtænke og udleve, men alle de andre måder vi opdrager os selv, dels i familien, i skolerne, i samfundet og i samtiden.
Det virker som om vi er meget delte i vores signaler i denne tid. I opdagelsen viser vi at barnet er enten lidt “ligegyldigt” (sat til side når vi dyrker voksentid, egotid etc.) eller ophøjet til kongen når vi sætter barnet i centrum for al virke vi gør og beslutter.. (sådan sat på spidsen)
Er der noget med ballancen vi har glemt måske?
Frækt kunne man se på vores hundelov og kæledyrsopdragelse. på måden vi har ophøjet hunden til leder i familien. en hund skal trænes og lære at den er et folkdyr. Hvis vi lader den side med ved bordet, bider den, for ingen lærte den at den skal følge flokkens overhoved og lære undervejs.
Det er et sært billede, særligt når vi ser på mennesker kontra dyr, men evolutionen er måske ikke så meget længere end det.
Flok og skæbnefællesskab
Børn er selvstændige individer og skal respekteres, men samtidig have læremestre der tør gå foran, tør lede vejen og vise verden frem som et godt sted, et sted hvor man gennem dannelse og erfaring, nysgerrighed og vilje får vej og finder vej.
Vi taler om det i skoleregi – klasseledelse.
Og vi ved det når vi møder en lærer der kan “det der”
Jeg kender sådan en lærer.
Hun er elsket og respekteret af alle eleverne. Helt enkelt fordi hun står som en tydelig rollemodel og “Går foran” i både som leder, relationssøgende menneske og som dagens rammefortælling for eleverne.
Nu har hun ikke længere tiden til det, men viljen fejler ikke noget. Den er bare blevet rammesat så stramt at samtalen og den vejledende myndighed blegner.
Det er ikke vendes skyld.
Der er noget tillidsvækkende ved at kunne læne hovedet mod erfaringen.
Det skaber tryghed. I familien, i skolen og i livets forhold.
Der er intet nyt i det, den tydning kender vi som vores egen baglomme.
Men samtiden mangler røv i bukserne og baglommer.
For hvordan læne på erfaring og samtale med forældre, lærere, pædagoger, kolleger, studiekammerater etc. Hvis der ikke er tid til overs til det?
Hvis samtalen og dermed dannelsen er sparet væk eller reformeret?
Man kan altid spørge sig selv om det er vigtigt at blive ved med at insistere på “læring via levet liv” og “Livets skole”
Og spørger jeg børn eller unge, så svarer de meget godt og stort set altid det samme.
>>Kasper sagde i går at…<>Mormor siger…<Min lærer oplevede på sin ferie at..<<
Og mere sjældent svarer de >>Google gav mig svaret på livet<<
Nærved og næstenFamilie er en styrke. Det er fællesskabets læringsrum.
Siden henter vi læring ind fra alle de mange sammenhænge vi begår os i, men fra begyndelsen er det i familielivet vi øver os på at være medborgere og medansvarlige.
Ofte debateres det om det er sundt eller usundt at vi i al hast udliciterer “familielivet” fra børn er 6-12 mdr. og de begynder i vuggestue eller dagpleje.
De etablerede “eksperter” strides om emnet igen og igen.
Et er sikkert, vi har som samfund overgivet os, på lige linie med andre særligt vestlige kulturer, til samfundsopdragelse af vores børn.
Måske er det med til at vi glemmer, eller mangler en vigtig brik i vores familiefølelse og dermed fremtidige samfunds og fælleskabs fornemmelse, at vi ikke længere er øvet i at være i skæbnefælleskab med hinanden.
Dermed ikke sagt at familierne som hele er udslettet, men vores naturgivne pleje af hinanden er systimatiseret og vores tid sammen meget sparsom.
I dag kan vi lære, forfra, famlende hvordan det er at være familie, ved at tage et ny-udbudt kursus hos kommunen, vi kan tage ægteskabskurser hos kirken, vi kan tage yngelplejekurser hos sundhedsplejen, førstehjælp hos falck, trin for trin i børnehaven, coach til de unge, til de midaldrende, til de gamle.
Vi er snothamrende forvirrede omkring livet, opskriften, vi higer og søger.
Det er der ikke noget nymodent i, at vi søger efter opskrifter, men at vi som samfund ensretter svarene som kurser, opdragelsesinstutioner og skoling er ret nyt.
For tiden vælter vi os i phd’er, videnskabenlige undersøgelser der klart fortælle at menneskets største fare som race er at vi har glemt at være sammen som familie.
Vi har mistet fællesskabsfølelsen.
Det brud med yngelpleje, opvækst og læring i en tryg kendt ramme, betyder at vi mister roden i tilværelsen og reel fælleskabs forståelse.
Hver tid, sin undersøgelse, men revolution 2016 ser ud til at blive at vi igen går tilbage mod familielivet som udgangspunkt for vækst.
flere og flere vælger sig tilbage til hinanden og forsøger at give plads og nærvær forfra.
Samtidens tiltale
Imens vi søger tilbage i noget oprindeligt, begynder debatten igen: Har vi måske fuldstændig glemt hvad det er at være naturlige?
Hvordan vi føder? Hvordan vi dør? Og alt det midtimellem – som er en naturlighed, nemlig livet og hov.. livet er jo netop naturligt, biologisk, kraftfuldt. Er vi som race blevet så ringe at vi uddør fordi vi ikke magter livet mere? fordi vi fortvivles og går i stå? glemmer at stå ud af sengen, og ak ve – glemmer at lade mobilen op så hele omverdenen og kontakten til andre smuldrer?
Midt i det står og går de unge på stand-by. og så får de skæld ud, for det de har lært af os andre.
Det er ikke godt nok.
Hvis vi ser en “ego”, “nå” eller “stand.by” kultur, er det et spejlbillede af os selv.
– Måske vi skulle tage og slå os ned i tre-to’eren med de unge og slukke for dmi, mobilen, pc’en, tv, og vente – i stilheden – til samtalen kommer tilbage og til vi begynder at spørge: >>Hvordan gjorde du?<>Hvad længstes du mod? <<
Da der i 2013 var Lock-out på skolerne var der mange børn der for første gang var med deres forældre på arbejde.
Rigtig mange børn og forældre har siden peget på at trods den ubegribelige svært logistik omkring lock-outen, så skete der noget inden i dem.
De fik pludseligt lært en masse om hinanden og børnene fik oplevet hvad de voksne går og lavet på deres arbejde.
Erfaringsdeling og fornemmelse af at være en del af hinandens liv.
Ved vi ikke hvad de voksne laver, ved vi ikke at de er værd at spørge, at de har værdi som rollemodeller.
At lære er at ville
Det er skide nemt at tage en tur på Mac. Donalds, for der er livet indrettet så børnene ikke falder uden for deres eget univers.
Det er knapt så nemt at tage en tur på Angle terre og nippe petit four, men billedligt talt – så lærer vi børn at børnenes univers er sådan livet ser ud – for altid.
Livet er også at stå i kø i netto og at hjælpes af – ikke hjælpe de voksne.
vi poster lommepenge i pligter, men glemmer at det at være familie ikke er at betale børn for at give en hånd, men en opgave der gælder alle.
Måske er godbidsopdragelsen den største fjende vi har, for fællesskabet, for det naturligt at vide at man indgår i en sammenhæng og er uundværlig.
Peter Kemp skrev så fint, ingen er uundværlige, men alle er uerstattelige!
Vi kan undværes, men selvom vi skiftes ud er det nye menneske der kommer til ikke det samme som det der var før, vi kan aldrig erstattes. den viden er uvurderlig.
Vi skal ikke være hverken popkonger, prinsesser eller genier for at have værdi. Ikke alle skal have en lang videregående uddannelse, ikke alle skal stå på en pedestal og være fyrtårn for menneskeheden – men være fyrtårn for sine nærmeste.
Værdien er den enkeltes liv, der “måles” ved de afsæt og de fodspor vi sætter i andre mennesker.
Det vi giver til et fælles bedste.
Ro, Regelmæssighed, reform og revolution
Vi er skabt til at stræbe, stræbe efter at dygtiggøre os, udvikle os – men vi spænder ben for os selv ved at tro at alle skal udvikles ene, at drømmene er ens, at noget liv har mere værdi end andet.
Du når aldrig længere end du har drømt som ung, sagde Grundtvig – og drømmen er drivkraft, men drømme er forskellige.
Livet kræver hårdt arbejde – bestemt og livet kræver historie, det kræver rod og forstandighed om det at være til, i en verden omgivet af andre.
“Skolerne drukner i uregerlige dovne børn og unge…” – nej, det gør de ikke, de drukner i mangel på børn der har lært at spørge, der har lært at være i et fælleskab på alles præmisser, ikke kun deres egne.
dannelsen til livet, der foregår uden for hegnet, lever, men vi bruger for meget af livet inden for hegnet.
Og med de nye reformer på skoleområdet er hegnet blevet højere og mere markant.
Jeg vil fortsat ønske for min samtids børn og unge at der gives mere fri til fritiden – også for at kunne bruge tiden sammen med de vigtige læremestre i alle aldre, som kan give retning og mulighedsnære råd.
Debatkulturen, medierne, ja os alle sammen skælder og smælder med ord om dovenskab, ugidelighed, uselvstændighed, umodenhed etc, når vi debatterer de unge og deres livsduelighed.
Enten er de for urealistisk målrettede og karakterryttere eller også er de for opgivende.
Spejl – som det vist hedder på moderne dansk.
Og i det spejl ser de unge ikke så meget andet end det opdrag vi gamle har givet.
Det er ikke de unges skyld, det er ikke facebooks skyld, det er måske ingens skyld foruden vores hast i tilværelsen for at stå på pedestalen og have økonomi til tre-to’eren og speltbollerne og egentiden uden at tage historien med, tage erfaringer med og dele vores mestring af livet.
Det er fiseme ikke for sjov at man er forælder – det tar tid – god tid – lang tid – livstid!
Børne(b)ordet
Min ældste havde, da han var yngre, bestemt sig for at holde en fest hvor der skal laves et “olddingebord” i stedet for et børnebord – Han var så træt af at skulle sidde ved det pokkers børnebord hver gang vi skulle til fest.
Ved “oldingebordet” (vel og mærke et bord for alle os over 40) der kan de så sidde isolerede og alene med hinanden, med søbemad og plastikkrus, mens de “vigtige” andre holder fest ved hovedbordet med hvide duge og krystalglas. Hvorfor tænker han sådan? Fordi han ser at børnene er et segment der holdes ude af det egentlige fællesskab, som en svøb, som om de allerede på forhånd er dømt ude som duelige ved festen. de spilder jo, bøvser, griner, smasker..
Børnebordet er mc donalds forlængede arm, vi gemmer børnene af vejen for de er i vejen, men vi inviterer dem alligevel, til festen, til fælleskabet, uden dog at inkludere dem rigtigt.
Hvilket signal sender det. At de er ønskede, men på tålt ophold.
Vi lader somom det er for børnenes skyld, men for faen, det er jo ikke.
Vi laver mange krumspring for at gøre familielivet nemmere. men er det nemmere i længden for barnet og siden den unge – når chokket kommer, når de opdager at børnemenuen ikke varer ved, at livet ikke kun er 4 nuggets med ketchup, at der skal knokles og at dugen er hvid og nystrøget?
Børn er børn og skal have lov til at være det – hvis vi altså husker hvad børn er..
Børn er mennesker, de er nysgerrige, de leger livet for fuld kraft som en øvelse i at være en del af fælleskabet.
De leger stadig far-mor-børn, købmand, bank, postbud, popstars, prinsesse.. alle øvelser i at gribe livet som de ser det. Der skal være plads til leg, til grin, bøvs og mest, plads til samtale og spørgsmål.
Livet går dog begge veje, der skal også være plads til at vise livet frem, “at fortælle mennesket”, som Svend Åge Madsen ville sige det.
Kvalitetstid er at have god tid. At turde stå stærkt, at vise holdning, at samle hinanden og samle på hinanden som et vilkår i det at være menneske.
Jeg savner (stadig) et samfund hvor det igen er moderne at mødes på tværs, hvor livet er et mødested hvor slægt skal følge slægters gang – gang på gang.
Hvor vi har tillid til mennesket og også til tiden vi bruger uden for samfundets mange instutioner, skoler og andre sammenhænge.
At livet, også børnelivet tildeles værdi, reel værdi, ikke kun samlemærker i BR men en viden om at livet ikke bare et kuponhæfte der dumper ind i mailboksen, men faktisk skal optjenes, skal virke og handler om sameksistens.
Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
De sidste 10 år har vi forsøgt at sætte ind med mange flere love, regler og regulativer i samfundet. skolen vil snøre yderligere ind og terpe og skoleboden udskiftes med en kinagrill. men jeg tror ikke på opskriften – for dannelse foregår undervejs, ikke i udenadslære, ikke i terperi, men i stræben efter at blive menneske.
Dannelse er ikke kongerækker eller kvardratrod – dannelse er læring der sker når vi ikke kan lade være.
Hvordan får vi skabt en mesterlære i skolerne og hjemme, i samfundet og i omgangen med hinanden?
Mesterlære handler om at mestre, at øve sig i at stå på egen ben, at tage fra, at vælge ud på ta selv bordet, at sidde med ved bordet, at åbne døren udad.
Vi kan ikke regulere eller regelsætte regelmæssig læring. Læring er et livspust, et åndedrag, et fælles vilkår for samfund og sameksistens.
Så højtravende og alligevel helt naturlig er læring.
Uddannelse til livet kræver dannelse. at vi dannes af noget, har rod, har læremestre der trådte i eksistens, så vi siden lærer selv at eksistere.
Livet ER en mesterlære vi ikke må miste.
Og hvor gengror vi så det mod på livsoplysning, mestring og dannelse i folkeskolen, friskolen, efterskolen, gymnasier, erhvervsuddannelsen, universitetet, jobbet, fritiden, civilsamfindet, det politiske opdrag?
Ved at turde fortælle mennesket, at vælge livets mulighed i kvasers blod og tage ved lære af Højskolernes kongstanke: At Højskolen er skabt for at være et mødested mellem forskellige mennesker. Elitære, uskolede, skæve, lige, rige, fattige, ukendte og kendte, gamle, unge og enhver der kommer frit og siden går frit.
At ethvert opdrag, enhver holdning er fri til søsat og modsagt om man vil.
Højskolen er skabt for at være “de frie samtalers fristed”.
Den tanke er en exportvare der ville være ganske smuk i alle dele af vores samfundssammenhænge.
At dannes
Vi fødes over en åben grav – og er fortællingen undervejs. vi oplever, fortætter, famler, fanger, frigør, forstår, tvivler og takker for det vi nåede og fortryder det vi ikke fik set, følt eller fornemmet.
Videnssamfundet er fabelagtigt, særligt hvis vi tør bruge det rigtigt, tør huske at livet er at stille spørgsmål og at finde svar. Vi kan ikke lære barnet eller den unge at svare, men vi kan lære dem at spørge og er vi heldig spørger de efter erfaringen efter den voksne, den der har levet, set, hørt og holdt livet ud i strakt arm. Mere af det.
Hvis dannelsen går og støver lidt rundt om, er det ikke så meget dannelsen det er galt med, men modet til at gribe muligheden og genopfinde de livsformer der danner mulighed for at opildne og oplyse.
Det er værd at samtale om – sæt igang.
/Astrid Søe
Læs også gerne blogindlægget om Demokratisk Dannelse http://astridsoe.blogspot.dk/2014/05/serist.html
og Indlæg om debatter og tonen http://astridsoe.blogspot.dk/2015/01/kvasers-blod-debattens-sgsmal.html
Ordet skaber hvad det nævner 