Mor – hvad vil mennesket?

Astrids dagbog 9. november 2004
Mor, hvad vil mennesket?

 
Det er tirsdag.
Det er morgen.
Det er så meget morgen at end ikke den mindste af børnene er kravlet glad op på min hovedpude for at kilde mig i øret.
Fra min søvnige halvdrømmende plads under dynen når ordene frem til mig.
Mor, hvad vil mennesket?
Det er min store dreng der spørger.
Det er tirsdag, han er lige blevet fire år for få dage siden.
Mor, hvad vil mennesket?

Først kunne man fristes til at svare at mennesket vil sove, for det er tirsdag og tidlig morgen.
Mor har arbejdet det meste af natten på en tekst der ville indvikle livet mere end den ville udvikle det.
Til sidst blev teksten træt og gik under.
Det er kun få timer siden.
Men det er vel dybest set ikke hvad mennesket vil, før den dag hvor selve døden trætter det.
Det vil da ikke bare sove, en tirsdag, med ordene hængende over dynens dampende morgengrøde.
Jeg famler mig gennem søvn og natte-ammeri ud på den lyse vågne side af denne tirsdag.
Fortumlet klinger ordene; mor, hvad vil mennesket.
Jeg ved hvor de kommer fra.
Ikke mennesket, men ordene.
De kommer fra den 180 siders bog vi alle tre sammen tyggede os vej gennem en hel aften i går, Afrikas savanne.
De vilde dyr.
Godt muggent køb i Lønborg genbrug, der altid har tid til at hjælpe en enlig mor ud med genbrugsindkøbene.
Og tid til at prutte om prisen på det gamle Ringkøbing-orgel, de endnu har stående ved indgangen, men som i smug står hjemme hos os i tankerne.
Godt mine kære små.
Se her er alle de vilde dyr.
Sådan bor de når de ikke er i Zoologisk have.
Er de vilde hele tiden mor?
De er såmænd ikke særligt vilde, men bare mere de frie dyr.
De er ikke i bur, og så kalder man det for vilde dyr.
Så har de fri? Ja, det kan man godt sige.
De har jo ikke et arbejde de er bare gode til hvert sit.
Hvad vil de, mor?
Jo altså. Jeg læner mig tilbage i sofaen, for det er ikke en bog man bare bladrer rundt i, men en bog der behageligt sætter sig i rygmuskulaturen og tvinger den i magelige folder. En bog der trods dens ringe pris af 5,- kr. vil læses og udfrittes billede for billede, tekst for tekst og side for side.
Hvad vil de, de dyr i bogen?
Side et. Antiloper er gode til at løbe rigtigt hurtigt.
Aber er gode til at kravle i træer, løver er gode til at jage, de er tit meget sultne og har brug for meget at spise.
Mange mange sider efter har vi fundet ud af hvad hvert dyr er gode til og hvad de vil. Min ældste dreng konstaterer tilfreds at de frie dyr slet ikke er så vilde igen og at de vil mange af de samme ting.
Æde, drikke, løbe, jage, sove.
Godnat mandag.

Men det er tirsdag og hvad vil mennesket?
Kunne han da bare have sagt, hvad vil mennesker, det er ligesom mere tilforladeligt, men selve mennesket! ?
Den sammensatte kæmpeklump af umættelig tvivl, råderum, tro, gener, grønhed, forfald, kamp og skønhed.
Jeg klarede hundredemeterløbet for umættelige spørgelystne videnskabsbørn i sidste uge.
Mor, hvor lang når lyden ud når man råber, og når den helt forbi månen og længere ud og forsvinder den aldrig?
Og hvorfor vælger alle buske og træer at have grønne blade når de kan vælge mellem så mange farver, hva’ mor?
Men hvad vil mennesket?

Grundtvig lagde tærtebunden til livets dessert med ordene: menneske først, kristen så. Menneskeligt nærvær først.
Nærvær på Kirkegaards måde.
Hvad er glæde og det at være glad,
det er i sandhed at være sig selv nærværende.
Tirsdagsnærvær.
At være glad er at være sig selv nær og i nærhed med sine nærmeste.
Glæde betyder skinnende lys.
Lyset er denne morgen endnu ikke stået op, men glæden er oplysning nok i nærvær med næsten.
Jo, vel vil mennesket sove, men det vil hellere være vågent.
Være værd.
Jo, vel vil mennesket ånde, men hellere være fyldt med ånd.
Jo, vel vil mennesket synge, men hellere være en sang.
En sjælfuld melodi på livets tonestige.
Og jo, vel er der godt og ondt.
Forjættede barndom, hvor småfolket endnu kunne fattes mennesket som godt.
Men alt for hurtigt ved selv barnet, at ondskab og grusomhed også er menneskets natur.
Den næve der hos digteren Jens Rosendahl er så varm og god kan samtidig knyttes til kamp.
Kamp må der til skal livet gro,
synger jeg hver aften for mine to børn.
Alle seks vers af, Jeg elsker den brogede verden.
Det til trods kan den lille, som aller første melodi nynne Gøg og Gokkes kendingsmelodi.
Gangarten ligner såmænd også mere Gokkes end den i jeg elsker den brogede verdens omtalte gangart, nærmere dans: livets dans på roser.
En etårig danser ikke på roser, han spiser dem. Med det hele.
Men letheden hvormed det glider ned er hjemme i barnetroens.
Torne, stængler, rosenblade, morgendug, orme.
Det gumles sammen til et hele.
Til den klump velbehag kun blandinger er lavet af.
En mundfuld liv.

For så lille et menneske bekymrer sig ikke om hvad mennesket vil.
Det vil kun godt.
Men er man lige blevet fire år og har set at verden både er god og ond.
At menneskets rummelighed ikke altid er lig med hjerterum.
At det ydre rum ikke kun er rumpilotens arbejdsfelt,
men at også mennesket har et ydre og et indre rum.
At de rum ikke altid rummer det samme.
At vakle i sin barnetro når man er fire er nutidsvaklen.

Jeg selv er endnu i voksenlivet forfulgt af den barnlige glæde ved det gode menneske.
Jeg tror stadig på det og græder stadig barnligt når jeg gang på gang ser at jeg tager fejl.
Men jeg er også et andet tids barn.
Mine børn er nutidsbørn, der møder mennesket med deres verdensbillede.
Med filtreret fejhed.
Børnetime, børnebøger, børnehøjde, emmer af voksenverdenens angst for, at børn møder de forkerte mennesker, så ufortrødent fylder vi angst for mennesker på og spotter tillid som tåbernes glidebane. Voksenmenneskets erfaring af og med mennesket er ikke medmenneskelig.
Den er modmenneskelig.
Ikke det mod man bliver modig af, men det modsatte. Det modbydelige.
Når børnene lærer om mennesket af børnene selv, uden indblanding, er der medmenneskelighed.
Der er tillid, der er nødvendighed. Der er barnlig tro på det gode. For barnet kender kun det gode.
Det har dog overlevet fordi det netop nærede sig af det gode, af medmenneskelig omsorg.
Mennesket kan overhoved ikke overleve uden medmennesket.
Uden tillid, som vi sprogligt grovkornet kalder yngelpleje.
Men når up&go alderen nysgerrigt vil mere menneske, knalder vi låget på popkornene. Den som kommer allersidst skal i den sorte gryde.
Mor, hvad vil mennesket?
Dæmpe lyden af liv.
Som lugten af lort med kunstduft på spraydåser.

Lyden af liv er at være fire år og have fundet ud af at man sådan set, lidt henkastet i en sidebemærkning, laver det samme som Grundtvig,
jo mor, vi skriver jo begge to sange, ikke mor? Øh, jo det gør I vel.
Men Grundtvig findes jo ikke, kun på bånd. Han er jo død.
Ha’ ta den gamle svinger genlød det mellem ordene.
Jeg er levende og hvis alle de lagkager jeg skal have på mine fremtidige fødselsdage skulle stå inde i stuen, så kunne de slet ikke være der.
Det er liv, så det klasker.
Med alle de ophobede kager er der nok at tage fat på for mennesket,
selv nutidsmennesket der har Grundtvig på bånd.

Menneske først, men hvad vil mennesket? Bredspektret penicillin, bredbånd, brede eller smukkere mulighed.
Det mulige menneske.
Det åbner for det hele.
Vil mennesket mulighed frem for umulighed. Begrænsningen i tvivlen afsnapper så mange livslege.
Jeg klarer den ikke, det går aldrig, det går galt, det ender med fiasko. Tvivl.
Jeg klarer den, Det går nok, det kommer til at gå godt, det ender med glæde. Tro.
Mulighed skal ikke låses fast som allevejsvælger.
Mulighed er skjult og gemt i sindet, den undfangelsesglæde og barselsgave vi får og kun selv kan udfylde. Hvert menneske sin mulighed.
Og sin vej til at blive muligheden nærværende.

Jeg vil starte en bolchebutik.
Der skal ikke være hundeprutter, mågeklatter, store babser.
Der skal være handling bag ordene ”du blir’ hvad du spiser” bolcher med navne som mulighed, nærvær, glæde, kærlighed, lykke, håb, lighed, tro, godhed, tillid, leg, skønhed.
Jeg vil gerne bede om en pose blandet.
For to kroner skønhed, tre kroner muligheder, en krones nærvær.
Tyg lidt på den.
Mor, Hvad vil mennesket.
Spise af den blandede pose bolcher. Langsomt gumle på håbet og lade friheden ligge længe på tungen til den efterlader et syrligt-sødt spor og knase nærværet så fast at det sætter sig i den tand jeg har brækket.
Måske bliver jeg så nærværende nok til at få bestilt tandlænge til at brokke den sammen til et hele igen.

Jeg kender et land, hvor håret ej gråner og tid har ej tand.
Jeg vil vel inderst inde anbefale mennesket mennesket.
Det sætter sig.
Og jeg vil anbefale mennesket det nye menneske.
Det menneske Ole Wivel maler i ord i digtet, der truer os i tiden. Og Wivel slutter digtet med ordene:
Alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.
Hver dag minder mine afkom mig om mennesket.
Og hvad det vil.
Om nærværets mulighed.
Jo, jeg har som voksen færre og færre svar på hvad mennesket vil.
Og flere og flere spørgsmål.

De enkle svar jeg får kommer ikke fra filosofien, men fra melodien.
Dansen, gangarten, bolcherne, og tirsdags morgens umættelige mulighed.
Alt er igen uprøvet, men svaret det samme som i ethvert andet nærværsmenneske.
Ikke mit svar, men min fireåriges eget svar. Et svar der trods hans nutidsmenneskeform var et tillidssvar.
Det svar der kom med et splitsekunds tankemulighed efter hans spørgsmål.
Mor, hvad vil mennesket, – det tænker mest på kærlighed.
Tak mit menneskebarn for det svar, der allerede i spørgsmålet lå gemt i ordene.
At vælge det andet menneske som mulighed i ens eget søgeunivers.
At inddrage mennesket igen i det største. Hvad vil vi.
Og selv våge et svar.
Kærlighed.

Så rystende enkelt begyndte en tirsdag morgen for en dreng på fire.
For kærligheden er netop enkel, når den er nærværende.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.

Påske – Uegnet for mindre børn!

Påske, igen igen og igen samme fortælling og igen samme store runde øjne hos børnene i forfærdelse over påskefortællingens ufattelige grusomhed.

Langfredag…
Begge mine drenge på 6 og 9 år, synes det er en meget tung dag.. meget for meget med vold og drab og tortur.
Men nødvendig når vi fejrer påske, at tage fortællingerne med. Vi tager dem hele vejen rundt, både de nordiske myter, de største verdens religoner og deri også den kristelige fortælling om påsken. Den de hører i skolen.
Tænk hvad man udsætter børn for i kristendommens navn, det er jo værre end warhammer og Counder strike tilsammen. Samt alt det andet voldslegetøj, film og spil man kan få.

Som forælder er jeg temmelig markant med aldersgrænser.
Nej! igen og igen, selvom alle vennerne allerede må se og spille det meste selvom de ofte er langt under aldersgrænsen. Hvorfor? Fordi det giver mening i sidste ende at sætte gode redelige grænser for galskaben.

Men når vi skal genfortælle de gamles sindbilldesprog og religionens bøger kommer enhver forælder til kort.
Børnene gyser når man genfortæller selv en nogenlunde neddroslet udgave at korsfæstelsen. Mere udpenslet vold, en langfredags fortælling, kan man ikke finde.
Et menneske der bliver hængt nøgen til skue for alle og får hamret søm gennem hænder og fødder og lider en lang smertefuld og tørstig død, mens bødlerne gnider eddike i sårene og kvinderne hulker.
Nej, end ikke Harry Potter ville møde en sådan gru.
Der er ikke meget andet end “far til fire” der kan bløde en sådan langfredag op.

Hvorfor gør de sådan mor?
Jo, de mente at Jesus var farlig og ville tage deres magt.
Jamen, var han ikke sådan en rar en?
Jo, da.
Men så er man da ikke farlig?
Jo, for når man er rar så er der mange der lytter til en og derfor trode de der havde magten i landet at han ville blive den nye konge.
Det passer ikke, de lytter da ikke til de søde, de lytter mest til dem der driller, for de tør ikke andet!
Nej, det turde de heller ikke dengang, derfor blev han korsfæstet.
Tænkepause og derefter sagde min 6 årige dreng: Nederen!

Min ældste dreng på 9 år kunne næsten ikke klare fortællingen, men han er heller ikke den store fan af lidelse, vold og død.
Meget tankevækkende at se børns åbenlyse afsky over det de kalder “de ondes” metoder over for Jesus, som han kaldte: En følsom fyr

Han endte meget eftertænksomt i en overvejelse om mobning i skolerne.
Hvis et barn er følsomt, anderledes eller skiller sig ud, bliver det mobbet. Sådan som fortællingen i Biblen om Jesus.
Jesus et mobbeoffer? Tja, måske netop sådan en drejning vi behøver for at genfortælle de gamle kristne myter til nutidens børn.

Filmindustrien og forfatterne ved hvad vi mangler for at forstå hvad der gør mennesket så unikt og helt igennem håbefuldt. Det er sjældent det gængse menneske der bliver hovedrolleindehaver. Pippi, Emil, Gummi Tarzan, Superbror, Sådan træner du din drage, og mange flere.
Vi finder bedst ro hvor vi ser det håbløse skvat få fornyet værdi. Hvor de der er helt uden for det gængse tager livtag med tilværelsen og overvinder den og os alle sammen.

En flok drenge og jeg brugte lidt af påsken på at se en ny stor film.
Bare endnu en Dreamworks film, men denne film har et unikt budskab.
Filmen hedder: Sådan træner du din drage.
Det er fortællingen om vikingetidsdrengen Hikke. Drengen er helt særlig fordi han er billede på den nordiske mytologies kong skjold og den kristne mytes Jesus. Begge er sindbilleder på det barnemilde mod og håb, som vi ender med at forstå verden ud fra.

Drengen er netop en følsom fyr. En dreng der ikke passer ind i plyndringer, vold og drab, en dreng der kan “det” der giver fred. Han kan nemlig knytte bånd mellem det fremmede og det kendte, det onde og det gode(i denne film dragen og mennesket). Altså give håb om at al kamp og al forskellighed kan ophæves hvis vi tør nærme os hinanden og lytte til det egentlige fælles sprog vi alle deler. KÆRLIGHEDEN
filmen er selvsagt et stort billedsprog på den religiøst tanke: du skal elske din næste. Du skal ville din næste. Du skal møde din næste. Du er den næste…

Filmen er værd at se, for både voksne og børn og dem midt imellem.

Synes det er bragende skønt når den store forkromede filmindustri tør give ord til det der er mildt og til dem der bryder ud af flokken, ikke specielt fordi de vil, men fordi de ikke kan andet. Fordi de har en liv der er sammensat udfra andre vigtige parametre end blot at passe ind, at tilpasse sig, at underkuge egne tanker og tro.
Filmen; Sådan træner du din drage giver genlyd og nye ord og billeder på gamle kravetæer.

Filmen giver følsomheden magten. Den milde magt, som påskemorgen også er billedet på.
Jeg ender altid hos Grundtvig påskemorgen og hans bondeblomst, den milde blomst der stædigt gror gennem mulm og mørke for at lyse glæde over påsken.
Grundtvig spørger i salmen: Hvad vil du her? Du hører ikke til, du er ikke en højssang, du er ikke klog og lært, du er ikke magtfuld.
Og så svarer han alligevel at alle slags lysende glæder, uanset hvor de kommer fra, er velkomne i påsken, i den milde sol, i den milde magt.

Jeg elsker det moderne Grundtvigudtryk: langfredags pant.
Hvem ser ikke Grundtvig går til flaskeindleveringen i Netto, den påskegule butik og indlevere tomme flasker med påskebryg, få et par kroner tilbage og føle sig livgivet da der lige er nok penge til endnu en flaske. De gamle flasker begiver sig til flaskecentralen hvor de vaskes, tvættes og genopstår med nyt indhold. En påskemorgens påskebryg. Hvad vi giver tilbage får vi igen. Det er Netto udkommet. Budskabet er at intet er forgæves.

At ønske et udkomme af af vores handlemåder og magtforhold forklares enkelt i både det gamle og nye testamente.
Et gammeltestamenteligt budskab, som siden er blevet brugt politisk: Noget for noget!
I det nye testamente drejer ordene rundt og ender i: Noget for nogen! Det klinger af mild lykke og glæde. Og det at være tilstede for og hos et andet menneske, giver også pant og udbetaling i sidste ende, når regningen gøres op hos livets købmand.

Gud gir – Gud tar – Gud er en guitar, sagde vi da jeg var barn.
Det gamle ordspil er egentligt i al sin upoetiske barnlighed vidunderlig.
Guitar og kom lær mig noder til, det håbets strengspil..

Jeg ser altid frem mod påskedag, særligt når man skal “fortælle mennesket” (som forfatteren Svend Åge Madsen ville sige)Langfredag er virkelig lang og barsk, men giver ingen mening før vi når til påskedags fortælling.

For det er lige hvad vi skal. Fortælle.
I påsketiden, om alle myter og troesretninger. Fortælle om det gamle der svinder og opstandelsen der er i gang, i natur og menneske og tro.
Religionsfortællinger er barske. Men vi kommer ikke uden om dem, vi kan svært holde en fridag uden at den har et religiøst budskab foran sig. Det giver forældre en del at skulle forklare og godt det samme. Børn er født nysgerrige, de vil mere, vil vide mere og spørger af hjertets lyst, men kan vi svare dem? Kan vi i påsken klare at fortælle dem den kristne udgave af tro? Med det hele, rå løg, ristede, remulade, ketchup, sennep og syltede agurker.. vold, tortur, drab?
Teletubbies sir farvel og ind med korsets gåde.

Billedsproget er langt mere barsk end livet vi lever i dag, sindbillederne er så ganske anderledes og overvældende og nogle gange helt uforståelige for det moderne menneske og det moderne barn.
Alligevel forsøger vi at trække forståelse ud af ordene og giver dem nutidsklædninger på og nye tolkninger.

Jesus og kong Skjold ender i billedesproget denne påske som mobbeofre i skolen. Korsfæstelsen bliver billedet på mobbeofrets ensomhed, døden og opstandelsen bliver til de øjeblikke hvor et menneske finder sin egen værdi og går oprejst ud i livet, forløst fra skolen eller de der drillede.
Og jeg tror at både en gamle og den nye fortælling gør ligeligt ondt, på det gamle og det nye menneske, for hvem kender ikke et barn eller en voksen der har været udenfor, udenfor fælleskabet eller udenfor sig selv.
Og glæden er altid den samme, når man ser det barn eller en voksen komme til sig selv, blive del af et hele og af det der deler.

Påsken er vel netop det, at håbet slår ind og giver en mulighed for at se længere frem end blot der hvor mismod gror, hvor mørke og mulm omgiver natur og menneske.
påske er i den grad en fejring af den milde magt der prikker sig vej ud gemmen den hårde æggeskal og finder egen ben.

God påske.

Wall-e i krybben lå…

Julen er hjerternes fest, siger vi og taler kærlighed ind i højtiden som største egenskab.
Hjertet er blot symbolet vi har valgt for den uhåndgribelige følelse kærligheden er.
Og julen er netop kærlighed. Ikke forelskelse.

Forelskelsen er vidunderlig i dens nyhedværdi.
Vi mister grebet om os selv, om verden og virkeligheden og forlader os på vores følelser alene. Forelskelse er uden tråd, den er vild og utæmmelig, som en svingdør der ikke kan komme i hold. Forelskelse rummer ikke gentagelsen, den er splintrende ny hver gang vi møder dem, forelskelse er et nu.

Med kærligheden er det helt anderledes.
Kærligheden er gjort af gentagelsesstof. Kærlighed er at ville se mere end en gang, at ville gense. At tro på historie sammen og tro på fremtid. Kærligheden samler fortid, nutid og fremtid i et. Kærlighed at er holde til alt.

Vi kan undres når de samme mennesker vågner op på 25 år og siger det samme godmorgen, spiser af det samme spisestel de fik i bryllupsgave, og kysser på den samme kind som alle de forgangne år. Men netop i den gentagelse og det ritual findes kærligheden.
Hver dag bliver et ja til hinanden i gentagelsen. Det samme ja vi siger i ægteskabet, det samme ja vi siger ved fødslen og i dåben.
I 2008 ville videnskaben nok tolke kærligheden som en OCD besættelse, og det er den. Men af den sunde slags.

I julen er vi kun i gentagelsens rum.
Vi pakker julekasser ud og hver lille ting finder sin plads i vores hjem. Ikke bare sin plads, men sin vante plads. Den engel skal stå på klaveret og den nisse hører til i vindueskarmen. Og ve den der flytter dem andet steds, den går ikke.
Jul er at fejre gentagelse. Det samme barn fødes i smerte under stjernesolen, den samme historie fortælles og elskes år efter år. De samme sange og salmer.
Og alligevel vågner vi op ved det i stedet for at falde i søvn.
Julen er den tid hvor vi tør genbruge og genkende. Hvor selve motoren der driver os er genbrug.

Hjertet der pumper i livet har samme egenskab. Det virker på samme vis.
Pumper samme blod rundt i kroppen. Møder sig selv igen og igen.

Når vi finder fred i det at gense er der fordi vi længes efter selv at blive genkendt.
Hvad er skønnere og trykkere end at være sammen med mennesker der kender en og giver en fred til at være helt sig selv.

Når juleevangeliet fortæller om det lille barn og fødslen i stalden, ved vi at vi møder ord om en familie. Om det at høre til.
Størst af alt er det fællesskab at vi hører til et sted. At vi genkendes og har tråd til andre.
At høre til er at blive genkendt og genkende.

I årevis har vi talt om hvor vigtigt det er at kende sig selv.
Men det har ringe kraft i forhold til det at genkende sig selv.

Hvad bliver vi til hvis vi altid kun render efter det nye, det moderne, det uprøvede. Vi bliver til rodløse satellitter på en mørk himmel. Men når vi derimod genkender os selv i en sammenhæng, bliver vi selv til en stjernesol der kan oplyse en decemberhimmel.

I juleevangeliet vil den kristne myte overtyde os om at netop genkendelsen er vores største kærlighedsstempel. Se et lille barn, se det barn som du selv har været, se et liv bliver til, i smerte, i glæde. Se de vise mænd der søger nyt og videnskab, men finder noget helt andet.
De finder guds gen. Ordet GEN betyder frit oversat Guds Evige Nutid. For med det lille barn bliver et kærligheds nu, til et evig tilbagekommende nu.
For mange blev videnskabens granskning af Generne til en tro på at ordet GEN betød: Guds Endelige Nulpunkt.
Men i den tro, mister vi fornemmelsen af at netop genet er historiebærer og bærer af det næste nu og af gentagelsen.

Når vi når til pinsesolens dans vil Grundtvig lade salme ordene i salmen: I al sin glans NU stråler solen, lyde igen. Og der er intet andet en nu, nu, nu i den salme.
Solen er nu, livet er nu. Du er nu og du er nuets bærer i dette øjeblik.
Nuet er en stafet vi giver videre til det næste menneske der fødes.
Det er ikke blot et forelskelses nu uden sans og samling men et nu der elastisk strækker sig fra menneske til menneske.

I julen pakker vi hjertet ud af julekassen. Krøllet og med en hank der er bristet under nøddernes vægt sidste jul. Vi finder karlsons klister og bringer hjertet tilbage i vanlig form.
Julehjertet er som symbol det smukkeste vi har. Tre dele vi skal sammenføje for at finde et hele.
De to hjertekamre flettes som elskendes hænder ind i hinanden. Og vi klipper en hank til at hænge hjertet i. Til at bære og udholde alt.
Julehjerter skal flættes sammen med andre. Vi kommer hver frem til hinanden med en halvdel af et hjerte og for at finde en helhed må vi dele. Vi kan ikke selv stå med kærligheden, den er fælles gods.

I år lavede Disney en ny film der hedder wall-e .
Og endelig er disney kommet helt hjem hvor alt begynder.
Hvad skal vi gøre det øjeblik hvor alt er forbi, hvor vi har misbrugt, hærget, ødelagt og knust enhver drøm, enhver fremtid. Det øjeblik hvor vores forbrug og krige har lagt jorden øde.
Det øjeblik skal alt hvad vi blive til igen i vores billede. I billedet på det lille barn der fødes.

De to robotter wall-e og Eva er fremtidens Adam og Eva.
Gjort af jern, solenergi og genbrugsskrot finder de spiren til det nye liv, til et nyt paradis på jorden. En spire hentet i den gamle jord.
Og hvor beskytter man bedst livskimen og spiren? Det gør Eva i sin robotmave.
Alt er hentet i genkendelsen.

Mennesket, der ellers har forladt jorden for over 700 år siden i et rumskib, tumler som børn tilbage til jorden og rejser sig som Darwins teori igen på fødderne for at genkende menneskelivet.

Wall-e og Eva planter livet om i nye potter og i fællesskabet bliver jorden igen frugtbar. Mennesket begynder at tale sammen igen, at se og gense. Gennemgående i hele filmen er wall-e’s billede af kærlighed. For den lille robot er kærlighedens billede det at flette fingre.
At flette livet sammen som kærlighed gør.

Og til sidst lykkes det. Robotterne kolde og hårde jernfingre mødes og flettes sammen. Historien er bragt igen. Julebarnet er kommet og spirer blandt menneskene. Kærligheden har sejret igen i de hænder der finder hinanden.

Julen er ikke en vinketid.
Vi vinker i dag mere end vi giver faste håndtryk. Kølige hilsner med en løftet hånd i hast på gaden.
Stands op, ræk hånden frem.
Den hånd er julens mødested til en fremmet eller en der genkender dig.
En spire til en evighed.

God jul!

Nå da!

Tone: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord

At leve livet i den tid man har
og ikke spille lotto for at vinde.
Historiens frakke gør du ej er bar.
Selv i voldsmoses ghetto fred du finde.
Det hjælper ikke stort med synoptik
jeg tror du selv får øje på din glæde.
Vi ønsker altid mere end vi fik
selv ejerskab i troens tandemsæde.

Jeg troede jeg ku’ kvase Jantes lov
og råbte ud til alle at jeg turde.
Men jeg blir’ sur når nogen sir hov, hov!
Slår hjernen fra mens jeg på flimmer lurer.
Så føler jeg mig hjemme, tryg og glad
og æder take-away og piller næse.
Ser ugens stjerner i et dameblad
som ingen selvsagt tror jeg gider læse.

At være ung med tvivl og hvalpepund
og skolens karakter der gør mig myndig.
Nu trues jeg af villa, Volvo, hund
og børn med flere mænd gør man er kyndig.
Jeg sulter mig og bruger rynkecreme
men lige meget hjælper det på huden.
Så hver dag leves som den var ekstrem
til døden endelig gir mig en på tuden.

//Astrid Søe 2001
Grundtvigs digt: et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
Frit omdigtet til et moderne billedsprog og tidsbillede

Lalleglad

Første skoledag efter ferien.
Sol, kage, flag, fest, glæde.
Og en skoleleder der holdt en lang tale om det nye års målsætning;
At være lalleglade.
Og jo, også om kærligheden og det gode i andre.
De tre grundbegreber blev årets fylde for skoleeleverne.

Skolelederen kunne egentligt bare nøjes med at holde sig til lalleglad, for det indeholder allerede i ordets betydning både kærlighed og det gode i mennesket.
Begrebet lalleglad er så herligt bredt.

Lalle er babyens sprog.
Sproget der vil verden, sproget der selvopfundet baner sig vej og møder den sjældne forståelse fra de der elsker barnet.

Nææ lille skat, hvor er det sødt..
hørte I det alle sammen?
lille miws sagde “international morgenkomplet” ???
wa wu gu ga.
Ja det er da helt tydeligt!!
Åh, ih, min lille kloge baby.

Forældrenes glæde og beundring er ægte og elskelig.
Baby-lalleren er lige så glad, for barnet er blevet mødt med det bedste der findes. Glæde og kærlighed.
Det opmuntrer baby til mere pludren og lallen, og et sprog bliver til.

Barnet har det herlige indgroede i sig at det er verdensvendt.
Alt er nyt, verden er nær og indtages dagligt med nysgerrighed og naivitet.
Alle børn fødes blåøjede, det tydeligste tegn på det smukke naive og det naive er en gave.
Det giver barnet mulighed for at turde og ville, leve og ånde.
Lallen er modets naive sprog.

Glad betyder egentligt skinnende lys.
Man siger folkeligt om et menneske at det lyser af glæde og det er ikke helt galt i byen.

Når en skoleleder vælger sig en skoleår til det lalleglade, må man selv glædes!
Lyst og glæde er jo undervisningens egentlige fortsæt.
Undervisning betyder at man viser undere.
Men selvom det er formålet er det vel ikke hver dag man kan gå hjem, som lærer, lægge hovedet på puden og sove ind til natten med et smil og viden om at man i dag viste undere.

Man kan jo næsten blive religiøst bange, af at bære det åg.
Det er næsten for stort og uopnåeligt at umuligt at bede om hver dag.

Det er heldigvis heller ikke nødvendigt at lede efter ens egne underne i undervisningen, hvis man ved man havde glæden med i inderlommen.

Underet er tilstede i eleven hvis glæden har været tilstede.

Underviseren skal på moderne dansk lyse for, ved at tænde eleven.

(Og så blev denne blog pludseligt sponsoreret af Duracell batterier.)
Ret basalt kunne lærerseminariet gøre “GLÆDE” til deres hovedfag.

For Grundtvig stod det fast at enhver egentlig viden gik fra menneske til menneske, uddannelse underordnet.
Enhver bærer på livets læring og har derfor et under med sig under huden.
Al læring begynder med en famlende lallen, et prøvende sprog der vider sig ud og fæstner sig som vilkår for viden.

Når videns-undervisningen i skolen tager afsæt i glæde, er vi der hvor undervisning har fundet sin kærne og bliver et under.

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

Er lyset i planeter kun,
som ej kan se og mæle?
Er ikke ordet i vor mund
et lys for alle sjæle!
Det giver os for ånder syn,
som solens skin for kroppe,
det slår i sjælen ned som lyn
fra skyerne hist oppe.

(NFS. GRUNDTVIG)

Ordene vi giver hinanden er glæde for sjælen, siger grundtvig.
Ord er liv og liv forudsætter glæde.
Hvor glæden sygner hen, visner livet og døden truer.
Men vi kan trodse døden, ved at gå livet i møde.
Eller endnu bedre; Lalle af sted.
Selvom det desværre er tåbeligt umoderne at lalle rundt, særligt for børn og unge.
Men ikke i år… I år vender bøtten.
Alt skal være nyt, naivt, formgivende forfra og pludseligt sker der det under at man bliver barn, på ny eller igen – også som voksen.

Alt i alt et Grundtvigsk sjælebad – rimer godt på lalleglad!
når vi tænder hinanden eller på hinandens ord er der mulighed for oplysning tilstede…

og det er lige til at blive lalleglad af!

Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
den springer ud af folkedåd
og vokser, som den vugges,
den stråle i vort folkeråd,
til aftenstjernen slukkes!

———————————
lalleglad

Fra Wiktionary

Dansk Etymologi lalle (spædbarn der siger lyde) + glad

Adjektiv lalleglad, (intetkøn: lalleglad)

At være glad på en ubekymret måde, munter, sangvinsk, overdrevet glad.